Se fuld version : Skal vi roses eller revses?
Skrevet af admin: Jeg har en del af de slettede tråde liggende på det gamle forum. Disse vil jeg overføre ved at poste dem her i samme rækkefølge, de var postet dengang... Det vil tage hundrede år, men jeg gør det alligevel mellem 1-4 tråde hver dag fremover og indtil de alle er her, gældende til den dato vi flyttede forum. #-o Det er selvfølgelig "tilladt" at kommentere, selv om det er gamle tråde.....
Skrevet af Anina: Lør Maj 19, 2007 18:13
Kritik (af græsk kritiké, bedømmelse, egentlig kritiké techne, kunsten at bedømme) er en bedømmelse eller undersøgelse af nogen eller noget.
Eftersom kritikerens personlighed altid sætter sig præg på kritikken skelner man ofte mellem objektiv og subjektiv kritik, hvor man det første mener en kritik, søger at gennemføre strengt saglige synspunkter og støtter sig til en systematisk opfattelse af hele det emne, som det kritiserede tilhører.
Tendentiøs kaldes en kritik, som fremfører en forudfattet mening og ser genstanden for kritiken fra f.eks. et konfessionelt eller politisk synspunkt. Negativ kritik opholder sig udelukkende ved det fejlagtige og forkastelige, mens den positive kritik søger at belyse sig emne alsidigt eller opholder sig ved det rigtige og prisværdige. I almindelig sprogbrug betragtes kritik ofte som negativ kritik.
Hvad er der galt i at rose èn, man mener fortjener ros?
Hvordan kan man forholde sig til èn, der selv er er mægtig god til at rose andre, men kan ikke tåle selv at modtage ros?
Hvad er der "galt" i at blive rost og hvorfor er det pludselig i orden, når det er andre der skal roses?
Ude i det virkelige liv foretrækker jeg dog mere selv at rose, fremfor at modtage ros... I mit tilfælde dog er denne "konstruktion" et resultat af en syg opvækst og en endnu mere syg prægning - jeg har meget svært ved at forestille mig - at også andre har været udsat for lige præcis tilsvarende - og derfor kunne jeg godt tænke mig at komme tættere på en anden og bedre forklaring på - hvorfor det generelt er så meget nemmere for de fleste at rose end selv at blive rost... :-k
Skrevet af Bea: Lør Maj 19, 2007 19:02
Hej Anina
Jeg kender mennesker der " labber" i sig, når de roses. De er glade og tager gerne imod. Andre kryber langs panelerne når de roses.
Du er selv inde på noget med selvværd og selvtillid. Jeg tror at hvis vi har haft et godt barneliv, hvis vi er blevet rost og ikke bare fået at vide at vi skulle tie stille hvis de voksne talte. Hvis vores forældre har troet på os, støttet os, og vist os åbvenlys kærlighed så er der lagt en god solid bund af dejligt sprudlende selvværd.
Hvis vi er børn af en sådan familie tror jeg bedre vi kan modtage ros. Hvis vores selvværd ikke er stort, bliver vi flove, kigger væk og er ikke gode til modtage ros. Måske er der mange i vores generation, der har svært ved at modtage ros, fordi vi er vokset op i " flinkeskolen".
Jeg tror at menneskernes selvværd er intakte, hvis de som børn har fået fornemmelsen af at de er noget værd. Hvis man ikke synes man er så meget værd er det vist også svært at tænke sig at andre synes man er så meget værd. Når vi roses kan vi være tilbøjelige til at negligere dette og også tilbøjelige til at tro at andre ikke mener alt det det gode de siger, når de rodser en.
Altså kan et bud på manglende evne til at modtage ros være et lavt selvværd.
Selvtillid kan vi nemmere få, hvis det ellers går godt med eks, ens karierre. Jeg tror endda man kan få rigtig meget tro på sig selv, hvis man har medvind i livet. Hvis firmaet krakker, konen rejser og det hele vælter om ørerne på en, så kan en stærk selvtillid ikke redde et menneske fra at bukke under. Det tror jeg, at der skal en god portion selvværd til for at komme igennem svære kriser. Hvis vi mennesker ikke er overbeviste om vi er noget værd, kan vi let komme på glat is. Hvis ikke vi har noget er vi på den. Vi bliver måske lettere ofre for depressioner, selvbebrejdelser osv......
