Anina
22-08-09, 15:27
Fay Weldon: Jeg er den eneste feminist er overskriften på dagens artikel i Politiken (http://politiken.dk/kultur/article773416.ece), skrevet på baggrund af interviewet i The Guardian (http://www.guardian.co.uk/theguardian/2009/aug/22/fay-weldon-interview-saturday).
Fay Weldon citeres for en række erklæringer, man kun kan nedkomme med når man er for gammel til at skulle bevise noget som helst og reelt føler sig hævet over forpligtelsen til at skulle forsvare sine holdninger. Denne tendens hos Fay Weldon har jeg iagttaget vokse gennem årene, hvilket gjorde det af med min interesse for nærmere at udforske hendes tanker formidlet gennem en lang række bøger, hvoraf følgende er udgivet i Danmark:
Praxis - (roman), 1980
Støvbold - (roman), 1981
Præsidentens barn - (roman), 1982
Veninder - (roman), 1983
En hun-djævels bekendelser - (roman), 1984
Glem mig ikke - (roman), 1985
Polaris og andre noveller - (novellesamling), 1986
Nede mellem kvinderne - (roman), 1987
Shrapnel akademiet - (roman), 1987
Landets hjerte - (roman), 1988
Leveregler - (roman), 1988
Mænds liv og hjerter - (roman), 1988
Joannas kloning - (roman), 1989
Robothunden ulv - (roman), 1989
Den gale trompetist - (roman), 1990
Darcys utopia - (roman), 1991
Livskraft - (roman), 1992
Bjørnedrøm - (børnebog), 1993
Carmen og djævelen - (roman), 1993
Farlige aspekter - (roman), 1993
Splid - (roman), 1995
Det værst tænkelige - (roman), 1997
Store kvinder - (roman), 1998
Rhode Island blues - (roman), 2000
Bulgari-forbindelsen - (roman), 2001
Auto de Fay - (biografi), 2002
Ikke en trævl at tage på - (roman), 2003
Mandefælden - (roman), 2004
En stor familie - (roman), 2006
Sådan bliver kvinder lykkelige - (roman), 2007
Kvinder på kur - (roman), 2008
Stedmorens dagbog - (roman), 2009
Alligevel forsøgte jeg, i retfærdighedens navn, at åbne hver eneste af hendes bøger udgivet i Danmark til og med bogen Store kvinder, med undtagelse af børnebogen Bjørnedrøm. "Forsøgte" er det rette ord, idet det er gået med den sidste bog i 1998, som det gik med alle de forrige.... Jeg har aldrig formået at læse en eneste af hendes bøger til ende. Dette trods de mange tusinde gode bøger jeg ellers havde læst (til ende) gennem de sidste (over) fyrre år. Ikke alene keder Fay Weldons bøger mig. De irriterer mig. Fay Weldon irriterer mig. Gudskelov!
Det irriterer mig at hendes bøger giver mig en oplevelse af at blive talt ned til og en følelse af at læseren bliver ikke "regnet for noget" af forfatterinden. Da Fay Weldon har konsekvent arbejdet for at blive brandet som feminist, måtte man formode at hendes mål og interesse var at nå igennem til alle fritænkende kvinder og gerne også give de (endnu) ikke så fritænkende kvinder en mulighed for netop at "se lyset". I stedet - udviklede Fay Weldon konsekvent sit forfatterskab og den bagvedliggende filosofi så det endte med, at hun blev feminismens Bridget Jones eller Nynne (Ta' 4 - betal for 3).
Hvis Fay Weldon ikke var blevet en populist, hvis arbejde ikke alene var helliget hendes forfatterskab men også (for)bruget af ressourcerne på at skaffe sig en trofast læser(inde)skare i de kvinder, der jo gerne vil være frigjorte, selvstændige og respekterede, men som ikke vil betale prisen herfor - ville Fay Weldon gå over i litteraturhistorien som en stor forfatter... Men "brandet" skulle jo passes og fortrængede derved alt det, som kunne have gjort hende til en stor forfatter.
Fay Weldon har passet og plejet sin internationale "læser-klub" så lufttæt, at hun derved forspildte en enestående chance for at kunne byde verden et lige så enestående bidrag til litteraturen. Hendes ulykke er, at hun er en fremragende skribent, der hellere ville gøre det som feminist. Det lykkedes også. Det blev hun. Hun blev en discount-feminist for dem, der ikke vidste bedre og som i virkeligheden selv efterlignede hende ved at skrappe om kvindesagen på samme populistiske manèr som guruinden førte an i.
