Side 2 af 10 Første 1234567 ... Sidste
Viser resultater 11 til 20 af 99
  1. #11
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    66
    Indlæg
    5,271

    Standard Re: "Kan man skrive kritisk om læger?"


    Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"




    Anina W. 21. juli 2009 kl. 02:09

    @ Lene: “Hvad har lægegerning med politik og økonomi at gøre? Udover lægens løn og arbejdsforhold. Hvad har lægens GERNING med politik at gøre.

    Hvornår har lægegerning skiftet tema så det nu ikke længere er lægens gerning der tales om, når man drøfter lægegerning, men samfundets økonomi?”


    Jamen Lene, sådan har det altid været. Det er dog først i løbet af de sidste år, at dette er blevet synligt, selv med det blotte øje. I overensstemmelse med det gældende Lægeløfte - kommer samfundet (= politik/økonomi) før patienten. Lægeløfte anno 1815 og frem til i dag:

    “Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig, at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse, at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret, at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.”

    Ordet “samfund” hører slet ikke med i et Lægeløfte, idet det giver ganske sig selv, at når man ubetinget dyrker patientens bedste - tjener man, som læge - sit samfund bedst muligt - ganske automatisk, ved søge at opretholde helbred og trivsel hos samfundets borgere, så disse kan fortsætte med at være virksomme og yde til samfundet bl.a. gennem at have helbred og kræfter til den daglige indsats….

    Ved at yde, som læge, sit bedste for alle mennesker, også for de anderledes virksomme - de svækkede, de handicappede og de kronisk syge - medvirker lægen - den gode læge - til, at også disse mennesker, i henhold til deres muligheder, yder en stor indsats i den daglige tilværelse de deler med de raske og de arbejdsduelige - og på denne måde understøttes hinanden, borgere imellem - de raske, de syge og lægerne. Og dermed også samfundet!

    Der er ikke brug for ordet “samfund” i Lægeløftet.

    Ordet “samfund” svækker Lægeløftet direkte og indirekte….

    Ordet “samfund” trækker til lægegerningen de forkerte personligheder, der vil end ikke kunne drømme om at sætte mennesket før samfundet.

    Ordet “samfund” i Lægeløftet, skaber den brist, hvorigennem “samfundets tjenere” kan bryde ind i Lægegerningen og udhule den, eller værre - ombytte den fra at være for patienten - til at blive for “samfundet”, ja, netop - TERM-modellen.

    Problemet er, at der ikke eksisterer et simpelt, etisk tankesæt en læge skal kunne passe ind i, for overhovedet at kunne betroes udøvelsen af lægegerning.

    Jo, der er jo også Lægeløftet, der ellers burde kunne være en rettesnor for enhver læge, der havde brug for en præcisering af af ånden i sin egen lægerolle og en opbygning af sin identitet som læge….

    Dette lille ord “samfundet” havde lukket en forvirring ind, hvor Lægeløftet bare kan over-for-tolkes som vinden blæser, afhængig af hvem der har brug for hvilken hjemmel til retfærdiggørelse af, hvad den enkelte læge måtte have brug for. Og midt i det hele er patienten pist væk.

    Tilbage står alskens lægetyper i gang med en skolastisk evighedsdiskussion om hvad et lægeløfte egentlig er. Og svar på netop dette spørgsmål - er nærmest lige så mange, som der er deltagere i diskussionen.

    Er der så noget at undres over, når TERM-modellen og specielt dennes “motiver” har vundet indpas i lægegerningen? Det er jo, trods alt bedre med et tydeligt princip, frem for et tusind af de diffuse og dermed totalt uforpligtende… ikke sandt? »Jeg husker den tid, hvor dr. Shipman tog sig af min far. Han kom forbi ved mindste anledning. Han var en vidunderlig praktiserende læge - bortset fra, at han slog min far ihjel«

    Hmm… hvilken part af Hippocratic Oath havde mon dr. Shipman adlydt, eller ikke? Læger er mennesker som alle andre… og hvis de ikke har en fælles gennemgående, sammenhængende og homogen etisk kerne, der gælder ens for dem alle - ja, så er vejen beredt for endnu flere TERM-læger.

    Gudskelov er der læger, der har fundet ud af, at også Hippocratic Oath skal følge med tiden, som alt andet i samfundet. Vi kan kun beklage, at det ikke er vores læger, der aflægger Hippocratic Oath — Modern Version:

    “Jeg sværger, efter bedste evner at opfylde følgende løfte:

    Jeg vil respektere det store videnskabelige arbejde udført af læger før mig, i hvis spor jeg træder, og jeg vil glædeligt dele min egen viden med dem, der efterfølger mig.

    Jeg vil anvende al viden og alle tænkelige teknikker og midler til gavn for de syge. Jeg vil udvise en særlig omhu, så jeg ikke overbehandler mine patienter, eller udsætter dem for usikre lægemidler og behandlinger mod mit bedrevidende.

    Jeg vil huske, at medicinkunsten er lige så vigtig som videnskab, og at varme, sympati og forståelse kan opveje kirurgens kniv eller kemikerens medicin.

    Jeg vil ikke være flov over at skulle sige “jeg ved det ikke,” og jeg vil heller ikke undlade at kalde på mine kolleger, når deres ekspertise og kundskaber kan gavne mine patienter.

    Jeg vil respektere mine patienters privatlivets fred og vil omhyggeligt varetage min ubetingede tavshedspligt.

    Især skal jeg træde varsomt i spørgsmål om liv og død. Jeg vil være taknemmelig for at kunne redde liv. Men det kan også være i min magt at tage liv; dette enorme ansvar skal jeg møde med ydmyghed og bevidsthed om min egen utilstrækkelighed. Frem for alt, jeg skal ikke spille Gud.

    Jeg vil huske, at jeg ikke behandler kun et feberdiagram eller en kræftsvulst, men et sygt menneske, hvis sygdom kan påvirke den pågældendes familie og økonomisk stabilitet. Mit ansvar skal omfatte disse aspekter, hvis den behandling jeg byder den syge skal være den bedst mulige.

