Viser resultater 1 til 2 af 2
  1. #1
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    67
    Indlæg
    5,271

    Icon14 Dorte Toft skriver en bog.


    Lykkelig i Nørdland
    "Bog til inspiration og provokation"


    Bogen skal handle om, med Dorte Tofts egne ord: "det alvorlige samfundsproblem, at danske kvinder i ekstrem grad har fravalgt datalogien og de fleste af de klassiske ingeniørretninger. Kvindernes repræsentation inden for mange naturvidenskabelige uddannelser er også begrænset. Vi ser på årsager, og de ofte drastiske konsekvenser for kvinden, erhvervsliv og samfund i øvrigt. Vi ser på nutid og fremtid." Læs hele blog-indlægget "Om bogen" her.

    Jeg tror beklagelsevis ikke på, at en effekt på forbedring af disse beskedne statistikker for kvindernes valg af uddannelsesretning - kan opnås hurtigt, ved at tage hånden om de unge piger i folkeskolen, idet det bliver kun de i forvejen stærke (eller endnu værre: "utilpassede") og dem, som tør tage et opgør med familien - som vil kunne påvirkes. Alle de øvrige, de "almindelige" piger, med ditto mødre og svage fædre - de vil fortsætte som hidtil - hvor forhindringerne er noget man viger for, ikke noget man overskrider.

    Efter gennemgangen af bogens planlagte kapitler - kommer plads til kommentarer, men da min kommentar muligvis falder udenfor Dortes hensigt med indlægget og bloggen - kommer den her i stedet. Min kommentar til Dorte Tofts blogindlæg Om bogen

    "Man fødes ikke som kvinde, man bliver [opdraget til] det" skrev Simone de Beauvoir. Flere følger efter. Germaine Greer, Gloria Steinem, den polske filosof Magdalena Sroda, og tidligere tiders skandinaviske forfattere som Selma Lagerlöf eller Sigrid Undset, skønt begge endda Nobelprismodtagere - alligevel stort set udelukkede fra litteratur-pensum i skolerne.

    Det er som at råbe i skoven, den gang og nu. Mest ekkoet lytter. Og svarer.

    Jeg tror ikke, man kan udskille de tekniske fag og sige - "her tager vi fat og arbejder for, at flere kvinder fatter interesse". Man kan ikke tvinge hesten til truget. Man kan ikke tvinge en interesse frem i et menneske uden at der skabes plads til det i processen undervejs i dannelse af personlighed.

    Man kan ej heller tvinge piger til at interessere sig for naturvidenskab - når de opdrages til lyserøde prinsesser hjemme hos far og mor, hvor mor er drivkraften bag den første prægning og hvor far indretter sig efter mor i den vildfarelse, at mor er eksperten på piger og deres behov. På denne måde får vi fremstillet horder af Bridget Jones'er, som hellere vil "noget med mennesker" krydret med brazilianvoksture ("ulækker" kønsbehåring fjernes med voks/red.) på briksen hver anden uge - for så er man en rigtig kvinde.

    Rigtige kvinder gør rigtige kvindeting.

    Rigtige kvindeting hverken er teknik, matematik eller naturvidenskab.

    Jeg tror derfor, at tagen fat i unge, yngre eller voksne kvinder, ikke vil hjælpe på søgningen mod de tekniske fag - før vi indser, at dette projekt starter med det øjeblik vi hilser på vore døtre for allerførste gang, på fødestuen. Næst derefter stadfæstes og bekræftes projektet med valg, mødrene foretager første gang de står i legetøjsforretningen. Det kan ikke nytte stort, først at smide Den Lille Pony i hovedet på pigen, og efterfølgende undre sig over, at hun afviser at lege med Meccano, vel?

    Selv hvis vi havde de ideelle børnehaver og folkeskoler, hvorfra vores piger kom hjem, belæsset med selvtillid og erkendelsen af, at de kan være alt og vælge alt, uden fordomme og besvær med at skulle kæmpe sig frem til anerkendelse - nytter det ikke stort, når de derhjemme hører noget andet og behandles modsat. Det hjælper jo ikke på tingene, når den lille pige hører sin mor kvidre sødt med veninderne, hvor moderen fniser fornøjet: "øøh... jeg var altid - øh - så dum til matematik, he, he... det er vist ikke noget for os kvinder, he, he" eller "mænd er meget bedre til....".

    Jeg ved at de findes, men sjældent, og jeg har selv ikke mødt dem i levende live, undtagen i spejlet - kvinder, som hjemmefra blev inspireret og har fået en tidlig støtte til at gå mod strømmen, men af egen erfaring ved jeg, at der er fædre, som tør øve indflydelse på pigernes prægning af interesser og ikke mindst - de tidlige erfaringer, som udvikler en selvfølgelighed hvormed pigerne dyrker disse "ukvindelige" interesser.

