Myxødem = Lavt stofskifte. Et historisk tilbageblik.

[Thyra]

Definition og årsager

Nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen, betegnes ofte i folkemunde som for lavt stofskifte. På fagsprog kaldes det myksødem, hypotyreose eller hypotyreoidisme. Med nedsat funktion menes for lav udskillelse af skjoldbruskkirtel hormon, der er med til at regulere kroppens stofskifte. For små mængder af dette hormon giver altså for lavt stofskifte, og mange af kroppens funktioner foregår i et langsommere tempo.

Tilstanden ses hyppigst hos personer over 40 år, og især hos kvinder.

Tilstanden kan have forskellige årsager, de mest almindelige er:

* Hashimotos sygdom eller kronisk betændelse i skjoldbruskkirtlen. En sygdom, hvor kroppens egne immunceller angriber skjoldbruskkirtlen, og forårsager for lav udskillelse af skjoldbruskkirtel hormon. Ses både med og uden samtidig forstørrelse af skjoldbruskkirtlen (struma). Det er den hyppigste årsag til nedsat aktivitet i skjoldbruskkirtlen og skyldes en kombination af arvelige og miljømæssige faktorer.

* Tilstanden kan opstå som følge af behandling af sygdom i skjoldbruskkirtlen, dvs. efter en operation eller efter behandling med radioaktivt jod (se behandling af hypertyreose).

* Ved betændelse i skjoldbruskkirtlen, kaldet subakut tyroiditis eller postpartum tyroiditis, (sidstnævnte ses efter graviditet) kan der efter en fase med for høj aktivitet i skjoldbruskkirtlen (hypertyreose), ses en periode med for lav aktivitet, der kan være behandlingskrævende.

* Bestemte lægemidler, f.eks. lithium (bruges til behandling af psykisk sygdom) eller amiodaron (hjertemedicin), kan som bivirkning forårsage nedsat aktivitet i skjoldbruskkirtlen. Indtagelse af naturmedicin der indeholder jod, som f.eks. tangmel (KELP), kan i nogle tilfælde give nedsat aktivitet i skjoldbruskkirtlen.

* Tilstanden kan være til stede ved fødslen, pga. utilstrækkelig udvikling af skjoldbruskkirtlen.

* Sjældent ses tilstanden som resultat af for lav udskillelse af skjoldbruskkirtel stimulerende hormon (TSH) fra hypofysen. (se hypofyseinsufficiens).

Myksødem koma, en alvorlig komplikation der primært ses hos langvarig ubehandlet sygdom, ses yderst sjældent (enkelte tilfælde i Danmark årligt). Symptomerne er kramper og bevidsthedspåvirkning og kræver øjeblikkelig lægebehandling, idet den ubehandlet fører til døden.

Kilde... (http://www.sundhedsguiden.dk/illness.aspx?categoryId=937&article=1447&kat=Hormonale_forstyrrelser)


Myxødem (Myxoedema), lavt stofskifte eller hypothyreose er flere betegnelser for samme sygdom i skjoldbruskkirtelen.

Lavt Stofskifte (Myxødem) er resultat af at vores skjoldbruskkirtel, af en eller anden grund IKKE producerer hormoner nok til at dække det behov vores krop har, for en god funktion på tværs af ALLE organer, andre hormonkirtler, optagelse af næringsstoffer og bortskaffelse af "affald", der dannes som følge af et normalt stofskifte. Det er skæbnesvangert at mangle skjoldbruskkirtelhormoner.... Der er nemlig hele fire af slagsen: T1, T2, T3 og T4.

Ubehandlet, fejlbehandlet eller underbehandlet fører denne sygdom til ødelæggelse af kroppen og sindet indefra og oppe i alderen forveksles disse fremadskridende skader med almindelige aldersdomstegn og derfor forbliver udiagnostiserede, endsige - ubehandlede.

Alligevel er "problemet" med denne sygdom er, at den ikke fandtes før det Herrens År 1960!

I hvert fald, hvis man skal tro lægevidenskaben af i dag, der hårdnakket sætter stofskiftepatienterne på en medicinering med et syntetisk enkelt-hormon-middel (T4), der først er blevet frigivet til patientbehandling i omegen af år 1960, under produktnavnet: Synthroid i Danmark i dag kendt som Eltroxin.

