"Kunsten at være et godt menneske" af Stefan Einhorn

[Anina]

Hold ud :smi054 Dette bliver et længere indlæg om, hvordan jeg fandt denne bog og hvorfor jeg overhovedet ledte på Internettet efter "godhed". :smi055 Det betyder ikke automatisk, at I er tvangsindlagte til at læse hele "romanen". I kan bare springe den over, for til syvende og sidst - handler det hovedsageligt om en anbefaling af Stefan Einhorn og hans bog. :smi039


*******

Folketingsvalg. Træd varsomt.... (http://www.overgangsalderen.net/forum/showthread.php?t=9678) og Folketingsvalg. Demokrati eller bedrag? (http://www.overgangsalderen.net/forum/showthread.php?t=8557) samt Hvem er fænomenet "samfund" til for? (http://www.overgangsalderen.net/forum/showthread.php?t=9837)

Ja ja, hvad har indholdet af disse links at skaffe med Stefan Einhorn og hans bog "Kunsten at være et godt menneske"? Mens Einhorn henvender sig til det enkelte menneske "på gaden" med sit budskab - skrev jeg mine tanker ned dengang... i anledning af det Folketingsvalg, der vankede (dengang i 2007) lige om hjørnet..... og jeg var i syv sind. Også i den grad.

Jeg har overvejet tingene til bevidstløshed - uden at kunne få øje på et parti jeg mente var værd at ofre en stemme på. Det gik endda så vidt, at jeg var begyndt at overveje denne skøre (mis)tanke, at Helle Thorning Smith var reelt skaffet ind i Socialdemokratiet som Femte Kolonne af den borgerlige lobby, for netop yderligere at svække partiets omdømme indefra og desillusionere dem, der endnu havde gejsten til at arbejde politisk for at bevare den socialistiske modvægt til den borgerlige egoisme og snæversyn.... Tavsheden og inaktiviteten var så øredøvende, at jeg til sidst ikke kunne finde en logisk forklaring på Socialdemokraternes passivitet.... Nåh, men det er en helt anden historie...

Forundret og..... forundret.... begyndte jeg at fundere over om politikerkvaliteter, der udspringer fra vedkommendes partipolitisk tilhørsforhold ikke efterhånden var et for ringe og for upålideligt grundlag hvorpå man kunne finde en værdig anvendelse for sin valgstemme....

Hvad med at forlade den sædvanlige måde at vurdere en politiker på og i stedet, på tværs af politiske partier - blot at stemme på gode mennesker? Hvordan kan man se, om en politiker er et godt menneske eller er det nemmere at se, når han/hun ikke er det?

Politikere er jo mennesker af kød og blod, præcis som vi andre.... hvorfor så ikke betragte dem som vi betragter hinanden - afvise de dumme svin og holde af dem, der ikke har problemer med at udrette gode gerninger, selv om de er politikere.... Jo, jo... der står allerede de første 200 politikere i kø for at pege fingre af denne (min) grænseløse naivitet, hvormed jeg netop sætter den menneskelige godhed foran alt andet.

Vi får ørerne tudet fulde med de nationale, de globale, de økonomiske og de "overordnede" hensyn, der efterleves så grundigt, at vælgerne og deres skæbne bliver til et sekundært ærinde fordi man kan der ikke bare være et godt menneske når man er politiker....vel? Når man er politiker er man altså.... politiker. Et særligt ophøjet væsen, der fordrer en ganske speciel respekt.... helst in blanco - dvs. en politiker bestemmer selv hvad der er rigtigt og hvad er forkert; hvad er etik (moral) og hvad ikke er det..... Alt andet er dumme dagdrømme uden værd og uden betydning. Men altså disse "dagdrømme" kræver jeg retten til at have, beholde og anvende til at vælge hvem er værd at ofre en stemme på.... Partipolitik har fjernet sig i den grad fra hvor vælgerne lever (og lider), at dette er ikke længere et værdigt grundlag at træffe en beslutning på... Nej, lad mig nu finde de gode mennesker i stedet.

Og så er det, at jeg gik i gang med at lede efter de gode mennesker, en definition på det gode menneske og oplysninger om, hvordan man finder dem, om de skiller sig ud og bliver nemmere at få øje på.... Og om et svar på spørgsmål om, hvordan man bliver et godt menneske og hvad der skal til selv at blive et godt menneske - findes eller ikke, hvis det skal være entydigt og fri for religiøse aspekter.

