Viser resultater 1 til 7 af 7
  1. #1
    Registreringsdato
    Jun 2005
    Alder
    70
    Indlæg
    557

    Icon3 60 års Dokumentation for Elektrochokskader


    60 års Dokumentation for Elektrochokskader
    Oversigt over artikler, bøger, forskningsprojekter m.m. samt uddrag og referencelister (november 2001)
    Et arbejdsdokument


    Forfatter: Ellen Langgaard
    Udgivet af: Landsforeningen af Nuværende og Tidligere Psykiatribrugere
    Udgivelsesår: 2001
    Trykt hos: Sundhedsvidenskabeligt Fællestrykkeri, Århus Universitet.




    Om bogen

    Uddrag af privat korrespondance (anonymiseret):

    "Bogen, som ganske rigtigt repræsenterer et stort og værdifuldt research-arbejde, især om den tidligere periode i ECT's nu snart 80-årige historie, har den triste baggrund, at Ellen Langgaards familiemedlem, dengang godt 20-årige person blev underkastet ECT en bloc (3 ECT i rap) med tvang, hvilket ødelagde personens hukommelse, så hun/han siden boede hjemme hos Ellen Langgaard gennem 13 år. I denne periode satte Ellen Langgaard denne person til at finkæmme den videnskabelige litteratur for artikler om ECT. Resultatet er den nævnte bog. Den er jo temmelig ustruktureret, idet den måtte udgives i huj og hast pga. Ellen Langgaards ret pludselige sygdom i 2001, og død i 2004.

    Dokumentsamlingen er særlig værdifuld, idet den omhandler den tidlige periode af ECT's historie, hvor psykiaterne var helt på det rene med (og bemærkelsesværdigt ærlige omkring) at ECT er en rent hjerneskadende procedure. Se f.eks Meyersons bemærkning: ”De bedste helbredelser, man kan få, forekommer hos de personer, man næsten reducerer til amens (evnesvaghed)” (p.96). Senere indtraf så den ”den antipsykiatriske periode”, og siden denne har psykiaterne - til i dag - forsøgt at bortforklare, fortie og fortrænge denne kendsgerning."

    At bogen 60 års Dokumentation for Elektrochokskader er jo "temmelig ustruktureret" kunne have været en medvirkende årsag til, at bogen har ikke været behandlet med respekt af sundhedsmyndigheder, den var forelagt for, tre år efter udgivelsen.

    Speciallæge i almen medicin, dr. Herluf Dalhof, havde bogen 60 års Dokumentation for Elektrochokskader med, da han besøgte Folketingets Sundhedsudvalg i 2007. I debatindlægget Sundhedsstyrelsen er præget af arrogance og usaglighed publiceret i Jyllands-Posten d. 12. juli 2013, skrev Herluf Dalhof bl.a.:

    "I 2007 havde undertegnede foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg for at forelægge et dokumentationsmateriale vedr. ECT-behandlingens bivirkninger. Dette dokumentationsmateriale samlet i bogen ”60 års dokumentation for elektrochokskader” viser utvetydigt, at ECT er en hjerne-destruktiv procedure.

    Sundhedsudvalget reagerede på min argumentation med (gennem ministeren) at sende dokumentationsmaterialet til vurdering i Sundhedsstyrelsen. Efter nogle måneder udkom SST med en ”redegørelse”, der helt igennem er præget af arrogance, forudfattethed og usaglighed. Ingen seriøs vurdering af dette alvorlige og kontroversielle emne."

    I sundhedsministerens (Lars Løkke Rasmussens) svar til Folketinget - Sundhedsudvalget omtales bogen 60 års Dokumentation for Elektrochokskader således:

    Besvarelse af spørgsmål nr. 431 (Alm. del), som Folketinget - Sundhedsudvalget har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 2. april 2007

    Spørgsmål 431:

    "Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 22. marts 2007 fra Herluf Dalhof, Bjert vedrørende elektrochokbehandling af psykisk syge. jf. alm. del - bilag 405."

    Svar:
    Jeg har modtaget følgende bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som jeg kan henholde mig til:

    ”Herluf Dalhof har i brev af 22.3.2007 til Folketingets Sundhedsudvalg fremført, at der i bogen ”60 års dokumentation for elektrochok-skader” er overvældende videnskabelig dokumentation for ECT´s udelukkende skadelige effekt på hjernen, hvorfor han anbefaler, at denne behandling forbydes. Samtidigt har han vedlagt en artikel fra Kristeligt Dagblad, hvor flere psykiatere og patientforeninger har udtalt sig om behandling med elektrostimulation (ECT). Der er heri bl.a. nævnt, at mange patienter mener, at behandlingen har forårsaget hukommelsesbesvær af blivende karakter.

    Bogen ”60 års dokumentation af elektrochokskader”
    Sundhedsstyrelsen har gennemgået bogen, som er en publikation kaldet ”et arbejdsdokument” udgivet i november 2001 med ”oversigt over artikler, bøger, forskningsprojekter m.v. samt uddrag og referencelister”. Publikationen har ingen redaktør men indledes med en ”introduktion” ved Ellen Langgaard, der præsenterer sig som alternativ terapeut. Det fremgår af introduktionen, ”at en person, der for 22 år siden fik elektrochokbehandling gennem de sidste 10 år støt og grundigt har indsamlet omfattende viden om ECT og især dets skadelige virkninger”. Det er endvidere fremført: ”ekspertviden og – holdning kan være direkte farlig, tillid til eksperter ligeså”, og sigtet med publikationen er ”forbedre forholdene for den meget store patientgruppe, der har fået ECT”.

    Af bogens indholdsfortegnelse fremgår, at en væsentlig del af dokumentationen er fremskaffet fra diverse avisartikler, Galebevægelsens blad Amalie, Oprah Winfrey show, forskellige høringer om ECT-behandling og amerikanske patientorganisationers blade.

    I bogen er bl.a. refereret ældre litteratur, en artikel fra 1952 fra et anerkendt tidsskrift ”Acta Psychiatrica Scandinavica”, en artikel fra 1948 fra ”Journal of Personalities”, en artikel fra 1942 fra ”Journal Neuropathology and Experimental Neurology”, en artikel fra 1981 om retrograd amnesi og bilateral electroconvulsive therapy i det anerkendte tidsskrift ”Archives of General Psychiatry” samt en artikel fra 1982 i ”Clinical Neurophysiology” med titlen ”Can ECT permanently harm the brain?”. Der er ikke refereret nyere undersøgelser.

    En væsentlig del af dokumentationen er vidneberetninger fra tidligere ECT-behandlede patienter. Den første omtale i bogen vedrører Linda André fra 1991 der beskriver en tidligere patient, formand for ”Comitée for truth in Psychiatry”, der arbejder på at få indført obligatorisk informeret samtykke og i øvrigt begrænsning ved lovgivning for ECT. Der refereres her til en række enkeltstående vidneberetninger fra patienter.

    Bogen refererer endvidere til en række forskellige artikler, breve, radio- og TV-udsendelser. Der refereres til en række kritiske artikelserier i Jyllandsposten i 2001 af Simon Andersen og Per Colignan og endvidere til Peter Breggin der i 1979 og 1986 har fremlagt en undersøgelse om neuropatologi og kognitiv dysfunktion efterfølgende ECT. Der beskrives en række enkeltstående tilfælde med ”en mental dysfunktion, som følger af modificeret ECT”, ECT hjerneskadede dyreforsøg m.v.

    Der foreligger herefter en række forskellige referencer, hvoraf en del er fra 40’erne og 50’erne, og der foreligger korte resumeer, som imidlertid er usystematisk fremstillet og ikke er citater af de abstracts (resumeer), der vanligt vil følge internationale artikler. Det synes således, at den unavngivne redaktør af bogen har foretaget en fortolkning af resultaterne, som umuligt udgør en validering af de nævnte referencer.

    Bogen kan således ikke siges på nogen måde at udgøre pålidelig dokumentation. Der er i bogen ikke redegjort for metode i forbindelse med indsamling af referencer, præsentation af referencer, artikeluddrag m.v. Bogens redaktør er ubekendt og det eneste navn, der fremgår, er Ellen Langgaard, der præsenterer sig som alternativ terapeut, og som underskriver introduktionen til bogen. (Den fulde tekst af sundhedsministerens besvarelse kan læses på Folketingets hjemmeside)

    Mon bogen 60 års Dokumentation for Elektrochokskader ville nyde større respekt, hvis det fremgik at Ellen Langgaard var cand.pharm. samt Lektor i kemi og idræt, og at hun var forsker på Landbohøjskolens afdeling for Endokrinologi og Fysiologi samt gymnasielærer i kemi og idræt, før hun besluttede at ændre karrierevejen til det alternative?

    Det er heller ikke til at vide om bogen 60 års Dokumentation for Elektrochokskader ville blive taget mere alvorligt, hvis indholdet var mere "velordnet" end tilfældet er.

    Personen, der har samlet materiale til bogen 60 års Dokumentation for Elektrochokskader tilføjer (anonymiseret) om bogen, at "den blev forfattet i al hast lige op til en forestående kongres og svarer vel nærmest til at dykke ned i skrivebordsskuffen og gribe tilfældige notater/uddrag og udgive dem uredigeret og uset med efterfølgende manglende overskuelighed til følge."

    Det er korrekt, at bogen 60 års Dokumentation for Elektrochokskader er alt andet end let at komme igennem, ikke alene fordi emnet er dystert, men også fordi den er temmelig besværlig at læse og reflektere over, når der mangler en overskuelig opsætning af teksten på siderne, nu tæt fyldte med tekst fra margin til margin. Jeg vil derfor, på de følgende sider forsøge at gøre teksterne mere overskuelige, startende med Indholdsfortegnelsen.

