Anina
19-05-08, 13:49
Oskar Schindler har reddet 1100 jøder under Anden Verdenskrig. Irena Sendler har reddet 2500 jødiske børn.....
Alligevel ved kun de få, hvem Irena Sendler (http://da.wikipedia.org/wiki/Irena_Sendler) var, mens Oskar Schindler (http://www.auschwitz.dk/Schindler.htm) har de fleste i vores generation hørt om. Om ikke andet, så efter filmen "Schindlers liste" (http://da.wikipedia.org/wiki/Schindlers_liste_(film)) . Egentlig ikke så flatterende at skulle erkende, hvor lidt ved vi om resten af verden, når det kommer til stykket...
Irena Sendler var, indtil for få år siden også fuldstændig ukendt i sit eget fædreland Polen, hvor hun glemt og beskedent havde levet et stille liv i sit hjem i Warszawa. Havde det ikke været for fire skolepiger fra en amerikansk lilleby Uniontown - havde vi fortsat ikke vidst, at der fandtes et menneske af de sjældne, der havde hjulpet andre mennesker, som det var det mest selvfølgelige og mest oplagte... at gøre når det var nødvendigt.
Disse fire skolepiger havde søgt efter et emne til en skoleforestilling. De har gravet efter emner alle vegne indtil de, i støvede arkiver havde fundet et kort notits om en Irene Sendler, der under Anden Verdenskrig havde reddet 2500 jødiske børn fra den visse død.
Deres historielærer mente, at der måtte være tale om en tastefejl.... Det var jo Oskar Schindler, der havde reddet 1100 jøder, mens denne polske kvinde havde ingen hørt om. Teaterstykket til skolens forestilling er blevet skrevet af pigerne fra Uniontown og viste dermed, hvor skrøbelig og paradoksal er menneskets hukommelse..... En polsk kvinde, der havde bedrevet den største af alle næstekærligheds gerninger i en forfærdelig verden - blev glemt. Dengang 92-årige Irene Sendler havde kun en ting at sige, når hun efterfølgende er blevet kaldt for en heltinde.... "Min far har lært mig, at når et menneske er ved at drukne, skal man række hånden frem og hjælpe.... og så er dèn ikke længere".
Året var 1942. Hver dag har Irena Sendler passeret porten til Warszawas ghetto og så små børn, der tiggede brød lige foran på gaden. Og hver dag, når hun var på vej tilbage, passerede hun samme sted og så døde barnelig liggende på fortorvet tildækket med aviser eller pap. "Det er ikke nok at smugle mad og medicin under frakken. Disse børn skal hjælpes væk fra ghettoens helvede. De skal reddes, koste hvad det koste vil". Warszawas ghetto var allerede under "afvikling" og tempoet var ene og alene afhængig af effektiviteten af gasovne i Treblinka. Det var langt fra alle, der havde levet længe nok til de skulle transporteres væk. Forinden har besættelsesmagten i Warszawa sørget for (blokade), at så mange som muligt i ghettoen døde af sult.
Irena Sendler og hendes ti medsammensvorne kom ind i ghettoen som sygeplejersker. Den tyske besættelsesmagt havde tilladt de polske sanitære virksomheder at færdes i ghettoen for at hindre tyfus-epidemien i at brede sig til resten af byen. Sygeplejerskegruppen under ledelse af Irena Sendler havde med lys og lygte søgt efter muligheder for at smugle børnene ud.
De har fundet fire gode muligheder, hvoraf den vigtigste var ambulancen ført af Antoni Dabrowski og som hver dag kørte ind i ghettoen med forsyninger af desinficerende midler og ud igen - med lig af mennesker, der var døde af tyfus og skulle køres bort, for at hindre sygdomsspredning med rotter, ud til resten af Warszawa. Irene Sendler og sygeplejerskerne havde sørget for at børnene blev bedøvet med sovemidler, pakket ind i ligsække og kørt bort som værende døde af tyfus.
Den anden redningsvej førte igennem Domhuset i bydelen Leszno, hvor bygningerne stødte til den høje mur, der havde omgivet ghettoen. "Vi har fundet frem til to betjente, der var villige til at åbne bagdør på ghettoens side og førte de flygtende børn gennem bygningen, over på den "ariske" side" - har Irena Sendler fortalt mange år efter. Desværre denne redningsvej er hurtigt blevet opsnusset af "fedtsmeltere", der var polakker, der havde "specialiseret" sig i at finde og fange flygtende jøder over det ganske land, også i Warszawa.