Et godt menneske i hverdag og til fest, som ven eller familie, som repræsentant for andre og et homogent menneske, med integritet og styrke til at fastholde sit syn på andre, politik, samfund og alt det andet, der udgør et liv - en tilværelse - kollektivt og individuelt. Findes de? De gode mennesker?

Ser jeg på samfundets instituioner og den lovgivende forsamling - må svaret være et rungende NEJ! Godhed er øjensynligt ikke et egenskab, der dyrkes ved driften af det store statslige apparat, der er fuld til randen med godheds-korrumperende remedier og som tilbyder de svage-i-ånden folkevalgte et uendeligt sortiment af undskyldninger og bortforklaringer på fraværet af godhed i deres virke, og til (deres) selvforsvar: "Jeg kan ikke bare være god fordi......" og så er den grav velforvarret, eller er den?

Hvorom alt er bestemte jeg mig frejdigt for at google mig frem til både definition og eksempler på gode mennesker. Uhadada! Sikken skuffelse! Der var ikke meget at finde og det der var - var hovedsgelig intelektuelle og skolastiske ubrugeligheder, almindelige mennesker med en frisk forstand - ikke kunne bruge til noget. Please! Hvor er det? Hvor svært kan det være? Jeg vil bare gerne vide hvad er et godt menneske? Hvorfor bliver man et godt menneske? Og hvad er godhed i det hele taget?

Meget gerne uden komplicerede udredninger og noget enhver kan forholde sig til.... Kunne det ikke tænkes, at vi kan slet ikke finde ud af at stemme på gode mennesker, fordi vi ikke aner hvad det er at være et godt menneske? Det kan da for pokker ikke kun være præsterne, der skal have monopol på at kunne besvare den slags spørgsmål. Og ej heller sofistikerede filosoffer ingen jævne menneske nogensinde har hørt om? Hvorfor er den slags tanker forbeholdt alle andre end dem, der har allermest brug for at vide det? For når man først ved det - ja, så ved man også hvad man selv bør gøre for at komme videre med sit liv, hvis man der gerne vil være et godt menneske.....

Der er forudsætninger og anlæg for godhed i ethvert menneske, men dette er den "hemmelighed", der bliver pillet af een undervejs i opdragelsen i de unge år. Og at finde tilbage til de oprindelige anlæg for godhed forudsætter, at man er klar over de findes i een og kan hentes frem. Hvis man tør vedkende sig sit eget ønske om at være et godt menneske, hvilket nemlig ikke er en selvfølge....

.....fordi at dømme efter de mange forskellige små og store "nyheder" i pressen og andre medier - kunne man nok komme i tvivl om det gode menneske er i højt kurs i dagens samfund, hvor mediefolk og politikere = rollemodellerne vælter over hinanden i kapløbet om deres 15-minutters-fame, over stok og sten, snublende over egne ben for at udmærke sig foran alle de andre i kunsten at være egoist, egennyttig, hensynsløs (læs: "resultatorienteret") og kunsten i at løbe fra alle løfter, der i skæbnens time er blevet afgivet på samlebånd, for at opnå sine egne, personlige mål.

Jamen, det er næsten slet ikke til at finde ud af efterhånden.... og at dømme efter de barberede hits på Nettet - er der ikke meget at gå efter når man gerne vil finde ud af hvor man kan finde spor man kan følge til den kilde, hvor gode mennesker omtales og defineres - frit for højtidelighed, frit for hovmod og frit for over-intelektualiseret volapyk.

Og så er det, at man lige pludselig stopper op og ser ordene står skrevet direkte og uden omsvøb: "Kunsten at være et godt menneske". En bog af svenskeren Stefan Einhorn.

At dømme efter omtalen på boghandelens hjemmeside og af bagsidens introduktion - hmm... lidt rigeligt med det pæne sprog og ikke særlig interessant, hvis jeg skal være helt ærlig. Endnu et "bevis" på, at man nok ikke skal sætte alt for meget af sit lid til, hvad "de andre" skriver når de skal introducere en bog.... For når man sidder med bogen i hænderne, vender siderne og skimter de forskellige afsnit - ja, så er det noget ganske andet.

