Bibliotekaren
21-05-09, 18:41
Kvinde - din krop er fantastisk
Af Natalie Angier (http://www.natalieangier.com/)
Indledning:
Frem i dagens lys
Denne bog er en lovprisning af den kvindelige krop - dens anatomi, dens kemi, dens udvikling og dens latter. Det er en personlig bog, mit forsøg på at finde en måde hvorpå jeg kunne gennemtænke kvindens biologi uden at falde i den biologiske determinismes grøft. Det er en bog om de ting vi traditionelt forbinder med forestillingen om kvinde - livmoderen, ægget, brystet, blodet, den almægtige klitoris - og de ting vi ikke forbinder med den - bevægelse, styrke, aggression og raseri.
Det er en bog om betagelse, en betagelse fast forankret i kødet, i kroppens skønhed og alle dens herligheder. Den kvindelige krop fortjener dionysisk respekt, og for at bevise min påstand indkalder jeg de ånder og gnavpotter som jeg kender og holder mest af. Jeg hidkalder naturvidenskab og medicin for at skitsere et kort over de kvindelige legemsdele og beskrive den dynamik der ligger bag ved dem. Jeg vender mig til Darwin og evolutionsteorien for at blotlægge oprindelsen til vore intime deles geografiske beskaffenhed - hvorfor vore kroppe ser ud som og opfører sig som de gør, hvorfor de er runde og bløde, men handler groft og brutalt. Jeg udvælger stof fra historie, kunst og litteratur for at få indsigt i hvordan en særlig legemsdel eller et kropsligt lune er blevet omtalt og udtrykt i tidens løb. Jeg plukker og vælger, skønsomt og impulsivt på en og samme tid, fra de betydelige fremskridt i vor forståelse af genetikken, hjernen, hormonerne og udviklingen med sigte på at tilbyde mulige drejebøger for vor virkelyst og vore handlinger. Nogle af teorierne er mere tågede end andre. Nogle teorier tilbyder jeg blot fordi jeg snublede over dem i løbet af min research og fandt dem fascinerende, blændende - som for eksempel Kristen Hawkes forslag om at bedstemødre lagde grunden til den menneskelige race ved simpelt hen at nægte at dø samtidig med at deres ægge stokke holdt op med at fungere. Andre teorier giver jeg til bedste på grund af deres modsathed, deres evne til at støde an mod den vedtagne opfattelse af kvindens »natur«, mens atter andre drysses ud som når man smider ris på bruden - med ønsker om lykke, opmuntring, håb og anarki.
Lad mig blot indrømme det: Det er så sin sag for denne kvindekrop at opnå en dionysisk tilstand fordi den gennem mange århundreder er blevet betragtet på så afskyelig vis. Enten er der blevet gjort alt for meget ud af den, eller også er den blevet fuldkommen ignoreret. Den er blevet opfattet som det andenrangs køn, det første udkast, det mangelfulde køn, det misligholdte køn, trøstepræmien, den kvindelige dæmon eller den ikke færdiggjorte mand. Vi er utugtige, snerpede, dyriske, æteriske. Vores køn har affødt flere uberettigede metaforer end de uønskede fostre vi har været svangre med.