    Det vil dog tage et stykke tid at overføre bogens indhold fra papir til online. Planen er at fuldføre overførslen indenfor nogle måneder. I mellemtiden, kan man forhøre sig hos Landsforeningen af Nuværende og Tidligere Psykiatribrugere (LAP), der har udgivet bogen i 2001, og på foranledning af læge Herluf Dalhof, genoptrykte den i 3000 eksemplarer i 2012. Sidst jeg hørte om det, kunne man erhverve bogen mod betaling af forsendelsesomkostninger, ved at kontakte LAP og høre om de har flere eksemplarer på lager.

    Fortsættelsen følger....
    • Som kronisk syg gennem en menneskealder, opgivet af læger, genvandt jeg helbredet det seneste årti, alene takket være fremragende medicinsk forskning, lægerne ikke har tid til at læse, og lære af. På denne hjemmeside står jeg for formidling af viden/videnskab, jeg høstede og lærte af på min vej tilbage til livet.
    • Jeg er ikke en fan af alternativ medicin, jeg kun undtagelsesvis henviser til, men jeg er ikke fanatisk og kan skelne mellem fup og guld. Lægen Carsten Vagn-Hansen er afgjort guld, lige som hans beskedne hjemmeside. Om de fleste af hans bøger og pjecer kan man læse her.
    • Er du ramt af lavt stofskifte, som syg eller pårørende - besøg vores "stofskifte-butik" (ikke webshop) og vores anden hjemmeside, det norske Forum For Stoffskiftesykdommer der byder på hundredtusinder personlige beretninger, et utal af norske og danske stofskiftesyge har betroet hinanden gennem mange år. Bemærk dog, at vores norske forum har afviklet brugeraktiviteter, og ikke længere optager nye brugere.

  2. #2
    Registreringsdato
    Jun 2005
    Alder
    70
    Indlæg
    557

    Icon3 Introduktion


    60 års Dokumentation for Elektrochokskader
    Oversigt over artikler, bøger, forskningsprojekter m.m. samt uddrag og referencelister (november 2001)
    Et arbejdsdokument


    Forfatter: Ellen Langgaard
    Udgivet af: Landsforeningen af Nuværende og Tidligere Psykiatribrugere
    Udgivelsesår: 2001
    Trykt hos: Sundhedsvidenskabeligt Fællestrykkeri, Århus Universitet.

    INTRODUKTION

    Som alternativ terapeut har jeg gennem en årrække mødt mange mennesker, der har fået elektrochokbehandling (ECT), og som efterfølgende har været alvorligt og uopretteligt forandrede. En af disse personer, der for 22 år siden fik elektrochok, har gennem de sidste 10 år støt og grundigt indsamlet en omfattende viden om ECT og især dets skadelige virkninger.

    I foråret havde Jyllandsposten en barsk og meget oplysende artikelserie over 14 dage om ECT. Dette gav stødet til, at den indsamlede viden blev sat i system. Resultatet er denne bog.

    Normalt vil en behandling, der skader nogle få, men hjælper mange blive forbudt. Inden for psykiatrien er det lige omvendt. Trods utallige klager om varige funktionstab og skader og kun få egentlige beviser på, at ECT hjælper, har den etablerede psykiatri en massiv holdning til, at ECT ikke er skadeligt - tværtimod - det hjælper.

    Bør tvivlen ikke komme patienterne til gode? Der er andre veje. Mange steder i verden er ECT afskaffet.

    Ekspertviden og -holdning kan være direkte farlig. Tillid til eksperter ligeså.

    Et medlem af Folketingets §71-udvalg oplevede, at ca. 600 speciallæger i psykiatri på en kongres rejste sig i voldsom protest, da hun foreslog, at ECT helt skulle afskaffes. Hendes kommentar til protesten var: "Når eksperterne reagerer på den måde, er det nok som det skal være"!!!

    Den viden, denne bog repræsenterer, kan være en mulighed for politikere, sundhedsmyndigheder, patienter, pårørende, lægfolk og - psykiatrien - til at gå i samarbejde for at forbedre forholdene for den meget store patientgruppe, der har fået ECT.

    Manglende anerkendelse og accept fra "eksperterne" forhindrer denne store patientgruppe (det drejer sig om mange tusinde) i at få den nødvendige støtte og revalidering. Den sorg og lidelse, denne gruppe og deres pårørende skjult er belastet af, kan ikke beskrives.

    Ellen Langgaard*
    November 2001




    * Cand.pharm. Lektor i kemi og idræt Ellen Langgaard arbejdede i 4 år med forskning på Landbohøjskolens afdeling for Endokrinologi og Fysiologi. Hun havde 30 års erfaring som gymnasielærer ( kemi og idræt ). Fra midt i firserne til udgivelsen af bogen ”Kommunikationskinesiologi” i 1994 - arbejdede hun i 10 år som alternativ behandler og drev en omfattende foredrags- og kursusvirksomhed frem til sin død i 2004.



    Næste - INDHOLD

  3. #3
    Registreringsdato
    Jun 2005
    Alder
    70
    Indlæg
    557

    Icon3 Indhold


    60 års Dokumentation for Elektrochokskader
    Oversigt over artikler, bøger, forskningsprojekter m.m. samt uddrag og referencelister (november 2001)
    Et arbejdsdokument


    INDHOLD

    Side 1-5
    Indholdsfortegnelse

    Side 6
    André, Linda (1991): Electroshock as Head Injury - Report for National Head Injury Foundation (18 A4-sider).

    Side 9-21
    André, Linda (1991) Referencer

    Side 22
    Artikler, breve m.m.: Amalie (Galebevægelsens blad/red.), 3 (1991); Andersen, S. & P. CoUignon (2000): "Elektrochok afgøres af postnummer" og "Amtshospital har ignoreret hård kritik". Jyllandsposten; Andersen, S. & P.Collignon. "Sindsyg i Danmark", artikelserie over 14 dage i Jyllandsposten, forsideartikel søndag, 24. marts: "Læger fejlinformerer om ECT"; Breggin, P. (1991): "En skamplet på mit liv", Amalie; Cohn, Herluf (1998 ): Brevveksling med Samvirkes redaktør; Dendron News, (1991): "Gør op med deres løgne" og "ECT-Kort fortalt", Amalie; Jensen, Karl Bach (1991): "50 år med ECT", Amalie; Hansen, Jan (1998 ): "ECT er den rene tortur", Berlingske Tidende; Helfgott, Gillian: Jeg Knuselsker Dig (1997) Gyldendal; Kerte, Jens (1982): "Et chok, der kan vare hele livet", Politiken; Langgaard, Ellen (1990): "Hvad 3 elektrochok kan udrette"; Langgaard, Ellen, (1998 ): "45 spørgsmål om ECT"; Langgaard, Ellen (januar 2000): "Kommentarer til 'Venteværelset', DRl, 10/1-2000"; Meyerheim, Michael (1982): Dansk verdensrekord i omstridt behandling, Politiken; Hansen, Karlo (2001): "Kritik af depressionskampagnen". Outsideren; Pedersen, V.T. (1981): "Min hjerne er som en dåse blandede bolsjer", Flensborg Avis; ; Seidelin, Lars, (1993): TV-udsendelse om ECT, TV2; Sloth, Hanne, journalist (1997): læserbrev i Politiken; Sloth, Hanne (1999): "Hjernevriderens hestekur", Sjællands Tidende; Sloth, Hanne (2000): Medvirken i "Venteværelset", DR PI om ECT; Sloth, Hanne (2001): Om ECT i TV2-Øst; RB (1994): "Stød giver varige skader", Politiken; "Venteværelset" (2000): Om ECT, DR 1, 10. jan.; Winfrey, Oprah: Talkshow om ECT; Breggin, P., M.D. (198?): En skamplet på mit liv, Amalie, 3 (1991).

    Side 24
    Dendron News (1991): Elektroshock - in brief. Oversat i Amalie, 3 (1991), s. 10-11: "ECT - Kort fortalt".

    Side 25
    Dendron News (1991): Zap their Lies (22. marts). Oversat i Amalie,3 (1991), s. 24-26 "Gør op med deres løgne".

    Side 28
    Jensen, Karl Bach (1991): 50 år med elektrochok, Amalie, 3 (marts), s. 12-18.

    Side 31
    Breggin, Peter R., M.D. (1979): ECT- It's Brain-Disabling Effects. New York: Springer, (215 sider).

    Side 76
    Breggin, P.R. (1986). Neuropathology and cognitive dysfunction from ECT [Fremlagt på Consensus Development Conference on Electroconvulsive Therapy, sponsoreret af NIMH (National Institute of Mental Health) og NIH (National Institute of Health), 1986'5] Psychopharmacology Bulletin, 22, 476-479. (Oversat i Amalie, 3, (1991), s. 19-23.

    Side 78
    Breggin, P.R. (1991): Electroshock is not good for your brain, Toxic Psychiatry. New York: St. Martin's Press. (kap. 9) s. 184-215.

    Side 98
    Breggin, P.R. (1997): Elektrochok mod depression. Hjerneskadelige Behandlinger i Psykiatrien, København: Hans Reitzels Forlag, 2002, s. 129-156 (kap. 8 ).

    Side 115
    Cameron, Douglas (1994): ECT: Sham Statistics, the Myths of Convulsive Therapy and the Case for Consumer Misinformation. Journal of Mind and Behavior, (vinter og forår) vol. 15, nr. 1 og 2, s. 177-198.