Selvværd er nu nok noget med vores grundlæggende fundament og gøre. Noget, der ligger latent i os, fra da vi var børn. Jeg tror godt vi kan få et bedre selvværd hen af vejen, men det er vigtigt at der er skabt et godt fundamnet for det som barn. Et stærkt fundament hvorpå barnet kan udvikle sig på
Nå, jeg er ikke professor, men jeg tænker på den måde. Der finder sikkert flere andre foklaringer på hvorfor vi er bedre til at rose end at selv blive rost.
Du ved det jo godt Anina, men de sidste tråde du har skrevt om ros, selvtillid og selvværd giver anlednig til refleksion hos mig. Det er nu også dejligt at få vendt de små grå igen. Jeg elsker når du skriver på den måde. Du er "hammer" god til at sammnefatte et godt indlæg. Det er ikke ros, men en konklusion!!!!!!!!!!!!!!!!
Nu mangler jeg at byde ind med, hvorfor vi gerne vil rose andre? Men det kan jeg tænke nærmere over hen af vejen. Det jeg prøver at komme med er kun et bud på hvorfor vi ikke bryder os om at blive rost af andre.
"Alle mennesker er ligeværdige, men vi er ikke alle ligestillede".
Bea
Skrevet af Bea: Lør Maj 19, 2007 19:37
Jeg tror at hvis vi har haft et godt barneliv, hvis vi er blevet rost og ikke bare fået at vide at vi skulle tie stille hvis de voksne talte. Hvis vores forældre har troet på os, støttet os, og vist os åbvenlys kærlighed så er der lagt en god solid bund af dejligt sprudlende selvværd.
He, he... Blomsten Bea :smt058
Jamen så er vi nok på dèn... også i den grad....
Måske er dette et godt sted at indskyde en passage fra bogen Selvværd - den indre revolution af Gloria Steinem.
I kapitlet Det er aldrig for sent til at få en lykkelig barndom skriver Gloria Steinem følgende:
I bogen "I begyndelsen var opdragelsen" skriver Alice Miller, der er jo en pioner indenfor efterforskningen af kilderne til det destruktive i børneopdragelsen, om det, hun kalder "sort pædagogik", der består af nedbrydningen af barnets ånd, så den voksne har let ved at opnå kontrol - noget, der alt sammen angiveligt bliver gjort i kærlighed og for at redde barnet fra senere lidelser som følge af mangelen på disciplin, og dermed, sådan som forældre så ofte siger, sker "til dit eget bedste". Hun opremser grunsætninger i lærebøger i børneopdragelse, der var popolære i Europa - især i Tyskland - og ligeledes højt beundret her i landet i det første tiår af dette århundrede. Nogle af dem lyder stadig alarmerende velbekendte.
1. At de voksne skal være de afhængige børns herskere,
2. at de bestemmer over ret og uret som guder,
3. at deres vrede skyldes deres egne konflikter,
4. at barnet gøres ansvarlig herfor,
5. at forældre altid skal beskyttes,
6. at barnets levende følelser altid betyder en fare for herskeren,
7. at man så tidligt som muligt skal "berøve barnet dets vilje",
8. at alt dette skal ske meget tidligt, så barnet "ingenting mærker" og kan ikke "svigte" den voksne.
Hun remser også de forestillinger op, der ligger til grund for denne praksis:
1. at pligtfølelse avler kærlighed,
2. at man kan dræbe had med forbud,
3. at forældre pr definition fortjener agtelse i deres egenskab af forældre,
4. at børn pr definition ikke fortjener nogen agtelse,
5. at lydighed gør stærk,
6. at høj selvvurdering er skadelig,
7. at lav selvvurdering fører til menneskekærlighed,
8. at ømhedsbeviser er skadelige (blind kærlighed),
9. at hensyn til barnets behov er forkastelig,
10. at hårdhed og kulde betyder god forberedelse tilo livet,
11. at hyklet taknemmelighed er bedre end ærlig utaknemmelighed,
12. at det er vigtigere hvordan man opfører sig, end hvordan man er,
13. at forældrene og gud ikke ville overleve en krænkelse,
14. at kroppen er noget urent og væmmeligt,
15. at heftige følelser er skadelige,
16. at forældre er fri for drifter og skyld,
17. at forældrene har altid ret.