Det korte af det lange er, at dette syntetiske middel T4-Eltroxin, af lægevidenskaben hyldet som det eneste saliggørende og universelle mod snart alle afskygninger af stofskiftesygdomme - langt fra lever op til sin opgave. Og selv om lægerne gang på gang må konstatere, at Eltroxin ikke bringer patienterne tilstrækkeligt langt op i køen til et bedre helbred - bliver de ved med, hårdnakket at påstå, at der ikke findes andet og at patienterne i flæng må lære leve med deres sygdom.

Og så er der nogle få, der af og til formaster sig til at undersøge og bede om det oprindelige, virksomme lægemiddel, der fra for mere end hundrede år siden er succesfuld blevet anvendt på snart alle former for lavt stofskifte-sygdom - ja, de får fingeren og får lov til at tale for døve ører. Lægernes døve ører....

Dette fortidens geniale lægemiddel, der havde reddet liv både direkte og indirekte... dette middel kendes ikke af de fleste læger og skulle der være få, der har hørt "noget" - ja, de mener i den fulde alvor, at et udtræk af animalske skjoldbruskkirtler er - gudhjælpemig - en ALTERNATIV MEDICIN!! :shock:

Halloooooooo ! Thyroid USP (udtræk af tørret, animalsk skjoldbruskkirtel) var kendt siden sidst i 18-hundredetallet og indeholder alle fire thyro-hormoner, som nævnt før: T1, T2, T3 og T4 . Hvorimod det syntetiske Eltroxin indeholder en syntetisk form af T4 alene... hvilket i mange tilfælde ikke er tilstrækkeligt til, at patienterne kan opnå en bedring. I andre tilfælde en påbegyndt kur med Eltroxin forværrer endda patienternes tilstand, hvilket ofte sker i tilfælde af at det er kroppens autoimmun reaktion mod egen skjoldbruskkirtel eller egne hormoner - der er årsagen til det lave stofskifte...

Uanset hvordan man end vender det og drejer - kan man ikke i sin fulde alvor påstå, at det er bedre alene at tilbyde T4 - når kroppen, helt naturligt har brug for dem alle: T1, T2, T3 og T4 og meget gerne i så naturlig en biologisk form som muligt.... hvilket kun er muligt hvis man begynder at behandle patienterne med Thyroid USP, der går under handelsnavne som Armour Thyroid, Westhroid, Nature-Throid m.fl.

Jo, de findes. I udlandet.... hvor der befinder sig læger med en god, faglig hukommelse og en lægelig samvittighed, der ikke lader dem sove roligt før deres patienter opnår en bedring. Men selv i udlandet er disse læger i undertal idet det er lykkedes Synthroid-opfindere, de store og mægtige farmaceutiske selskaber at poste milliarder af dollars i undertrykkelse af den gamle lægeviden og behandling med medicin, der virker mod stofskiftesygdomme.

Det er lykkedes dem at hjernevaske generationer af daværende og nye yngre læger, der så gik ind i deres specialer overbeviste om, at Eltroxin er det eneste saliggørende.... og at det er Thyroid USP, der er "alternativ medicin" og dermed betydningsløs. Og det bliver de ved med... afviser budskabet, henviser til "alternativitet" og fortsætter med en skæbnesvangert underbehandling af stifskifte-patienterne...

Skæbnesvangert, ja, for ubehandlet eller fejlbehandlet dør først sjælen, så bevidstheden... og så dør kroppen... mange år efter... med ruinerede, udsultede indre organer... og med en tom hjerneskal... der efterfølgende går under betegnelsen - demens.

Javel... her kommer en artikel, der en gang for alle slår en pæl igennem disse utidige fordomme og beviser - hvilket lægemiddel var her først og hvordan det er gået til, at det er blevet opdaget... og set i dette lys er det altså ikke - mine damer og herrer - Thyroid USP, men vores allesammens Eltroxin/Levaxin/Synthroid der er "alternativt"! Ikke omvendt!

Læs, tænk og døm selv...

[Thyra]

Frit efter "The Invention of Thyroid Therapy in the Late Nineteenth Century" skrevet af Sawin, Clark T. M.D.