Det er afgjort værd at bruge nogle dage på at læse denne bog. Og læse den en gang til, denne gang velvidende om hvad den har at byde på: ikke alene en række visdomsord, men også en hel del af (en slags) grundviden om hvad er et godt menneske og hvad er godhed. I øjenhøjden hvor vi befinder os, hvor vi gerne vil være for og med andre mennesker..... meget gerne gode mennesker, som alle burde være, hvis de vidste hvordan. Der er i den grad brug for, at gode mennesker bliver synlige hvorend vi går og er.

"Kunsten at være et godt menneske" af Stefan Einhorn er rent ud sagt (!) en god bog for ALLE interesserede i emnet - og kræver så absolut ikke ophøjede forudsætninger for at blive forstået og anvendt i det ærlige liv hvor almindelige mennesker lever, hvilket dog ikke fremgår af bogens forskellige introduktioner i pressen og anden omtale af bogen.

Blæs på hvordan de lærde anmeldere vælger at formulere teksten og læs bogen. Den er skrevet til og for alle. Ikke kun for professionelle tænkere idet de fleste af disse har rigeligt i dem selv. Vi andre derimod - vi vil gerne videre. :august32:



Kunsten at være et godt menneske

(Konsten att vara snäll)

Af Stefan Einhorn

Sideantal: 191
Indbinding: Indbundet
Forlag: Møntergården
Udgivet: 04-07-2006
Udgave: 1
Udgave/oplag: 1. udgave, 1. oplag
Sprog: Dansk
Originalsprog: Svensk
ISBN-10: 8779012035
ISBN-13: 9788779012035

[Bibliotekaren]

Blæs på hvordan de lærde anmeldere vælger at formulere teksten og læs bogen. Den er skrevet til og for alle. Ikke kun for professionelle tænkere idet de fleste af disse har rigeligt i dem selv. Vi andre derimod - vi vil gerne videre. :august32:



Kunsten at være et godt menneske

(Konsten att vara snäll)

Af Stefan Einhorn

Sideantal: 191
Indbinding: Indbundet
Forlag: Møntergården
Udgivet: 04-07-2006
Udgave: 1
Udgave/oplag: 1. udgave, 1. oplag
Sprog: Dansk
Originalsprog: Svensk
ISBN-10: 8779012035
ISBN-13: 9788779012035


Begreberne god og rar kobles ofte sammen med egenskaber som naivitet, beskedenhed og underlegenhed. Men forfatteren til denne bog, Stefan Einhorn, lægger en helt anden betydning ind i ordene: ´For mig er et godt og rart menneske et menneske, som lever med etikken i sit hjerte´.

Og det ´gode, rare´ menneske er sidst af alt naiv eller dum. Tværtimod er det meget kloge mennesker, der har forstået, at det vi gør for andre, gør vi også for os selv. Men godhed er en egenskab, som skal forvaltes med allerstørste omtanke. At være god på en ægte og positiv måde er virkelig en kunst.

I Kunsten at være et godt menneske skriver Stefan Einhorn blandt andet om, hvad ægte godhed indebærer, og om de modsatrettede kræfter, som kan forhindre os i at være gode. Han redegør også for de videnskabelige studier, som viser, at godhed faktisk betaler sig og giver praktiske råd om, hvordan man kan anvende dette i hverdagslivet.

Godhed er det bedste vi kan tilbyde vores omverden - og os selv.

Kilde... (http://www.saxo.com/dk/item/stefan-einhorn-kunsten-at-vaere-et-godt-menneske-indbundet.aspx)


Fra bogens bagside....

Begreberne god og rar kobles ofte sammen med egenskaber som naivitet, beskedenhed og under legenhed. Men forfatteren til denne bog, Stefan Einhorn, lægger en helt anden betydning ind i ordene. "For mig er et godt og rart menneske et menneske, som lever med etikken i sit hjerte". Og det "gode, rare" menneske er sidst af alt naiv eller dum. Tværtimod er det et meget klogt menneske, der har forstået, at det vi gør for andre, gør vi også for os selv.

Men godhed er en egenskab, som skal forvaltes med allerstørste omtanke. At være god på en ægte og positiv måde er virkelig en kunst.

