Indlæg fra en debat et sted på Nettet, som ikke eksisterer mere og tråden er slettet - kommer nu her:

Re: Hvorfor interesserer TERM-modellen ikke medier?

Det er der meget omfatende grunde til det, efter min bedste overbevisning. Bl.a.: ingen kender Forvaltningslov, Lov om Patientsikkerhed, Journalføringsloven m.fl.

Så, for at kunne slå igennem med, hvor fejlgrebene er, vil medoerne først skulle sætte sig ind i materialet, også, og især fordi der er så mange mennesker i toppen af vores administration og politiker, som ville få ørerne i maskinen.

Derfor tør ingen medier tage sagen op. Den er så omfattende, at der vil blive krævet et enormt resseach-indsats. Modsat tilstandene i medierne i dag, hvor de vil have serveret den gode historie på et sølvfad, klar til servering.

Og at det ikke kommer frem er der afskillige flere årsager til. Lad mig nævne nogle få af dem:

Hvis en patient med en psykiatrisk diagnose skal have behandling på et somatisk sygehus, må journalen ikke følge med over.

Derfor: Term-patienter bliver opfattet som henhørende under TERM-modellen, men kun pga en formodning herom !! Måske blot fordi en læge, der er uening med sin patient - har indskrevet som en bi-diagnose: karakterneurose eller at han, lægen opfatter vedkommendes klager som psykosomatiske. Bevares, lægen har egentlig ikke lov til det, men gør det ikke desto mindre)

Er en person på førtidspension eller flexjob, er dette ofte sket på bagrund af speciallægeerklæringer. Enten indhentet af det offentlige eller mod egenbetaling - pga. de mange års ventetid i det offentlige. (se bl.a. Frederiksberg Hospital, eller tænk på Aalborg Sygehus). Men....

Ingen af disse lægeerklæringer fremkommer i vedkommendes sundhedsoplysninger. Check selv ved:sundhed, personlige oplysninger vedr. sundhedsbehandlinger. Dette kræver dog digital signatur.

Altså, til trods for, at de har dannet baggrund for sagen, og at det er i disse papirer at diagnoserne fremkommer. Det samme gælder forrøvrigt ved mange behandlinger/operationer på privathospitaler.

Så, når patienten fremkommer med sine "påstande" om sine symptomer og diagnoser, kan det intetsteds bekræftes. For disse oplysninger "eksisterer" ikke. Ergo: patienten er stigmatiseret i sin sygerolle, eller oversat: "vil åbenbart selv være syg."

Desuden - HVIS vedkommende patient har selv betalt for sine undersøgelser og evt. endda har forsøgt at lade sig omskole - er den helt gal... for så vil patienten blive betegnet som værende på "doctorshopping".

Altså: patienten må have en karakterneurose (den almindelige betegnelse i dag), hvilket patienten selv har "bevist" ved ikke at have opført sig som forventeligt (iflg. begrundelsen for diagnosen).

Og, for at fuldkommengøre billedet: hvis vedkommende klager over, at intet er ordentligt undersøgt, til trods for et meget langt sagsforløb, bliver diagnosen nu udvidet til : "Med skizoide træk" (fordi patienten føler sig jaget og mistænkeliggjort).

Og eftersom intet fremstår ved en journalindsigt, er der intet grundlag hvorpå man kan forfatte en klage . Især ikke, når patientklagenævnet kun antager et enkelt hændelsesforløb mod en enkelt navngiven person.

Og igen, da intet er journalført, som kan dokumentere patientens historie, vil ingen komme nogen vegne med påstanden om TERM. Af angst for et evt. sagsanlæg bl.a.

Som et PS: som et redskab til behandling i terminalfasen (uhelbredeligt syg) er det måske et godt redskab pga. forudsigeligheden og en vis sikkerhed, for her kan den give ro og afklarethed i den sidste tid.

Men: problemet er os, som ikke er i den gruppe. At vi nu får samme behandling, hvor det havde været på sin plads med udredning og behandling. Det er efter min bedste overbevisning direkte uanstændigt.

Forøvrigt: det er samme behandling, som de giver mange psykiatriske patienter. Nok ikke helt tilfældigt, at de på denne måde placerer os alle i samme bås. For, de nægter jo her at tro på, at vi har en sammenhængende tankeproces, ligesom vi bliver mistænkt for mangel på realitetssans. Derfor bliver vi mistænkeliggjort i uhyggelig grad.

Og så endda uden, at vi nogensinde behøver at have talt med en psykiater, og derved påført samfundet en ekstra udgift. Derfor har vi ikke en diagnose.

Så... som I kan se her: Vi hører egentlig ikke under Loven om Patientsikkerheden, på det somatiske område, og da vi ikke har nogen egentlig psykiatrisk diagnose, hører vi heller ikke under Psykiatriloven.

Vi kan forøvrigt heller ikke forvente at få en sag fremført ved Menneskerettigheds domstolen i Strassbourg, for ud fra beskrivelsen vil de mene at vi er psykiatriske patienter, hvorfor vores ord ikke er nok. Det er for svært at dokumentere en sindslidendes objektive klager, (hvolket er korrekt, idet oplysninger jo ikke er journalført)

Vi er i stedet parkeret i "ingenmandsland" . Ligesom i en krig: vi er under beskydning fra begge sider.

Og altsammen ud fra sundhedsøkonomiske perspektiver.

Mon ikke dette illustrerer, hvorfor det kan være uhyggeligt svært for medierne at tage sagen op. Ligesom det nok illustrerer alvoren i behandlingsmodellen TERM.

Undskyld, det blev så langt, men endelig havde jeg nu en mulighed for at fremføre en mere samlet begrundelse, og især fordi det er resultatet af flere års massiv læsning om området. Så jeg håber, I tilgiver mig.

Maj 2008



Læs meget mere om TERM-modellen -> HER!