Viser resultater 1 til 2 af 2
  1. #1
    Registreringsdato
    Nov 2006
    Lokation
    Sjælland, DK
    Alder
    66
    Indlæg
    422

    Icon4 Hormonal lobotomi - Abulia


    Kan vi blive 'dumme' af at være syge af hypothyreose ('lavt stofskifte) ?

    Det kan vi, og det bliver vi!


    Det er kun spørgsmål om tid, da vi i Danmark modtager kun en halv-behandling, som efterlader os i en tilstand af permanent hormonmangel, langsomt ødelæggende vores tilværelse, som følge af hjerneskader, der opstår af, i årevis at gå undermedicineret. Jo yngre vi er når vi bliver syge, desto større og alvorlige hjerneskader får vi af den behandling, som praktiseres i Danmark.

    Burde behandlingen af hormonangel ikke tilstræbe at de syge opnår hormonværdier som de raske? Ikke i Danmark! I Danmark bliver de syge dømt til at skulle leve med et 'behandlingsmål', som i forhold til de raske - SKAL befinde sig 1/3 del lavere, hvilket betyder at de syge skal klare sig med kun 2/3 dele af de thyreoideahormoner, som de raske ellers har brug for, for overhovedet at kunne fungere godt nok til at kunne have et liv, en skolegang, et job, en familie, eller alt det, som kendetegner et NORMALT liv. Det værste er dog, at et liv med overlagt hormonmangel også ødelægger de syges hjerner!

    I virkeligheden er alle tilstande vi udvikler som følge af primær hypothyreose - både velkendte, udforskede eller er aktuel genstand for forskning, bare ikke i sammenhæng med hypothyreose.
    Det ser ud til, at der findes 'gode' (sø)forklaringer på det meste (om ikke alt) vi oplever ved os selv, efter at vi er blevet syge af hypothyreose, tiltagende, både i takt med sygdommens "alder", og uanset om vi er i behandling, eller ikke.

    Er vi i optimal behandling (jo tidligere jo bedre) udvikler vi ikke neurobehaviorale funktionsfejl, men det gør vi så absolut hvis vi underbehandles, det vil sige hvis doseringen af thyreoidea-hormon bliver for lav i forhold til, hvad kroppen har brug for. Er vi slet ikke i behandling (de mange tusinder mennesker med pseudo-diagnose "subklinisk hypothyreose") - udvikler vi flere neurobehaviorale funktionsfejl.

    I begge disse "patient-kategorier" er disse neurobehaviorale funktionsfejl kun delvis reversible alene i kraft af en påbegyndt behandling. Der skal en genoptræning til, som ved alle andre hjerneskader, fordi hypothyreose skader hjernen, som den skader alle andre organer. Jo tidligere diagnose, jo bedre. Jo tidligere igangsat optimal behandling jo bedre.

    Jamen, i Danmark får vi hverken tidlig diagnose, eller optimal behandling.

    I stedet hører vi så meget om lægernes "frygt" for, at en "for tidlig" behandling vil få skjoldbruskkirtlen til at skrumpe (atrofiere) og dermed reduceres chancen for helbredelse af hypothyreose. "Vi venter og ser hvordan det går om tre måneder" hører de "subkliniske" kun alt for ofte.... og gentagende gange. Nogle af os parkeres som "subkliniske" allerede ved TSH på 2-3. Andre er "subkliniske" indtil deres TSH er steget til over 10.

    Det står enhver læge frit at dømme en patient "subklinisk" afhængig af, hvad lægen selv tror på og mener". Det er der ikke meget "videnskab" i, men de vælger jo selv, hvordan de vil fortolke teorien i praksis. Det gør præsterne også når de fortolker Biblen i kirken om søndagen. Det samme gør lægerne i lægetemplerne på lægeklinikker rundt om i landskabet. Forskellen er dog, at mens vi bliver ikke (mere) syge af præsternes tro - bliver vi det af lægernes.

    Ofte går der både 5-10 eller flere år før lægerne har opgivet "håbet" om en spontan helbredelse og omsider sætter patienterne i behandling. Problemet er blot, at på dette (sene) tidspunkt er neurobehaviorale funktionsfejl allerede fuldt udviklede og, stort set irreversible. Lægernes vægren ved at sætte patienterne i behandling er kommet til at koste patienterne både hjerneskader og patientjournalerne fyldt med alskens fejldiagnoser, den ene ofte mere fantasifulde end den anden.