Men kvinder! Vi ved hvor forvrøvlet meget af dette er: Det kan være smukt, kunstfærdigt, næsten smigrende i sin grusomhed, men dog i den sidste ende sludder og vrøvl. Det er muligt vi elsker mænd og ligefrem lever med dem, men nogle af dem har sagt tåbeligt upræcise ting om os, om vore kroppe såvel som vor psyke. Tag blot myten om det indre allerhelligste. Mænd betragter vore kroppe og har ikke så nemt ved at se vore ydre genitalier; vores bekvemme pelstrekant skjuler de ydre kønsorganers konturer som naturens eget figenblad. Samtidig længes mænd efter at gennembryde pels-porten og de ydre hudfolder for at nå ind til de endnu mere skjulte indre kønsorganer, vaginas hellige midtskib. Så er det ikke underligt at begreber som kvinde og indvendighed smelter sammen. Mænd ønsker sig det de ikke kan se, og derfor antager de at vi, måske i smug, finder behag i vore indre voldgrave. Kvinde: skålen, urnen, hulen, den moskusduftende jungle. Vi er det mørke mysterium! Vi er skjulte hudfolder og primal visdom og evig og altid den livmoder, der bærer livet, giver slip på det og derefter suger det til sig igen, tilbage til de fugtige og underjordiske, slyngede gange. Som John Updike har udtrykt det: »Ved at vende tilbage til denne primaie kilde drikker den mandlige seksualitet af tilværelsens forår og går ind i mytologiens skumle region hvor op er ned, og død er liv.«
Men søstre: Er vi bægre og flasker, kar og æsker? Er vi hjulspindende edderkopper, der sidder krøbet sammen inde i vor livmoders væv, eller blinde edderkopper der lever i vor underjordiske gedulgthed? Er vi så »indvendige« og okkulte? Ved Hekate, alle heksekunsters gudinde, NEJ! Hverken mere eller mindre end mænd. Mænd har ganske vist en penis, der tilsyneladende gør dem mere udadvendte, som giver dem mulighed for stød og afparering i en verden uden for deres kroppe, men de fornemmelser deres penis bringer dem, føles lige så herligt, altomspændende indvendige som dem vores klitoris bringer os; fornemmer selv tæerne ikke orgasmen, lige meget hvilket køn tåens ejer måtte have? Mænd har udvendige testikler, mens kvindens æggestokke er gemt indvendigt, ikke så langt fra hoftebenene. Men begge disse organer frigiver deres produkter og udøver deres hormonelle og forplantningsmæssige virkninger indvendigt. Mænd såvel som kvinder er fanget i den fælde som myten om den universelle bevidsthed er.
Samtidig har hverken mændene eller vi selv en klar opfattelse af hvad vores kropslige indre udretter fra det ene øjeblik til det andet, af det arbejde der udføres af lever, hjerte, hormoner og neuroner. Og dog pånøder besiddelsen af al denne kraftige, skjulte organiske aktivitet ingen af os, hverken mænd eller kvinder, en aura af mystik. Jeg har en bugspytkirtel: Følgelig er jeg en gåde.
Selv under et svangerskab, den begivenhed der måske er indbegrebet af forestillingen om kvinden som en underjordisk trolddomsmagt, er kvinden sjældent på bølgelængde med sin egen store, mørke magi. Jeg husker hvordan jeg sad, tyk og besværet, i den sidste tredjedel af min graviditet og mærkede hvordan mit barn tumlede og sparkede inden i mig, praktisk talt uophørligt. Men jeg havde ingen forestilling om hvorvidt hun sparkede med foden eller skubbede, og da langt mindre om hun var lyksalig, ængstelig eller kedede sig. Inden jeg fik foretaget en fostervandsprøve, var jeg overbevist om at min intuition - feminin? moderlig? krybdyrsagtig? - havde regnet fosterets køn ud. Den der definitive fornemmelse i mit indre måtte betyde en dreng, og desuden brummede han som en dreng. Jeg drømte om et æg med en klar kongeblå farve, og jeg vågnede helt forlegen over symbolets primitive ekshibitionisme. Men det var da i det mindste endnu en bekræftelse, tænkte jeg; mutter her er ved at udruge en søn. Nå, fostervandsprøven ville det anderledes: Han var en hun.
