Frygten for de 50 - af Erica Jong

[Bibliotekaren]

Frygten for de 50 - Midtvejserindringer
af Erica Jong

Oversat fra engelsk efter "Fear of Fifty" af Lisbeth Møller-Madsen

Pris: DKK 426,67
Levering: Udsolgt, men fås i brugt udgave: http://www.saxo.com/item/108249
Sideantal: 359
Indbinding: Indbundet
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sprog: Dansk
ISBN: 87-595-0511-7
Hjemmeside: http://www.ericajong.com/

"Den amerikanske forfatter fortæller selvbiografisk om barndom, moderrolle, karriere, ægteskaber og skilsmisser, skildrer sit forhold til feminismen og beskriver sin egen generations modsatrettede følelser ved at være midaldrende"

Erica Jong er født i 1942 i New York og stammer fra en velhavende jødisk familie. Hun er uddannet på Barnard College og Columbia University i New York og betragtes af mange kritikere som en større lyriker end romanforfatter, til trods for at hun er bedst kendt for sit saftige sprog og det frigørende budskab i romanerne. Erica Jong blev internationalt kendt med sin roman "Fear of Flying" i 1973 (ca. "Luft under vingerne", 1975).


Erica Jong, født og opvokset på Manhattan, brød i 1973 igennem tabumuren med romamen Luft under vingerne, der siden er solgt i over 20 millioner eksemplarer og oversat til 22 sprog.

20 år efter gør Erica Jong status over omkostningerne og udbyttet af sin egen og tidens seksuelle revolution og ser frem til mod livets anden halvdel.

I dag er Erica Jong modnet. Mor til en rebelsk teenager og gift for fjerde gang. Men hun står ved det hele og ejer stadig en unik evne til at chokere både fans og fjender med sine provokerende og nådeløse iagttagelser om sex, ægteskab, feminisme, familieliv og meget mere.

Frygten for de 50 er en rapkæftet, skarpsynet og dybt afslørende midtvejsrapport fra en kvinde der blev talerør for en hel generation.


Frygten for de 50: midtvejserindringer (L&R) har som originaltitel Fear of Fifty. Den spiller selvfølgelig på gennembrudsromanens titel Fear of Flying. Umiddelbart er det ikke frygt, man forbinder den tabubrydende Erica Jong med, og frygten for alderen i en civilisation, der tilbeder ungdommen, viser sig da også at være et påskud for at skrive erindringer med en ikke ringe selvtillid. De handler om hendes jødiske baggrund, hendes forfatterskab, kvindesag, kvindelitteratur, hendes 4 ægteskaber + alle de løse forhold. Når Erica Jong provokererer så mange læsere, også kvinder, er det på grund af hendes næsten maniske selvoptagethed og hendes forhold til sex. Her er hun anarkist og fuldstænding som femnister påstår, mænd er. Hun reducerer manden til krop og placerer lysten hinsides det daglige kvælende samliv. Jongs midtvejserindringer er - som hendes romaner - provokerende, morsomme, snobbede, sexede, selvoptagne og for lange. Når hun engang skriver Frygten for de 90, vil den have undertitlen "Sex på plejehjemmet".
Link til kilden (Claus Secher) (http://www.kb.dk/guests/natl/db/bv/bv-96/1-96/sech.htm)

INDHOLD
- Forord
- Frygten for de 50
- Hvordan mine forældre var
- Den gale lesbiske kvinde på loftet
- Hvordan jeg blev jøde
- Hvordan jeg blev det andet køn
- Sex
- Musen forføres
- Frygten for at blive berømt
- Baby, baby, baby
- Skilsmisse og derefter
- Vejledning for artige piger til slemme drenge
- At blive venetianer
- Et pikaresk liv
- Hvordan man bliver gift
- Kvinde nok: Samtale med min mor
- Fødsler, dødsfald, slutninger

[Bibliotekaren]

Frygten for de 50 - Midtvejserindringer
af Erica Jong

Hmm... det er det sædvanlige... næsten intet at finde af bogomtale ude på det store Net.... i hvert fald den danske del af det. Så her kommer et lille uddrag man kan læse og beslutte sig for, om denne bog er "noget" der kan lokke eller om man helst er fri...