    Jeg vil forebygge sygdom, når jeg kan, idet forebyggelse er at foretrække frem for helbredelse.

    Jeg vil altid huske, at også jeg er et medlem af samfundet og som læge har jeg særlige forpligtelser over for alle mine medmennesker, uanset om de er sunde i sind og krop, eller svagelige.

    Hvis jeg ikke krænker denne ed, kan jeg nyde livet og kunsten, respekteres, mens jeg lever og huskes med hengivenhed derefter. Måtte jeg altid bevare de fineste traditioner i min gerning og måtte jeg længe opleve glæden ved at hjælpe alle dem, der opsøger mig.”


    Skrevet i 1964 af dr. Louis Lasagna: http://www.pbs.org/wgbh/nova/doctors/oath_modern.html

    Dem, der evt. måtte føle bedrevideres trang til at rynke på næsen og rulle med øjnene, kan jeg oplyse at dr. Louis Lasagna var ikke Herre Hvem Som Helst. Han var en læge (død 2003) som af sin samtid og af lægetidsskriftet The Lancet blev i 1997 placeret på en liste over de 27 vigtigste personer indenfor lægevidenskaben siden Hippokrates (ca. 400 f.Kr.).

    Om Louis Lasagna siges det, at han var en mild og tolerant mand med sans for humør, enkle veltalenhed og en human indstilling til kontroversielle medicinske spørgsmål inkl. medicinske forsøg på mennesker. I dag aflægges “Lasagna Ed” på mange medicinske læreranstalter i verden.

    Vi kunne, i den grad trænge til nogle kloner af Louis Lasagna. Så var hele denne diskussion overflødig her på bloggen. I stedet må vi nøjes med en politisk Lægeforening og lægerne adlydende Lægeløftet, der sætter samfundet og dem selv foran patienten.

    I “gamle dage”, før Liaison-psykiatrien var opfundet - var det “straffrit” for den enkelte læge selv at bestemme, om han/hun ville leve ned til Lægeløftet eller se bort fra det på plussiden, således at den enkelte læge selv kunne træffe sit eget valg om at sætte sin patient før politik. Dette er grunden til, at de af os, der er over den første ungdom kan endnu huske vores gamle læger, hvoraf mange havde været gudsbenådede mennesker, deres patienter fortsat husker med taknemmelighed.

    Den tid er dog forbi. Liaison-psykiatri, politikere, økonomer og lægernes egen organisation i fællesskab klemmer den enkelte læge fra alle sider, indtil han/hun lige passer i den boks, samfundet - Lægeløftets første hensyn - har indrettet. At der så ikke er plads i “boksen” til også at rumme alle de nødstedte patienter - er ikke så afgørende. De kan jo altid stuves på ventelisterne, selv om sygdomme er jo sådanne udisciplinerede størrelser, der ikke vil vente. Men det bekymrer ingen. Alle har travlt med at fokusere på politik frem for på sygdommene. Eller endnu bedre: de "overskydende" patienter kan placeres under TERM-modellen, hvor lægerne leger psykoterapeuter på bekostning af udøvelsen af de medicinske kundskaber og i baggrunden kan man skimte de ventende bedemænd.
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

  2. #12
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    66
    Indlæg
    5,271

    Standard Re: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    Anina W. 21. juli 2009 kl. 16:09

    @ Lene Bech 21. juli 2009 kl. 10:16

    “Nu blev lægen gal. Hun talte dunder til mig. Jeg var den vanskligste patient, hun nogen sinde havde haft, hvis jeg ikke ville gå med til at komme til psykiater, synes hun jeg skulle finde at andet lægehus, for hun kunne ikke så godt med patienter, som vedvarende kom med problemer fra samme organ og hun kunne ikke medgive at en operation til mig ville være relevant.”
    Hmm… lige her er jeg kommet i tvivl om her er tale om TERM-behandling, eller om en læge, der aldrig burde have fået en lægeautorisation, eller kombination af begge dele? Din beskrivelse her er så grotesk, at jeg ville have svært ved at tro på den, hvis jeg altså ikke vidste bedre.

    Det er velkendt i miljøet (dog ikke af Thomas Rishøj formoder jeg), at lægefaget er udsat for samme problemer med psykisk syge medicinstuderende og læger, som det øvrige samfund:

    “- Problemet er stort, om ikke i antal, så for den enkelte psykisk syge medicinstuderende eller læge, samt for hans eller hendes patienter. Der findes medicinstuderende med alvorlig kronisk psykisk sygdom. Almindeligvis vil både medstuderende og undervisere længe have haft en klar ide om, at det vil være yderst problematisk, hvis vedkommende senere skal fungere som læge - uden at man rigtigt ved, hvad man skal gøre ved det. Disse studerende vil typisk have store problemer med at gennemføre studiet på normeret tid, og vil derfor også ofte have været i kontakt med studievejledning og studienævn, hvor de igen og igen har fået dispensationer, som man måske kan spørge sig selv om, hvorvidt de burde have haft. (…) det selvfølgelig ikke er ved alle psykiske sygdomme at lægen vil kunne udgøre en fare for sine patienter.

    - Det er her meget væsentlig at skelne mellem de mange forskellige psykiske lidelser. For at kunne arbejde som læge må man have en intakt realitetstestning. Ved mange psykiske lidelser, for eksempel affektive sindslidelser og visse episodiske psykoser, kan realitetstestningen periodisk være forstyrret, men såfremt lægen er indforstået med at følge en behandling og sygemelde sig under sygdomsepisoder, er der principielt intet til hinder for, at han eller hun kan få en autorisation.

