Anne
16-06-06, 20:36
Vi kender det jo alle sammen: gamle mennesker, der sidder ensomme i deres lejligheder uden ret megen kontakt til verden udenfor. Det er trist, og burde ikke forekomme – det gør det bare i min mors tilfælde.
Jeg vil gerne vende problemet med jer – måske kan I give mig nogle råd. Måske har I, eller har I haft, en mor eller far der er eller har været ensom. Hvad har I gjort, eller hvad gør I?
Min mor bor i Sønderjylland, og vi tre børn bor mellem 80 og 160 km væk. Dvs. vi tre børn har alle lang vej for at besøge hende. Vi gør det på skift, så ofte det er muligt.
Min mor er ikke dement eller syg på nogen måde - tværtimod. Hun er en frisk og rask dame som fylder 81om 7 uger. Hun har alle muligheder for et godt og indholdsrigt liv. Hun mangler ikke penge, da hun altid har været meget sparsommelig. Hun klarer sig selv 100% uden problemer.
For 18 år siden solgte min mor og far deres hus på grund af min fars sygdom, og han døde et par år efter de var flyttet i lejlighed.
Det klarede min mor fint, for hun var jo stadig forholdsvis ung. Hun havde en venneflok – min mor og far har siden deres ungdom haft 6 vennepar, som altid var i nærheden, og de foretog sig mange ting sammen ret jævnligt.
Desværre døde de fleste inden for ganske få år – det skal siges, at de alle var mellem 15 og 20 år ældre end min mor, da mændene i disse vennepar alle havde været jævnaldrende med min far, som var 14 år ældre end min mor. De er nu kun 2 tilbage – min mor og en dame på snart 90, som bor i en beskyttet lejlighed, fordi hun er meget dårligt gående. Dvs. det er kun min mor, der kan besøge hende og ikke omvendt.
Et par år efter min fars død fandt min mor en jævnaldrende ven. Hun blomstrede op som en forelsket teenager, og det gik godt i ca. ½ år. Så tog de på ferie sammen, og der viste han åbenbart nogle sider af sig selv, som min mor ikke kunne lide. Da de kom hjem, brød hun forbindelsen, satte sig ned i sin lejlighed – og der sidder hun så i dag – fuldstændig gået i stå!
Hun er en elskelig dame, som man ikke kan andet end hold af, men hun er så utrolig selvudslettende! Hun lever med skyklapper på – følger overhovedet ikke med i, hvad der foregår omkring hende, og hun interesserer sig ikke for noget som helst. Jeg har aldrig kendt et menneske med så lille en horisont – hendes paratviden er lig 0! Hun interesserer sig for sine børnebørn, men har svært ved at forstå, at de alle er voksne nu og ikke mere har behov for pasning.
Vi søskende gør, hvad vi kan, føler vi. Så ofte, det kan lade sig gøre, besøger vi hende. Min søster og jeg gerne 3-4 dage ad gangen, og hun besøger også os på skift – også 3-4 dage ad gangen. Hun kan sagtens rejse, bare hun skal rejse til et sted, hun kender. Sker der noget, der ikke er planlagt – forsinkelser fx – bliver hun forvirret og ulykkelig. Hun er meget bange for nye ting og nervøs for at foretage sig noget alene.
En gang om året tager hun dog 14 dage på højskole, og det er jo dejligt, men det er ikke noget, hun snakker særligt meget om – men hun gør det, trods alt.
Vi sørger også for at ringe til hende et par gange om ugen. Vi har foreslået mange ting, hun kunne gøre – dyrke en hobby, gå i ældrecenter, gå til koncerter og teatre, gå på biblioteket, som ligger 500 m fra, hvor hun bor osv. osv., men nej, hun vil/kan ikke! En hobby koster penge, og det vil hun ikke ofre på sig selv.
Ældrecenteret har hun besøgt en enkelt gang, og det havde været en meget negativ oplevelse, for ingen havde taget imod hende, og en gammel dame havde jaget hende væk fra den stol, hun sad på. Så der sætter hun ikke sine ben mere.
Kulturelle ting vil hun gerne, men ikke alene, og hun kunne aldrig finde på at spørge nogen, om vedkommende vil med. Hun er så bange for at være til ulejlighed. Men når hun aldrig gør gengæld, holder folk også op med at invitere hende.
Jeg har også arbejdet lidt på at få hende her til byen, for så havde hun dog et af sine børn i nærheden, men det kan hun heller ikke overskue, og jeg er heller ikke sikker på, om det vil være en god ide at flytte et så gammelt menneske, der hele sit liv har boet samme sted.
Det er ufattelig hårdt at være sammen med hende i længere tid ad gangen. Det eneste, man kan foretage sig er at gå en tur. Det gør vi så tit, det er muligt – gerne 5-10 km ad gangen, men det kan man jo ikke gøre hele tiden. Ellers er der kun tv’et – og her ser hun udelukkende tysk tv, så her er heller ikke noget at snakke om, for det ser vi andre aldrig.
