Se fuld version : Organdonor fra fødslen
Organdonor fra fødslen
Et stort flertal af befolkningen ønsker at være donorer fra fødslen, og det overrasker formand for Transplantationsgruppen, Ib Garde-Nissen fra Fakse Ladeplads.
Danskerne er parate til at ændre donorloven, så alle som udgangspunkt kan donere organer i tilfælde af hjernedød. Knap 70 af befolkningen siger ja til at være donorer fra fødslen, viser en meningsmåling foretaget af Catinét for Ritzau.
"Det er et fantastisk højt tal, og jeg er meget glad. Inderst inde har jeg haft min tvivl om, hvorvidt der var støtte i befolkningen til det her. Jeg havde troet, at der skulle længere tids debat til", siger formand for Transplantationsgruppen, Ib Gaarde-Nissen fra Fakse Ladeplads, til Ritzau.
I dag kræver organdonation en tilmelding til donorregistret, men da der er mangel på organer, har eksperter foreslået, at Danmark ligesom 19 andre europæiske lande indfører "formodet samtykke". Det betyder, at man automatisk er organdonor, med mindre man aktivt framelder sig donorregistret. Og det forslag siger 69,3 procent af danskerne siger ja til, mens 24,6 procent vender tomlen ned.
Link til kilden: TV2 ØST (http://www.tv2east.dk/article?id=24133)
Et stort flertal af befolkningen ønsker at være donorer fra fødslen...
hmm.... jamen hvis de ønsker at være organdonorer "fra fødslen"... hvad hindrer dem i at fluks tilmelde dem selv til Donorregistret med det samme?
Personligt er jeg ikke spor glad for, at "flertallet af befolkningen" bemægtiger sig de endnu ikke fødte kroppe og tager beslutninger på vegne af fremtidige generationer.... Og den der med at "de kan bare... melde sig ud igen efter at de er blevet voksne...." Nej, dèn køber jeg ikke!!
Hvad med de små barnekroppe, der endnu ikke er myndige? Vil det så sige, at inden de bliver myndige og kan lovformeligt tage en beslutning om de vil forblive organdonorer eller ikke - ejer disse børn ikke engang deres egne kroppe og "enhver" kan bare komme og tage for sig? Og hvad med forældrene? Hvordan har de det med at have et barn, der slet ikke er beskyttet mod at blive udset til at være organdonor, måske endda med overlæg? Et barn med et brækket ben, der tilfældigvis dør under bedøvelsen eller andet simpelt "hændeligt uheld"?
Masser af organer i Danmark
Ord som organturisme og menneskelige reservedele dukker jævnligt op i de danske medier, men virkeligheden er ifølge formanden for Nyreforeningen en anden:
»Vi har sådan set organer nok i Danmark, og det er bare et spørgsmål om at samle dem op. Det er en pseudodiskussion, når man taler om, at det er nødvendigt at tage til udlandet og købe organer. Vi mangler blot et nationalt center for organdonation , og det er på vej. Når vi får det, kommer der også retningslinjer for personalet på de intensive afdelinger, der bliver mere opmærksomme på muligheden for transplantation fra hjernedøde«, siger Stig Hedegaard Kristensen, formand for Nyreforeningen.
Link til kilden: Transplantation.dk (http://www.transplantation.dk/presseklip/statsstottet-nyre-til-salg)
Som manden lyder... (Stig Hedegaard Kristensen, formand for Nyreforeningen) lyder det faktisk, som om de syge, der har brug for en transplantation for at overleve, allerede betragter de raske mennesker, som omvandrende organ-depoter, der bare er så smålige og egoistiske, at de ikke straks lægger sig under kniven for at afgive organer....
Det lyder som om man ikke (længere) selv ejer sin krop, men faktisk har en forbandet pligt til at give den væk idet man har ikke selv en lige så stor ret til at beholde sit organ, som de syge har "retten" til at kræve et organ fra os....? Hmm.. det lyder faktisk sådan... :?
Misforstå mig ikke.... jeg har intet imod organdonation. Hverken set fra den syges eller den levende donors side eller pårørendes, for den sags skyld... Men jeg er hylende imod, at vi skal føde børn, der er sagesløse og ikke selv kan bestemme over deres krop....
Der eksisterer kun en sikring mod misbrug (og jeg mener altså her i Danmark´!)... og denne sikring består alene af en frivillighed hvormed man afgiver sit samtykke til, at ens organer gerne må udtages når man er død eller når man ønsker at være en levende organsonor...
Jeg har ingen, siger-skriver-ingen tillid til hverken lægerne eller andre mennesker, der skulle varetage de praktiske funktioner forbundne med hele processen omkring "organ-bevilling" og organudtagning....
Når man ser alle de lægefejl og anden misligholdelse af Hipokratesløfte, der dagligt bliver udøvet indenfor lægeverdenen.... kan jeg ikke også overlade magten over liv-og-død til dem og ej heller til kancelisterne i div. lovgivende eller administrative instanser.
Grådige mennesker med et korrupt sind findes ikke kun i den tredje verden.... de findes allevegne, også her i Danmark.... Tænk bare, hvis f.eks. Mærsk McKinney skulle bruge et organ til et familiemdlem eller til sig selv...? Omgående ville der stå en kø af kancelister og læger fluks med det rette, skræddersyede "tilbud"....
Nej, jeg vil ikke have, at mit barn eller børnebørn skal automatisk fødes til et liv som omvandrende "organ-sække".... Specielt hvis forældrene ikke har retten til at framelde deres børn ved fødslen.
Jeg bryder mig slet ikke om at være så sceptisk og "paranoid", men jeg har levet længe nok til at indse, at vi mennesker generelt er absolut ikke guds-bedste-børn når en stor pose penge dingler foran næsen på een, eller hvis eget liv står på spil... eller egne børns... Så bliver de fleste af os til rovdyr også i den grad....
Pårørende har for megen indflydelse
Af Thomas Søbirk Petersen, Ph.d., Roskilde Universitetscenter, Forskningsgruppen for Etik og Straf, Lise Helweg, Advokat, medlem af den Regionale Videnskabsetiske Komité D, Region Hovedstaden og Vibeke Rosdahl Cand.scient, dr.med. og regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden (Rad.)
På Børsen blev for nylig afholdt et symposium om patientindflydelse. Symposiet var arrangeret af afdeling for medicinsk videnskabsteori, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, i samarbejde med Dansk Selskab for Medicinsk Filosofi, Etik og Metode. Her fremlagdes bl.a. Hjerteforeningens fakta vedrørende forskellige barrierer i relation til organdonation . Vi ønsker i denne forbindelse at fremkomme med et forslag til, hvordan vi i Danmark kan mindske manglen på organdonationer:
I Danmark er der mangel på livsvigtige organer. Dette betyder, at der i år vil dø mellem 15 og 35 personer, som kunne være reddet, hvis vi ikke havde organmangel. Det er desværre ikke kun en dårlig nyhed, der gælder for 2007 - sådan har det været i mange år. I skrivende stund er der cirka 660 personer på venteliste til et nyt organ. De fleste venter på en nyre, medens andre venter på et hjerte, en lever eller en lunge. At stå på denne venteliste i årevis er meget belastende både fysisk og psykisk. Ventetiden er ofte præget af stærkt nedsat livskvalitet og bekymring for, om livet er ved at være slut, og for nogle mennesker slutter livet, mens de står på ventelisten, fordi de ikke får det organ, de har brug for.
Dette er de kolde kendsgerninger. Vi mener, at det er en skandale, at vi lader disse mennesker lide og eventuelt dø. Dette især i betragtning af, at vi med få ændringer i forhold til sundhedsvæsenet kan øge antallet af organer, som er tilgængelig for transplantation. Lad os her nævne et par muligheder: En måde er at øge antallet af disponible organer ved at nedtone de pårørendes ønsker. Vi mener grundlæggende, at pårørende har for megen indflydelse. Lad os præcisere vores synspunkt.
Det er således, at ifølge sundhedsloven kan væv og andet biologisk materiale udtages til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske, idet indgrebet må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt eller mundtligt har truffet bestemmelse herom. Herudover siger loven, at pårørende til afdøde ikke kan modsætte sig indgrebet »medmindre afdøde har bestemt, at beslutningen er givet under forudsætning af de pårørendes accept«. Altså, pårørende har her mulighed for at omgøre donors beslutning.
Data har vist, at afdødes ønske om at donere organer i 50 pct. af tilfældene omgøres af de pårørende. Altså herved er 50 pct. færre organer til disposition.
Herudover overholdes loven i mange situationer ikke af vore hospitaler, hvilket vi finder både disrepektfuldt og uetisk. Hospitaler prioriterer nemlig ofte hensynet til de pårørendes ønske i dødssituationen om ikke at fjerne organer – også selvom donor ikke har givet sine pårørende denne adgang. Dette medfører i praksis også færre organer til disposition.
Der kan ikke herske tvivl om, at de nærmeste pårørende følelsesmæssigt er i en traumatisk situation, når et nært familiemedlem dør – og især hvis det er sket ved en ulykke. Dette vil efter vor mening ofte medføre, at pårørende ikke vil være i stand til at tage stilling til donation på et mere objektivt grundlag og derfor omgør afdødes ønske.
Normalt accepterer vi afdødes ønsker, når disse er truffet, mens vedkommende var ’ved sine fulde fem’.
Eksempelvis kan arvinger ikke omstøde et testamente, hvis testamentet måtte være i modstrid mod deres ønsker. Vi må ikke glemme, at også organmodtagerens pårørende står i en følelsesmæssig situation, når der ikke kan skaffes organer nok. En brutal afvejning er jo naturligvis at fremføre, at alt andet lige må en afdøds manglende organ veje lettere end et menneskes død af mangel på samme organ.
