admin
20-05-05, 14:29
BOGANMELDELSE
Eftertankens tid
Fra Nynne Kochs erindringer stiger en ukonventionel personligheds usædvanlige liv og et
kvindeforskningsunivers, som ægger til modsigelse
Karen Syberg: Ved nærmere eftertanke.
Nynne Koch ser tilbage.
Gyldendal, København 1999. 220 s.
275 kr.
Jeg husker Nynne Koch fra begyndelsen
af 1980²erne, da hun holdt
foredrag om feminologi på det nystartede
Håndbibliotek for Kvindeforskning
i Århus, senere Cekvina.
Rummet var fuldt til bristepunktet
af unge kvinder i bukser og batikfarvede
bluser, med tvangfri frisurer og
uden makeup - og der sad Nynne,
der dengang allerede nærmede sig
pensionsalderen, ladylike klædt,
med kulsort, opsat hår og makeup²en
på plads: skarpttegnede, sorte øjenbryn
og knaldrød læbestift. Det blev
et godt møde, i gensidig nysgerrighed
og respekt.
Nu har den danske kvindeforsknings
store gamle dame så i en alder
af 84 år udsendt sine erindringer -
på mange opfordringer, fremgår det,
men så sent i livet, at hun ikke
havde fysik til at skrive dem selv. Så
bogen er blevet til i samarbejde med
journalisten Karen Syberg. Ikke
efter et uigennemskueligt ghost-writer-
princip, men sådan, at de to
stemmer ordentligt og redeligt holdes
ude fra hinanden:
Hvert af bogens kapitler har som
tema et livsafsnit, hvor Karen
Syberg først beretter i tredje person
på grundlag af udførlige samtaler
med Nynne Koch. Beretningen følges
derefter op af en samtale mellem
Nynne Koch og Karen Syberg, hvor
man fornemmer Nynne Kochs egen
stemme, og hvor den eftertanke, der
har givet bogen sin titel, kommer til
sin ret.
Nynne Koch er overbevist om, at
biologi er skæbne, at naturen har
bestemt kvinderne til at være vidt
forskellige fra mændene. Hun inddeler
kvindelivet i fire faser: drømmetiden
indtil 20 år, elsketiden fra 20 til
45 år, hvor det seksuelle og moderskabet
dominerer. Den intellektuelle
tid fra 45 til 70 år er præget af intellekt
og kreativitet, her gælder det
karrieren, en kunstnerisk, politisk,
social eller erhvervsrettet indsats.
Og endelig er der så eftertankens tid
fra 70 år og frem. Sådan har hun
selv oplevet det, så sådan må det
være.
Kammeratægteskab
I denne optik beskrives drømmetiden
som en opvækst som ³fars pige´
i et storborgerligt københavnermiljø,
hvor de afgørende barndomsoplevelser
var kontakten med naturen i
familiens sommerferier på Falster.
Den lille pige ³snakkede med træerne´.
Her grundlagdes en religiøs
følelse af altings enhed, som blev
afgørende for Nynne Kochs spiritualitet.
I det sociale lag, hun tilhørte,
havde piger lige så stor frihed som
drenge under opvæksten. Hun siger
selv, at modsat Lise Nørgaard, som
tilhører samme generation, har
forældrene aldrig givet hende den
opfattelse, at hun ³kun´ var en pige.
Forældrene var lidt kede af, at
Nynne ikke ville tage studentereksamen,
men ønskede ikke at presse
hende. En formel uddannelse fandt
man dengang ikke nødvendig for
piger i de kredse. Praktisk husgerning
lærte hun heller ikke - det var
noget, man havde tjenestefolk til. Til
gengæld lagde forældrene vægt på,
at datteren lærte at begå sig i hjemmets
omfattende selskabelighed
med middage og baller.
Nynne Koch valgte selv at gå på
Polyteknisk Læreanstalt for at forberede
sig til at søge optagelse på
Arkitektskolen, men ombestemte sig
og besluttede sig til at blive ingeniør.
Matematiklærerens skånselsløse
foragt for de to eneste kvindelige elever
blev en nøgleoplevelse i forhold
til hendes senere feministiske engagement.