    Dette indebærer at mange psykisk syge ikke er udelukket fra at være læger. Derimod vil der være grupper af skizofrene patienter der enten ikke har sygdomsindsigt, eller som til trods for dette til stadighed har en forstyrret opfattelse af virkeligheden. Så alt i alt: Det må bero på en individuel vurdering, om en person skal have autorisation. Man bør selvfølgelig ikke give autorisation til en psykotisk person.”
    Kilde: http://www.web.archive.org/web/20041...e%20laeger.pdf

    Men mens i det øvrige samfund bliver opmærksomheden på de psykisk syge effektueret, uanset om systemet er fintmasket nok eller ikke - indenfor lægestanden, sundhedsmyndigheder samt på uddannelsesinstitutioner for læger - forekommer det så godt som aldrig, at man udelader at meddele uegnede eller psykisk syge læger deres lægeautorisation. Dette på trod af, at iflg. Lægeloven:

    »Autorisation kan ikke meddeles den, der må antages at være farlig for sine medmennesker under udøvelse af lægegerning enten på grund af legemlige mangler eller varig eller med mellemrum indtrædende mangelfuld sjælstilstand, hvad enten denne skyldes sygdom eller misbrug af alkohol, lægemidler eller lignende eller udvist grov uduelighed«. Kilde: Lægelovens paragraf 2, stk. 3

    Alligevel citerer Dagens Medicin, i artiklen “Universiteter ønsker regler for psykisk syge lægestuderende” af d. 4. februar 2004 - overlæge Michael von Magnus i Sundhedsstyrelsen, der udtaler at “indberetninger om psykisk sygdom blandt medicinstuderende er så sjældne, at der går år imellem, at Sundhedsstyrelsen ser sager af den karakter. Tilsvarende husker han ikke, at Sundhedsstyrelsen på noget tidspunkt har været i en situation, hvor styrelsen har fundet psykisk sygdom så belastende, at lægen kun har fået autorisation på særlige vilkår.” Kilde: Dagens Medicin 04/02/2004

    Enten er de medicinstuderende og læger et særligt folkefærd, der på alle måder overgår resten af samfundet i psykisk robusthed , eller - er der noget galt? Der skal, som bekendt, kun et råddent æble (ikke metafor, kun ordsprog) til at fordærve hele læsset. Hvor mange uegnede læger skal der til at ødelægge omdømmet for hele lægestanden?

    Hvorfor skal skal Lenes skæbne, med djævlens vold og magt arkiveres lodret i kategorien: “enkeltstående cases, vi ikke gider kommentere”, når der er omtalt et forløb, der i den grad principielt beskriver en læge som aldrig burde have meddelt sin lægeautorisation? Og hvor mange af disse “rådne æbler” kører den forhadte vagtlægetjans opfattende opringningerne fra de syge som værende en plage, der hurtigst muligt skal overstås og videre i programmet?

    @ Thomas Rishøj: “Jeg tænker kun på det overordnede.” “Så hvis vi skal forsætte debatten her kunne du så ikke lade den forsætte på det generelle….”
    Jeg kan ikke rigtig se, hvad problemet er så - Thomas Rishøj. Du vælger at tænke på det overordnede og det generelle, hvilket netop er udtrykt i de svar du får og som du konsekvent ikke ønsker at forholde dig til.

    Det er jo netop det patienterne (og borgere) gør - med udgangspunkt i de individuelle erfaringer eller beretninger - forholder patienterne (samfundet?) sig til det aktuelle tema på netop et generelt og overordnet plan, ved at skære alle læger over en kam. Sådan fungerer det Thomas Rishøj. Det er en “naturlov”, at hører man om een uduelig læge - bliver man obs på alle læger…. Det hører med til selvopholdelsesdriften, netop at spotte og notere sig mulige farer man derved selv håber at undgå i fremtiden. At opfordre mennesker til at begå vold mod deres iboende selvopholdelse-instinkter er naivt og ikke særlig klogt. Og da slet ikke i vores tid, hvor frygten styrer så mange liv, som tilfældet er.

    Det er uhørt u-klogt at indbilde sig, at blot fordi man afviser at forholde sig til de enkelte eksempler, at disse så forsvinder, bliver væk fra debatten og menneskernes bevidsthed. Det gør de ikke! Det gør de ikke, fordi det er lægerne selv, der holder gryden i kog ved at udelade, selv at rydde op i egne brodne kar. Det er så underordnet, om problemerne opstår i kølvandet på Liaison-psykiaternes skoling af de praktiserende læger. Eller i kølvandet på lægefejl begået af syge læger, eller bare uegnede læger.

    Ved at fare med lempe over for disse kollegaer, som muligvis aldrig burde have meddelt sin lægeautorisation - er det lægestanden selv der devaluerer begrebet “hændeligt uheld” og dermed dømmer lægestanden også de sagesløse læger til at blive blandet sammen med gruppen af de u-egnede læger. Det kalder jeg for den ultimative uklogskab, mildest talt og her saver lægestanden selv den gren over, alle læger sidder på.

    I stedet for at blive ved med at afvise i flæng, vend blikket væk fra os og bliv opmærksom på, at denne diskussion hører med internt blandt lægerne selv, i de respektive flokke hvor lægerne færdes og det kollegiale dyrkes. Det er ikke os, “klagerne” der skal løse problemerne. Problemerne skal løses der hvor de skabes. I praksis. Ikke i teorien. Når lægestanden i den grad holder hånden over egne brodne kar, skal lægestanden ikke klage over, at de “brodne`s” fejl og overtrædelser ødelægger det for, og skaber mistillid til alle læger.

