Se fuld version : Lidt tanker om alder
Alder er en mærkelig størrelse! Når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg et aldrende ansigt med en hel del rynker, gråt hår samt lidt for meget sul hist og pist.
Lukker jeg øjnene og ser indad, ser jeg en kvinde på 38 år med de samme ønsker og drømme for fremtiden som den gang – med den samme ubændige lyst til livet og alle de muligheder og udfordringer, tilværelsen byder.
Ser jeg på mine børn, ja, så kan jeg jo godt se, at de også har nået en moden alder – i hvert fald den ældste som om kort tid fylder 47 – GYS! Så bliver man forbandet bevidst om, at spejlet ikke lyver, at den længste tid er nu levet, og hvor hurtigt tiden går!
Min gamle mor fylder 85 om få dage. Det i sig selv er jo en stor festdag, men det sætter også tankerne i voldsomme svingninger! At forestille sig, at om kun 20 år er det mig, der er den kvinde, hvor forfaldet er så synligt, er næsten umuligt, og tanken om, at jeg - sandsynligvis inden for en overskuelig fremtid - vil miste min mor, er lige så umulig – og aldeles ubærlig!
Anne :smi055
Det tror jeg ikke er kun dit "problem" - Anne :smi054
Langt fra alle dog har mod på at tale (højt) om deres egne, private tanker, idet hos de fleste vækker emnet en ustyrlig frygt for alderdommen og for døden - vores egen og dem vi holder af.... Mange begraver hovedet i sandet og derved, i virkeligheden.... går glip af livet, idet man kun lever halvt hvis man frygter fremtiden. Håber vi herinde kan klare det (emnet) bedre end de fleste.... Vi får se. Jeg bliver dog sk... skuffet, hvis dette emne går hen og får samme virkning som Beas død.... hvor alle flygter og enhver overlades til egne tunge tanker.... Det burde vi kunne gøre bedre - mener jeg.... :smi039
Er du sikker på, at du vil have dette emne liggende her? Det kan hurtigt flyttes til Privat, hvis du gerne vil have det...
Jeg har set dit indlæg meget, meget tidligt i morges, men kunne ikke nå at svare. Havde tænkt en del over, hvad man kan finde på at tilføre - vi og du selv kan bruge til noget.... og nu skal jeg afsted igen, desværre. Ved ikke helt hvad tid jeg er tilbage, men sent bliver det ikke.
Vi snakkes :smi001
Det er nok tanker vi alle har, jeg har haft tanker om min egen død og det skræmmer mig ikke så meget som tanken om min mors død, DET skræmmer mig noget så frygteligt, min mor er "kun" 66 år men det er jo ikke alderen der bestemmer hvornår vi skal herfra (heldigvis) og jeg tør slet ikke tænke tanken til ende....
Mine egne tanker omkring døden var voldsomme i forbindelse med min sygdom sidste år, i den forbindelse fik jeg en masse fra hånden om hvad der i tilfælde af at det væste skulle ske skulle gøres.
Det er et meget svært emne, nu har jeg siddet og tænkt over det mens jeg har skrevet og er bare gået i stå, selvom at da jeg begyndte at skrive havde jeg masse på hjertet :o :oktober5: Må vist vende tilbage senere.
....og er bare gået i stå, selvom at da jeg begyndte at skrive havde jeg masse på hjertet :o:oktober5: Må vist vende tilbage senere.
Sikke en god ting at skrive... direkte og uden svinkeærinder... I stedet for, som de fleste ude i den store verden - bare stikke af og lade som om...
Lige nu har jeg det også en smule på samme måde som du. Jeg nåede dog alligevel at blive inspireret af Anne til at finde noget, jeg læste for et stykke tid siden og skrev om det HER (http://www.overgangsalderen.net/forum/showthread.php?t=10644) Nu skal dagens oplevelser ned på jorden igen og så kommer jeg frygteligt tilbage. :smt049
Er du sikker på, at du vil have dette emne liggende her? Det kan hurtigt flyttes til Privat, hvis du gerne vil have det...