I Kunsten at være et godt menneske skriver Stefan Einhorn blandt andet om, hvad ægte godhed indebærer, og om de modsatrettede kræfter, som kan forhindre os i at være gode. Han redegør også for de videnskabelige studier, som viser, at godhed faktisk betaler sig og giver praktiske råd om, hvordan man kan anvende dette i hverdagslivet.

Godhed er det bedste, vi kan tilbyde vores omverden — og os selv.

Forfatteren Stefan Einhorn er professor og formand for Etisk Råd ved KaroLinska Institut i Stockholm, cancerforsker og overlæge ved Radiumhemmet. Ved siden af sin forskerkarriere har han skrevet flere bøger om Livsfilosofi og etik.

Kunsten at være et godt menneske er indtil videre solgt i over 100.000 eksemplarer og bliver oversat til 10 sprog.

Flere omtaler:
Kunsten at være et godt menneske (http://www.kristendom.dk/artikel/267393:Anmeldelser--Kunsten-at-vaere-et-godt-menneske)
Kunsten at være et godt menneske. Stefan Einhorn (http://www.ugeskriftet.dk/portal/page/portal/LAEGERDK/UGESKRIFT_FOR_LAEGER/TIDLIGERE_NUMRE/2006/UFL_EKCMA_2006_48/UFL_EKCMA_2006_48_50396)

[Bibliotekaren]

Kunsten at være et godt menneske
Af Stefan Einhorn



Indhold

Indledning

Om godhed og etik

Falsk godhed....

....og ægte

Modkræfter

Kan det betale sig at være god og rar?

Medgang

God og succesrig

Afslutning

Litteraturliste

[Bibliotekaren]

Indledning

Da jeg trådte ind i modtagelsen om morgenen, følte jeg med det samme, at stemningen var oprørt. "Hvad er der sket?" spurgte jeg afdelingssygeplejersken. Hun så bekymret på mig, før hun svarede: "En af dine patienter er død i nat. Vagtlægen var her for lidt siden og fortalte alle, der ville lytte, at han havde opfordret de pårørende til at klage over dig. Ellers ville han selv sørge for, at det blev gjort. De pårørende er helt tydeligt rasende på dig."

Jeg forstod straks, hvilken patient det drejede sig om. Den foregående dag havde jeg haft besøg af en livlig dame i 75-årsalderen med skinnende øjne. Hun kom sammen med sin søn. Vi havde ikke tidligere mødt hinanden, og hun kom for at få sin anden kemoterapibehandling for sin kræftsygdom. Hun havde en form for lymfom, eller lymfekirtelcancer, som det også kaldtes. Hvis den ikke behandles, er den dødbringende, men med behandling kan vi helbrede ca. halvdelen af patienterne. Efter den første behandling havde hun fået hjerteproblemer og havde været indlagt til observation, men nu havde hun det godt og var parat til sin anden behandling. Vi havde enh lang samtale, hvor jeg blandt andet forklarede om de risci, der var for hjertet ved en ny behandling, men at det samtidigt var hendes eneste chance for at blive helbredt. Hun svarede, at hun var indforstået med risciene, og at hun ville fortsætte med behandlingen. Da jeg foreslog, at hun skulle blive på afdelingen natten over, afslog hun og svarede, at hun vil tage afsted når behandlingen var overstået. Hun skulle sove hos sønnen og mente, at det kunne være overvågning nok. Jeg insisterede ikke.

Da vi stod i døren og afsluttede samtale,. kiggede hun på mig med et smil og sagde: "Hvor er du dog en rar (http://ordnet.dk/ods/opslag?opslag=elskv%E6rdig&submit=S%F8g) læge, som sådan tager dig tid til at tale med en gammel dame, selv om venteværelse er fuldt af patienter." "Det skal du ikke tænke på, og det var hyggeligt at møde dig," svarede jeg og tænkte, at hvis jeg inddrog frokosten, ville jeg have indhentet forsinkelsen i god tid før eftermiddagskonsultationen.

Hun var kommet ind med hjerteproblemer om natten og vagthavende læge havde indlagt hende på en af afdelingerne. Nogle timer senere havde man fundet hende død i sengen.

