Et glansbillede eller en vision?

[Anina]

Håber de beboere nyder turen selvom de er demente. De kan nok mærke samværet og den forhåbentlig gode stemning. Det kan jo godt være svært for personalet at bevare en god stemning, hvis normeringen er for lav. Håber i er nok personale på, således turen kan blive lidt afslappet. Det kan jo næsten også gøre lige meget, hvor turen går hen, når nu de gamle er meget demente. Det må være stemningen der handler om :?:

Hej Bea/piger :smt039

Engang i august har jeg skrevet her: http://www.overgangsalderen.net/kvindesnak/viewtopic.php?t=3279 om en dement kunstner, der "vågnede" op af sygdommen de par timer, han dagligt spillede på sit bedste instrument:

Pablo Casals, en verdensberømt cellist havde i sine sidste år ikke kunnet genkende sin familie og/eller sine plejere. Han var total grønsag i døgnets 22 timer - undtagen de sidste to.... når han havde sat sig til sin cello - spillede han hver eneste dag, i samfulde 2 timer.... en mand på tæt de hundrede år og ellers dement, så han ikke kunne genkende sit eget spejlbillede - denne mand spillede guddommeligt og alt i hans nærhed forstummede af beundring.... og alle slap hvad de havde i hænderne, de satte sig hvor de ellers stod og lyttede med sammenfoldede hænder....

Hans ansigt lyste op, årene raslede af ham for øjnene af de mennesker, der omgav ham; han kunne fremkomme med små, fornuftige og rette bemærkninger til det han så i sin nærhed - og ellers spillede han det bedste han kunne.... og det var i verdensklasse, hver en node og hver en lyd.....

Da han døde i oktober 1973 - gik verdens kunstnere og celloelskere i sorg der ingen ende ville tage og de mennesker, der passede ham igennem hans sidste år - blev for livet mærket af hans musik og hans levende personlighed, der tittede frem 2 timer hver dag, selv om han ellers var dement igennem mange år forinden.

Jeg har min private teori om, at hvis man er fortsat "i brug" og gør fortsat ægte nytte - kan det være afgørende for tidspunktet for, hvornår det er at man er nødt til at overgive sig til sygdommen.... alle fysiske reaktioner, der fører til forfald af hjernemassen - er det min formodning - kan forhales ved, at man er levende beskæftiget med livet og befinder si i en god afstand fra den indre ensomhed og depression....

Jeg tror, at denne gammeldags måde at leve på, hvor man levede flere generationer under samme tag eller næsten..... måske kunne være med til at de gamle "havde ikke tid" til at lade sig selv henfalde i en tilstand, hvor sygdommen fik (endnu) mere frit spil. Jeg ved ikke om der er noget om det, men jeg mener faktisk at have bemærket op til flere gange, at de optimistiske ældre bliver senile senere, om nogensinde....

Et eller andet sted har vi alle, vist nok skudt os selv i foden ved at lægge så stor en afstand til hinanden, generationerne imellem.... for mon det ikke forholder sig sådan, at vi har brug for hinanden til at skabe de sundhedsfremmende mentale forhold, uanset om vi er børn, voksne eller gamle.... Det har nok aldrig været meningen, at vi indenfor et folk - skulle isolere os i bestemte aldersklasser og dette ikke mindst a.h.t. den yngste generation, hvor rigtig mange unge i dag, allerede i 7-8 års alderen begynder at mærke isolationen og "tomheden" simpelt hen fordi responsen på dem som mennesker udebliver.... Denne respons kunne man før i tiden finde bl.a. hos farmor opppe på tredje og som gerne har taget sig tid til at lytte på een - men i dag skal man køre flere kilometer og træffe en sløv og nedtrykt Bedste, der ikke kan magte at beskæftige sig med andet end måske det nærmeste måltid eller indre, tavse minder hun/han lever sig ind i, for at erstatte det "tabte" liv.... hvad ved jeg.... noget i den retning tænker jeg i hvert fald selv på....