    “Overordnet” og “generelt” nok? Forhåbentlig… ;)
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

  3. #13
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    66
    Indlæg
    5,271

    Standard Re: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    Anina W. 24. juli 2009 kl. 15:07

    Thomas Rishøj til Lene bl.a.:

    “Jeg er læge, når du skærer alle læger over en kam er det også mig så angriber og dermed kan jeg ikke se det som andet end en tilsvining.” (…) Hvordan er det ikke et angreb på mig når du med negatie og grove vendinger beskriver alle læger? Jeg er læge og dermed en del af den gruppe du klandrer for som helhed at være grådige etc. Fair argumentation havde været at holde sig til at beskrive de læger du har mødt, din opfattelse af dem etc men når du går over til at sige at fordi de læger er sådan så er alle læger sådan det er for lavt.”
    Jeg er patient, når en læge skærer alle patienter over en kam er det også mig lægen forholder sig til, og dermed kan jeg ikke se det som andet end en generel indstilling hos de fleste læger. Hvordan er det ikke en skidt indstilling over for mig - patienten - når en læge forholder sig til mig med den indstilling, at patienterne er en plage og utroværdig? Jeg er patient og dermed en del af den gruppe lægerne klandrer for som helhed at være utroværdige, plagsomme hypokondere etc. Fair dokumentation havde været ved at holde sig til at beskrive de patienter lægen har mødt, lægens opfattelse af dem etc., men når lægen går over til mene, at fordi disse patienter er sådan så er alle patienter sådan - er det for lavt.

    --------------------

    Eller gælder der anden “logik” for læger end for patienter?
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

  4. #14
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    66
    Indlæg
    5,271

    Standard Re: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    Anina W. 24. juli 2009 kl. 18:16

    @ rosa urenholt nielsen

    Du mener, vi taler om konspirationer. Mon ikke det i stedet var på tide, at I kikkede indenfor i egne rækker, i stedet for, som nu, at skyde os budbringere ? Jeg er patient, men ikke ude på at slagte eller jagte nogen. Tværtimod har jeg igennem årene forsøgt at finde frem til årsager og forklaringer på hvorfor, i håb om at kunne få mildnet mit billede lidt. Desværre kniber det mere og mere.
    Jeg mener vi bør ophøre med at henvende os direkte til Thomas Rishøj, idet dette begynder at antage formen af plageri af et medmenneske. Det er krystalklart, at denne læge er ude af stand til at opfatte noget af de vi skriver om her - på et overordnet plan. Hans respons gælder udelukkende personlige bemærkninger til et givent indlæg, han opfatter som et personligt angreb på ham, som repræsentant for alle læger.

    Netop dette “repræsentantskab” Thomas gentagende gange understreger så kraftigt har jeg forsøgt at henvende mig til med alle mine hidtidige indlæg, hvoraf de fleste handlede netop om det generelle og overordnede jeg ser som kernen til alle problemer:

    Anina W. 17. juli 2009 kl. 12:13
    “Min holdning til den anvendte lægevidenskab er blevet ganske gevaldigt “justeret” på baggrund af de seneste års begivenheder på “sundhedsvæsen-markedet” inkl. TERM-modellen samt samarbejde mellem Lægeforeningen og Socialministeriet…”

    Anina W. 17. juli 2009 kl. 14:11
    “TERM-modellen er et sorterings værktøj for primært praktiserende læger og sekundært for resten af sundhesvæsenet…”

    Anina W. 17. juli 2009 kl. 15:18
    TERM-modellen fortsat….

    Anina W. 17. juli 2009 kl. 16:48
    TERM-modellen fortsat: Kurser i TERM-modellen for praktiserende læger. Øvelse1i: Forståelse. Øvelse 2: Forståelse. Øvelse 3: Forståelse. Øvelse 4: Lægens bord og anerkendelse. Øvelse 5+6: Sammenhæng & konkret efterforløb forhandles. Øvelse 7: Statuskonsultationen. Øvelse 8: Håndtering af kronisk somatisering.

    Anina W. 17. juli 2009 kl. 17:02
    TERM-modellen fortsat….

    Anina W. 18. juli 2009 kl. 15:29
    Om “hændeligt uheld” som følge af lægernes træning i at overhøre patienterne….

    Anina W. 19. juli 2009 kl. 01:08
    Om jagten på hypokondere, som lægernes første prioritering….

    Anina W. 20. juli 2009 kl. 13:58
    Om tvivlen på, at vagtlægeordningen overhovedet kan forbedres, før lægerne ændrer deres syn på patienterne og begynder at rydde op i egne rækker….

    Anina W. 21. juli 2009 kl. 02:09
    Om sammenblandingen af økonomi og politk med lægegerningen, understøttet af ordlyden i Lægeløftet….

    Anina W. 21. juli 2009 kl. 16:09
    Om lægeautorisation meddelt lægerne uanset at de måtte være psykisk syge eller på anden måde - uegnede.

    ----------------

    Der er ikke kommet respons på noget af det, undtagen lidt periferisk omkring TERM-modellen, der bliver hårdnakket påstået man ikke kender til. Så bliver jeg nu undtagelsesvis personlig ved at sige - bullshit og løgn.

    Der efterlyses konstant det overordnede for at flytte debatten fra personlige oplevelser og over hvor det generelle kan debatteres, hvis vi skal nå nogen vegne. Jeg har ikke gjort andet og alligevel - når det er jeg (ikke-læge) som bestemmer musikken (valg af fokuspunkter/emnet) bliver det mødt med rungende tavshed eller udenomssnak. Præcis som det også sker i konsultationen (Rosa beskriver i sit sidste indlæg), hvor patienten end ikke tilkendes retten til at redegøre for sit eget problem på patientens egne præmisser! Der er ikke noget, så tilnærmelsesvis livsfarligt som fornærmede læger, med egoet som en planet og selvværd som en ært.

    Det er så helt i orden, at jeg har fået fingeren. Indlæggene er postet og bliver læst af andre. Forhåbentlig et eller andet bundfælder sig og skaber en grobund for den eftertanke, vores sundhedsvæsen ikke længere kan slippe udenom, hvis vi da ikke skal falde endnu længere ned i europæiske statistikker for dødelighed som følge af sygdom.

