Se fuld version : Dengang du var barn - drømte du om fremtiden?
Dengang I var børn..... drømte I om fremtiden, eller levede I i nuet?
Jeg har skrevet lidt om min tidligste fortid i mit indlæg til Jasmin i tråden om de evigglade....
....og netop fordi jeg som barn levede altid med undtagelse af den tid jeg tilbragte alene hjemme - i en konstant tilstand af skærpet agtpågivenhed, hvorfra den eneste trygge flugtvej førte mig ind i den indre verden, hvor jeg kunne trygt beskæftige mig med at læse og tegne.....
Netop lidenskaben for dette arbejde og disse tegninger i lange baner har meget tidligt overbevist mig om, at når jeg blev stor - ville jeg blive en kunstner.
En lun sommerdag, 7 år gammel, har jeg samlet mine bedste tegninger i en mappe, fik mit bedste tøj på og begav mig afsted til byens centrum hvor kunstnernes faglige sammenslutning holdt til. Jeg åbnede gadedør og gik ind.
Når det blev "min" tur at komme til at tale med receptionisten har jeg præsenteret mig med navn , efternavn og profession:....... kunstner, og så forkyndte jeg, at det er min hensigt at blive medlem i dag!
Jeg er blevet vist ind hos en meget venlig mand som var sammenslutningens sekretær og inden han nåede at åbne munden afleverede jeg min svada igen, samtidigt med at lægge alle mine kunstværker på gulvet foran ham, i en lang række. Når jeg var færdig kiggede jeg op og direkte ind i hans øjne for at prøve at aflæse hans "dom"...
Den søde mand kiggede længe og grundigt på mine tegninger, løftede røret og bestilte to gange te med citronskiver og sukkerknalder. Bagefter blev jeg inviteret til at sidde ned i sofaen og så fortalte han mig, at mine kunstværker var meget flotte og meget enestående ( :wink: ), men at jeg ikke kunne blive medlem før jeg var færdig med folkeskolen, så gymnasiet og til sidst Kunstakademiet. Sådan var reglerne og derfor måtte alle rette sig efter dem. Også dem som var så dygtige, at de faktisk allerede var kunstnere før de begyndte på Kunstakademiet.
Han spurgte mig om jeg ville gerne have mere te og det ville jeg, og så har han inviteret mig til at besøge sig igen om ca. 16 år, når jeg var færdig med min uddannelse til kunstner.
Jeg kan huske, at jeg gik meget opløftet hjem og at det slet ikke føltes uoverkommeligt at skulle vente 16 år på at komme ind i kunstnermiljøet .... Jeg holdt fast i denne drøm og denne hensigt alle de følgende år og når min mor forlangte, at jeg søgte en optagelse på et gymnasium for senere at studere medicin - havde jeg i den dybeste hemmelighed afleveret alle dokumenter til en kunsthåndværkerskole istedet. Dette "skridt" kostede min mor en tre måneders kurophold med henvisning til de dårlige nerver jeg har påført hende.... men i virkeligheden er det gået hen og blevet den første fredelige tid jeg husker fra min barndom..... mens mor var væk.
Det korte af det lange er, at i tiden fra dengang og frem til i dag skete der en række begivenheder med vidtrækkende konsekvenser som hindrede mig i at virkeliggøre drømmen om at være kunstner, selv om jeg rent faktisk opnåede alle de nødvendige kvalifikationer. Den vigtigste af disse begivenheder var min lille søns ankomst til denne jammerdal. Tre måneder forinden stod jeg pludselig alene med min mave, uden bolig, uden mønter på lommen og uden andre udsigter end til en offentlig forsørgelse.
Jeg fandt en midlertidig bolig hos Mødrehjælpen, har holdt barsel i 3 uger og endnu før de fjernede sting fra operationssåret (kejsersnit) - fandt jeg et job (lige meget hvad undtagen at stjæle eller sælge min krop) og seks måneder efter stod jeg inde i en nybygget lejlighed på Vestegnen, med en barnevogn, uden møbler eller andet gods. Og siden er det gået hak-i-hak..... men altså uden at jeg nogensinde blev kunstner....godt nok ret tæt på, men alligevel ikke en "rigtig" kunstner.