    Side 124
    Chavin, Michael, M.D. (1998 ): Psychiatry Destroys Minds. Los Angeles, Californien: Citizens Commission on Human Rights Public Services (70 sider).

    Side 139
    Cobb, Alison (1993): Safe and Effective? MINDs View on Psychiatric Drugs, ECT and Psychosurgery. London: MIND Publications, s. 21-26.

    Side 147
    Keis, Søren (1998 ). Brev til Samvirkes redaktør Poul Dines vedrørende usand artikel om ECT i Samvirke (nr. 7) juli '98.

    Side 148
    Morgan, Robert, (1991). ECT -The Case Against, (ed.) Toronto: IPI Publishing Limited. (80 sider).

    Side 152
    Breggin, P.R., M.D. (1979, 1991): Are the patients Lying? i Morgan (1991) ECT- The Case Against:, s. 39-51. Kapitlet er uddrag af Breggin (1979): ECT - Ifs Brain-Disabling Effects, s. 102-114 (kap. 7).

    Side 154
    Frank, Leonard R. (1990): Electroshock, death, memory loss and brainwashing. Journal ofMind and Behavior, 11, 489-512. Gengivet i Morgan (1991), s. 53-80.

    Side 161
    Frank, L. (1991): Testimony at the San Francisco Board of Supervisors Third Electroshock Hearing, 5. feb. i Morgan, (1991) s. 53-80.

    Side 167
    Friedberg, John, M.D. (1975): Electroshock therapy: Let's stop biasting the brain. Psychology Today 9 (8 ), 18-23. Gengivet i Morgan, (1991), s. 27-37.

    Side 169
    Friedberg, John, M.D. (1976): Shock Treatment, Brain Damage and Memory Loss: A Neurological Perspective. American Journal of Psychiatry, vol. 134 nr.9, (september 1977) s. 1010. Revideret udgave af artikel præsenteret på Det Amerikanske Psykiatriske Selskabs 129. årsmøde i Miami Beach, Flørida, 10-14. maj. Gengivet i Morgan (1991) s. 28-37.

    Side 174
    Morgan, Robert F. (februar 1966, 1991). The Isolation, Description and Pathological Behavior in ECT-Damaged Patients. Udkast til forskningsprojekt på Hawaii Statshospital i Morgan (1991) op. cit., s. 13-26 (kap. 2) samt forord og indledning til alle kapitler. 174

    Side 175
    Morgan, Robert, F. (1966,1991): The Relationship of Ethnic Background, Religion Diagnosis, Memory and Other Variables to Presence of Shock Therapy: i Morgan (1991) op. cit. s. 21-26.

    Side 179
    Roueché, Berton (1974). As Empty as Eve, The New Yorker. 9. sept s. 84-100: i Morgan (1991) op. cit., s. 1-12.

    Side 184
    Steffensen, René (1993) og (1998 ): Elektrochok er ødelæggende for hjernen. Jyllandsposten, S.dec. 180 Diverse uddrag fra artikler i mod ECT (1998 ) 182 Brev til Folketingets retsudvalg med krav om og begrundelse for afskaffelse af ECT-behandling (14. januar 1998 ).

    Sterling, Peter (1993): Elektrochok - En dokumenteret beretning. Vidnesbyrd til Standing Committee on Mental Health of the Assembly of the State of New York. (1978 ), oversat til dansk af Anne Grethe Nielsen, Vedbæk i Menneskeret & Menneskeværd (december) nr. 2, s. 2-4.

    Side 187
    Wiseman, Bruce (1995): Volt gennem Hjernen, Psychiatry - The Ultimate Betrayal (430 sider) s. 113-156 (kap. 5), Los Angeles: Freedom Press.

    Side 196
    Diverse: Foreninger, organisationer, personer, adresser m.m.

    Bemærk: Ovenstående (engelske) tekster er oversat til dansk og kan rekvireres. Referencer og uddrag er nævnt (alfabetisk) under de værker, hvor de har figureret. Nogle referencer, vil derfor være nævnt flere gange.

    Særligt betydningsfulde tekster:

    • Alpers, Bernard J., M.D. & Joseph Hughes, M.D. (1942): The Brain Changes in Electrically Induced Convulsions in the Human. Journal of Neuropathology and Experimental Neurology. Side 177

    • André, Linda (1991): Electroshock as Head Injury -Report for National Head Injury Foundation.

    • Breggin, Peter R., M.D. (1979): ECT- It's Brain-Disabling Effects, New York: Springer.

    • Breggin, P. R. (1986). Neuropathology and cognitive dysfunction from ECT [Fremlagt på Consensus Development Conference on Electroconvulsive Therapy, sponsoreret af NIMH og NIH, 1986] Psychopharmacology Bulletin, 22, 476-479.Gengivet i Amalie 3 (1991).

    • Breggin, P. R., M.D. (1997): Elektrochok mod depression. Hjerneskadelige Behandlinger i Psykiatrien, s. 129-157 (Kap.8 ), København: Hans Reitzels Forlag.

    • Frank, Leonard R. (1978 ): The History of Shock Treatment, San Fransisco: Frank.

    • Frank, L. (1990): Electroshock, death, memory loss and brainwashing. Journal of Mind and Behavior, 11, 489-512 i Morgan (1991) op cit. s. 56-80.

    • Hartelius, Hans (1952): Cerebral changes following electrically induced convulsions. Acta Psychiatrica Scandinavica (Suppl. 77). s. 1-128.

    • Janis, Irving L. (1948 ). Memory loss following electric convulsive treatments. Journal of Pers., 17, 29-32. (Se referencer,Breggin, 1979).

    • Janis, I.L. (1950). Psychologic effects of electric convulsive treatments (I, II, III, post treatment amnesia) The Journal of Nervous and MentalDisease, 3, s. 359-397; 469-489. (Se nedenfor: Referencer, André, 1991).

    • Morgan, Robert F. (1991) Electroshock - The Case Against, (ed.) Toronto: IPI Publishing Limited med indledning af dr. Bertram P. Karon, professor i psykologi på Michigan State University og forord til alle kapitler af Robert Morgan, professor i psykologi på Eastern Montana College.

    • Morgan, Robert F.: (februar 1966). The isolation, description and treatment of the pathological behavior of ECT-damaged patients. Forskningsudkast, der aldrig blev finasieret, men brugt som diskussionsoplæg for personalet på Hawaiis Statshospital. I Morgan, 1991, ECT- The Case Against, s. 13-27.

    • Squire, L., P.L. Miller & P.C. Slater (1981). Retrograd amnesia and bilateral electroconvulsive therapy. Long-term follow-up. Archives of General Psychiatry, 38, 89-95. En gentagelse af Janis' forsøg (1950). Squire fandt, at 50% af de el-chokkede patienter — selv 2 år efter- ikke kunne huske detaljer om deres liv, som de med lethed genkaldte sig før el-chokkene.

    • Templer, D.I. & Veleber, D. M. (1982). Can ECT permanently harm the brain? Clinical Neuropsychology, 4, nr. 2, s. 58-66: En omfattende og "upartisk gennemgang af litteraturen" om ECT, der konkluderer- "at et bredt opbud af forskning og klinisk baserede kendsgerninger, der frembyder tankevækkende, ja - imponerende dokumentation anskuet enkeltvis - frembyder overbevisende dokumentation, når den vurderes samlet... .ECT har forårsaget og kan forårsage permanent hjemepatologi."

    Fortsættelsen følger...

  4. #4
    Registreringsdato
    Jun 2005
    Alder
    70
    Indlæg
    557

    Icon3 André, Linda (1991) "Electroshock as Head Injury"


    André, Linda (1991):
    "Electroshock as Head Injury - Report for National Head Injury Foundation"



    Linda André er eks-ECT-patient (fik ECT i 1984) og formand for "Committee for Truth in Psychiatry" (forening for ECT-overlevende (i USA), der arbejder for at få indført obligatorisk informeret samtykke og i øvrigt begrænsende lovgivning for ECT). Linda André er desuden medstifter af National Association of Electroshock Survivors (NAES) og World Association of Electroshock Survivors (WAES), hvis fornemste mål er at få afskaffet brugen af elektrochok.

    Rapporten er en seriøs og veldokumenteret beretning med mange personlige udtalelser fra ECT-overlevende gennem de sidste 50 år, uddrag af videnskabelige artikler/forskningsresultater, der alle vidner om hjerneskader og nedsat funktion eller dødsfald efter elektrochøkbehandlinger samt en omfattende litteraturliste.

    UDDRAG: Der foreligger nu fem årtiers dokumentation for ECT-hjerneskade og hukommelsestab. Dokumentationen falder i fire kategorier: djTestudier, obduktioner af mennesker, in vivo-undersøgelser af personer, der benytter enten moderne hjemefotograferende teknikker eller neuropsykologiske tests for at fastslå skaden, samt personlige rapporter fra eller beskrivende interviews med overlevende. De fleste undersøgelser af virkningerne af ECT på dyr blev udført i 1940erne og 50'eme. Der findes mindst syv undersøgelser, der dokumenterer hjerneskader hos dyr, som har fået elektrochok.

    Den mest kendte undersøgelse stammer fra Hans Hartelius (1952), hvor hjerneskade konsekvent viste sig hos katte, der havde været udsat for et relativt kort ECT-forløb. Hartelius konkluderede: "Spørgsmålet om, hvorvidt der forekommer irreversibel skade på nerveceller i forbindelse med ECT må derfor besvares bekræftende". Man har foretaget undersøgelser af obduktioner af mennesker, der var døde umder eller kort efter ECT (nogle døde som resultat af en massiv hjerneskade).