Næste flugtvej førte gennem kældre i bygninger på begge sider af ghettoens mure og hvor kældre var forbundet med hinanden med skjulte gange. Og endelig den sidste flugtvej førte gennem sporvognenes garageanlægget, hvis bygninger lå delvis på ghettoens område. En sygeplejerske fra Irena Sendlers gruppe var gift med en sporvognsfører. Hver morgen kl. 6 fandt han i sin sporvogn en papkasse under bænken. I papkassen lå der et sovende/bedøvet barn, som han tog over på den "ariske" side hvor det blev gemt. Irena Sendler og sygeplejerskerne havde også sørget for, at børnene blev smuglet direkte gennem ghettoens port og ud i friheden, stoppet i sække gemt i rullende affaldscontainere.... Bl.a. Elzbieta Ficowska, der passede Irena Sendler gennem hele alderdommen.... hun var et af disse børn, kun en baby på 6 måneder, da hun er blevet smuglet ud af ghettoen på ladet af en lasbil, gemt i en kasse skjult mellem mursten.
Efter en vellykket flugt er mange børn blevet gemt af katolske nonner, fordelt på nonnernes fyrre børnehjem. Flest børn - over 500 - er blevet skjult af Maria-søstrene. Alle deres børn har overlevet og ved et mirakel havde Søstrene heller ikke pådraget dem "fedtsmelternes" eller Gestapoens opmærksomhed. Der var dog en anden nonne-orden, Szarytki, der ikke var så heldige. I 1944 på Powazki-kirkegården otte Szarytki-nonner er blevet overhældt med bensin af tyskerne og brændt levende som straf for at skjule jødiske børn.
En dag dog, på hendes navnedag endda, kom turen til Irena Sendler. Gestapo har anholdt hende og hun blev fængslet i det berygtede Pawiak-fængsel I Warszawa. Hun er blevet forhørt i timer, dage og uger. Gestapo havde forlangt at hun opgav navne og skjulesteder på børnene. Irena Sendler har ikke meget lyst til at fortælle om tortur. Hun berettede dog om en tyk brevordner med stakkevisk af angivelser Gestapo havde modtaget om hendes smugler-virksomhed fra både både bekendte og anonyme angivere. Men der var også nogle glade stunde, som da hun havde modtaget en smuglet "gryps" med besked fra sine: "Vi gør alt, der er i vores og Guds magt, for at befrie dig fre dette helvede."
"I morgen vil du blive henrettet ved skydning" havde den tyske forhørsleder sagt til hende en dag i februar 1944 - 3 måneder efter at hun blev bragt til Pawiak-fængslet. Næste dag har tyskerne kørt hende med en gruppe andre fanger til Szuch Allè (Gestapos Hovedkvarter). Hun ventede på sin henrettelse da en tysk soldat kom for at hente hende til et supplerende forhør. Ude på gaden råbte han på polsk: "løb!" Hun løb ind og forsvandt i menneskemylderet og næste dag fandt hun sit navn på listen over henrettede. Irena Sendler vidste ikke til sin dødsdag, hvor høje løsepenge hendes befrielse kostede eller hvor mange tyskere skulle bestikkes. "Jeg ved jeg var værdsat af mit bagland, men hovedsageligt drejede det sig om børnene" - sagde hun. Det er kun hende, der havde en liste. På cigaretpapir i små stykker, så de blev nemme at stoppe i en flaske, skrev hun personoplysningerne på børnene: Helenka Rubinstein, nyt efternavn: Nowacka og krypteret adresse. Disse flasker har Irena Sendler gravet ned i haven hos en af sine sygeplejersker i Lekarska gade. "Hvis jeg var blevet henrettet, ville ingen kunne finde disse børn igen" - mindedes hun.
Efter at hun var undsluppet Pawiak-fængslet, vendte Irena Sendler også tilbage til sit arbejde under et falskt navn. Efter krigen har hun arbejdet i socialvæsenet hvor hun havde ansvar for etablering og drift af plejehjem for gamle og børnehjem for de mange af krigens forældreløse, samt børneskadestuer (?). Gennem mange år befandt hun sig under skærpet opsyn af efterretningsvæsenet, da hun under krigen tilhørte den politisk "forkerte" fraktion i modstandsbevægelsen. Efter at hun var blevet pensioneret, har Irena Sendler endnu i 15 år arbejdet på et skolebibliotek. Forinden - i 1965 har hun modtaget en titel Retfærdig blandt Verdens Folk (fra hebraisk: Chasid Umot ha-Olam, den højeste israelsk udmærkelse der kan tilkendes en ikke-jøde), men først i 1983 kunne hun personligt plante sit eget træ i Yad Vashem (http://www.yadvashem.org/) (Bl.a. Æresmur i Yad Vashem hvor navne på alle "Retfærdige" mejsles i til minde om deres heltegerninger).
Kilde: YahooNews (http://news.yahoo.com/s/nm/20080512/wl_nm/poland_sendler_dc) og en hel masse andre notitser om emnet....fundet på Nettet.