Politisk var Fay Weldons forfatterskab med til at kastrere kvindebevidstheden og lære kvinderne nøjes med overskrifter, søge efter nemme løsninger og anerkende årenes voksende populistiske strømninger i samfundet.... Dermed bidragede Fay Weldon, gennem sine læserinder, ad de demokratiske kanaler - til en understøttelse af samfundenes højre drejning, de kommende generationer kommer til at lide under...
Takket Fay Weldon mange gode kvinder er gået tabt for kvindesagen, vel at mærke dennes essentielle væsen, betalt med forandringer, blod, sved og tårer i generationer. Den samme Fay Weldon har i dag den frækhed at erklære højt og tydeligt, at »Jeg er sikkert den eneste feminist, der er, og alle de andre er ude af trit« eller at andre feminister »ender som regel med at give hende ret«
Det er ikke til at vide om det er kronisk hovmod eller demens , der giver interviewet i Guardian omtalt i Politiken i dag. Men det er krystalklart, at det er ikke feministen, der taler, men en populistisk, mellemklasse forfatter, som har opnået anerkendelse båret frem og igennem på skuldrene af sine lige så populistiske læsere.
Godt nok ligger det tilbage i 1998, jeg sidst har holdt Fay Weldons bog åben i hænderne, opgivende efter ca. 50 kedelige sider. Denne dag besluttede jeg mig for - aldrig nogensinde mere spilde min dyrebare levetid på at give hendes bøger flere chancer. Derfor kunne jeg dog fortsat håbe, at Fay Weldon i de mellemliggende år er blevet klog og viis. Det er hun ikke. Interviewet taler sit tydelige sprog, så hermed kan jeg kun lykønske mig selv for at være forudseende nok til undgå at spilde de mellemliggende 11 år med at være opmærksom på hendes bøger. Visse bøger er livet for kort til at spilde på.
I dag ved jeg, at sker det for en endnu "uskyldig" læser(inde) at fatte interesse for og endda nyde Fay Weldons bøger - kunne man (jeg) med rette spørge om, hvad i alverden er der galt med vedkommende?
Fay Weldon citeres for en række erklæringer, man kun kan nedkomme med når man er for gammel til at skulle bevise noget som helst og reelt føler sig hævet over forpligtelsen til at skulle forsvare sine holdninger. Denne tendens hos Fay Weldon har jeg iagttaget vokse gennem årene, hvilket gjorde det af med min interesse for nærmere at udforske hendes tanker formidlet gennem en lang række bøger, hvoraf følgende er udgivet i Danmark:
Praxis - (roman), 1980
Støvbold - (roman), 1981
Præsidentens barn - (roman), 1982
Veninder - (roman), 1983
En hun-djævels bekendelser - (roman), 1984
Glem mig ikke - (roman), 1985
Polaris og andre noveller - (novellesamling), 1986
Nede mellem kvinderne - (roman), 1987
Shrapnel akademiet - (roman), 1987
Landets hjerte - (roman), 1988
Leveregler - (roman), 1988
Mænds liv og hjerter - (roman), 1988
Joannas kloning - (roman), 1989
Robothunden ulv - (roman), 1989
Den gale trompetist - (roman), 1990
Darcys utopia - (roman), 1991
Livskraft - (roman), 1992
Bjørnedrøm - (børnebog), 1993
Carmen og djævelen - (roman), 1993
Farlige aspekter - (roman), 1993
Splid - (roman), 1995
Det værst tænkelige - (roman), 1997
Store kvinder - (roman), 1998
Rhode Island blues - (roman), 2000
Bulgari-forbindelsen - (roman), 2001
Auto de Fay - (biografi), 2002
Ikke en trævl at tage på - (roman), 2003
Mandefælden - (roman), 2004
En stor familie - (roman), 2006
Sådan bliver kvinder lykkelige - (roman), 2007
Kvinder på kur - (roman), 2008
Stedmorens dagbog - (roman), 2009
Alligevel forsøgte jeg, i retfærdighedens navn, at åbne hver eneste af hendes bøger udgivet i Danmark til og med bogen Store kvinder, med undtagelse af børnebogen Bjørnedrøm. "Forsøgte" er det rette ord, idet det er gået med den sidste bog i 1998, som det gik med alle de forrige.... Jeg har aldrig formået at læse en eneste af hendes bøger til ende. Dette trods de mange tusinde gode bøger jeg ellers havde læst (til ende) gennem de sidste (over) fyrre år. Ikke alene keder Fay Weldons bøger mig. De irriterer mig. Fay Weldon irriterer mig. Gudskelov!
