Anina
13-08-06, 20:25
Jeg har set en TV-udsendelse på svensk tv fornyligt... og et par andre på DR om livet på et plejehjem for meget gamle, meget syge og meget demente mennesker.
Helt ærligt.... hvad skal man klamre sig til livet for, når man er blevet så medtaget, at man ikke længere kan tage sine egne beslutninger og er overladt til andre menneskers pasning og pleje... når man ikke længere kan genkende sin familie og er stort set en "fremmed" for sig selv og sine.
Pablo Casals, en verdensberømt cellist havde i sine sidste år ikke kunnet genkende sin familie og/eller sine plejere. Han var total grønsag i døgnets 22 timer - undtagen de sidste to.... når han havde sat sig til sin cello - spillede han hver eneste dag, i samfulde 2 timer.... en mand på tæt de hundrede år og ellers dement, så han ikke kunne genkende sit eget spejlbillede - denne mand spillede guddommeligt og alt i hans nærhed forstummede af beundring.... og alle slap hvad de havde i hænderne, de satte sig hvor de ellers stod og lyttede med sammenfoldede hænder....
Hans ansigt lyste op, årene raslede af ham for øjnene af de mennesker, der omgav ham; han kunne fremkomme med små, fornuftige og rette bemærkninger til det han så i sin nærhed - og ellers spillede han det bedste han kunne.... og det var i verdensklasse, hver en node og hver en lyd.....
Da han døde i oktober 1973 - gik verdens kunstnere og celloelskere i sorg der ingen ende ville tage og de mennesker, der passede ham igennem hans sidste år - blev for livet mærket af hans musik og hans levende personlighed, der tittede frem 2 timer hver dag, selv om han ellers var dement igennem mange år forinden.
Og så er det, at jeg ser denne enorme forskel mellem denne demente kunstner dengang og de gamle, syge og demente i dag - ingen rigtig falder i staver over, ingen beundrer selv om der sikkert er masser af gode grunde til, hvis vi bare kendte til dem.... ingen gør en seriøs plads til, at de kunne udføre, hvad de altid var gode til og derved fortsat kunne opnå en følelse af nytte, værdi og selvrespekt.... De pleje- og boforme vi har udviklet til de gamle - kommer vi selv til at hensygne i en skønne dag.... eller gør vi?
Jeg har spurgt mig selv ofte på det sidste, hvad skal jeg gøre med resten af mit liv, så det ikke fører mig ind i systemet og dennes begrænsninger? Hvor svækket skal jeg blive, før jeg skal selv tage vare på min egen bortgang og og hvilken boligform bør jeg stræbe efter, så jeg kan tilbringe alle mine dage i selvstændighed, men ikke isoleret fra mine omgivelser - hverken mentalt eller fysisk? Og frem for alt, hvad skal der til for at mit liv skal nytte til den allersidste dag?
Skal jeg kalde gamle "udestående tilbage og kræve min ret til at være med i tilværelsen, tæt på min familie? Eller skal jeg lade dem slippe og finde ud af at bygge et selvstændigt liv op, selv om det er tættere på enden end begyndelsen?
Ja, det er mange spørgsmål det sikkert vil tage år at besvare.... men skal det lykkes at fastholde og bevare værdighed og nytte - er det ikke en dag for tidligt at stille dem og håbe på, at tilværelsen kommer med svarene, før man ikke længere er i stand til selv at udgrave fundamentet til det nye "hus".
Jeg er sikkert ikke den eneste, der tænker disse tanker, men skal sandheden helt frem - er det meget sjældent, at jeg hører andre tale om det life.... som om man vil tige det ihjel og i stedet tage en dag ad gangen. Det vil jeg også gøre den dag mit "hus" er bygget og jeg har skabt de rammer, jeg kan leve i for resten af livet.....
For en ting er sikker som amen i kirken - jeg skal ikke på et plejehjem og blive passet af andre, og leve med min egen ydmygelse, og gå med ble, og spise hvad andre havde bestemt jeg skal, og ligge i sengen når klokken siger jeg skal, og være for svag og syg til at kunne kunne bruge mig selv, mine erfaringer og mine tanker. Uden disse kan jeg ikke se, at jeg har noget liv værd at leve, så jeg må hellere forberede mig til at leve mest muligt indtil jeg endnu selv kan tage vare på at afslutte det med værdighed.
