Anne
23-01-08, 23:09
Beas indlæg om tabet af sin elskede moster har sat mange tanker i gang hos mig.
Jeg har også sådan en højtelsket moster - en moster som jeg i mine unge år var mere fortrolig med end min egen mor. Den dag i dag er der et helt særligt bånd mellem hende og mig. Måske fordi jeg er hendes første niece, og måske, fordi hun aldrig selv har kunnet få børn. Min moster og onkel har dog en adopteret datter.
Det var min moster, der fortalte mig, hvordan det var at blive voksen. Det var hende, der tog mig med i biografen som 14-årig for at se filmen "Ung Leg". Jeg husker, min mor var meget fortørnet, da der i filmen blev vist en fødsel! Ak ja, heldigvis er de tider da forbi, hvor unge piger selv skulle finde ud af livets mysterier!
Det var hende, der forærede mig en luksusbarnevogn, da jeg ventede mit første barn, og det var hende, der gav mig en smuk guldhalskæde i barselsgave - en halskæde, som jeg har båret siden, og det er nu snart 47 år.
Desværre mister jeg også snart min moster. Hun er alvorligt syg af kræft og har frabedt sig både kemo og strålebehandling. Lige nu har hun det efter omstændighederne godt, men det er en stakket frist, og snart må jeg også tage afsked med hende.
Det vil også for mig være et bånd, der bliver revet over. Min moster fylder 80 i april. Forhåbentlig når hun det.
Jeg synes tit, jeg hører om helt specielle moster/niece forhold. Er der nogen, der har en forklaring på det?
Knus, Anne :smi055