Næh, jeg synes ikke, du behøver flytte indlægget, for det vedrører jo os alle. Så kan man enten tænke og reflektere, eller stikke hovedet i busken og vælge at tænke: "Det vedkommer ikke mig"!
Jeg forstår slet ikke, at emnet er så meget tabu, at man helst ikke taler om det. Det mest sikre i denne tilværelse er jo da, at vi skal herfra igen, men måske skal man LÆRE at se livet som noget forbigående, og som noget man skal værne om, mens det endnu er muligt.
For mig har der i mit liv været nogle begivenheder, der har åbnet mine øjne for, hvad der er vigtigt i mit liv nu og her, for som jeg har skrevet andetsteds, så kan alt ændres på et splitsekund!
Jeg frygter bestemt ikke alderdommen, men måske mere de sygdomme, der kan ramme os alle uden varsel. Jeg håber, at jeg må beholde mit gode helbred og mine sansers fulde brug indtil den dag, jeg skal herfra, og at både mine børn, svigerbørn, børnebørn og eventuelle oldebørn må overleve mig - så er alderdom ingen hindring! RokkeBedste
Anne :smi055
Jeg forstår slet ikke, at emnet er så meget tabu, at man helst ikke taler om det. Det mest sikre i denne tilværelse er jo da, at vi skal herfra igen, men måske skal man LÆRE at se livet som noget forbigående, og som noget man skal værne om, mens det endnu er muligt.
Det er nok svært for mange at tale om døden fordi det er endeligt, det er jo ikke noget vi tænker over dagligt, man er vanemenneske og tankerne får ikke "lov" at flyve så langt ud i fremtiden
For mig har der i mit liv været nogle begivenheder, der har åbnet mine øjne for, hvad der er vigtigt i mit liv nu og her, for som jeg har skrevet andetsteds, så kan alt ændres på et splitsekund!
Jeg tænkte meget over døden for 25 år siden da min mand døde, men det gik over og blev noget uvirkeligt noget som jeg ikke har tænkt noget videre over. Sidste år da jeg blev syg med halsen kom det bumlende med 120 i timen, og den angst jeg fik fortalte mig at jeg nok burde tage emnet op med mig selv, så jeg ikke i fremtiden ville blive så forskrækket og nærmest handlingslammet hvis jeg skulle igennem noget tilsvarende.
Man bliver nærværende på en anden måde (jeg gjorde) når man pludselig står i uvisheden i over 14 dage hvor man selv TROR man skal dø.
Jeg frygter bestemt ikke alderdommen, men måske mere de sygdomme, der kan ramme os alle uden varsel. Jeg håber, at jeg må beholde mit gode helbred og mine sansers fulde brug indtil den dag, jeg skal herfra, og at både mine børn, svigerbørn, børnebørn og eventuelle oldebørn må overleve mig - så er alderdom ingen hindring! RokkeBedste
Anne :smi055
Der ser vi meget ens på det, det har vist aldrig været meningen at vi skulle overleve vores børn, selvom at det desværre sker at nogle forældre mister et barn, jeg troede at jeg skulle miste mine med 5 års mellemrum, men heldigvis har jeg stadig begge i behold :) Men det sætter nogle tanker igang.....
Men jeg tror nu stadig på at den dag vi fødes, er vi også "udstyret" med en sidste "salgsdato" men heldigvis er den hemlig :smi021
Det er nok svært for mange at tale om døden fordi det er endeligt, det er jo ikke noget vi tænker over dagligt, man er vanemenneske og tankerne får ikke "lov" at flyve så langt ud i fremtiden
Helle, jeg tror heller ikke, det er noget, man skal gå og spekulere over i hverdagen.
Jeg mener helt sikkert, det er bedst at leve UDEN at have tankerne om døden siddende i baghovedet hele tiden. Det ville da være for trist, for vi kan jo alligevel hverken gøre fra eller til - men at have et naturligt til, at livet ikke varer evigt må alt andet lige give en større livskvalitet, end hvis sådanne tanker fylder alt for meget inde i knolden.
Anne :smi055
Powered by vBulletin® Version 4.1.7 Copyright © 2012 vBulletin Solutions, Inc. All rights reserved.