Kilde: The Endocrinologist:Volume 11(1)January/February 2001pp 1-3 (http://www.kortelinks.dk/?GeorgeMurray)

Opfindelsen af skjoldbruskkirtelterapi sidst i 1800-tallet

I juli 1891, var George R. Murray (1865-1939) en 26 årig ung læge i Newcastle-upon-Tyne uden tilknytning til et hospital og uden ansættelse ved en medicinsk skole, da han rapporterede sin vellykkede behandling af en kvinde med myxødem, på det tidspunkt en uheldbredelig lidelse. Opdagelsen blev præsenteret til det britiske medicinske selskab, der var samlet ved Bournemout i England. Her delagtiggjorde han dem i, hvad der for dem var en revolutionær ny behandling, hvor injektioner med et ekstrakt af skjoldbruskirtel fra får førte til en helt igennem tydelig forbedring af patientens helbredstilstand (Murray, 1891).

Murray havde god grund til at gennemføre den tilsyneladende underlige behandling med injektioner af et glycerin-phenol ekstrakt fra et almindelig landbrugsdyr. Hans lærer, Victor Horsley (1857-1916) havde hjulpet med at vise at det netop var den manglende tilstedeværelse af en skjoldbruskkirtel der forårsagede myxødem, som i dag kaldes hypothyreose (lavt stofskifte) – en sygdom der er almindelig hos patienter med kretinisme, dem der har fået fjernet skjoldbruskkirtelen, patienter med spontan myxødem med en formindsket, fibrotisk skjoldbruskkirtel. m.v.

Horsley havde undersøgt forekomsten af myxødem igennem det meste af 1880'erne og havde foretaget de første eksperimenter med fjernelse af skjoldbruskkirtelen og vist at klinisk hypothyreose følger et sådant indgreb. Hans arbejde var en del af en mangesidig undersøgelse tilskyndet af det kliniske selskab i London. Resultatet af undersøgelsen, resultatet af komiteens indsats over fem år, var den berømte Myxoedema Rapport (1*).

Komiteens undersøgelser blev præsenteret fredag d. 25 maj 1888, til selskabets sidste samling i det akademiske år. Normalt var en sådan begivenhed kun ringe besøgt, men da resultatet var længe ventet, havde mødet usædvanligevist tiltrukket en større forsamling blandt folk der fulgte emnet med interesse. Interessen for myxødem var ikke kun lokal. Denne mærkelige sygdom, der ramte voksne, var klinisk sjælden, men tiltrak sig ikke desto mindre interesse da den på visse punkter lignede den gamle sygdom kretinisme, men også fordi den kunne kaste lys over skjoldbruskirtelens rolle, på det tidspunkt et organ uden nogen kendt funktion. Resultaterne var blevet bekendtgjort i USA tre år forinden af William Osler (1849-1919), sin tids mest fremragende diagnostiker, der anonymt skrev i medicinske tidsskrifter, at det virkede rimeligt at tilskrive diverse sygdomme såsom kretinisme, myxødem og cachexia strumipriva (navnet på det stadie der viser sig efter fjernelse af skjoldbruskkirtelen) til forstyrrelser eller ophør af skjoldbruskirtelens funktion ([Osler], 1885). Der var endvidere yderligere interesse fra USA: Tilstede blandt tilhørende på denne dag i 1888 var Fordyce Barker (1818-1891), en omvandrende gynækolog fra New York der hvert år rejste til Europa for at orientere sig om det nyeste inden for medicin og kirurgi.

Komiteens endelige konklusioner er stadig gyldige i dag: En generel betragtning af symptomer og patologi fører til den opfattelse at sygdommen, der går under navnet myxødem, som den er observeret i voksne individer, i praktiske henseender er den samme sygdom som den der benævnes sporadisk kretinisme, når den rammer børn; at myxødem sandsynligvis er identisk med cachexia strumipriva; og at der eksisterer et tæt slægtskab mellem myxødem og endemisk kretinisme. Komiteen har også noteret sig at mens mange af disse symptomer kan henføres til destruktionen eller nedsat funktion af skjoldbruskirtlen, så er den endelige årsag til denne destruktion eller tab ikke for nuværende kendt – en kommentar der i det store hele stadig er sand i dag.

Komiteens resultater blev hurtigt bemærket i USA. Noter, referater og ledere der kommenterede komiteens arbejde fremkom i medicinske journaler udgivet i New York City, Philadelphia, Cincinnati og Indianapolis, nogle inden for en måned efter komiteens endelige præsentation. Dog, præsenterede komiteen, på trods af sine moderne klingende og korrekte konklusioner, intet omkring behandlingsmetoder, specifikt forbandt de ikke hypothyreose med nogle forslag om skjoldbruskirtel erstatning. Ej heller gjorde kommentatorerne.