Er dette for tungt et emne, eller er der nogen der tør kommentere?
Helt ærligt.... hvad skal man klamre sig til livet for, når man er blevet så medtaget, at man ikke længere kan tage sine egne beslutninger og er overladt til andre menneskers pasning og pleje... når man ikke længere kan genkende sin familie og er stort set en "fremmed" for sig selv og sine.
Pablo Casals, en verdensberømt cellist havde i sine sidste år ikke kunnet genkende sin familie og/eller sine plejere. Han var total grønsag i døgnets 22 timer - undtagen de sidste to.... når han havde sat sig til sin cello - spillede han hver eneste dag, i samfulde 2 timer.... en mand på tæt de hundrede år og ellers dement, så han ikke kunne genkende sit eget spejlbillede - denne mand spillede guddommeligt og alt i hans nærhed forstummede af beundring.... og alle slap hvad de havde i hænderne, de satte sig hvor de ellers stod og lyttede med sammenfoldede hænder....
Hans ansigt lyste op, årene raslede af ham for øjnene af de mennesker, der omgav ham; han kunne fremkomme med små, fornuftige og rette bemærkninger til det han så i sin nærhed - og ellers spillede han det bedste han kunne.... og det var i verdensklasse, hver en node og hver en lyd.....
Da han døde i oktober 1973 - gik verdens kunstnere og celloelskere i sorg der ingen ende ville tage og de mennesker, der passede ham igennem hans sidste år - blev for livet mærket af hans musik og hans levende personlighed, der tittede frem 2 timer hver dag, selv om han ellers var dement igennem mange år forinden.
Og så er det, at jeg ser denne enorme forskel mellem denne demente kunstner dengang og de gamle, syge og demente i dag - ingen rigtig falder i staver over, ingen beundrer selv om der sikkert er masser af gode grunde til, hvis vi bare kendte til dem.... ingen gør en seriøs plads til, at de kunne udføre, hvad de altid var gode til og derved fortsat kunne opnå en følelse af nytte, værdi og selvrespekt.... De pleje- og boforme vi har udviklet til de gamle - kommer vi selv til at hensygne i en skønne dag.... eller gør vi?
Jeg har spurgt mig selv ofte på det sidste, hvad skal jeg gøre med resten af mit liv, så det ikke fører mig ind i systemet og dennes begrænsninger? Hvor svækket skal jeg blive, før jeg skal selv tage vare på min egen bortgang og og hvilken boligform bør jeg stræbe efter, så jeg kan tilbringe alle mine dage i selvstændighed, men ikke isoleret fra mine omgivelser - hverken mentalt eller fysisk? Og frem for alt, hvad skal der til for at mit liv skal nytte til den allersidste dag?
Skal jeg kalde gamle "udestående tilbage og kræve min ret til at være med i tilværelsen, tæt på min familie? Eller skal jeg lade dem slippe og finde ud af at bygge et selvstændigt liv op, selv om det er tættere på enden end begyndelsen?
Ja, det er mange spørgsmål det sikkert vil tage år at besvare.... men skal det lykkes at fastholde og bevare værdighed og nytte - er det ikke en dag for tidligt at stille dem og håbe på, at tilværelsen kommer med svarene, før man ikke længere er i stand til selv at udgrave fundamentet til det nye "hus".
Jeg er sikkert ikke den eneste, der tænker disse tanker, men skal sandheden helt frem - er det meget sjældent, at jeg hører andre tale om det life.... som om man vil tige det ihjel og i stedet tage en dag ad gangen. Det vil jeg også gøre den dag mit "hus" er bygget og jeg har skabt de rammer, jeg kan leve i for resten af livet.....
For en ting er sikker som amen i kirken - jeg skal ikke på et plejehjem og blive passet af andre, og leve med min egen ydmygelse, og gå med ble, og spise hvad andre havde bestemt jeg skal, og ligge i sengen når klokken siger jeg skal, og være for svag og syg til at kunne kunne bruge mig selv, mine erfaringer og mine tanker. Uden disse kan jeg ikke se, at jeg har noget liv værd at leve, så jeg må hellere forberede mig til at leve mest muligt indtil jeg endnu selv kan tage vare på at afslutte det med værdighed.
Er dette for tungt et emne, eller er der nogen der tør kommentere?