En grund til at barnet græder

[Anina]

I går var jeg et smut i Vallensbæk Stationscenter for at handle i Super Brugsen og i Netto.

Til Super Brugsen fører en stor mellemgang, adskilt fra gaden med automatiske skydedøre. Det er igennem disse, at jeg for hastigt ind i går, skarpt forfulgt af en gennemtrængende og fugtig, massiv bølge af kulde.

Glad for at komme ind i varmen, slog jeg ud med armene og med et smil sagde jeg til den tilstedeværende, pæne, ældre dame: "uha, hvor koldt er det derude i dag. Godt der er en varmesluse her i Brugsen."

Og så er det, at havde jeg været en anden personlighed - ville hele min dag, med èt blive ødelagt.... (Ma)damen så igennem mig, som jeg var usynlig, knejste med nakken og med en lille, uklædelig, ironisk grimasse smurt over hele ansigtet :tunge1: forsvandt hun ud af døren.

Men, nej. Mit gode humør forsvandt ikke med, men blev dog til dels afløst af en snært af medfølelse, fulgt tæt af en spørgende tanke om - hvad kunne få et voksent, modent og ellers såkaldt "normalt" menneske til ikke at kunne besvare venlighed med tilsvarende. Hvad søren grunden kan være til, at nogle mennesker reelt foretrækker ubehag frem for behag? Eller - hvad vinder de ved at ikke kun nøjes med at ignorere, men tillige præsterer de - helt uden skam i livet - en selvafsløring, som værende uopdragne, ufine og afstumpede underskudsmennesker?

For selvfølgelig er denne form for reaktion på andres velvilje ikke normal og i virkeligheden afslører den en usund sjæl de sådan, helt uden hæmninger skilter med. Endda uden en erkendelse af, at de, i det mindste burde forsøge at skjule deres sociale og kulturelle brister, nu de er så snu og så gerne ønsker at tage sig pænt ud i andres øjne. Det er ikke særlig smart, når attityden ellers, suppleret med omhyggelig udvalgt påklædning, netop er ment som et signal til omverdenen om det påståede overskud - de, ved deres handling(er) afslører som humbug og bedrag.

At opføre sig på denne måde vidner hverken om styrke, indre styrke, overskud, kultur eller anden "fornemhed". Stik modsat deres egne hensigter, da de jo, på en forenklet, "barnlig" manèr tror, at jo højere næsen rækker over andre (næser), jo mere værd de selv er.... Den slags mennesker :tunge1: er jo samtidigt mødre til voksne børn, bedstemødre til børnebørn, tanter, mostre, der gerne skulle bidrage med noget positivt til den næste generation af mennesker i familierne og i samfundet.

Hvad kan man forvente sig af den næste generation, når "forbillederne" er så sølle, grimme og afstumpede? Og hvor tidligt er det, at skaden sker og smillet forsvinder fra de små barnelæber, afløst af opgivenhed og en instinktiv udvikling af værn mod skuffelser og værn mod kærlighedsløshed?

Bevares.... alle disse følelsesmæssige krammere jeg her retter en særlig fokus på - ja, de vil slås til sidste bloddråbe for påstanden om, at de skam elsker deres børn, børnebørn og andre børn over aaaaaalt på jorden. Det er bare ærgerligt at deres "kærlighed" ikke kan formå at fastholde og befæste smillet hos de børn, der er afhængige af deres voksne - forældrene, som har lært at være u-mennesker af deres forældre, som igen har lært disse forvrængede a-sociale adfærdsmønstre af deres forældre osv.

Nu er det ikke, fordi jeg ellers bare føler mig truffet, at jeg langer ud med riven efter den slags mennesker. Er du en af disse mennesker, som tolker mine motiver således - kan du lige så godt fise af i en fart. Det er om dig jeg skriver og dermed vil mine ord ikke finde genklang i netop dit hjerte. Af sted med dig og spild ikke din tid med at læse videre. Det vil du alligevel ikke kunne bruge til noget. Er du gået? Fint! Så kan jeg fortsætte i fred....