Hun citerer dr. John B. Watson, tredivernes mest fremtrædende børnepsykolog; der anbefalede en fuldstændig uengagerethed i børneopdragelse, og som sagde advarende: "Giv dem aldrig et knus eller kys, lad dem aldrig sidde på skødet af Dem. Hvis De bliver nødt til det, kan De kysse dem èn gang på panden, når De siger godnat." Han gik også ind for pottetræning i seks måneders alderen - hvad der kan være en fysisk umulighed - og anbefalede, at man straffede babyer, der ikke gjorde, som de fik besked på, ved at tvinge dem til at drikke amerikansk olie.
Selv om ovenstående lyder grotesk og umenneskeligt - kan jeg levende huske de fleste "punkter" fra disse to syge "facitlister" - jeg og mine jævnældrende havde oplevet i min egen barndom i fyrrerne og i halvtredserne. Tænk hvad det måtte have gjort ved vores forældre? Der må fortsat være mange fra vores egen generation, der enten går med kæmpe ar i sindet eller fortsat lapper hullerne i sjælen.... uden nogensinde at lykkes helt. Jeg er sikker på, at der er flere som os, og at der kun er de færreste det lykkedes helt at fortrænge de gamle sorte minder og dette kan præge dybt måden man er på som voksen...
Enten godt (hvis man var stærk nok til at modstå sin "opdragelse") eller helt galt (hvis man er blevet knækket af den).
Endnu en gang træder selvværdet frem som et universelt forsvar mod psykiske overgreb og det jeg pt læser i denne bog - beskriver tydeligt, at det er "aldrig for sent til at få en lykkelig barndom" hvor man træder ind i sine egne forældres sted og sørger for at genskabe en ny (ved godt lyder ulogisk) barndomsopfattelse, der sørger for at erstatte grundlaget for selvforagt med en ny kilde til det selvværd, der er/var der i forvejen, men var blot aldrig hævet frem til overfladen, hvor den kunne gøre godt allerede den gang.... Hellere sent end aldrig. Specielt hvis man selv har børn og børnebørn nu eller i sigte....
Anina :smt039
Skrevet af Anina: Lør Maj 19, 2007 19:45
:smi066
Der "røg" min næste stegepande :oops: (i denne anledning).... :oops:
Skrevet af Anina: Lør Maj 19, 2007 20:43
Jeg tror at menneskernes selvværd er intakte, hvis de som børn har fået fornemmelsen af at de er noget værd. Hvis man ikke synes man er så meget værd er det vist også svært at tænke sig at andre synes man er så meget værd. Når vi roses kan vi være tilbøjelige til at negligere dette og også tilbøjelige til at tro at andre ikke mener alt det det gode de siger, når de rodser en.
Altså kan et bud på manglende evne til at modtage ros være et lavt selvværd.
Der kan også være et alternativ forklaringsmulighed, der sagtens kan eksistere på linie med bristen på selvværdet, eller alene....
Der findes en psykologisk mekanisme jeg ikke havde set beskrevet andre steder end i mine egne tanker... Jeg kalder den for "Sindbad-effekten" og havde første gang "genkendt" denne "effekt" da jeg meget tidligt i barneårene læste 1001 Nat og siden hen havde faktisk fundet adskillige bekræftelser på "mekanikken" bag fortællingerne hos mig selv og hos talrige andre...
Der var så mange historier og nogle af dem havde kaldt på eftertanken mere end andre...
Kan du huske historien om Sindbad Søfareren, der efter en lang vandring havde hvilet siddende i sandet på stranden tæt ved Basra og fik øje på en forseglet lærkrukke liggende i vandkanten.... (genfortalt frit efter hukommelsen)
Sindbad rejste sig og hentede krukken hvorefter han åbnede forseglingen og med ét blev himmlen mørk idet der fra krukken steg en jin (en ånd) op og sænkede sig faretruende over Sindbad, der spurgte hvorfor jin`en truer ham når han i stedet burde være taknemmelig for at blive befriet fra at blive lukket ind i en krukke for evig tid....
Jin`en svarede, at han var blevet fanget og fængslet i krukken for mange tusind år siden af en eller anden troldman. Han var meget ulykkelig over sin indespærring og bad til, at nogen kom forbi og befriede ham....
Det første årtusind bad jin`en og sværgede, at den der finder og befrier ham får alverdens rigdomme som tak.... Intet skete....