På Polyteknisk mødte hun Erik
Middelboe. De blev kærester, og som
tyveårig blev Nynne Koch gravid og
afbrød sin uddannelse. Det blev
begyndelsen på elsketiden. Hendes
mor sørgede for, at det unge par blev
gift. Datteren Karen blev født i 1935,
og et par år senere kom tvillingeparret
Lene og Lone. I bogen beskriver
Nynne sit og Eriks ægteskab som et
kammeratægteskab uden den store
passion, men også uden større økonomiske
eller praktiske bekymringer.
De to hold forældre bidrog kraftigt
til det unge pars forsørgelse,
mens Erik Middelboe afsluttede sine
studier, og der var råd til både barnepige
og stuepige.
Enlig mor og forfatter
Som 24-årig mødte Nynne Koch så
for alvor seksualiteten i den store,
lidenskabelige forelskelse i en af sin
mands studiekammerater. Selvom
forholdet ikke overlevede, blev det
anledningen til, at Nynne søgte
skilsmisse. Hun kunne ikke gå på
kompromis ved at have et seksuelt
forhold til sin ægtemand, når hun
var forelsket i en anden. Så i 1940
blev hun enlig mor med tre små
børn. Selvom hun var økonomisk sikret,
ville hun have et job: ³Man bliver
jo også stolt, jeg ville ikke bede
nogen om noget.´
Og så blev hun antikvarboghandler,
først som ansat hos Niels Kaaber
i Læderstræde, senere med eget
antikvariat. Den tyve år ældre boghandler
blev hendes elsker og kortvarigt
fra 1945 til 1947 også hendes
ægtemand, et forhold, der byggede
på seksualiteten, men som hun selv
betegner som noget af en fejltagelse
i tomrummet efter skilsmissen.
I besættelsestiden falder Nynne
Kochs forfatterdebut i form af to kriminalromaner,
skrevet sammen
med veninden Regitze Caroc, men i
øvrigt spiller besættelsestiden en ret
perifer rolle i erindringerne.
Efter skilsmissen fra Kaaber slog
lynet ned for alvor. Nynne Koch forelskede
sig i jøden Harry Korzen og
han i hende. Korzen var gift og familiefar
og kunne ikke uden videre gå
fra sin kone, men Nynne overtalte
ham til at blive far til et kærlighedsbarn,
Iørn, født 1952. Igen et radikalt
valg helt i overensstemmelse
med den livsfølelse, Nynne beskriver
som så central i eftertankedialogerne:
Den kosmiske samhørighed i
kærligheden og seksualiteten, hvor
den store, altopslugende seksuelle
betagelse må og skal føre til graviditet.
At ægtemanden gik hen og fik
barn med sin elskerinde, fik imidlertid
Harry Korzens kone til at smide
ham ud. Han og Nynne Koch flyttede
papirløst sammen, og i 1955 blev
deres yngste søn Kim født. Nynne
Koch siger, at forholdet til Korzen
blev det forhold, hun troede skulle
vare livet ud, så godt passede de
sammen seksuelt, psykisk og intellektuelt.
I denne fase debuterer Nynne
Koch som seriøs romanforfatter. Det
bliver til tre romaner i løbet af fire
år, romaner, som Nynne Koch selv
beskriver som afsøgninger af temaer
i sit eget liv. Biografisk hænger de
alle sammen med hendes kærlighed
til Korzen. Her vælger Karen
Syberg at træde uden for Nynne
Kochs egen beretning og analysere
disse romaner som kilder - sammen
med såvel positive som negative
anmeldelser af dem. Det samme gør
hun med et udkast til et skuespil og
de kvindepolitiske avisartikler, som
Nynne Koch begyndte at skrive i
1950²erne.
I 1961 brød Nynne Koch så med
Korzen. Den store seksuelle betagelse
havde fortaget sig, og igen gjorde
kompromisløsheden sig gældende.
Hellere et liv som enlig mor end et
lunkent rutineforhold.
På mig som læser virker Nynne
Kochs erindringer om sin drømme-
tid og især sin elsketid meget eksotiske.
tid og især sin elsketid meget eksotiske.
Skidt med den sladderværdi,
der ligger i at få beretningen om
Nynne Kochs personlige liv præsenteret.