    Der foreligger mere end 20 rapporter om neuropatologi i obduktioner på mennesker, dateret fra 1940erne frem til 1978. Mange af disse patienter havde fået det, der kaldes moderne eller "modificeret" ECT. Avis- og tidsskriftsartikler om ECT påstår som regel, at ECT, som det har været anvendt i de sidste tredive år (d.v.s. med brug af narkose og muskellammende midler for at forhindre benbrud) er en "ny og forbedret" udgave og "sikrere" (d.v.s. mindre hjerneskadende), end det var i 1940erne og 50'eme.

    Selvom denne påstand udelukkende fremsættes af hensyn til det offentlige image, benægtes det kategorisk af læger, når pressen ikke lytter. F.eks. fortæller dr. Edward Coffey, leder af ECT-afdelingen på Duke University Medical Center og en velkendt ECT-fortaler, sine studerende på uddannelsesseminaret "Praktiske forbedringer af ECT" (1991):

    "Indikationen for narkose er simpelthen, at den begrænser den angst, frygt og panik, der er forbundet med, eller som kan opstå i forbindelse med behandlingen. O.K? Den geringen gavn ud over dette. Der er imidlertid betydelige ulemper ved at bruge narkose under ECT - narkosen hæver tærsklen for kramper, hvilket er uhyre kritisk!"

    Det er altså nødvendtigt at tilføre mere elektricitet til hjernen - ikke mindre - ved "modificeret" ECT, hvilket næppe udgør en sikrere procedure. Desuden øger den muskellammende medicin, som anvendes ved modificeret ECT, risiciene. Den forhindrer patienten i selv at trække vejret, og som Coffey forklarer det, betyder dette en risiko for lammelser og forlænget apnø [midlertidig standsning af åndedrættet].

    En anden af choklægernes og publicisternes påstande - at ECT "redder liv" eller på en eller anden måde forhindrer selvmord — kan hurtigt modbevises. Der findes simpelthen ingen beviser i litteraturen, der understøtter denne påstand. Den eneste undersøgelse om ECT og selvmord (Avery og Winokur, 1976) viser, at ECT ikke har nogen effekt på selvmordsraten. Studier af sygehistorier, neuroanatømiske undersøgelser, neuropsykologiske undersøgelser og personlige vidnesbyrd, som er påfaldende overensstemmende gennem de sidste 50 år, vidner om ECTs ødelæggende virkning på hukommelse, identitet og kognition.

    Nyere undersøgelser (Calloway (1981), Weinberger et al (1979a og 1979b), Dolan, Calloway et al (1986) viser forbindelse mellem hjerneatrofi og abnormiteter. Studier fra 70'erne og 80'erne bekræfter Janis' fund.

    Squire fandt, at ECTs amnesiske virkninger også kan ramme langtidshukommelsen. Den øverste myndighed inden for lægevidenskaben (den amerikanske) Levneds- og Lægemiddelstyrelse (FDA) indrømmer, at "ECT ikke e godt for helbredet". Den nævner hjerneskade og hukommelsestab som to af risiciene ved ECT.

    FDA er ansvarlig for fastsættelsen af regler for medicinsk udstyr som f.eks. de maskiner, der anvendes ved ECT. Hvert apparat tildeles en risikoklassifikation: Klasse I for apparatur, der grundlæggende er ufarligt; Klasse II for apparatur, hvis sikkerhed kan garanteres gennem standardisering, navngivning o.s.v.; og Klasse III for apparatur, der udgør "en urimelig potentiel risiko for skade eller sygdom under alle omstændigheder". En offentlig høring i 1979, hvor overlevende og professionelle afgav vidneerklæringer, resulterede i, at ECT-maskinen blev rubriceret i Klasse III. Der befinder den sig stadig, trods en velorganiseret lobbykampagne fra American Psychiatric Association for det modsatte.

    I FDAs arkiver i Rockville i Maryland findes mindst 1000 breve fra overlevende, der bevidner de skader, der er blevet forvoldt mod dem af ECT. I 1984 organiserede nogle af disse overlevende sig i Committee for Truth in Psychiatry ("Komiteen for Sandhed i Psykiatri") for at drive lobbyvirksomhed til fordel for informeret samtykke for at beskøtte fremtidige patienter mod permanente hjerneskader. Deres udtalelser sætter spørgsmålstegn ved påstandene om, at overlevende "kommer sig" efter ECT.

    Fortalerne såvel som modstanderne har længe anset ECT for en form for hjernetraume.. .Der er endnu langt fra lavet tilstrækkelig forskning om karakteren af de kognitive ECT-tab, eller om deres betydning for den ECT-overlevendes sociale roller, beskæftigelse, selvværd, identitet og langsigtet livskvalitet. Aktuelt findes der ingen undersøgelser, der har beskæftiget sig med spørgsmåletom, hvordan man bedst imødekommer ECT-overlevendes rehabiliterings-og arbejdsmæssige behov.

    En sådan undersøgelse, der blev foreslået, men ikke realiseret i 1960erne, er beskrevet af Morgan (1991, s. 14-19) Dens konklusion, at "det med tilstrækkelige data måske en dag vil blive muligt at behandle ECT-skadede patienter terapeutisk, med en helt ny indfaldsvinkel til psykoterapi eller direkte genoplæring eller adfærdsregulering" er endnu ikke - en hel generation senere - blevet realiseret.

    Patienternes beretninger om kognitive tab, indsamlet fra diverse kilder over flere kontinenter har lydt konstant fra 1940eme til 1990erne. Hvis disse mennesker skulle have opdigtet deres tab, som visse choklæger ynder at påstå, er det utænkeligt, at patienter over fem årtier alle skulle opfinde nøjagtig de samme tab.

    Tab af evnen til at lagre og genkalde sig informationer efter ECT kan hæmme indlæringsevnen alvorligt og permanent. Nøjagtig som NHIF-brochuren erklærer: "Ofte støder man ikke på disse problemer, før personen vender tilbage til kravene på arbejdsmarkedet, i skolen eller hjemmet." Forsøg på at starte eller vende tilbage til skolen er især overvældende og slår ofte ECT-overlevende ud. Det sker ofte, at den ECT-overlevende bliver invalideret i forhold til hans eller hendes tidligere arbejde.

    Hvorvidt en overlevende vender tilbage til sit arbejde afhænger af arten af arbejdet og de krav, det stiller til intellektuel funktion. Statistikkerne for beskæftigelse for ECT-overlevende lader til at være ligeså dystre som statistikkerne for beskæftigelse blandt hjerneskadede personer generelt.

    I SUNY-undersøgelsen var to tredjedele af svarpersonerne arbejdsløse. De fleste meddelte, at de havde været beskæftiget før ECT, og arbejdsløse siden. NeuropsykologenThomas Kay, identificerer i sin artikel Minor Head Injury: An Introduction for Professionals fire nødvendige elementer i en vellykket behandling af kranietraumer:

    1) identifikation af problemet,
    2) familie-social støtte,
    3) neuropsykologisk rehabilitering og
    4) boligfohold;

    Identifikation af problemet, siger han, er det væsentligste element, da det går forud for de andre. Det er tragisk, at det på dette tidspunkt snarere er reglen end undtagelsen, at ingen af disse elementer kommer til at spille nogen rolle for de ECT-overlevende. Dette betyder ikke, at det aldrig lykkes ECT-overlevende at opbygge et nyt selv og en ny tilværelse. Det har mange modige og hårdtarbejdende overlevende formået - men de har hidtil altid været nødt til at gøre det på egen hånd, uden nogen hjælp, og det har taget en betydelig del af deres livstid at gøre det.

    En sygeplejerske beskriver tydeligt ECT-overlevendes umulige situation: De kan ikke få hjælp, før den traumatiske hjerneskade, de har været udsat for, og dens invaliderende virkning, bliver anerkendt. Overlevende er begyndt at udveksle deres hårdt tilkæmpede strategier med andre overlevende. Professionelle, der ønsker at hjælpe disse mennesker, ville gøre klogt i at lytte til dem, hvis daglige gøremål, selv årtier efter ECT, drejer sig om simpel overlevelse. Mens disse ECT-"klagere" risikerer at blive stadigt mere deprimerede, og måske selvmordstruede på grund af deres handicap, fortsætter fagfolkene med at diskutere, hvorvidt ECT forårsager hjerneskader, idet de støtter sig til utilstrækkelige, og i visse tilfælde forældede oplysninger.

    1. august 1991 aflagde ECT-overlevende vidneerklæringer, og et manuskript, der indeholdt beretninger om hukommelsestab fra 100 ECT-overlevende, blev fremlagt ved høringer i Austin for Texas' Sundhedsdepartement. Efterfølgende blev udvalgets regulativ revideret og kom til at indeholde endnu kraftigere advarsler om permanent, mental dysfunktion efter ECT. ECT har været på og af mode i løbet af sine 53 år (i 2003/red), så i tilbagegang, så fremgang. Uanset hvad der sker i dette årti - har ECT-overlevende ikke tid til at vente på, at et mere gunstigt politisk klima tillader dem at få den hjælp, de har brug for. De har brug for den her og nu.


    Fortsættelsen følger...

  5. #5
    Registreringsdato
    Jun 2005
    Alder
    70
    Indlæg
    557

    Icon3 André, Linda (1991) Referencer


    André, Linda (1991):
    "Electroshock as Head Injury - Report for National Head Injury Foundation"

    Referencer


    Avery, D. & G. Winokur (1976).
    Mortality in depressed patients treated with elekctroconvulsive therapy and antidepressants. Archives of General Psychiatry, 33, 1029-1037:

    ECT forårsager ingen nedgang i selvmordshyppigheden.