Tendensen til at gøre kvindekroppen til et mysterium og til det allerhelligste strækker sine fjollede rodtrævler ud i alle retninger. Vi associeres med natten, jorden, og naturligvis månen, der lige så automatisk som klicheerne i gamle Hollywood-musicals følger vor »uundgåelige« cyklus. Vi er »i tiltagende« hen mod ægløsningen, og »i aftagende« når blødningen begynder. Månen tiltrækker os, den haler og trækker i vores underliv, giver os tilmed vores menstruationssmerter. Mine kære damer, føler I nogensinde trang til at snige jer ud om natten for at hyle mod fuldmånen? Og så måske alligevel; fuldmånen er - når alt kommer til alt - så smuk, især når den nærmer sig horisonten og kan minde om et kvindebryst, let indsmurt i smør. Men en eventuel trang til at hyle af glæde har ikke meget at gøre med sandsynligheden for at vi skal ud at købe tamponer. Jeg gætter på at det i virkeligheden er de færreste af os der menstruerer, der gør det i takt med månefaserne. Det er ikke desto mindre svært at få bugt med fordomme, og derfor møder vi til stadighed letkøbt uopfindsomme beskrivelser af kvinden som var hun en ingrediens på en mærkeseddel for biodynamiske fødevarer, som f. eks den følgende fra Camille Paglias Sexual Personae:
Naturens cyklus og kvindens cyklus er et og det samme. Biologisk set består det at være kvinde i en sekvens af cirkelbevægelser der begynder og ender ved det samme punkt. En kvinde drømmer ikke om at undslippe transcendentalt eller historisk fra sin naturlige cyklus eftersom hun er identisk med den. Hendes seksuelle modenhed indebærer ægteskab med månen, i tiltagende eller i aftagende ifølge månens faser. I antikken vidste de at en kvinde er bundet til naturens tidsregning, en udnævnelse hun ikke kan afvise. Hun ved at der ikke findes en fri vilje eftersom hun ikke er fri. Hun har ikke andre muligheder end at acceptere sin lod. Hvad enten hun ønsker at blive mor eller ej, tvinger natu¬ren hende ind i den lovmæssige forplantnings hårde, ubøjelige rytme. Menstruationscyklusen er et vækkeur der ikke kan stoppes før naturen vil det. Måne, måned, menses: samme ord, samme verden.
Ak ja. Etymologien kan altid bruges som den suveræne dommer.
Det kan gøre en kvinde så urolig, ja, virkelig helt vanvittig, at være vidne til genoplivelsen af alle de stinkende klicheer som jeg og sikkert også I, mine søstre, forlængst troede druknet eller kremeret og begravet. Jeg har i årevis skrevet og læst om biologi og evolution, og jeg er ærlig talt ved at brække mig over hvordan »videnskaben« fæstes til ballerne på os som var det æselhaler og dernæst limes på plads med snak om nøgtern realisme. Jeg er træt af at læse i bøger om evolutions-psykologi, neo-darwinisme eller kønsbiologi at alle de gamle skrøner om kvinden i virkeligheden passer: at vi har en overdrevet følsom seksualdrift sammenlignet med mænd og en relativt større trang til monogami, og uden for den strengt seksuelle arena en mangel på interesse i at nå resultater og berømmelse, et behov for at være i stedet for at handle, at vi har en rolig natur, der hviler i sig selv, og en større grad af »venlighed«, mangelfuld matematisk kapacitet og så videre, og så videre, helt tilbage til den slørede Cro-Magnon-begyndelse. Jeg er træt af at høre om de sunde, evolutionære forklaringer, der ligger til grund for den slags udlægninger af kvindens natur, og hvordan vi bør se dem i øjnene og iøvrigt sige til os selv: Op med humøret!
Jeg er også træt af at blive fortalt at jeg ikke må lade mine feministiske holdninger stå i vejen for at opfatte »virkeligheden« og anerkende »fakta«. Jeg er træt af alt dette fordi jeg elsker fri livsudfoldelse og holder meget af biologi og af menneskekroppen, især kvindens. Jeg elsker også alt hvad kroppen gør for hjernen når den bliver nedtrykt eller for hovskisnovski. Men mange af de verserende historier om det medfødt kvindelige, er så forarmede, ufuldstændige og upræcise, så påfaldende fri for egentlige beviser, at de simpelt hen ikke lyder sande i mine øren, og heller ikke for mange andre kvinder vil jeg tro; for det meste er de under alle omstændigheder ikke klar over hvad videnskaben har at sige dem eller fortælle om dem.