Det andet årtusind bad jin`en og sværgede, at den der finder og befrier ham får ikke kun rigdomme, men også et harem fyldt med skønne kvinder som i Paradiset hos Herren.... Intet skete....
Det tredje årtusind bad Jin`en fortsat om befrielse og sværgede, at den der finder og befrier ham vil få, foruden det allerede lovede - også et evigt liv til sig selv og sine... Intet skete...
Det fjerde årtusind bad Jin`en ikke længere, men blev mere og mere opflammet af hævntørsten over den uret den havde lidt og over dem, der burde men ikke fandt og befriede ham, selv om han bad og bad så længe i sit fængsel... Faktisk blev jin`en mere vred på dem, der ikke fandt og befriede ham - end på den troldmand, der oprindeligt havde stoppet ham i krukken i tidernes morgen...
Nu sværgede jin`en, at den person der finder og befrier ham vil få alverdens kvaler og smerte at opleve som hævn for all den tid der ingen hjælp kom, selv om der blev bedt om den nok så længe, nok så inderligt og så forgæves...
Dette er, hvad jeg kalder for "Sindbad-effekten".... at man beder til og venter forgæves på det, der burde helt naturligt indfinde sig hvis livet overhovedet skal have en mening, der er i overensstemmelse med, hvad man har lært eller ved - er forskellen mellem godt og ondt eller rigtigt og forkert.... Og uanset hvor soleklart det er, at man fortjener ros og respekt - og kommer disse ikke nogensinde - er man enten nødt til at tvinge sig selv til en erkendelse at man er ikke bedre værd (mange gør) eller - brænder man broerne og en-gang-for-alle ophører man med at ønske at modtage anerkendelse og ros generelt i fremtiden...
Ofte sker endda, at man i den grad vedværende føler stærkt omkring denne barndommens oprindelige skuffelse - at man direkte "straffer" dem, der senere i livet formaster sig til at ønske een noget godt eller bare er gode ved een.
"Normalt" kalder man den slags adfærd for at være selvdestruktiv og tror, at den er resultat af forkerte valg man træffer som menneske eller at man bare er ond... mens det i virkeligheden er et og samlede selvforsvar mod (igen) at blive lokket til at tro på noget man engang har været nødt til at opgive, på baggrund af talrige og forgæves bøn om ros eller hjælp, der aldrig kom... Et berettiget håb der negligeres og et berettiget håb der er forgæves - er sørme en farlig størrelse, når det kommer til stykket...
Personligt tror jeg, at "Sindbad-effekten" er et reelt fænomen og i sin ekstreme udfoldelse - ligger den til grund for de mange nedskydninger på amerikanske skoler eller - bag mange terrorhandlinger hvor den enkelte tager en kollektiv hævn for hvad der er blevet vedkommende budt når man var allermest forsvarsløs og afhængig af andres omsorg, der aldrig kom... først derefter kommer der andre "gode" grunde til disse grusomme handlinger...
Det korte af det lange er, at udeladelserne kan faktisk være meget værre at blive genstand for end direkte vanrøgt...
Andres mishandling af een selv - kan vi altid forsøge at forklare med deres stilling til een selv.... hvilket rummer også en mulighed for at stille sig uenig med dem...
...derimod udeladelserne efterlader een selv helt alene med at sætte ord på - hvorfor det sker og udvalget af "gode" grunde til at forklare andres ulyst til at være der for een - er uudtømmelig, et ægte tag-selv-bord, man bare kan vælge og vrage imellem alt det dårlige man er og som "forklarer" hvorfor der er "ingen" der kærer sig for een...
Senere kommer man også vitterligt til at miste totalt den side af spektret, hvor omgivelsernes gode tilbagemeldinger på een selv befinder sig - og man vil fortsætte med at gå igennem livet i den tro, at man er uinteressant for andre og at man ikke er noget værd selv.... man opfører sig derefter og til sidst bliver ens frygt til sandhed... man bliver det man tror.
Skrevet af Bea: Lør Maj 19, 2007 21:14
Det var indlægget der røg, ikke stegepanden. Det skete lige da jeg var ved at sætte smilie på, inden jeg skulle sende. Underligt, men det var på samme tid, som dit sidst indlæg tonede frem på skærmen. Det spøger herinde uff.........Nå, men jeg skriver et nyt indlæg, når jeg har tænkt lidt mere over " Sindbad-effekten". Det er godt tænkt og så sandt så sandt. Vi bliver til sidst det vi tror, hvis ikke vi paser på.