Nej, jeg skriver for de mennesker, som kærer sig om børn. Egne børn og andres børn. Vores børnebørn bliver voksne en dag i fremtiden og når de kommer i gang med deres voksne liv - bliver de helt automatisk indlemmet i et samfund befolket af andres børn. De bliver venner med andres børn. De stifter familie med andres børn og de kommer selv til at påvirke egne børn - vores oldebørn! Er det så ikke et vigtigt emne at kære sig om? Hvordan børn i det hele taget behandles og "opdrages" allerede i dag, hvor ingen end ikke tænker på de oldebørn, som først bliver født om mange år, længe efter at vi selv (inkl. denne grimme dame fra Brugsen i Vallensbæk) ligger spredt for alle vinde eller er rådnet væk to meter under jorden?

Jo, vi er dødelige. Skal denne dødelighed så fritage os for at skulle veje os selv på en guldvægt, for at opnå en bevidsthed om, at vi ikke kan foretage os noget, som ikke automatisk bliver sendt videre til fremtiden, båret af dem det "går ud over" - vores børn - positivt og negativt?

Hmm... hvis vi mener, at det er sørme lige meget med det, som sker med vores børn, børnebørn og oldebørn efter at vi selv er væk - burde vi overhovedet ikke sætte børn i verden og overlade artens videreførelse til dem, for hvem børnenes fremtid er lige så meget deres egen, som om de selv levede for evigt.

Jeg kan blive SÅ harm og vred, når jeg ser børn bliver mishandlet. Den fysiske mishandling er trods alt synlig for de fleste og der er en chance for, at "nogen" griber ind. Derimod den psykiske mishandling af børn.... er noget helt andet. Noget som foregår over år, dekader og kvartårhundreder. Lige til disse børn bliver lige så afstumpede og ulykkelige, som deres mishandler-forældre selv er. Og så fortsætter miseren generation efter generation.... En sjælden gang lykkes det offeret at undslippe med ar på sjælen, men med smillet i behold. Smillet gennem tårer er dog bedre end intet smil... Hvad må det have kostet at nå dertil og hvem ellers, hvis ikke dem selv, de kan takke for at de fortsat kan smile?

Ville det ikke være så umådelig meget bedre, hvis de kunne takke os, deres forældre, bedsteforældre, familier for at kunne have smillet med i bagagen på deres lange rejse til fremtiden? Jeg spørger bare! :smi030

[Anina]

Ville det ikke være så umådelig meget bedre, hvis de kunne takke os, deres forældre, bedsteforældre, familier for at kunne have smillet med i bagagen på deres lange rejse til fremtiden? Jeg spørger bare! :smi030
Ja, og jeg bliver ved med at spørge! Det ser jo ikke ud til, at der er lys i horisonten. Tværtimod! Når jeg husker tilbage til mit barns barndomstid - mindes jeg, at flere børn havde evnen til at smile længere end til de 3-4 år de højst smiler spontant i dag. Og dette på trods af, at den "sorte opdragelse" endnu ikke var helt afskaffet i halvfjerdserne. Hvorfor sker det så? Hvad er det vi har gjort forkert ved vores børn, som er forældre til vores børnebørn i dag?

Har vi gjort noget forkert? Eller har vi "bare" ikke gjort nok af det gode? At udelade kan til tider være værre end handle forkert. Det sidste kan børnene dog forholde sig til og være heldige at slippe igennem med sjælen i behold. Udeladelserne derimod - er der intet værn imod. Man kan jo ikke forholde sig til det, man ikke ser, oplever og mærker, vel? I min verden er udeladelserne meget værre end forkerte handlinger.

Men før vi drysser aske i håret, forfalder til selvbebrejdelser og opgiver - bør vi indse, at udeladelserne betinges af, at man var bevidst om at kunne gøre noget, som man så havde udeladt. Er det tilfældet - så er det kriminelt. Er det ikke tilfældet - er det aldrig for sent at viske tavlen ren og starte med at være menneske for sine og andres børn og børnebørn. Det er aldrig for sent, selv om det er ikke sikkert, at man får et tak for det.... sådan lige med det samme. Men hellere dø mens man forsøger, end dø i fortsat passivitet. Der er meget, der står på spil for vores efterkommere....

For at opklare hvor vi selv fejlede som følge af (vores daværende) uvidenhed eller udeladelser - bør vi blot rette blikket mod vores egne børn og se, hvordan de behandler deres børn.