På samme tid er standardargumenterne mod ny-darwinismen og den biologiske opfattelse af kvindeligheden heller ikke altid særlig overbevisende, baseret som de ofte er på en afvisning af kroppen, eller i det mindste af den virkning kroppen har på adfærden. Det er som om vi har været ren bevidsthed og ren vilje, i stand til en psykospirituel genfødsel hele vores liv og ikke på nogen måde afhængige af kroppen, ikke engang i form af nogle få hint og råd fra den nu og da. Mange af dem, der har kritiseret darwinismen og biologismen er, desværre, feminister og progressive, noble, nødvendigeborgere, sådan nogle som jeg selv bestræber mig på at tilhøre. Og jeg indrømmer at disse kritikere ofte har ret i deres udfald, hvad enten de angriber myten om det passivt kvindelige, eller de studier der drejer sig om uforanderlige forskelle i mænds og kvinders matematiske anlæg. Ikke desto mindre skuffer disse kritikere, når alt de kan sige er nej. De påpeger brist, de brokker sig, de afviser. Hormoner tæller ikke, begær tæller ikke, lugte, sansninger og kønsorganer tæller ikke. Kroppen er kun selve køretøjet, aldrig chauffør. Alt er tillært, alt er dele af en social tilpasning, virkninger af en kulturel tilvænning. Kritikerne arbejder også ud fra en, ofte uudtalt, præmis: at menneskene er specielle - muligvis bedre, muligvis værre, men ultimativt forskellige fra resten af evolutionens »kunsthåndværk«. Og som sådanne, lader de formode, har vi ikke meget at lære om os selv ved at studere andre arter, og især har vi piger en hel del at tabe. Hvornår har vi, når alt kommer til alt, haft nogen fordel af at blive sammenlignet med en hunrotte i et laboratorium?
Vi kan i virkeligheden lære en mængde om os selv ved at studere andre arter. Naturligvis kan vi det. Hvis man studerer andre dyrearter og ikke kan se dele af sig selv i deres adfærd, er man vist ikke helt menneskelig, eller hvad? Om ikke andre vil, så ønsker i det mindste jeg at lære af andre dyrearter. Jeg ønsker at lære af en prærie-studsmus den uangribelige logik i at tilbringe så megen tid som muligt med at kæle og pusle om sine nærmeste venner og slægtninge. Jeg ønsker at mine katte som professionelle mestre i afslapning kan lære mig at opnå en god nattesøvn. Jeg ønsker at lære af pygmæ-aberne, vore søstre dværg-chimpanserne eller bonobo' erne, hvordan man afgør skænderier i mindelighed ved hyggeligt og fredeligt at gnide lidt på hinandens kønsorganer; og jeg ønsker at genopdage værdien af at opfatte hinanden som søstre, at stå last og brast med hinanden, noget dværg-chimpanserne gør i en sådan grad at de sjældent bliver voldtaget, ja, ikke engang chikaneret af hannerne til trods for at disse er så meget stærkere og større. Hvis kvinder er lykkedes med at sætte emner som seksuel chikane, hustruvold og voldtægt på den offentlige dagsorden og servere dem på en sølvtallerken for lovgiverne, er det kun sket gennem vedvarende, organiseret og søsterlig aktivitet, alt sammen noget dværg-chimpansernes hunner perfektionerede for længe siden i deres egen første form for erkendelse.
Jeg tror at vi kan lære fra andre dyrearter og fra vores fortid og fra vores roller; det er derfor jeg har skrevet denne bog som en slags videnskabelig fantasi over kvindelighed. Lige så nemt som vi kan blive misbrugt af videnskaben, kan vi bruge den til vore egne formål. Vi kan bruge den til at styrke os selv eller for vor fornøjelses skyld. Fylogenese (nedstamningslære), ontogenese (den enkelte organismes udvikling), genetik (arvelære), endokrinologi (læren om kirtlerne): Det er der alt sammen for at blive plukket og brugt, og som lykkeridder har jeg ikke skam i livet. Jeg går løs på det kvindelige kromosom, det kæmpekromosom der kaldes x, og spørger hvorfor det er så stort, og om det har nogen fremragende egenskaber (det har det!). Jeg spørger om hvorfor kvindens kønsorganer lugter sådan som de gør. Jeg udforsker de kemiske ændringer der opstår i en kvindes liv - blandt andet under amning, menstruation, i starten af puberteten og i overgangsalderen - og overvejer hvordan hver af dem bryder den fysiske homøostases monotoni for at blive klar over mulighederne og skærpe sanserne. Og eftersom ingen af os er et lukket system, men snarere konstant søgende efter at løse udfordringerne i vores lokale univers, spørger jeg om hvordan kroppen indånder kemiske signaler udefra og om hvordan denne indsugen af verden får indflydelse på vor adfærd - hvordan inspiration bliver til åbenbaring. Bogen er i det store og hele bygget op fra det små til det store, fra æggets tæthed og håndgribelighed til den store følelsessump vi kalder kærlighed. Den er delt i to hovedafsnit, det første fokuseret på kropsstrukturer - vor anatomis kunstværker - og det andet på kropssystemer, det hormonale og nervernæssige underlag for vore handlinger og længsler.
