Bibliotekaren
28-03-09, 21:35
"Man fødes ikke som kvinde. Man bliver det"
Kvindens lykkeideal har altid materialiseret sig i hjemmet, det være sig hytte eller slot; hjemmet, som både er det bestandige og det afsondrede. Det er bag dets vægge, familien bliver til en selvstændig celle og hævder sin identitet hinsides generationernes skiften; fortiden, der er konserveret som møbler og aneportrætter, varsler en risikoløs fremtid; udenfor aftegner årstiderne deres beroligende cyklus i køkkenhavens grøntsager; hvert år giver det samme forår med de samme blomster løfte om den uforanderlige sommers genkomst og efterårets med de samme frugter som hvert efterår; hverken tid eller rum løber bort i uendeligheden, de går artigt i ring.
I alle civilisationer, der hviler på jordejendom, findes der en fyldig litteratur, der besynger husets og hjemmets poesi og dyder; i den roman af Henry Bordeaux, hvis titel netop er La Maison (Huset/red.), sammenfatter det alle borgerlige værdier: troskab mod fortiden, tålmodighed, sparsommelighed, forudseenhed, kærlighed til familien, til hjemegnen osv. Ofte er det kvinder, der besynger hjemmet, fordi det er deres hverv at tage vare på familiegruppens lykke; det er deres rolle at være "husets frue".
I dag har hjemmet mistet sin patriarkalske glans; for de fleste mænd er det kun en bopæl, som mindet om svundne generationer ikke hviler over, og som ikke binder de kommende århundreder til sig. Men kvinden gør sig stadig anstrengelser for at give sin "rede" samme mening og værdi, som det rigtige hjem havde. I Et mægtigt Gilde skildrer Steinbeck en kvindelig vagabond, som absolut ville have tæpper og gardiner i den gamle lokomotivkedel, hvor hun bor sammen med sin mand; det nytter ikke, han indvender, at de har ikke brug for gardiner, fordi de ingen vinduer har.
Den slags omsorgsfuldhed er typisk kvindelig. En normal mand betragter de genstande, der omgiver ham, som redskaber; han anbringer dem efter det brug, der skal gøres af dem; hans "orden" - som kvinden tit kun ser uorden i - er at have sine cigaretter, sine papirer, sit værktøj indenfor rækkevidde. Således er også de kunstnere, hvem der er givet at genskabe verden i et stof, billedhuggere og malere, ganske ligeglade med de omgivelser, de lever i. Rilke skriver om Rodin:
"Første gang jeg kom hos Rodin, forstod jeg, at hans hus ikke betød noget for ham, en ussel lille nødvendighed måske, et tag over hovedet mod regnen og til at sove under; og at det ikke voldte ham nogen bekymring og ikke var nogen vægt på hans ensomhed og koncentration. Dybt i sig selv bar han et hus` mørke, læ og fred, og han var selv blevet himlen over det og skoven om det, det fjerne og den store, altid rindende flod."
Men for at finde et hjem i sig selv må man først have virkeliggjort sig i værker eller handlinger. Manden interesserer sig ikke meget for sit hjem, fordi han er i berøring med hele omverdenen, og fordi han kan finde selvbekræftelse i målsætninger. Derimod er kvinden spærret inde i det ægteskabelige fælleskab; for hende drejer det sig om at gøre dette fængsel til et kongerige. Hendes holdning over for hendes hjem bestemmes af den samme dialektik, der gælder for hendes stilling i almindelighed: hun tager ved at prisgive sig, gør sig fri ved at underkaste sig; ved at forsage verden vil hun erobre en verden.
Det er ikke uden fortrydelse, hun lukker hjemmets døre bag sig. Mens hun var ung pige, var hele jorden hendes hjem; de store skove hørte hende til. Nu er hun lukket inde i et snævert rum; naturen svinder ind til en urtepotte med geranier; væggene spærrer for horisonten. I Virginia Woolfs The Waves hviske en af kvinderne:
"Om det er sommer eller vinter ved jeg ikke mere af enggræsset eller hedeblomsten, kun af duggen på vinduesruden eller frosten på vinduesruden..... Jeg, som plejede at gå gennem bøgeskove og se skovskadens fjer blåne, når den falder, og møde hyrden og landstrygeren på min vej.... går fra værelse til værelse med en støvekost."