    Dr. Holtze MD beskriver en del af dem i interviewet Why Hypothyroidism is a ‘Silent Epidemic’ of Misdiagnosis. Artiklen Rampant Underdiagnosis And Misdiagnosis Of Hypothyroidism beskriver en patients oplevelse af fænomenet, dog i generelle vendinger... Tænk bare, alt sammen pga. opfindelsen af diagnose "Subklinisk Hypothyreose", der ikke findes i virkeligheden!

    Hvad er så disse neurobehaviorale funktionsfejl?

    Neurobehaviorale funktionsfejl er fysiologiske skader på hjernens administration af følelser, adfærd og indlæring. Disse skader lader sig ikke behandle psykiatrisk/psykologisk. Det er fysiologiske skader og som sådan lader de sig kun mildne gennem en effektiv behandling for de underliggende årsager. Her hjælper hverken psykofarmaka så rundhåndet udskrevet af psykiatere og her hjælper ikke psykoterapi, elektrochok eller andet lægerne kan finde på i deres mangel-på-viden-induceret søgen efter passende diagnoser for de neurobehaviorale funktionsfejl-ramte. Her hjælper kun en ordentlig behandling af thyreoideahormonmangel, ledsaget af behandling af sekundære hormonskader på andre kirtler, som undervejs i sygdommens forløb har holdt os gående, mens skjoldbruskkirtlen gik mere og mere til grunde. Men -

    - denne ledsagende udredning endsige støttende behandling for de sekundære hormonskader på andre kirtler, som følge af primær thyreoidea-hormonsygdom... får vi ALDRIG. Hverken når vi selv beder og tigger lægerne om det, eller når lægemiddelproducenter direkte henstiller til at lægerne skal afvise os.. Lægerne (som præsterne) ved bedst og dømmer os til neurobehaviorale funktionsfejl, der ødelægger vores og vores familiers liv. Og de dømmer os til en tidlig demens, hvis forløbere har et smukt, velklingende navn - Abulia.





    Abulia, Aboulia, Abuli
    Disorders of Diminished Motivation (DDM)


    Definition: (fra græsk: "αβουλία", der betyder "ikke-vil"), inden for psykologi sygelig mangel på vilje. Abulia er en tilstand, hvor en person synes at have mistet vilje eller motivation. Aboulia eller Abulia i neurologi henviser til en manglende vilje eller initiativ og hører hjemme i kategorien Disorders of Diminished Motivation (DDM). En patient med aboulia er ude af stand til at handle eller træffe beslutninger uafhængigt af hinanden. Det kan variere i sværhedsgrad fra delvis til total. Et eksempel på abulia er, når en overlevende efter slagtilfælde undlader at bevæge en arm eller et ben, selvom den del af hjernen til at udføre bevægelsen er ubeskadiget. Abulia blev oprindeligt anset for at være en vilje-defekt.

    Beskrivelse: Abulia er ikke en sygdom, men snarere er det et symptom i forbindelse med forskellige former for hjerneskade. Abulia kan forekomme i forbindelse med en række forhold, herunder slagtilfælde, hjernesvulst, traumatisk hjerneskade, blødninger i hjernen og eksponering for giftige stoffer, f.eks. fluor. Første gang var det i de tyske koncentrationslagre at man med overlæg har påført fangerne abulia ved anvendelse af fluoriseret drikkevand. Det samme skete i Stalins arbejdslagre idet fluor med tiden mindsker den enkeltes kompetence til at modstå dominans, ved langsomt ødelæggelse af hjernevævet i frontpandelapper. Samme skidt børster vi tænder med, endda relativt frivilligt, hjulpet kun af reklamerne og tandpassere. :mrgreen:

    Årsager og symptomer: Aboulia har været kendt i medicinen siden 1838. Men i den tid har definitionen af aboulia været udsat for mange ændringer, nogle endda i modstrid med tidligere. Aboulia er beskrevet som et tab af drive, udtryk, ændring/forringelse af adfærd og talegengivelse samt reduktion af spontanitet og initiativ samt forringelse af foretagsomhed.

    En person med abulia synes at have reduceret vilje eller motivation til at foretage sig noget konkret eller indlede en samtale. En sådan person kan synes apatisk, uinteresseret, asocial, stille eller tavs, fysisk langsommere og følelsesmæssigt fjern.

