Tilbage i 2013 er jeg faldet over tidsskriftet Current Chemical Biology, der har ofret det meste af pladsen i Volume 5, Number 3, September 2011betydningen af jod i andre væv end til syntese af thyreoideahormoner i skjoldbruskkirtlen (The Extrathyroidal Functions of Iodine).

I lederartiklen Editorial Hot Topic: The Extrathyroidal Functions of Iodine skriver gæsteskribenten dr. Carmen Aceves om, at de fleste studier på mennesker og dyr, fokuserer på den rolle jod spiller i funktionen af skjoldbruskkirtlen, endsige hormonproduktionen, og om de mange tiltag, landene rundt om i verden har iværksat for at udrydde jodmangelsygdomme, som kretinisme m.fl., men hun skriver også, at der er stærke beviser på, at andre organer og væv i menneskekroppen har behov for jod, for at kunne fungere.

Envidere skriver hun, at den totale, daglige mængde af jod menneskekroppen indeholder er på mellem 30 og 50 mg, hvoraf mindre end 30% af det totale jod er til stede i skjoldbruskkirtlen og dens hormoner. Resten dvs. omkring 60% af den samlet mængde af jod befinder sig i resten af kroppen, udenfor skjoldbruskkirtlen, koncentreret i ekstrathyroidale væv [ekstrathyroidale = udenfor skjoldbruskkirtlen/red.], hvor dets biologiske rolle stadig er ukendt.*) Desuden er det påvist, at fordelingen af jod i organismen afhænger af den kemiske form jod indtages i - det molekylære jod (I2) eller jodid (I-).

Hos de ramte af forstørret og/eller knudret skjoldbruskkirtel, er det jodid (I-) der er mere effektiv [end molekylært jod] til genopretningen af sundt kirtelvæv, hvorimod det molekylære jod (I2) absorberes systemisk fra mave-tarmkanalen, tillige med at tilskud af det molekylære jod (I2) mindsker de fibrocystiske ændringer i brysterne [mammary fibrose] hos kvinder, samt forårsager en reduktion på 50-70% af brystkræft ved at hæmme ukontrolleret tumorvækst samt øge apoptosis, som er en genetisk programmeret (kræft)celledød [cellen "begår selvmord" og dermed hindres i fortsat celledeling til endnu flere kræftceller/red.] i adskillige humane kræftcellelinjer [cellelinjer er de celler, der dyrkes i laboratorium som led i et medicinsk forsøg, hvor alle cellelinjer er udviklet af en og samme celle/red.].

Dr. Aceves skriver videre, at disse resultater bliver betragtet med forsigtighed [så det ikke tilskynder kræftpatienter til selvbehandling med jod/red.] fordi udsættelse for moderat eller høj jod menes at være en potentiel risiko for skjoldbruskkirtlens fysiologi**) og hun skriver videre, at selv om der forekommer uønskede reaktioner på lav eller moderat indtag jod hos patienter med underliggende autoimmun sygdom Hashimotos thyroiditis, og patienter tidligere behandlet for Graves' sygdom, forekommer disse reaktioner kun ved ekstremt høje doser af jod eller jodid (over 20 mg / dag). Ingen skadelig effekt af jod eller jodid er rapporteret hverken hos mennesker eller dyr, i studier hvor jod blev anvendt i terapeutiske koncentrationer (3 til 15 mg / dag).

Om denne udgave af Current Chemical Biology skriver dr. Aceves, at den tilbyder et overblik over de biokemiske ekstrathyreoideale funktioner af jod, samt om rolle af jod i helbred og sygdom, og om potentielle behandlingsmuligheder.

Mine bemærkninger:

*) Lederskribenten skriver at den biologiske rolle af jod udenfor skjoldbruskkirtlen stadig er ukendt, men det er kun en halv sandhed, idet før 1950-erne betragtede de medicinske videnskaber jod som et universal middel mod mange lidelser, såvel indvortes (Lugol's opløsning og jodid-salte) som udvortes (jod-tinkturer). Der eksisterer tonsvis af dokumentation på effekten af behandlinger med jod, men i nutidig terminologi, betragtes de alle som anekdoter uden videnskabelig værdi. Denne værdi kan ikke opnås før man igangsætter en række forsøg, tilrettelagt efter forskrifter som gælder for evidens-baseret medicin.