Nogle havde i 1880'erne forsøgt sig med implantatter af væv fra skjoldbruskirtel i dyr eller mennesker i et forsøg på at overkomme den ødelæggende virkning fjernelsen af kirtlen afstedkom. Moritz Schiff (1823-1896), en italiensk og schweizisk læge, forsøgte at forhindre døden i hunde efter fjernelse af skjoldbruskkirtlen ved at implantere dele af hundens egen skjoldbruskirtel i dens mave. Ligeledes havde Theodor Kocher (1841-1917), den berømte schweiziske kirurg og den eneste modtager af Nobelprisen for studiet af skjoldbruskkirtlen, forsøgt sig med det samme hos mennesker efter bortoperation af kirtlen med lille succes. Begge manglede den egentlige forståelse for kirtlens funktion og deres procedurer var i virkeligheden skud i tågen.

Året efter Myxødemkomiteens rapport, i 1889, overraskede den pariske læge Charles-Édourad Brown-Séquard (1817-1894), der dengang var en mand i 70'erne, den medicinske verden ved at bekendtgøre at ekstrakter fra testiklerne i hunde og forsøgskaniner, injiceret i en ældre mand med faldende overskud – altså ham selv, førte til en forbedring på visse områder (Brown-Séquar, 1889). I løbet af få måneder udvidede man denne behandling, der blev kendt som organoterapi, til at omfatte ekstrakter fra andre organer som led i behandlingen af en hel række af sygdomme. Som tilfældet vil det, prøvede Brown-Séquard aldrig ekstrakt af skjoldbruskkirtel i behandlingen af myxødem og vi ved i dag at hans organoterapis virkning for størstedelen kan tilskrives placebo effekten. Men på dette tidspunkt var organoterapi, af nogle set på med mistanke, velset og accepteret af mange respektable læger, inklusive behandlere i Storbritannien og USA. Behandlingsmetoden spredte sig via den vesterlandske medicinske verden fra USA til Rusland.

På samme tid i 1889 og 1890, efter komiteens rapport, var der flere forsøg med transplantation, som vi kunne kan kalde implantatter af skjoldbruskkirtler fra får og aber ind i patienter med hypothyreose, nu med et mere klart rationelle. Selvom Horsley selv, blev en stærk fortaler for denne fremgangsmåde i 1890 havde han tilsyneladende ikke forsøgt sig med at gøre egne erfaringer, men nøjes i stedet med at opfordre andre til at følge fremgangsmåden (måske skyldes dette sygdomens sjældenhed eller hans voksende interesse for neurokirurgi der kom i vejen). Hvorom alt er, blev disse transplantationer forsøgt i Frankrig, Storbritannien og Schweiz med varierende grader af succes. Der var lejlighedsvise beretninger om ægte forbindelse via blodårere, efter disse transplantationer, men overordnet set kan man bedst betegne resultaterne som ufyldestgørende. Til tider var effekten forbigående, hvilket man forklarede med desintegrationen af implantatet.

Omtrent på dette tidspunkt i 1890, forbedrede Murray sin vejleders (Horsley's) idè om behandling ved hjælp af transplantation, ved at hævde at en injektion af et ekstrakt af skjoldbruskirtel kunne udrette det samme, nemlig en lindring af symptomerne ved hypothyreose. Det var dog klart at injektionerne skulle gives mere eller mindre kontinuert i modsætning til en enkelt permanent behandling. Horsley var skeptisk, men opfordrede ikke desto mindre Murray til at gøre et forsøg.

Murray blev et mål for latterliggørelse af sit eget lokale medicinske selskab i Newcastle, men forsatte sine bestræbelser da hans far, en respektabel lokal læge, henviste ham til en patient med myxødem. I foråret 1891 forsøgte han sig med et primitivt ekstrakt af et fårs skjoldbruskirtel raffineret med glycerin, tilføjet få dråber phenol (for at desinficere). Miksturen skulle sætte sig og derefter filtreres igennem et stykke klæde. Han injicerede det lyserøde ekstrakt under sin patients hud. Resultatet var åbenbart efter få uger. Der var en behandling for det uheldbredelige.

