Avalon
30-08-05, 23:39
Jeg lovede at fortælle om min oplevelse med regression hos Terese.
Her er den.
Jeg har valgt at dele den op i to versioner. Skeptikeren og den overbeviste.
Vi blev enige om at stille spørgsmålet: "Hvorfor er jeg altid så skeptisk indstillet overfor andre mennesker?".
Her er den overbeviste:
---------------------------------------------------
Selve oplevelsen - eller selve regressionen, kan beskrives sådan her:
Jeg starter i en slags park. Der er tætklippet meget grønt græs. Og der er mange stier. Jeg er kommet ned ad en trappe og jeg har en kjole på i empire-stil. Bare fødder. Jeg venter på nogen. Mine forældre viser det sig senere, men de dukker ikke op. De er døde.
Året er 1768, England.
Jeg bliver ført videre i min tilværelse, hvor jeg bor hos en onkel og tante og deres små børn. Jeg er 25 år gammel. Min tante kan ikke lide mig. Jeg passer ikke ind, ligner ikke de andre. Og jeg fylder for meget. Hun er jaloux. Da jeg ser hende første gang får jeg ondt - fysisk - i min venstre side. Jeg tror hun vil forgifte mig...putte noget i maden. Men jeg er ikke sikker.
Jeg skal så gå nogle år frem, men det kan jeg ikke...der er ikke noget...jeg er død i mellemtiden.
Vi ser så på min død. Jeg dør af sygdom. I tvivl om hun står bag eller ej. Kun min onkel er hos mig, da jeg skal dø. Jeg fortæller ham, hvad jeg tror, men han afviser og siger at det må jeg ikke tro.
Jeg skal efter døden svæve ud af kroppen og se, hvad konen laver. Hun laver mad. Hun er ikke rigtig ked af det men måske alligevel. Jeg er stadig i tvivl om hun gjorde noget eller ej.
Terese får mig til at spørge min skytsengel. Jeg spørger ham og han nikker.
Det er selve oplevelsen i korte træk.
Forklaringen på min skeptiske holdning til andre mennesker stammer altså fra, at jeg har oplevet et voldsomt svig.
For mig er det ikke selve denne hændelse, der er det vigtigste. Men mere de tanker jeg har fået herefter.
Jeg er ikke døbt og ikke konfirmeret. Jeg har tænkt meget over religion, herunder naturligvis kristendommen. Jeg misunder de, der kan tro. Det må være rart. Trygt. Jeg har prøvet, men KAN ikke. Af alle religioner har budhisme altid tiltrukket mig mest. Uden at jeg dog har dyrket det. Af en eller anden grund har jeg altid været interesseret i / tiltrukket af det alternative. Alt lige fra horoskoper, krystaller, biorytmer, urter og aromaterapi til feng shui osv. Og jeg VED at akupunktur virker. Dog er jeg opdraget i et miljø, der absolut ikke har noget til overs for den slags, og jeg ville møde megen modstand og undren, hvis jeg pludselig begyndte at dyrke det i større stil.
Efter min oplevelse hos Terese har jeg haft en dejlig ro indeni. Jeg tror det hænger sammen med mit ønske om at kunne tro. Jeg tror egentligt ikke at oplevelsen med netop dette liv, som jeg besøgte i denne omgang er så vigtig. Det var bare en lille ting - en lille del af mig. Man kan garanteret lære langt vigtigere ting, hvis man formår at stille de rigtige spørgsmål.
Lige nu har jeg bare lyst til at stille rigtig mange spørgsmål og opleve rigtig mange liv - hurtigst muligt. Jeg vil på rejse igen. NU.
Men jeg har også lyst til at vide mere om emnet. Jeg føler, at her er der endelig noget jeg kan tro på. Noget åndeligt. Noget jeg har manglet.
Og her er så skeptikeren:
-----------------------------------------------
Selve oplevelsen - eller selve regressionen, kan beskrives sådan her:
Min underbevidsthed valgte at bearbejde emnet ved at fortælle mig en historie om en pige, der mistede sine forældre og voksede op hos en onkel og en tante. Tanten kunne ikke li' hende og slog hende ihjel med gift i maden. Pigen er til det sidste i tvivl om, om tanten forgiftede hende eller om hun døde af alm. sygdom.
Heri ligger den indre kamp om "kan man stole på folk". Og svaret er: "Behold du bare din skepsis til en vis grad, den er ok, men du kan også give slip engang imellem".
For skeptikeren er der ikke så meget mere at sige.
-------------------------------------------
Til afslutning vil jeg så bare sige, at uanset hvad man tror på - her mener jeg religiøse trosretninger eller livsfilosofier - så er det ikke for mig det vigtigste, om man tager fejl eller har ret. Det der er vigtigt er, at hvis man står ved enden en dag (hvis der er en sådan ende) og får total klarhed og kan se, at det, man troede på - hvadenten det var Gud, Allah eller reinkarnation eller noget helt andet - ikke var rigtigt, så er det ikke så vigtigt, at man evt. har taget fejl. Det der er vigtigt er, at det man troede på førte til, at man berigede sit liv. Og at det ikke lagde begrænsninger på den måde livet blev levet på. Og selvfølgelig at man ikke skadede andre. Og at man ikke fralagde sig ansvaret for sit eget liv.