    Vagtlægeordningen, uanset hvilken reform den skulle undergå - er det mindste af vores problemer med sundhedsvæsnet som det drives i dag. Havde vagtlægen ikke stået “alene” over for patienterne i patientens eget hjem, hvor den kollegiale paraply ikke rækker over - havde vi den dag i dag fortsat ikke anet noget om hverken de lægefejl der var begået, og ej heller om lægernes indstilling som værende roden til alle problemer. På dette punkt, havde vagtlægeordningen bidraget til afsløring af disse problemer, der rækker langt over den enkelte læge og kan spores direkte til den danske Liaison-psykiatriens stiftelse i Århus omkring det Herrens år 1995: http://web.archive.org/web/200708200...h/040598/5.HTM

    Effekten på lægerne er så god, at TERM-modellen har vist sig at være væsentligt billigere for det danske samfund på kort sigt, end det er, at forsøge at helbrede de mange patienter. Oprindeligt blev Liaison-psykiatrien ellers oprettet med det formål at hjælpe alvorligt syge. Det var planen at årsagen til disse patienters lidelser skulle afdækkes, og at der skulle findes en effektiv behandling, der kunne give patienterne deres tidligere livskvalitet tilbage. De videnskabelige undersøgelser af TERM-modellen viste imidlertid, at den ingen effekt havde på patienterne og så opgav man helt at forsøge at hjælpe disse patienter og i stedet anvendes modellen nu som et værkstøj til patient-sortering efter andre kriterier end patienternes fysiske sygdomme.

    På langt sigt skubber udøvelsen af TERM-modellen foran sig et stadig stigende behov for en voksende plejesektor til omsorg og pleje af patienterne undervejs invaliderede af deres ubehandlede/underbehandlede sygdomme. Tillige forbundet med tabet af aktive skatteydere, undervejs konverteret til passive modtagere af overførselsydelser fra samfundskasse idet deres tilbagevenden til arbejdsmarkedet er blevet blokeret af Århus-Liaison-psykiatere via deres disciple i lægekredse og vores naive folkevalgte, der havde investeret vores skattepenge i dette “ris-til-egen-røv”.

    Når man ser på de europæiske statistikker for effektiviteten i sundhedsvæsenet - står det klart, at de to lande der skraber bunden er også de to lande - Storbritannien og Danmark - der har etableret og praktiseret The Extended Reattribution and Management Model (TERM-modellen) sidst i 80-erne og først i 90-erne opfundet af den ærværdige Professor of Primary Care Psychiatry fru Linda Gask, MB ChB MSc PhD FRCPsych http://www.manchester.ac.uk/research/linda.gask fra Manchester, United Kingdom.

    Læs den engelsksprogede information om "The Extended Reattribution and Management model" (TERM)
    Clinical and patient satisfaction outcomes of a new treatment for somatized mental disorder taught to general practitioners
    General practitioners' views on reattribution for patients with medically unexplained symptoms: A questionnaire and qualitative study
    Management of medically unexplained symptoms Includes diagnosis, specific treatments, and appropriate communication

    Læs videre i Ugeskriftet for Læger (nr. 46 i 2002) om Efteruddannelsesmodeller med fokus på funktionelle lidelser i almen praksis - videreudviklet og udbredt til samfundets sundhedsvæsen i Danmark af århusianske liaison-psykiatere Andreas Schröder, Marianne Rosendal & Per Fink, fulgt tæt af flere nyudklækkede liaison-psykiatere på jagt efter hypokondere og raske endnu-ikke-hypokondre i snart alle regioner i Danmark.

    I jagten på 6-10% hypokondere har man ofret 100% af befolkningen. Det kalder jeg for et nederlag af kosmiske dimensioner, for samfundet!

    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

  5. #15
    Registreringsdato
    Jul 2008
    Alder
    67
    Indlæg
    82

    Standard Re: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    Citer Oprindeligt indsendt af Anina Se indlæg
    Nå... tilbage til Lisbeth Knudsens Blog på Belingske.dk. Jeg har undesøgt retningslinierne hvori jeg læser at ophavsretten til mine egne indlæg tilhører mig. Jeg vil derfor følge op på dette emne ved at poste mine indlæg fra Lisbeth Knudsens Blog her i tråden.
    God idè. Så er ens tanker gemt og bevaret flere steder.
    ”Anspændt til det yderste for at løfte den mægtige sten og atter og atter skubbe den op ad bjergets side...."(Albert Camus om Sisyfos)

  6. #16
    Registreringsdato
    Jul 2008
    Alder
    67
    Indlæg
    82

    Standard Re: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    rosa uhrenholt nielsen, 18. juli 2009 kl. 12:04


    Jeg kan kun tilslutte mig tidl. udsagn, og desværre endda genkende dem til bevidstløshed. Især da jeg (åbenbart) selv hører til i gruppen. Jeg kan i mine journaloptegnelser, som jeg har fået udleveret en smule af nu efter et meget beskidt forløb af min. 2 års varighed.

    Her er jeg registreret med et anagetikamisbrug, altså misbruger af smertestillende midler, til trods for at jeg får tre piller dgl. Men så er jeg altså i bås med misbrugerne, hvilket passer på at de har givet mig en diagnose med kronisk Pancreatitis, dog er den ikke alkoholrelateret, så årsag er uvis..

    Men når man nærlæser om den her fra Danmark (det er eneste udvej for at få noget at vide om sygdommen hævder de, at 70-80 % er udløst af alkohol. Jeg kan ikke andet nu end føle mig hensat til gruppen af misbrugere. Men især mærkeligt, når patologerne i Norge hævder, at 54 % af alle nydiagnosticerede med denne diagnose er med årsag i Galdesten.

    Alle data fra min akutte indlæggelse med blå blink osv. er åbenbart blevet væk på sygehuset, for ingen har set dem efterfølgende, men har kun fulgt op på de seneste meldinger. Ingen henvisninger, uanset om det er plet på spiserør eller udredning for årsag hertil osv.

    Især tankevækkende, når man ved læsning kan se, at der ved efterfølgende konstateret kræft i dette organ er mere end 70% som aldrig får nogen behandling, og at man skal sætte folk i bås først, således at dem i dårligste helbredstilstand slet ikke skal have nogen behandling.