    Bennett, Fancher, (i Bielski, 1990)
    Om bl.a. ødelagt korttidshukommelse pga. ECT:

    "Jeg var en velorganiseret og metodisk person. Jeg vidste, hvor alt var. Nu er jeg helt anderledes. Jeg kan ofte ikke finde ting. Jeg er blevet meget splittet og glemsom."


    Bielski, Vince (1990)
    Electroshock's Quiet Comeback. The San Francisco Guardian, 18. april.:

    "[organisk hjernesyndrom] er en så almindelig rutine på ECT-afdelinger, at hospitalspersonalet har vænnet sig til at notere journalbemærkninger som "betydelig organiskhed" eller "pt. ekstremt organisk" uden at tænke over det. En sygeplejerske, der har arbejdet i årevis på en ECT-afdeling, siger:

    "Nogle mennesker gennemgår tilsyneladende drastiske personlighedsændringer. De kommer ind på hospitalet som velorganiserede, tænksomme mennesker, der har god fornemmelse for, hvad deres problemer er. Uger senere ser jeg dem vandre omkring på gangene, uorganiserede og hjælpeløse. De bliver så slørede, at de ikke engang kan føre en samtale. Derefter forlader de hospitalet i værre tilstand, end da de kom til hospitalet." (Anonym psykiatrisk sygeplejerske, citeres i Bielski, 1990).


    Breggin, P.R., M.D. (1990)
    Vidnesbyrd afgivet til San Franciscos Kommunalbestyrelse, 27. november:

    "Vi har ikke en behandling. Dét, vi gør, er at påføre folk, der befinder sig i en mental krise, en indre hjerneskade! Og vi er i besiddelse af en enorm mængde litteratur om indre hjerneskader. Mine kolleger er ikke så ivrige efter at læse litteratur om elektrochok-hjerneskader; men vi har det inden for alle andre områder. Og vi har betydeligt mere, end folk lader komme frem i dag. Det er en elektrisk hjerneskade".


    Breggin, P.R., M.D. (1991)
    Shock treatment is not good for your brain. Toxic Psychiatry, kap. 9: s. 198-99. New York: St. Martin's Press:

    "Det organiske hjernesyndrom og den "terapeutiske" effekt er samme fænomen".


    Brody, M. B. (1944)
    Prolonged memory deficits following electrotherapy. Journal of Mental Science: Om ECT-overlevende, som dr. M.B. Brody beskrev i 1944:

    1) (18 måneder efter 4 chok): En dag var der tre ting, vi ikke kunne finde: ildrageren, avisen og noget andet, jeg ikke kan huske. Jeg fandt ildrageren i affaldsspanden; jeg må have lagt den der og glemt det. Vi fandt aldrig avisen, og jeg plejer ellers at passe meget godt på den. Når jeg vil til at lave ting, opdager jeg, at jeg allerede har lavet dem. Jeg er nødt til at tænke over, hvad jeg har lavet, så jeg ved, at jeg har foretaget mig det. Det er mystisk, når man gør ting og opdager, at man ikke kan huske det bagefter.

    2) (Et år efter 7 chok). Følgende er nogle af de ting, jeg glemmer: Navne på folk og steder. Når en bogtitel nævnes, kan jeg have en svag fornemmelse af, at jeg har læst den, men jeg kan ikke huske, hvad den handler om. Det samme gælder film. Min familie fortæller mig hovedemnerne, og så er jeg i stand til at huske andre ting i den forbindelse.

    3) Jeg glemmer at lægge breve i postkassen og købe mindre ting, som f.eks. lappegrej eller tandpasta. Jeg anbringer ting på så sikre steder, at det tager timer at finde dem, når de skal bruges. Det er som om, at der efter den elektriske behandling kun fandtes nutid, og at fortiden måtte kaldes tilbage lidt efter lidt Alle Brody's overlevende oplevede tab af hukommelse om mennesker, de kendte.

    4) (Et år efter 14 chok): Jeg ser mange ansigter, jeg ved, jeg burde kende ret godt, men kun i få tilfælde kan jeg huske begivenheder, der er forbundet med dem. Jeg har fundet ud af, at jeg kan tilpasse mig disse omstændigheder ved at være meget forsigtig med at udtrykke stærke benægtelser, fordi nye personlige oplevelser bliver ved med at dukke op.


    Calloway S.P., Dolan, R.J., Jacoby, R.J. & Levy, R. (1981)
    ECT and cerebral atrophy: a computed tomographic study. Acta Psychiatric Scandinavia:

    Undersøgelse af CAT-scanninger, der viser forbindelsen mellem ECT og hjerneatrofi (svind) og - abnormitet.


    Calvert, Nancy (1990)
    Brev af 1. august:

    "Jeg har ikke fået chok i over ti år, men jeg føler mig stadig nedtrykt over ikke at kunne huske slutningen af min barndom eller noget fra min gymnasietid. Jeg kan ikke engang huske mit første intime forhold. Det, jeg ved om mit liv, kender jeg kun på anden hånd. Min familie har stykket det sammen for mig, og jeg har mine årbøger fra gymnasiet. Men min familie husker som regel de "dårlige" tider, hvor jeg ødelagde familielivet, og ansigterne i årbogen er totalt fremmede for mig.

    Noget af det, jeg forsøgte at lære, var som at forsøge at læse en bog på russisk - uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke få fat i betydningen af ordene og diagrammerne. Jeg tvang mig til at koncentrere mig, men det blev ved med at forekomme som kaudervælsk.

    Efterhånden som tiden er gået, har jeg gjort en stor indsats for at genvinde den maksimale brug af min hjerne ved at tvinge mig selv til at koncentrere mig og huske det, jeg hører og læser. Det har været en kamp. Det føles som om, jeg har været i stand til at maksimere de ubeskadigede dele af min hjerne. Jeg begræder stadig tabet af det liv, som jeg ikke har fået".



    Cody, Barbara (1985)
    Udtalelse fra en tidligere sygeplejerske, som blev skilt fra sin mand, lever af invalidepension, kæmper mod retssystemet for at få oprejsning (efter ECT-skade, O.a.) og arbejder for en støttegruppe for overlevende - et ekko af beklagelserne fra så mange andre gennem årene:

    "Dét, de tog fra mig, var mit 'selv'. Når de er i stand til at opgøre tabet som følge af tyveriet af et 'selv' og tyveri af en mor, vil jeg gerne høre beløbet. Hvis bare de [læger] havde slået mig ihjel med det samme, havde mine børn i det mindste haft mindet om deres mor, som hun havde været det meste af deres liv.

    Jeg synes, det har været mere grusomt over for mine børn såvel som for mig at tillade resterne af det, de [læger] har efterladt ,at trække vejret, gå og tale. Nu vil mine børn have et minde om denne "anden" som ligner (omend ikke helt) deres mor. Jeg har ikke været i stand til at leve med denne "anden", og det liv, jeg har levet de sidste to år, har været et liv, man ikke kan forestille sig.

    Det har været et helvede i ordets egentligste forstand. Jeg ønsker, at mine ord skal blive hørt, også selvom de lyder for døve øren. Det er ikke sandsynligt, men måske vil nogen, når ordene er sagt, høre dem og i det mindste forsøge at forhindre, at dette bliver gentaget".



    Coleman, Lee and Bielski (1990)
    "Dét, chok gør, er at kaste et slør over folks problemer. Det er det samme som, hvis man havde nogle problemer i sit liv og kom ud for et trafikuheld og fik hjernerystelse. For en tid ville man ikke bekymre sig om sine problemer, for man ville være desorienteret. Det er præcis det, chokbehandling gør. Men i løbet af nogle få uger, når chokvirkningen tager af, vender ens problemer tilbage".


    Calloway, S.P., R.J. Dolan, A.H. Mann, P.F. Thacker (1986)
    The cerebral cortical appearance in depressed subjects. Psychological Medicine.16, 775-779.

    Nyere undersøgelser af CAT-scanninger, der viser forbindelsen mellem ECT og hjerne-atrofi og -abnormitet.


    Details of Electrotherapy (udateret). New York Hospital/Cornell Medical Center.


    Faeder, Marjorie (1986)
    Brev af 12. februar:

    "Jeg oplevede en eksplosion i min hjerne. Da jeg vågnede af den velsignede bevidstløshed, vidste jeg ikke, hvem jeg var, hvor jeg var eller hvorfor. Jeg kunne ikke bearbejde sprog. Jeg foregav alt, fordi jeg var bange. Jeg vidste ikke, hvad en ægtefælle var. Jeg vidste intet. Mit sind var et vakuum.

    Jeg brugte nyhedsudsendelserne i TV og de samme emner i avisen og forsøgte at sammenholde disse for at forstå meningen. Kun ét emne, én linie. Prøve at skrive det i en sætning. Om og om, igen og igen. Efter cirka et halvt år (dette var timevis dagligt) prøvede jeg med Det Bedste.

    Det tog mig meget lang tid at beherske dette - ingen billeder, nye begreber. ingen stemme, der læste nyhedsemnet op for mig. Ekstremt frustrerende, svært, svært, svært! Derefter ugebladsartikler. Jeg klarede det! Jeg fortsatte med "Hvem Ringer Klokkerne For", fordi jeg svagt kunne huske, at jeg havde set den som film. Men den havde mange svære ord, og mit ordforråd var endnu ikke på universitetsniveau, så jeg tror, jeg brugte flere år på den. Det var først i 1975, jeg følte, jeg kunne læse på universitetsniveau - jeg begyndte i 1970!"



