Anina
20-02-06, 17:36
Lea er død. Mobbet ihjel.
Lea døde i torsdags. Hun mødte op på sit arbejde en fredag i februar 2006, som alle andre samfulde 12 år, siden hovedkontoret var blevet nedlagt og Lea flyttede til en af firmaets afdelinger…. Lea var ansat i samme firma hele sit arbejdsliv og faldt om, 46 år gammel, siddende bag sit skrivebord…. 2 meter fra sin mobber…. en 53- årig singlekvinde, alkoholiseret og ondskabsfuld mobber, der gjorde Leas liv til et helvede på jorden siden 1999, da mobberen er blevet udpeget til at være afdelingsleder af en direktør uden menneskekundskab. Lea faldt om midt i arbejdstiden og kun de tilstedeværende ved, hvad der skete og hvorfor…..
Jeg kan levende forestille mig, hvad der kunne være sket…. Jeg kendte virksomheden igennem 14 år, hvor jeg mødte op efter almindelig arbejdstid og var nærværende da man besluttede at hovedkontoret skulle nedlægges. Lea var ansat på hovedkontoret lige siden hun er blevet udlært i kontorfaget og årene igennem har hun samlet viden og erfaringer om firmaets produkter, hvilket gjorde hende til én af de få ægte eksperter på markedet. Lea var dygtig, innoverende, kreativ, positiv og havde en sjælden evne til at få andre mennesker til at føle sig godt tilpas i hendes selskab. Kunderne flokkedes om Lea, produktet var førsteklasses og salgstallene var flotte. Desuden var Lea en stjerne til at supportere sine kollegaer i salget og var aldrig bange for, at hendes hjælp skulle koste hendes salgstal…. Man var i samme firma og det gjorde ikke den store forskel for hende, hvem der skaffede omsætning til firmakassen…. ”i dag er det dig, i morgen er det mig….”
Leas hjemmeliv var lige så retlinet som hendes arbejdsliv….. hun var gift med sin barndomskæreste og de fik deres søn ret sent. Knægten startede på en højere uddannelse for et par år siden og Lea glædede sig til at blive bedstemor en dag, selv om ”det ikke var lige om hjørnet”….. Lea og hendes mand var lige så forelsket i hinanden som dengang, da de faldt for hinanden i skolegården et sted i forstæderne til storbyen. De dyrkede en flok gode venner, de fleste barndomsvenner. De løb i skoven uanset vejret og de var glade for et godt måltid. Alligevel var Lea slank, pæn og i form, flere meget yngre kunne misunde hende….. Hvordan kunne så en god, sund kvinde få en hjerneblødning og falde sammen på sin kontorstol, midt i en arbejdsdag som alle andre…..?
”Midt i en arbejdsdag, som alle andre….” Netop! Som alle andre!
Jeg kan huske, da den nye afdelingsleder er blevet ansat for ca. 13 år siden – skete det samtidigt med at Lea er blevet flyttet fra det nedlagte hovedkontor. Den afgående afdelingsleder holdt en afskedsreception og introducerede samtidigt den nye leder samt den nye….Bogholder…. Jane B.B. Den ”gamle” bogholder…. Hanne – ønskede ikke at blive, når ”hendes” chef skulle pensioneres. Så hellere finde en stilling et andet sted. Jane B.B. er blevet ansat i den ledige bogholderstilling, sad lidt afsides begravet i sine papirer og sin computer, søgte andres selskab lige så lidt som de søgte hendes og årene gik.
Imens arbejdede Lea som altid, med ildhu og energi, stortrivedes og gik tilfreds hjem hver fyraften. Ofte ventede hendes mand udenfor i bilen, som regel når han ville slæbe hende med ud og spise uagtet, at hun hverken havde frisk makeup eller festtøj på…. Årene gik….