Det interessante for mig her
er fortællingen om et kvindeliv i
første halvdel af 1900-tallet - så
radikalt anderledes end andre kvindeliv
i samme generation, som jeg
har hørt om, f.eks. min egen mors.
Et liv på solsiden
Et liv på den økonomiske solside,
hvor spørgsmålet om udkommet og
forskellige jobs skildres som en
biting. Et liv, hvor seksualiteten fortælles
som åbenlys drivkraft, så
radikalt, at selv det sidste, modne,
forhold forlades, da det ikke længere
er seksuelt spændende. Et liv med
et bevidst valg af papirløst parforhold
og børn født uden for ægteskab
i 1950²erne, hvor den slags bestemt
ikke var hverdagskost. Kort sagt: Et
liv, som på nogle måder giver mindelser
om overklasse- og adelsliv før
den franske revolution, og som kun
har været muligt for ganske (privilegerede!)
få.
Efter bruddet med Korzen
begyndte den fase, Nynne Koch
betegner som den intellektuelle tid.
Som enlig mor fandt hun sig nu nødt
til at tage et job for at forsørge børnene.
Hun indså, at drømmen om at
kunne leve af at skrive var urealistisk
og skaffede sig et job som kontorassistent
på Det Kongelige
Bibliotek. Her tager Nynne Kochs
egen stemme for en tid over i form af
erindringer, som hun tidligere selv
har skrevet om sin tid på Det
Kongelige Bibliotek. Med rammende,
humoristiske og personlige formuleringer,
det er en fornøjelse at
læse. Og her synes jeg så personlig,
at det rigtig spændende begynder.
Det, der vedkommer mit og mange
andres engagement i liv og forskning.
Nynne Koch havde satset på at
kunne få tid til at skrive og havde
derfor kun bundet sig til en fem
timers arbejdsdag, men børnene
krævede jo også deres, så overskud
til at skrive, det blev der ikke. Hun
mener selv, at dette urealiserede
behov for at skabe var med til at
skubbe hendes interesse for kvindeforskningen
i gang.
Feminologi
Under indtryk af oprettelsen af
Kvindehistorisk Samling i Århus
bad Nynne Koch i 1965 rigsbibliotekaren
om lov til at oprette en katalog
over den kvinderelevante litteratur
på Det Kongelige Bibliotek. Hun
fik lov at bruge et kvarter om dagen
(!) og beskriver dette som en stor
sejr: Tre timer hver 14. dag brugte
hun på at gennemgå samlingerne og
lave kartotekskort. Til formålet
opfandt hun betegnelsen ±Feminologi².
I forbindelse med Dansk
Kvindesamfunds 100-års jubilæum
lavede Nynne Koch en udstilling på
biblioteket, som blev et stort tilløbsstykke.
Flere af de unge kvinder, der
på det tidspunkt var blevet del af
rødstrømpebevægelsen, medvirkede
ved diskussionsarrangementer.
Forholdet til rødstrømpebevægelsen
fortælles som gensidigt ambivalent.
I 1972 var Nynne Koch med til
at arrangere udstillingen ³Det indre
Univers´, der handlede om mystiske
strømninger, som datidens marxistisk
orienterede rødstrømper slet
ikke kunne have med at gøre.
Samtidig fik hun mulighed for gennem
fagreferenterne at øve indflydelse
på bibliotekets anskaffelser, og
der blev i den første halvdel af halvfjerserne,
der var økonomisk gode
tider for biblioteket, anskaffet betydelige
mængder ny kvinderelevant
litteratur.
I 1974 fik Nynne Koch forskningsrådsmidler
til et projekt om kvindelitteratur,
og i forbindelse med
Kvindeåret 1975 arrangerede hun
udstillingen ³Hvad er det, kvinden
vil.´ Det blev samtidig til en bog med
samme titel. Med udgangspunkt i
Kvindeåret startede Nynne Koch
også sine velbesøgte forelæsningsrækker
i feminologi i Folkeuniversitetets
regi. Den oprindelige fem
timers arbejdsdag var forlængst blevet
til meget mere, og man kan blive
helt forpustet, når man læser om alt
det, Nynne Koch havde gang i i disse
år.