    Jeg tror, grunden til at denne læge nægter et kendskab til Term er, at Term er noget der gælder den enkelte patient. Det er den pågældende læges vurdering og sortering af een person og en diagnose er, iflg. Sundhedsstyrelse og Patientklagenævn: “en tillidssag mellem en læge og en patient”, så, hvis han holdt med dig, ville han samtidig underkende sin kollega som værende dårlig. det vil være urealistisk, for så er han ukollegial og dermed udstødt.

    I den videre behandling hører de i stedet ind under Liaison-psykiatrien. det er et emne der gælder for ALLE med kroniske lidelser, og derfor også for Term-patienter.de skal så vidt muligt holdes i egen praksis og kun have adgang til egen lægen, på forud aftalte tidspunkter for at holde forbruget nede (adfærdsregulering)

    Hvis jeg skal være firkantet, kan jeg skitsere et forløb:

    Patienten kan være meget hårdt ramt af eksempelvis smerter eller problemer med mavebesvær. elelr har det generelt meget dårligt. lægen udfylder så et depresisionsskema (Hamilton-testen), hvorpå der kun er ganske få punkter:

    Her bliver de fleste vurderet som havende “dårlige nerver”, især fordi læger ikke er klar over hvor stor en forskel der er på kvinder og mænds psyke. Da disse læger selv er mænd som oftest, eller hvis de er kvinder, er oplært af mænd, bliver de ting, som kvínder typisk skælder ud over kategoriseret som at de har vist en depression. Derfor bliver de nu påduttet at skulle afprøve Lykkepiller.

    Her følger lægen tæt op, og hvis de nægter at tage pillerne, måske fordi de dårligt tåler medicin, er de uden vilje til at ville være raske.

    Efter 4-6 uger bliver de igen testet, og har de stadig problemerne, bliver de nu i stedet udsat for spørgsmål, der hører med til deres skema vedr. psykiatrisk vurdering i en almindelig praksis det er her, det går helt galt: fordi her kommer sorteringen til en egentlig diagnose som somatiserende:

    A: Fysiske symptomer ELLER sygdomsbekymring uden tilstrækkeligt organisk grundlag.

    B: Indskrænket funktionsniveau eller social funktion

    C: Ikke bedre forklaret ved depression, angsttilstand, psykose, medicinbivirkninger eller -misbrug.

    Diagnosen kan inddeles i tre hovedgrupper:

    1. Multisymptomatiske (mere end tre organer)

    2. Orligosymptomatiske (1-2organsystemer) herunder bl.a. somatoform smertetilstand, neurasteni, dissociativ tilstand

    3. Sygdomsbekymring (hypocondriaisis)

    Alle i disse grupper skal nu beghandles som værende somatiserende, dvs. psykisk syge. For lægen har nu klassificeret dem som hørende i denne gruppe og det er så underordnet, om du har tabt dig enormt i vægt, om du har kronisk diarre eller bare ondt i maven, problemer med hjertet, sukkersyge, lidt trist dordi du pludselig har mistet job og kone eller whatever.

    Du er depressiv, og endda uden at en psykiater nogen sinde har set dig, eller uden at en læge nogen sinde har gidet undersøge dig..
    ”Anspændt til det yderste for at løfte den mægtige sten og atter og atter skubbe den op ad bjergets side...."(Albert Camus om Sisyfos)

  7. #17
    Registreringsdato
    Jul 2008
    Alder
    67
    Indlæg
    82

    Standard Re: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    rosa uhrenholt nielsen, 19. juli 2009 kl. 10:38


    Thomas

    Jeg vil anbefale dig at se lidt nærmere på nedenstående link: ang. funktionelle lidelser og deres behandling i almen praksis. Og lad så være med at fremstille os patienter som værende utilregnelige, tak.

    Lad mig samtidig rette en stor tak til Lisbeth Knudsen, der turde at tage et så stort emne op.. jeg håber nu, at det fortsat vil smitte af på holdningen. Desværre går tendensen i den anden retning: når folks viden går ind, går deres evne til at tænke selvstændigt desværre ofte ud. Og tendensen er pt. at al sygdom nærmest er patientens egen skyld, og dermed et eget valg. For lægerne hopper på pinden hver gang.

    Uhyggelige perspektiver, men de vil alle lege forskere. Det er åbenbart ret kedeligt “bare” at være læge. Og som andre forskere glemmer de alt om, at når noget virker er der altså også en bivirkning.

    Når patienter, som regner med at få en ordentlig undersøgelse på hospitalerne, i stedet bliver udnævnt til forsøgskaniner i medicinforsøg, går den gal.

    Hvor meget af sygehusenes kapacitet bliver i dag brugt på at lave medicinforsøg? Hvor mange penge får sygehusafdelingen ind pr. forsøg og, endnu mere relevant, hvilken behandling får jeg som patient efterfølgende, når jeg ikke vil deltage ?

    Jeg blev informeret om denne “mirakelpille” som ville kunne afhjælpe en stor del af smerterne. Eneste bivirkning ville være lidt svimmelhed og træthed, så jeg havde alt at vinde…

    Til forundersøgelsen mødte jeg i stedet op med kopi af artiklen om [I]“patient ved at dø af medicinforsøg”[I], ligesom jeg havde udskrifter med fra den direkte dialog imellem mig og medicinalfirmaet, eftersom jeg var patientens kontaktperson. Her fandt vi til sidst frem til yderligere 22 meget alvorlige bivirkninger, hvoraf en del er stadig forværret, heribland angst, depression, svær nedsættelse af syn osv..

    Jeg mente, naiv som jeg var, at firmaet måtte have indberettet dem til Lægemiddelstyrelsen, som vi aftalte (for hun er for dårligt seende og har for lidt koncentration i dag til selv at få digital signatur, så hun selv ville kunne gøre det), men disse informationer er åbenbart ikke gået videre. Til trods for, at kontakten til sygehuset ang. forsøget var foregået mere end to år og tidl. kontakten til firmaet i over et år forinden. Men det er nok indberettet som en del af det samlede forsøg, og ikke på een enkeltperson.

