Anina
17-11-08, 20:25
I begyndelsen blev velfærdsstaten drevet af en forestilling om pligt, og alle pligter er så at sige vokset ud af pligten til at tage sig af næsten og ikke mindst de svageste medmennesker.
Men i takt med udviklingen er pligtaspektet forsvundet. Næstekærligheden og den pligt, der er forbundet dermed, er blevet statsliggjort, hvilket har frataget det enkelte menneske en del af den personlige ansvars- og pligtfølelse. Snart sagt ethvert menneskeligt problem mødes i dag med kravet om, at det offentlige tager sig af det.
Læs hele artiklen "I statens lommer" på kristeligt Dagblad (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/259895:Leder--I-statens-lommer)
Jeg er ved at være godt og grundigt træt af, evig og altid at skulle lægge øre til beskyldninger rettet mod velfærdsstaten, som værende en grund og en årsag til, at mennesker er egoister og ligeglade med andre. Og så er det, at jeg spørger....
1. Kan man fratage et godt menneske dets godhed, bare fordi staten tager sig af velfærden?
2. Kan et ægte godt menneske, overhovedet lokkes væk fra sit godthjertethed, bare fordi der eksisterer en velfærdsstat?
3. Er det ikke i virkeligheden de skide egoister, der i velfærdsstaten finder en kærkommen undskyldning for at kunne sno sig væk fra anstændighedens krav om at opføre sig ordentligt over for hinanden inkl. de svageste?
4. Kan man være et godt menneske af pligt, eller skal man være et godt menneske i forvejen - for at kunne kalde sig godt - fuldstændig uafhængig af hvor mange velfærdsfaciliteter en stat ellers stiller til rådighed?
5. Hvordan kan man påstå, (medmindre man er fuldstændig skudt i hovedet), at et godt menneske overhovedet kan lade være med at være godt, bare fordi vi har en velfærdsstat?
6. Og hvornår er det skattenedsættelserne og afskaffelsen af velfærdsstaten, der lige pludselig kan trylle en flok dumme egoist-svin om til gode mennesker? Er der nogen der kan svare på det?
JEG SPØRGER BARE! :gal:
Men i takt med udviklingen er pligtaspektet forsvundet. Næstekærligheden og den pligt, der er forbundet dermed, er blevet statsliggjort, hvilket har frataget det enkelte menneske en del af den personlige ansvars- og pligtfølelse. Snart sagt ethvert menneskeligt problem mødes i dag med kravet om, at det offentlige tager sig af det.
Læs hele artiklen "I statens lommer" på kristeligt Dagblad (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/259895:Leder--I-statens-lommer)
Jeg er ved at være godt og grundigt træt af, evig og altid at skulle lægge øre til beskyldninger rettet mod velfærdsstaten, som værende en grund og en årsag til, at mennesker er egoister og ligeglade med andre. Og så er det, at jeg spørger....
1. Kan man fratage et godt menneske dets godhed, bare fordi staten tager sig af velfærden?
2. Kan et ægte godt menneske, overhovedet lokkes væk fra sit godthjertethed, bare fordi der eksisterer en velfærdsstat?
3. Er det ikke i virkeligheden de skide egoister, der i velfærdsstaten finder en kærkommen undskyldning for at kunne sno sig væk fra anstændighedens krav om at opføre sig ordentligt over for hinanden inkl. de svageste?
4. Kan man være et godt menneske af pligt, eller skal man være et godt menneske i forvejen - for at kunne kalde sig godt - fuldstændig uafhængig af hvor mange velfærdsfaciliteter en stat ellers stiller til rådighed?
5. Hvordan kan man påstå, (medmindre man er fuldstændig skudt i hovedet), at et godt menneske overhovedet kan lade være med at være godt, bare fordi vi har en velfærdsstat?
6. Og hvornår er det skattenedsættelserne og afskaffelsen af velfærdsstaten, der lige pludselig kan trylle en flok dumme egoist-svin om til gode mennesker? Er der nogen der kan svare på det?
JEG SPØRGER BARE! :gal: