Diabetes

[Anina]

Til Helle med knus :smi001 og opmuntring

Carsten Vagn-Hansen er denne gode og kloge mand, jeg har den største tillid til og er meget ked af, at hans "spørg om sundhed" på DR/Regioner ikke er mere.

Det værste af det hele er, at det arkiv, der før var tilgængeligt på Nettet og hvor man kunne finde alle afskrifter af disse radioprogrammer - er blevet lukket ned og masser af nyttig viden er gået tabt derved. Derfor gør jeg nu det, at hver gang jeg finder CVH`s artikler på tilfældige netsteder - gemmer jeg dem hjemme på computeren, for det ser ud til, at man aldrig kan vide, hvornår linkene dør igen ude i Cyberspace..... Så her kommer, hvad jeg havde hamstret om diabetes, skrevet af denne kloge læge, der betragter den "alternative" viden med stor respekt.....



Type 2 diabetes og naturen

Af Carsten Vagn-Hansen, læge, sundhedskonsulent og diabetiker

Type 2 diabetes kaldes også for aldersdiabetes eller alderssukkersyge, men benævnelsen Type 2 diabetes er en mere accepteret betegnelse for sygdommen, da der efterhånden også er mange yngre, der får den (red.)

Der bliver flere og flere type 2 diabetikere. Verdenssundhedsorganisationen taler om en epidemi. Der er heller ingen tvivl om, at type 2 diabetes er en livsstilssygdom, der er tæt forbundet med velfærd og overflod, som fører til, at folk bevæger sig for lidt og spiser for meget. Det giver overvægt, og så fungerer insulinen fra bugspytkirtlen ikke ordentligt længere. Der opstår insulinresistens, også kaldet nedsat insulinfølsomhed. Insulinresistens forhindrer kroppens celler i at optage og bruge sukkeret i blodet (blodglukosen) til at lave energi af.

Det prøver kroppen at rette op på ved at producere mere insulin, da en af de vigtige virkninger af dette hormon er at sikre cellernes optagelse af blodsukkeret. Næsten alle overvægtige type 2 diabetikere har for meget insulin i blodet det meste af tiden, men det er ofte ikke nok til at holde blodsukkeret nede på det normale. Insulinen er nøglen til, at sukkeret kan komme fra blodet og ind i kroppens celler, hvor det skal bruges til at lave energi af. Men ved type 2 diabetes mangler der nøglehuller, og så hjælper den store mængde insulin"nøgler" ikke.

Noget tyder på, at en for stor mængde insulin i blodet har en række kedelige virkninger. Insulin stimulerer væksten af muskelceller i blodårernes vægge og dermed udvikling af åreforkalkning. Insulin virker også på det system, der opløser blodpropper. Insulin får også leveren til at danne mere af det skadelige LDL-kolesterol. Hæver indholdet af et andet blodfedt, triglycerider, der får det gode kolesterol (HDL-kolesterol) til at falde, hvilket forøger risikoen for hjertesygdom. Der er også en sammenhæng mellem for meget insulin og for højt blodtryk, og nogle undersøgelser har vist, at insulin fremmer væksten af ondartede kræftceller. Er der både overvægt, for højt blodtryk og diabetes, kalder man det for "den farlige trekant", fordi risikoen for at dø stiger kraftigt ved denne kombination. Den væsentligste grund til insulinresistens er en for rigelig og forkert kost, for lidt brug af musklerne og den deraf kommende overvægt.

En mindre gruppe type 2 diabetikere, de yngre, normal- og undervægtige, har oftest et dobbelt problem. De mangler både insulin, og insulinen virker ikke ordentligt. Der mangler både nøgler og nøglehuller. Og mangel på insulin giver træthed, da insulin er et vigtigt vævsopbyggende og stimulerende hormon.

Det er vigtigt at få fundet alle de mennesker, der går rundt med nedsat insulinfølsomhed, og dem, der har fået diabetes uden at vide det. Man kan gå med type 2 diabetes i mange år uden særlige symptomer, og endda nå at udvikle komplikationer, før den bliver opdaget.

Det helt centrale i behandlingen af type 2 diabetes er at få genskabt en normal insulinfølsomhed, og her har du selv og naturen meget at byde på. Mange vil faktisk kunne blive helt raske, hvis de følger naturen. Det er det, som denne artikel handler om.

Blodtrykket
Blodtrykket betyder meget ved type 2 diabetes. Den nyeste undersøgelse har vist, at det er vigtigere at holde blodtrykket nede end at holde blodsukkeret normalt.

Et for højt blodtryk øger risikoen for bl.a. åreforkalkning og nyreskader samt skader på øjnene.

Det betyder rent praktisk, at man ikke skal lade sig nøje med et let forhøjet blodtryk. Det skal være normalt, dvs. under 140/85.

Det kræver en livsstilændring, der svarer til den livsstil, som diabetikere bør have.

Du kan selv gøre følgende for at sætte dit blodtryk ned:

1. Spise saltfattigt (fjerne saltbøssen fra bordet og lade være med at bruge for meget salt ved madlavning.
2. Helt lade være med at spise lakrids.
3. Fortsætte med rigelig motion.
4. Begynde at gå i sauna regelmæssigt. Det slapper de små pulsårer af, og det er oftest netop sammentrækning i disse pulsårer, der sætter blodtrykket op (for at sikre blodforsyningen ude i vævene).
5. Lade være med at ryge (det trækker pulsårerne sammen)
6. Lære afspændingsteknik eller meditation og udføre det dagligt flere gange.
7. Holde normal vægt
8. Spise fedtfattigt og fiberholdigt (grov kost). Brug olivenolie.
9. Spise frugt regelmæssigt
10. Spise bladselleri (tre silke dagligt, slapper pulsårerne af) og hvidløg
11. Tag et tilskud af magnesium, fx Mablet.
12. C-vitamin kan hjælpe til stabilisering af blodtrykket. Evt. Hyben Vital.
13. Spis fed fisk, helst dagligt. (evt fiskeolietilskud).
14. Finde ud af, hvad der gør dig stresset og sætter dit blodtryk op. Køb dit eget blodtryksmåleapparat og brug det til at lære dine egne reaktioner i kredsløbet at kende under forskellige vilkår og belastninger.
15. Pas på med for meget alkohol.

Som du kan se, svarer dette til anbefalingerne til alle diabetikere.

Maden
Mennesket er fra naturens side planteæder og indrettet på at skulle jage og dyrke jorden ved egen kraft. Med tiden er vi gået over til at spise langt mere kød og fedt og langt færre grønsager, samtidig med at vi bruger maskiner til alt, der kan anstrenge kroppen. Vi har glemt, hvad det vil sige at skulle sulte, når der ganske enkelt ikke er nogen mad at få. Under anden verdenskrig faldt antallet af nye diabetikere, og mod krigens slutning var der i Holland ingen nye tilfælde af type 2 diabetes, fordi folk ikke fik nok at spise. Da det begyndte at strømme ind med mad fra andre lande, gik der omkring tre måneder, og så begyndte der igen at komme nye tilfælde af type 2 diabetes.

Problemet er ikke så meget hvor meget, man spiser, men hvad man spiser, og hvordan man spiser det. Det er næsten umuligt at spise for mange grønsager, mængden sætter en naturlig grænse for, hvor meget man kan overkomme at spise. Det er derimod let at spise mange kalorier i form af fedt, og da fedt nedsætter mavetømningen, går der nogen tid før den nedbrudte føde går over i blodet, og hjernen giver mæthedssignaler. Spiser man også hurtigt, vil man let kunne spise alt for meget, før man bliver mæt. Ved type 2 diabetes er bugspytkirtlen oftest meget sløv i aftrækket, så den insulin, der frigøres ved måltiderne, kommer for sent ud i blodet, hvorved blodsukkeret når at blive for højt.

Det er ikke ligegyldigt, hvilke kulhydrater (stivelsesstoffer) man spiser. Fiberrrige grønsager og frugt er de bedste, fordi de indeholder livsvigtige vitaminer, mineraler og plantekemikalier som fx bioflavonoider, der er kraftige, naturlige antioxidanter (se senere). Nogen kulhydrater bliver meget hurtigt omdannet til sukker i tarmene og lynhurtigt optaget, hvis de ikke bliver forsinket af ufordøjelige plantefibre. Kartofler og fint, hvidt brød bliver næsten optaget lige så hurtigt som druesukker, hvis man spiser det alene. Det samme gælder fx hvide ris, bananer, rosiner og gulerødder. Man taler om fødevarer med et højt glykæmisk index - som hurtigt giver kraftig blodsukkerstigning.

De bedste kulhydrater har et lavt glykæmisk index. Nogen af de bedste kommer fra fx linser, bønner, kål, broccoli, grøn peber, zucchini, løg og blomkål. Af kornsorterne er havre bedst, måske fordi havre indeholder meget chrom (se senere). Og fra frugter som grapefrugt, æbler, appelsiner, og bær, men ikke kun som saft. Man skal have frugtfibrene med. Disse kulhydrater får ikke blodsukkeret til at stige hurtigt.

Der anbefales i dag en meget kulhydratrig kost, men indeholder en for mange kulhydrater med et højt glykæmisk index, kan det være svært at styre både blodsukkeret og vægten. Der er desuden en risiko for at fedtsyrerne triglycerid i blodet stiger.

Danskernes kost indeholder alt for meget fedt, og det meste er dyrisk fedt, som øger risikoen for hjerte- og kredsløbssygdomme, især hos mennesker, hvor fedtet sætter sig omkring maven (æbleformen). Risikoen for hjertesygdom hos mandlige diabetikere med æbleform øges to og en halv gange, og riskoen hos kvindelige diabetikere med æbleform øges otte gange. Derfor er det vigtigt at sætte fedtindtagelsen meget ned, til højst 30% af den samlede kaloriemængde. Det er også vigtigt, at det er den rigtige form for fedt, man får gennem kosten. Fedtet skal helst stamme fra planteriget eller fra fisk, og det skal helst være flydende. Gør man fedtet fast, stiger risikoen for skader fra det på grund af den kemiske påvirkning af fedtet. Naturen producerer ikke fast fedt, undtagen hos dyr. Dyrisk fedt nedsætter insulins effektivitet. Olivenolie er særlig godt for diabetikere, men mængden må stadig holdes nede. En anden god olie er rapsolie, normalt kaldet salatolie i butikkerne. En god måde til at skære ned på fedtet er også at lade være med at klistre sit pålæg fast på brødet. Det er i det store og hele kun danskere, der finder dette naturligt.

Æggehvidestofferne, proteinet, er også en vigtig kostbestanddel, og der er ingen grund til at spare på protein. Der er derimod god grund til at passe på, at der ikke gemmer sig skjult fedt i det kød og andet proteinholdigt, man spiser. Proteinerne har også den fordel, at de forsinker optagelsen af glukosen fra kulhydraterne, så der ikke behøves så meget insulin til at klare den.

Tænk i ost med lav fedtprocent, fjerkrækød (kylling, kalkun, struds), lavfedt mælkeprodukter som fx kvark, og protein fra grønsager.

Spis seks måltider dagligt. Det er bedre at spise flere mindre måltider end tre store. Store måltider får både mængden af insulin og blodsukkeret til at stige kraftigt. Også kolesteroltallet falder ved at spise flere, men mindre måltider.

Spis langsomt, og nyd maden. Den skal smage godt, så du automatisk spiser langsomt og lidt ad gangen. Spis og snak sammen med andre, og læg kniv og gaffel ind imellem. Så når mætheden at komme, inden du har spist for meget. Har du trang til noget sødt, så spis frugt i stedet for slik, der ofte indeholder en masse fedt.

Vægttab
Ved overvægt vil selv et mindre vægttab ofte give bedre styr på blodsukkeret ved at bedre din insulinfølsomhed, og lykkes det dig at få vægten ned på den normale for din alder, vil du måske opleve, at din diabetes er forsvundet. Den er ikke væk, men ligger skjult og kan dukke op igen, hvis du igen tager på. Den fineste investering i din sundhed som type 2 diabetiker er at holde din vægt normal.

Diabetesforeningen har mange gode idéer til, hvordan du kan tabe dig på en sund og god måde, så fald ikke for de "lette" måder, som reklamerne er fulde af, men som meget sjældent hjælper og kan være farlige.

Motion
Det er meget svært at tabe sig, uden at man sætter sin energi ind på det, og det gør man i høj grad ved at bruge sin krop noget mere. Jo mere, du bruger dine muskler, jo flere nøglehuller laver du til insulinnøglerne - du bedrer din insulinfølsomhed. For de fleste er det nok at ændre livsstilen og vanerne i en mere aktiv retning. Gå mere, brug cyklen, dyrk din jord, dans, gå til gymnastik, spil badminton, tennis eller petanque. Det skal være fornøjeligt og give dig en god fornemmelse. Ellers holder du op igen.

Husk, at når du har nået dit mål, må du ikke falde tilbage til de gamle vaner. Grunden til, at du har fået det bedre, er jo netop, at du lever mere efter naturen end før.

Sind-krop teknikker

Løg og hvidløg
Både i Europa, Asien og Mellemøsten har almindelige, rå løg og hvidløg været naturlige midler mod diabetes i mange hundrede år. Allerede i 1923 har forskere fundet blodsukkersænkende stoffer i løg, og i 1960'erne har man fundet stoffer i løg, der ligner det blodsukkersænkende middel tolbutamid.

Hvidløg har vist at have en positiv virkning på fedtindholdet i blodet. Det har bla. vist sig at kunne nedsætte kolesterol og også moderat forhøjet blodtryk, ligesom en enkelt undersøgelse har vist, at hvidløg kan nedsætte blodsukkeret. Dette er dog ikke vist ved andre undersøgelser.

Chrom
En undersøgelse, der er kommet frem i den amerikanske diabetesforenings tidskrift Diabetes, konkluderer, at et tilskud af chrom klart kan nedsætte sukkerhæmoglobin (Hb A1c) hos type 2 diabetikere. I en gruppe, der fik særlig meget chrom (1.000 mikrogram dagligt) faldt det fastende blodsukker og indholdet af insulin i blodet samt kolesterol, mens en gruppe, der kun fik 200 mikrogram chrom, kun viste lavere fastende insulinindhold i blodet. Professor Jay Skyler, der tidligere har været præsident for den amerikanske diabetesforening, har udtalt, at virkningen af chrom er sammenlignelig med eller bedre den virkningen af de fleste former for medicin mod type 2 diabetes i USA.

Broccoli indeholder særlig meget chrom.

Ginseng
Ginseng har altid være populær i Kina i behandlingen af diabetes. En finsk undersøgelse, der er offentliggjort i Diabetes Care i 1995, har vist, at Gerimax ginseng forbedrer humøret, og psykisk og legemlig præstation hos nyopdagede type 2 diabetikere blev også forbedret. Det fastende blodsukker gik ned, og forsøget tyder på, at insulinfølsomheden blev forbedret. Men selve det, at forsøgsdeltagerne ændrede deres livsstil og fx fik mere lyst til motion, kan også have været medvirkende til forbedringen af diabetesregulationen. Der var ingen bivirkninger.

Ældre undersøgelser fra 80'erne har peget på, at ginseng kan øge insulinfrigørelsen, nedsætte blodsukkeret, og at det kan virke positivt ved diabetisk nervebetændelse.

Antioxidanter
Krydderier, især karry og kanel, har længe været brugt i Mellemøsten og Indien i diabetesbehandlingen. Også gurkemeje, kryddernelliker og laurbærblade har vist sig at stimulere insulins virkning, men kanel havde den største virkning ifølge den amerikanske diabetesforenings Dr. Anderson. Koriander, der fx bliver brugt meget i mexikansk mad, kan sænke blodsukkeret. Det samme gælder for selleri. Bukkehornsfrø, der er en af bestanddelene i karry, kan i sig selv bedre insulinfølsomheden og dermed en type 2 diabetes.

Krydderier har en kraftig antioxidantvirkning, som beskytter kroppens celler mod de frie radikaler, der dannes, når ilten omsættes i kroppen. Ved sygdom og udsættelse for kemiske stoffer øges behovet for antioxidanter. Diabetikere synes bla. at have et ekstra stort behov for antioxidanter. Farvestofferne i grønsager og frugt er bioflavonoider, der er kraftige antioxidanter, og nogle forskere mener, at disse bioflavonoider er en af de væsentligste grunde til, at mennesker, der spiser middelhavskost, har en betydeligt længer levetid end danskerne. Fx lever både mænd og kvinder på Kreta fem år længere end danskerne, og type 2 diabetes er ikke noget stort problem dernede. Planter indeholder mange andre antioxidanter, der bla. er der for at beskytte planterne mod frie radikaler. Thé, især grøn thé, indeholder masser af antioxidanter, der menes at have en væsentlig skyld i, at fx japanerne lever meget længere end danskerne.

Mineralet selen er også et kraftigt antioxidant med betydning for bla. diabeteskontrollen.

Zink
Mineralet zink er involveret i omsætningen af insulin, og diabetikere taber ofte for meget zink med urinen. Zink har også betydning for sårheling og for immunforsvaret, så det må anbefales diabetikere at tage et tilskud af zink. Det er bedst kun at tage zink i perioder på fx en måned ad gangen, da zink og kobber konkurrerer om optagelsen, og kobber er lige så vigtigt som zink i kroppen.

C-vitamin og E-vitamin
Et af vore vigtigste antioxidanter er C-vitamin, og en dansk PhD-afhandling har peget på, at C-vitaminmangel måske kan være en vigtig medvirkende årsag til diabetiske senkomplikationer. Det vides, at diabetikere har et væsentligt større behov for C-vitamin and andre.

C-vitamin nedsætter mængden af sukkerstoffet sorbitol i de røde blodlegemer og andre steder i kroppen, hvor det hos diabetikere har en tendens til at hobe sig op, fx i nervevæv.

Det er også vist, at et andet vigtigt antioxidant, nemlig E-vitamin, er vigtigt for diabetikere. En italiensk undersøgelse har således vist, at et tilskud af E-vitamin forbedrede insulinets virkning med over 50%, måske gennem E-vitamins antioxidantvirkning. E-vitamin hæmmer en proces i kroppen, hvor proteiner bliver koblet sammen med sukker. En undersøgelse har også fornylig vist, at et kraftigt tilskud af E-vitamin nedsætter risikoen for øjenskader fra diabetes. Forskere mener, at denne kobling mellem sukker og proteiner spiller en rolle for opståen af langtidskomplikationer hos diabetikere, bl.a. for stivhed i led og muskler.

Et tredie stærkt, naturligt antioxidant er betakaroten, der er forstadiet til A-vitamin og i sin naturlige form er aldeles uskadeligt, mens det i kunstigt fremstillede præparater kan være skadeligt for visse mennesker (tobaksrygere). Det sikreste er altså at bruge naturlige produkter som kilde til betakaroten, fx grønne og gule grønsager samt farvede frugter.

Magnesium
Nyere forskning tyder på, at der er en sammenhæng mellem diabetes og magnesiummangel, og at selv ganske små mægder magnesium kan være med til at hindre udviklingen af komplikationer til sukkersyge. Diabetikere med svær diabetisk retinopati har ofte for lidt magnesium i blodet. Diabetikere har i det hele taget ofte lavt indhold af magnesium i blod og væv, hvilket kan forstærke tendensen til dannelse af blodpropper, forsnævring af blodkar, for højt blodtryk, uregelmæssig hjerterytme og nedsat insulinfølsomhed, også hos ikke-diabetikere. Mange mennesker, der er i behandling med vanddrivende midler, kommer til at mangle magnesium.

B6 vitamin
B6 vitamin er nødvendigt for aktivering af magnesium i kroppen, og mangel kan føre til degenerative lidelser. Det er af betydning for blodsukkerbalancen og for omsætningen af både kulhydrater, fedt og især for proteiner. Det forebygger blodpropper og åreforkalkning og beskytter derved mod hjerte- kredsløbssygdomme. Det er et af de vigtigste, naturlige antioxidanter. Det er vigtigt at få tilstrækkeligt af alle B-vitaminerne samtidig, så man kan vælge at tage stærke B-vitamintabletter.

Gammalinolensyre (GLA)
Gammalinolensyre er en livsvigtig fed syre, som dannes ud fra andre fedtsyrer som fx linolsyre i kroppen. Nogen har sværere ved at danne tilstrækkeligt GLA, som bla. har stor betydning for nervecellernes struktur og funktion. GLA menes at både kunne forebygge og bedre diabetisk nervebetændelse (neuropati). Engelske og finske forskere har i et fælles studie vist, at 480 milligram gammalinolensyre forbedrede alle forhold ved neuropati, både muskelstyrke, senereflekser, varme- og kuldesansen og følesansen i de angrebne lemmer, uden bivirkninger af betydning.

Fiskeolie er også en sund olie, men bedre endnu er det at spise fed fisk 2-3 gange om ugen, fx blot i form af en sildemad, makrel, laks eller tun. Fiskene indeholder sunde og fuldgyldige proteiner ud over olien, der indeholder de livsvigtige N3 fedtsyrer.

Stress
Stress og anden psykisk belastning nedsætter også insulins virkning. Det er derfor vigtigt at tilrettelægge sin tilværelse, så der så vidt muligt er harmoni og balance i den. Det er også vigtigt at tilegne sig metoder til at skaffe sig ro i sindet med. Tekniker som meditation og yoga har vist sig at kunne bedre insulinfølsomheden, og den kinesiske kombination af langsomme legemsøvelser og åndedrætskontrol, Qi Gong, har vist sig at virke også ved type 2 diabetes.

Afslutning

At få diabetes er som at få et sæt kort til brug på en i begyndelsen svær rejse gennem livet. Med et oversigtskort kan du nok klare at komme videre, men bliver meget afhængig af at følge det nøjagtigt, efter lægens og de andre diabetesbehandleres anvisninger. Der er ikke mulighed for selv at bestemme ret meget og ikke mulighed for at lave afstikkere til alt det sjove, fx rejser og fester.

Lærer du derimod at læse de mere detaljerede kort, vil du få magt over dit eget liv og kan nøjes med at bruge lægen og de andre som konsulenter, hvis der ind imellem er problemer.

Sundhed er ikke kun at være rask. Det er at skabe og bevare en sund helhed, hvor sygdom blot er en vejleder på livets vej. At leve som diabetiker er oven i købet at være tvunget til at leve efter de samme regler, der gælder for alle mennesker, der vil have et sundt og godt liv. Det meste er op til dig selv, og i bund og grund er det at leve i pagt med naturen og at forsøge at undgå de lette og dårlige løsninger. Overholder du spillereglerne, vil du, udover at opnå sundhed trods sygdom, også få lejlighed til at tænke dybere over dit liv, og du får lettere ved at forstå andre, der ind imellem kan have det svært.

Vejle den 19-11-1999

Publiceret alternativinfo.dk 1999

[Anina]

Diabetes

Af ERIK KIRCHHEINER, forskningsleder og forfatter

Diabetes - ofte kaldet sukkersyge - grupperes almindeligvis i to former: Diabetes I - også kaldet juvenil diabetes eller insulinafhængig diabetes - og diabetes II - også kaldet aldersdiabetes eller gammelmandssukkersyge. Der findes også andre typer diabetes - svangerskabsdiabetes, diabetes provokeret af læsion på bugspytkirtlen, af chok eller stress, medicinforgiftning, fejlernæring og hormonale forstyrrelser. Mange forskere og behandlere betragter hypoglykæmi - lavt blodsukker - som et forstadie til diabetes II.

Diabetes II er langt den mest udbredte af de nævnte former og omfatter mere end 90% af samtlige tilfælde af diabetes i vor del af verden. Det er denne sygdomsform, som denne tekst handler om. Dog vil den for overblikkets skyld også omfatte en kort omtale af andre former - især diabetes I.

Alle former for diabetes kan betegnes som kroniske forstyrrelser af ikke blot sukker -, men også fedt- og proteinstofskifte kendetegnet ved høj blodsukkerkoncentration også under faste og stærkt forøget risiko for hjerte- og karsygdomme, nyrelidelser, svigtende nervefunktion og øjenlidelser, der kan føre til blindhed.

Diabetes kan opstå, når bugspytkirtlen ikke udskiller tilstrækkeligt med insulin eller når kroppens celler ikke kan optage den producerede insulin. I sidste tilfælde taler man da om insulinresistens. Symptomer på diabetes er hyppig vandladning, tørst og øget appetit; alle tegn, der kan skyldes andre forhold og som let overses, især hvis de kun gradvis udvikler sig. Derfor er diabetes tit en snigende sygdom, der ofte længe forbliver udiagnosticeret.

Diabetes I er en lidelse, hvor man i bugspytkirtlens Langerhandske øer kan iagttage en total nedbrydning af de beta-celler, der producerer hormonet insulin, ansvarligt for blandt andet at fragte glukose fra blodet ind i cellerne. Denne type patienter er derfor hele deres liv afhængige af at få tilført insulin og i forbindelse hermed ved fortløbende tests at føre nøje kontrol med deres blodsukker.

Nyere forskning har afsløret en autoimmuniserende faktor ansvarlig for destruktion af betacellerne, antagelig forårsaget af allergi, kemisk forgiftning, virusinfektion eller aktivitet fra frie radikaler. Da sygdommen almindeligvis angriber unge mennesker under fyrre år, kaldes den også ofte for juvenil diabetes, og da patienten er total afhængig af insulintilførsel kaldes den ligeledes insulinafhængig diabetes. Man mener at have iagttaget, at arvelige faktorer disponerer for denne lidelse og der har sågar været tale om fundet at et gen.

Diabetes II er i modsætning til diabetes I fortrinsvis en livsstilsafhængig sygdom. Patientens blodinsulinleje er typisk højt, men insulinresistens hindrer cellerne i at udnytte hormonet. Overvægt er ofte en væsentlig årsagsfaktor i denne sammenhæng. I mange tilfælde kan normalisering af kropsvægten genetablere normal blodsukkerbalance. Derfor er kostregulering og livsstilssanering af størte betydning ved denne sygdom, der meget ofte alene ved denne fremgangsmåde kan holdes under kontrol.

Forud for udbruddet af diabetes II vil man ofte kunne erkende et længere forløb af lavt blodsukker - se herom overfor. Når man ikke altid er i stand til at erkende det, skyldes det utvivlsomt oftest, at det ikke er blevet diagnosticeret, og at dets symptomer har været tilskrevet andre årsager.

Alternative behandlere og biokemiske forskere har i årtier hævdet, at denne sammenhæng fandtes. Men læger har gennemgående afvist iagttagelse, med den begrundelse, at en sådan sygdomsudvikling - fra lavt ti højt blodsukker - ville være ufysiologisk og derfor ulogisk. Ser man nøjere på de involverede faktorer,, vi man imidlertid kunne iagttage den mekanisme og de konsekvenser, der afslører den biokemiske logik i forløbet. Den høje indtagelse af sukker og simple kulhydrater, eventuelt også alkohol, hæver blodsukkeret så kraftigt, at det stresser insulinproduktionen, der derefter overreagerer og producerer så meget insulin, at blodsukkerkoncentrationen falder katastrofalt.

For at modvirke dette fald, der i nogle situationer faktisk kan være livstruende, mobiliseres binyrerne til at uskille epinephrin (adrenalin) der igen hæver blodsukkeret. Disse funktioner tærer imidlertid på nutrienter, der i forvejen - på grund af den overdrevne sukker indtagelse - er sparsomt tilstede i organismen, og de gentagen katastrofeudrykninger tømmer disse få ressourcer og udmatter kirtlerne, der derpå underfungerer, hvorefter tilstanden fra turbulent hypoglykæmi - med gentagne udsving i blodsukker koncentrationen, hvor organismen søger at tilpasse sig belastningen - omsider efter yderligere stress går ind i en stationær fase, hvor blodsukkeret ligger højt, fordi kirtlerne ikke længere orker at gøre noget ved sagen og fordi organismen er blevet insensitiv overfor insulinet, ofte på grund af blandt andet manglen på de samvirkende transport- og aktiveringsfaktorer i form af mineraler og vitaminer.

Diagnosen diabetes stillede man i gamle dage simpelthen ved at lægen smagte på patientens urin. Var den sød havde patienten diabetes. Det forhøjede blodsukker røber sig altså i urinen; men da er sygdommen ofte længe fremskreden og man kan faktisk have diabetes uden at sukkeret viser sig i urinen. I vore dag foretages diagnosen ved hjælp af en blodprøve, hvor avanceret og meget nøjagtigt apparatur giver præcise målinger. Sukkeret - der altså er glukose, også kaldet druesukker - måleres i millimol per liter, forkortet mM/l. Hvis fasteblodsukkeret ved gentagne prøver er over 7 mM/l har patienten diabetes. Lægelaboratoriets accepterede normalitetsinterval er 3.9 til 6.6. mM/l. Når måleresultatet overstiger 10 mM/l begynder sukkeret at optræde i urinen. Blodsukkeret regnes for normalt, når det ligger mellem 5 til 7 mM/l.

Blodsukkertal påvirkes imidlertid af mange forhold, blandt andet af høj indtagelse af C-vitamin svarende til flere gram per dag. Dette skal ikke forstås sådan, at C-vitaminindtagelse i denne størrelsesorden forhøjer blodsukkeret; men derimod af askorbinsyren, hvis molekyle er beslægtet med glukosemolekylet, indfører en fejllæsning. Hvor stor denne variant er, vides endnu ikke med sikkerhed.

For at få et mere omfattende og detailleret billede af blodsukkerets bevægelse, kan man også foretage en glukose tolerance test (GTT) i lighed med den, men traditionelt foretager for at diagnosticere lavt blodsukker. Den kan blandt andet fortælle, hvor hurtigt eller langsomt blodsukkeret falder efter et måltid; - med andre ord: hvor længe organismen er udsat for et overvældende blodsukkerpres. Regelmæssige GTT taget over en længere periode i forbindelse med normale måltider kan også afsløre vekslende mønstre i blodsukkerkoncentrationen eventuelt forårsaget af allergiske faktorer i føde eller drikke.

GTT er imidlertid en vanskelig prøve, tidskrævende for behandleren og belastende for patienten, der kan opleve stærkt ildebefindende under dens forløb. Den benyttes derfor ikke, medmindre der er væsentlig diagnostiks fordel ved at udføre den. Det er således ikke anbefalelsesværdigt, at udføre denne eller den følgende test på, for eksempel,, svækkede patienter eller gravide. En dyrere og mere effektiv prøve, der ofte vil afsløre abnorme blodsukker- og især insulinforhold, hvor andre prøver har sigtet, er den mere komplicerede glukose-insulin tolerence test = GITT, hvor man indenfor rammerne af en standard 6-timers GTT også måler insulinmængden, hver gang man måler blodsukkerkoncentrationen.

Selv om de fleste diagnoser bliver foretaget udfra aflæsning af blodsukker koncentrationen, findes der sikrere metoder, som mange behandlere foretrækker at medtage i deres vurdering. Det drejer sig om koncentrationen af glykosyleret hæmoglobin. Baggrunden for dette fænomen er følgende. Det konstante høje glukoseindhold i blodet påvirker de omkringliggende væv og over en periode dermed hele organismen. Denne påvirkning rummer risikoen for udviklingen af de komplikationer, der er den største egentlige fare ved sygdommens ukontrollerede forløb.

Opbygningen af vævsprotein fra aminosyrer og peptider vil hos diabetikeren være belastet af fejlkonstruktion, fordi sukker molekyler på grund af deres overvældende tilstedeværelse vil indgå i proteinernes struktur og derved skabe ineffektive enzymer, hormoner, muskelfibre, blodlegemer, slimhinder og andre proteinelementer. De ineffektive proteinelementer vil medføre den karakteristiske diabetiske degeneration af kroppens organer og funktioner og dermed de typiske følgesygdomme: hjerte- og karlidelse, nyresygdomme, øjendegeneration og lidelser i nervesystemet.

En indikator for i hvilken grad denne proces er i gang og hvor længe den har forløbet, finder vi ved undersøge graden af glykosylering i hømoglobinet, det iltbærende proteinmolekyle i de røde blodlegemer, erthrocytterne. Glykosyleret hæmoglobin - normalt i laboratorierapporten forkortet til HgbA 1c - ligger ofte adskillige gange højere hos almindelige diabetikere end hos deres raske medborgere, hvis hæmoglobin normalt er 5 til 7% glykosyleret. Hos diabetikeren med et moderat forhøjet blodsukker stiger dette til 8 til 10%; men ved svære tilfælde kan det nå op på cirka 20%.

Det røde blodlegemes gennemsnitlige levetid er på cirka 120 dage. Derfor vil en sådan Hgba 1c - test afsløre de gennemsnitlige blodsukkerværdier over en periode på 2 til 4 måneder. Værdierne vil kunne be- eller afkræfte en tidligere diagnose baseret alene på blodsukkerværdier, der måske alle har ligget på grænseområdet mellem normalt eller diabetisk eller har bevæget sig turbulent hen over det. HgbA 1c - testen vil ikke blot altid definitivt afgøre, om der er tale om diabetes eller ej; men også give et indtryk af sværhedsgraden og i hvilken udstrækning lidelsen har været forsøgt bragt under kontrol. Testen er meget væsentlig i kampen mod diabetiske komplikationer og bør foretages regelmæssigt med 3 til 6n måneders mellemrum.

Et biprodukt af normalt sukkerstofskifte er sukkerstoffet sorbitol, der dannes inde i cellen ved hjælp af enzymet aldose reduktase. Normalt nedbrydes dette stof igen til simpelt frugtsukker, fruktose, som cellen derefter kan udskille. Hos diabetikeren finder denne omdannelse imidlertid ikke sted, og sorbitol ophobes i organismen og medfører sygelige komplikationer som, for eksempel, grå stær. Måling af de røde blodlegemers sorbitolindhold - en test, der betegnes RBC - kan afsløre denne risiko. Massive doser af C-vitamin - 2 gram eller mere for voksne - samt bioflavoniodet quercetin er istand til at reducere sorbitolophobningen hos diabetikerere.

Lægekonventionel behandling:
Diabetes I patienter kræver altid insulintilskud. Insulinbehandling påbegyndtes i 1922 og er gennem årene blevet særdeles forfinet, især med hensyn til at simulere den normale insulinproduktion og derved undgå de udsving, der kan medføre insulinchok, som i realiteten er svære anfald af lavt blodsukker. Udviklingen af insulinpræparater er et farmaceutisk speciale, som ikke behøver yderligere omtale her.

Generelt kan patienter med diabetes II ofte klare sig med livsstilsanering, kostregulering, motion og eventuelt vægttab til at bringe deres blodsukkerproblem under kontrol. Men ofte er de også henvist til blodsukkersænkende mediciner. Selv om disse ikke altid er nødvendige, vil lægerne ofte ordinere dem for at opnå sikker kontrol. Dette er uheldigt, hvis kontrollen kan etableres med naturlige midler, da flere af disse mediciner har uønskede og undertiden svære bivirkninger, især på længere sigt. Insulinbehandling af disse patienter er heller ikke den bedste fremgangsmåde, da de som bekendt allerede er insensitive og resistente overfor insulin og faktisk producerer for meget at dette hormon. Heldigvis findes der netop for denne gruppe talrige orthomolekylære tilbud, der ved en lang række undersøgelser har givet gode resultater.

Midler og terapier:
Orthomolekylært og ernæringsterapeutisk:
Kost:
Anbefales: Høj indtagelse af vandopløselige kostfibre - 50 gram daglig eller mere - i form af bønner, havre, nødder, frø, pærer, æbler og de fleste grøntsager. Eventuelt i form af kosttilskud som for eksempel pektin og/eller guar.

Fødevarer med lavt glycemisk index. Det glycemiske index er et udtryk for fødevarenes evne til at hæve blodsukkeret. Generelt har simple kulhydrater en høj værdi - og bør derfor undgås - mens protein har en lav værdi - og bør derfor i princippet foretrækkes. Cornflakes scorer 80, pølse 28! Bagt kartoffel scorer 98; iskage 36! Af disse to eksempler fremgår det klart, at det glycemiske index ikke altid er den ufejlbarlige guide til kostvalg, heller ikke for diabetikere.

Den mest blodsukkerprovokerende fødevaresubstans er selvfølgelig ren glukose, der som udgangspunkt for alle andre mål i det glycemiske index er at til en værdi af 100. I denne sammenhæng er det meget interessant, at sukker stoffet fruktose kun scorer med 1/5 af denne værdi - nemlig 20. Ikke blot kan de fleste diabetikere tåle moderate mængder af fruktose og frugt; men undersøgelser har faktisk vist, at tolerancen er større end overfor de komplekse kulhydrater. Ydermere har fruktose faktisk vist sig at fremme insulinsensitiviteten hos diabetikere II med så meget som 35% over en periode på 4 uger.

Vitaminer:
B-vitaminer som samlet gruppe har talrige funktioner i forbindelse med ikke blot sukkerstofskiftet, men også med omsætningen af fedtstoffer og proteiner. Et generelt massivt tilskud har ved talrige undersøgelser vist sig at gavne diabetikere generelt. Derudover har yderligere terapeutiske doser af enkelte B-vitaminer deres specielle mission.

Vitamin B-3 i form af nikotinsyre (niacin) indgår sammen med krom i dannelsen af den livsvigtige GTF-faktor- se herom senere. Dette vitamin regnes også for den mest effektive og ufarlige substans, når det gælder om at sænke blodcholesterolkoncentrationen. Dette kræver i gennemsnit dagligt 3 gram fordelt over mindre doser. Behandling medfører i den indledende periode det velkendte niacin flush - rødmen og hedeture. Mange diabetikere tolererer efter sigende ikke denne terapi særlig godt. Vitaminet i en anden form - som inositolhexaniacinat - tolereres imidlertid godt af både diabetes I og diabetes II typen. Denne form forbedrer også blodsukkerbilleder, samtidig med at den i gennemsnit kan reducere totalcholestrol med 18%, triglycerider med 26% og øge HDL-cholesterol med 30% ved en dosering på 600 til 1000 mg 3 gange daglig.

Vitamin B-3 i form af niacinamid (nikotinamid) har vist sig at kunne hindre udviklingen af diabetes I og kan, hvis det gives terapeutisk kort efter sygdommens udbrud, medvirke til at regenerere beta-cellerne. Talrige undersøgelser - heraf nogle dobbelt-blindede og placebo-kontrollerede - har vist at diabetes II patienter med dette vitamin kan opnå bedre styring af stofskiftet, sænket insulinbehov og øget beta-celleaktivitet. Nogle tilfælde af diabetes I har oplevet total remission af deres sygdom ved hjælp af denne terapi.

Vitamin B-6 - pyridoxin - er i underskud hos diabetikere. Massive tilskud beskytter mod diabetisk nervedegeneration. Samtidig hindrer vitaminet glykosylering af proteinerne. Vitaminet har også en væsentlig funktion ved svangerskabsdiabetes, hvor en dosis på 100 mg daglig i 2 uger ophævede tilstanden hos 12 ud af 14 kvinder.

Doseringer i mange undersøgelser over diabetes I og II har dog som regel været lavere og antagelig derfor ofte ikke resultatgivende. Derfor er det af væsentlig større interesse, at forbedrede udgave af vitamin B-6 i de molykylære former pyridoxal-5-phosphat og pyridoxal-alpha-ketoglutarat (PAK) har opvist betydelige bedre scoringer. Således gav en randomiseret placeboundersøgelse af både diabetes I og II patienter over en 4 ugers periode med en dosering på 3 gange 600 mg PAK en væsentlig nedgang i fastende blodsukker, glykosyleret hæmoglobin og andre signifikante markører. Behandlingen var uden bivirkninger af nogen art. 3 uger efter afslutningen af PAK-behandlingen ophørte virkningen og udgangsværdierne vendte tilbage.

B-vitaminet biotin har vist sig at kunne sænke blodsukkerkoncentrationen væsentligt og tilfører også diabetikeren andre fordele. Doseringen for diabetes I er 16 mg daglig og for diabetes II 8 mg dagligt.

Mangel på vitamin B-12 - cyanokobalamin - viser sig ofte ved prikken og "sovende" fornemmelse i fødderne. Dette er også typiske symptomer på diabetisk nervedegeneration. Behandling med 1000 til 3000 mikrogram daglig over nogle måneder har kunnet fjerne symptomerne.

Alle diabetikere mangler C-vitamin og har behov for tilskud, der kan forbedre deres tilstand på mange forskellige måder. Da C-vitaminets indførsel i cellerne er afhængig af insulin, har diabetikere gennemgående for lidt C-vitamin i deres celler. Dette vil føre til de klassiske symptomer på C-vitaminmangel - svigtende bindevævsfunktioner, øget fedt i blodet, nedsat immunreaktionsevne, dårlig sårheling, hjerte- og karproblemer, tendens til blødninger og meget mere. C-vitamin i doseringer på 2 gram eller mere daglig reducerer blodsorbitol og de deraf opståede følgevirkninger - se ovenfor! Denne og højere doser har også andre gunstige og stabiliserende virkninger på patienten. Bioflavonoider fra frugt og grønt eller som kosttilskud har en effektskærpende virkning på C-vitaminet og bør derfor indgå i programmet, både som kost og kosttilskud. For eksempel quercetin, der både fremmer insulinsekretionen og samtidig hæmmer ophobningen af sorbitol.

E-vitamin: Diabetikere har øgede behov, som ikke kan dækkes gennem kosten. Doseringer på 800 til 1200 internationale enheder vitamin E forbedrer ikke blot insulinaktiviteten, men har også en lang række andre gunstige virkninger på den diabetiske tilstand ved at neutralisere frie radikaler og iltstress. E-vitamin spiller også en rolle i forebyggelse af diabetes.

Mineraler:
Zink deltager i praktisk talt alle faser af insulinets produktion, udskillelse og aktivitet, samtidig med at det beskytter beta-cellerne. Diabetikere udskiller i urinen paradoksalt nok store mængder af den zink, som de har så stort behov for og de behøver derfor tilskud. Mindst 30 mg daglig er nødvendig.

Magnesiummangel er udbredt blandt diabetikere og iøvrigt i store grupper af befolkningen. Magnesiumtilskud kan være med til at forebygge nogle af de diabetiske følgelidelser, specielt i øjne og hjerte. Samlet daglig magnesiumtilskud for diabetikere bør ligge mellem 500 mg og 1 gram i balance med kalcium, kalium og vitamin B-6. Uden effektivt vitamin B-6 tilskud vil magnesium ikke trænge ind i cellerne.

Kalium er et af de mest oversete grundstoffer i ernæringsterapien og generelt ofte i underskud. Kosttilskud af kalium er imidlertid behæftet med en vis problematik, og måske derfor et område, som mange undgår. Kalium forbedrer insulinsekretionen og - sensitiviteten og reducerer risikoen for hjertekomplikationen, åreforkalkning og cancer. Insulintilførsel tapper kaliumressourcerne.

Men diabetikere, og især dem med nyrekomplikationer, håndterer ikke kaliumoverskud med samme lethed som andre, og det maner til forsigtighed, når det gælder kosttilskud. Ialt 2 til 6 gram er den gængse accepterede kaliumindtagelse. Lægerne kan ordinere i doser på 12 til 3 gram daglig. Formen er ofte kaliumklorid, der ikke altid er at foretrække. Kaliumaskorbat kan anbefales, men ligger ofte i for små tabletstørrelser.

Diabetikere bør i stor udstrækning lægge vægt på kaliumholdigt frugt og grønt, også i form at saft, som de ikke har nogen problemer med at håndtere, og i tilfælde af kosttilskud fordele dem over døgnet og tage dem sammen med maden i tilstrækkelige, ikke for store mængder.

Mangan er samvirkende faktor i flere enzymsystemer, der er involveret i sukkerstofskiftet, energiproduktionen og skjoldbruskkirtlens aktivitet. Diabetikere kar kun cirka halvdelen af den mangan, man finder hos sunde personer og bør tage et tilskud på mindst 30 mg mangan.

GTF-krom er en af de væsentligste substanser i sukkerstofskiftet, idet det blandt andet er en central faktor for insulinets transport fra blodplasmaet ind i cellerne. Det er derfor af central betydning ved diabetes, men er derudover generelt normaliserende for blodsukkerbalancen. Det bør derfor benyttes i behandlingen af både højt og lavt blodsukker - altså også ved hypoglykæmi.

Diabetikere udskiller store mængder krom i urinen og er ofte ikke i stand til selv at syntetisere det komplicerede chelerede kromsalt Glukose tolerance faktoren = GTF, der er den biologisk aktive forbindelse, som sukkerstofskiftet behøver. Denne substans må derfor tilføres færdigdannet udefra som kosttilskud. GTF-krom sænker fasteblodsukkeret, øger glukosetolerancen, sænker insulinkoncentrationen i blodplasmaet og reducerer totalcholesterol samt troglycerider samtidig med at det øger HDL-cholesterol. Desuden fjerner det efter en periode glykosyleret proteinsansamlinger og forkorter blodsukkerkurvens opsving efter måltider, reducerer kropsvægten på grund af fedtforbrænding, men øger muskelmassen, især ved samtidig motion og fysisk træning.

Sukker, fedt, simple kulhydrater og alkohol fjerner krom fra kroppen. ADT for krom er 200 mkg; men terapeutiske doseringer på 1 mg daglig kan udmærket forsvares. I visse tilfælde har tilskud af denne størrelsesorden totalt fjernet alle symptomer på diabetes II. Tilskuddet skal dog opretholdes kontinuerligt.

Enzymer, aminosyrer og lignende:
Co-enzym Q-10 stimulerer produktionen af insulin og økonomiserer med cellernes ilt, fungerer som anti-oxidant, modvirker højt blodtryk, aflaster hjertet, reducerer blodfedt og fremmer vægttab. Anbefales dosering ved diabetes er 200 mg daglig, der ofte med fordel kan øges.

Carnitin er en aminosyre, der er i underskud hos diabetikere. Den modvirker flere af de diabetiske følgesygdomme, fremmer cellernes fedtforbræding, især i hjertet, øger derved energien og modvirker fedtophobning, også i karsystemet. Carnitin reducerer således totalcholesterol og triglycerider, men øger HDL-cholesterol og adenosintrifosfat = ATP. Dagdoseringen er 1 til 3 gram.

Taurin er en aminosyre, der oftest mangler hos diabetikere. Den fungerer som elektrokemisk stabilisator i forbindelse med iontransport gennem cellevægge og lignende strukturer. Den hæmmer mange af de degenerative processer i øjne og nerver, der opstår under forløbet af diabetes. Dagsdoseringen kan i perioder holdes på 1 gram.

Urter:
Blåbærbladethe og blåbærbladeekstrakt har deres baggrund i folkemedicinen og har i talrige generationer været brugt mod diabetes. Anthocyanosiderne - der tilhører gruppen bioflavonoider - er rigt tilstede i både blade og bær og viser sig erfaringsmæssigt at have en særlig affinitet til øjenproblemer. Udtræk af blåbær har med succes været brugt mod diabetes øjendegeneration, makula, grå stær og andre lidelser.

Bukkehornsfrø har været brugt i folkemedicin og som krydderi i årtusinder og er standard ingrediens i karryblandinger. De affedtede frø reducerer blodsukkerkoncentrationen både ved faste og efter måltider, samt sænker totalcholesterol og triglycerider, mens HDL-cholestrol øges. Doser på 50 gram til diabetes I patienter og 15 gram til diabetes II patienter reducerede i flere tilfælde blodsukker efter måltid med over 50%.

Gymnema - Gurmar (gymnema silvestre) er en af de bedste nyheder indenfor diabetesbehandlingen igennem mange år. Denne slyngpante fra Indiens tropiske skove har i århundreder været brugt mod blodsukkerlidelser, men har først i de seneste år nået Vestern.

Dens traditionelle indiske navn er Gurmar, der betyder "sukkerdræber". Dens blodsukkersænkende virkning blev videnskabeligt dokumenteret allerede i 1920'erne. Bladene er effektive overfor både diabetes I og II og virker antagelig ved at regenerere og beskytte beta-cellerne. Videnskabelige undersøgelser på både dyr og mennesker peger på, at planten regenerer bugspytkirtelfunktionen, hvilket er en meget sjælden virkning, som man for blot få år siden ville have forsværget. Dog findes der paralleller til denne effekt, for eksempel hos kinotræet omtalt nedenfor. Ved hjælp af gymnema var diabetes I patienter i stand til at reducere deres insulinbehov og styre deres blodsukker bedre. Diabetes II patienter opnåede også bedre styring og var i stand til at reducere deres medicin. Nogle af dem kunne opgive medicinen og kontrollere deres blodsukker alene ved hjælp af gymnema. Der kunne ikke iagttages nogen bivirkninger ved behandlingen. Doseringen af gymnema er 400 mg daglig for begge typer diabetes.

Karela eller Bitter melon eller Balsam pære - mormordica charantia - har egentlig ikke noget dansk navn, men optræder nu ganske regelmæssigt i vore indvandrerbutikker. Denne grøntsag, der mest af alt ligner en agurk rynket på langs, har i umindelige tider været et kendt anti-diabetisk middel i indisk naturmedicn, hvor den er meget værdsat. Den dyrkes overalt i troperne, tilbredes i sin umodne form og er meget bitter. Også saften af den umodne frugt bruges til sygdomsbehandling. Den indeholder flere aktive substanser, heriblandt charantin - som er mere virksom end tolbutamid og dertil uden bivirkninger - samt en insulinlignende bestanddel, der direkte kan injiceres i blodbanerne og har færre bivirkninger end insulinet. Saften af den friske grøntsag har været benyttet i undersøgelser, hvor man opnåede en kraftig reduktion af blodsukkerkurvens højde og udstrækning i tid efter et måltid. 54% reduktion registreredes ved en sådan undersøgelse og en efterfølgende 17% reduktion af glykosyleret hæmoglobin.

Skønt der findes kapsler og tabletter på markedet med udtræk af denne grøntsag, må det nok fortsat anbefales at benytte den frisk, tilberedt eller helst som saft. Godt og vel 1/2 dl. frisk saft 3 gange daglig er doseringen. Som navnet angiver, er det en bitter oplevelse!

Pterocarpus marsupium - der ikke har noget moderne vestligt navn - tilhører gruppen af kinotræer, karakteristiske ved deres røde ved. Et vandigt udtræk, der indeholder træets farvestoffer, har traditionelt i Indien og andre områder af Asien været et anerkendt og effektivt middel mod diabetes og en række andre lidelser. Allerede for år tilbage erkendte man, at dette udtræk indeholdt substanser, som er regenererende for beta-cellerne.

Rovdrift på de asiatiske skove har imidlertid gjort træet sjældent, og forskningen er gået i stå. I veddet fandt man også bioflavonoidet epicatechin, der findes udbredt i en række andre planter, som måske kan tjene til erstatning.

Grøn the - Camilla sinensis - ufermenterede blade af den oprindelige tebusk. Udtrækket indeholder epicatechin, der regenerere beta-cellerne. Dagsdosis er 300 mg standard grøn the ekstrakt eller mindst 2 kopper ægte grøn the daglig.

Ginseng i doser på 200 mg daglig over en periode på 8 uger sænkede fastende blodsukker, reducerede glykosyleret hæmoblobin, øgede fysisk aktivitet og forbedrede sindstilstand i en dobbelt-blindet placebo-undersøgelser med 36 diabetes II patienter.

Manuelle metoder:
Næsten alle manuelle metoder har noget at tilbyde diabetikeren i henseende til forbedret kredsløb og organfunktion. Akupunktur har vist fremragende resultater; zoneterapi, massage, shitsu har alle påviseligt kunnet forbedre almentilstanden og reducere symptomer, Magnetterapi kan også fremvist resultater.

Publiceret alternativinfo.dk 22-03-2004
http://www.alternativ.info/public/art_2004/diabetes.htm