Årene gik indtil….. afdelingschefen fik tilbudt en direktørstilling i virksomheden og sagde ja til tilbuddet. Det skulle gå stærkt og man havde brug for en ny afdelingsleder. Der var nok ikke energi og overskud til at rekruttere via annoncering, og så skulle man jo interviewe alle disse ansøgere… hmm… så hellere finde èn internt….. men hvem? Tiden var knap, nye spændende opgaver ventede og valget faldt på…… Jane B.B. – bogholderen. Det blev mindre vigtigt, at Jane B.B. ikke var kvalificeret, at Jane B.B. ikke havde produktkendskab, at Jane B.B. kunne ikke finde ud af at omgås andre mennesker, at Jane B.B. drak som en svamp og var påvirket det meste af tiden…. Nej, det var vigtigst at hun var der og…. at hun, bragt ind i en taknemmelighedsgæld ikke ville finde på, at gå efter sin overordnedes job senere i fremtiden. Desuden – jo mindre ”sikker” på sig selv Jane B.B. var – jo mere kunne hun styres af sin overordnede. Er man i en ny, høj stilling har man ikke brug for, at skulle se sig over skulderen på vagt over, om der ikke er en anden dynamiske personlighed ude efter ens job… så Jane B.B. bogholder, er blevet den nye afdelingsleder. Året var 1999.
Året var 1999. Dette år ophørte Leas held omsider…. fra dag 1 vendte Jane B.B. 180 grader om og begyndte at bruge lige så meget tid og energi på sit job som på at udradere ”konkurrencen”, startende med Lea. Lea vidste alt det Jane B.B. ikke gjorde. Lea kendte og havde et strålende forhold til alle kunder – Jane B.B. gjorde ikke. Lea kendte produktet ind og ud – Jane B.B. gjorde ikke. Lea havde masser af teknisk support kontakter – Jane B.B. gjorde ikke. Lea havde et fint forhold til folk ude i produktionen og kunne altid få dem overtalt til overtid ved spidsbelastninger – Jane B.B. gjorde ikke.
Jane B.B. var rasende og misundelig, samtidigt med, at hun var snu nok til at vide, at uden Lea kan hun aldrig opretholde salgstallene. I hvert fald ikke i en lang periode, før hun evt. fandt én, der var lige så dygtig…. Men selv èn lige så dygtig skal bruge tid til at komme ind i tingene, bearbejde kunderne, udvikle produktkendskab og skaffe sig supportkvalifikationer…. Så Jane B.B. opfattede sig selv som et offer, ”fanget” og tvunget til at tolerere Lea, hvis tilstedeværelse hver eneste øjeblik mindede Jane B.B. om hendes egne mangler.
At ”tolerere” er en ting….. men hvor står det, at det også skal være hyggeligt og behageligt? Og hvis man skal affinde sig med Lea, må man så gøre Lea så svag, at ingen kan finde på at få øje på hende og måske få ”gode ideer” med enten at forfremme hende eller værre…. at tilbyde hende et job hos konkurrenten. Så Lea skulle ned med nakken, for at Jane B.B. skulle føle sig tryg. Og jeg skal love for, at det også lykkedes!
Det kunne aldrig falde Lea ind at være på vagt. Lea kunne bare ikke forestille sig, at nogen kunne have så grimme hensigter. Lea kunne ikke se sig selv som noget særligt og havde haft sit eget, naturlige indstilling til sig selv. Hun ville aldrig kunne gætte sig til, at hun nu er blevet en brik i Jane B.B.`s keglespil og hun blev et nemt offer.
Først blev alle Leas forslag enten afvist eller ”lånt” af Jane B.B. Så kom krydsdispositioner… en besked nu og 10 minutter eller 2 timer efter en modsat besked – og alt mellemliggende arbejde spildt. Lea forstod intet.