Jeg ønsker at sige nogle få ord om hvad denne bog ikke er. Det er ikke en bog om kønsforskellenes biologi eller om hvor ens eller uens mænd og kvinder måtte være. Nødvendigvis indeholder bogen mange referencer til mænd og mandlig biologi. Vi definerer os selv delvist ved at sammenligne os med andre, og den der er nærmest ved hånden, er tilfældigvis manden. Ikke desto mindre går jeg ikke i dybden med at undersøge måden hvorpå de forskellige dele af hjernen aktiveres hos mænd og kvinder når de genkalder sig glade minder eller indkøbslister, eller hvilken rolle disse forskelle muligvis kan spille, når hun ønsker at snakke om parforholdet, og han hellere vil følge med i en hockeykamp. Jeg sammenligner heller ikke mandlige og kvindelige skolemæssige resultater. Jeg spørger ikke om hvilket køn der har den bedste lugtesans eller retningssans eller medfødte mangel på evne til at spørge om retninger. Selv i kapitel 18 hvor jeg dissekerer nogle af de argumenter evolutions-psykologerne fremfører for at forklare de formodede forskelle i mænds og kvinders forplantningsstrategier, er jeg mindre interesseret i debatten om kønsforskelle end i at udfordre evolutions-psykologernes blodfattige syn på kvindenaturen.
Kort sagt: Denne bog er ikke en dagsberetning fra frontlinien i krigen mellem de to køn; det er en bog om kvinder. Og selvom jeg håber at min læserkreds vil bestå af både mænd og kvinder, skriver jeg i den formodning at gennemsnitslæseren vil være kvinde.
Noget andet er at min bog ikke er en håndbog. Den er ikke en sundhedsguide for kvinder. Jeg er videnskabeligt og medicinsk præcis, der hvor jeg kan være det, holdningspræget og med egne meninger, når det er noget der kan diskuteres. For eksempel når emnet er østrogen. Dette hormon er en af mine favoritter; det er et strukturelt tonedigt, hvad jeg forsøger at videregive i det kapitel der er helliget østrogen. Men hormonet kan have et Janus-ansigt idet det på den ene side bringer liv og fremmer hjernefunktionen, på den anden side død; hvad end der ligger til grund for brystkræft, bliver sygdommen ofte tilvejebragt gennem østrogen. Så selvom jeg er glad for at have fået min kvindelige del af det, har jeg aldrig søgt det i form af ekstra tilskud. Jeg har aldrig taget p-piller, og jeg er forbeholden over for østrogentilskud, et emne jeg diskuterer hvor det er relevant, men uden noget som helst forsøg på at hverve proselytter. Min bog er ikke en aflægger af Our Bodies, Ourselves, dette herlige, ovariale værk alle vi feminister er blevet udruget fra og som sandelig ikke har brug for nogle lunkne efterligninger.
Min bog sætter sig for at gå løs på spørgsmålet »Hvad er en kvinde?« Men jeg bliver nødt til at kante mig ind på emnet kvindelighed på en kluntet måde, med fordomme og idiosynkrasier, indtryk og stærke ønsker piblende frem både her og der. Til syvende og sidst må naturligvis enhver kvinde gøre op med sig selv - ud fra det materiale hun på godt og ondt selv bedst kender - hvad der har gjort hende til den kvinde hun er. Jeg håber blot at kunne vise hvordan kroppen er en del af svaret, at den er et kort til forståelse og frihed. Mary Carlson fra Harvard Medical School har nydannet et ord, begrebet »befrielsesbiologi« for at beskrive brugen af biologiske indsigter som middel til at hele vore psykiske sår, forstå vor frygt og få det meste ud af hvad vi har og af dem der vil have os og elske os. Det er et mageløst godt ord. Vi har brug for befrielse, evig revolution. Er der noget bedre sted at starte dette oprør end ved dørene ind til det palads hvor vi har levet i alle disse år?
UDDRAG SLUT
:smi054
Powered by vBulletin® Version 4.1.7 Copyright © 2012 vBulletin Solutions, Inc. All rights reserved.