    Fink, Max (1978 )
    Efficacyand safety of induced seizures (EST) in man, Comprehensive Journal of Psychiatry, 19, (januar/februar), 1-18:

    "De primære komplikationer ved ECT er dødsfald, hjerneskade, hukommelsessvækkelse og spontane epileptiske anfald. Disse komplikationer er identiske med dem, der ses efter et hjernetraume, som EST er blevet sammenlignet med".


    Freeman, C.P.L. & R. E. Kendell (1980)
    ECT I: Patients' experiences and attitudes. British Journal of Psychiatry, 137, 8-16: Rapporterer, at 74% af de patienter, der blev udspurgt flere år efter ECT havde hukommelsessvækkelse.


    Freeman, C.P.L., D. Weeks og R. E. Kendell (1980)
    ECT II: Patients who complain, British Journal of Psychiatry, 137, 17-25:

    Sammenlignede en gruppe på 26 ECT-overlevende med kontrolpersoner i 19 kognitive tests; alle de overlevende viste sig at have betydelige kognitive tab. Forskerne forsøgte at tilskrive den nedsatte funktion til medicin eller psykisk sygdom, men det lykkedes ikke. De konkluderede, at "vores resultater er sammenfaldende" med påstanden om, at ECT forårsager permanent mental skade. Interviewene med de overlevende afdækkede så godt som identiske skader:

    A) Glemmer navne, bliver let afledt og glemmer, hvad man var i færd med.

    B) Glemmer, hvor hun har lagt ting, kan ikke huske navne.

    C) Dårlig hukommelse; bliver forvirret i en sådan grad, at han mister jobs.

    D) Svært ved at huske beskeder. Bliver forvirret, når folk siger noget til hende. Det blev sagt om hende, at hun var kendt i sin bridgeklub som "computeren på grimdaf sin gode hukommelse". Er nu nødt til at skrive alt ned og forlægger nøgler og smykker.

    E) Kan ikke huske ting, er nødt til at lave lister.


    Friedberg, John, M.D. (1977) (1991)
    Shock Treatment, Brain Damage and Memory Loss: A Neurological Perspective i Morgan (1991), ECT: The Case Against. "Shock Treatment II: Resistance in the 70s" s. 27-37:.

    Revideret udgave af artikel præsenteret på Det Amerikanske Psykiatriske Selskabs 129. årsmøde i Miami Beach, Florida, 10-14. maj 1976: ECT-overlevende Marilyn Rice har bidraget med indsamling af referencer. Friedberg gennemgår rapporter om neuropatologi, der er et resultat af elektrokrampebehandling af forsøgsdyr og mennesker.

    Selvom fund af petekkiale (punktvise) blødninger, gliosis (forøgelse af gliavæv) og tab af nerveceller var velkendte i det første årti efter indførelsen af ECT, har disse stort set været ignoreret siden. ECT fremkalder karakteristiske EEG-forandringer og alvorlig amnesi, så vel som andre mere subtile virkninger på hukommelse og indlæring. Forfatteren konkluderer, at ECT resulterer i hjernesygdom og sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt læger bør påføre deres patienter hjerneskade.


    Frend, Lucinda (1990)
    Brev af 4. august:

    "Det meste af mit liv fra 1975-1987 fortaber sig i tåger. Jeg kan huske noget, hvis jeg bliver mindet om det af mine venner, men andre påmindelser står fortsat som mysterier. Min bedste veninde fra gymnasietiden i 1960eme døde for nylig og med hende forsvandt en stor del af mit liv, fordi hun vidste alt om mig og plejede at hjælpe mig der, hvor jeg ikke kunne huske.

    Jeg har svært ved at huske, hvad jeg lavede tidligere på ugen. Mens jeg taler, begynder tankerne at flakke. Somme tider kan jeg ikke komme i tanker om det rigtige ord, jeg ville sige, eller en medarbejders navn, eller jeg glemmer, hvad det var, jeg ville sige. Jeg har set film, jeg ikke kan huske, jeg har set".



    Fromm-Auch, D. (1982)
    Comparison of unilateral and bilateral ECT: Evidence for selective memory impairment. British Journal of Psychiatry, 141,608-613.


    Gordon, Carol (1990)
    Brev af 2. december: En sygeplejerske, der skriver om en ven et år efter ECT:

    "En af mine venner fik 12 ECT-behandlinger i september-oktober 1989. Som følge heraf har han retrograd [vedr. før skaden] og anterograd [vedr. efter skaden] amnesi [hukommelsestab] og er ude af stand til at passe sit arbejde som uddannet blikkenslager, kan ikke huske sin barndom og kan ikke finde rundt i byen, hvor han har boet hele sit liv.

    Det er ikke svært at forestille sig hans vrede og fhistration. Psykiateren fastholder, at hans problem ikke er ECT-relateret men en bivirkning af hans depression. Jeg har endnu til gode at opleve en alvorligt deprimeret person kæmpe så hårdt med at genvinde sin evne til at tænke klart og blive i stand til at vende tilbage til sit arbejde igen".



    Hartelius, Hans (1952)
    Cerebral changes following electrically induced convulsions. ("Hjemeforandringer som Følge af Elektrisk Påførte Kramper"), Acta Psychiatrica et Neurologica Scandinavica, (suppl. 77), 1-128:

    Hartelius konkluderer: "Spørgsmålet om, hvorvidt der forekommer irreversibel skade på nerveceller i forbindelse med ECT må derfor besvares bekræftende."

    I den dobbelt-blinde mikroskopiske patologiske undersøgelse var Hartelius i stand til at skelne mellem de otte chokgivne dyr og de otte dyr, der ikke havde fået chok, med bemærkelsesværdig præcision. Forsøgsdyrene viste forandringer i blodkarvægge, gliavæv og nerveceller. Idet forandringerne bekræftede deres forankring i alvorlig patologi, blev abnormiteterne fundet i størst omfang hos de dyr, der havde fået det største antal ECT, de var tættest i frontallappen og relateret til dyrets højere alder (hvilket betød øget sårbarhed). "Spørgsmålet om, hvorvidt der kan forekomme irreversibel skade på nerveceller i forbindelse med ECT, må derfor besvares bekræftende".


    Heim, Sharon (1986)
    Ikke offentliggjort manuskript: Kvinde efter at have fået 7 chok:

    "Jeg handlede i et stormagasin, da en kvinde kom hen til mig og sagde goddag og spurgte, hvordan det gik. Jeg anede ikke, hvem hun var, eller hvor hun kendte mig fra. Jeg kunne ikke undgå at føle mig pinligt berørt og hjælpeløs, som om jeg ikke længere var ved mine sansers fulde brug. Denne oplevelse var den første af mange møder, hvor jeg var ude af stand til at huske folks navne og den sammenhæng, jeg kendte dem i".

    Tab af evnen til at lagre og genkalde sig informationer efter ECT kan hæmme indlæringsevnen alvorligt og permanent. Og nøjagtig som NHIF-brochuren erklærer, "Ofte støder man ikke på disse problemer, før personen vender tilbage til kravene på arbejdsmarkedet, i skolen eller hjemmet".

    Forsøg på at starte eller vende tilbage til skolen er især overvældende og slår ofte ECT-overlevende ud: "Da jeg vendte tilbage til undervisningen, opdagede jeg, at jeg ikke kunne huske det materiale, jeg havde lært tidligere, og at jeg var fuldstændig ude af stand til at koncentrere mig. Min eneste mulighed var at forlade universitetet. Hvis der var et område, hvor jeg havde udmærket mig, var det i skolen. Nu følte jeg mig som en total fiasko, og at jeg aldrig mere ville blive i stand til at vende tilbage til universitetet".


    Janis, Irving (1950)
    Psychologic effects of electric convulsive treatments (I, II, III: Post-treatment amnesias) Journal of Nervous and Mental Disease III, s. 359-397; 469-489. Viser omfattende permanente tab af personlige minder og livsforløb efter rutinemæssig ECT.

    Janis fulgte fem af patienterne op 2 1/2 til 3 1/2 måned senere. De fleste af erindringerne forblev tabte. En anden opfølgningsundersøgelse 1 år senere viste varige tab (se Breggin, 1979). Irving Janis' undersøgelse af ECTs virkning på hukommelsen er stadig skelsættende. Janis udførte detaljerede og grundige selvbiografiske interviews med 19 patienter før ECT og forsøgte derefter at fremmane samme oplysninger fire uger efter ECT. Kontrolpersoner, der ikke fik ECT, blev udspurgt på samme måde.

    Han fandt, at "samtlige 19 patienter i undersøgelsen i bedste fald udviste amnesi i forhold til adskillige begivenheder i deres liv, og i mange tilfælde var der fra ti til tyve begivenheder, som patienten ikke kunne huske." Kontrolpersonernes hukommelse var normal. Og da han gennemførte en opfølgningsundersøgelse på halvdelen af de 19 patienter et år efter ECT, var hukommelsen ikke vendt tilbage hos nogen af dem.

    Janis spurgte sine patienter ud om detaljer i deres skoleforløb, arbejdsforløb, ægteskab o.s.v. FØR de fik ECT. Han interviewede derefter patienterne EFTER el-chokket i op til et år efter behandlingen. Han fandt, at de efter behandlingen havde store huller i hukommelsen. Det meste af patienternes hukommelsestab varede ved, selv ét år efter behandlingen. Omfattende permanente tab af personlige minder og livsforløb påvises efter rutinemæssig ECT. De fleste af erindringerne forblev tabte.