Vi mener således ikke, at der bør være mulighed for den potentielle donor til at lade de pårørende træffe valget. Når en borger beslutter sig for at kunne anvendes som donor, kan der ikke herske tvivl om, at det er velovervejet og sket på et tidspunkt, hvor der ikke foreligger følelsesmæssige konflikter – dette i modsætning til de pårørendes situation.
Af disse grunde mener vi, at sundhedslovens passus om, at afdøde kan medinddrage sine pårørende i den endelige beslutning, bør fjernes fra loven, således at disses mulighed for et modstridende ønske amputeres.
Såfremt en borger ønsker, at det er de pårørende, der skal tage stilling til spørgsmålet om donation af organer, giver loven faktisk allerede en mulighed for de pårørende til at tage stilling til dette – nemlig ved, at en borger ikke har tilkendegivet noget donorønske overhovedet. Loven tillader så de pårørende at tage stilling til spørgsmålet på dødstidspunktet.
Ved sletning af den del af loven, hvor den giver pårørende en ret til omgørelse, og ved at hospitalerne respekterer donors ønske uden ikke lovmedholdelig inddragelse af pårørende, vil disse tiltag medføre, at antallet af tilgængelige organer til vore medborgere, hvis overlevelse er afhængig heraf, optimeres – og de derved kan få et godt liv.
Hmm.... på den ene side....
Vi mener, at det er en skandale, at vi lader disse mennesker lide og eventuelt dø.
... og på den anden...
En måde er at øge antallet af disponible organer ved at nedtone de pårørendes ønsker. Vi mener grundlæggende, at pårørende har for megen indflydelse.
... på den tredje...
Af disse grunde mener vi, at sundhedslovens passus om, at afdøde kan medinddrage sine pårørende i den endelige beslutning, bør fjernes fra loven,
Fra at se positivt på tingene, er jeg ved at komme op hvor jeg begynder at opfatte "tingene" som et overgreb... "Skandale" skriver de. Men det føles som en lige så stor skandale, når jeg (f.eks.) havde fravalgt en organdonation ved ikke at tilmelde mig Donorregistret.... og så kommer folk frem efter min død og gør krav på mine organer... som om disse med èt bliver et samfundseje.... No way!
Hvis man her anfægter min vilje, jeg havde manifesteret gennem ikke at tilmelde mig Donorregistret - kan man lige så godt anfægte alt andet såsom testamentet eller anden arv, jeg havde disponeret med mens jeg endnu levede...
Derimod er jeg en varm fortaler for, at har man først bestemt sig for at blive en organdonor efter sin død - skal Loven tilpasses således, at der ikke er nogen, der kan omgøre min beslutning efter at jeg er død. Det er det eneste jeg kan støtte og acceptere i denne sammenhæng. Alt ud over det anser jeg for et overgreb på min fri vilje, jeg mener fortsat skal respekteres selv om jeg selv er borte....
En beslutning om at lade sig registrere ind som organdonor kan man træffe selv.... men bedst er det (og også mest fair over for de kommende efterladte), at man forsøger af alle kræfter at få de pårørende til at forstå og acceptere den, inden tilmeldingen til Donorregistret.
I mange tilfælde kan de pårørende ikke mentalt og endeligt stede den afdøde til hvile, hvis de ved at der render måske 6 mennesker ude i verden med lillemors organer i kroppen.... Den sorg og den afslutning på sorgeprocessen kan blive ødelagt og udskudt i det uendelige og jeg kan derfor godt forstå, at der er så mange pårørende, der omgør den afdødes beslutning.
Havde man derimod fra starten medindraget sine pårørende, hvor de kunne "på forhånd" gennemleve forlods denne erkendelse og en del af sørgen - ville de helt sikkert ikke have et behov for at omgøre den afdødes beslutning.
Alt dette bør og skal foregå i den private sfære.... Der bør og skal ikke lovgives om den slags, idet det er vore kroppe.... og ikke de syges og heller ikke samfundets....
Hele debatten mener jeg, begynder mere og mere "lugte" som i filmen "Soylent Green", hvor alle der ønskede at dø kunne komme i statens "dødshuse" hvor de fik lov til at ligge bekvemt, høre den bedste musik og sove stille ind.... Når de var borte - kom portørerne for at hente de døde kroppe og føre dem væk..... Ingen vidste hvor til...
Hele kloden var forurenet. Bøger var forbudt. Kvinder eksisterede kun som (sex)slaver. Der var overbefolkning og afgroder kunne kun dyrkes i meget begrænset omfang.... En jordbær kostede en formue og vand solgtes på decilitre... Soylent Green var et næringsprodukt i form af terninger man fik udleveret som hovednæringsmiddel. Havde det ikke været for "Soylent Green" havde største parten af menneskeheden været dømt til sultedøden... Ingen vidste hvad "Soylent Green" var og hvad den var fremstillet af...
"Soylent Green" film trailler (http://www.youtube.com/watch?v=c25tTzGJmcs&mode=related&search=)
Det føles lidt som i filmen... for samfundets skyld forlanger man snart, at vi skal give afkald på selvbestemmelsen over vores indre organer. Senere.... sendes vi bare rub og stub til.... "genbrug". Sikke perspektiver.... ved værste scenario.... :?
ja ja jeg er jo glad for at jeg ikke er alene med mine synspunkter om organdonation :oops:
Herhjemme er bølgerne også gået højt de sidste par dage netop i henhold til hvordan man bedst gør det...
Feks så er jeg stærkt imod at man ved fødslen skal gøres til et automatisk reservedelslager, sker der noget med så små børn ja så skal det klart være op til forældrene at træffe den beslutning.
Jeg ville blive sindsyg hvis der var nogen der kom og dikterede mig hvad der skulle ske med mit barns krop efter døden hvis (gud forbyde det ) der skulle ske hende noget.
Men ville jeg så tillade at mit barn ville blive organdonor .. Ja det tror jeg faktisk ...
Men diskussionen om organdonor er ikke forgæves ihvertfald ikke herhjemme, min søn på 19 har lige meldt sig som organdonor.
Og vi fik snakket om hvorvidt jeg ville være organdonor , men for mig har det tidligt i livet været en klar ting for mig at tage stilling til det, så jeg har i mange år været organdonor, og bloddonor ...
Men har sener fået at vide at jeg ikke længere må være organdonor eller bloddonor mere , pga en sygdom jeg havde som 18 årig (de ved ikke hvordan den på sigt påvirker knoglemarv samt organer ) så derfor er jeg kasseret
Men hvordan kan man så løse det , for løses det skal det jo (og jeg har så lidt tro til mine medmennesker at jeg sagtens kan tiltro de mere velhavende at købe deres reservedele i de fattige lande ) og dermed starte en sortbørshandle med menneskedele ...
Jeg fik at vide herhjemme at jeg var egosistisk fordi jeg ikke kan acceptere at mine børn ved fødselen bliver organdonor , men helt ærligt staten og lægen ejer ikke mine børns kroppe..
herhjemme er det ved at lykkedes mig at få vendt stemingen :wink:
Og kan det ikke løses mere snildt, når børn i dag bliver 16 år så får de deres eget sygesikringsbevis, hvad med at de samtidig med at de fik det også blev tilbudt at blive organdonor , for min skyld kunne de blive det automatisk sådan at de skulle sige fra hvis ikke de ville, man kunne have nogle klinkikker hvor psykologer eller konsulenter kunne forklare for de 16 årige hvad det indebar hvis ikke de have et netværk til at forklare det.
eller hvis de havde tvivl i forhold til det, herhjemme fik jeg også det forslag at hvis man manglede et organ, så skulle folk der selv var organdonor kunne springe dem over som IKKE var organdonor .
Men DET kan jeg ikke tilslutte mig, for hvad så med os der ikke kan blive det fordi vores krop ikke er gode nok, skulle vi så springes over af de andre ...
Men en ting er sikkert, børenes kroppe skal vi holde os fra, de skal selv have lov at bestemme og indtil de er gamle nok må det være forældrene.
Jeg tror ikke så meget på det system vi har her til lands , så jeg tvivler ikke på at det lynhurtigt kan blive sådan at det er læger og politikere der kommer til at bestemme om de små børns kroppe skal bruges og så må man bare leve med det som forældre ...
I det store og hele kan jeg tilslutte mig alt hvad Anina skriver :D
I øvrigt syntes jeg ikke det hele er så sort hvidt, det er stillet op som at man enten melder sig frivilligt , eller at man bliver det med tvang fra fødslen ...
Men hvad med lægerne .. kunne de ikke tage en snak med patienterne sådan at man der igennem fik flere donorer (tror mange bare ikke tænker over det ) hvad med at man fik et registre gennem internettet sådan at man simpelthen kunne tilmelde sig igennem nettet (digital signatur ) at man hørte mere om det, man kan jo bare se på det stunt de lavede i holland , i løbet af en uge var der 12.000 der meldte sig efter der havde været den quiz i tv , og se os her i Danmark nu snakker vi om det også og det er også en udlægger af den quiz ....
Men hvordan kan man så løse det , for løses det skal det jo (og jeg har så lidt tro til mine medmennesker at jeg sagtens kan tiltro de mere velhavende at købe deres reservedele i de fattige lande ) og dermed starte en sortbørshandle med menneskedele ...
Hmm... jeg begynder at komme alvorligt i tvivl om hele denne "ret-til-livet", der kun kan varetages af, at nogen skal dø for at nogen anden skal leve....
Hvor pokker står det, at vi alle partout skal frankenstein`eres på kryds og tværs, for at undslippe døden af sygdom.... En del af disse sygdomme, slet og ret er opstået af vellevned - for meget mad, for tung mad, for meget alkohol, for meget røg, for meget ræs og jag efter statussymboler, for meget bitterhed, for meget hævngærrighed og for meget ensomhed som følge af for meget egoisme m.m.! Alle disse "faktorer" æder kroppen indefra og når den er slidt helt ned... jamen - så skal vi op i køen af mennesker, der først havde tilladt ødelæggelsen af eget helbred og dernæst står, glipper bebrejdende med øjnene og venter på at nogen skal dø, for at de skal kunne overleve....
Personligt under jeg alle at leve og overleve og trives og glædes ved livet.... måske endda mere end jeg under det samme mig selv.... det er så mit eget valg.... men, men, men....
...handler det om yngre mennesker, hvis organer svigter som følge af arvelige eller andre patologiske sygdomme, ingen kunne forebygge eller forudse... så stiller også jeg i første række til kampen om flere organdonorer. Også selv om jeg mener, at det ville være idèelt hvis vi alle kunne trylles raske - har jeg meget svært ved at acceptere, at denne selvopfundne "ret-til-at-overleve" allerede havde kickstartet en verdensomspændende organ-handel-industri, hvor de ubemidlede og de retsløse - endnu en gang står for skud og misbruges til, at en rig dansk, amerikansk eller engelsk dranker skal have en ny lever, fordi han uhæmmet drak sin egen lever ihjel....
.... og så står en fattig familiefar ude på bøhlandet i Indien og overtales til at være levende donor af en stump lever, han dårligt selv kan undværre p.g.a. de forhold han lever under...., eller en ung mand bortføres i Sao Paulos gader.... og man finder så hans lig tømt for indre organer på losepladsen udenfor byen... Hallooooo!
Jeg er godt klar over, at dødsangsten kan gå det af med et menneskes integritet, moral, etik og alt det andet - vi havde lært var uundværlige for at kunne være stolt af sig selv og pryde menneskebilledet....
Jeg havde en far, der under hele sit ægteskabelige liv befandt sig under tøflen, fik ikke et ben til jorden, blev forulempet og ringeagtet uden at høre et eneste venlig ord for noget af det han reelt havde udrettet for at holde den lille familie over vande.... Jeg havde set på det gennem hele min barndom og min retfærdighed sans havde lidt alverdens kvaler hver dag, når jeg bevidnede denne psykiske terror der end ikke stilnede af om natten, da hårde ord trængte igennem væggen til hvor jeg lå og ikke kunne undslippe fordømmelser, bebrejdelser og skældsordene der regnede ned over min far konstant....
Den samme mand, der havde lidt så meget gennem hele sit ægteskab - blev syg af kræft og blev overvældet af dødsangsten.... i den grad, at omgående lagde afstand til mig, som om jeg ikke længere var hans datter... Han forvandlede sig fra en far og voksen mand, godt nok slap men alligevel.... til en højlydt og uhæmmet grædende, klagende og skrigende "barn", der puttede sig hos min mor, den samme hustru, der havde psykisk mishandlet ham i årevis.... og tiggede hende om at redde ham fra døden.... fuldstændig omflammet af dødsangsten og i panik krybende i støvet for min mor.... den eneste voksen han havde tilbage efter at hun havde i årevis isoleret ham fra både fortidens netværk og han egen familie.... Nu græd han, tiggede og bad om hjælp.... det samme menneske, der allerede en gang havde taget hans liv fra ham og givetvis også bidraget aktivt til at sygdommen eksploderede i hans krop uden det mindste varsel.... Jeg mistede min far til dødsangsten længe før hans krop døde....
Ja, jeg havde lært på nærmeste hold, hvad dødsangsten kan gøre ved et menneske.... hvis det havde mistet eller aldrig havde udviklet den personlige integritet, selvværd og indre stolhed... Hmm... så varer det ikke mange minutter eller timer efter en dødsdom afsagt af lægerne.... til man er parat til at "dræbe" , for selv at overleve.
Derfor ved jeg også, at dette uvæsen bliver vi ikke kvit ved at stille op som organdonorer.... ikke alene i hvert fald. Der vil altid være nogen villig til at sætte andre mennesker i fare eller direkte at tage liv - for at sælge dette liv til dem, der kan betale.... Sålænge der er penge til - er der også mennesker til salg - enten som "læger" eller som donorer, frivillige/ufrivillige.... lige fedt :?
Kun en aldersbegrænsning af organmodtagere kunne sætte en stopper for det.... i hvert fald i en så betydelig grad, at problemet ville skrumpe betydeligt.... Det er ikke fattige unge eller rige unge, der udgør den helt store gruppe af "markedet" for afsætning af organer... De fleste organmodtagere, der på verdens plan dræber pr stedfortræder er de midaldrende og de ældre med pengetanken i orden.... De er også samtidigt den gruppe, der sidder tungest på den politiske magt i de forskellige samfund rundt om i verden, ikke mindst i de lande hvor organrøverier hører til dagens orden og hvor børn fødes kun med det formål at blive slået ihjel for at andre skal leve...
Derfor er jeg personligt imod at organtransplantationer er en behandlingsform der tilbydes alle.... selv om det lyder hårdt og selv om jeg så gerne ville unde alle at klare sig... Men så længe det er dødsangsten der bestemmer - bestemmer også brutaliteten og korruptionen.... selv på vores breddegrader, hvorfra mennesker rejser til fattige lande for at købe sig til et liv, der bliver en andens død eller en andens sygdom....
Sorry. Jeg er imod organdonationer til alle over 20 år. Hele denne aktuelle diskussion i medierne fik mig til at tænke tanker, jeg ikke havde tænkt før og har så denne, helt modsatte effekt på netop mig... og der er sikkert ikke mange, der kan dele min opfattelse....
Men samtidigt ville jeg ikke have det mindste imod, over skattebilleten at donere 1000 kr hver måned i resten af mit liv til forskning i laboratoriedyrkning af antistofneutrale, biologiske enkelorganer til brug for transplantationer til alle.... Jeg vil bare ikke støtte eller fremme at mennesker skal fødes automatisk som donorer, eller presses til at lade livet eller sælge livet, for at nogle andre kan overleve... her sætter jeg grænsen og her forbliver den.... :?
Men hvordan kan man så løse det , for løses det skal det jo (og jeg har så lidt tro til mine medmennesker at jeg sagtens kan tiltro de mere velhavende at købe deres reservedele i de fattige lande ) og dermed starte en sortbørshandle med menneskedele ...
Illegal handel med organer
Af Patricia Mortensen i Sygeplejersken - Blad nr. 6/1998
Menneskerettighedsorganisationer og andre har beskrevet og dokumenteret, at der foregår illegal handel med organer i nogle asiatiske lande. Der er blandt andet rapporteret om eksempler på, at dødsdømte fanger og fattige mennesker sælger deres organer. Dette indlæg blev holdt på ICNs kongres i Canada i 1997 for at rejse debat om international sygeplejeetik.
Ikke engang børn er fredet i jagten på organer.
Min interesse omkring emnet illegal handel med donororganer startede i 1989. Som medlem af Sygeplejerskegruppen og den Medicinske gruppe imod dødsstraf i Amnesty International, blev jeg præsenteret for nogle foruroligende rapporter, der omhandlede disse chokerende handlinger.
Jeg har spekuleret over den rolle og det etiske dilemma, mine kolleger befinder sig i, når de muligvis deltager eller er vidner til disse handlinger.
Jeg er blevet meget inspireret af bogen 'Organhandel' af den svenske journalist Jonny Såganger. Han rejste til mange lande for at skaffe sig et pålideligt billede og samle oplysninger og dokumentation om den internationale illegale handel med nyrer og andre organer. Det lykkedes for ham at få en tilbudspris på 20.000 dollars for en nyretransplantation ved pr. brev at opgive de medicinske data for en svensk nyrepatient i ansøgningen. Konklusionen af hans omfattende undersøgelser viste, at et internationalt marked for handel med organer eksisterer og fungerer i stigende grad. Imens er fattige mennesker tvunget til at sælge deres organer for at overleve.
Rige mennesker kan rejse til mange steder i verden og, mod betaling, springe over ventelisterne i deres hjemland. Der er beviser for, at i nogle asiatiske lande er organer fjernet fra henrettede fanger og videresolgt, men der er ikke fundet beviser for, at organer er blevet fjernet fra børn. Det kan dog heller ikke udelukkes, at disse handlinger finder sted. Siden den første nyretransplantation i 1950 har der været en stigende mangel på organer til alle slags transplantationer, og ventelisternes længde stiger med galoperende hastighed over hele verden.
Af Jonny Sågangers bog fremgår det, at der i 1993 var 24.000 amerikanere på venteliste til en nyretransplantation, mod 11.822 i 1987. I England er ventetiden steget med 200 procent fra 1979 til 1992. Ventelister på nyretransplantationer i Danmark er også stigende, og i 1995 var ventelisten på 350 personer.
Når man har to nyrer, kan man sælge den ene, men det løser ikke problemet omkring mangel på lever og hjerter, de kan kun fjernes fra de døende eller de døde.
Dødsdømte donerer organer
I de sidste syv år er der fremkommet beviser fra forskellige menneskerettighedsorganisationer, heriblandt Amnesty International og Human Rights Watch Asia om, at henrettede fanger i nogle asiatiske lande er en vigtig kilde til forsyning af organer til transplantation (1, 4). Internationale sygepleje- og lægeorganisationer har kritiseret og taget stærkt afstand fra disse handlinger.
I 1991 blev der i løbet af kun ti måneder foretaget 51 henrettelser i Kina, og i 22 tilfælde havde dødsstraffanger doneret deres organer til transplantation.
Det sker meget sjældent, at fangerne og deres familier får en forklaring på, hvorfor der er foretaget vævstypeprøver og helbredsundersøgelser inden henrettelsen.
Henrettelsesmetoderne er ændret, for at sikre at organer kan bruges til transplantation. Læger i disse lande foreslår, at når fanger har givet tilladelse til, at deres organer kan bruges, skal de skydes i hovedet i stedet for i hjertet, således at der opstår hjernedød. Derfor er der mulighed for, de abdominale organer kan bruges, men den metode ender ikke altid med hjernedød (1).
Skudt to gange
En avisartikel skrevet i 1991 chokerede den medicinske profession. En dødsstraffange, som havde givet tilladelse, blev henrettet ved skydning og straks overflyttet til det aftalte hospital. Ved indlæggelsen blev det konstateret, at han havde tydelig hjerteaktion og spontan respiration. Han blev derfor indlagt på intensiv afdeling. Efter 34 timer blev han overflyttet til henrettelsesstedet og skudt for anden gang. På grund af forsinkelsen i transporten tilbage til hospitalet var det desværre ikke muligt at anvende hans organer til transplantation (2).
Dette må være et slående eksempel på den grusomme, umenneskelige og nedværdigende form for straf, og den mangel på respekt for livet og den ret alle mennesker har: Retten til en værdig død.
Sundhedspersonalet rapporterer, at organer fra henrettede fanger er brugt til nyre-, hjerte-, hornhinde- og hudtransplantationer. I mange tilfælde er det uden viden og legalt samtykke fra fangerne og deres familier, men i få tilfælde får familien udbetalt en mindre pengesum.
Sygeplejerskers rolle
Med den nuværende økonomiske vækst og mangel på vestlig valuta er antallet af dødsstrafdomme steget. I de seneste år er der en stigende tendens til at idømme dødsstraf for bedrageri, tyveri og narkohandel, men antallet af kriminelle handlinger er bestemt ikke faldet.
I 1990 blev 2.029 fanger henrettet i 34 lande. I 1996 blev 4.272 henrettet i 39 lande (3).
Sundhedspersonale og menneskerettighedsorganisationer er dybt bekymrede over disse tal og især over tallenes relation til fremskaffelse af det fornødne antal organer fra de dødsdømte. Illegal organhandel kræver medvirken fra sundhedspersonalet. Lægerne planlægger og koordinerer transplantationsoperationer til at passe med henrettelsestidspunktet og medvirker til de nødvendige vævstypeprøver og senere organudtagninger. I hvilket omfang sygeplejersker deltager i disse organudtagninger, er uvist.
Fangerne og deres familier får et meget kort varsel om henrettelsestidspunktet, når der opstår akut behov for organer (4).
WHO godkender retningslinier
Sundhedspersonale og menneskerettighedsorganisationer i mange lande har afsløret og fordømt disse krænkelser af menneskerettighederne.
I 1991 godkendte verdenssundhedsorganisationen WHO retningslinierne for sundhedspersonalets medvirken ved organtransplantation. De følgende deklarationer er af særlig interesse i forhold til illegal organhandel: Nr. 5, Nr. 6, Nr. 7, Nr. 8 og Nr. 9.
I 1994 vedtog The World Medical Association, W.M.A, en resolution 'Physicians Conduct Concerning Human Organ Transplantation'. Skønt denne resolution klart angiver, at det er forbudt for læger at deltage i transplantationer, der anvender illegalt fremskaffede organer, nævner den ikke dilemmaet ved handel med organer fra henrettede fanger, hvilket faktisk er deltagelse i dødsstraf og brud på det etiske kodeks. De medicinske grupper i Amnesty International arbejder for at få disse problemer inkluderet i resolutionen.
Sygeplejersker har en lang historisk baggrund for altid at spille en ledende rolle i menneskerettighedsspørgsmål. Siden 1983 har det internationale sygeplejeråd ICN indtaget en klar holdning og vedtaget en række resolutioner, der angår menneskerettighederne:
• 1983. Sygeplejerskens rolle i forbindelse med menneskerettigheder
• Sygeplejerskens rolle i plejen af internerede og fanger
• 1989. Sygeplejerske og tortur
• 1989. Dødsstraf og henrettelser
• 1991. Organdonation og transplantation.
I 1993 antydede FNs kommissionsrapport om menneskerettigheder, at problemet med misbrug og handel med transplantationsorganer kan kædes sammen med bortførelse af børn og børns forsvinden. Det er yderst vigtigt, at børn er beskyttet. Efter denne rapport udsendte Dansk Sygeplejeråd på kongressen i 1994 en udtalelse, der fordømmer disse handlinger. Alle internationale sygeplejeorganisationer og hele verdens sygeplejersker bør støtte den udtalelse.
Etisk dilemma
Samfundet består af en mangfoldighed af grupper med individuelle moralske opfattelser, hvilket kan sætte sundhedspersonalet i et etisk dilemma.
Hensigten med dette indlæg er ikke at bedømme de moralske spørgsmål og handlinger i andre lande, men at kaste lys over det etiske dilemma, vi som sygeplejersker står over for.
I nogle lande, hvor disse transaktioner finder sted, er holdningen, at illegal handel ikke er forkert, når det hjælper de rige til at opnå bedre helbred, og de fattige til en forbedret levestandard ved at sælge deres organer. Løser denne fremgangsmåde fattigdomsproblemet i udviklingslandene?
De fattige donorer har ikke råd til den nødvendige pleje efter operationen, og hvis der opstår komplikationer, kan det blive fatalt på grund af mangel på hospitalsbehandling.
Lande, som praktiserer dødsstraf, vil argumentere for, at når fangen alligevel skal dø, og hans organer vil gå til spilde, hvorfor skulle de ikke kunne bruges til at redde en andens liv? Kunne disse logiske argumenter bruges af sundhedspersonale, når de søger samtykke for organdonation og være grund til, at datoen for henrettelsen bliver fremskyndet? Fangerne er særligt sårbare og under pres under disse omstændigheder.
Moralsk skyld
Embedsmænd og andre forventer, at de angrer deres forbrydelse. Det er derfor meget tvivlsomt, om det kan kaldes et frivilligt samtykke. Ethvert menneske har ret til frit og frivilligt at donere sine organer i overensstemmelse med egne ønsker, og staten har ingen ret til at påvirke denne beslutning.
Modtagere af organer kan selv føle moralsk skyld, som en modtager fra Mellemøsten fortalte. Han var så bekymret over planen om at modtage en nyre fra en fattig og underernæret donor fra Indien, at han besluttede at betale en måneds ophold på et hotel for at opbygge donors ernæringstilstand inden operationen.
Nogle organmodtagere fortalte, hvordan de fik lov til at vælge en donor ud af en række af personer, som sad på hospitalsgangen. De fattige donorer får kun en lille betaling for deres organer, ofte kun ti procent af den pris modtageren betaler, resten bliver udbetalt til hospitalet, lægen og mellemhandleren (5). I mange lande skyldes den kroniske mangel på organer delvis den tradition, at liget skal begraves ubeskadiget, men det ser ud til, at den tradition ikke gælder, når der er tale om henrettede fanger. Kvaliteten af den pleje, disse patienter får, er ofte af en meget dårlig standard. Inden organmodtageren overhovedet bliver accepteret til operation, skal de garantere, at de kan medbringe større mængder af meget dyr immunsuppressiv medicin, som de skal aflevere ved indlæggelsen. Som regel bliver disse patienter udskrevet hurtigt efter operationen og kan umuligt bruge disse store mængder medicin, som formodentlig bliver brugt eller videresolgt af hospitalet for at tjene flere penge.
Manglende ekspertise og pleje samt dårlige faciliteter resulterer ofte i alvorlige infektioner, sepsis og en høj frekvens af organafstødning. Risiko for smittefare med aids, virus og hepatitis er også til stede pga. manglende screening og kan bidrage til spredning af disse alvorlige sygdomme til andre lande (5).
Det professionelle ansvar
Sygeplejersker må under ingen omstændigheder deltage eller medvirke i fjernelse af organer fra henrettede fanger. Det er en indirekte deltagelse i dødsstraf og et farligt misbrug af vores profession og brud på vores etiske resolutioner.
Vi må sikre, at ethvert samtykke om organdonation er givet frivilligt og uden pres.
Sygeplejersker og al sundhedspersonale, som er ansat i transplantationscentre og beskæftiget med transplantationsprogrammer, bør fremme og deltage i det opsøgende arbejde med at finde metoder til at opspore organer, der er fjernet illegalt. Der kunne fx være en regel, som sikrede, at organer kun blev modtaget fra centre, hvor de præcise data fra alle donorer er kontrollerede.
Det er vigtigt, at sundhedspersonalet er undervist i alle aspekter af menneskerettigheder. Sygeplejersker har en yderst vigtig rolle i formidling af informationer og i undervisning af sundhedspersonale. Det er vigtigt, at vi er aktive ved møder og debatter i det internationale forum.
Vi må sikre, at alle vores internationale kolleger i andre lande er orienteret om alle resolutioner vedrørende forbud om professionel deltagelse i krænkelse af menneskerettighederne.
Sygeplejerskers ansvar
Alle sygeplejersker har en moralsk pligt til at indberette tilfælde af overtrædelse af menneskerettighederne, som er påført patienter, til deres nationale sygeplejeråd.
Udvikling i transplantationsteknologi har givet alvorlige etiske problemer på grund af den stigende mangel på donororganer. Udbudet kan ikke følge med efterspørgslen, og der findes en efterfølgende stor gruppe af patienter med et alvorligt behov for organer, hvis de skal have en mulighed for at overleve.
Det har resulteret i en situation, hvor de rige i samfundet køber organer fra de fattige, og i et voksende misbrug i forbindelse med organdonation. Hvis disse handlinger ikke bliver standset, vil korruption, kriminalitet og misbrug sejre ligesom i narkohandel. Patienterne vil muligvis miste deres tro på og tillid til verdens transplantationscentre, hvilket vil give alvorlige konsekvenser for samfundet. Sundhedspersonalet har en nøgleposition i den voksende transplantationsvirksomhed.