Når man arbejder med cancer, er det ikke usædvanligt, at en patient dør. Det gør mig altid ked af det, men det her var noget andet. At en patient skulle dø , fordi jeg havde begået en fejl, føltes utroligt tungt. For mig selv gennemgik jeg, hvad der var sket. At ordinere behandlingen var efter min vurdering en rigtig beslutning, idet patienten med viden om risciene selv havde været positiv over for den. Men jeg kunne have insisteret på en indlæggels. Hvorfor har jeg ikke gjort det?

Mens disse tanker hvirvlede rundt i hovedet på mig, gik jeg hen for at ringe til kvindens søn. Da telefonen blev taget i den anden ende, og jeg præsenterede mig, forberedte jeg mig stålsat på et udbrud af anklager og blev derfor meget forbavset, da han sagde: "Hvor er det godt, at du ringede. Jeg ville takke dig for din måde at tage dig af min mor på." Han fortalte hvad der var sket i nattens løb, og hvordan det føltes for ham og de andre pårørende. Vi talte lidt om det, der var sket, og om hans mor.

Så fortalte jeg, at jeg var blevet kritiseret for den måde, jeg havde behandlet hans mor på, og at jeg selv syntes, at jeg burde have insisteret på indlæggelse. Men til min forbavselse sagde han: "Men det gjorde du jo. Du insisterede på indlæggelse, med det afslog mor. Det er min klare overbevisning, og skulle du blive anmeldt, vil jeg bekræfte det."

Overrasket over hans støtte og over, at jeg huskede så meget forkert, understregede jeg til sidst, at de var velkomne til at ringe til os, hvis der dukkede nogle spørgsmål op. Han tav stille et øjeblik og sagde så: "Der er endnu en ting du skal vide, Stefan. Mor sagde, at hun ikke kunne lide vagtlægen, men at du havde været sød og rar imod hende. Derfor vil jeg ikke gøre noget, der kan skade dig." Efter samtalen blev jeg siddende lidt ved telefonen og tænkte over hans ord. Jeg havde ikke husket forkert med hensyn til, hvad jeg havde sagt under samtalen med hans mor. Sønnen vidste, at jeg ikke havde insisteret på indlæggelse. Han havde valgt at beskytte mig.

Jeg blev ikke anmeldt - overlægen mente ikke, at jeg havde begået nogen formelle fejl, men at vagtlægen på den anden side burde have bedt en hjertelæge om at undersøge patienten. Men hvis de pårørende havde anmeldt mig, havde jeg været nødt til at gå igennem hele processen med skrivelser frem og tilbage til sundhedsvæsenet og mange måneder med uvished. Jeg havde klaret mig ud af dette, fordi jeg er blevet opfattet som sød og rar.

Jeg har mange gange haft anledning til at spekulere over begrebet "sød". Som barn måtte jeg som så mange andre høre at: "Nu har du ikke været sød" eller "Du skal være sød ved din søster." Når det drejer sig om voksne, forekommer ordet sød imidlertid i andre sammenhænge. "Jah, han er sød, men det er blomsterne på engen også" eller: "Det eneste positive man kan sige om hende er, at hun er sød og rar." Eller hvad skal man mene om denne kommentar: "Jo, hun er da i for sig sød og rar, men....."

Så hvordan forholder det sig nu med egenskaben "sød". Er det et positivt eller negativt ladet ord? Er det godt eller dårligt at være sød? Det virker som om begrebet "sød" hos voksne ofte forbindes med en adfærd, der opleves infantil eller umoden. Det virker også, som om man forudsætter, at søde mennesker samtidigt er lidt "dumme eller naive". Somme tider virker det som om begrebet "sød" også relaterer sig til et svagt menneske, en der ikke tør sige fra. Et voksent sødt og rart menneske er pr. definition en rigtig tumpe. Men børn må derimod gerne være søde.

Og hvordan er det med ordet "god", som for mig næsten er synonymt med sød og rar? "Et godt menneske" er et begreb, vi næsten aldrig hører undtagen muligvis om afdøde personer. Når man siger, at en person er god, har ordet ofte en ironisk klang.