    Desforuden foregik genkaldelserne langsomt og kostede store anstrengelser. Det er interessant, at bemærke, at Janis' undersøgelse - som konkluderede, at ECT forårsagede varige hukommelsestab - omfattede meget få deprimerede personer (kun 3 af 30 patienter) (så ECT-tilhængeres påstande om, at hukommelsestab skyldes folks depression er ikke holdbare/red.)

    Ikke alene blev Janis udeladt i AP As 1990-rapport, men gennem årene er han blevet totalt fejlciteret af chokfortalere. To af de mere betydningsfulde undersøgelser, som [Peter Breggin] rutinemæssigt læste under [sin] psykiatriske uddannelse, citerede faktisk Janis som dokumentation for, at ECT ikke skadede hukommelsen (se Breggin, 1979), selv om at det forholdt sig direkte modsat.


    Johnson, Mary (1990)
    Brev af 17. december:

    "Jeg har lige afsluttet en serie på 11 behandlinger, og jeg er i en dårligere tilstand, end da jeg startede. Efter cirka 8 behandlinger troede jeg, jeg var kommet ud af depressionen. Jeg fortsatte, og virkningen forværredes. Jeg begyndte at føle mig svimmel og mit hukommelsestab voksede. Nu, da jeg har fået mit 11. [elektrochok], er min hukommelse og tænkeevne så dårlig, at jeg vågner tom i hovedet hver morgen. Jeg kan ikke huske ret mange begivenheder i mit liv eller ting, jeg har foretaget mig sammen med forskellige personer i min familie. Jeg har svært ved at tænke, og jeg kan ikke nyde tingene. Og jeg kan ikke tænke på andet. Jeg fatter ikke, at alle sagde til mig, at denne procedure var sikker. Jeg vil have min hjerne tilbage"


    Lowenbach, H. og Stainbrook, E.J. (1942)
    Observations of mental patients after electroshock. American Journal of Psychiatry, 98, 828-833.

    Der hersker i litteraturen ingen uenighed om, hvorvidt umodificeret ECT medfører akut organisk hjernesyndrom karakteriseret ved forvirring, desorientering, hukommelsestab, følelsesmæssig labilitet og andre tegn på generel dysfunktion. Denne undersøgelse, som er en af de første startede med observationen:

    "Et generelt krampeanfald efterlader et menneske i en tilstand, hvor alt hvad, der kan kaldes personlighed, er udslettet. Stupor (følelsesløshed, sløvhed, blackout m.v./red.), forvirring og en gennemgribende mental dysfunktion var af en sådan karakter efter kun ét ECT, at personen var ude af stand til at skrive sit eget navn normalt 20 til 30 minutter efter. Rapporten beskriver, hvordan patienten var tilbøjelige til at glemme alt, hvad der var lært for nylig og integreret i personligheden. Kvinder kom ud af ECT uden at kunne huske deres giftenavn, og kaldte sig selv ved deres pigenavn. Personer, hvis modersmål ikke var engelsk, begyndte at tale deres modersmål".


    Maccabee, Pam (1989)
    Brev af 11. maj:

    "Jeg begyndte i skolen på fuld tid og opdagede, at klarede mig langt bedre, end jeg havde forestillet mig, med hensyn til at huske oplysninger om områdestudier og kurser - men jeg kunne ikke forstå, hvad jeg læste, eller sammenfatte ideer - analysere, drage konklusioner, foretage sammenligninger. Det var et chok. Til sidst tog jeg dog kurser i teori, men kunne ikke holde fast på ideerne. Til sidst accepterede jeg den kendsgerning, at det simpelthen ville være for hårdt for mig at fortsætte, så jeg droppede mit områdestudie, to kurser, og deltog kun i diskussionskurser indtil slutningen af semestret, hvor jeg stoppede helt"

    ECT-overlevende er begyndt at udveksle deres hårdt tilkæmpede strategier med andre overlevende. Professionelle, der ønsker at hjælpe dem, ville gøre klogt i at lytte til dem, hvis daglige gøremål, selv årtier efter ECT, drejer sig om simpel overlevelse:

    "Jeg forsøgte at tage et kursus i almindelig psykologi, som jeg havde fået 13 i på universitetet. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg intet kunne huske, hvis jeg bare læste teksten, også selvom jeg læste den flere gange (f.eks. fire eller fem). Så jeg programmerede mit stof ved at skrive spørgsmål til hver sætning og skrive svarene på bagsiden af kortene. Derefter lavede jeg en quiz for mig selv, indtil jeg kunne huske stoffet udenad.

    Jeg har alle kortene fra to kurser. Sikke en stak. Jeg lærte bogen udenad, praktisk talt, og arbejdede fem til seks timer om dagen i weekenderne, og tre til fire i løbet af arbejdsugen. Det var helt anderledes, end da jeg gik på universitetet. Dengang læste jeg tingene og kunne huske dem".


    Hun beskriver også sine kognitive genoptræningsøvelser:

    "Hovedopgaven består hovedsagligt i at tælle fra 1 til 10, mens man så stabilt som muligt visualiserer nogle billeder (genstand, person o.s.v.). Jeg fandt på denne øvelse, fordi jeg ønskede at finde ud af, om jeg kunne bruge højre og venstre side af min hjerne. Efter at jeg begyndte på dette, tror jeg, at jeg læste, at det ikke var det, jeg gjorde. Men det lod til at fungere. I begyndelsen, da jeg øvede mig, kunne jeg dårligt fastholde et billede i mit sind, og da slet ikke tælle samtidig. Men jeg er blevet ret skrap til det, og jeg tilskriver det en forbedret evne til at klare afbrydelser og forstyrrelser".


    Maccabee, Pam (1990)
    Brev til Rusk Institute of Rehabilitation Medicine, 27. februar:

    "Da jeg var 23, ændrede mit liv sig, fordi jeg efter ECT fik invaliderende problemer med forstå, huske, organisere og tilegne mig ny viden og desuden problemer med manglen koncentrationsevne. Jeg fik ECT, mens jeg underviste, og da mit funktionsniveau havde ændret sig så dramatisk, sagde jeg mit job op. Mine evner er aldrig vendt tilbage til præ-ECT-niveau.

    Før ECT var jeg i stand til at fungere i en totalt individualiseret klasse, hvor jeg selv udarbejdede og skrev læseplanen. På grund af de problemer, jeg har fået efter ECT, er jeg aldrig gået i gang med at undervise igen."


    ECT-overlevende, Maccabee for hvem den lange rehabiliteringsproces har taget mere end to årtier udtrykker det, mange andre håber: at processen kan gøres lettere for dem, der får elektrochok i '90erne:

    "Jeg ville aldrig have troet, at rehabilitering var noget, ECT-patienter kunne have gavn af, før jeg selv tog initiativ til at blive undersøgt i 1987 på et lokalt psyko-geriatrisk center, fordi jeg var nervøs for, om jeg måske havde Alzheimer's sygdom, fordi min intellektuelle funktion stadig voldte mig problemer.

    Under den psykologiske test, som strakte sig over en periode på to måneder på grund af problemer med planlægningen, observerede jeg, at min koncentration blev forbedret, og jeg fungerede bedre på arbejde. Jeg sluttede, at "de tidsbegrænsede" anstrengelser med at koncentrere mig og fokusere opmærksomheden blev overført til andre områder.

    Det var ikke meningen, at testene skulle være rehabiliterende, men på en eller anden måde tjente de dette formål - og overbeviste mig om, at fortløbende genoptræning eller brugen af kognitive færdigheder kunne være gavnligt for ECT-patienter. Selvfølgelig var dette næsten 20 år efter ECT.

    Jeg har et ansvarsfuldt omend dårligt betalt job som mellemleder i en erhvervsvirksomhed — og klarer opgaver, jeg aldrig ville have troet, jeg skulle blive i stand til at kunne klare igen. Jeg ville måske have været i stand til at udføre dem noget tidligere, hvis, jeg havde fået rehabiliteringstræning. I dag tænker jeg på den situation, ECT-patienter, der stadig kæmper, befinder sig i.

    Mens disse ECT-"klagere" risikerer at blive stadigt mere deprimerede - og måske selvmordstruede - på grund af deres handicap, fortsætter fagfolk med at diskutere, hvorvidt ECT forårsager hjerneskade, idet de støtter sig til utilstrækkelige og i visse tilfælde forældede oplysninger. Jeg ville ønske, at en del af hjerneskadeforskningen og rehabiliteringscentrene ville acceptere nogle få ECT-patienter, og i det mindste se, om træning eller "reprogrammering" af kognitive færdigheder kunne resultere i et forbedret præstationsniveau".



    Morgan, Robert (1966)
    The isolation, description and treatment of the pathological behavior of ECT-damaged patients i Morgan (1991) Electroshock: The Case Against. Toronto: IPI Publishing Ltd.:

    "Kort sagt risikerer selv én eller to ECT-behandlinger at beskadige det limbiske system i hjernen, hvilket kan føre til nedsat tempo og koordination, forringet håndskrift, koncentration, nedsat opmærksomhedsspændvidde, hukommelse, reaktionsfleksibilitet, huskeevne og genindlæring. Inden for det psykologiske område har frygt for ECT fremkaldt mavesår, øjensygdomme, forvirring, nedsat hukommelse og modstand over for genopdragelse eller psykologisk terapi".


    Opton, Edward (1985)
    Brev til medlemmerne af panel på NIH Consensus Development Conference on Electroconvulsive Therapy, 4. juni.