Hendes arbejde på Det Kongelige
Bibliotek blev starten til Kvinfo,
oprettet som selvstændig institution
i 1979 med økonomisk tilskud fra
Undervisningsministeret og Kulturministeret.
Støtten fra kvindelige
politikere som Ritt Bjerregaard og
Dorte Bennedsen spillede en væsentlig
rolle.
Kontroverser
Forholdet til rødstrømperne gik ikke
stille af. I bogen diskuteres indgående
kontroverserne mellem Lone
Fatum, der stod for en patriarkatskritisk
elendighedsforskning i modsætning
til Nynne Kochs fordybelse i
det, hun kalder det kvindelige tydningsunivers
med fokus på kvinders
særart og spiritualitet. Men ifølge
Nynne Koch var det sjovt.
Harske ord bliver til gengæld hjertebarnet
Kvinfos udvikling til del.
Nynne Koch opfatter Kvinfo som i
stigende grad useriøst og populistisk.
Specielt er hun bitter over
støtteforeningen Kvindeligt Selskabs
uddeling af prisen ³Årets
Pikhoved´ til Frank Dalgaard for
nogle år siden. Allerede dengang
historien stod på, gjorde det mig
ondt for Nynne Koch, der her som
gammel dame ikke var i stand til at
se Kvinfos uomtvistelige kvaliteter
bag om nogle ungdommelige tåbeligheder.
Og for Kvinfo, der gennem
dette brud har mistet den umiddelbare
forbindelse til sin oprindelse.
Jeg synes stadig, det er en sørgelig
historie.
Er Nynne Kochs erindringer så en
bog, der er værd at læse? Ja, hvis
man har lyst at stifte bekendtskab
med én af den danske kvindeforsknings
store personligheder, hendes
synspunkter og livsværk. Men hvad
vil der være at huske, når det første
indtryk har lagt sig? Måske en vis
irritation, det gælder i hvert fald for
mig. Nynne Kochs essentialisme og
inddeling af kvindelivet i fast afgrænsede
faser finder jeg som kønsteoretiker
og feminist videnskabeligt
uholdbar og politisk verdensfjern.
Ikke engang som utopisk tanke
siger den mig noget.
Hvad med lidt modspil?
Jeg tror ikke på kvinders biologisk
betingede særart eller forestillingen
om, at det er (eller burde være!)
muligt at løse modsigelserne mellem
uddannelse/arbejde/karriere og parforhold/
moderskab ved at vente med
at kaste sig ud i samfundslivet, til
³elsketiden´ er forbi, og så lade sig
forsørge af andre så længe. Som
kønsteoretiker er Nynne Koch for
mig ikke noget overbevisende dansk
svar på den lidt ældre Simone de
Beauvoir.
Jeg sidder og får lyst til at diskutere
og bliver frustreret over, at
Karen Syberg har valgt blot og bart
at gøre sig til mikrofonholder for
Nynne Kochs synspunkter. Hvad
med lidt modspil på læsernes vegne?
Dialogformen i eftertanke-afsnittene
kunne have lagt op til det. - Nej, det
er selvfølgelig ikke muligt, hverken
etisk eller genremæssigt. En kønsteori,
der er så snævert sammenvævet
med det personlige liv, kan
man som interviewer ikke undsige
uden at undsige både erindringen og
den erindrende selv. Og det gør man
ikke, når hovedpersonen er 84 år.
Men al respekt for Nynne Kochs
pionerindsats for den tidlige danske
kvindeforskning. Den historie er
værd at huske på for os, der var med
i de tidlige år, og at genfortælle for
nye generationer.
Og så skal jeg huske at fortælle, at
bogen er godt illustreret med billeder
af Nynne Koch fra helt lille pige
til gammel, livserfaren dame.
Nynne Koch døde den 15. maj 2001,
85 år gammel.
Kirsten Gomard er cand.mag, lektor og
centerbestyrer ved Center for Europæiske
Kulturstudier med Afdeling for
Kønsforskning ved Aarhus Universitet.
Anmeldelsen bringes med tilladelse
fra Kvinfo, som har haft den på
Internettet i tidsskriftet Forum.
SYBERG: NYNNE KOCH
BOGANMELDELSE
http://www.hum.au.dk/cek/kontur/docs/kontur_03/pdf_filer/kontur_3.pdf.pdf
Eftertankens tid
Fra Nynne Kochs erindringer stiger en ukonventionel personligheds usædvanlige liv og et
kvindeforskningsunivers, som ægger til modsigelse
Karen Syberg: Ved nærmere eftertanke.
Nynne Koch ser tilbage.
Gyldendal, København 1999. 220 s.
275 kr.
Jeg husker Nynne Koch fra begyndelsen
af 1980²erne, da hun holdt
foredrag om feminologi på det nystartede
Håndbibliotek for Kvindeforskning
i Århus, senere Cekvina.
Rummet var fuldt til bristepunktet
af unge kvinder i bukser og batikfarvede
bluser, med tvangfri frisurer og
uden makeup - og der sad Nynne,
der dengang allerede nærmede sig
pensionsalderen, ladylike klædt,
med kulsort, opsat hår og makeup²en
på plads: skarpttegnede, sorte øjenbryn
og knaldrød læbestift. Det blev
et godt møde, i gensidig nysgerrighed
og respekt.
Nu har den danske kvindeforsknings
store gamle dame så i en alder
af 84 år udsendt sine erindringer -
på mange opfordringer, fremgår det,
men så sent i livet, at hun ikke
havde fysik til at skrive dem selv. Så
bogen er blevet til i samarbejde med
journalisten Karen Syberg. Ikke
efter et uigennemskueligt ghost-writer-
princip, men sådan, at de to
stemmer ordentligt og redeligt holdes
ude fra hinanden:
Hvert af bogens kapitler har som
tema et livsafsnit, hvor Karen
Syberg først beretter i tredje person
på grundlag af udførlige samtaler
med Nynne Koch. Beretningen følges
derefter op af en samtale mellem
Nynne Koch og Karen Syberg, hvor
man fornemmer Nynne Kochs egen
stemme, og hvor den eftertanke, der
har givet bogen sin titel, kommer til
sin ret.
Nynne Koch er overbevist om, at
biologi er skæbne, at naturen har
bestemt kvinderne til at være vidt
forskellige fra mændene. Hun inddeler
kvindelivet i fire faser: drømmetiden
indtil 20 år, elsketiden fra 20 til
45 år, hvor det seksuelle og moderskabet
dominerer. Den intellektuelle
tid fra 45 til 70 år er præget af intellekt
og kreativitet, her gælder det
karrieren, en kunstnerisk, politisk,
social eller erhvervsrettet indsats.
Og endelig er der så eftertankens tid
fra 70 år og frem. Sådan har hun
selv oplevet det, så sådan må det
være.
Kammeratægteskab
I denne optik beskrives drømmetiden
som en opvækst som ³fars pige´
i et storborgerligt københavnermiljø,
hvor de afgørende barndomsoplevelser
var kontakten med naturen i
familiens sommerferier på Falster.
Den lille pige ³snakkede med træerne´.
Her grundlagdes en religiøs
følelse af altings enhed, som blev
afgørende for Nynne Kochs spiritualitet.
I det sociale lag, hun tilhørte,
havde piger lige så stor frihed som
drenge under opvæksten. Hun siger
selv, at modsat Lise Nørgaard, som
tilhører samme generation, har
forældrene aldrig givet hende den
opfattelse, at hun ³kun´ var en pige.
Forældrene var lidt kede af, at
Nynne ikke ville tage studentereksamen,
men ønskede ikke at presse
hende. En formel uddannelse fandt
man dengang ikke nødvendig for
piger i de kredse. Praktisk husgerning
lærte hun heller ikke - det var
noget, man havde tjenestefolk til. Til
gengæld lagde forældrene vægt på,
at datteren lærte at begå sig i hjemmets
omfattende selskabelighed
med middage og baller.
Nynne Koch valgte selv at gå på
Polyteknisk Læreanstalt for at forberede
sig til at søge optagelse på
Arkitektskolen, men ombestemte sig
og besluttede sig til at blive ingeniør.
Matematiklærerens skånselsløse
foragt for de to eneste kvindelige elever
blev en nøgleoplevelse i forhold
til hendes senere feministiske engagement.