Sygeplejersker må være aktive i den internationale debat og arbejde for undervisning af verdens sundhedspersonale om alle aspekter af menneskerettighederne. Vi er forpligtede til at arbejde for at udrydde disse monstrøse overgreb på menneskerettighederne.Litteratur
1. Amnesty International report. Taiwan, Illtreatment on Death Row. Juli 1993.
2. Amnesty International. Death by Execution takes 34 hours. April 1991.
3. Amnesty International. Abolition of the Death Penalty Worldwide developments in 1996. 1997.
4. Human Rights Watch Asia. Organ Procurement and Judicial Execution in China. 1994.
5. G.M Abouna et al. Commercialization in Human Organs. A Middle East Perspective. 1990.
Patricia Mortensen er ansat på børneambulatoriet på Amtssygehuset i Roskilde.
Nøgleord: Amnesty International, baggrund, organdonation, transplantation.
Relaterede artikler:
* Har du taget stilling til, om du vil være organdonor?
* Må vi bruge din datters nyre?
* Den grimme følelse bliver god med årene
* International Nurses Day sætter fokus på arbejdsmiljø
* Internationalt møde om autorisation
* Nordisk sygeplejeetik
* Connie Kruckow skriver til oberst Ghadaffi
* Reddet på målstregen
* Etik på hospitalsgangene
* Klinisk etiske komiteer på fem sygehuse
Link til kilden og til "Relaterede artikler" (http://www.sygeplejersken.dk/sygeplejersken/default.asp?intArticleID=1175)
"Blomsten" af vores (Venstre) ungdoms erklæring om organhandel....
Slip organerne løs
Artikler, 27-03-2007:
Forbuddet mod organhandel tvinger hvert år adskillige danskere til at tage den lange tur til lande som Indien og Pakistan for at købe organer af fattige borgere, der desperat har brug for pengene. I mange tilfælde foregår transplantationerne under kummerlige forhold, og ikke alle pengene går til donoren, men i stedet til mellemmanden, der har lavet en forretning ud af at arrangere disse organskift. Selvfølgelig i dybeste hemmelighed for diverse statsmagter.
Hvem vinder på dette?
De fattige bliver i de fleste tilfælde snydt for en masse penge, og danskerne får foretaget operationer, der sikkert aldrig har været i nærheden af ordet hygiejne, af folk med meget skumle lægebeviser. Altså er der ingen, der trækker sig ud af denne handel med et 100 % positivt resultat.
Skal der laves om på dette er vejen ikke, at håndhæve forbuddet med mere kontrol og overvågning af organtrængende danskere. Menneskets fulde ejendomsret til egen krop skal derimod genetableres, og forbuddet mod organhandel skal ophæves!
Det må være ethvert individs uindskrænkede naturlige rettighed at bestemme over egen krop. Derfor skal stater på ingen måde forbyde organhandel – for udover at krænke den private ejendomsret slår det faktisk også mennesker ihjel. I år 2000 døde der nemlig 86 mennesker i Danmark, fordi de manglede en nyre. Disse mennesker kunne være reddet, hvis der havde eksisteret et fungerende frit marked for nyrer. Og ikke nok med det! 86 fattige Indere eller Pakistanere kunne have fået ændret deres liv radikalt. De kunne have fået kapital til at starte deres egen virksomhed og/eller hæve levestandarden for hele deres familie.
Hvad er argumentet overfor den fattige pakistanske arbejder, der bliver tilbudt 6-7 årslønninger for en nyre? At folketinget ikke mener, at det er en etisk og moralsk handling at sælge en sådan, selvom det vil betyde, at personens familie vil kunne få sikret regelmæssig lægehjælp og uddannelse, samtidig med at det forhindrer en dansker i at dø? Dette argumentet er fuldkommen latterligt, og hjælper ingen mennesker.
Det er ganske naturligt, at der mangler organer i Danmark. Der er i dag intet økonomisk incitament til at afgive fx en nyre, og man skal virkelig have hjertet på det rette sted for at afgive én til hjælp for en komplet fremmed person. Blev man derimod økonomisk kompenseret, (selvfølgelig ikke af staten, men af den person, der kunne være interesseret i at købe nyren) ville der være langt flere, der så det som en god mulighed for at tjene penge. Flere mennesker ville altså indgå i frivillige handler, og derved ville flere blive tilfredse. Enten fordi de overlever, eller fordi de får forbedret deres privatøkonomi. Der er altså ingen taber i denne situation; En såkaldt Win-Win-situation.
Venstres Ungdom anser det som særdeles ærgerligt, at statslige forbud forhindrer mennesker i at forbedre deres levestandard. Når det derudover også medfører dødsfald blandt danskere, er det endnu mere uforståeligt. Derfor mener VU, at man skal gøre op med denne såkaldte ”moral” og i stedet føre en ægte etisk og liberal politik på organhandelsområdet. Til glæde og gavn for ALLE!
Morten Dahlin
Sundhedspolitisk ordfører
Link til kilden (http://vu.dk/content.php?type=10&id=18999)
Sikken en omgang fis i hornlygte..... de unge Venstre aner ikke hvordan realiteterne ser ud i det virkelige liv....
Deres uvidenhed og den sølle fordanskning af verdensopfattelsen, kun kan forstås i Danmark, mens ude i verden er sandheden om den lykkelige og nyrige organdonor.... ganske anden. Jeg krummer bare tæer.... af skam over, hvor hjernevaskede de unge Venstre er og frygter fremtiden - hvis de skulle stemmes til magten den dag de gamle skal afløses på Tinget....
Jeg skrev i går, men det blev væk, ja, jeg skrev to gange, men jeg kunne ikke finde de ord, som skulle til, for at få mine tanker om organtransplantation ud på skrift.
Jeg synes heller ikke vi bare skal fødes for automatisk at levere vores organer til andre.
Jeg synes Anina er inde på noget af det som jeg sidder og tænker. Alene det at det er de midaldrende rige mennesker, der kan finde på at dræbe for at få et organ undrer ikke mig. Det er ofte den kategori af mennesker, der næppe opfatter mennesket som et følelsesmæssigt individ. Nej, mennesket bliver betragtet som en maskine, der skal tjene penge. Når penge er det vigtigste i ens liv og går forud for alt, har vedkommende nok ikke haft tid til at mærke livet på godt og ondt. Alle tanker om død og sygdom skubbes væk, eller fortrænges helt. I stedet for at at tillade sig selv at være glad, ked af det og i det hele taget mærke livet betragtes deres eget liv som noget helt specielt, og rettigheden til at eje et andet menneskes organer bliver en selvfølge. Det er som Anina skriver uhyggeligt, hvad nogle mennesker kan finde på for at bevare netop deres liv.
Det er som om livet er blevet noget selvfølgeligt og at det helt skal vare i hundrede år.
Der er så meget rigtigt i det Anina skriver, og der er så meget som som jeg godt kan bakke op op om. Noget som jeg har svært ved at udtrykke.
Ganske "almindelige" mennesker skulle nødigt skubbes i baggrunden til fordel for de velhavende. Der er så meget i samfundet, der peger i den retning. Det offentlige system bliver ligesom udhulet og en slags anden håndsarbejde, hvorimod de dygtige og velformulerende læger/personale ansættes på private hospitaler således at velhaverne har meget store fortrin, set i forhold til at blive behandlet ordentligt og professionelt.
Denne samfundsstruktur er også med til at skræmme mig med hensyn til transplantationer af organer. Kan levende forestille mig at organerne går til de læger, der er bedst til at argumentere, de dygtigste læger og privathospitalerne. På de offentlige sygehuse biver kun de dårligste tilbage. Jeg kan bare ikke forestille mig en bistandsklient får en nyre, hvis der sidder en direktør på et privathospital der også kan bruge organet.
Vores land er ved at være godt med, med hensyn til forskelsbehandling, og for den sags skyld tror jeg også at der findes koruruption visse steder. Det er en påstand, men jeg fornemmer at sådan er det.
Dette emne har optaget mig meget og jeg tænker om ikke det er på tide at begynde at finde døden frem, tale om den og lade den være en naturlig del af tilværelsen.
Nu er det sådan, at jeg synes det er fint at mennesker vælger at være donorer, og jeg glæder mig over hvis mennesker overlever og får et godt liv. Men det er farligt hvis mennesker får den forestilling, at det er en selvfølge at der er et organ, en selvfølge at der et andet menneske, der dør for os. Selvfølgeligheden gør os mere uansvarlige og får os til ikke at passe på os selv. Det kan blive en sovepude.
Vi bliver nødt til at erkende at vi ikke er udødelige og tage konsekvensen af det at leve. Hvis jeg eller mine børn skulle have et organ, synes jeg det er en rar følelse at vide at organet er givet at et godt hjerte og at beslutningen er gennemtænkt.
Nå, men det her er vist lidt rodet, men nu sender jeg. Senere kommer der måske mere. Må indrømme at emnet sætter gang i mine tanker og jeg er ikke færdig endnu.
Jeg har det meget svært ved at vi snart skal have en pose penge i hånden for at blive behandlet på vores private hospitaler. Det burde være en selvfølge alle steder. Jeg ville altså også gerne give noget mere i skat, hvis pengene går til LIGE behandling for ALLE. Det går mig på, at de svage lider så meget i forhold til dem der har penge. Jeg er bare bange for løbet er kørt. Vi er kommet for langt i den bane, til at dette kan ændres. Dog er der ikke nogen der kan forbyde mig at arbejde for de svage i samfundet, og jo mere ilter jeg bliver, jo mere opstår tanken, at det er der min opgave ligger.
Det kan ikke undgås at tendensen også smitter af på tanken om organtransplantationer.
