admin
27-05-08, 14:36
Når voksne børn pisser på deres forældre!
Når man ellers er en "ukompliceret" familie, uden skeletter i skabet og det er en sandhed uden modifikationer, at man havde skabt den bedst mulig opvækst for sine børn - psykisk og fysisk - efter forholdene, eller endda trods forholdene.....
Det er sådanne familier denne overskrift gælder. Familier hvor der ikke praktiseredes "sort pædagogik", "trit-kæft-og-retning" og hvor der var overskud til at gøre plads for ungerne, hvor de kunne udvikle dem og nyde deres velfortjente respekt fra de samme forældre, de voksne børn i dag pisser på!
Jeg har fornylig skrevet et indlæg (se næste indlæg), som svar til en person på et forum, hvor spørgsmål om voksne børn, der ikke respekterer forældrenes sidste ønske - var berørt. Jeg skrev mit svar med en tung klump i halsen og havde håbet, at mit svar kunne måske bringe lidt klarhed i de mekanismer, der får mange voksne børn til - i handling - at nedvurdere og ringeagte deres forældre, mens børnene i ordet påstår det modsatte.
Jeg var ikke klar over, at jeg måtte have rørt ved et enormt tabu, idet jeg har modtaget nul respons. Rungende tavshed. Nuvel - problemet forsvinder ikke fordi det bliver ignoreret eller tiet ihjel og selv om jeg ingen respons får - meddeler jeg herved alle der måtte have lignende oplevelser, der lader sig forklare, helt eller delvist - med det jeg skrev i går.... Ja, disse forældre skal vide, at de er ikke alene! Og at det ikke nødvendigvis er deres "skyld", at det er gået som det gjorde.... for her taler jeg ikke om "forældre-fra-Helvede" eller besidderiske gamle, der ikke har deres eget liv og skal derfor leve gennem deres børn. Jeg taler heller ikke om Helvedes-Svigermødre, der ikke kan give slip på deres voksne børn, hvorfor disse børn er nødt til at gribe til yderligheder eller flugt. Og her taler jeg heller ikke om usikre teenagere, der helt naturligt ikke kan finde ud af det (endnu). Nope.
I den sammenhæng, der interesserer mig er der tale om voksne børn over tyve, over tredive, over fyrre og over halvtreds år, der havde overgivet "de gamle", da de gamle tidligere i livet ikke ville finde dem i forsøg på umyndiggørelse og direkte mangel på respekt. Vel at mærke den type af respekt, der fortjener sit navn..... velfortjent som følge af de utallige kompromisser og goodwil disse forældre havde foræret deres børn da de var små og unge - kvit og frit! Og dog uden at forvente, at disse gaver skulle komme tilbage forklædt som overgivelse, ligegyldighed og fordømmelse.
Selv om disse begreber har ikke været ytret i ord - blev der pustet liv i dem som følge af direkte handlinger eller - meget, meget værre endu - direkte og entydige undladelser. Og undladelser er som bekendt, meget svære at diskutere og endnu sværere at udpege, hvorfor dialogen kan ikke andet end dø ud...
At dette så, oven i den allerede dramatiske betydning og virkning - også er blevet et tabu - betyder, at man kan ikke tage tingene i opløbet, før kløften bliver for dyb og for bred. Og en skønne dag bliver det bare for sent og familien er brudt op for bestandig.
Det er denne frygt og angst for, der afholder mange forældre til voksne børn fra at sige stop og begynde tage vare på deres egen integritet som mennesker. At selvværdet ryger sig en tur i processen er det næste, uoprettelige tab og den dag, der kommer til os alle, hvor vi er gamle og svækkede fysisk - vil vi også forfalde psykisk fordi uden selvrespekt og selvværdet - kan vi ikke længere definere os selv som værdige mennesker, der har levet et liv med mening i. Og på denne måde vil vores midtesøgning og kompromis-parathed - vende sig imod os selv - uden samtidigt at have gavnet vores børn det mindste!
Jeg kommer nok til at skrive en del mere i dette emne, men for på forhånd at fritage folk for at føle sig i klemme - er denne tråd låst og kan ikke besvares. I hvert fald ikke indtil jeg får klare og bestemte tilkendegivelser om, at man gerne vil diskutere emnet. Når eller hvis.....