På Polyteknisk mødte hun Erik
Middelboe. De blev kærester, og som
tyveårig blev Nynne Koch gravid og
afbrød sin uddannelse. Det blev
begyndelsen på elsketiden. Hendes
mor sørgede for, at det unge par blev
gift. Datteren Karen blev født i 1935,
og et par år senere kom tvillingeparret
Lene og Lone. I bogen beskriver
Nynne sit og Eriks ægteskab som et
kammeratægteskab uden den store
passion, men også uden større økonomiske
eller praktiske bekymringer.
De to hold forældre bidrog kraftigt
til det unge pars forsørgelse,
mens Erik Middelboe afsluttede sine
studier, og der var råd til både barnepige
og stuepige.
Enlig mor og forfatter
Som 24-årig mødte Nynne Koch så
for alvor seksualiteten i den store,
lidenskabelige forelskelse i en af sin
mands studiekammerater. Selvom
forholdet ikke overlevede, blev det
anledningen til, at Nynne søgte
skilsmisse. Hun kunne ikke gå på
kompromis ved at have et seksuelt
forhold til sin ægtemand, når hun
var forelsket i en anden. Så i 1940
blev hun enlig mor med tre små
børn. Selvom hun var økonomisk sikret,
ville hun have et job: ³Man bliver
jo også stolt, jeg ville ikke bede
nogen om noget.´
Og så blev hun antikvarboghandler,
først som ansat hos Niels Kaaber
i Læderstræde, senere med eget
antikvariat. Den tyve år ældre boghandler
blev hendes elsker og kortvarigt
fra 1945 til 1947 også hendes
ægtemand, et forhold, der byggede
på seksualiteten, men som hun selv
betegner som noget af en fejltagelse
i tomrummet efter skilsmissen.
I besættelsestiden falder Nynne
Kochs forfatterdebut i form af to kriminalromaner,
skrevet sammen
med veninden Regitze Caroc, men i
øvrigt spiller besættelsestiden en ret
perifer rolle i erindringerne.
Efter skilsmissen fra Kaaber slog
lynet ned for alvor. Nynne Koch forelskede
sig i jøden Harry Korzen og
han i hende. Korzen var gift og familiefar
og kunne ikke uden videre gå
fra sin kone, men Nynne overtalte
ham til at blive far til et kærlighedsbarn,
Iørn, født 1952. Igen et radikalt
valg helt i overensstemmelse
med den livsfølelse, Nynne beskriver
som så central i eftertankedialogerne:
Den kosmiske samhørighed i
kærligheden og seksualiteten, hvor
den store, altopslugende seksuelle
betagelse må og skal føre til graviditet.
At ægtemanden gik hen og fik
barn med sin elskerinde, fik imidlertid
Harry Korzens kone til at smide
ham ud. Han og Nynne Koch flyttede
papirløst sammen, og i 1955 blev
deres yngste søn Kim født. Nynne
Koch siger, at forholdet til Korzen
blev det forhold, hun troede skulle
vare livet ud, så godt passede de
sammen seksuelt, psykisk og intellektuelt.
I denne fase debuterer Nynne
Koch som seriøs romanforfatter. Det
bliver til tre romaner i løbet af fire
år, romaner, som Nynne Koch selv
beskriver som afsøgninger af temaer
i sit eget liv. Biografisk hænger de
alle sammen med hendes kærlighed
til Korzen. Her vælger Karen
Syberg at træde uden for Nynne
Kochs egen beretning og analysere
disse romaner som kilder - sammen
med såvel positive som negative
anmeldelser af dem. Det samme gør
hun med et udkast til et skuespil og
de kvindepolitiske avisartikler, som
Nynne Koch begyndte at skrive i
1950²erne.
I 1961 brød Nynne Koch så med
Korzen. Den store seksuelle betagelse
havde fortaget sig, og igen gjorde
kompromisløsheden sig gældende.
Hellere et liv som enlig mor end et
lunkent rutineforhold.
På mig som læser virker Nynne
Kochs erindringer om sin drømme-
tid og især sin elsketid meget eksotiske.
tid og især sin elsketid meget eksotiske.
Skidt med den sladderværdi,
der ligger i at få beretningen om
Nynne Kochs personlige liv præsenteret.
