Tandlægebladet nr. 13/2009

1008 VIDENSKAB & KLINIK
OVERSIGTSARTIKEL "Stofskiftesygdomme"

Af Steen J. Bonnema, ph.d., overlæge, klinisk lektor; Endokrinologisk afdeling, Odense Universitetshospital

http://www.tandlaegebladet.dk/tbarki...09-13-1008.pdf


Kære Steen Bonnema

Efter at have nærlæst Deres oversigtsartikel "Stofskiftesygdomme" i Tandlægebladet nr 13/2009, vil jeg gerne henlede Deres opmærksomhed på, at Deres artikel ikke berører et aspekt af største relevans for læserne De henvender Dem til - de danske tandlæger. Det lader til at fluor og fluors indflydelse på thyreoideafunktionen er ikke omtalt i artiklen. Det er jeg meget forundret over idet De kan jo ikke være uvidende om, at tandlægerne anvender både tandfyldningsmaterialer med indbygget succesiv frigivelse af fluor til mundhulen, samt diverse andre fluorholdige remedier tillige med tandlægernes generelle opfordringer til at benytte fluorholdige tandpastaer, fluorholdige mundskyl, fluorholdige tabletter og fluorholdig tyggegummi m.v. .

Som endokrinolog er De jo beskæftiget med at behandle såvel hypothyreose som hyperthyreose, den sidste med en hel række dertil udviklede lægemidler. Men da De også er ph.d. dvs. forsker, forstår jeg ikke at De ikke drager paralleller mellem den kemiske fundering af thyreostatika i grundstoffet fluor og dennes forbindelser, som værende kraftige thyreoidea-suppressants og - fluors anvendelse i tandbehandlinger og tandpleje. Det burde være nærliggende for en læge med speciale i endokrinologi og en forsker i een og samme person - at lade sig fange af denne paradoks, hvor lægevidenskaben på den ene side anvender fluor til at undertrykke en overaktiv skjoldbruskkirtel ved hyperthyreose og - på den anden side ikke meddeler tandlægerne at deres anvendelse af fluor medfører tunge helbredsmæssige konsekvenser for deres patienter, der vil udvikle sygdomme i thyreoidea som senfølger af fluors langtidsvirkninger på skjoldbruskkirtlen.

Da den yngre, menneskelige organisme kun formår at skille sig af med halvdelen af det indtagede fluor, hvor evnen til udskillelsen falder proportionelt med alderen, således at allerede i 50-års alderen er fluors udskillelse fra organismen minimal, for senere at ophøre helt - falder ethvert argument om de små mængder af succesivt tilført fluor i anledning af tandbehandliger og personlig tandhygiejne - til jorden. Man er tvunget til at indse at fluorforbindelserne kumulerer i organismen og tiltagende med alderen bedriver skader på helbredet, hvor thyreoidea-funktion udgør forskellen mellem helbred og sygdom i den alder, hvor helbredet ikke længere kan tages for givet. Dvs. fra 40-årsalderen og opefter.

Hvis man ikke har interesse i at kære sig om de modne og ældre, burde man kære sig om børn. Præcis som for børn med medfødt thyreoidea-sygdom eller født af mødre med thyreoidea-hormonmangel, hvor bl.a. kretinisme er en kendt effekt af thyreoidea-hormonmangel i forstertilstanden - på lignende måde opstår skader på børnenes intelligens og dermed forbundet forringelser af børnenes evne til at lære nyt, tænke abstrakt og konstruktivt samt udvikle en hensigtsmæssig adfærd for at kunne klare sig i gruppen, familien, skolen og så i samfundet. Små børn udsat for systematisk tilførsel af fluorforbindelser gennem plejemidler til tandhygiejnen, eller som følge af tandlægernes anvendelse af fluorlak og udlevering af fluortabletter til børnehave- og skolebørn - vil fluorforbindelser i alle disse remedier øve en thyreoideasuppressende effekt på børnenes skjoldbruskkirtel, i forvejen belastet som følge af det naturlige, intense vokseværk og selv om disse børn ikke udvikler kretinisme - vil deres intelligens og indlærningskapacitet alligevel tage en varig skade. Hvad det betyder for den enkelte person, vedkommendes familie og for samfundet - vil for et rimelig fornuftigt menneske ikke kræve særlige forudsætninger for at kunne overskue konsekvenserne af, går jeg ud fra. Også i denne sammenhæng foreligger videnskabelige undersøgelser, enhver uden besvær kan finde i verdens databaser. Men man kan altså ikke finde, hvad man ikke søger efter.