Vil slutte, skal ind i seng. Jeg kan godt mærke, jeg er startet på arbejde. Der er nok at tage fat på. Stedet er fyldt med unge mennesker, der måske får lov at stå sidst i køen, når der deles organer ud.
Sidder mned tanken om jeg er dobbelmoralsk, fordi jeg helt sikkert vil ønske at mine børn/børnebørn skal overleve hvis de bliver syge. Det ville være meget mere overskueligt, hvis ikke videnskaben var kommet så langt. Teknologi og videnskab er ikke kun af det gode.
Er jeg sortseer??????????????
Tanker fra Bea #-o
Jeg skrev i går, men det blev væk, ja, jeg skrev to gange, men jeg kunne ikke finde de ord, som skulle til, for at få mine tanker om organtransplantation ud på skrift.
Det kender jeg godt Bea, og derfor springer jeg over hvor gærdet er lavest og skriver mit som kommentar til dit :D
Mange af de ting som du skriver er jeg helt enig i, og hvis du er sortseer så er jeg endnu mere sortseer , men det kan du jo se som du kommer længere ned i indlægget :wink:
Jeg synes Anina er inde på noget af det som jeg sidder og tænker. Alene det at det er de midaldrende rige mennesker, der kan finde på at dræbe for at få et organ undrer ikke mig. Det er ofte den kategori af mennesker, der næppe opfatter mennesket som et følelsesmæssigt individ. Nej, mennesket bliver betragtet som en maskine, der skal tjene penge. Når penge er det vigtigste i ens liv og går forud for alt, har vedkommende nok ikke haft tid til at mærke livet på godt og ondt. Alle tanker om død og sygdom skubbes væk, eller fortrænges helt. I stedet for at at tillade sig selv at være glad, ked af det og i det hele taget mærke livet betragtes deres eget liv som noget helt specielt, og rettigheden til at eje et andet menneskes organer bliver en selvfølge. Det er som Anina skriver uhyggeligt, hvad nogle mennesker kan finde på for at bevare netop deres liv.
Lige netop det du skriver her Bea er også min frygt, men jeg mener også at organdonor er en god ting, men når det er sagt så tvivler jeg ikke om at hvis mit barn kom alvorligt til skade og skulle bruge et hjerte og der kun var et , og direktør Jensens barn samtidig havde brug for det samme hjerte, ja så ville der komme økonomi i det, og der kan politikkere sige lige hvad de vil, jeg tror ikke på andet, og at jeg ikke har meget høje tanker om det danske system er nok med til at bevise det..
Allerede nu ser man hvordan liv i danmark gøres op i gode liv og dårlige liv , en direktør er et godt liv en bistandsmodtager er et dårligt liv...
Så derfor syntes jeg at meget af det Anina skriver vækker meget til eftertanke (og indægget fra venstre, giver stadig mig kvalme )
derfor ville det være bydene nødvendigt at man fandt en ordentlig måde at køre sådan noget som donation på, det skulle være i form af et anonymt register så man simpelthen ikke vidste om det var direktørens barn eller mit barn der fik hjertet , men om det kan lade sig gøre i et land som danmark , det ved jeg ikke...
Jeg ved bare at hvis et af mine børn fik brug for et organ, ja så ville jeg jo ønske at de fik det, og derfor føler jeg mig også forpligtede til at hjælpe ved at være organdonor
Der er så meget rigtigt i det Anina skriver, og der er så meget som som jeg godt kan bakke op op om. Noget som jeg har svært ved at udtrykke.
Jeg har det på samme måde som du , og mit indlæg bære nok også præg af det, netop et tema som organdonation kan aldrig blive et sort hvid spørgsmål , eller et enten eller spørgsmål , der er alt for mange tanker med inde over, hvad ang moral og etik og ikke mindst mangle på samme hos mange mennesker ...
Ganske "almindelige" mennesker skulle nødigt skubbes i baggrunden til fordel for de velhavende. Der er så meget i samfundet, der peger i den retning. Det offentlige system bliver ligesom udhulet og en slags anden håndsarbejde, hvorimod de dygtige og velformulerende læger/personale ansættes på private hospitaler således at velhaverne har meget store fortrin, set i forhold til at blive behandlet ordentligt og professionelt.
Sådan har det været i mange år tror jeg, jeg kan stadig huske da min mormor blev så syg at hun kom på hospitaltet, jeg snakkede med en læge der fortalte mig at det ikke kunne betale sig at gøre noget for min mormor , de kunne kun hjælpe med smertestilledene ...
Jeg spurgte ham om man ikke kunne hjælpe hende eller om man ikke ville hjælpe hende (spørgsmålet kom ud af hans kommentar om at det ikke kunne betale sig )
Jeg fik at vide at den behandling min mormor skulle have var for dyr, der var ingen grund til at give hende den, så meget ville den ikke kunne forlænge hendes liv og der var andre yngre og mere produktive borgere der havde brug for den samme behandling så det var et prioterings spørgsmål.... Jeg ved at en af mine veninder har fået den samme besked mht hendes mormor ...
Jeg var tosset over den besked , og jeg diskutterede med lægen længe , min mormor var 67 da hun døde og et af de mest produktive mennesker jeg nogen sinde har kendt og ikke mindst var hun min mormor , og det mest vigtige menneske i mit liv, beskeden fra ham var at sådan havde alle de andre pårørende også... og jeg må indrømme at dengang der holdt jeg helt op med at tro på et sundhedssystem hvor alle fik den hjælp de havde brug for og krav på... det er ene og alene penge der gør det ...
Denne samfundsstruktur er også med til at skræmme mig med hensyn til transplantationer af organer. Kan levende forestille mig at organerne går til de læger, der er bedst til at argumentere, de dygtigste læger og privathospitalerne. På de offentlige sygehuse biver kun de dårligste tilbage. Jeg kan bare ikke forestille mig en bistandsklient får en nyre, hvis der sidder en direktør på et privathospital der også kan bruge organet.
Vores land er ved at være godt med, med hensyn til forskelsbehandling, og for den sags skyld tror jeg også at der findes koruruption visse steder. Det er en påstand, men jeg fornemmer at sådan er det.
jeg kan kun give dig ret og følge dig helt i den fornemmelse og påstand , jeg tror desværre også at det ville blive sådan , i danmark har vi igennem de senere år fået bygget en jeg har nok i mig selv mentalitet op, og dem der har skal have mere, og de skal garenteret også først i køen til en transplation..
Og desværre er befolkningen snart af den samme mening som politikkere , bidrager du ikke med noget til samfundet , så er du ikke noget værd, heller ikke selv om det er samfundet der har gjort dig til den du er i form af slidtage osv...
Dette emne har optaget mig meget og jeg tænker om ikke det er på tide at begynde at finde døden frem, tale om den og lade den være en naturlig del af tilværelsen.
Også der er jeg helt enig med dig, og jeg har de samme tanker omkring min egen død, vil jeg have forlænget mit liv på andres ulykke, det ved jeg ikke før jeg har prøvet det, men jeg tror det ikke....
men kommer det til mine børn så er mine tanker nogen helt andre, jeg ville gøre alt for at redde deres liv, men ville sætte grænsen ved at tage andres liv...
Derfor gør et indlæg som det anina har sat ind fra venstre ungdom mig nærmest panik agtig ,det er en forfærdelig tanke at de småt skåret unge en dag kan komme til at lede vores land, at man kan sidde og sige at organdonor markedet skal sættes fri...
Hvad bliver så det næste, at mennesker går op på kommunen for at søge hjælp og bliver mødt med, jamen har du solgt din nyre ???
ellers skal du sælge den først du skal gøre alt for at blive selvforsørgende..
eller den enlige mor der er ved at må gå fra hus og hjem og som kan få en stakket frist ved at sælge et organ ?
(se jeg er mere sortseer end du )
Nu er det sådan, at jeg synes det er fint at mennesker vælger at være donorer, og jeg glæder mig over hvis mennesker overlever og får et godt liv. Men det er farligt hvis mennesker får den forestilling, at det er en selvfølge at der er et organ, en selvfølge at der et andet menneske, der dør for os. Selvfølgeligheden gør os mere uansvarlige og får os til ikke at passe på os selv. Det kan blive en sovepude.
Enig :wink:
Vi bliver nødt til at erkende at vi ikke er udødelige og tage konsekvensen af det at leve. Hvis jeg eller mine børn skulle have et organ, synes jeg det er en rar følelse at vide at organet er givet at et godt hjerte og at beslutningen er gennemtænkt.
Også her er jeg enig og jeg ved at jeg er for organe donore , men jeg har ikke løsningen på hvordan man kan løse de her problem stillinger som rejses her og jeg er bange for at man i huj og hast lige pludselig ser at der indføres en lov om at alle ved fødslen skal være automatiske donor, og hvad skal man bruge i tilfælde af død, hvis man automatisk er donor ?
Vi har vel alle nogle grænser , jeg ved at jeg har , mine er vide, men jeg sætter grænsen ved øjne , og det går både for mine børns og mit eget vedkommen ...
Hvorfor ... det har jeg ikke gennemtænkt ved bare at det altid har været mig imod..
Nå, men det her er vist lidt rodet, men nu sender jeg. Senere kommer der måske mere. Må indrømme at emnet sætter gang i mine tanker og jeg er ikke færdig endnu.
Og jeg roder bare videre sammen med dig men det er også et rodet og svært emne og meget følseladet hvis man tænker over det ...
Anina kommer til at tænke på en film , det gør jeg også, jeg kommer til at tænke på den film hvor et barn skal bruge et hjerte , der er ikke noget hjerte og faderen siger at han vil dø for barnet, men får beskeden at det ikke er en selvfølge at sønnen får hjertet, for der kan være andre før ham ..
det var godt nok ikke nogen dyb film, men en thriller men alligevel vækker den til eftertanke ...