    Pga. det er jeg nu nærmest jaget vildt. Jeg var i direkte skænderi denne gang med lægen, efter for tredje gang at være konfronteret med, at “smerterne da ikke kunne være særligt slemme, når jeg ikke engang ville afprøve medicinen”. Så, han blev i stedet forespurgt, om det ikke var tale om et tricyklisk antidepressiva, om han ville indrømme det? Det var han nødt til, altså ikke engang redelig information.

    Og som et ps.. den kan endda som bivirkning give : Pancreatitis (jeg allerede lider af!). Medicinalfirmaet har endda fået bøder og pålæg pga. denne vildledning, men det fortsætter åbenbart uændret.

    Der foregår meget på forsøgsbasis derude i dag, så mon ikke snart det ville være reelt at give os patienter de små sygehuse tilbage, bruge den sparede løn til fratrædelsesordninger ved den nuværende stab, og så overlade den form for hospitalsdrift til medicinalfirmaerne. Det er alligevel dem, der ofte betaler for at få tingene undersøgt og derved udnytter sygehusets kapacitet. Hvis det er toppen af lægeverdenen, vil jeg hellere i kontakt med bunden, for der er da lidt jordforbindelse.

    Kognitiv adfærdsterapi i behandlingen af somatiseringstilstande og funktionelle syndromer (aarhussygehus.dk/files/Hospital/Aarhus/Neurocentret/Forskningsenheden%20for%20Funktionelle%20Lidelser%20og%20Psy kosomatik/pdf-filer/artikel%20Andreas.pdf)

    Jeg har en vægt på 42 kg, temperatur er normal 34.4 og et blodtryk, der det meste af tiden er på mellem 110 og 135 i den lave del. Så jeg kan kun se, at der er TERM med i billedet. Ellers havde jeg forlængst været henvist til udredning andetsteds, men afdelingerne låser patienterne her. Og eftersom Danmark ingen klageinstans har for at få bedømt et samlet forløb, er vi patienter på herrens mark.

    Som det blev fremført i kendelsen fra Menneskeretsdomstolen i Strassbourg i januar, har danske patienter pga. disse manglende klage-instanser - ingen retssikkerhed overhovedet.

    Patienter er ofte jaget vildt, hvis de bliver placeret i denne gruppe.
    ”Anspændt til det yderste for at løfte den mægtige sten og atter og atter skubbe den op ad bjergets side...."(Albert Camus om Sisyfos)

  8. #18
    Registreringsdato
    Jul 2008
    Alder
    67
    Indlæg
    82

    Standard Re: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    rosa uhrenholt nielsen, 20. juli 2009 kl. 14:52


    Jeg kan helt tilslutte mig , hvad der er fremkommet i denne debat. Hvor mange mennesker er opmærksomme på, hvor lidt mulighed alm. patienter har for at undgå denne inddeling/patientsortering.

    TERM har aldrig været forelagt Folketinget, til trods for at den ved domstolene bliver fulgt. Ikke som en lov, men som en retssædvane (altså noget der, selv om det er i gråzonen, uden lovgivningsmæssig opbakning) bliver fulgt som om…altså sidestillet med loven.

    Når der ved uenighed bliver indkaldt eksperter fra retslægerådet, som består af 11 “eksperter”, heriblandt 7 psykiatere, med toppen af Liaisonpsykiatrien, Morten Birket-Smith som den ene af dem.

    Når der ved uenighed mellem en patient/klient i både sygehus og kommuner og regioner er sket en sammensmeltning af somatik og psykiatri, når læger, som er uddannet i kroppen og dennes funktioner, pludselig er udnævnt til “eksperter” i sindet også. Til trods for, at de fleste læger overhovedet ikke har nogen viden om psykologi, endnu mindre om psykiatri, og som egentlig heller ikke ved mere om medicinen og dens indvirkninger, end de har fået fortalt fra medicinalindustrien.

    Samfundet er nu opbygger, så retspraksis er sat ud af drift, idet denne læge pludselig har fået overdraget alle roller i retssystemet. Han er den opsøgende del (det er ham der klassificerer patienten), han er den udøvende part (det er ham, der vejleder både når det gælder videre undersøgelser, tildeling af pension/dagpenge, og samtidig udtaler sig om hvorvidt vedkommende kan tænkes at have ret).

    Sidst, men ikke mindst, er han den den dømmende (han er den, der ofte har det afgørende ord, eksempelvis som lægekonsulent for det offentlige, ligesom han er den, der skal være behjælpelig med at finde en plads i samfundet).

    Derfor forbavser du mig, Thomas. Har du ikke været opmærksom på, at du som læge er den, der har den fulde kontrol over dette mennneskes videre skæbne?
    Den mistænkeliggørelse, Liaisonpsykiatrien og Sundhedsstyrelsen er fremkommer med for at kunne styre sundheds- og dermed samfundsøkonomien, og inddelingen af mennesker, vender nu tilbage på lægerne som en bommerang.

    For tryk avler modtryk, og en patient som er helt kørt ned både fysisk og psykisk, og som samtidig bliver stemplet, forsøger at forsvare sig. også selv om det er mod en indbildt rollemodel som vorherres forlængede arm.
    ”Anspændt til det yderste for at løfte den mægtige sten og atter og atter skubbe den op ad bjergets side...."(Albert Camus om Sisyfos)

  9. #19
    Registreringsdato
    Jul 2008
    Alder
    67
    Indlæg
    82

    Standard Re: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    rosa uhrenholt nielsen, 20. juli 2009 kl. 18:28

    Jeg genkender ikke din oplevelse af at det er samme læge der bestemmer det hele, lægekonsulenten i kommunne kommer med forsalg til mig, nogle mener jeg er fornuftige andre hen i vejret, de sidste undlader jeg så.
    Helt fint, Thomas. Og selvfølgelig anerkender jeg da, at mange læger gør et stort og flot arbejde for patienterne.