HAN ER HALVTREDS, HUN ER DET IKKE

Da jeg fyldte halvtreds, nærede jeg intet ønske om at blive fejret offentligt. Tre dage inden min fødselsdag tog jeg sammen med min trettenårige datter Molly til en sundhedsfarm i Berkshires, hvor jeg sov i samme seng som hende og fnisede, inden vi faldt i søvn, som en anden overnattende veninde, motionerede hele dagen (som om jeg var sportsfanatiker og ikke et sofadyr), lærte nye vegetariske light-opskrifter, fik hudorme trykke ud, dellerne masseret, musklerne strakt, ogt tænkte på anden halvdel af mit liv.

Disse tanker svingede mellem rædsel og accept. At blive halvtreds, tænkte jeg, er som at flyve: mange timers kedsomhed afbrudt af øjeblikke med ren rædsel.

Den aften, jeg havde fødselsdag, kom min mand (som har fødselsdag samme dag, men er et år ældre), og jeg måtte affinde mig med at få sprængt min kvindeverden. Han kunne godt lide maden, men kom med vittigheder om det holistiske pladder. Hans kritisk-satiriske mandeblik ødelagde ikke ligefrem min retræte, men besudlede den dog alligevel. Jeg var i gang med et indre arbejde forklædt som ydre motion, og hans tilstedeværelse gjorde dette indre arbejde sværere.

Rigtige mænd bryder sig ikke om sundhedsfarme.

Året inden, da han blev halvtreds, havde jeg holdt en fest for ham. Jeg havde sendt invitationer ud, som lød:

HAN ER HALVTREDS
HUN ER DET IKKE
KOM OG HJÆLP OS MED AT FEJRE DET.

Jeg kunne stadig ikke se de halvtreds i øjnene, så jeg havde ikke lyst til, at han skulle gøre gengæld til min halvtredsårs fødselsdag. Og jeg havde heller ikke lyst til at gøre, som Gloria Steinem havde gjort: holde et offentligt velgørenhedsarrangement, samle penge ind til kvinder og rejse mig i all min pragt iført selskabskjole og med skuldrene pudret med glimmer, som Glorias yndige skuldre havde været det, og sige: "Sådan ser4 halvtreds ud."

Hvem kunne lade være med at beundre en så modig bekræftelse fra en ældre kvinde? Men jeg svingede melle min lyst til at ændre mit fødselsår i Who`sWho og at flytte til Vermont og kaste mig ud i økologisk havebrug iført bukser med løbegang og sundhedssandaler.

Jeg havde brug for noget privat, kvindeligt og indadvendt til at forlige disse modstridende følelser. En sundhedsfarm var perfekt. Og min datter var den ideelle ledsager - på trods af hendes pupertetsnumre, der ikke skåner nogen, og især ikke hendes mor. Men der er noget ved en kvinde, der bliver halvtreds, som er kvindearbejde, mor-datter arbejde - og det kan ikke deles med den mandlige verden, ikke engang med de eksemplarer af den, som man elsker og tilbeder.

Min mand og jeg har altid gjort meget ud af vores fødselsdag, til dels fordi vi er fælles om den, men også fordi vi, efter at have mødt hinanden midt i livet og efter mange grundstødte forhold, værner om vores synkrone fødsler under anden verdenskrig, en tid med rationeringsmærker og frygt for aksemagternes invasion, som vi kun svagt husker fra fortærskede familiehistorier. Èt år tog vi vores døtre med til Venedig - min magiske by; et andet år holdt vi en kæmpefest i vores nye lejlighed i New York - købt som fælleseje, det afgørende tegn på viljen til at binde sig i en verden, hvor ægteskaber dør som fluer.

Men at blive halvtreds er noget andet for en kvinde end for en mand. At blive halvtreds er en mere radikal overgang til en anden side af livet, og det kunne vi ikke være fælles om. Han kunne få lov til at gøre nar ad "new age"-selvfordybelse. Jeg havde brug for den, som kvinder har haft det helt tilbage til antikken. Venus fra Milo tænker på, at hun vil blive til Venus af Willendorf, hvis hun ikke passer på.