Hvis jeg kunne trylle i dag, 53 år gammel..... ville jeg trylle mig ind i et lille hus i skoven hvor jeg kunne i fred og ro nyde at sy, strikke og væve unik beklædning som kunne sælges for en høj pris eller udstilles som kunst og indtægter derfra ville jeg bruge på at skrive børnebøger med historier som kunne tænde lyset i øjnene og få vingerne til at bryde frem hos alle de børn, som vokser følelsesmæssigt, mentalt og spirituelt fattige overalt på kloden, for at pode dem med visioner om en god verden at leve i, kærlighed til livet og hinanden og troen på at barnedrømme kan virkeliggøres, hvis man har mod på at drømme dem og ønske sig alt godt af fremtiden..... for når alt kommer til alt..... er dette det eneste værd at leve for.... et godt liv med lys i øjnene og et varmt hjerte til den allersidste stund, når øjnene lukkes for evigt.
Hvad var din barnedrøm og lever den endnu?
Knus og tanker :smt052
Anina
.....for når alt kommer til alt..... er dette det eneste værd at leve for.... et godt liv med lys i øjnene og et varmt hjerte til den allersidste stund, når øjnene lukkes for evigt.
Hmm.... det er blevet lissom lidt lovligt patetisk til sidst .... men altså helt ærligt - et liv som er nok i sig selv og som en dag slukkes, uden at have efterladt sig livgivende spor i de efterladte liv.... børn, deres børn - synergieffekten af det liv man selv vælger at leve, specielt gennem de vigtige fravalg man succesivt foretager - ja, den slags liv er sikkert også nok for nogen og hatten af for det. Det er folks egne beslutninger og disse skal altid respekteres. Men for mit vedkommende er et liv uden vidtrækkende goder for andre end mig - ikke noget liv værd at leve. Vil man gerne udtrykke det og kan man ikke finde andre vendinger end de patetiske - ja, så må det også være o.k.
Knus og tanker :smt052
Anina
Er der ikke ingen som gider fortælle om sine barnedrømme??
Knus og hulk http://www.langkawi.dk/midis/136.gif
Anina
Gider godt, men kan faktisk ikke huske, om jeg havde nogen... #-o
Knus,
Linda
Kære Anina
Den gang jeg var barn, befandt jeg mig det meste af tiden i en glasklokke, hvor jeg kunne kigge ud og høre de "andre" - men jeg kunne ikke kommunikere....
Da jeg var 10 sad jeg mange mørke aftner og betragtede månen gennem persiennerne - jeg havde ondt i maven...
Eller jeg stak nåle gennem huden på mine fingre/hænder...
Hver dag var en kamp - socialt - men jeg klarede mig fint karaktermæssigt i skolen...
Jeg havde ingen drømme om noget bedre - ingen tro på, at jeg nok skulle klare mig..
Så nej, jeg havde ingen fremtidsdrømme, var bange for at blive voksen og kunne kun lige akkurat klare det daglige liv..
KH
Sally
Kære Anina.
"...men altså helt ærligt - et liv som er nok i sig selv og som en dag slukkes, uden at have efterladt sig livgivende spor i de efterladte liv.... børn, deres børn - synergieffekten af det liv man selv vælger at leve, specielt gennem de vigtige fravalg man succesivt foretager - ja, den slags liv er sikkert også nok for nogen og hatten af for det. Det er folks egne beslutninger og disse skal altid respekteres. Men for mit vedkommende er et liv uden vidtrækkende goder for andre end mig - ikke noget liv værd at leve....."
Jeg har desværre ikke den fornødne tid og ro over mig til at kommentere dit indlæg.
Men jeg MÅ tilslutte mig dine ord og sige dig tak for dem. Det er helt efter mit hjerte.
At være sig selv nok - har jeg haft nok af. Ikke fordi jeg ville, men fordi sådan var dagsordenen i mit ægteskab. Ja, nærmest en dyd ikke at blande sig i de andres liv. Sådan blev min mand opdraget og sådan er hans familie. Jeg var, er og bliver en fremmed i deres familie. Måske fordi de altid var lidt mistænkelige overfor mig og mine motiver til at at have en tro på at vi kunne berige hinandens liv mere end vi gjorde.