Jeg har det meget svært ved at vi snart skal have en pose penge i hånden for at blive behandlet på vores private hospitaler. Det burde være en selvfølge alle steder. Jeg ville altså også gerne give noget mere i skat, hvis pengene går til LIGE behandling for ALLE. Det går mig på, at de svage lider så meget i forhold til dem der har penge. Jeg er bare bange for løbet er kørt. Vi er kommet for langt i den bane, til at dette kan ændres. Dog er der ikke nogen der kan forbyde mig at arbejde for de svage i samfundet, og jo mere ilter jeg bliver, jo mere opstår tanken, at det er der min opgave ligger.
Det er uhyggeligt men også her giver jeg dig ret....
i tv i går så jeg om det amerikanske system i nyhederne , her var der en kvinde som havde sin forsikring i orden, men den blev opsagt i det øjeblik hun fik konstateret kræf...
hvis hun skulle have en forsikring igen, så ville den koste 150.000 om året , det er det højt besunget amerikanske system...
en familie med to børn så man også, de havde ikke nogen forsikring for der var ikke råd til det, og det gjorde så at ens børn ikke kunne komme i behandling , og som faderen sagde, så var den store skræk at man en dag bare sagde når det er bare feber ikke kontaktede en læge og det viste sig at være noget meget værre..
Jeg har tit tænkt på hvordan man gør i USA hvis man vitterlig er syg og ikke har haft råd til den forsikring ..
i nyhederne kunne de så fortælle at man ikke måtte nægte folk behandling men at der kom en monster regning bagefter ( en ambulance tur 800 dollar) og de oplyste samtidig i nyhederne at i følge statestikkerne var hovedparten af personlige konkurser i USA på grund af gæld til sundhedssektoren ...
DET ER SYGT og dem vil nogle politikkere gerne have at vi kopiere
Er jeg sortseer??????????????
Nej du er realist
Hej Hejdien
Dejligt at høre du også tænker som jeg. Jeg vender tilbage senere.
God nat og sov godt.
Knus Bea :smi001
EDIT/adm. læs også her: http://www.overgangsalderen.net/kvindesnak/viewtopic.php?t=4249
Derfor er jeg personligt imod at organtransplantationer er en behandlingsform der tilbydes alle.... selv om det lyder hårdt og selv om jeg så gerne ville unde alle at klare sig... Men så længe det er dødsangsten der bestemmer - bestemmer også brutaliteten og korruptionen.... selv på vores breddegrader, hvorfra mennesker rejser til fattige lande for at købe sig til et liv, der bliver en andens død eller en andens sygdom....
Sorry. Jeg er imod organdonationer til alle over 20 år. Hele denne aktuelle diskussion i medierne fik mig til at tænke tanker, jeg ikke havde tænkt før og har så denne, helt modsatte effekt på netop mig... og der er sikkert ikke mange, der kan dele min opfattelse....
Men samtidigt ville jeg ikke have det mindste imod, over skattebilleten at donere 1000 kr hver måned i resten af mit liv til forskning i laboratoriedyrkning af antistofneutrale, biologiske enkelorganer til brug for transplantationer til alle.... Jeg vil bare ikke støtte eller fremme at mennesker skal fødes automatisk som donorer, eller presses til at lade livet eller sælge livet, for at nogle andre kan overleve... her sætter jeg grænsen og her forbliver den.... :?
Det er 3/4 år siden, at vi havde denne snak.... og snart - allerede lørdag den 5. april kommer mennesker på gaderne og vil "hjælpe danskerne til at tage stilling til organdonation" endnu en gang.....
På hjemmesiden Transplantation.dk (http://www.transplantation.dk/nyhedsmappe/hjelp-danskerne-til-at-tage-stilling-til-organdonation-den-5-april-2008) skrives der, at "Langt de fleste danskere er positive over for organdonation. Og mange har overvejet at tilmelde sig som organdonor."
Hmm... hvis det er så mange, hvordan kan det så gå til, at der er så forholdsvis få, der gør alvor af tilmeldingen til ordningen? Måske er frivilligheden ved at blive overskygget af moralsk tvang og samvittighedsrytteri.... hvor vi jages ind i en blind krog af massive krav om at afstå fra ejendomsretten til vores egen krop og det, der skal ske med den efter vores død?
Det er som om man ikke længere er til, bare fordi man døde og i dødsøjeblikket mister vi retten til at forvente at vores ønsker fortsat gælder eller hva`?
Snart er der intet tilbage af det mentale anker, hvormed vi kan holde vores tilværelse i ro gennem alskens omvæltninger og "gyngende grund". Nu afkræves vi også at afstå fra ejendomsretten til vores egne kroppe i live (når vi skal "hjælpes") og i døden.... Hvis denne ejendomsret ophæves - ophæves så ikke samtidigt enhver mening med begravelsesceremonier, begravelsestaler, gravøllet og alt det, der hører med til at mindes os som de individer vi var mens vi levede.... rigtige... forkerte... ved ikke. Det er bare mine stråtanker. Og de er altså reelle... de tanker. Lige som mine indre organer.... er de mine eller er de ikke mine? Et legitimt spørgsmål, hvis nogen undres over mine overvejelser. :-k
Det er IKKE donation af vores organer jeg har noget imod.
Det er denne massive, påtrængende, krævende og politiserende anskrig om at lade "dem" overtage vores organer jeg stritter imod!
Det er angrebet på frivilligheden jeg har noget imod!
Det er at gøre organdonation til vores PLIGT jeg har noget imod!
Det er den totale mangel på begrebet næstekærlighed der ellers burde gælde begge veje - nu skal kun gælde de syge og gøre os til omvandrende organ-banker, der ikke skal have retten til at donere frivilligt, men skal nu overgive sig til en aggressiv agitation.... i stedet for en uforfalsket, umanipuleret frivillighed.
Hvad gør du så den 5. april når du bliver standset på gaden af nogen, der vil hjælpe dig til enh beslutning?
Hmm.. hvad der mon er blevet af den lov, der skulle gøre vores børn automatisk til organgdonorer fra fødslen, medmindre vi (?) i hvert enkelt tilfælde sørger for skriftligt at melde ´vores børn ud af "donor-puljen"....? Er der nogen der ved det? :-k
Jeg er stærkt imod, at mennesker skal "tvinges" til at være organdonorer - og da slet ikke fra fødslen!
Jeg mener dog, at alle voksne over 18 år i det mindste burde tage stilling - altså have et kort på sig, hvor man enten til- eller fravælger, men det skal stadigvæk være 100% frivilligt, om man vil donere sine organer eller ej! Det må også være en menneskeret at skifte mening undervejs!
Både jeg og min mand har taget stilling for mange år siden, og donorkortet ligger altid i vores pung. Det burde alle voksne gøre, hvad enten man ønsker at donere eller ej - og ingen skal på grund af et politisk pres føle sig forpligtet til at donere sine organer, hvis man inderst inde ikke ønsker det!
Anne :smi0055
- og ingen skal på grund af et politisk pres føle sig forpligtet til at donere sine organer, hvis man inderst inde ikke ønsker det!
"Ikke ønsker det" eller netop gør, men meget gerne uden at spørgsmål om organdonation søges nu indlemmet i begrebet: politisk korrekthed.
"Man" tilstræber nu at gøre organdonationen politisk korrekt og med tanke på, hvor mange af os mennesker blot følger med flokken og gerne vil gøre det rigtige, uden selv at magte eller ønske at tage en personlig stilling - sniger der sig ad bagdør et massivt element af tvang i takt med, at kampagnen om at gøre organdonationen til en politisk korrekt handling - skrider frem og griber om sig.
Når frivilligheden først er afløst af politisk tvang ("korrekthed") så står jeg altså af... :(
Det er en svær størrelse at tage stilling til.
Man kunne bede samtlige om at tage stilling, når de blev 18 år... men så tænker jeg, hvem er jeg, der kan tage stilling til, hvad mit barn under 18 ville ønske, hvis jeg en dag skulle stå i den situation.
Og begrebet "frivillig" har jeg en lidt ambivalent holdning til. Denne fik jeg, da jeg første gang hørte om "frivillige anbringelser" med børnesager.
Før havde man kun tvangsanbringelser, men man mente, at man bedre kunne samarbejde med forældrene, hvis man kaldte det "frivillig" anbringelse.:?:
Forældrene skulle (skal) underskrive nogle papirer, og der laves en "aftale".
Meget fint... så længe barnets tarv ALTID er i første række, men hvad er det, man misbruger sproget til? Og forvansker det?
Det kan ALDRIG blive frivilligt, når et helt system af politikere, jurister, sagsbehandlere mv. står på den ene side af skranken, mens forældrene står alene på den anden og må høre: "Skriver du ikke under på en FRIVILLIG anbringelse, fjerner vi dit barn alligevel." Hvor blev det frivllige af?
Og DET kan jeg også frygte med organdonation. I Indien og Mexico fjernes organer på det fattige børn - "frivilligt" eller for et symbolsk beløb (som aldeles ikke står i forhold til en nyre). Er det frivilligt, hvis donorerne er så fattige, at de af nød sælger en nyre?
Og hvordan bliver fremtiden herhjemme? Kommer det an på, hvem der sidder ved magten? Kan man have tillid til dem? Hvordan forvalter de min underskrift?
Men jo, jeg har skrevet under og givet andre besked om min holdning. Resten må være op til dem.
:smi004
Organdonation uden hjernedød
" Presset er ubehageligt. For det vidner om en stigende råhed, hvor nogen mener, at de har et særligt krav på at bestemme over andres død."
Her kommer et håndfuld citater fra artiklen "Organdonation uden hjernedød" i Kristeligt Dagblad fra den 11. april 2008.
Om hvad vi ikke ved når vi siger ja til (vores) organdonation og hvad vores pårørende heller ikke ved når de bliver spurgt i anledning af vores formodede bortgang.....