***

Venus fra Milo http://img151.imageshack.us/img151/3340/venusmilosmjw7.jpg (http://imageshack.us) Venus af Willendorf http://img171.imageshack.us/img171/5659/venuswillendorfprofilg1px1.jpg (http://imageshack.us)

***

Man siger til sig selv, at man burde være nået ud over forfængelighed. Man læser feministiske bøger og overvejer at forelske sig i Alice B. Toklas. Men mange års hjernevask er ikke så lette at glemme. Skønhedsfælden er dybere, end man havde troet. Det er ikke så meget det5 ydre pres som det indre, der binder. Man kan ikke forestille sig, at man selv kan være midaldrende - den søde lille størrelse, der havde "det", selv som overvægtig.

I årevis var jeg forblevet juridisk enlig, fordi jeg frygtede såvel kedsomheden som fangeskabet ved det, der ikke tilfældigt blev kaldt "Hymens lænker"; nu følte jeg, at den største udfordring af alle var at bevare min mentale og åndelige uafhængighed, samtidigt med at jeg havde et givende forhold. Dette betød konstante forhandlinger prioritering, konstante larmende skænderier, konstante magtkampe. Hvis man var så heldig at føle sig tryg nok til at kæmpe og skændes, så var man virkelig heldig. Hvis man følte sig elsket nok til at råbe og skrige og udøve sin magt åbenlyst, så havde ægteskabet halvtreds procents chance.

Jeg var selv kommet ind i sådan et ægteskab, fordi jeg var nået dertil, hvor jeg ikke var bange for at være alene. Jeg opdagede, at jeg syntes bedre om at være alene med mig selv end om at gå ud med mænd. Da jeg nød min ensomhed og følte mig sikker på at kunne forsørge mig selv og min datter, mødte jeg pludselig en sjælemage og ven.

Efter at være blevet berømt på at skrive om forhold, der flammede af sex og derefter ebbede ud, overraskede jeg mig selv med dette her.

Samtale fængede. I begyndelsen var det seksuelle en katastrofe-erektioner der forsvandt på forkerte tidspunkter og slappe kondomer efterladt på sengetæppet. Så stor frygt på begge sider for at binde sig, at ekstasen forekom irrelevant. I stedet snakkede og snakkede vi. Jeg var pludselig i den situation, at jeg kunne lide dette menneske, inden jeg vidste at jeg elskede ham - hvilket i sig selv var en ny og spændende oplevelse. Jeg stak af - til Californien, til Europa - bare for at ringe ham op fra fjerne steder. Vores følelse af samførighed var så stærk, at det føltes som om vi havde været sammen hele livet.

Han nogen turdet skrive om de katastrofale følger af sikker sex i AIDS-alderen? Har nogen turdet sige, at de fleste mænd heller vil gå med kondomer om halsen for at afværge onde øjne end komme dem på pikken? Har nogen registreret traumaerne hos midaldrende elskende, der havde været igennem alt lige fra halvtredsernes tekniske jomfruer til tressernes seksuelle frådseri til halvfjerdsernes sundheds- og fitnessflip (man mødte sine elskere i Nautilus-klubber) til firsernes dekadence med lange limousiner og korte kjoler og mænd, der spillede universets herrer, til halvfemsernes AIDS-skræk, som strides med medfødt liderlighed.

Og så er der de evige spørgsmål om kærlighed og sex. Kan mænd og kvinder være venner, så længe hormoner raser og hersker? Hvordan hænger sex sammen med kærlighed - eller kærlighed med sex? Er vi virkelig rubricerede efter vores seksualitet - eller er det blot samfundet, der insisterer på det? Hvad er "hetero"? Hvad er "homo"? Hvad er "bi"? Og betyder det egentlig noget? Burde vi ikke afskaffe disse betegnelser i et forsøg på at være virkelig åbne overfor os selv og hinanden?

Hvad var der ved at ske med mig i den anden halvdel af mit liv? Jegt var ved at få mig selv tilbage, og det var et selv, jeg kunne lide.æ Jeg var ved at få den humør, den intensitet, den balance, jeg havde kendt i barndommen. Men jeg fik den tilbage med renter. Kald det sindsro. Kald det visdom. Jeg vidste, hvad der betød noget, og hvad der ikke gjorde. Kærlighed betød noget. Hurtigt knald gjorde ikke.