Det interessante for mig her
er fortællingen om et kvindeliv i
første halvdel af 1900-tallet - så
radikalt anderledes end andre kvindeliv
i samme generation, som jeg
har hørt om, f.eks. min egen mors.
Et liv på solsiden
Et liv på den økonomiske solside,
hvor spørgsmålet om udkommet og
forskellige jobs skildres som en
biting. Et liv, hvor seksualiteten fortælles
som åbenlys drivkraft, så
radikalt, at selv det sidste, modne,
forhold forlades, da det ikke længere
er seksuelt spændende. Et liv med
et bevidst valg af papirløst parforhold
og børn født uden for ægteskab
i 1950²erne, hvor den slags bestemt
ikke var hverdagskost. Kort sagt: Et
liv, som på nogle måder giver mindelser
om overklasse- og adelsliv før
den franske revolution, og som kun
har været muligt for ganske (privilegerede!)
få.
Efter bruddet med Korzen
begyndte den fase, Nynne Koch
betegner som den intellektuelle tid.
Som enlig mor fandt hun sig nu nødt
til at tage et job for at forsørge børnene.
Hun indså, at drømmen om at
kunne leve af at skrive var urealistisk
og skaffede sig et job som kontorassistent
på Det Kongelige
Bibliotek. Her tager Nynne Kochs
egen stemme for en tid over i form af
erindringer, som hun tidligere selv
har skrevet om sin tid på Det
Kongelige Bibliotek. Med rammende,
humoristiske og personlige formuleringer,
det er en fornøjelse at
læse. Og her synes jeg så personlig,
at det rigtig spændende begynder.
Det, der vedkommer mit og mange
andres engagement i liv og forskning.
Nynne Koch havde satset på at
kunne få tid til at skrive og havde
derfor kun bundet sig til en fem
timers arbejdsdag, men børnene
krævede jo også deres, så overskud
til at skrive, det blev der ikke. Hun
mener selv, at dette urealiserede
behov for at skabe var med til at
skubbe hendes interesse for kvindeforskningen
i gang.
Feminologi
Under indtryk af oprettelsen af
Kvindehistorisk Samling i Århus
bad Nynne Koch i 1965 rigsbibliotekaren
om lov til at oprette en katalog
over den kvinderelevante litteratur
på Det Kongelige Bibliotek. Hun
fik lov at bruge et kvarter om dagen
(!) og beskriver dette som en stor
sejr: Tre timer hver 14. dag brugte
hun på at gennemgå samlingerne og
lave kartotekskort. Til formålet
opfandt hun betegnelsen ±Feminologi².
I forbindelse med Dansk
Kvindesamfunds 100-års jubilæum
lavede Nynne Koch en udstilling på
biblioteket, som blev et stort tilløbsstykke.
Flere af de unge kvinder, der
på det tidspunkt var blevet del af
rødstrømpebevægelsen, medvirkede
ved diskussionsarrangementer.
Forholdet til rødstrømpebevægelsen
fortælles som gensidigt ambivalent.
I 1972 var Nynne Koch med til
at arrangere udstillingen ³Det indre
Univers´, der handlede om mystiske
strømninger, som datidens marxistisk
orienterede rødstrømper slet
ikke kunne have med at gøre.
Samtidig fik hun mulighed for gennem
fagreferenterne at øve indflydelse
på bibliotekets anskaffelser, og
der blev i den første halvdel af halvfjerserne,
der var økonomisk gode
tider for biblioteket, anskaffet betydelige
mængder ny kvinderelevant
litteratur.
I 1974 fik Nynne Koch forskningsrådsmidler
til et projekt om kvindelitteratur,
og i forbindelse med
Kvindeåret 1975 arrangerede hun
udstillingen ³Hvad er det, kvinden
vil.´ Det blev samtidig til en bog med
samme titel. Med udgangspunkt i
Kvindeåret startede Nynne Koch
også sine velbesøgte forelæsningsrækker
i feminologi i Folkeuniversitetets
regi. Den oprindelige fem
timers arbejdsdag var forlængst blevet
til meget mere, og man kan blive
helt forpustet, når man læser om alt
det, Nynne Koch havde gang i i disse
år.
Hendes arbejde på Det Kongelige
Bibliotek blev starten til Kvinfo,
oprettet som selvstændig institution
i 1979 med økonomisk tilskud fra
Undervisningsministeret og Kulturministeret.