"Når skidt kommer til ære, ved det ikke hvordan det skal være", sagde min svigermor i forblommede vendinger.
Jeg tror de troede at jeg gjorde mig til, når nu jeg havde giftet mig ind i sådan en pæn familie. Ak, ja.... angsten har mange ansigter.
Kærlige hilsener
Barbara
Dengang I var børn..... drømte I om fremtiden, eller levede I i nuet?
Jeg har skrevet lidt om min tidligste fortid i mit indlæg til Jasmin http://www.overgangsalderen.net/kvindesnak/viewtopic.php?t=704&start=10 i tråden om de evigglade....
....og netop fordi jeg som barn levede altid med undtagelse af den tid jeg tilbragte alene hjemme - i en konstant tilstand af skærpet agtpågivenhed, hvorfra den eneste trygge flugtvej førte mig ind i den indre verden, hvor jeg kunne trygt beskæftige mig med at læse og tegne.....
Netop lidenskaben for dette arbejde og disse tegninger i lange baner har meget tidligt overbevist mig om, at når jeg blev stor - ville jeg blive en kunstner.
En lun sommerdag, 7 år gammel, har jeg samlet mine bedste tegninger i en mappe, fik mit bedste tøj på og begav mig afsted til byens centrum hvor kunstnernes faglige sammenslutning holdt til. Jeg åbnede gadedør og gik ind.
Når det blev "min" tur at komme til at tale med receptionisten har jeg præsenteret mig med navn , efternavn og profession:....... kunstner, og så forkyndte jeg, at det er min hensigt at blive medlem i dag!
Jeg er blevet vist ind hos en meget venlig mand som var sammenslutningens sekretær og inden han nåede at åbne munden afleverede jeg min svada igen, samtidigt med at lægge alle mine kunstværker på gulvet foran ham, i en lang række. Når jeg var færdig kiggede jeg op og direkte ind i hans øjne for at prøve at aflæse hans "dom"...
Den søde mand kiggede længe og grundigt på mine tegninger, løftede røret og bestilte to gange te med citronskiver og sukkerknalder. Bagefter blev jeg inviteret til at sidde ned i sofaen og så fortalte han mig, at mine kunstværker var meget flotte og meget enestående ( :wink: ), men at jeg ikke kunne blive medlem før jeg var færdig med folkeskolen, så gymnasiet og til sidst Kunstakademiet. Sådan var reglerne og derfor måtte alle rette sig efter dem. Også dem som var så dygtige, at de faktisk allerede var kunstnere før de begyndte på Kunstakademiet.
Han spurgte mig om jeg ville gerne have mere te og det ville jeg, og så har han inviteret mig til at besøge sig igen om ca. 16 år, når jeg var færdig med min uddannelse til kunstner.
Jeg kan huske, at jeg gik meget opløftet hjem og at det slet ikke føltes uoverkommeligt at skulle vente 16 år på at komme ind i kunstnermiljøet .... Jeg holdt fast i denne drøm og denne hensigt alle de følgende år og når min mor forlangte, at jeg søgte en optagelse på et gymnasium for senere at studere medicin - havde jeg i den dybeste hemmelighed afleveret alle dokumenter til en kunsthåndværkerskole istedet. Dette "skridt" kostede min mor en tre måneders kurophold med henvisning til de dårlige nerver jeg har påført hende.... men i virkeligheden er det gået hen og blevet den første fredelige tid jeg husker fra min barndom..... mens mor var væk.
Det korte af det lange er, at i tiden fra dengang og frem til i dag skete der en række begivenheder med vidtrækkende konsekvenser som hindrede mig i at virkeliggøre drømmen om at være kunstner, selv om jeg rent faktisk opnåede alle de nødvendige kvalifikationer. Den vigtigste af disse begivenheder var min lille søns ankomst til denne jammerdal. Tre måneder forinden stod jeg pludselig alene med min mave, uden bolig, uden mønter på lommen og uden andre udsigter end til en offentlig forsørgelse.