Efter nogen tid begyndte Jane B.B. at skælde ud …. bare råbte og skabte sig over småting eller…. ingenting. Hun kunne møde op om morgenen sukkersød og medgørlig – og en time senere skiftede hun fuldstændigt om og det, der var i orden før – nu var fuldstændig forkert….. og hun skældte ud, og hun råbte så man kunne høre hende på gaden…. Hun ringede til Leas kunder og ”undskyldte” for indbildte fejl, Lea skulle have begået. Kunderne forstod ingenting, ringede til Lea for at høre hvad der foregår…. Lea svarede så godt hun kunne, med røde ører og klump i halsen. Hun var holdt op med at spørge Jane B.B. om årsagen til hendes opringninger, for det eneste hun opnåede var en ny omgang forulempelser i alles påhør….
Og så blev der også overarbejde. Når bogholderen blev afdelingschefen, blev der ikke ansat en ny bogholder…. ”afdelingschefen” ville udmærke sig ved at spare ”unødvendige” omkostninger væk…. og så kom hængepartier…. Dem skulle Lea tage sig af, ved siden af alt det andet. Det blev slut med at møde sin mand efter fyraften og gå en tur. Der var ikke længere humør og energi til fyraftensture. Godt nok holdt Lea fortsat fast i løbeture i skoven, men kun i weekenderne…. når hun ellers orkede. Alt kom til at dreje sig om arbejde og om at hvile ud når/hvis det var muligt. Allerede på vejen hjem fra arbejde, frygtede Lea næste morgen. En gang sagde hun, at hun ser kun frem til to ugentlige dage – fredage og lørdage. For det var de to dage hun ikke behøvede at frygte ”næste morgen”. Alle de øvrige var tunge at komme igennem og hun ikke kunne hvile ud. Lige meget, hvor meget hun prøvede ….. massage, healing, kraniosakral….. kun diazepamer hjalp, og selv det ikke en hel nat igennem.
6-7 år er gået siden Jane B.B. fik chefstolen og trods den lange tid, blev torsdagen i sidste uge den første dag Lea ikke længere behøvede sin diasepamtablet at falde til ro på.
Hun døde..... d. 16. februar 2006
Lea døde i torsdags. Hun mødte op på sit arbejde en fredag i februar 2006, som alle andre samfulde 12 år, siden hovedkontoret var blevet nedlagt og Lea flyttede til en af firmaets afdelinger…. Lea var ansat i samme firma hele sit arbejdsliv og faldt om, 46 år gammel, siddende bag sit skrivebord…. 2 meter fra sin mobber…. en 53- årig singlekvinde, alkoholiseret og ondskabsfuld mobber, der gjorde Leas liv til et helvede på jorden siden 1999, da mobberen er blevet udpeget til at være afdelingsleder af en direktør uden menneskekundskab. Lea faldt om midt i arbejdstiden og kun de tilstedeværende ved, hvad der skete og hvorfor…..
Jeg kan levende forestille mig, hvad der kunne være sket…. Jeg kendte virksomheden igennem 14 år, hvor jeg mødte op efter almindelig arbejdstid og var nærværende da man besluttede at hovedkontoret skulle nedlægges. Lea var ansat på hovedkontoret lige siden hun er blevet udlært i kontorfaget og årene igennem har hun samlet viden og erfaringer om firmaets produkter, hvilket gjorde hende til én af de få ægte eksperter på markedet. Lea var dygtig, innoverende, kreativ, positiv og havde en sjælden evne til at få andre mennesker til at føle sig godt tilpas i hendes selskab. Kunderne flokkedes om Lea, produktet var førsteklasses og salgstallene var flotte. Desuden var Lea en stjerne til at supportere sine kollegaer i salget og var aldrig bange for, at hendes hjælp skulle koste hendes salgstal…. Man var i samme firma og det gjorde ikke den store forskel for hende, hvem der skaffede omsætning til firmakassen…. ”i dag er det dig, i morgen er det mig….”
