admin
13-02-08, 21:11
Skrevet af admin: Jeg har en del af de slettede tråde liggende på det gamle forum. Disse vil jeg overføre ved at poste dem her i samme rækkefølge, de var postet dengang... Det vil tage hundrede år, men jeg gør det alligevel mellem 1-4 tråde hver dag fremover og indtil de alle er her, gældende til den dato vi flyttede forum. #-o Det er selvfølgelig "tilladt" at kommentere, selv om det er gamle tråde.....
Startet af Anina: Søn Jan 08, 2006 1:51 Emne: At skrive en godnat-bog til sit barnebarn og andre børn.....
F.eks. er jeg overbevidst om, at der gemmer sig mange børnefortællinger i dig... fortællinger som kan kompensere de små poder for det som tiden har frataget deres forældre.... visioner i knæhøjde, optimisme og forventninger til det liv som foregår i hjertet... og som netop du kan skrive i den endnu ikke etablerede "Hos Bea". og senere kan udgives på Overgangsalderens Forlag :D .
Der er mange hårde hjerter i dag at skue iblandt os - og du kan være med til at sørge for, at skabe en modvægt til det, så flere børn og unge kan komme til at opleve lykken ved at have et stort, blødt hjerte.... som dit :smt057
Kære Anina
Jeg sidder altså med tårer i øjnene. " Du tror jo på mig". Du kan læse noget ud af det jeg skriver. Jeg er ikke omgivet af mennesker, der siger noget så "umiddelbart" som dig.
Tanker og knus fra Bea
Tud du bare raskt væk - Bea :smt056
Bare du også husker at skrive, specielt nu du har fået dit barnebarn - og kan starte med at skrive for hende - hjertepige :smt049
Mennesker....hmm... enten er de døve og blinde eller.... har du selv lært dem at overse dig, men derfor.... er dette ingen undskyldning (for dem). Så på med vanten og giv dem baghjul :smt058
Kære Bea :smt052
Det er altså ment seriøst...
Jeg har allerede forlængst besluttet mig på, at den dag jeg bliver en farmor - vil jeg begynde at skrive på godnat-historierne... en hver dag og dette vil jeg fortsætte med sålænge jeg lever....
Først skriver man til sit barnebarn - det er meget nemmere, når man har en levende reference og denne særlige kærlighed til at hjælpe sig. Det tror jeg på selv i hvert fald.
Efterhånden som dagene, ugerne, månederne og år går - bliver "skrivekvaliteten" helt sikkert (!!!) også bedre og bedre... til man en skønne dag (eller ens efterkommere når man selv er væk) måske kan udgive disse, så også andre børn kan få glæde af det liv som står skrevet på siderne...
.... men frem for alt.... dette kan gå hen og foruden at være det der er den primære hensigt - kan det også blive en stor hjælp og støtte for vore egne børn efter at vi selv er borte. Det er som om man ikke er helt væk når ens ord fortsat lever og "taler" også til vores børn i de stunde, hvor de fortsat har brug for os, efter at vores tid er forbi.
Og sidst men ikke mindst.... lad os forestille os, at alle vore oplevelser, erfaringer, "advarsler" og det vi først har lært "forsent" til at kunne gavne vore unger, da de allerede var fløjet væk.... alt dette kan vi flette ind i et nyt forløb, hvor det kan være med til at gøre det lettere for vores børn at være forældre og for vores børnebørn - at være børn + deres børn.... og sålænge frem i tiden, så ordene nærmest bliver evigt til gavn .... en herlig tanke og en tanke, der næmest gør det hele påny meningsfyldt i en alder, hvor man sædvanligvis kæmper bravt for at bevare den gamle eller skabe den nye..... mening med livet.... igen.
Hmm... det begynder at lyde så storslået, at jeg kan allerede nu fornemme den skepsis dette kan fremkalde i mange.... men af og til møder man en tanke, man bare ikke kan beskrive i beskedne vendinger, speciel ikke hvis tanken er stor og vidtrækkende.... præcist som denne er, om bedstemødre som rækker ud over grænsen til livet, for at give det bedste af sig selv til børnene og børnenes børn nu og i en fjern fremtid...