    Men lige som for mødre er det svært at gå mod strømmen, når de fravælger lyserøde prinsesser til deres døtre - lige så svært er det for fædre, der regner deres døtre "for noget" ved at stille dem overfor alle, inkl. "ukvindelige" udfordringer. De får ofte besked på, at de "behandler deres døtre, som de sønner de aldrig fik" og så er løbet kørt for de fleste. Man ignorerer jo ikke omgivelsernes dom, vel? Det har kun de færreste forældre mod og styrke til, og dermed bliver det kun de færreste piger, der ser frem til, og glæder sig til udfordringer.

    Stående på toppen af bjerget af alskens erfaringer, med tristhed må jeg erkende, at problemet med pigernes og kvindernes fravalg af ligestilling i valget af erhverv og interesser bl.a. med henblik på de tekniske fag - primært er et resultat af andre kvinders påvirkning. Startende med mødrene under indflydelse af Allers ugebladsindustri, tæt fulgt af Pernille Aalunds promotion af karikaturer af feminine egenskaber, placeret alle andre steder end mellem ørerne. Så længe de dominerer billedet - kan vi se frem til Bridget Jones'er på samlebånd, flankeret af masseefterligninger af "Sex and the City", hvilke direkte modarbejder et frit valg af levevej, endsige interesse for, hvis disse stemples som "ukvindelige".

    Og selv om jeg har nu levet længe, og opmærksomt - har jeg endnu ikke fundet svaret på spørgsmål om, hvorfor Fanden kan det ikke være både og....?




    Dorte Tofts blog Lykkelig i Nørdland finder du her

    Dortes anden blog er Toften

    Dortes tredje blog er Bizzen (Berlingske Tidende)

    Dorte skriver også på Computerworlds danske hjemmeside

    Ekstremt læseværdige sager!
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

  2. #2
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    67
    Indlæg
    5,271

    Icon5 Re: Dorte Toft skriver en bog.


    Forresten...

    Citer Oprindeligt indsendt af Anina Se indlæg
    Dortes tredje blog er Bizzen (Berlingske Tidende)

    Her skriver Dorte Toft i dag bl.a. om, at selv om hun er blevet kontaktet af flere forlag om at skrive en bog om IT Factory affæren - er der ingen interesserede forlag (indtil videre), som udviser samme iver for at udgive bogen om pigernes fravalg af de "hårde" fag. Og så tilføjer Dorte - "tidsånden er også imod".

    Sidst i indlægget kalder Dorte Toft Asger Aamund for en "mandelgave" og henviser til, at bogens afslutning vil rumme "en lille mandelgave - et kapitel med overskriften: Mænd, der elsker kloge kvinder. Og ja. Selvfølgelig er Asger Aamund blandt de interviewede".

    Hvorfor "mandelgave"?

    Mandelgaven skulle gerne være prikken over.... risengrøden, dvs. noget alle gerne vil finde. Ofte spiser folk risengrød kun for at finde mandlen. Uanset hvor lidt de evt. bryder dem om resten. Skal man belønnes for at have læst bogen? Eller er det bare en uheldig metafor?

    Hvorfor "selvfølgelig"?

    Hvad gør Susanne Bjerrehus (Asger Aamunds kone/red.) til en "klog kvinde"? Hvis betegnelsen skal gælde ligestillet med bogens andre kvindenavne? Ud over at skrive lidt i det lette genre og lade sig fragte i en indkøbsvogn fra Netto - har jeg ikke set Susanne Bjerrehus udrette andet, end de almindelige sysler det bedre borgerskab har for vane, med eller uden pressefotografer tilstede. Og dette til trods for, at netop denne kvinde, af alle, burde kunne præstere enormt meget værdifuldt - skabe, skrive, opnå - med hele familieformuen i ryggen til at finansiere sig, at være uafhængig og banebrydende - hvis hun ville, eller kunne... eller bare gad. Hvis hun altså havde "det" i sig.

    Så hvorfor trække en hel ny bog ned, endnu før den er skrevet - med en snært af "kendis-krydderi", hvis den ikke skal havne i hænderne på forkerte læsere? Dem som er hujende ligeglade med, om, og hvor mange piger tiltræder de tekniske uddannelser, og som ikke har tænkt sig at gøre noget ved det?

    Det er jo den samme stunt (den førnævnte "tidsånd"), der netop trækker den forkerte vej, når pigerne skal vælge deres fremtid. Hvorfor så bringe Susanne Bjerrehus ind i billedet, hvor det netop 100% bekræfter pigernes forkerte valg inkl. indpodede prinsessedrømme?

    Senere, i et svar til en tvivler, der lige som jeg undrer sig over "mandelgaven", skriver Dorte Toft "Jeg kan have uret, hvad ved jeg. Men jeg har altså en tendens til også at kigge under det ydre." Men det er altså ikke det, din bog handler om - Dorte. Under det ydre er vi jo alle amazoner, og se hvor det har bragt os, når vi ikke er tilsvarende i det ydre?

    Er det ikke meningen, at denne bog skal flytte noget? Udgøre en forskel?

    Det er en ommer! Der skal en stor indsats for at komme til toppen, men kun et lille skub til at ramle ned igen....
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

Tags for this Thread

Bookmarks

Regler for indlæg

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •  

Log ind

Log ind