Der kan ikke herske tvivl om, at tandlægerne er topscorere i spredningen af fluor til så at sige, det meste af samfundet. Der findes få undtagelser, men største parten af tandlægerne følger via deres tro og overbevisning - blindt teorien om, at fluor er en velsignelse for tandsundheden og resten interesserer dem ikke. Det er netop derfor, formoder jeg, at en endokrinolog bliver bedt om at bibringe tandlægerne ekstra viden om de medicinske forhold gældende for tandlægernes patienter. Men kan man bebrejde tandlægerne, at de i den grad er uvidende om fluors fare for patienternes thyreoidea-helbred, når selv en indremedicinsk speciallæge i endokrinologi forbigår i tavshed dette aspekt i sin omtale af stofskiftesygdomme adresseret til danske tandlæger?

Problemet er, at fraværet af omtale af fluors thyreoidea-skadende effekt gør fluor i tandplejen ikke mindre skadeligt end det er og hele tiden har været. Heller ikke en evt. blank afvisning af denne risiko stemmer overens med den arbejdsemetode som netop betinger en forskers identitet som forsker. Med til det hører også, at man ikke længere, i disse tider, kan nøjes med at finde videnskabelige kilder der bekræfter fluors u-skadelighed, idet i samme moment man netop finder disse kilder, vil det vise sig at største parten af dem er sponsoreret direkte eller indirekte af verdens magtfulde aluminiums-lobby, der efterhånden nærmest omsætter mindre i fremstilling af sit primært produkt - aluminium - end den omsætter for levering af fluorforbindelser til anvendelse i tandplejeprodukter, dentalmaterialer samt tilsætning i salt-, mælk- og vandværksvand i mange lande rundt om på kloden.

Det er en storindustri, der gennem mere eller mindre gennemsigtige forbindelser, står bag verdens største producenter af fluorholdige tandplejemidler og dentalmaterialer. Aluminium-lobby har meget at vinde på udbredelsen af fluor idet fluorfobindelser, som er jo et spildprodukt ved fremstilling af aluminium, rangerer vist nok på anden eller tredje plads som "den" mest giftige type af industriaffald, omfattet af meget restriktive regler for deponering i undergrunden. Det er derfor en meget omkostningstung affære for aluminiumproducenterne, at skulle skille sig af med sit giftige affald. Hvis man vel at mærke skal gøre det i overensstemmelse med de gældende regler og forskrifter, hvorfor de i stedet har fundet løsningen i at lancere, i mere end end to menneskealdre, deres spildprodukter til anvendelse i tandplejen. På denne måde tjenes gode penger ikke alene på salg af sit eget spildprodukt, men man også sparer de meget store omkostninger forbundet med at skulle deponere samme på en godkendt måde. En dygtig ressaearcher burde kunne uden besvær følge fluors rute fra alluminium-malm og til munde på sagesløse patienter i tandklinikkerne samt i de små hjem - med alle de mange tandbørster til alle husstandens medlemmer.

Nu er det ikke min hensigt, at forfatte her en hel afhandling til støtte for min henvendelse til Dem. Jeg vil heller ikke vedhæfte links til kilder*), der støtter min forklaring på, hvorfor jeg håber at vække Deres interesse for fluor-jod-antagonisme og dennes skæbnesvanger indflydelse på, hvad der netop er Deres mål med valget af det medicinske speciale - går jeg ud fra - interessen for endokrinologi og den indflydelse Deres viden vil øve på Deres patienters helbred eller mangel på samme. Såvel viden og mangel på viden er ligestillet i effekten på patienternes helbredstilstand, på de behandlinger der tilbydes patienterne og sidst men ikke mindst - en generel nytte af en lægegerning. Jeg kan ikke forestille mig, at min henvendelse vil lade Dem uberørt, såfremt Deres valg af lægerning er funderet på de rette mål og hensyn.