Jeg tror på, at "kernefamilien" er det ondeste påfund og den mest skadelige livsform for mennesker.... Og alle disse gode undskyldninger vi har for at retfærdiggøre/forklare hvorfor nu denne kernefamilie-livsstil er den eneste rigtige.... De fleste glemmer lykkeligt, at for bare 50 år siden var fænomenet ukendt og blandt dem, der opnåede den høje alder - var der betydeligt færre demente end tilfældet er i dag. Det er helt sikkert ikke den endelige sandhed jeg kommer med her - men i det mindste skulle det gerne indgå i en helhed, hvis der er nogen, der en skønne dag giver sig i kast med en ikke-akademisk udredning af de skadelige aspekter ved den aktuelle livsstil, de fleste af os praktiserer....

Wooww.... hvor det dog "skriver sig" :smi071 Jeg må heller stoppe her, før det bliver "for meget" :smi066

Vi "ses" :smt058

[Anina]

Jeg tror også du har ret i meget af det du skriver Anina, om vores familiemønster. Jeg mener heller ikke det er godt når der ikke er brug for én, og det var der jo i gamle dage hvor man så gik til hånde og udrettede fornuftige ting til fælles bedste.
Men jeg må af ærligt hjerte sige, at jeg ikke ville have brudt mig om at skulle bo dør om dør med min svigermor, hun var da sød nok, men hvor hun dog altid blandede sig i alting, intet var godt nok, eller også var det for fint.

Jeg tror heller ikke hun ville have brudt sig om at skulle være afhængige af os. Jeg har altid kunnet være sammen med hende uden problemer, men alligevel har jeg engang svaret, - da jeg blev spurgt om hvad jeg ville gøre, hvis jeg fik at vide jeg kun havde 3 måneder tilbage af mit liv -, at så ville jeg flytte ud til svigermor, fordi så ville det føles som 3 år.
Bare roligt :smi039

Dette romantiske billede af 3-4 generationer under samme tag er jeg selv, helst foruden..... men med et udgangspunkt i netop et gammeldags familiefælleskab, med omsorg og hensyn for sine egne og derved også et overskud for andre end lige familien - samtidigt med at det var en selvfølge, at man havde gensidige opgaver på tværs af generationer - ville helt sikkert netop også forøge den enkeltes frihed til egne interesser og afskaffe det daglige stress for de yngre samt supplere op på det mentale omsorgsbehov hos de mindste + en fornemmelse af, at ingen er overflødig og undværlig - ja, det ville holde på afstand masser af "demens-like", depressioner og tvivlen på om ens liv, overhovedet og nogensinde havde en mening i det hele taget. Er tvivlen først tilstede - er man som gammel meget tæt på det skråplan, der fører direkte ind i sygdom og mentalt forfald....

At man så samtidigt sørger for at skabe en boform i gå-/cykelafstand fra hinanden, hvor alle kan leve deres eget liv i det daglige og kunne vælge/fravælge at gå sammen i den fælles sauna eller ej eller bede sig fri for netop "i dag" at skulle stå for frikadellerne.... samtidigt med at alle er parate til at aftale en turnusordning, så Gammelfar kan blive passet hjemme istedet for at blive losset af på et hospital de sidste 2-3 uger af sit liv, nu han er blevet enig med sig selv om at han er mæt af dage..... og enken svigermor eller tante Ana gerne sover derinde om natten og får den resterende tid til at gå med at sy fint børnetøj til de små i familien......sådan nogle eksempler kunne man opstille mange forskellige af, afhængigt af hvilken type familie/mennesker man tilfældigvis trækker frem af ærmet, for eksemplets skyld.

Når alle stiller sig til rådighed - vil alle vinde frihed og fritid til sig selv.... istedet for at alle gør de samme ting, hver dag og på lignende tidspunkter.... bare hver for sig + skal stresses yderligere når et barn bliver syg eller een selv skal et stykke tid på langs og allerede den færste dag frygter man hængepartier - medmindre der er andre der lige netop i denne periode sørger for.....

Det er altså helt umuligt at sammensætte et fyldestgørende eksempel på det jeg præcis mener med mit forrige indlæg. Jeg må så håbe på, at jeg trods alt, i princippet og med disse eksempler har beskrevet nok til, at man kan forestille sig det helhedsbillede, der en gang for alle ville gøre det af med denne "kollektive" ensomhed, isolation og forladthed de fleste lidt efter lidt bliver udsat for erkendelsen af, efterhånden som tiden går og som helt sikkert gælder de fleste af os den dag vi passerer den magiske grænse af at være fyldt 70-75 år eller senere (hvis man er heldig)....