Det irriterer mig at hendes bøger giver mig en oplevelse af at blive talt ned til og en følelse af at læseren bliver ikke "regnet for noget" af forfatterinden. Da Fay Weldon har konsekvent arbejdet for at blive brandet som feminist, måtte man formode at hendes mål og interesse var at nå igennem til alle fritænkende kvinder og gerne også give de (endnu) ikke så fritænkende kvinder en mulighed for netop at "se lyset". I stedet - udviklede Fay Weldon konsekvent sit forfatterskab og den bagvedliggende filosofi så det endte med, at hun blev feminismens Bridget Jones eller Nynne (Ta' 4 - betal for 3).
Hvis Fay Weldon ikke var blevet en populist, hvis arbejde ikke alene var helliget hendes forfatterskab men også (for)bruget af ressourcerne på at skaffe sig en trofast læser(inde)skare i de kvinder, der jo gerne vil være frigjorte, selvstændige og respekterede, men som ikke vil betale prisen herfor - ville Fay Weldon gå over i litteraturhistorien som en stor forfatter... Men "brandet" skulle jo passes og fortrængede derved alt det, som kunne have gjort hende til en stor forfatter.
Fay Weldon har passet og plejet sin internationale "læser-klub" så lufttæt, at hun derved forspildte en enestående chance for at kunne byde verden et lige så enestående bidrag til litteraturen. Hendes ulykke er, at hun er en fremragende skribent, der hellere ville gøre det som feminist. Det lykkedes også. Det blev hun. Hun blev en discount-feminist for dem, der ikke vidste bedre og som i virkeligheden selv efterlignede hende ved at skrappe om kvindesagen på samme populistiske manèr som guruinden førte an i.
Politisk var Fay Weldons forfatterskab med til at kastrere kvindebevidstheden og lære kvinderne nøjes med overskrifter, søge efter nemme løsninger og anerkende årenes voksende populistiske strømninger i samfundet.... Dermed bidragede Fay Weldon, gennem sine læserinder, ad de demokratiske kanaler - til en understøttelse af samfundenes højre drejning, de kommende generationer kommer til at lide under...
Takket Fay Weldon mange gode kvinder er gået tabt for kvindesagen, vel at mærke dennes essentielle væsen, betalt med forandringer, blod, sved og tårer i generationer. Den samme Fay Weldon har i dag den frækhed at erklære højt og tydeligt, at »Jeg er sikkert den eneste feminist, der er, og alle de andre er ude af trit« eller at andre feminister »ender som regel med at give hende ret«
Det er ikke til at vide om det er kronisk hovmod eller demens , der giver interviewet i Guardian omtalt i Politiken i dag. Men det er krystalklart, at det er ikke feministen, der taler, men en populistisk, mellemklasse forfatter, som har opnået anerkendelse båret frem og igennem på skuldrene af sine lige så populistiske læsere.
Godt nok ligger det tilbage i 1998, jeg sidst har holdt Fay Weldons bog åben i hænderne, opgivende efter ca. 50 kedelige sider. Denne dag besluttede jeg mig for - aldrig nogensinde mere spilde min dyrebare levetid på at give hendes bøger flere chancer. Derfor kunne jeg dog fortsat håbe, at Fay Weldon i de mellemliggende år er blevet klog og viis. Det er hun ikke. Interviewet taler sit tydelige sprog, så hermed kan jeg kun lykønske mig selv for at være forudseende nok til undgå at spilde de mellemliggende 11 år med at være opmærksom på hendes bøger. Visse bøger er livet for kort til at spilde på.
I dag ved jeg, at sker det for en endnu "uskyldig" læser(inde) at fatte interesse for og endda nyde Fay Weldons bøger - kunne man (jeg) med rette spørge om, hvad i alverden er der galt med vedkommende?