Simone de Beauvoir (http://sv.wikipedia.org/wiki/Simone_de_Beauvoir) i
"Det andet køn"
Originaltitel: "Le deuxieme sexe"
Gyldendal; 1965
Tiderne Skifter; 1977, 1983
Tiderne Skifter Paperbacks; 1989
Tiderne Skifter; ny. udgave; 1999
Samlerens Bogklub; 1999
Kvindens lykkeideal har altid materialiseret sig i hjemmet, det være sig hytte eller slot; hjemmet, som både er det bestandige og det afsondrede. Det er bag dets vægge, familien bliver til en selvstændig celle og hævder sin identitet hinsides generationernes skiften; fortiden, der er konserveret som møbler og aneportrætter, varsler en risikoløs fremtid; udenfor aftegner årstiderne deres beroligende cyklus i køkkenhavens grøntsager; hvert år giver det samme forår med de samme blomster løfte om den uforanderlige sommers genkomst og efterårets med de samme frugter som hvert efterår; hverken tid eller rum løber bort i uendeligheden, de går artigt i ring.
I alle civilisationer, der hviler på jordejendom, findes der en fyldig litteratur, der besynger husets og hjemmets poesi og dyder; i den roman af Henry Bordeaux, hvis titel netop er La Maison (Huset/red.), sammenfatter det alle borgerlige værdier: troskab mod fortiden, tålmodighed, sparsommelighed, forudseenhed, kærlighed til familien, til hjemegnen osv. Ofte er det kvinder, der besynger hjemmet, fordi det er deres hverv at tage vare på familiegruppens lykke; det er deres rolle at være "husets frue".
I dag har hjemmet mistet sin patriarkalske glans; for de fleste mænd er det kun en bopæl, som mindet om svundne generationer ikke hviler over, og som ikke binder de kommende århundreder til sig. Men kvinden gør sig stadig anstrengelser for at give sin "rede" samme mening og værdi, som det rigtige hjem havde. I Et mægtigt Gilde skildrer Steinbeck en kvindelig vagabond, som absolut ville have tæpper og gardiner i den gamle lokomotivkedel, hvor hun bor sammen med sin mand; det nytter ikke, han indvender, at de har ikke brug for gardiner, fordi de ingen vinduer har.
Den slags omsorgsfuldhed er typisk kvindelig. En normal mand betragter de genstande, der omgiver ham, som redskaber; han anbringer dem efter det brug, der skal gøres af dem; hans "orden" - som kvinden tit kun ser uorden i - er at have sine cigaretter, sine papirer, sit værktøj indenfor rækkevidde. Således er også de kunstnere, hvem der er givet at genskabe verden i et stof, billedhuggere og malere, ganske ligeglade med de omgivelser, de lever i. Rilke skriver om Rodin:
"Første gang jeg kom hos Rodin, forstod jeg, at hans hus ikke betød noget for ham, en ussel lille nødvendighed måske, et tag over hovedet mod regnen og til at sove under; og at det ikke voldte ham nogen bekymring og ikke var nogen vægt på hans ensomhed og koncentration. Dybt i sig selv bar han et hus` mørke, læ og fred, og han var selv blevet himlen over det og skoven om det, det fjerne og den store, altid rindende flod."
Men for at finde et hjem i sig selv må man først have virkeliggjort sig i værker eller handlinger. Manden interesserer sig ikke meget for sit hjem, fordi han er i berøring med hele omverdenen, og fordi han kan finde selvbekræftelse i målsætninger. Derimod er kvinden spærret inde i det ægteskabelige fælleskab; for hende drejer det sig om at gøre dette fængsel til et kongerige. Hendes holdning over for hendes hjem bestemmes af den samme dialektik, der gælder for hendes stilling i almindelighed: hun tager ved at prisgive sig, gør sig fri ved at underkaste sig; ved at forsage verden vil hun erobre en verden.
Det er ikke uden fortrydelse, hun lukker hjemmets døre bag sig. Mens hun var ung pige, var hele jorden hendes hjem; de store skove hørte hende til. Nu er hun lukket inde i et snævert rum; naturen svinder ind til en urtepotte med geranier; væggene spærrer for horisonten. I Virginia Woolfs The Waves hviske en af kvinderne:
"Om det er sommer eller vinter ved jeg ikke mere af enggræsset eller hedeblomsten, kun af duggen på vinduesruden eller frosten på vinduesruden..... Jeg, som plejede at gå gennem bøgeskove og se skovskadens fjer blåne, når den falder, og møde hyrden og landstrygeren på min vej.... går fra værelse til værelse med en støvekost."
Simone de Beauvoir (http://sv.wikipedia.org/wiki/Simone_de_Beauvoir) i
"Det andet køn"
Originaltitel: "Le deuxieme sexe"
Gyldendal; 1965
Tiderne Skifter; 1977, 1983
Tiderne Skifter Paperbacks; 1989
Tiderne Skifter; ny. udgave; 1999
Samlerens Bogklub; 1999