Agnes Henningsen

[admin]

Ikke for at gå John Nehm i bedene.... men jeg tror helt seriøst, at kan man nyde hans forfatteskab - kan man også, omend anderledes nyde Agnes Henningsens mange selvbiografiske bøger om et
kvindeliv på godt og ondt....

Særligt i hendes tid og før, var valget om at leve et kvindeliv som hun gjorde en udfordring, som for os i dag er en selvfølge. Måske er det nyttigt, ved siden af blot at kunne nyde disse velskrevede bøger - også at bringe os selv til at sætte tilværelsen i relief ved at, gennem Agnes`s ord at bringe fortidens kvindeliv frem og dermed (måske) kunne betragte vores eget liv i et nyt lys.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er den helt store fan af skandinavisk kvindeliteratur, da jeg specielt i halvfjerdserne har oplevet så meget middelmod samlet på boghandlernes hylder, at jeg snarere passerer i hast end stopper og ser efter. Men når det kommer til bl.a. Sigrid Undset, Thit Jensen og nu også Agnes Henningsen.... ja, så overgiver jeg mig med den fulde ydmyghed og beundring for et kvindeliv af verdens format....

Bøgerne jeg gerne vil anbefale er i den nævnte rækkefølge:

Let Gang på Jorden +Letsindigheds gave
Selvbiografisk skildring af barndommen på de store slægtsgårde før århundredskiftet, gennem kærlighedens omskiftelser, frem til kunstnerlivet i København i de første ti år af 1900-tallet.

Pris: DKK 168,00
Indbinding: Hardback
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 30-06-1999
Udg./opl.: 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 87-00-33368-9[/color]


Byen erobret + Kærlighedssynder
Erindringer om et forlist ægteskab og om de litterære koryfæer i tiden omkring 1900.

Byen erobret er den tredje i rækken af Agnes Henningsens erindringsbøger. Vi er nu nået til 1895. Ægteskabet ryger sig en tur, og den vordende forfatterinde må klare sig på egen hånd. Men de fattige år krydses af hendes mange festlige kontakter med tidens litterære koryfæer, blandt andre Georg Brandes, Holger Drachmann og Gustav Wied. Erindringsbindet sluttet ved århundredskiftet med udgivelsen af hendes første bøger. Med lettere hånd kan en svunden tid næppe genskabes.

Med Kærlighedssynder er vi nået til året 1902. Agnes Henningsen beretter om sine mange rejser til bl.a. Spanien og Nordafrika og om sit møde med Georg Brandes i udlanget. Bogen slutter med en interessant skildring af kunstnerkolonien på Skagen omkring 1910.

Pris: DKK 168,00
Sideantal: 415
Indbinding: Paperback
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 18-07-2000
Udg./opl.: 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 87-00-45618-7

Dødsfjende - Hjertenskær + Jeg er Levemand
Med Agnes Henningsens åbenhjertige erindringsbog
Dødsfjende - Hjertenskær, femte bind i erindringsserien, befinder vi os i århundredes første årti. I centrum for begivenhederne står beretningen om kærlighedens forviklinger mellem to alt for forskellige mennesker. Bogen føjer nye træk til billedet af den sensuelle og skandaleombruste forfatterinde.

Jeg er levemand, sjette bind i Agnes Henningsens erindringsserie, indledes med Holger Drachmanns sagnomspundne 60-års-fest i 1906 og fortsætter med en lang række kostelige portrætter af datidens teaterfolk og forfattere. Agnes Henningsen funderer over relationen mellem mand og kvinde. Hun frygter den langvarige kærlighed og det faste forhold. "Det eneste jeg bryder mig om er et kort eventyr med en splintrende ny. Jeg er levemand."

Pris: DKK 168,00
Sideantal: 399
Indbinding: Paperback
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 17-01-2001
Udg./opl.: 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 87-00-46928-9

Den rige Fugl + Skygger over Vejen
Med en dramatisk skildring af en brandulykke indledes det syvende bind af Agnes Henningsens erindringsserie, Den rige fugl. Livet er ikke længere helt så muntert som før, og tiden, udbruddet af Første Verdenskrig, indbyder heller ikke til det. Men galleriet af københavnske kunstnere, forfattere og bohemer er (næsten) intakt, og vi oplever dem både med øjne og ører, så levende lader forfatteren dem bevæge sig på sin erindrings scene.