Hvad Horsley ikke havde gjort, var at læse Bettencourt og Serrano's komplette artikel, der blev publiceret tidligt i 1891 i meddelelserne omkring foreningens møde. Her noterede de sig ikke blot at forbedringerne sandsynligvis kunne tilskrives absorption af safter fra skjoldbruskirtlen, men fremførte yderligere at de ved deres tilbagevenden til Lissabon, havde til hensigt at behandle deres næste patient, der var offer for denne sygdom, med injektioner under huden med safter fra denne kirtel (Bettencourt-Rodriques, et al., 1891). Deres præsentation i Limoges under sommeren af 1890 var kun et forslag, men dette forslag var præcist det samme som Murray's, udtænkt senere samme år (1890) men ukendt for ham og tilsyneladende også for alle andre i England.

Det lykkedes rent faktisk Bettencourt og Serrano at finde en patient efter de vendte tilbage til Lissabon. De foreslog hende behandlingen, men hun nægtede i første omgang at deltage i denne mærkelige behandlingsform. Dog skiftede hun mening efter få uger da hendes symptomer blev værre. Bettencourt rapporterede deres resultater til Lissabons selskab for medicins forskning d. 15 november 1890 (... efter fire eller fem injektioner oplevede patienten mærkbare fremskridt; følelsen af kulde i regionerne omkring ryggen forsvandt; hendes bevægelser blev lettere og hendes søvn bedre. Hendes månedlige perioder blev mere regulære og områderne med alopecia (pletskallethed) forsvandt.) (Bettencourt-Rodrigues, 1890)

Dog blev deres rapport ikke genstand for stor opmærksomhed, da den kun blev publiceret i meddelelserne fra selskabet og var skrevet på portugisisk, hvilket førte til at kun få uden for Portugal fik den læst. Murray's rapport, også et studie af en enkelt patient, blev som Horslay foreslog det publiceret omgående; Den efterfølgende berømmelse sikrede Murry's omdømme for resten af hans liv. Det var klart at, hvad der kan være et spørgsmål om prioritet, så vigtig for konkurrenceprægede forskere, så hang ideen om behandlingen af hypothyreose allerede i luften som et resultat af sammenløbet mellem myxødem rapporten og Brown-Séquard's behandling i sindet hos europæiske læger.

Behandlingen af hypothyreose med ekstrakt fra skjoldbruskirtlen var, selvom den kunne virke bizar på datidens lærde, den første succesfulde endokrine behandling og var medvirkende til at etablere endokrinologien som et selvstændigt medicinsk speciale.

(1*) Chaired by William Ord (1834-1902), the Report is entitled the Report of a Committee of the Clinical Society of London nominated December 14, 1883, to Investigate the Subject of Myxoedema) (Ord, 1888 ).

[Thyra]

Se også det oprindelige dokument i form af en kort notat af George Murray, trykt i British Medical Journal (1891; 2: 796), der en gang for alle havde befæstet værdien af behandling af myxødem/lavt stofskifte/hypothyreose med ekstrakt af animalske skjoldbruskkirtler. Dette korte dokument er en af de grundlæggende dokumenter den moderne endokrinologi bygger på.

Se foto af Murray`s notat i British Medical Journal her.... (http://journals.lww.com/theendocrinologist/pages/articleviewer.aspx?year=2001&issue=01000&article=00002&type=fulltext) Klik evt. på View full-size inline images (øverst til venstre) for at kunne læse i normalstørrelse, eller hent pdf (336k)

[Biddi]

Hej Thyra
Er der ikke noget naturmiddel der kan være med til at styrke skjoldbrudskirtlen,jeg synes at have hørt noget om alger eller hvad :?:
Knus Biddi :D

[Thyra]

Hej Thyra
Er der ikke noget naturmiddel der kan være med til at styrke skjoldbrudskirtlen,jeg synes at have hørt noget om alger eller hvad :?:
Knus Biddi :D
Hmm... jeg tror, at du har hørt om bl.a. alger som værende en kilde til jod.... Men jod er altså enten godt eller skidt for skjoldbruskkirtelen, afhængigt af kirtelens tilstand.

Hvis man bare anvender havsalt i madlavningen, får man altså alt det jod man har brug for. Derimod, hvis man anvender almindeligt bordsalt INKL. alle de varer man køber i forretninger - der også indeholder jodtilsætning (hvor jodtilsat salt også indgår) - kan man faktisk komme gruelig meget galt afsted af at få for meget.