Støtten fra kvindelige
politikere som Ritt Bjerregaard og
Dorte Bennedsen spillede en væsentlig
rolle.
Kontroverser
Forholdet til rødstrømperne gik ikke
stille af. I bogen diskuteres indgående
kontroverserne mellem Lone
Fatum, der stod for en patriarkatskritisk
elendighedsforskning i modsætning
til Nynne Kochs fordybelse i
det, hun kalder det kvindelige tydningsunivers
med fokus på kvinders
særart og spiritualitet. Men ifølge
Nynne Koch var det sjovt.
Harske ord bliver til gengæld hjertebarnet
Kvinfos udvikling til del.
Nynne Koch opfatter Kvinfo som i
stigende grad useriøst og populistisk.
Specielt er hun bitter over
støtteforeningen Kvindeligt Selskabs
uddeling af prisen ³Årets
Pikhoved´ til Frank Dalgaard for
nogle år siden. Allerede dengang
historien stod på, gjorde det mig
ondt for Nynne Koch, der her som
gammel dame ikke var i stand til at
se Kvinfos uomtvistelige kvaliteter
bag om nogle ungdommelige tåbeligheder.
Og for Kvinfo, der gennem
dette brud har mistet den umiddelbare
forbindelse til sin oprindelse.
Jeg synes stadig, det er en sørgelig
historie.
Er Nynne Kochs erindringer så en
bog, der er værd at læse? Ja, hvis
man har lyst at stifte bekendtskab
med én af den danske kvindeforsknings
store personligheder, hendes
synspunkter og livsværk. Men hvad
vil der være at huske, når det første
indtryk har lagt sig? Måske en vis
irritation, det gælder i hvert fald for
mig. Nynne Kochs essentialisme og
inddeling af kvindelivet i fast afgrænsede
faser finder jeg som kønsteoretiker
og feminist videnskabeligt
uholdbar og politisk verdensfjern.
Ikke engang som utopisk tanke
siger den mig noget.
Hvad med lidt modspil?
Jeg tror ikke på kvinders biologisk
betingede særart eller forestillingen
om, at det er (eller burde være!)
muligt at løse modsigelserne mellem
uddannelse/arbejde/karriere og parforhold/
moderskab ved at vente med
at kaste sig ud i samfundslivet, til
³elsketiden´ er forbi, og så lade sig
forsørge af andre så længe. Som
kønsteoretiker er Nynne Koch for
mig ikke noget overbevisende dansk
svar på den lidt ældre Simone de
Beauvoir.
Jeg sidder og får lyst til at diskutere
og bliver frustreret over, at
Karen Syberg har valgt blot og bart
at gøre sig til mikrofonholder for
Nynne Kochs synspunkter. Hvad
med lidt modspil på læsernes vegne?
Dialogformen i eftertanke-afsnittene
kunne have lagt op til det. - Nej, det
er selvfølgelig ikke muligt, hverken
etisk eller genremæssigt. En kønsteori,
der er så snævert sammenvævet
med det personlige liv, kan
man som interviewer ikke undsige
uden at undsige både erindringen og
den erindrende selv. Og det gør man
ikke, når hovedpersonen er 84 år.
Men al respekt for Nynne Kochs
pionerindsats for den tidlige danske
kvindeforskning. Den historie er
værd at huske på for os, der var med
i de tidlige år, og at genfortælle for
nye generationer.
Og så skal jeg huske at fortælle, at
bogen er godt illustreret med billeder
af Nynne Koch fra helt lille pige
til gammel, livserfaren dame.
Nynne Koch døde den 15. maj 2001,
85 år gammel.
Kirsten Gomard er cand.mag, lektor og
centerbestyrer ved Center for Europæiske
Kulturstudier med Afdeling for
Kønsforskning ved Aarhus Universitet.
Anmeldelsen bringes med tilladelse
fra Kvinfo, som har haft den på
Internettet i tidsskriftet Forum.
SYBERG: NYNNE KOCH
BOGANMELDELSE
http://www.hum.au.dk/cek/kontur/docs/kontur_03/pdf_filer/kontur_3.pdf.pdf