Jeg fandt en midlertidig bolig hos Mødrehjælpen, har holdt barsel i 3 uger og endnu før de fjernede sting fra operationssåret (kejsersnit) - fandt jeg et job (lige meget hvad undtagen at stjæle eller sælge min krop) og seks måneder efter stod jeg inde i en nybygget lejlighed på Vestegnen, med en barnevogn, uden møbler eller andet gods. Og siden er det gået hak-i-hak..... men altså uden at jeg nogensinde blev kunstner....godt nok ret tæt på, men alligevel ikke en "rigtig" kunstner.
Hvis jeg kunne trylle i dag, 53 år gammel..... ville jeg trylle mig ind i et lille hus i skoven hvor jeg kunne i fred og ro nyde at sy, strikke og væve unik beklædning som kunne sælges for en høj pris eller udstilles som kunst og indtægter derfra ville jeg bruge på at skrive børnebøger med historier som kunne tænde lyset i øjnene og få vingerne til at bryde frem hos alle de børn, som vokser følelsesmæssigt, mentalt og spirituelt fattige overalt på kloden, for at pode dem med visioner om en god verden at leve i, kærlighed til livet og hinanden og troen på at barnedrømme kan virkeliggøres, hvis man har mod på at drømme dem og ønske sig alt godt af fremtiden..... for når alt kommer til alt..... er dette det eneste værd at leve for.... et godt liv med lys i øjnene og et varmt hjerte til den allersidste stund, når øjnene lukkes for evigt.
Hvad var din barnedrøm og lever den endnu?
Knus og tanker :smt052
Anina Kære Anina. Åh, jeg kan næsten ikke holde ud at læse det. Jeg ser dig for mig. Jeg snotter i forvejen idag, men dette her- snøft, det er bare - så åha! Knus Fleur
Kære Fleur
Jeg tror ikke, at du skal snøfte her : Anina har ganske tidligt brændt for noget og hun har været heldig at møde en mand, der indgød hende selvtillid! En af de store og sjældne ting, som et barn KAN møde i dag, hvis det er heldigt...
Anina har også været så heldig at blive mor til en pragtfuld dreng, som gør det godt og som er hendes stolthed...
Hendes liv har IKKE været let - slet ikke - men hun er vokset med opgaven og har i dag et overskud, en visdom og en kærlighed til sit medmenneske, som hun deler ud af - og hendes liv er IKKE slut! Vi vil se hende i sin lille hytte midt i skoven en skønne dag, med smukke kunstværker som vi alle vil ønske at eje - og være stolte over at kende hende! :D
Har du taget en af Lauras romtoddyer?
KH
Sally
Kære Fleur
Jeg tror ikke, at du skal snøfte her : Anina har ganske tidligt brændt for noget og hun har været heldig at møde en mand, der indgød hende selvtillid! En af de store og sjældne ting, som et barn KAN møde i dag, hvis det er heldigt...
Anina har også været så heldig at blive mor til en pragtfuld dreng, som gør det godt og som er hendes stolthed...
Hendes liv har IKKE været let - slet ikke - men hun er vokset med opgaven og har i dag et overskud, en visdom og en kærlighed til sit medmenneske, som hun deler ud af - og hendes liv er IKKE slut! Vi vil se hende i sin lille hytte midt i skoven en skønne dag, med smukke kunstværker som vi alle vil ønske at eje - og være stolte over at kende hende! :D
Har du taget en af Lauras romtoddyer?
KH
SallyHej Sally. Jeg ønsker det for hende ---og noget lignende godt for jer alle, jeg har haft godt af Joannas underbevidsthedstanker idag. Men det virkede ikke helt på helbreddet - endnu. Nej, jeg klarer mig med kogt vand med honning og citron som min mor foreskrev. (Romflasken står i sommerhuset). Knus Fleur
Kære Fleur
Jeg tror ikke, at du skal snøfte her : Anina har ganske tidligt brændt for noget og hun har været heldig at møde en mand, der indgød hende selvtillid! En af de store og sjældne ting, som et barn KAN møde i dag, hvis det er heldigt...