Det tror jeg på.
Her er den.
Jeg har valgt at dele den op i to versioner. Skeptikeren og den overbeviste.
Vi blev enige om at stille spørgsmålet: "Hvorfor er jeg altid så skeptisk indstillet overfor andre mennesker?".
Her er den overbeviste:
---------------------------------------------------
Selve oplevelsen - eller selve regressionen, kan beskrives sådan her:
Jeg starter i en slags park. Der er tætklippet meget grønt græs. Og der er mange stier. Jeg er kommet ned ad en trappe og jeg har en kjole på i empire-stil. Bare fødder. Jeg venter på nogen. Mine forældre viser det sig senere, men de dukker ikke op. De er døde.
Året er 1768, England.
Jeg bliver ført videre i min tilværelse, hvor jeg bor hos en onkel og tante og deres små børn. Jeg er 25 år gammel. Min tante kan ikke lide mig. Jeg passer ikke ind, ligner ikke de andre. Og jeg fylder for meget. Hun er jaloux. Da jeg ser hende første gang får jeg ondt - fysisk - i min venstre side. Jeg tror hun vil forgifte mig...putte noget i maden. Men jeg er ikke sikker.
Jeg skal så gå nogle år frem, men det kan jeg ikke...der er ikke noget...jeg er død i mellemtiden.
Vi ser så på min død. Jeg dør af sygdom. I tvivl om hun står bag eller ej. Kun min onkel er hos mig, da jeg skal dø. Jeg fortæller ham, hvad jeg tror, men han afviser og siger at det må jeg ikke tro.
Jeg skal efter døden svæve ud af kroppen og se, hvad konen laver. Hun laver mad. Hun er ikke rigtig ked af det men måske alligevel. Jeg er stadig i tvivl om hun gjorde noget eller ej.
Terese får mig til at spørge min skytsengel. Jeg spørger ham og han nikker.
Det er selve oplevelsen i korte træk.
Forklaringen på min skeptiske holdning til andre mennesker stammer altså fra, at jeg har oplevet et voldsomt svig.
For mig er det ikke selve denne hændelse, der er det vigtigste. Men mere de tanker jeg har fået herefter.
Jeg er ikke døbt og ikke konfirmeret. Jeg har tænkt meget over religion, herunder naturligvis kristendommen. Jeg misunder de, der kan tro. Det må være rart. Trygt. Jeg har prøvet, men KAN ikke. Af alle religioner har budhisme altid tiltrukket mig mest. Uden at jeg dog har dyrket det. Af en eller anden grund har jeg altid været interesseret i / tiltrukket af det alternative. Alt lige fra horoskoper, krystaller, biorytmer, urter og aromaterapi til feng shui osv. Og jeg VED at akupunktur virker. Dog er jeg opdraget i et miljø, der absolut ikke har noget til overs for den slags, og jeg ville møde megen modstand og undren, hvis jeg pludselig begyndte at dyrke det i større stil.
Efter min oplevelse hos Terese har jeg haft en dejlig ro indeni. Jeg tror det hænger sammen med mit ønske om at kunne tro. Jeg tror egentligt ikke at oplevelsen med netop dette liv, som jeg besøgte i denne omgang er så vigtig. Det var bare en lille ting - en lille del af mig. Man kan garanteret lære langt vigtigere ting, hvis man formår at stille de rigtige spørgsmål.
Lige nu har jeg bare lyst til at stille rigtig mange spørgsmål og opleve rigtig mange liv - hurtigst muligt. Jeg vil på rejse igen. NU.
Men jeg har også lyst til at vide mere om emnet. Jeg føler, at her er der endelig noget jeg kan tro på. Noget åndeligt. Noget jeg har manglet.
Og her er så skeptikeren:
-----------------------------------------------
Selve oplevelsen - eller selve regressionen, kan beskrives sådan her:
Min underbevidsthed valgte at bearbejde emnet ved at fortælle mig en historie om en pige, der mistede sine forældre og voksede op hos en onkel og en tante. Tanten kunne ikke li' hende og slog hende ihjel med gift i maden. Pigen er til det sidste i tvivl om, om tanten forgiftede hende eller om hun døde af alm. sygdom.
Heri ligger den indre kamp om "kan man stole på folk". Og svaret er: "Behold du bare din skepsis til en vis grad, den er ok, men du kan også give slip engang imellem".
For skeptikeren er der ikke så meget mere at sige.
-------------------------------------------
Til afslutning vil jeg så bare sige, at uanset hvad man tror på - her mener jeg religiøse trosretninger eller livsfilosofier - så er det ikke for mig det vigtigste, om man tager fejl eller har ret. Det der er vigtigt er, at hvis man står ved enden en dag (hvis der er en sådan ende) og får total klarhed og kan se, at det, man troede på - hvadenten det var Gud, Allah eller reinkarnation eller noget helt andet - ikke var rigtigt, så er det ikke så vigtigt, at man evt. har taget fejl. Det der er vigtigt er, at det man troede på førte til, at man berigede sit liv. Og at det ikke lagde begrænsninger på den måde livet blev levet på. Og selvfølgelig at man ikke skadede andre. Og at man ikke fralagde sig ansvaret for sit eget liv.
Det tror jeg på.