Leas hjemmeliv var lige så retlinet som hendes arbejdsliv….. hun var gift med sin barndomskæreste og de fik deres søn ret sent. Knægten startede på en højere uddannelse for et par år siden og Lea glædede sig til at blive bedstemor en dag, selv om ”det ikke var lige om hjørnet”….. Lea og hendes mand var lige så forelsket i hinanden som dengang, da de faldt for hinanden i skolegården et sted i forstæderne til storbyen. De dyrkede en flok gode venner, de fleste barndomsvenner. De løb i skoven uanset vejret og de var glade for et godt måltid. Alligevel var Lea slank, pæn og i form, flere meget yngre kunne misunde hende….. Hvordan kunne så en god, sund kvinde få en hjerneblødning og falde sammen på sin kontorstol, midt i en arbejdsdag som alle andre…..?
”Midt i en arbejdsdag, som alle andre….” Netop! Som alle andre!
Jeg kan huske, da den nye afdelingsleder er blevet ansat for ca. 13 år siden – skete det samtidigt med at Lea er blevet flyttet fra det nedlagte hovedkontor. Den afgående afdelingsleder holdt en afskedsreception og introducerede samtidigt den nye leder samt den nye….Bogholder…. Jane B.B. Den ”gamle” bogholder…. Hanne – ønskede ikke at blive, når ”hendes” chef skulle pensioneres. Så hellere finde en stilling et andet sted. Jane B.B. er blevet ansat i den ledige bogholderstilling, sad lidt afsides begravet i sine papirer og sin computer, søgte andres selskab lige så lidt som de søgte hendes og årene gik.
Imens arbejdede Lea som altid, med ildhu og energi, stortrivedes og gik tilfreds hjem hver fyraften. Ofte ventede hendes mand udenfor i bilen, som regel når han ville slæbe hende med ud og spise uagtet, at hun hverken havde frisk makeup eller festtøj på…. Årene gik….
Årene gik indtil….. afdelingschefen fik tilbudt en direktørstilling i virksomheden og sagde ja til tilbuddet. Det skulle gå stærkt og man havde brug for en ny afdelingsleder. Der var nok ikke energi og overskud til at rekruttere via annoncering, og så skulle man jo interviewe alle disse ansøgere… hmm… så hellere finde èn internt….. men hvem? Tiden var knap, nye spændende opgaver ventede og valget faldt på…… Jane B.B. – bogholderen. Det blev mindre vigtigt, at Jane B.B. ikke var kvalificeret, at Jane B.B. ikke havde produktkendskab, at Jane B.B. kunne ikke finde ud af at omgås andre mennesker, at Jane B.B. drak som en svamp og var påvirket det meste af tiden…. Nej, det var vigtigst at hun var der og…. at hun, bragt ind i en taknemmelighedsgæld ikke ville finde på, at gå efter sin overordnedes job senere i fremtiden. Desuden – jo mindre ”sikker” på sig selv Jane B.B. var – jo mere kunne hun styres af sin overordnede. Er man i en ny, høj stilling har man ikke brug for, at skulle se sig over skulderen på vagt over, om der ikke er en anden dynamiske personlighed ude efter ens job… så Jane B.B. bogholder, er blevet den nye afdelingsleder. Året var 1999.
Året var 1999. Dette år ophørte Leas held omsider…. fra dag 1 vendte Jane B.B. 180 grader om og begyndte at bruge lige så meget tid og energi på sit job som på at udradere ”konkurrencen”, startende med Lea. Lea vidste alt det Jane B.B. ikke gjorde. Lea kendte og havde et strålende forhold til alle kunder – Jane B.B. gjorde ikke. Lea kendte produktet ind og ud – Jane B.B. gjorde ikke. Lea havde masser af teknisk support kontakter – Jane B.B. gjorde ikke. Lea havde et fint forhold til folk ude i produktionen og kunne altid få dem overtalt til overtid ved spidsbelastninger – Jane B.B. gjorde ikke.