Skygger over vejen er ottende og sidste bind af Agnes Henningsens erindringer. Centralt står skildringen af ægteskabet med Simon Koch, et forhold, der trods modgang og indbyrdes forskellighed er både lykkeligt og harmonisk. Bogen slutter med en smuk og smertelig skildring af den uhjælpeligt unge Agnes Henningsens afsked med "det elskede elskovsvæsen".

Pris: DKK 168,00
Sideantal: 360
Indbinding: Hardback
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 14-03-2001
Udg./opl.: 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 87-00-49196-9


Alle bøger kan købes bl.a. hos www.e-boghandel.dk

[admin]

Om Agnes Henningsen

Agnes Henningsen (1868 - 1962)
Agnes Kathinka Malling

1868-1962, forfatter.

Forældre: forpagter Peter Andersen (1837-83) og Ophelia Petrea Amalia Cathinca Malling (1839-74).


Agnes Henningsen blev født på godset Skovsbo ved Rynkeby på Fyn og voksede op som den mellemste af tre søstre. Allerede i 1874 døde deres livsglade og omsværmede moder, og det betød en dramatisk omvæltning i de tre små pigers liv. Faderen giftede sig hurtigt igen med børnenes lærerinde, men ægteskabet blev ikke lykkeligt, både børnene og ægtefællerne vantrivedes. Faderen sygnede hen og døde fordrukken og forgældet i 1883. De traumatiske oplevelser omkring forældrenes dødsfald betød, at Agnes Henningsen vendte sig fra religionen, og hun forblev ateist hele sit liv.

Efter faderens død besluttede familien at sende de tre søstre på pigekostskole i Antvorskov ved Slagelse. Der skulle rettes op på deres skolekundskaber, men også i deres almene pigeopdragelse var der, målt med tidens målestok, mangler. Agnes Henningsens fader havde nok straffet dem, når han fandt det påkrævet, men skammede dem aldrig ud; i stedet havde han aftalt et særligt sandhedskrav med sine børn, og dette var blevet håndhævet med omhu.

I en sommerferie hos mosteren på skovridergården ved Glorup på Sydfyn traf Agnes den unge Mads Henningsen., som hun forelskede sig i. Trods familiens modstand blev de to gift i 1887. Mads Henningsen havde læst teologi, men valgte herefter at blive magister og fik stilling som gymnasielærer ved Ordrup Latinskole. Det unge ægtepar lavede forsøgsvis, i pagt med tidens progressive strømninger, en aftale om det sande ægteskab med frihed og plads til begges selvrealisering. Men de fik tre børn, der krævede deres moder og samlivet bar mest præg af slid, fattigdom og uforløst seksualitet.

Fra denne traditionelle, bundne kvindesituation valgte Agnes Henningsen selv at agere. Hun fik kontakt med ◊Herman Bang, som hun var en stor beundrer af, og med hans hjælp og vejledning fik hun i 1891 trykt en række noveller i avisen København. Af hensyn til mandens lærerembede valgte hun at skrive under et pseudonym, Helga Maynert. På avisens redaktion mødte hun forfatteren ◊Carl Ewald, der også var gift, og forelskede sig i ham. Han blev fader til hendes fjerde barn Poul Henningsen.

For Mads Henningsen var idealerne fra “det sande ægteskab” ved at være slidt op. Han trivedes ikke med Agnes`s nye, litterære venskaber og havde svært ved at tolerere hendes brug af den aftalte frihed. I 1895 blev han grebet i uterlighed over for en skoleelev, afskediget fra sin stilling og emigrerede til USA. Ægtefællerne blev separeret samme år og siden skilt.

Som aleneforsørger til fire børn var udfordringerne store, også for store. Agnes Henningsen flyttede for en tid ind med den lille Poul hos Ewald, der fortsat boede sammen med sin hustru. Imens blev hendes tre andre børn passet hos bedsteforældrene i Fredericia. De sidste arvepenge blev sat i en frisørsalon på Vimmelskaftet, Manon kaldte hun den. Med sin udsøgte smag og sans for farver og påklædning var Agnes Heningsen ikke uden talent for at drive en sådan forretning, men hun blev trist af mangel på opmærksomhed fra sine litterære bekendte, som ikke syntes, de kunne omgås en damefrisør, og hun blev såret af byens skadefro sladder over hendes nederlag.

Efter nogle nedslidende år som gæst i sit yngste barns faders hjem flyttede Agnes Henningsen i 1898 først til Vesterbro og siden til Roskilde. Nu fik hun omsider arbejdsro. I 1899 kom debutromanen Glansbilledet og samme år romanen Strømmen. De to romaner har kvindelige hovedpersoner, begge har depressive overtoner, og en stor del af skylden for kvindernes ulykke lægges af forfatteren i deres manglende arbejde og forstenede selvopfattelse.

