Joanna
20-10-05, 11:56
Ud af kroppen oplevelse.
Jeg har haft en del ud af kroppen oplevelser gennem årene. Her vil jeg fortælle om den første gang jeg oplevede dette. Det er ca. 25 år siden.
Jeg var indlagt på Rigshospitalets fødeafdeling, her havde jeg opholdt mig i næsten et døgn, da
vandet var gået, og fødslen ikke var gået i gang af sig selv. Fødslen blev sat kunstigt i gang, så der lå jeg. Det var en langsommelig affære, men efter 19 timer fik jeg de rette presse veer. På dette tidspunkt, var jeg temmelig udmattet, og for at sige det rent ud, syntes jeg det efterhånden gjorde så ondt, at det ikke var til at holde ud. På et tidspunkt, da jeg var ved at presse, siger jeg til faderen, -
nu gider jeg altså ikke mere, det gør simpelthen for ondt, jeg vil ikke være med mere. Og jeg følte virkeligt at nu kunne jeg ikke tage mere. Da skete det forunderlige, smerten ophørte, og til min store forundring, befandt jeg mig henne i det ene hjørne oppe under loftet, hvor jeg kunne iagttage hvordan en læge der var tilkaldt, og jordmoderen hjalp mig med at presse, ved at holde mig oppe i
armene, jeg kunne også se ryggen og nakken af faderen der sad ved siden af fødesengen. Det var en
helt vildt underlig fornemmelse at hænge der, og kigge ned og se sig selv føde, fra denne vinkel kunne jeg se hovedet og kroppen på mit barn komme til verden.
Senere har jeg fundet ud af at, det er ret almindeligt ved store smerter, at man kan komme til et stadie, hvor man ikke kan holde ud at være i sin krop længere, og ”automatisk” forlader denne.
Kærlig hilsen
Joanna Sol
Jeg har haft en del ud af kroppen oplevelser gennem årene. Her vil jeg fortælle om den første gang jeg oplevede dette. Det er ca. 25 år siden.
Jeg var indlagt på Rigshospitalets fødeafdeling, her havde jeg opholdt mig i næsten et døgn, da
vandet var gået, og fødslen ikke var gået i gang af sig selv. Fødslen blev sat kunstigt i gang, så der lå jeg. Det var en langsommelig affære, men efter 19 timer fik jeg de rette presse veer. På dette tidspunkt, var jeg temmelig udmattet, og for at sige det rent ud, syntes jeg det efterhånden gjorde så ondt, at det ikke var til at holde ud. På et tidspunkt, da jeg var ved at presse, siger jeg til faderen, -
nu gider jeg altså ikke mere, det gør simpelthen for ondt, jeg vil ikke være med mere. Og jeg følte virkeligt at nu kunne jeg ikke tage mere. Da skete det forunderlige, smerten ophørte, og til min store forundring, befandt jeg mig henne i det ene hjørne oppe under loftet, hvor jeg kunne iagttage hvordan en læge der var tilkaldt, og jordmoderen hjalp mig med at presse, ved at holde mig oppe i
armene, jeg kunne også se ryggen og nakken af faderen der sad ved siden af fødesengen. Det var en
helt vildt underlig fornemmelse at hænge der, og kigge ned og se sig selv føde, fra denne vinkel kunne jeg se hovedet og kroppen på mit barn komme til verden.
Senere har jeg fundet ud af at, det er ret almindeligt ved store smerter, at man kan komme til et stadie, hvor man ikke kan holde ud at være i sin krop længere, og ”automatisk” forlader denne.
Kærlig hilsen
Joanna Sol