Jane B.B. var rasende og misundelig, samtidigt med, at hun var snu nok til at vide, at uden Lea kan hun aldrig opretholde salgstallene. I hvert fald ikke i en lang periode, før hun evt. fandt én, der var lige så dygtig…. Men selv èn lige så dygtig skal bruge tid til at komme ind i tingene, bearbejde kunderne, udvikle produktkendskab og skaffe sig supportkvalifikationer…. Så Jane B.B. opfattede sig selv som et offer, ”fanget” og tvunget til at tolerere Lea, hvis tilstedeværelse hver eneste øjeblik mindede Jane B.B. om hendes egne mangler.
At ”tolerere” er en ting….. men hvor står det, at det også skal være hyggeligt og behageligt? Og hvis man skal affinde sig med Lea, må man så gøre Lea så svag, at ingen kan finde på at få øje på hende og måske få ”gode ideer” med enten at forfremme hende eller værre…. at tilbyde hende et job hos konkurrenten. Så Lea skulle ned med nakken, for at Jane B.B. skulle føle sig tryg. Og jeg skal love for, at det også lykkedes!
Det kunne aldrig falde Lea ind at være på vagt. Lea kunne bare ikke forestille sig, at nogen kunne have så grimme hensigter. Lea kunne ikke se sig selv som noget særligt og havde haft sit eget, naturlige indstilling til sig selv. Hun ville aldrig kunne gætte sig til, at hun nu er blevet en brik i Jane B.B.`s keglespil og hun blev et nemt offer.
Først blev alle Leas forslag enten afvist eller ”lånt” af Jane B.B. Så kom krydsdispositioner… en besked nu og 10 minutter eller 2 timer efter en modsat besked – og alt mellemliggende arbejde spildt. Lea forstod intet.
Efter nogen tid begyndte Jane B.B. at skælde ud …. bare råbte og skabte sig over småting eller…. ingenting. Hun kunne møde op om morgenen sukkersød og medgørlig – og en time senere skiftede hun fuldstændigt om og det, der var i orden før – nu var fuldstændig forkert….. og hun skældte ud, og hun råbte så man kunne høre hende på gaden…. Hun ringede til Leas kunder og ”undskyldte” for indbildte fejl, Lea skulle have begået. Kunderne forstod ingenting, ringede til Lea for at høre hvad der foregår…. Lea svarede så godt hun kunne, med røde ører og klump i halsen. Hun var holdt op med at spørge Jane B.B. om årsagen til hendes opringninger, for det eneste hun opnåede var en ny omgang forulempelser i alles påhør….
Og så blev der også overarbejde. Når bogholderen blev afdelingschefen, blev der ikke ansat en ny bogholder…. ”afdelingschefen” ville udmærke sig ved at spare ”unødvendige” omkostninger væk…. og så kom hængepartier…. Dem skulle Lea tage sig af, ved siden af alt det andet. Det blev slut med at møde sin mand efter fyraften og gå en tur. Der var ikke længere humør og energi til fyraftensture. Godt nok holdt Lea fortsat fast i løbeture i skoven, men kun i weekenderne…. når hun ellers orkede. Alt kom til at dreje sig om arbejde og om at hvile ud når/hvis det var muligt. Allerede på vejen hjem fra arbejde, frygtede Lea næste morgen. En gang sagde hun, at hun ser kun frem til to ugentlige dage – fredage og lørdage. For det var de to dage hun ikke behøvede at frygte ”næste morgen”. Alle de øvrige var tunge at komme igennem og hun ikke kunne hvile ud. Lige meget, hvor meget hun prøvede ….. massage, healing, kraniosakral….. kun diazepamer hjalp, og selv det ikke en hel nat igennem.
6-7 år er gået siden Jane B.B. fik chefstolen og trods den lange tid, blev torsdagen i sidste uge den første dag Lea ikke længere behøvede sin diasepamtablet at falde til ro på.
Hun døde..... d. 16. februar 2006