Alligevel ved kun de få, hvem Irena Sendler (http://da.wikipedia.org/wiki/Irena_Sendler) var, mens Oskar Schindler (http://www.auschwitz.dk/Schindler.htm) har de fleste i vores generation hørt om. Om ikke andet, så efter filmen "Schindlers liste" (http://da.wikipedia.org/wiki/Schindlers_liste_(film)) . Egentlig ikke så flatterende at skulle erkende, hvor lidt ved vi om resten af verden, når det kommer til stykket...
Irena Sendler var, indtil for få år siden også fuldstændig ukendt i sit eget fædreland Polen, hvor hun glemt og beskedent havde levet et stille liv i sit hjem i Warszawa. Havde det ikke været for fire skolepiger fra en amerikansk lilleby Uniontown - havde vi fortsat ikke vidst, at der fandtes et menneske af de sjældne, der havde hjulpet andre mennesker, som det var det mest selvfølgelige og mest oplagte... at gøre når det var nødvendigt.
Disse fire skolepiger havde søgt efter et emne til en skoleforestilling. De har gravet efter emner alle vegne indtil de, i støvede arkiver havde fundet et kort notits om en Irene Sendler, der under Anden Verdenskrig havde reddet 2500 jødiske børn fra den visse død.
Deres historielærer mente, at der måtte være tale om en tastefejl.... Det var jo Oskar Schindler, der havde reddet 1100 jøder, mens denne polske kvinde havde ingen hørt om. Teaterstykket til skolens forestilling er blevet skrevet af pigerne fra Uniontown og viste dermed, hvor skrøbelig og paradoksal er menneskets hukommelse..... En polsk kvinde, der havde bedrevet den største af alle næstekærligheds gerninger i en forfærdelig verden - blev glemt. Dengang 92-årige Irene Sendler havde kun en ting at sige, når hun efterfølgende er blevet kaldt for en heltinde.... "Min far har lært mig, at når et menneske er ved at drukne, skal man række hånden frem og hjælpe.... og så er dèn ikke længere".
Året var 1942. Hver dag har Irena Sendler passeret porten til Warszawas ghetto og så små børn, der tiggede brød lige foran på gaden. Og hver dag, når hun var på vej tilbage, passerede hun samme sted og så døde barnelig liggende på fortorvet tildækket med aviser eller pap. "Det er ikke nok at smugle mad og medicin under frakken. Disse børn skal hjælpes væk fra ghettoens helvede. De skal reddes, koste hvad det koste vil". Warszawas ghetto var allerede under "afvikling" og tempoet var ene og alene afhængig af effektiviteten af gasovne i Treblinka. Det var langt fra alle, der havde levet længe nok til de skulle transporteres væk. Forinden har besættelsesmagten i Warszawa sørget for (blokade), at så mange som muligt i ghettoen døde af sult.
Irena Sendler og hendes ti medsammensvorne kom ind i ghettoen som sygeplejersker. Den tyske besættelsesmagt havde tilladt de polske sanitære virksomheder at færdes i ghettoen for at hindre tyfus-epidemien i at brede sig til resten af byen. Sygeplejerskegruppen under ledelse af Irena Sendler havde med lys og lygte søgt efter muligheder for at smugle børnene ud.
De har fundet fire gode muligheder, hvoraf den vigtigste var ambulancen ført af Antoni Dabrowski og som hver dag kørte ind i ghettoen med forsyninger af desinficerende midler og ud igen - med lig af mennesker, der var døde af tyfus og skulle køres bort, for at hindre sygdomsspredning med rotter, ud til resten af Warszawa. Irene Sendler og sygeplejerskerne havde sørget for at børnene blev bedøvet med sovemidler, pakket ind i ligsække og kørt bort som værende døde af tyfus.
Den anden redningsvej førte igennem Domhuset i bydelen Leszno, hvor bygningerne stødte til den høje mur, der havde omgivet ghettoen. "Vi har fundet frem til to betjente, der var villige til at åbne bagdør på ghettoens side og førte de flygtende børn gennem bygningen, over på den "ariske" side" - har Irena Sendler fortalt mange år efter. Desværre denne redningsvej er hurtigt blevet opsnusset af "fedtsmeltere", der var polakker, der havde "specialiseret" sig i at finde og fange flygtende jøder over det ganske land, også i Warszawa.