Hvordan er det gået til? Hvordan er betegnelser som "sød" og "god" gået hen og blevet negativt ladede ord? Hver gang jeg hører den nedvurderende tone, bliver jeg forbavset og spørger mig selv, om den, der udtaler sig, har indset, hvem det egentlig er, der bedst har forstået, hvad der er vigtigt her i livet. Det er på tide, at der kommer et paradigmeskift (http://da.wikipedia.org/wiki/Paradigmeskift) i synet på det "søde, rare og gode menneske".

For mig er et sødt menneske et individ, der lever med etikken (http://da.wikipedia.org/wiki/Moral) i sit hjerte. Et sødt menneske har altid omtanken for medmennesket med sig i sin bevidsthed. I mine ører lyder dette i allerhøjeste grad som gode egenskaber. Og det søde menneske er mindst af alt dumt. Det søde menneske er tværtimod meget klog, for det har - bevidst eller ubevidst - forstået, hvad det i realiteten drejer sig om: Det vi gør for vore medmennesker, gør vi også for os selv.

Indledningen fortsættes i næste indlæg....

[Bibliotekaren]

Vi har alt at vinde ved at være gode mod vore medmennesker og vores omverden, og meget at tabe ved ikke at være det. Den, der er god, er inde på en vej mod fremgang. Faktum er, at jeg tror, at godhed er den vigtigste enkeltfaktor, når det drejer sig om, hvor stor succes vi får i vores liv. Så hvis vi ikke er gode af andre årsager, kan vi være det for vores egen skyld - for at vi skal få succes i vores liv. Eller som den amerikanske forfatter James Freeman Clarke har formuleret det: "Stræb efter at gøre det gode, og du vil opdage, at lykke er på jagt efter dig."

Det mest interessante er, at dette ikke bare gælder for individer, men også for grupper, organisationer og samfund. Hvis vi studerer enkelte afsnit af menneskets historie, kan det undertiden se ud, som om det ikke skulle være tilfældet. Hensynsløse og totalitære stater har sommetider kunnet underlægge sig samfund, der er betydeligt bedre. Men disse gevinster viser sig i reglen at have en kort levetid og har ikke så sjældent ført til de onde samfunds undergang. Det er min opfattelse, at det er de omsorgsfulde og gode grupperinger, der vinder i længden.

At være god og rar er en egenskab, der ikke altid er let at omsætte i praksis. Altid at lade andre tvinge deres vilje igennem er for eksempel ikke foreneligt med at være sød og rar, specielt ikke, hvis de andre tager fejl, og konsekvenserne af deres handlinger kan blive negative. At mangle ryggrad og lade sig udnytte af andre er heller ikke foreneligt med at være god. Eller at stille op og gøre noget, man nærer modvilje mod.

Dette er en egenskab, der skal forvaltes med en god portion dømmekraft. Og rent undtagelsesvis kan det være nødvendigt at gøre noget, der på kort sigt af andre opleves som mindre godt. Det er blandt andet derfor, jeg har valgt at skrive om kunsten at være et godt menneske. At være god og rar på en ægte, positiv og god måde er virkelig en kunst.

Der er nogen, der hævder, at mennesket i bund og grund er ondt. Og at meget af det, der sker mennesker imellem, er ondskabsfuldt. Jeg er ikke enig. Ifølge min opfattelse forholder det sig modsat: Det meste af det, vi gør for hinanden, er godt. De allerfleste mennesker stræber grundlæggende efter at gøre det, der er rigtigt.

Jeg forelæser meget om etik og om hvordan vi skal behandle vore medmennesker. Som indledning plejer jeg at stille publikum et spørgsmål, nemlig hvilken fremherskende egenskab de helst ville have. Jeg plejer at lade dem vælge mellem intelligent, kreativ, fagligt dygtig, morsom og sommetider også rig (selv om det ikke er en egenskab). Men de kan også vælge egenskaben godt menneske. Mere end 90% af publikum plejer at vælge sidstnævnte alternativ. Disse tal taler deres tydelige sprog: Vi prioriterer oven i købet det at være god over uendelig rigdom eller superintelligens.

Og da der allerede findes mange bøger, der handler om, hvordan man bliver rig, smart, kreativ, dygtig til sit arbejde og så videre, syntes jeg, at der i det mindste skulle findes en bog om, hvordan man udvikler kunsten at være god og rar, og om hvordan man får succes ved at være god.