Hvorfor så ikke "bare" gå i gang med en ny forskning i dag? Ja, efter Anden Verdenskrig forskes der mindre og mindre på de samfundsejede universiteter, mens farmaceutisk industri har overtaget (og finansierer) det meste af den medicinske forskning. Og så er det at jeg spørger: når den farmaceutiske industri sælger f.eks. behandling af brystkræft for en million danske kroner per patient, er der nogen som virkelig tror, at den selvsamme industri overhovedet gider forske i jod, som ikke kan patenteres, og som jo koster under tusind kroner for en liter Lugol'øs opløsning, der så rigeligt rækker til et helt liv per person? Jeg spørger bare!

**) På trods af beviser på, at jod (I2) enten hindrer, hæmmer eller helbreder brystkræft hos kvinder, bliver resultaterne af denne forskning holdt tilbage, fordi de undergraver den enighed (consensus) om jods påstået skadelighed, der siden 1940-erne hersker blandt mainstream lægestand. Og således prioriterer mainstream lægestand beskyttelse af skjoldbruskkirtlens fysiologi foran brystkræft-ofrenes overlevelse. Selv om forskning, denne artikel refererer til er nyere, findes en lang række medicinsk-videnskabelige artikler fra perioden inden 1940-erne, der alle har det tilfælles, at de alle beskriver overlevelse fra brystkræft, og fra flere andre kræftformer, som resultat af behandling med jod.


Original citat: Most investigations of iodine metabolism in humans and animals have focused on its role in thyroid function. Public health policies have been established to supply deficient populations with the necessary amount of this element in order to eradicate the iodine deficiency diseases, primarily cretinism. However, considerable evidence indicates that iodine could also be implicated in the physiology of other organs.

In humans, the total amount of iodine in the body is 30-50 mg, and less than 30% of it is present in the thyroid gland and its hormones. About 60% of total iodine is non-hormonal and is concentrated in extrathyroidal tissues, where its biological role is still unknown.

Moreover, it has been demonstrated that iodine distribution in the organism depends on the chemical form of iodine ingested, and that molecular iodine (I2) is not totally reduced to iodide (I-) in the blood before it is absorbed systemically from the gastrointestinal tract. Indeed, in iodine deficiency conditions, I- appears to be more efficient than I2 in restoring the thyroid gland from a goitrous to a normal state, whereas I2 supplementation diminishes the symptoms of mammary fibrosis in women, causes a 50-70% reduction in the occurrence of mammary cancer induced chemically in rats and exhibit antiproliferative and apoptotic effects in several human tumoral cell lines. Nevertheless, these findings have been viewed with caution, because exposure to moderate or high iodine is thought to be a potential risk to thyroid physiology.

Careful examination shows that pathological responses occurred at low or moderate iodine intake in patients with underlying or evident thyroid pathology (e.g. Hashimoto's thyroiditis, history of treated Graves' diseases, etc.); in normal subjects, however, these pathologies occurred only with excessively high doses of iodine or iodide (>20 mg/day). No damaging effects were reported in either the human or animal studies that used therapeutic I2 concentrations (3 to 15 mg/day). This issue will provide an overview of so-called extrathyroidal iodine, its role, and its potential clinical applications. (Source)

Desværre koster hver artikel i Current Chemical Biology online hele 71 dollars, men jeg fandt en af artiklerne i full text på nettet: http://www.researchgate.net/publicat...a33865be93.pdf (Evolutionary Significance of Iodine).

En god oversigt over alle jod-artikler inkl. abstracts, i netop dette nummer af Current Chemical Biology findes bl.a. på dette link, hvis nogen har fået blod på tanden og har råd...