    Nogle forskningsresultater tyder på, at abulia opstår på grund af fejl i hjernens dopamin-afhængige kredsløb. Der er flere og flere beviser for, at det mesolimbiske og det mesocortical dopamin systemet der er nøglen til motivation, lydhørhed og belønning, hvorfor aboulia anses for at være en dopamin-relaterede dysfunktion. Abulia er blevet bemærket hos patienter, som har lidt af hjerneskader på grund af slagtilfælde, blødning i hjernen fra et bristet aneurisme, trauma, hjernesvulst, neurologiske sygdomme (såsom Parkinsons sygdom), psykiske tilstande (f.eks. svær depression eller skizofreni), og eksponering for giftige stoffer. Skader på frontlapperne (det område i hjernen der er ansvarlig for højere tænkning) og/eller skader på ganglier (det område i hjernen der er ansvarlig for bevægelse) kan forstyrre patientens evne til at indlede tale, bevægelser og social interaktion.

    Diagnose: Abulia er ikke en individuel diagnose. Det er et symptom, der normalt opstår som en del af en konstellation mellem flere symptomer, der ledsager en specifik lidelse. Diagnosticering af den underliggende sygdom afhænger af symptomer der overlapper med abulias. Psykologisk interview, MR, ultralyd eller computertomografi (CT) til billeddannelse af hjernen, EEG, blodprøver og neurologiske test kan alle bruges til at diagnosticere den underliggende tilstand.

    Behandling: Der findes ingen specifik behandling af abulia. Det er den underliggende tilstand/sygdom som skal behandles. Patienter, der har lidt hjerneskade som følge af slagtilfælde, blødning eller traumer vil få gavn af genoptrænings-programmer for genvinding af tidligere færdigheder (Se også Genoptræning af endokrine patienter). Forskning har set på muligheden for at behandle abulia med medicin, der fremmer aktiviteten af dopamin i hele hjernen, men det er langt fra at blive en standard behandling.

    Prognose: Prognosen for abulia afhænger af prognosen for den underliggende sygdom, abulia er en sekundær tilstand til.


    Læst undervejs:



    I næste indlæg en personlig beretning om manifestation af en hormonmangel-betinget Abulia hos en patient, der har lidt af underbehandlet) (pga. lægernes TSH-skræk) hypothyreose (lavt stofskifte) gennem mange år.

  2. #2
    Registreringsdato
    Nov 2006
    Lokation
    Sjælland, DK
    Alder
    66
    Indlæg
    422

    Standard Måtte den danske lægestand brænde i helvedet, forever and ever!

    Citer Oprindeligt indsendt af Anisa Se indlæg
    I næste indlæg en personlig beretning om manifestation af en hormonmangel-betinget Abulia hos en patient, der har lidt af underbehandlet) (pga. lægernes TSH-skræk) hypothyreose (lavt stofskifte) gennem mange år.

    Marie 60 år fortæller:

    I gamle dage, før sygdommen fik lov til at ødelægge det, var jeg effektiv. Jeg var hurtig og jeg var smart. I dag er jeg kun effektiv når det er lysten som driver værket. Når det er pligten, er jeg handlingslammet og dagene går, en efter en uden at jeg kan "tage mig sammen" til det pligtbetonede. Det er alt andet end dovenskab. Mere om det senere.

    Det er som om der er gravet en dyb kløft mellem hensigt og handling. Når praktiske (også livsvigtige) beslutninger skal tages.... bliver jeg dødsenstræt og søvnig. Mit sind bliver lammet, tankerne bliver træge, kroppen siger fra og modarbejder mig i at kunne slå en bro over kløften mellem hensigten og handlingen. Noget som før sygdommen og i begyndelsen af den, var ganske automatisk og er sket med det samme når noget skulle gøres. Gudskelov at det er (altid) lysten som driver mit arbejde. Ellers var jeg for længst død af sult og kulde....

    Set udefra er jeg en idiot, der bare er doven og gider ikke det "sure". Men jeg ved jo, hvad jeg selv oplever inderst inde: drømmen om at få pligterne fra hånden og have efterfølgende en oplevelse af, at tingene er i orden og at jeg, med god samvittighed, kan fordybe mig i alt det jeg har lyst til. Desværre findes kløften fortsat mellem hensigt og handling. Jeg står ved kanten, ser længselsfuldt over mod "handlingen", og kan ikke tage skridtet ud for at føre hensigten og handlingen sammen.