Man taler om almindelig intelligens og emotionel intelligens. Det første begreb handler om vores evne til at tænke analytisk og det andet om vores evne til følelsesmæssigt at håndtere en situation. Jeg mener, at der også findes en anden form for intelligens, nemlig etisk intelligens. Vores etiske IQ beskriver vores evne til at gøre det gode. Denne evne er delvis nedarvet og delvis udviklet i de tidlige leveår. Men det er en form for intelligens, som vi også kan blive ved med at udvikle i løbet af livet. Uafhængigt af vores tidligere niveau kan vi alle udvikle en højere etisk IQ. Og det er en vigtig form for intelligens, fordi det er en faktor, der har en grundlæggende betydning for, hvordan vi lykkes i livet.

I de første kapitler diskuterer jeg begreberne elskelighed, etik og godhed. Jeg vil også diskutere almindelige faldgruber, vi skal undgå, hvis vi vil være virkelig gode og elskelige. Derefter præsenterer jeg argumenterne for, at vi har alt at vinde ved at være gode og elskelige. I det efterfølgende kapitel diskuterer jeg, hvad succes er, og hvordan vi kan definere dette diffuse begreb. Derefter vil jeg formaste mig til at give nogle håndfaste råd om, hvordan vi kan bruge vores godhed, vores etik, vores elskelighed til at få succes i livet.

Bogen kan læses fra ende til anden, men det kan også sagtens lade sig gør at være lidt mere ustruktureret og læse lidt her og lidt der. Det forholder sig jo sådan, at forskellige mennesker interesserer sig for forskellige ting, og på forskellig vis.

Det er vigtigt for mig at understrege en ting - hvor indlysende det end måtte være. Man kan naturligvis spørge sig selv, om jeg er et levende eksemple på, hvordan et godt menneske skal være. Svaret er nej, men jeg prøver bestandig at lære, hvordan man lever et liv som et rart og godt menneske.

Der eksisterer ingen perfekte mennesker, og vi skal tage os i agt for dem, der tror, at de ikke har nogen fejl og mangler. Den dag vi tror, at vi er vores ideal, er det på tide at begynde forfra. Og det helt igennem gode menneske er et fatamorgana (http://da.wikipedia.org/wiki/Fatamorgana) , vi gerne må jagte, hvis vi samtidigt bevarer bevidstheden om, at det er som at søge efter skatten ved foden af regnbuen - vi når aldrig helt frem. Men vi kan bestemme os for at blive bedre mennesker, vel vidende at vi aldrig bliver helt perfekte. Og det eneste vi i sidste ende kan gøre er vores bedste.

Indledning slut....

[Bibliotekaren]

For når man sidder med bogen i hænderne, vender siderne og skimter de forskellige afsnit - ja, så er det noget ganske andet.

Det er afgjort værd at bruge nogle dage på at læse denne bog. Og læse den en gang til, denne gang velvidende om hvad den har at byde på: ikke alene en række visdomsord, men også en hel del af (en slags) grundviden om hvad er et godt menneske og hvad er godhed.
Hmm... der er øjensynligt en større forskel mellem at skimte/læse og afskrive en "smagsprøve", fordi mens jeg skrev (af) er jeg så småt kommet i tvivl om bogens kvaliteter....

Jeg er fortsat en stor fan af bogens forfatter, bogens emne samt denne "strategi" hvormed forfatteren (gætter jeg mig til) anskueliggør sit budskab, så det gerne skulle nå til mange læsere....

Nej, min tvivl berør udelukkende bogens oversættelse idet den er beskeden, fantasiløs.... Tør og totalt u-billedlig.

For at få udbytte af denne bog (oversættelsen) skal man i forvejen være enig med forfatteren og dermed opleve at bogen (oversættelsen) byder på en række bekræftelser af de tanker man allerede har gjort sig før.

Skal man derimod opleve noget helt nyt, krydret med et par "aha-oplevelser" og dermed gerne inspireres til at følge sporet, mod en udvikling af nye egenskaber mod denne godhed - Stefan Einhorn gerne vil have os til at stræbe efter - hmm.... så bliver det vist ikke til ret meget. Dertil er denne bog oversat alt for tørt og uden liv bag ordene. Forenklet og ordfattigt. Eller direkte forkert....