Når man ellers er en "ukompliceret" familie, uden skeletter i skabet og det er en sandhed uden modifikationer, at man havde skabt den bedst mulig opvækst for sine børn - psykisk og fysisk - efter forholdene, eller endda trods forholdene.....
Det er sådanne familier denne overskrift gælder. Familier hvor der ikke praktiseredes "sort pædagogik", "trit-kæft-og-retning" og hvor der var overskud til at gøre plads for ungerne, hvor de kunne udvikle dem og nyde deres velfortjente respekt fra de samme forældre, de voksne børn i dag pisser på!
Jeg har fornylig skrevet et indlæg (se næste indlæg), som svar til en person på et forum, hvor spørgsmål om voksne børn, der ikke respekterer forældrenes sidste ønske - var berørt. Jeg skrev mit svar med en tung klump i halsen og havde håbet, at mit svar kunne måske bringe lidt klarhed i de mekanismer, der får mange voksne børn til - i handling - at nedvurdere og ringeagte deres forældre, mens børnene i ordet påstår det modsatte.
Jeg var ikke klar over, at jeg måtte have rørt ved et enormt tabu, idet jeg har modtaget nul respons. Rungende tavshed. Nuvel - problemet forsvinder ikke fordi det bliver ignoreret eller tiet ihjel og selv om jeg ingen respons får - meddeler jeg herved alle der måtte have lignende oplevelser, der lader sig forklare, helt eller delvist - med det jeg skrev i går.... Ja, disse forældre skal vide, at de er ikke alene! Og at det ikke nødvendigvis er deres "skyld", at det er gået som det gjorde.... for her taler jeg ikke om "forældre-fra-Helvede" eller besidderiske gamle, der ikke har deres eget liv og skal derfor leve gennem deres børn. Jeg taler heller ikke om Helvedes-Svigermødre, der ikke kan give slip på deres voksne børn, hvorfor disse børn er nødt til at gribe til yderligheder eller flugt. Og her taler jeg heller ikke om usikre teenagere, der helt naturligt ikke kan finde ud af det (endnu). Nope.
I den sammenhæng, der interesserer mig er der tale om voksne børn over tyve, over tredive, over fyrre og over halvtreds år, der havde overgivet "de gamle", da de gamle tidligere i livet ikke ville finde dem i forsøg på umyndiggørelse og direkte mangel på respekt. Vel at mærke den type af respekt, der fortjener sit navn..... velfortjent som følge af de utallige kompromisser og goodwil disse forældre havde foræret deres børn da de var små og unge - kvit og frit! Og dog uden at forvente, at disse gaver skulle komme tilbage forklædt som overgivelse, ligegyldighed og fordømmelse.
Selv om disse begreber har ikke været ytret i ord - blev der pustet liv i dem som følge af direkte handlinger eller - meget, meget værre endu - direkte og entydige undladelser. Og undladelser er som bekendt, meget svære at diskutere og endnu sværere at udpege, hvorfor dialogen kan ikke andet end dø ud...
At dette så, oven i den allerede dramatiske betydning og virkning - også er blevet et tabu - betyder, at man kan ikke tage tingene i opløbet, før kløften bliver for dyb og for bred. Og en skønne dag bliver det bare for sent og familien er brudt op for bestandig.
Det er denne frygt og angst for, der afholder mange forældre til voksne børn fra at sige stop og begynde tage vare på deres egen integritet som mennesker. At selvværdet ryger sig en tur i processen er det næste, uoprettelige tab og den dag, der kommer til os alle, hvor vi er gamle og svækkede fysisk - vil vi også forfalde psykisk fordi uden selvrespekt og selvværdet - kan vi ikke længere definere os selv som værdige mennesker, der har levet et liv med mening i. Og på denne måde vil vores midtesøgning og kompromis-parathed - vende sig imod os selv - uden samtidigt at have gavnet vores børn det mindste!
Jeg kommer nok til at skrive en del mere i dette emne, men for på forhånd at fritage folk for at føle sig i klemme - er denne tråd låst og kan ikke besvares. I hvert fald ikke indtil jeg får klare og bestemte tilkendegivelser om, at man gerne vil diskutere emnet. Når eller hvis.....