    Det er som om viljen og styrken kan ikke længere finde sammen og når en udløsende beslutning om at gå i gang skal træffes.... ved jeg ikke hvordan man gør. Hvordan træffer man en beslutning? Det er noget man bare gør, ikke? Jeg ser viljen og jeg ser handlingen, men jeg kan ikke bringe dem sammen. Hvorfor kan jeg ikke træffe en konkret afgørelse nu, hvor det før sygdommen nærmest var, at begge: beslutningen og handlingen var så tæt integrerede i hinanden, at en hensigt var ensbetydende med en handling. Hensigten udløste handlingen i det øjeblik hensigten blev til.

    I samme øjeblik jeg før ønskede at udføre noget - var planen og logistikken på plads, nærmest uden forudgående overvejelser. Alle disse forberedelser til at udføre en opgave havde sin egen frekvens udenom min bevidsthed... Jeg behøvede ikke tænke over tingene. Jeg gjorde dem bare og jeg gjorde det effektivt, rationelt, fejlfrit og nærmest på ryggraden.

    I dag kan det ikke lade sig at gøre. Jeg har alle puslebrikker liggende foran mig. Jeg glor på dem og jeg ved hvad de betyder/forestiller.... jeg ved hvor de enkelte brikker hører til, men at flytte dem ind i et sammenhængende mønster kan jeg ikke, selv om jeg ved hvordan man gør. Jeg kan bare ikke gøre det. "Noget" holder mig tilbage og hindrer mig i at prioritere hvilken brik skal jeg vælger først eller sidst. Søvntrangen overmander mig jo mere jeg forsøger at fokusere på valget..... Men skak? Skak kan jeg spille så godt som nogensinde og.... vinder. Hvad sker der?

    Jeg har efterhånden en følelse af, at mine hjernecentre ikke længere samarbejder og hvis nogen fristes til ikke at tro på mig, fordi jeg er jo så - øh - velformuleret, frisk på tasterne, logisk og med overblik over emnerne jeg skriver om - kan de roligt tro om igen. Det er vand i sammenligning med mit liv i tiden før hypothyreose. I dag oplever jeg mig selv lobotomeret, i fuld erkendelse deraf. Jeg ved jo ikke mindre end før og hele det store lager af viden jeg har tilegnet mig gennem mit liv - det er intakt. Jeg ser ordet uden at kunne udtale det... det hedder sig at hukommelsen er dårlig, men hvordan kan hukommelsen være dårlig når jeg ser morgenfruen for mit indre blik, men ordet m-o-r-g-e-n-f-r-u-e vil bare ikke ud af munden på mig? Jo mere jeg anstrenger mig for at huske ordet, jo længere væk driver det fra mig, samtidigt med at det indre billede af morgenfruen zoomer tættere og tættere på, som om den ordløse del af hjernen forsøger at hjælpe og tilbyder billedet i stedet, hvilket ikke nytter noget, fordi billedet kan jeg ikke formidle, når jeg skal bruge ordet, vel?

    Klokken er 10. Mad. Jeg er sulten, mærker jeg. Jeg skal lave mad.... Det skal jeg også 2 timer efter, og senere 5 timer efter. I mellemtiden er jeg mere og mere sulten, men kan ikke tvinge mig selv til at få det gjort. Tanken om at skrælle en kartoffel fremkalder en uimodståelig søvntrang igen-igen. Vorherrebevares! Man skal bare tage en kartoffelskræller og stille sig ved køkkenvasken, få kartoflen skrællet, vasket og smidt i gryden med vand og lidt salt. Alt det ved jeg jo.... med billeder for det indre blik, men ikke i tanken. Igen føles det som om imulsen fra sulten og tanken formår ikke at flytte min arm. Klokken er 22 og jeg er fortsat sulten... nu er jeg også træt og tankerne er træge. Jeg har ikke lavet mad i dag. Endnu en gang har jeg ikke spist en hel dag.