I 1900 lykkedes det Agnes Henningsen at få finansieret en rejse til Polen, og året efter kom romanen Polens Døtre, en fin og nærgående sædeskildring af to forskellige kvinders skæbneforløb omkring den samme mand. I kampen om hans gunst svigter begge kvinderne sig selv og deres egen værdighed. De går til grunde som ofre for konventionens krav om passivitet og dydighed, samtidig med at de indhentes af kønsangst og frigiditet. Bogens mandsportræt har ◊Georg Brandes som model; Agnes Henningsen kendte ham personligt og erkendte ham som tidens stærke mandssymbol. Påvirkningen fra den Herman Bangske impressionisme, der prægede debuten, er her aftaget; Agnes Henningsen havde fundet sin egen ubarmhjertigt åbne stil, som udleverer og forklarer uden at pege fingre eller moralisere. Efter romanen De Spedalske, 1903, forsøgte Agnes sig med skuespil. To af disse er trykt, Den Uovervindelige, 1904, og Elskerinden, 1906.

Det er karakteristisk, at tidens store skuespillerinde Betty Nansen nægtede at spille hovedrollen i Elskerinden. Det er en nådesløs skildring af den klassiske elskerinderolle, kvinden, for hvem manden er alt, og manden, der bruger elskerinden som underholdning og adspredelse. Tiden har kendt disse skæbner alt for godt, teatertraditionen var ikke til så grel realisme.

Med romanen Lykken, 1905, problematiserer Agnes Henningsen en anden af tidens kollektive fortielser, frigiditeten. Med sviende ærlighed viser hun, hvorledes den frigide og fordømmende kvindetype naturligt udvikles i et samfund behersket af brutale, hensynsløse mænd. Romanen var modig, men kom til at nære den foragt og angst for Agnes Henningsen, som det kbh.ske borgerskab i forvejen led af. Som hendes litterære succes voksede i disse år, voksede også denne moralske kvababbelse i den borgerlige offentlighed.

Efter romanerne Den elskede Eva, 1911, og Den store Kærlighed, 1917, rejste der sig en decideret hetz imod hende, og planerne om at sætte hende på finansloven med en livsvarig forfatterydelse blev forpurret. Der udspandt sig en hidsig debat i regering og rigsdag om, hvorvidt statsstøttet kunst skulle være til gavn for samfundet. Hele forløbet blev tæt fulgt af pressen. Ved tingets afstemning om Agnes Henningsens ydelse stemte kun én for; det var Edvard Brandes.

Delvis på baggrund af alt dette postyr ønskede Agnes sig i sikkerhed i et ægteskab, og i 1919 giftede hun sig med vennen, juristen Simon Koch. Hun oplevede dog også nogen offentlig opbakning; en gruppe af tidens store forfattere bragte et brev til hende i pressen, hvori de støttede hende og hendes ret til at udtrykke sig frit. Blandt brevets underskrivere finder man ingen af tidens toneangivende kvinder, og også Dansk Kvindesamfund svigtede hende.

Romanen Den Guderne elsker, 1921, er Agnes Henningsens forsvar mod de mange beskyldninger for usædelighed og moralsk fordærv, hendes kærlighedscredo. Med romantrilogien Kærlighedens Aarstider, Det rige Efteraar og Den sidste Aften, 1927-30 giver Agnes Henningsen sin endelige version af kærlighedens muligheder.

I 1935 døde hendes anden ægtefælle, og endnu en epoke i hendes liv var forbi. Sorgen bragte refleksionerne fra hele hendes egen livshistorie frem, genoplevet med alderens indsigt, nådesløshed og humoristiske overskud.

Fra 1941 til 1955 udkom hendes otte bind erindringer med de sigende titler: Let Gang paa Jorden, Byen erobret, Kærlighedssynder, Dødsfjende-Hjertenskær, Jeg er Levemand, Den rige Fugl og Skygger over Vejen.

Læst i dag er disse værker hendes største bedrift, Danmarkshistorie og kvindehistorie vævet sammen af et dramatisk, fintsansende menneske, som uden forbehold blotlagde sit inderste og insisterede på at være i sin egen ret. Hendes samtid var sjældent forstående, men Agnes Henningsen kom til at leve længe nok til at opleve anerkendelsen og en ny generations interesse for sine værker. Da Det Danske Akademi stiftedes 1960, blev hun medlem her som den eneste kvinde ud over Karen Blixen.