Dette er, stort set, et tabu vi ellers ikke hører så meget om i offentligheden. "Offentligheden" lader sig nøje med og rose, hvis vores børn er pæne, velafrettede, ikke begår kriminalitet og fuldfører deres uddannelser indenfor den normerede tid, hvorefter de fortsætter en skatte-slavetilværelse, helst lige så godt som deres forældre gjorde.... Alt andet finder "offentligheden" ikke værd at beskæftige sig med... i overensstemmelse med parolen: "jeg har aldrig taget skade af..."

Derfor er det så stor en oplevelse og glæde over, ikke at være alene med sine "særheder", når man læser en debatartikel på Aftenposten.no - En grund til at barnet græder (http://www.aftenposten.no/meninger/debatt/article2906892.ece), hvor Lisa Bonnàr beskriver sine oplevelser og tanker om den måde børn behandles på i dag, af deres uduelige forældre fra generationen efter vores. Der er ingen grund til at tro, at norske børn er værre stillet end vores på dette punkt. Ingen grund overhovedet.... Allerede i flere år havde jeg bemærket og bemærket igen og igen, at smillet forsvandt tidligere og tidligere fra børnenes ansigter, i forhold til den gang jeg selv var en nybagt mor.... Derfor giver jeg Lisa Bonnàr ret i alt det hun skriver. Og derfor skriver jeg også selv nu, i håb om at vække nogen af de passive bedsteforældre, der vitterlig mener at det liv de har sat i verden - slutter når de selv dør og derfor beholder de deres hænder i lommerne. Som de nok, stort set også gjorde den gang deres egne børn var små... på de vigtigste punkter.

Lisa Bonnàr skriver om, at gråden er "et af de få virkemidler barnet har til at kommunikere med omverden på. Er det så underligt, at de bliver desperate, når ingen responderer?"

[Anina]

Lisa Bonnàr skriver om, at gråden er "et af de få virkemidler barnet har til at kommunikere med omverden på. Er det så underligt, at de bliver desperate, når ingen responderer?"
På turen med sporvognen i dag oplevede jeg nok en gang et eksempel på barn som lider i Norge, vel at mærke på en lidt anden måde, end børn i Gaza, men det gør vældig ondt at se alligevel.

Selv om jeg bare er vidne til det i korte glimt, er dette desværre bare toppen af isbjerget. Vi hører skrækhistorier fra fjerne, fattige lande, men hvornår retter vi fokus på de overgreb, der sker her hjemme?

Lever i overflod

Børn her i landet lever i overflod, men mange af dem må undværre det aller vigtigste, nemlig kærlighed, varme og ømhed. Det virker som om vi har mistet kontakten med vores hjerter.

Vi køber de dyreste barneklæder og de mest elegante barnevogne, nærmest for at opveje vor manglende evne til at knytte nærhed med vores børn. Det er ikke så nemt at kunne se, hvad der sker indenfor de fire vægge i de små hjem rundt omkring, men i dag blev flere i sporvognen vidner til det, som sker med vores børn her i landet.

Uvidenhed eller slaphed?

Jeg vælger at kalde det overgreb, andre vil kalde det uvidenhed, sløvhed, modvilje, slaphed, egoisme. Et lille barn på ca. 6-7 måneder ligger og græder højlydt og fortvivlet i sin barnevogn. Barnet er pakket ind i dyne, hue og tæt flyverdragt, skriger højt, helt rød i ansigtet, fordi det er altså for varmt at ligge fuldt påklædt liggende i sin barnevogn, i den varme sporvogn.

Forældrene ser passivt til, lidt flove over spektaklet og smiler skævt til hinanden, mens vi andre bliver bare mere og mere fortvivlet. Vores blikke mødes. Jeg kan ikke længere dy mig og siger: "I må tage barnet op og klæde det lidt af, hun ligger jo og koger". De reagerer ikke og ser ud til at føle dem provokeret over min indblandning.

Overophedet

En anden kvinde kommer frem til dem og siger, at hun er sygeplejerske og at de ikke kan lade barnet ligge så varmt, da det ikke er godt for helbredet. Moderen svarer omsider og siger, at skrigeanfaldet gør barnet jo ikke direkte mindre varm, vel? Ja, men det kender barnet ikke konsekvenserne af, siger sygeplejersken. (Underforstået, det det burde forældrene kunne/red.) "Tak for rådet" siger moderen. "Vi skal snart af", siger faderen, og nogle stoppesteder senere står de af.