Jeg vil lige tænke lidt mere over det du skriver om udeladelser. Jeg forstår godt hvad du mener, men skal lige have "rystet brikkerne lidt".
Når et menneske opgiver troen på retten til dets eksistens, mister det sine følelser og troen på det gode i andre mennesker.
Jeg elsker de her indlæg, men det ved du, for du kender mig efterhånden.
Knus Bea :smi001
Skrevet af Hejdien: Lør Maj 19, 2007 22:40
Ja for min del så synes jeg at i er dybe begge to :D
Elsker også den slags indlæg og det er jo unægteligt sådan et indlæg der kan sætte tanker i gang.
Jeg er ikke god til ros :( det må jeg nok erkende og hvorfor det må jeg nok tænke over ;)
Jeg har aldrig i hele mit liv duet til det, alt den tid jeg kan huske tilbage der har jeg krummet tæer i skoene , ikke vidst hvad jeg skulle sige ikke vidst hvor jeg skulle kigge hen og i det hele taget som Bea skriver det, kravlet langs panelerne :oops:
Men når jeg så tænker videre over det, ja så kan jeg faktisk ikke huske at jeg er blevet rost i min barndom, hmm gad vide om det kan have noget med det at gøre :shock:
Og så sidder jeg tilbage og tænker ... hmmm roser jeg mine børn nok ? jeg er god til at sige at jeg elsker dem, jeg er god til at give kærlighed, men er jeg god nok til at rose dem-...
Uhh et indlæg der sætter tanker i gang...
Det er jo meget godt at sætte tanker i gang om hvorfor man ikke kan modtage ros, men kan man så også finde ud af hvordan man bliver i stand til at modtage ros ?
Hvordan skal man reagere , hvad skal man sige , hvordan skal man i det hele taget gebærde sig :?:
Kender i de der stremer der sidder bag på biler hvor der står
"Har du talt med dit barn i dag ? "
Måske der heller skulle stå, har du rost dit barn i dag ?
Ja ja dybe det er jo det jeg siger i er (det er ros :) ) og så tror jeg at mit fortsæt fra i morgen tidligt skal være , ros dine børn hver gang du finder den mindste anledning til det, det er så nemt at kritisere men kan man finde ud af at rose ?
Nå jeg vil få skrevet til en der har rost mig :)
Måske vi alle skulle blive bedre til at rose og til at tage imod ros..
Ihvertfald så kan man øve sig :wink:
Skrevet af Anina: Søn Maj 20, 2007 7:56
Jeg er ikke god til ros :( det må jeg nok erkende og hvorfor det må jeg nok tænke over ;)
Jeg har aldrig i hele mit liv duet til det, alt den tid jeg kan huske tilbage der har jeg krummet tæer i skoene , ikke vidst hvad jeg skulle sige ikke vidst hvor jeg skulle kigge hen og i det hele taget som Bea skriver det, kravlet langs panelerne :oops:
Men når jeg så tænker videre over det, ja så kan jeg faktisk ikke huske at jeg er blevet rost i min barndom, hmm gad vide om det kan have noget med det at gøre :shock:
Hmm.. dette har jeg allerede fattet for længe siden... og helt ærligt - mener jeg at der gemmer sig en slags af et kæmpe tidspilde - ikke at deale med fortjent ros naturligt, men spilde kræfterne på at undgå at kvittere for den (ros) når den kommer....
Jeg kan huske den gang det var din tur i at blive "fejret" i julekallenderen (hvilket jeg à propos IKKE gør igen a-l-e-n-e :wink: ) - gik der flere dage uden at du reagerede og dette fik mig faktisk til at opgive mit forehavende... hvilket var dumt gjort, men altså også før jeg havde gennemskuet sammenhængen.... så det sker bare ikke igen. Du kan lige så godt begynde at øve dig med det samme... fordi de ros, anerkendelse og aplaus der er fortjent - de kommer også prompte.