...som når ordet betale sig bliver anvendt i forbindelse med godhed. At de svenske ord er snällhet lönar sig betyder ikke fluks at godhed betaler sig, men gerne at godheden bærer lønnen i sig selv, hvilket er jo noget andet og lyder ikke så egennyttigt, som om vi skulle gerne lokkes til at være gode for vindingens skyld..... Eller ordet succes der gerne skulle gengive værdien af det svenske ord framgångsrikedom.... når et meget mere passende ord ville være f.eks. medgang (i livet) eller vellykket (liv). At udvælge netop ordene som "at betale sig" eller "succes".... disse efterhånden slidte udtryk, der sædvanligvis illustrerer egoisme - er en fejl. Ikke spor, i denne sammenhæng, forenelig med begrebet godhed idet den slags ord "tænder" nogle helt modsatte associationer (tankeforbindelser) end de (af forfatteren) tilsigtede.

Foruden oversættelsens beskedne sprog oplever jeg også en manglende overensstemmelse mellem de signaler om sit eget indre forfatteren "udsender" og den måde hans værk håndteres på af oversætteren. Det er som om oversætteren ikke kan forene mennesket forfatter med denne tekst, der netop burde kunne udtrykke forfatterens personlighed og hans tanker. Faktisk er det som om oversætteren ikke selv forstår hvad forfatteren mener.

Det er med overlæg, at jeg ikke anvender ordet: fortolkning. Man kan ikke fortolke en tekst uden samtidigt at gøre sig selv til formidler af forfatterens hensigt. Til syvende og sidst handler det ikke om, hvordan oversætteren opfatter en tekst, men hvordan samme oversætter er i stand til at sætte sig selv i baggrunden og lader forfatteren komme til ordet. Og netop her savner jeg i den grad forfatterens udtryk og udstråling bag alle disse ord, der på ingen måde yder emnet og budskabet en retfærdighed og troværdighed.

Havde det været en videnskabelig afhandling eller anden teoretisk tekst - havde det været helt i orden.... Men det er altså ikke en afhandling. Det er en, på samme tid, personlig beretning og en appel om at lade sig inspirere til at gøre sit eget og andres liv bedre..... Det ved jeg. Det har jeg fattet. Ikke takket være bogens ordlyd - men udelukkende fordi irriteret over denne desværre kedelige tekst - har jeg skiftet til at læse mellem linierne, godt hjulpet af min egen insigt i emnet.

Jeg har lige bestilt den originale svenske udgave.... og vil se om også den svenske originaludgave er så livløs som jeg oplever bogens danske version. Jeg har dog allerede en rimelig grund til at forvente, at den svenske udgave byder på meget bedre oplevelser. I hvert fald hvis jeg skal dømme efter både direkte citater og omtaler jeg har fundet på google.se .Jeg kan nemlig ikke tro, at denne bog er blevet solgt i 100.000 eksemplarer og er ved at blive oversat til 10 sprog, hvis dennes indhold svarer til den (danske) version jeg har læst i dag.

At denne bog er ikke allerede genoptrykt i Danmark og sælges til en nedsat pris taler også sit eget sprog. At indbindingen er udformet som en infantil gaveæske med en blank, lysegrøn sløjfe af pyntebånd og et navne(titel)kort bundet på en snor - gør helhedsindtrykket ikke meget bedre. Det er i hvert fald ikke en bog man kan bedømme som værende seriøs, hvis man kun ser omslaget på en hylde hos boghandleren....


http://img224.imageshack.us/img224/1749/danskomslaghs4.jpg (http://imageshack.us)

.... og her, på Stefan Einhorns egen hjemmeside (http://www.stefaneinhorn.com/html/texter.html) kan man se
hvordan det svenske forlag har valgt at præsentere denne bog.


Sikken redelighed.... denne gang har Forlaget Møntergården, på alle måder gjort et skidt job. Både hvad angår valget af oversætter og valget af bogens ydre fremtoning. Jeg kan kun beklage, at Stefan Einhorns guldkorn er forsvundet i dybet under forlagets underlødige håndværk. Synd og skam. :?


Jeg vender tilbage når jeg har læst den svenske udgave.....