En anden ting man bør vogte sig for er faktisk fluor. Fluor ligger så tæt op af jod i visse egenskaber, at det sagtens kan "stoppe" jod-receptorerne til, så man kan komme i jodunderskud, selv om der flyder oceaner af jod med i blodstrømmen....

Det tredje er desværre kviksølv... Dette enzym, der har ansvaret for omdannelsen af T4-hormonet (lager-hormon) til T3 (det aktive hormon) er så kviksølv-følsomt, at denne nødvendige omdannelse kan komme i fare... med mangelsymptomer og senere en risiko for en decideret stofskiftesygdom til følge....

Hvis man så gerne vil styrke sin skjoldbruskkirtel, kan dette faktisk ikke gøres så meget ved at spise sig til med kosttilskud. I hvert fald ikke i den grad, hvor det nytter særlig meget, hvis ens skjoldbruskkirtel faktisk ikke er i stand til at udnytte disse ting.

Jeg kan derfor kun anbefale, at man skipper alt der hedder jod-tilsatte-fødevarer og bruger i stedet havsalt til madlavningen og på maden. Hvis man hører til dem, som slet ikke kan tåle jod, kan man med fordel anvende Himalaya salt (http://www.santamaria.dk/servlet/se.daddy.sm.web.servlets.ProductServlet?a=0&p=p1c&c=1&s=6&id=496), hvor sporstof-forbindelsen er den mest ugenerende for kroppen at håndtere.

Derudover skal man skrotte alt der hedder fluor i tandplejeprodukter. Man må ikke få tænderne penslet med fluorlak (for Guds skyld!!! :shock: ) og man skal også være opmærksom på de "naturlige" kilder til fluor, som f.eks. Ramlösa, der faktisk i Sverige skriver nederst på etiketten, at man helst ikke skal lade børn under 7 år drikke Ramlösa p.g.a. indholdet (naturligt) af fluor i vandet.

Og til sidst - bør man stå på hovedet for at få saneret kviksølv i sine tænder - om det så skulle betyde at man skal spise tørre havregryn i et år eller to... SÅ vigtigt er det faktisk og jo ældre man bliver, jo vigtigere bliver det også... for så kommer kviksølvskaderne for alvor til at accelerere.... hvilket vil påvirke alle de endokrine kirtler og alle kroppens organer... og så får man sædvanligvis besked på, at det er bare alderen der trykker, mens det i virkeligheden er kviksølvet, der får os til at forfalde tidligere end vi ellers skal.

Hvis man ikke har råd - kan man holde kviksølv nede (i kroppen) bl.a. ved hjælp af NAC, hvilken du jo kender... + nogle få andre powerfulde tilskud JEG VED virker efter hensigten, da jeg selv har gennemgået lignende over flere måneder sidst i firserne og før alle mine kviksølvplomber er blevet fjernet og erstattet med plast (Conquest) og disse plomber har holdt lige siden! Selv de store flader i kindtænderne... nu på 19. år.

Så lyt ikke til de tandlæger, der bliver ved med at skvadre om plastens påståede svaghed... og om hvor mange mennesker bliver allergiske overfor plastens bestanddele... Inden jeg fik mine plomber udskiftet med plast - fik jeg foretaget en analyse af mit blodserum med sigte på at fastslå, hvilke stoffer/grundstoffer jeg ikke kunne tåle, hvis jeg fik dem i plomberne... og så har man valgt et plastmateriale, der ikke indeholdte det, der ikke var så foreneligt med min kropskemi. Mig bekendt er det kun de holistiske tandlæger, der undersøger deres patienter for allergener før de starter på saneringen. De almindelige samvittighedsløse tandlæger, der fortsat fortæller folk en bunke løgne om kviksølvets velsignelser... - de stopper bare tilfældigt plastmateriale, hvis patienten ikke vil have kviksølv... og undersøger ikke deres patienter først for evt. overfølsomhed. De har dermed lissom sørget for at deres "argumenter" fortsat kan "bevises".

Der findes ikke dårligt plastmateriale. Der findes kun tandlæger, der ikke kan deres plast-håndværk godt nok og ej heller drager omsorg for, at patienterne sikres mod plastmateriale, der indeholder evt. stoffer den pågældende patient ikke kan tåle.

Det synes måske at være lidt ud over, hvad du havde spurgt om - men tro mig - det hænger sammen.... Det hænger bare SÅ tæt sammen, så det ikke er til at fatte, men ikke des mindre - hænger det sammen!