Er hun på besøg hos os, sidder hun i sit sofahjørne og kigger lige ud i luften. Hun forlanger bestemt ikke underholdning, men når hun endelig besøger os, sætter jeg mig jo ikke ind i mit eget værelse og ”leger” med computeren. Så sætter jeg mig også i sofaen og syr patchwork, eller hvad jeg nu kan finde på at slæbe med der ind. Det er også fint nok en dags tid eller to, men så kan jeg ikke mere holde den inaktivitet ud.
Hvad pokker gør jeg? Jeg er ældste datter, og jeg ved, min mor er skuffet over, at jeg ikke ”tager mig af hende” som hun tog sig af sin mor! Selvfølgelig har hun vænnet sig til, at jeg ikke kan og heller ikke vil, men jeg ved, hun tænker sådan.
Jeg er stensikker på, at hver gang jeg ringer til hende, så kommer dette: ”Jeg sidder altid alene. Der kommer ingen og besøger mig. Jeg venter kun på, at det bliver aften, så jeg kan gå i seng. Sådan havde jeg ikke regnet med, min alderdom skulle blive!” – og jeg kunne blive ved!
Forleden dag fortalte hun glad, at hendes underbo, en enlig dame i 50’erne, havde inviteret hende og en anden nabo til en kop kaffe. ”Det var dog dejligt” sagde jeg, så kan du jo invitere næste gang. Nix, det vil hun ikke – ”jeg har jo ikke noget i huset”, som hum siger ”NEEEEJJJJJ – MEN GÅ DOG UD OG KØB NOGET!!!!!!!” - men hun gør det ikke, det ved jeg!
Jeg har selvfølgelig drøftet problemet med mine søskende, men de føler sig lige så magtesløse. Min bror er nok den, der ser sagen sådan, at hun selv har valgt at leve sådan, og så er der ikke mere i det. Er det, fordi min søster og jeg er piger, det går os mere på?
Skal vi gøre som min bror – ignorere det og bare acceptere tingene, som de er? Kan vi gøre noget?
Jeg har drøftet besøgsven med hende – hun kunne gøre SÅ meget gavn, men hun vil ikke, for – som hun siger – hun har ikke lyst til at være omgivet af sygdom mere (min far var syg de sidste 15-20 år af sit liv). Jeg har drøftet ideen med at melde sig som frivillig i en genbrugsbutik eller andet socialt arbejde, men hun vil ikke, selv om hun rent fysisk godt kunne.
Jeg elsker min mor overalt i verden, og jeg gruer for den dag, hun er borte! Det er så synd for hende, at hun har så minimalt ud af sin alderdom – en tid som kunne være så rig og god, men som er så fattig og umenneskelig. Det gør så ondt at tænke på, men jeg kan ikke se nogen løsning på problemet.
Jeg vil gerne vende problemet med jer – måske kan I give mig nogle råd. Måske har I, eller har I haft, en mor eller far der er eller har været ensom. Hvad har I gjort, eller hvad gør I?
Min mor bor i Sønderjylland, og vi tre børn bor mellem 80 og 160 km væk. Dvs. vi tre børn har alle lang vej for at besøge hende. Vi gør det på skift, så ofte det er muligt.
Min mor er ikke dement eller syg på nogen måde - tværtimod. Hun er en frisk og rask dame som fylder 81om 7 uger. Hun har alle muligheder for et godt og indholdsrigt liv. Hun mangler ikke penge, da hun altid har været meget sparsommelig. Hun klarer sig selv 100% uden problemer.
For 18 år siden solgte min mor og far deres hus på grund af min fars sygdom, og han døde et par år efter de var flyttet i lejlighed.
Det klarede min mor fint, for hun var jo stadig forholdsvis ung. Hun havde en venneflok – min mor og far har siden deres ungdom haft 6 vennepar, som altid var i nærheden, og de foretog sig mange ting sammen ret jævnligt.
Desværre døde de fleste inden for ganske få år – det skal siges, at de alle var mellem 15 og 20 år ældre end min mor, da mændene i disse vennepar alle havde været jævnaldrende med min far, som var 14 år ældre end min mor. De er nu kun 2 tilbage – min mor og en dame på snart 90, som bor i en beskyttet lejlighed, fordi hun er meget dårligt gående. Dvs. det er kun min mor, der kan besøge hende og ikke omvendt.
Et par år efter min fars død fandt min mor en jævnaldrende ven. Hun blomstrede op som en forelsket teenager, og det gik godt i ca. ½ år. Så tog de på ferie sammen, og der viste han åbenbart nogle sider af sig selv, som min mor ikke kunne lide. Da de kom hjem, brød hun forbindelsen, satte sig ned i sin lejlighed – og der sidder hun så i dag – fuldstændig gået i stå!
Hun er en elskelig dame, som man ikke kan andet end hold af, men hun er så utrolig selvudslettende! Hun lever med skyklapper på – følger overhovedet ikke med i, hvad der foregår omkring hende, og hun interesserer sig ikke for noget som helst. Jeg har aldrig kendt et menneske med så lille en horisont – hendes paratviden er lig 0! Hun interesserer sig for sine børnebørn, men har svært ved at forstå, at de alle er voksne nu og ikke mere har behov for pasning.