Vi har på en eller anden måde formået at indrette os her, så der er plads til det meste og ingen rigtige grund til at gemme os for os selv eller hinanden. Derfor er der ingen grund til andet end at tage konsekvensen og fortsat at opføre os derefter. Dette inkluderer f.eks. "Hejdiens-rose-øve-tråd" denne her tråd kan blive delt ud i - hvis der viser sig at være interesse for det...
....på linie med den "planlagte" "Den-ustyrlige-teenager-tråd" jeg læste om er måske i støbeskeen for dem, der endnu har teenagere hjemme....
:smt039
Skrevet af Bea: Søn Maj 20, 2007 10:57
Angående disse dybe indlæg, som Hejdien skriver, er det selvfølgelig ikke meningen vi skal bruge disse indlæg til at dunke os selv oven i hovedet med. Det er meningen vi skal reflektere. Hver gang vi reflekterer dukker der nye forforståelser op som igen giver mulighed for reflektioner osv. For mig er det en god måde at tænke på. Jeg får rystet brikkerne og jeg må indrømme, hvis ikke jeg havde gjort det i disse " tunge " tider, hvor jeg er blevet kastet rund med som en anden fodbold, ja, så tro jeg at jeg var blevet tosset. ( Jeg mener det kommunale system). Jeg må indrømme at Sindbad - effekten sagten kan tænkes ind hos mange af de skæbner "sager" der ligger tilfældigt og flyder rundt på skrivebordene i det offentlige.
Jeg kender den tanke om at komme til at tænke over, om man nu har gjort det rigtige over for børnene. Jeg har selv tænkt det så mange gange og jeg har ikke altid gjort det rigtige. Noget af det, jeg har lært og oplevet som barn er helt sikkert også dybt plantet i mine børn i dag. Vi kan ikke kaste alt det vi har med os væk. Hvis jeg var lige så reflekterende som tyveårig, havde min børn nok fået noget andet med sig. Alle disse tanker kan jeg bruge til at blive en god bedstemor, og til at gøre det som jeg synes jeg har forsømt overfor mine børn. ( Jeg skal jo også huske på mine børn selv reflekterer og derved udvikler sig) Bogen " Det er aldrig forsent at få en god barndom" beskriver jo lige netop, at det aldrig er for sent. Jeg er også overbevist om det passer. Nye teorier som udviklingsteorien siger det samme. Det var før i tiden, hvor Freud og Ericson var på banen, at man troede at hvis ikke børnene oplevede dit og dat i bestemte faser, ja så var de nærmest fortabte. Selvfølgelig kan man ikke kaste alle disse tanker på porten, for der er også noget rigtigt i dem. Forskellen på før og nu er bare at man har erkendt at der er en udvikling og vi ikke stopper med at tænke og lære, fordi vi har oplevet noget negativt i de første tre år af vores liv.
Jeg tror aldrig det bliver for sent, jeg nægter og tro det, for så ville jeg ikke kunne handle som jeg gør i dag. Vi elsker vores børn og har altid gjort det. Jeg har gjort det vi kunne, da de var små, og så kan dette jo ikke nytte, jeg dunker mig selv oven i hovedet tyve år senere, hvor jeg har fået en anden forforståelse af, hvordan det er man skal opdrage sine børn. Hvis vi er "vågne" refkelterer vi og får mere viden. Hvem kender ikke det, at sige " Jeg ville gerne være helt ung igen, men jeg vil altså gerne have den erfaring jeg har i dag". Der er ikke noget endegyldigt svar på en god opdragelse. Det vigtigste er at børnene føler sig elsket og værdifulde.
Jeg skal faktisk være mormor igen og jeg øver mig på at blive rigtig god. Det er mit næste projekt med små børn. Jeg kan ikke spille fodbold og tage på kanotur, men jeg kan være nærværende og rose og vise jeg elsker dem.
Når tiden kalder. Jeg skal ud og gå med hunden. Vi skal op til mit får.
God søndag til alle.
Knus Bea :smi001
Skrevet af Yvette: Søn Maj 20, 2007 12:30
Hei jenter :smt039
Jeg leser med stor interesse her. Jeg er også i gang med boken det er referert til, og den setter tanker i sving.
Hvorfor er det så vanskelig å ta imot ros? Jeg tror jeg har gjort meg opp en forløpig mening om det, og jeg leser at den er i samsvar med det som dere andre også skriver om.