Som nævnt henviser jeg ikke til kilder*) bag min holdning til anvendelse af fluor i tandpleje og tandbehandlinger. Der er ingen grund til, at jeg skal evt. bebrejdes for at have håndplukket mine kildehenvisninger og udeladt andre, der ikke støtter min henvendelse. Jeg er sikker på, at når jeg, en erfaren thyreoidea-patient siden 1978, har formået at opbygge en omfattende viden om fluor-jod-antagonisme via verdens tilgængelige, videnskabelige databaser - kan en erfaren læge og forsker gøre det endda langt bedre og langt mere objektivt.

Jeg tror ikke at man kommer sovende til Deres medicinsk faglige niveau. Det har helt sikkert kostet adskilligt på alle livets områder mennesker fungerer på, fagligt og privat. Men netop derfor, mener jeg, at der er grund til, og mening i, at sætte sine evner og ekspertise i arbejde for at finde rundt i denne fluor-jungle, der i tiltagende grad øger udbredelsen af thyreoideasygdomme i samfundet. Det er min påstand, at ingen behandling for hypothyreose kan anses for lovende eller effektiv så længe patienternes thyreoidea-rest-funktion samtidigt hæmmes af fluorforbindelser fra hjemmets tandplejemidler og tandlægernes fluoreffektiv tandbehandling inkl. plastkompositerne specielt udviklet til langsom frigivelse af fluor til omgivelser i mundhulen, i tandfyldningernes totale levetid.

Det er altid kun spørgsmål om tid, før enhver endokrinolog sædvanligvis må erkende begrænsninger i effektiviteten af den behandling vedkommende kan tilbyde sine thyreoidea-patienter og her kan kendskabet til fluors indflydelse på den selvsamme behandling eller på en forgæves forebyggelse af thyreoideasygdomme - udgøre en realistisk forklaring på problemet.

Så længe det er en kendsgerning, at halogenet fluor og dennes forbindelser er kraftige thyreoideasuppressants og anvendes i behandlingen af hyperthyreose - er det ligeledes en kendsgerning, at fluor er lige så effektivt skadevoldende på en (endnu) sund og en allerede syg skjoldbruskkirtel. Handl venligst derefter. Det er en stor sag og så betydningsfuld, at den er værd at ofre meget for.



Sidst men ikke mindst vil jeg gerne gøre opmærksom på, at en del af svaret på, hvorfor jodtilsætning i bordsalt ikke synes at være så effektiv som forventet iflg. de senere evalueringer, kan findes netop i forhold omkring tilstedeværelse af fluor i organismen. Iflg. Mendelejevs Periodiske System er fluor det grundsstof blandt alle halogener, der er det mest reaktive, hvor jod findes i denne forbindelse helt nede på fjerde pladsen i halogengruppen, efter chlor og brom. Dvs. i kapløbet om at nå først til jod-receptorerne - vil fluor til enhver tid vinde over jod og således blokere for jodoptagelsen. Tandlægernes foretrukne tandpastaer med fluor, vedværende tilført 2-3 gange dagligt ved tandbørstning vil, i det tidsrum fluor frit cirkulerer i kroppen, blokere for optagelsen af jod. Alligevel findes der bordsaltprodukter i visse lande, tilsat begge halogener: fluor og jod. Fluor for "tandsundheden" og jod for forebyggelsen af sygdom i thyreoidea. Dette er et ydmygende eksempel på, at "troen" og "overbevisningen" er så mægtige, at de jager fornuften på flugt.

At tilstedeværelse af fluorforbindelser i organismen samtidigt med aluminiumforbindelserne (f.eks. i deodoranter, antiklumningsmidler, hævemidler, aluminiumsgryder m.v.) forøger organismens optagelse af aluminium med 600% i forhold til "normal" optagelse, er denne henvendelse uvedkommende, men ikke desto mindre udgør en vigtig, medicinsk relevant information, ikke mindst for fejldiagnosticerede med demens eller andre lidelser kendetegnet ved mentalt forfald.

At fluorforbindelserne er tillige en enzymgift, som direkte beskadiger T4-omdannelsen udgør endnu en thyreoidea-relevant sammenhæng.

Den 18. november 2009

Mange venlige hilsner

***

*) Selv om jeg ikke har vedhæftet kildereferencer til min e-post til Steen Bonnema - kan jeg gøre det her, for dem, der måtte ønske at udforske fluor-jod-antagonismem nærmere. Links til flere kilder finde her...