    Men, ligesom vi patienter en meget bred skare er det samme tilfældet med lægerne. Vi har allesammen gode og dårlige sider, forskellig indfaldsvinkel til tingene, og især nok som det vigtigste, en meget forskellig erfaring og viden.

    Jeg har mine erfaringer fra klager fra patienter til Patientklagenævn (mig som partsrepræsentant), fra mennesker, der har oplevet de mest bitre erfaringer og som lever med konsekvenserne dagligt af ikke-seriøse medicinforsøg, mange års erfaring som sagsbehandler i frivilligforening, bisidder for klienter osv. For ikke at tale om mine mange år først i hjemmeplejen og seneste, som førtidspensionist, i deltidsjob på deltidsbasis i et ordinært arbejde indenfor psykiatrien (udnyttede her min daværende resterhvervsevne, indtil mit store vægttab og den alt for store belastning igennem disse 7 arbejdsår satte en stopper for det i 2005-06). Jeg var dermed ansat indenfor systemet. Dertil kommer nu også mit eget uskønne forløb.

    Det fremgår bare ikke nogen steder, så for den, der vil komme med en generalisering, er alle førtidspensionister nogen, som ikke vil bidrage, men kun have en offentlig forsørgelse.

    Så, som du kan se det, bliver tingene nu belyst ud fra forskellig indfaldsvinkel.

    Du vil vel ikke benægte, at der er sket en enorm stigning i antallet af arbejdsprøvninger, omstødte afgørelser og mistænkeliggørelse (patienter på pengejagt ) osv.

    Så, som du kan se, er vi begge en brik i et stort system, som vi kun kan arbejde hen i mod at give bedre betingelser. Jeg tror ikke på, at det sker ved skemaer og grupperinger, men derimod igennem dialog og mere åbenhed omkring hvem er hvem.

    Jeg er selv så heldig nu (omsider) at have fået alle tiders praktiserende læge. han vil mig det bedste, men selv han kan altså ikke udrette mirakler. For det er stadig sygehusledelsen og regionen som bestemmer, hvilken type scanning jeg skal have, hvis han vil have en undersøgelse af et eller andet. Og under udredning (nu på tredie år) er jeg egentlig i sygehusregi fortsat, medmindre noget nyt opstår). Så der kan udefrakommende læger ikke gøre andet end adlyde forretningsgangen…

    Jeg tror på, at du er den type læge, vi alle ville ønske at have. Du har klart bevist ved din deltagelse her at du er villig til at lytte, lære og gå i dialog. Kunne du ikke tænke dig at gå ind som modpol til TERM? For det er læger som dig, vi som patienter efterlyser.

    Men, ligesom her på bloggen, er der en enorm forskel på hvem vi er heldige at få. For vagtlægen er stadig en almindelig læge, når han er udenfor vagtordningen.
    ”Anspændt til det yderste for at løfte den mægtige sten og atter og atter skubbe den op ad bjergets side...."(Albert Camus om Sisyfos)

  10. #20
    Registreringsdato
    Jul 2008
    Alder
    67
    Indlæg
    82

    Standard Re: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    Lisbeth Knudsens Blog: "Kan man skrive kritisk om læger?"

    rosa uhrenholt nielsen, 20. juli 2009 kl. 18:28

    “Jeg tror på, at du er den type læge, vi alle ville ønske at have. du har klart bevist ved din deltagelse her at du er villig til at lytte, lære og gå i dialog.”

    Hva´???? Du må da have sovet grundigt under “filmen”, der er spillet her, rosa uhrenholt nielsen.
    Nej Jenni

    Jeg har ikke sovet i timen. Men - han har indtil nu i det mindste lyttet. At han så er på den modsatte side af skrivebordet bevirker, at han snakker udfra systemets sag. At hans argumenter så helt tydeligt, især her på det sidste viser sig, trods alt, at være dybt præget af de samme fordomme, som vi konstant selv møder er en helt anden sag.

    Men, her er jeg nødt til at tage ham lidt i forsvar. For det er vigtigt at huske, at det for ham er en levevej, samtidig med at det for en læge er hele det sociale bagland. Hvis han gik helt over på vores side nu i debatten ville, for mig at se, være ensbetydende med at han snakker efter munden og så ville jeg for alvor blive bekymret, for så ville jeg nok, skeptisk som jeg er, på forhånd over for mange læger, være nervøs for (at han er) en psykiater fra Liaisonpsykiatrien.

    Han er lige så mistænksom over for os som patienter og det er for mig at se, det værst tænkelige udgangspunkt, for det har udhulet vores tillid til systemet.

    Det er nok noget af det vigtigste i denne debat, at der nu klart er givet udtryk fra de forskellige vinkler på problemstillingerne: patientens frustration, pårørendes frustrationer og lægens usikkerhed, og dermed mistro.

    Jeg opfatter det nok lidt, som om der måske kan være en lille åbning i den cirkel, de, altså lægerne, plejer at have omkranset sig med, og hvor det har været umuligt at trænge igennem.

    Men nu kan han ved selvsyn se, at det er nødvendígt med en åbenhed, som hidtil har været uhørt. Og især for ham at opleve, hvordan det er at blive konstant mistænkeliggjort.

    Jeg vil nu prøve at foreslå et forløb for, hvad jeg kunne forestille mig i en ny struktur. Men vil nu i seng. Jeg skal møde på sygehuset kl. 8. Her vil de nu have undersøgt min pancreas-funktion. Utroligt ikke? I betragtning af, at det er over to år siden jeg blev indlagt med blå blink og fik diagnosen Pancreatits. Først nu de vil have undersøgt om der overhovedet er funktion i den. De rider i hvert tilfælde ikke samme dag som de sadler.

    Er det ikke utroligt, at de på denne måde kan fastholde os i systemet i årevis ?
    ”Anspændt til det yderste for at løfte den mægtige sten og atter og atter skubbe den op ad bjergets side...."(Albert Camus om Sisyfos)

Side 2 af 10 Første 1234567 ... Sidste

Bookmarks

Regler for indlæg

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •  

Log ind

Log ind