Vi søskende gør, hvad vi kan, føler vi. Så ofte, det kan lade sig gøre, besøger vi hende. Min søster og jeg gerne 3-4 dage ad gangen, og hun besøger også os på skift – også 3-4 dage ad gangen. Hun kan sagtens rejse, bare hun skal rejse til et sted, hun kender. Sker der noget, der ikke er planlagt – forsinkelser fx – bliver hun forvirret og ulykkelig. Hun er meget bange for nye ting og nervøs for at foretage sig noget alene.
En gang om året tager hun dog 14 dage på højskole, og det er jo dejligt, men det er ikke noget, hun snakker særligt meget om – men hun gør det, trods alt.
Vi sørger også for at ringe til hende et par gange om ugen. Vi har foreslået mange ting, hun kunne gøre – dyrke en hobby, gå i ældrecenter, gå til koncerter og teatre, gå på biblioteket, som ligger 500 m fra, hvor hun bor osv. osv., men nej, hun vil/kan ikke! En hobby koster penge, og det vil hun ikke ofre på sig selv.
Ældrecenteret har hun besøgt en enkelt gang, og det havde været en meget negativ oplevelse, for ingen havde taget imod hende, og en gammel dame havde jaget hende væk fra den stol, hun sad på. Så der sætter hun ikke sine ben mere.
Kulturelle ting vil hun gerne, men ikke alene, og hun kunne aldrig finde på at spørge nogen, om vedkommende vil med. Hun er så bange for at være til ulejlighed. Men når hun aldrig gør gengæld, holder folk også op med at invitere hende.
Jeg har også arbejdet lidt på at få hende her til byen, for så havde hun dog et af sine børn i nærheden, men det kan hun heller ikke overskue, og jeg er heller ikke sikker på, om det vil være en god ide at flytte et så gammelt menneske, der hele sit liv har boet samme sted.
Det er ufattelig hårdt at være sammen med hende i længere tid ad gangen. Det eneste, man kan foretage sig er at gå en tur. Det gør vi så tit, det er muligt – gerne 5-10 km ad gangen, men det kan man jo ikke gøre hele tiden. Ellers er der kun tv’et – og her ser hun udelukkende tysk tv, så her er heller ikke noget at snakke om, for det ser vi andre aldrig.
Er hun på besøg hos os, sidder hun i sit sofahjørne og kigger lige ud i luften. Hun forlanger bestemt ikke underholdning, men når hun endelig besøger os, sætter jeg mig jo ikke ind i mit eget værelse og ”leger” med computeren. Så sætter jeg mig også i sofaen og syr patchwork, eller hvad jeg nu kan finde på at slæbe med der ind. Det er også fint nok en dags tid eller to, men så kan jeg ikke mere holde den inaktivitet ud.
Hvad pokker gør jeg? Jeg er ældste datter, og jeg ved, min mor er skuffet over, at jeg ikke ”tager mig af hende” som hun tog sig af sin mor! Selvfølgelig har hun vænnet sig til, at jeg ikke kan og heller ikke vil, men jeg ved, hun tænker sådan.
Jeg er stensikker på, at hver gang jeg ringer til hende, så kommer dette: ”Jeg sidder altid alene. Der kommer ingen og besøger mig. Jeg venter kun på, at det bliver aften, så jeg kan gå i seng. Sådan havde jeg ikke regnet med, min alderdom skulle blive!” – og jeg kunne blive ved!
Forleden dag fortalte hun glad, at hendes underbo, en enlig dame i 50’erne, havde inviteret hende og en anden nabo til en kop kaffe. ”Det var dog dejligt” sagde jeg, så kan du jo invitere næste gang. Nix, det vil hun ikke – ”jeg har jo ikke noget i huset”, som hum siger ”NEEEEJJJJJ – MEN GÅ DOG UD OG KØB NOGET!!!!!!!” - men hun gør det ikke, det ved jeg!
Jeg har selvfølgelig drøftet problemet med mine søskende, men de føler sig lige så magtesløse. Min bror er nok den, der ser sagen sådan, at hun selv har valgt at leve sådan, og så er der ikke mere i det. Er det, fordi min søster og jeg er piger, det går os mere på?
Skal vi gøre som min bror – ignorere det og bare acceptere tingene, som de er? Kan vi gøre noget?
Jeg har drøftet besøgsven med hende – hun kunne gøre SÅ meget gavn, men hun vil ikke, for – som hun siger – hun har ikke lyst til at være omgivet af sygdom mere (min far var syg de sidste 15-20 år af sit liv). Jeg har drøftet ideen med at melde sig som frivillig i en genbrugsbutik eller andet socialt arbejde, men hun vil ikke, selv om hun rent fysisk godt kunne.
Jeg elsker min mor overalt i verden, og jeg gruer for den dag, hun er borte! Det er så synd for hende, at hun har så minimalt ud af sin alderdom – en tid som kunne være så rig og god, men som er så fattig og umenneskelig. Det gør så ondt at tænke på, men jeg kan ikke se nogen løsning på problemet.