Næste flugtvej førte gennem kældre i bygninger på begge sider af ghettoens mure og hvor kældre var forbundet med hinanden med skjulte gange. Og endelig den sidste flugtvej førte gennem sporvognenes garageanlægget, hvis bygninger lå delvis på ghettoens område. En sygeplejerske fra Irena Sendlers gruppe var gift med en sporvognsfører. Hver morgen kl. 6 fandt han i sin sporvogn en papkasse under bænken. I papkassen lå der et sovende/bedøvet barn, som han tog over på den "ariske" side hvor det blev gemt. Irena Sendler og sygeplejerskerne havde også sørget for, at børnene blev smuglet direkte gennem ghettoens port og ud i friheden, stoppet i sække gemt i rullende affaldscontainere.... Bl.a. Elzbieta Ficowska, der passede Irena Sendler gennem hele alderdommen.... hun var et af disse børn, kun en baby på 6 måneder, da hun er blevet smuglet ud af ghettoen på ladet af en lasbil, gemt i en kasse skjult mellem mursten.
Efter en vellykket flugt er mange børn blevet gemt af katolske nonner, fordelt på nonnernes fyrre børnehjem. Flest børn - over 500 - er blevet skjult af Maria-søstrene. Alle deres børn har overlevet og ved et mirakel havde Søstrene heller ikke pådraget dem "fedtsmelternes" eller Gestapoens opmærksomhed. Der var dog en anden nonne-orden, Szarytki, der ikke var så heldige. I 1944 på Powazki-kirkegården otte Szarytki-nonner er blevet overhældt med bensin af tyskerne og brændt levende som straf for at skjule jødiske børn.
En dag dog, på hendes navnedag endda, kom turen til Irena Sendler. Gestapo har anholdt hende og hun blev fængslet i det berygtede Pawiak-fængsel I Warszawa. Hun er blevet forhørt i timer, dage og uger. Gestapo havde forlangt at hun opgav navne og skjulesteder på børnene. Irena Sendler har ikke meget lyst til at fortælle om tortur. Hun berettede dog om en tyk brevordner med stakkevisk af angivelser Gestapo havde modtaget om hendes smugler-virksomhed fra både både bekendte og anonyme angivere. Men der var også nogle glade stunde, som da hun havde modtaget en smuglet "gryps" med besked fra sine: "Vi gør alt, der er i vores og Guds magt, for at befrie dig fre dette helvede."
"I morgen vil du blive henrettet ved skydning" havde den tyske forhørsleder sagt til hende en dag i februar 1944 - 3 måneder efter at hun blev bragt til Pawiak-fængslet. Næste dag har tyskerne kørt hende med en gruppe andre fanger til Szuch Allè (Gestapos Hovedkvarter). Hun ventede på sin henrettelse da en tysk soldat kom for at hente hende til et supplerende forhør. Ude på gaden råbte han på polsk: "løb!" Hun løb ind og forsvandt i menneskemylderet og næste dag fandt hun sit navn på listen over henrettede. Irena Sendler vidste ikke til sin dødsdag, hvor høje løsepenge hendes befrielse kostede eller hvor mange tyskere skulle bestikkes. "Jeg ved jeg var værdsat af mit bagland, men hovedsageligt drejede det sig om børnene" - sagde hun. Det er kun hende, der havde en liste. På cigaretpapir i små stykker, så de blev nemme at stoppe i en flaske, skrev hun personoplysningerne på børnene: Helenka Rubinstein, nyt efternavn: Nowacka og krypteret adresse. Disse flasker har Irena Sendler gravet ned i haven hos en af sine sygeplejersker i Lekarska gade. "Hvis jeg var blevet henrettet, ville ingen kunne finde disse børn igen" - mindedes hun.
Efter at hun var undsluppet Pawiak-fængslet, vendte Irena Sendler også tilbage til sit arbejde under et falskt navn. Efter krigen har hun arbejdet i socialvæsenet hvor hun havde ansvar for etablering og drift af plejehjem for gamle og børnehjem for de mange af krigens forældreløse, samt børneskadestuer (?). Gennem mange år befandt hun sig under skærpet opsyn af efterretningsvæsenet, da hun under krigen tilhørte den politisk "forkerte" fraktion i modstandsbevægelsen. Efter at hun var blevet pensioneret, har Irena Sendler endnu i 15 år arbejdet på et skolebibliotek. Forinden - i 1965 har hun modtaget en titel Retfærdig blandt Verdens Folk (fra hebraisk: Chasid Umot ha-Olam, den højeste israelsk udmærkelse der kan tilkendes en ikke-jøde), men først i 1983 kunne hun personligt plante sit eget træ i Yad Vashem (http://www.yadvashem.org/) (Bl.a. Æresmur i Yad Vashem hvor navne på alle "Retfærdige" mejsles i til minde om deres heltegerninger).
Kilde: YahooNews (http://news.yahoo.com/s/nm/20080512/wl_nm/poland_sendler_dc) og en hel masse andre notitser om emnet....fundet på Nettet.