Det hører med til historien, at jeg kunne ikke nære mig og truede med at melde dem til børneværnet. Men efter nærmere eftertanke var det jo ikke så meget børneværnet kunne gøre. De så jo ud som en succesfuld familie og barnet var pakket ind i det nyeste af det nye vinterudstyr. Der var ikke mange ydre tegn på omsorgssvigt. De lod jo bare barnet ligge og skrige lidt. Det kan da ikke være så slemt?

Barnet tages ikke alvorligt

Jeg mener, at det er en meget skadelig tendens blandt mange forældre i dag. De tager ikke deres barn alvorligt og ser på barnet som et ligestillet individ, og overser barnets forsøg på at kommunikere. Dette på trods af Jesper Juuls (http://www.jesperjuul.com/) mange, gode forsøg på at nå ud med sine kloge ord om det "kompetente" barn.

Før på dagen så jeg en kvinde komme gående med to børn i en barnevogn. Børnene havde bare fødder og var klædt i tynde joggingsbukser og trøjer. Også de skreg højt, men det lod ikke til at genere moderen.

Forstår ikke hvorfor!

I S-toget hører jeg en kvinde diskutere med en anden. Hun kan ikke forstå hvorfor hendes barn ligger og skriger i barnevognen hele tiden, og at det kun stopper når hun tager barnet op.

En anden kvinde, jeg har mødt på legepladsen i Frogne, har modvilligt taget konsekvensen af det og går nu med sit nyfødte barn bundet i en afrikansk sjal på maven. Hun ryster på hovedet og siger at det er helt håbløst. Barnet vil ikke ligge i barnevognen, men vil helst være hos hende.

Disse er bare nogle få eksempler på hvad slags holdninger mødre har til barneomsorg her i landet. Selvfølgelig kender jeg også mødre med et helt andet forhold til deres omsorg for børn og som er fantastiske eksempler til efterfølgelse, men det er ikke dem, der er tema for dette indlæg.

Hensynsløs opførsel

Det jeg har på hjertet er, hvordan kan vi kalde frem det naturlige, beskyttende og nærende moderinstinkt som hindrer børn i at udvikle dem til ofre for en kold og hensynsløs opførsel.

Jeg har et godt forhold til sundhedsklinikker rundt omkring, men også derfra er der kommet frem skrækhistorier om, hvordan de vælger at vejlede forældre for at løse "barnegråd-problematikken", ja, for det er netop sådan, at også helseklinikker ser på det. Det virker ikke som om de stiller sig sprøgsmål om: "hvorfor græder barnet?" De har ikke fattet, at gråd er et af de få virkemidler barnet har til at kommunikere med omverdenen. Er det så underligt, at de bliver desperate, når ingen responderer?

Chokerende fra helseklinikken

En mor fortalte mig, at hun bare lod sit barn ligge og græde hele natten, ja, børn er ganske udholdende - havde de sagt på lægeklinikken. Børnene skriger i fem-seks timer til de kaster op. Så giver de sig, lidt efter lidt, til de opgiver. Det gælder om bare at have tålmodighed.

Hvad slags råd er det, at give nybagte mødre som endnu er usikre på sin omsorgsopgave? Jeg er helt chokeret. hvordan kan et budskab som dette komme fra en offentlig instans, som det ellers er meningen skal varetage barnets tarv?

Kilde... (http://www.aftenposten.no/meninger/debatt/article2906892.ece)

Da jeg selv stod med min lille nyfødte i favnen på dagen for hans fødsel - var jeg selv i syv sind. Hvordan skulle jeg nu klare det, så han fik det bedste liv man kunne give sit barn. Evnen til lykke. Evnen til at leve. Evnen til at elske....

Jeg tænkte tilbage på min egen barndom og blev overvældet af spøgelsesminder om daglange forgæves kald, gråd og savn, følelseskulde og afstand - en lille pige klædt i franske kniplinger på velour, med en silkesløjfe i håret og laksko på fødderne... mæt og ren og.... ensom. Da vidste jeg hvad jeg skulle gøre med og for mit eget barn....


Man må aldrig afvise, ignorere, skuffe eller overhøre sit barn de første 4-5 år!

Senere kan man begynde udvikle en dialog, men ikke før barnet selv kan følge med. :smt049

Mit barn skulle ikke huske sit barndom dårligt, som jeg husker min.... Med denne enkle, strikse livsregel taget i anvendelse - er enhver pædagogisk filosofi overflødig. Det blev det, i hvert fald hos os. :smt049