Masser stof til eftertanke.... nok engang :-k
Onde mennesker siger nej til organdonation.
Sådan er det blevet. Aviserne er fyldt med overskrifter, hvor det anklagende springer imod læserne: Der er mangel på organer. Underforstået, at kun onde mennesker siger nej til organdonation.
Jeg vil gerne være organdonor, men jeg vil bare gerne være død først og død på den måde, at mine pårørende får lov at gøre mig den sidste tjeneste ved at være til stede.
Organdonor bliver holdt i live med respirator.
Når vi overhovedet har indført et hjernedødskriterium, skyldes det jo, at vi netop ønsker at holde folk i live for at bevare organerne friske til transplantation.
Derfor er der masser af organdonorer, der ikke aner, at man ved at sige ja til organdonation, også siger ja til at blive holdt i live med respirator, samtidig med at det forhindres pårørende at være til stede og se og høre det uafvendelige, når det sidste suk drages. Det sker nemlig, medens organerne fjernes.
Informeret samtykke gælder ikke for organdonorer.
Mens man i andre alvorlige spørgsmål kræver informeret samtykke, så gør man det i praksis ikke, når det gælder organdonation. Det kommer helt bag på folk, når de erfarer, at de bliver holdt i live med respirator, hvis de er organdonorer. Ofte er det netop det modsatte, de ønsker.
Ikke fordi jeg altid er helt vildt begejstret for Birthe Rønn Hornbech.... men i spørgsmål om organdonation og denne horrible tvang sagesløse udsættes for, denne pres der hver dag forsøger at gøre nogle mennesker til gode og andre til onde - har hun formået at slå hovedet på sømmet endnu en gang.
Jeg har en søn. Jeg vil ikke (!!!) se på mit barn som en organbank for andre mennesker sålænge han forsøges frataget retten til ejerskab af sin egen krop den dag han dør....
Hvordan kan det gå til, at et menneske, der dør mister automatisk retten til at donere sine organer på sine egne præmisser inkl. kravet om at være hjertedød først, men de syge, der venter på organer, erhverver automatisk retten til at kræve hvordan og hvornår andre skal herfra.... for at de selv skal overleve?
Et barskt spørgsmål og absolut IKKE animeret af at jeg mangler forståelse for den situatuione de syge og deres pårørende befinder dem i - når overlevelsen alene afhænger af om der er et organ til rådighed... Jeg forstår dem godt!
Jeg vil bare have den samme ret til at forsvare mit barn eller anden slægtning og sikre at deres organer udtages først når de ER døde. Dvs. den samme ret, med omvendt fortegn - som pårørende til de der venter på "nye" organer.... holder på, når de kræver deres overlevelse.
Jeg anerkender IKKE argumentet om, at den døende organdonor kan være ligeglad..... han/hun skal jo dø alligevel. No way! Den sidste suk skal ikke drages på et operationsbord, alene og omgivet af mennesker i hvide kirtler, der udtager organerne før stikket trækkes ud! Uden at blive holdt i hånden. Uden at blive krammet farvel.... At blive kørt væk med røde kinder og blive kørt tilbage kold og død.....
.... med mit samtykke? No way!
Ikke før det bliver muligt for organdonorer selv at vælge mellem sin egen hjertedød eller hjernedød - før ens organer må udtages.
Hele artiklen "Organdonation uden hjernedød" kan læses HER... (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/282935:Debat--Organdonation-uden-hjernedoed)
Kristeligt Dagblad har et udmærket tema om organdonation HER.... (http://www.kristeligt-dagblad.dk/organdonation)
Særligt et overskrift har fanget min opmærksomhed på en yderst ubehagelig måde: "Selvejerskabet over kroppen bortfalder ved døden." 21. aug 2007 00:00 ORGANDONATION: Hvis de pårørende siger nej til, at organerne bruges, bør dette naturligvis respekteres, men principielt ophører ejendomsretten til egen krop, efter at døden er indtrådt. Link til artiklen: HER... (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/259459:Debat--Selvejerskabet-over-kroppen-bortfalder-ved-doeden)
Desværre er artiklen ikke tilgængelig uden abonnement..... men under alle omstændigheder vil det være nødvendigt at finde ud af hvor i lovgivningen findes der en hjemmel for denne påstand.... Hmm... for hvorfor overhovedet "kæmpe" om organer, hvis påstanden stemmer? :-k
Hej
Jeg føler det er et stærkt emne at tænke på her hvor vi lige har mistet Bea :roll:
Men ikke desto mindre er det dog noget man bør tage stilling til synes jeg :idea:
Jeg er selv organdonor og har været det længe, jeg har sagt til mine pårørende, at de aldrig må sige mit ønske imod, hvis det forfærdelige skulle ske :smi033 og de skulle tage den endelige afgørelse.
Jeg tænker, at hvis jeg gerne vil modtage, så må jeg også være istand til at give, når det gælder, og er jeg først hjernedød skal jeg ikke bruge organerne selv, så er der så gerne nogen der må få dem :ny012
Vi så i familien, hvor dejligt det var, at der var et storsindet menneske der hjalp, så min nevøs søn kunne få et ordentligt liv udenfor hospitals verdenen ved at spendere sin knoglemarv f.eks.
Jeg ved godt det er noget helt andet, men det reddede dog også hans lille liv, som just skulle til at begynde rigtigt :smt055
Jeg er heller ikke i tvivl, hvis noget skulle ske med mine nærmeste, så er det da tåbeligt, at begrave eller brænde noget, som et andet menneske måske kan bruge.
Knus Biddi:D
Vi så i familien, hvor dejligt det var, at der var et storsindet menneske der hjalp, så min nevøs søn kunne få et ordentligt liv udenfor hospitals verdenen ved at spendere sin knoglemarv f.eks.
Jeg ved godt det er noget helt andet, men det reddede dog også hans lille liv, som just skulle til at begynde rigtigt :smt055
Jo, det er noget helt andet. Her er et levende menneske der donerer sin knoglemarv og lever videre derefter.
Jeg er heller ikke i tvivl, hvis noget skulle ske med mine nærmeste, så er det da tåbeligt, at begrave eller brænde noget, som et andet menneske måske kan bruge.
Det er vi ikke uenige om... Men dit svar falder altså lidt udenfor trådens emne. Det handler ikke om for eller imod organdonation. Det handler om hvordan organgdonationskampagnerne gribes an. Om hvordan man nu prøver på at gøre spørgsmål om organdonation til politisk korrekthed eller mangel på samme. Og ikke mindst handler det om at man tager hensynsløse propaganda-midler i brug, for at flest muligt skal skræmmes til at "tage stilling", for ellers er de ikke "gode mennesker".
Det handler også om, at man påtænker at gøre alle nyfødte automatisk til organdonorer. Det handler, for mig, også om - hvad sker der hvis et lille barn dør som følge af et ulykkestilfælde og bliver holdt i live i respirator, så barnets organer holder sig "friske"... til udtagning... Og der står forældrene i sorg og hvad kan de gøre, når deres lille bliver kørt væk for at blive tømt for organerne? Uhyggeligt og uhyrligt.... når forældrene ikke har en chance for, selv at tage denne beslutning og må se deres barn køres væk for at udånde på et operationsbord.... uden sine forældre om sig....
Sidst men ikke mindst handler det om "organ-organisationernes" skrig, hyl og påtrængende slogans hvormed disse organisationer gør krav på endnu levende menneskers organer - uden at man overhovedet kan høre respekten for donorerne og respekten for donorernes egen frivillighed. Noget i stil med: vi skal bare have dine organer, uanset om du vil eller ikke vil være med til at donere dem. Vi skal bare have dem, for i vores øjne er I ikke andet end enfoldige organbeholdere vi har krav på at tage af, når det passer os....
Jamen, det er denne "oplevelse" jeg får, når jeg konfronteres med den måde disse kampagner er indrettet på og Fanden tager mig, om jeg vil være med - når man i den grad tilsidesætter min frivillighed og sætter min hjælpeparathed til side.... og totalt overser mennesket og pårørende bag organerne.... som om man ikke længere tæller med, bare fordi man er død og derfor kan tømmes for indhold, som man fandme var et, endnu i live, men allerede kadaver!
Egentligt er dette svar ikke et svar til dig - Biddi. Du har bare skrevet hvad du mener om organdonation generelt.... og du har nok ikke forhold dig til trådens emne, som er "Organdonor fra fødslen". Så lad os bare betragte dit og mit svar som værende, mere eller mindre :oktober28:
Nej, det ved jeg godt, det var bare mig så magtpåliggende i går, du ved de følelser kære Anina :oktober15: de kan være så svære at styre :ny001
Knus Biddi
En interessant tråd om organdonation, startet af Flemming Leer på Denmarkonline.dk (http://www.denmarkonline.dk/organdonation-sig-nej-tak-200814#comment-767)
Det lader til, at der meget snart sker noget på lovgivningsområdet vedrørende organdonation.
Vi skal tage stilling til organdonation
3,8 millioner voksne danskere har ikke meddelt Donorregisteret, om de vil donere deres organer. På fredag vedtager et flertal uden om regeringen, at alle over 18 år hos deres læge skal forholde sig til, om de vil donere organer.
Det er løsgængeren Pia Christmas Møller, som har samlet et flertal uden om regeringen til at stemme loven igennem og dermed tvinger hun sit gamle parti - de konservative - i defensiven sammen med Venstre.
Berlingske Tidende, 1. sek. s. 10 og 11
06.06.2008
Her kan man også læse mere:
http://www.berlingske.dk/article/20080605/danmark/706050052/
:smi004
Powered by vBulletin® Version 4.1.7 Copyright © 2012 vBulletin Solutions, Inc. All rights reserved.