Min første tanke er at barn som har vært neglisjert av sine foreldre gjennom en hel oppvekst umulig kan bli i stand til å ta imot ros senere i livet - uten først å bare ha fått møte ett eneste menneske, enten som barn eller som voksen, som ser noe verdifullt i èn...og selv da kan "helbredelsen" ta tid..
Hvordan kan man som voksen begripe at man har noen som helst verdi om man som barn ble utsatt for stadig kritikk, hån, hakking, vedvarende kontroll og dominans? Uten at noen såg det sårede barnet...
Strøtanker...Jeg tror at "voksne barn" (bruker dette uttrykket. Jeg har lest det et sted) av helsefarlige foreldre kjenner seg verdiløse, utilstrekkelige og slettes ikke verdt andres oppmerksomhet i det hele tatt - helt til man kan greie å 1.Enten ta et oppgjør med det selv, eller 2.Bli tatt hånd om av noen som er i stand til å "omfavne" betingelsesløst dette hjelpeløset "voksne barnet"....
Kanskje har man blitt verdsatt utifra hvordan man oppførte seg, hvor skoleflink man var og hvor mye man kunne bidra med hjemme av oppgaver.
Jeg føler vel selv at jeg et stykke på vei kan greie å ta imot ros når det gjelder oppgaver og arbeid jeg behersker, men vanskeligere når det kommer til egenskaper som går på nettopp...selvverdet...det indre mennesket - på godt og vondt...
Men kanskje vi indirekte også roser oss selv når vi roser andre...fordi vi langt inne i dypet av vårt innerste indre gjenkjenner at vi er del av den universelle kjærligheten...?? Lyder vakkert iallefall...og er vel verdt å grunne på!
Hvordan kan man forholde sig til èn, der selv er er mægtig god til at rose andre, men kan ikke tåle selv at modtage ros?
Jeg tror at hvis man greier å formidle til dette mennesket at han/hun er bra nok akkurat slik som han/hun er, så er det uvurderlig støttende. Jeg regner med at du snakker om relasjoner over tid. Det er kanskje en tålmodighetsprøve av dimensjoner, men gevinsten for dette skadskutte mennesket kan kanskje bety et nytt liv, med et nyfødt selvverd...uten brister eller riper...som man kan begynne å ta vare på og hegne om selv..
Jeg sitter her på 7. dagen med brukket ribben så jeg har god tid til å gruble :wink: Får ikke gjort noe annet...
God søndag til dere alle :smi004
Skrevet af Bea: Man Maj 21, 2007 15:02
Hej Yvette
Dejligt at høre fra dig igen. Hvordan er du dog kommet så galt afsted? Håber snart du får det bedre. Jeg har hørt det gør pokkers ondt og tager nogen tid inden smerterne forsvinder.
Jeg spekulerer lidt over, det du skriver med at vi også indirekte roser os selv, når vi roser andre. Jeg tror jeg bekræfter mig selv i at det er vigtigt at rose og huske at nævne/ de positive værdier, når jeg hen af vejen mærker at det gør en forskel. Hvis ikke jeg mærker det gør en forskel, ja, så tror jeg på det gør det alligevel.
Jeg mener også jeg selv får det godt, når jeg roser, fordi jeg tror på at det er godt for et andet menneske at blive konfronteret med deres dygtige/gode sider. Så på den måde kan det måske godt antages som ros til mig selv.
Nå Yvette, der satte du lige gang i noget spændende og meget omfangsrigt.
Tænker lige videre.
God bedring :smt057
Knus Bea :smt057
Skrevet af Yvette: Man Maj 21, 2007 15:42
Takk Bea. :D
Deilig å høre fra deg også. :smt058
Jeg bare falt...inne i huset....og der smalt det. :oops: Jeg begynner å bli bedre så det er ikke så ille dette. Jeg måtte bare sette ned tempoet litt og akkurat det har jeg godt av. Nå bruker jeg heller dagen til å lese og tenke og gruble... :idea:
Det er mange nye tanker som kommer når man leser en bok som denne, og andre lignende bøker....så det er godt at vi kan få komme hit og "lufte" oss litt og dele sammen noe av det som dukker opp i det indre. Spennende er det iallefall! Kommer tilbake...
Vi "sees". Knus :smi054
Powered by vBulletin® Version 4.1.7 Copyright © 2012 vBulletin Solutions, Inc. All rights reserved.