    Vinduerne bør pudses. Jeg ser for mit indre blik en spand og en klud, og en vandskraber... Det har jeg nu gjort i mindst 4 år. Vinduerne er fortsat ikke pudsede og hver gang jeg gerne vil tage mig sammen (jeg ved jo hvordan man gør), bliver jeg lammet af en træthed helt til benmarven og øjnene falder i et anfald af akut søvtrang. Øjenlåg er blytunge og jeg sover selv om jeg ikke sover.... Hvad sker der? Jeg ville jo bare pudse vinduet.... hvor svært kan det være?

    Jeg kan gøre ALT blot jeg gør det spontant. Jeg kan få gjort det utroligste, hele verden kan jeg klare uanset hvor kompliceret, sammensat og krævende en opgave jeg er i gang med.... bare jeg ikke tænker tanken inden jeg starter. Der er det øjensynligt andre mekanismer som kommer i funktion, blot forlods krav om overblikket cuttes af: jeg er jo i bund og grund både effektiv og dygtig. Så her er der både mine gamle rutiner og mit ubevidste som driver handlingen frem og det lykkes altid. Indtil jeg (ved et uheld) tænker over det jeg gør.... og så bliver spanden, pennen, sytøjet eller andet jeg var i gang med - efterladt i flere dage, uden at jeg kan formå at rydde op efter dette afbrudte gøremål, endsige genoptage det. Jeg ser på det, jeg bliver ked af hvad jeg ser, men jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg skal få det fjernet fra mit åsyn.... Lobotomi er aktiv igen.

    Før var jeg nærmest uhyggelig velstruktureret, lige så uhyggelig systematisk og rationel - jo kedeligere opgave jo hurtigere og mere effektivt den skulle udføres, idet der var jo ingen grund til at trække noget så kedeligt ud, vel? "Is-i-maven" var mit mellemnavn! Det var det utroligste jeg kunne nå på en dag, såvel det fornøjelige som sure pligter. I dag bliver jeg totalt lammet så snart noget skal struktureres, systematiseres og dannes et overblik over. Det udløser en øjeblikkelig uimodståelig søvntrang og dødelig træthed i hele kroppen. Kommer nogen forbi og stiller mig spørgsmål om hvad, hvornår eller hvordan bliver jeg ligeledes overmandet af uimodståelig søvntrang og lammende træthed i hele kroppen. Og så ønsker jeg mig den spørgende ad pommern til!

    Mine børn kalder det for stress. Jeg kalder det for en senfølge af over 30 års undermedicinering med Eltroxin: Abulia. Ingen kan tale mig fra det (mere)!

    Sådan går det når lægerne terroriserer os med TSH-sværdet og vi betaler prisen: en livslang hypothyreose, skubbet under gulvtæppet hvor den fortsat herser og ødelægger vores kroppe og værre: vores sind!

    Havde jeg ikke stolet på vores system og på lægerne, ville jeg have taget sagen i egen hånd allerede den første gang, jeg erfarede, at 'behandlingen' gjorde mig nærmest mere syg, end jeg var i forvejen! Havde jeg bare ladet være med at stole på svinene i hvide kirtler - ville jeg og min familie have en helt anden, velfungerende tilværelse med almindelige glæder, i anstændig velstand og en god alderdom at se frem til. I stedet har jeg i årtier måttet leve et liv med flere neurologiske handicaps, alene som følge af 'behandlingen', og nu har jeg kun en fattig alderdom at se frem til!

    Måtte den danske lægestand brænde i helvedet, forever and ever!
    Tak for at du viser mig tillid og læser mit indlæg. Jeg håber, at mine indlæg kan hjælpe med at bevare håbet om bedring.
    Jeg har studeret lavt stofskifte og behandling med "naturlig thyroid" på fuldtid siden 2005. Jeg skriver selv de fleste af mine tekster, på baggrund af kilder arkiveret i respekterede, konventionel-medicinske databaser.
    Kommentarer er desværre lukket p.g.a. spam, men du kan kommentere i alle emner i "Stofskifte-butikken" ved at benytte Kontakt os.

    © Til Stofskiftesupport.dk: undlad venligst at "låne" vores tekster. Læs venligst om vores Ophavsret og Copyright.
    Alle, der ønsker et indblik i menneskelivet med stofskiftesygdom - er velkommen til at læse i over hundrede tusinde af personlige indlæg på vores anden hjemmeside - Forum for Stoffskiftesykdommer i Norge.

Tags for this Thread

Bookmarks

Regler for indlæg

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •  

Log ind

Log ind