Kan man forestille sig noget mere og bedre end det?
Startet af Anina: Søn Jan 08, 2006 1:51 Emne: At skrive en godnat-bog til sit barnebarn og andre børn.....
F.eks. er jeg overbevidst om, at der gemmer sig mange børnefortællinger i dig... fortællinger som kan kompensere de små poder for det som tiden har frataget deres forældre.... visioner i knæhøjde, optimisme og forventninger til det liv som foregår i hjertet... og som netop du kan skrive i den endnu ikke etablerede "Hos Bea". og senere kan udgives på Overgangsalderens Forlag :D .
Der er mange hårde hjerter i dag at skue iblandt os - og du kan være med til at sørge for, at skabe en modvægt til det, så flere børn og unge kan komme til at opleve lykken ved at have et stort, blødt hjerte.... som dit :smt057
Kære Anina
Jeg sidder altså med tårer i øjnene. " Du tror jo på mig". Du kan læse noget ud af det jeg skriver. Jeg er ikke omgivet af mennesker, der siger noget så "umiddelbart" som dig.
Tanker og knus fra Bea
Tud du bare raskt væk - Bea :smt056
Bare du også husker at skrive, specielt nu du har fået dit barnebarn - og kan starte med at skrive for hende - hjertepige :smt049
Mennesker....hmm... enten er de døve og blinde eller.... har du selv lært dem at overse dig, men derfor.... er dette ingen undskyldning (for dem). Så på med vanten og giv dem baghjul :smt058
Kære Bea :smt052
Det er altså ment seriøst...
Jeg har allerede forlængst besluttet mig på, at den dag jeg bliver en farmor - vil jeg begynde at skrive på godnat-historierne... en hver dag og dette vil jeg fortsætte med sålænge jeg lever....
Først skriver man til sit barnebarn - det er meget nemmere, når man har en levende reference og denne særlige kærlighed til at hjælpe sig. Det tror jeg på selv i hvert fald.
Efterhånden som dagene, ugerne, månederne og år går - bliver "skrivekvaliteten" helt sikkert (!!!) også bedre og bedre... til man en skønne dag (eller ens efterkommere når man selv er væk) måske kan udgive disse, så også andre børn kan få glæde af det liv som står skrevet på siderne...
.... men frem for alt.... dette kan gå hen og foruden at være det der er den primære hensigt - kan det også blive en stor hjælp og støtte for vore egne børn efter at vi selv er borte. Det er som om man ikke er helt væk når ens ord fortsat lever og "taler" også til vores børn i de stunde, hvor de fortsat har brug for os, efter at vores tid er forbi.
Og sidst men ikke mindst.... lad os forestille os, at alle vore oplevelser, erfaringer, "advarsler" og det vi først har lært "forsent" til at kunne gavne vore unger, da de allerede var fløjet væk.... alt dette kan vi flette ind i et nyt forløb, hvor det kan være med til at gøre det lettere for vores børn at være forældre og for vores børnebørn - at være børn + deres børn.... og sålænge frem i tiden, så ordene nærmest bliver evigt til gavn .... en herlig tanke og en tanke, der næmest gør det hele påny meningsfyldt i en alder, hvor man sædvanligvis kæmper bravt for at bevare den gamle eller skabe den nye..... mening med livet.... igen.
Hmm... det begynder at lyde så storslået, at jeg kan allerede nu fornemme den skepsis dette kan fremkalde i mange.... men af og til møder man en tanke, man bare ikke kan beskrive i beskedne vendinger, speciel ikke hvis tanken er stor og vidtrækkende.... præcist som denne er, om bedstemødre som rækker ud over grænsen til livet, for at give det bedste af sig selv til børnene og børnenes børn nu og i en fjern fremtid...
Kan man forestille sig noget mere og bedre end det?