Anina har også været så heldig at blive mor til en pragtfuld dreng, som gør det godt og som er hendes stolthed...
Hendes liv har IKKE været let - slet ikke - men hun er vokset med opgaven og har i dag et overskud, en visdom og en kærlighed til sit medmenneske, som hun deler ud af - og hendes liv er IKKE slut! Vi vil se hende i sin lille hytte midt i skoven en skønne dag, med smukke kunstværker som vi alle vil ønske at eje - og være stolte over at kende hende! :D
Har du taget en af Lauras romtoddyer?
KH
Sally
Jeg må blankt indrømme, at jeg er frygtelig.... frygtelig vred på Sally! Hver gang jeg kommer til at læse hendes indlæg, bliver jeg vred forfra igen.... Vred over, at hun skrev og skrev.... og gjorde os glade for sig her - bare for senere ikke at kunne finde en løsning på mandens jalousi... en løsning som kunne tilgodese også hende selv og hendes venner... et forum på Nettet med ældre kvinder - skidderikken ikke kunne holde ud at "dele" med..... Og nu sidder hun fast i et andet land, knokler med alle sine mange pligter og er fuldstændig afskåret fra at kunne trække vejret frit hvor hun kunne være sig selv og hvor ingen pålagte hende nye og flere pligter.
Medfølelsen mangler ikke, men er godt iblandet en god portion vrede jeg intet kan stille op imod (endnu :? )
Kære Anina
Du er god til at huske. Jeg har savnet Sallys indlæg og kan godt se at hendes mand blandede sig, men Sally VALGTE SIN MAND og det kan jeg godt acceptere. Jeg mener ikke at jeg kan forstå, hvorfor hun ikke kunne beholde os på samme tid med hun også beholder sin mand. Der er bare så mange ting, jeg ikke forstår, og jeg bliver også til tider ulykkelig, men jeg har den egenskab at jeg er god til at acceptere. Til tider kan al den accept tolkes som ligegyldighed, men det er det ikke.
Det er ikke længe siden du skrev om Sissan som også valgte at forlade os. Måske er du nostallisk lige nu. #-o Det skal der også være tid til engang imellem!!!!!!!!!!!
Du savner på en og samme tid, som du arbejder ihærdigt med fremtiden. På en eller anden måde, ja jeg tænker på nu´et.
Kan du have en god aften.
Tanker Bea
Anina som gæst
14-03-06, 04:03
Jeg mener ikke at jeg kan forstå, hvorfor hun ikke kunne beholde os på samme tid med hun også beholder sin mand.
Hej Sveske :smt058
Jeg er bange for, at Sally havde ikke valget mellem sin passion for stedet her og sin mand. Det var enten eller og når jeg "stritter er det nærmest fordi, af gammel og mosbegroet erfaring ved jeg, at giver man først efter et pres.... kommer flere og flere efter, indtil man ikke længere har et eget spot at være på. Alt skal handle om en mand, der skal serviceres på alle måder, som man var købt og betalt for. At tænke på disse udsigter for et medmenneske er, om muligt endu værre end selv at skulle undværre det.
Der er bare så mange ting, jeg ikke forstår, og jeg bliver også til tider ulykkelig, men jeg har den egenskab at jeg er god til at acceptere. Til tider kan al den accept tolkes som ligegyldighed, men det er det ikke.
Alt kunne man tænke sig - muligvis, men at du ikke er ligeglad er helt og aldeles sikkert. Du behøver ikke at understrege det. Det ved enhver, der hang på her, bare af og til :smt058 .
Det er ikke længe siden du skrev om Sissan som også valgte at forlade os. Måske er du nostallisk lige nu. #-o Det skal der også være tid til engang imellem!!!!!!!!!!!
Hmm.... jeg opfatter mig ikke som specielt nostalgisk. Det er mere en følelse af spild jeg altid har været dårlig til at acceptere. Så mangt og meget vi i forvejen er nødt til at lægge ryggen til og vitterligt affinde os med, at vi (generelt) burde måske ikke ovenikøbet selv og "frivilligt" lægge til mere end højst nødvendigt. Jeg mener simpelt hen, at når kemi er tilstede, burde dette betyde mere end en hel række detaljer man burde kunne tale sig tilrette i . Kemi er en sjælden og værdifuld "sag". Dette forudsætter dog, at man først vil lytte til det der bliver sagt og skrevet. Ellers kommer man ikke videre..... hvilket netop er et vaskeægte spild for alle. Om jeg nogensinde lærer at acceptere den slags 100% - ved jeg ikke. Det mislykkedes, i hvert fald for mig (at lære) indtil videre.
Nåh... nu skal jeg daffe afsted. Vi "ses" senere :)
Ha` en god morgen :smt039
Anina
En venlig sjæl
14-03-06, 09:09
God morgen Anina :D
Du skal ikke være ked af din vrede. Vrede er også sorg og sorg, som alt andet, vil drive over en dag. Ærlige venskaber og ærlige følelser koster, hvis man tør engagere sig. Det ville være mærkeligt, hvis du intet følte ved tabet af venner. Verden er fuld af venner. Hvis resten af denne hjemmeside er som det man kan læse, vil den blive befolket med nye venner. Bare vent :D
Oh mand! Må jeg være fri? "Vrede, sorg, venskab, kemi, passion". Sludder og vrøvl!
Det er NETTET det her! På nettet kan man ikke være venner som i rigtigt liv. På nettet kan man ikke være bekendte. Man er bare en bunke fremmede og er ikke forpligtet til noget. Man kan bare give den hele armen som man vil. Alle er anonyme og ingen kender de andre. Hvad piver du så for?
Kære Gæst
Det må jeg nok sige!!!!!!!!!!
Du har meget at lære endnu!!!!!!!!
På nettet findes mennesker, der mener det samme som du. Mit ønske er at disse finder sammen og får noget godt og noget konstruktivt ud af at give den hele armen og ikke være forpligtiget til at omgås hinanden på en " ansvarlig" måde.
Jeg ønsker du må få en god dag i uforpligtende selskab.
Bea
Hej Anina
Jeg kan godt følge dig i, når man ligger under for pres, opstår der ofte et nyt pres, og så er der det med kemien, som burde være værd at kæmpe for!!!!!!
Jeg ved at du har et meget nærmere kendskab til Sally end jeg har, da jeg først kom med på forum kort før Sally valgte at folade forum. Dette betyder også et mere nært venskab/kendskab.
Det jeg skriver om accept har jeg såmænd måtte kæmpe mig frem til, fordi jeg har været ved at blive bitter et par gange, og bitterheden var ved at tage livet af mig. Jeg var ked af det og bitter fordi et par venskaber røg på uretfærdig vis. Jeg snakkede og forklarede og det blev værre og værre. Den enneste måde jeg kunne komme væk fra denne bitterhed var ved at tilgive og acceptere. Dette lykkedes, og efter tre år uden så meget som at sende en mail til hinanden, ville jeg aflevere et par bøger som jeg havde lånt af den ene. Jeg sendte en mail og skrev at jeg ville aflevere bøgerne på hendes adresse. Jeg havde hørt, hun var flyttet. Jeg tog ud og afleverede bøgerne, og i dag taler vi igen sammen. Vi diskuterer aldig det hændte, det er væk fra min hukommelse, jeg tænker ikke på det mere. Det eneste jeg er sikker på er, at jeg aldrig mere vil blive ked af noget, som jeg ikke kan forstå eller gøre noget ved.
Det er bare lidt omkring, hvad jeg mener når jeg tasle om accept, og hvorfor jeg er nået til denne konklusion.
Det er slet ikke sikkert andre kan bruge disse tanker til noget som helst, fordi jeg ved at vi fornemmer og agerer meget forskelligt.
Prøv at se vores gæst, som mener lige stik det modsatte af, hvad jeg mener om netvenskaber!!!!!!!!!!
Tanker Bea
Tanker Bea
Powered by vBulletin® Version 4.1.7 Copyright © 2012 vBulletin Solutions, Inc. All rights reserved.