    I en standardskrivelse til ECT-patienter kaldes perioden med det mest akutte organiske hjernesyndrom for "rekonvalescensperioden" og den fraråder patienterne at køre bil, arbejde eller drikke alkohol i tre uger (New York Hospital-Comell Medical Center, udateret). Tilfældigviser fire uger den maksimum-periode, ECT-fortalerne påstår, der går, før de psykiatriske symptomer vender tilbage (Opton, 1985), hvilket underbygger udtalelser fremsat af Breggin og i hele ECT-litteraturen om, at det organiske hjernesyndrom og den "terapeutiske" effekt er samme fænomen.


    Patel, Jeanne (1978 )
    Vidnesbyrd, 20.juli:

    "Som et resultat af disse "behandlinger" er årene 1966-1969 næsten totalt blanke for mig. Dertil kommer, at de fem år, der gik forud for 1966, er alvorligt hullede og forvirrede. Hele min universitetsuddannelse er slettet. Jeg kan overhovedet ikke huske, at jeg har gået på Hartford Universitet. Jeg ved, jeg tog afgangseksamen fra institutionen, fordi jeg har et diplom med mit navn på, men jeg kan ikke huske, jeg nogensinde har modtaget det. Det er ti år siden, jeg fik elektrochok, og min hukommelse er stadig lige så blank som den dag, jeg forlod hospitalet. Der er intet forbigående ved mit hukommelsestab, der skyldes ECT. Det er permanent, ødelæggende og uopretteligt".


    Rice, Marilyn (1975)
    Personlig korrespondence med Irving Janis, ph. d., 29. maj:

    Både psykiateren Peter Breggin (Breggin, 1991, p. 196) og den ECT-overlevende Ma Rice, stifter af "Committee for Truth in Psychiatry", har påpeget, at hjerneskader efter et hjernetraume ofte forekommer uden bevidstløshed, epilept anfald, desorientering eller forvirring, som således er langt mindre traumatisk serie elektrochok. En mere dækkende analogi ville være, at hvert enkelt chok sidestilles med en moderat til alvorlig hjernelæsion.


    Sackeim, H.A. (1986)
    Acute cognitive side effects of ECT. Psychopharmacology Bulletin, 22, 482-484:

    ECT fremkalder et akut organisk hjernesyndrom, der bliver mere udtalt, efterhånden som chokkene fortsætter. Harold Sackeim, ECT-elitens mest fremtrædende publicist (enhver, der har haft lejlighedtil at skrive om ECT i medieme er blevet henvist til dr. Sackeim af APA) konstaterer koncist: "ECT-påførte epileptiske anfald resulterer, ligesom almindelige spontane epileptiske anfald og de fleste akutte hjerneskader og kranietraumer, i en variabel periode med forvirring. Patienterne kan være uvidende om deres navn, deres alder o.s.v. Når forvirringener langvarig kaldes det normalt for et organisk hjernesyndrom".


    Sament, Sidney (1983)
    Brev i Clinical Psychiatry News, marts, s. 11.

    Fortalere såvel som modstandere har længe anset ECT for at være en form for hjernetraume: "Som neurolog og elektroencefalograf har jeg set mange patienter, der har fået ECT, og jeg er ikke i tvivl om, at ECT fremkalder virkninger, der er identiske med hjemetraumers. Efter adskillige ECT-forløb, har en patient symptomer, der er identiske med en pensioneret, groggy boksers.

    Efter én ECT-serie er symptomerne desamme som efter en hjemerystelse (bl.a. retrograd og anterograd hukommelsestab). Efter nogle få ECT-forløb er symptomerne de samme som ved moderatehjernetraumer, og yderligere entusiastisk brug af ECT kan medføre, at patienten fungerer på et undermenneskeligt niveau. Elektrokrampebehandling kan i virkeligheden defineres som en kontrolleret form for hjemeskade, fremkaldt af elektrisk strøm".



    Scherer, Isidore (1951)
    The effect of brief stimulus electroconvulsive therapy upon psychological test perfomances. Journal of Consulting Psychology, 15, 430-435: Beskriver tab hos ECT-overlevende:

    Selv, når man tager højde for forskellene på de foreliggende testmetoder, har arten af disse tab vist sig at ligge stabilt gennem de sidste 50 år. Scherer testede hukommelsesfunktionen, evnen til at abstrahere og begrebsdannelsen hos en gruppe ECT-overlevende, der havde fået gennemsnitligt 20 chok (med brief-pulse strøm eller vekselstrøm (square wave current - den type, der er standardbrug i dag) og en gruppe kontrolpersoner, som ikke havde fået ECT.

    Han fandt, at "manglende fremskridt fra præ- til post-chok-resultater kan tyde på, at chok har skadet patienten i en sådan grad, at han er ude af stand til at opnå sit præmorbide [før sygdoms-] intellektuelle potentiale, også selvom han er i stand til at ryste psykosens begrænsende virkning på intellektet af sig". Han konkluderede, at "skadelige, organiske resultater inden for det intellektuelle funktionsområde nok ophæver behandlingens delvise fordele."


    Squire, Larry (1973)
    A thirty year retrograde amnesia following electroconvulsive therapy in depressed patients. Præsenteret på 3. årsmøde for Society for Neuroscience, San Diego. CA. Dokumenterer en 30-årig retrograd amnesi efter ECT.


    Squire, Larry (1974)
    Amnesia for remote events following electroconvulsive therapy. Behavioral Biology, 12 (1), 119-125. Squire fandt, at ECTs amnesi-virkninger også kan ramme langtidshukommelsen.

    Squire, Larry and Slater, Pamela (1983)
    Electroconvulsive therapy and complaints of memory dysfunction: a prospective three-year foolow-up study. British Journal of Psychiatry 142, 1-8: Fandt, at flertallet af de overlevende rapporterer om dårlig hukommelse tre år efter chok.

    SUNY (State University of New York) Stony Brook (1990). Department of Social Work: I en igangværende undersøgelse udformet og udført af medlemmer af The National Head Injtiry Foundation (SUNY, Stony Brook, ikke offentliggjort afgangsprojekt) med samme antal forsøgspersoner som i Freeman et al. - undersøgelsen bruges et simpelt selv-besvarelses-spørgeskema til at vurdere de kognitive tab ved både akutte og kroniske stadier af organisk hjernesyndrom.

    Undersøgelsen afdækker også oplysninger om håndteringsstrategier (selvrehabilitering), og om hvor lang tid det tager at tilpasse sig tabene. Alle svarpersonerne i undersøgelsen oplyste, at de havde generelle symptomer på hjerneskade både det første år efter ECT og mange, mange år efter.

    Der var gennemsnitligt gået 23 år, siden svarpersonerne havde fået ECT. 80% af dem havde aldrig hørt om kognitiv rehabilitering. Kun en flerdedel mente, de havde været i stand til at tilpasse sig eller kompensere for deres tab ved egen indsats. De fleste angav, at de stadig kæmpede med denne proces. Blandt de få, der mente, de havde tilpasset sig eller kompenseret, var gennemsnitsperioden for at nå til dette stadium femten år.

    Når de, der havde tilpasset sig eller kompenseret, blev spurgt, hvordan de bar sig ad, var det hyppigste svar, "hårdt arbejde, og på egen hånd".

    Svarpersonerne blev spurgt, om de ville have været glade for en indrømmelse af eller hjælp til deres kognitive vanskeligheder i løbet af det første år efter ECT, og om de stadig gerne ville have hjælp, uanset hvor længe det var, siden de havde fået chok. Alle undtagen én svarede, at de gerne ville have haft hjælp i løbet af post-ECT-året, og 90% sagde, at de stadig havde brug for hjælp. I SUNY-undersøgelsen var to tredjedele af svarpersonerne arbejdsløse.


    Taylor John; Tompkins, Rachel; Demers Renée; Anderson Dale (1982)
    Electroconvulsive therapy and memory dysfunction: is there evidence for prolonged deficits?" Biological Psychiatry, 17. (oktober) s. 1169-1189:

    Taylor et al. (1982) fandt metodiske brist i de undersøgelser, der påstår, at hukommelsestab ikke forekommer og dokumenterede huller i den selvbiografiske hukommelse adskillige måneder efter ECT.


    Taylor John; Kuhlengel, Barbara og Dean, Raymond (1985)
    ECT, blood pressure changes and neuropsychological deficit. British Journal of Psychiatry, 147, s. 36-38:

    Fandt en betydelig kognitiv svækkelse efter kun fem chok. "Eftersom kognitive skader er en så betydelig bivirkning af bilateral ECT, lader det til at være vigtigt at foretage en så omhyggelig definition som muligt af, hvilke aspekter ved behandlingen, der er ansvarlig for tabene", konkluderede de. Selvom de ikke beviste deres hypotese om den rolle, det øgede blodtryk spiller, "er det vigtigt fortsat at lede efter årsagen eller årsagerne til denne beskadigelse. Hvis denne betydelige bivirkning kunne fjernes eller blot modificeres, villedet være til gavn for patienterne." Men der findes ingen adskillelse af de såkaldt terapeutiske virkninger og de skadelige kognitive virkninger.


    Templer, D.I., Veleber, D. M. (1982)
    Can ECT permanently harm the brain? Clinical Neuropsychology, 4, nr. 2, s. 58-66:

    En omfattende og "upartisk gennemgang af litteraturen" om ECT, der konkluderer, som Sovjet gjorde "at et bredt opbud af forskning og klinisk baserede kendsgerninger, der frembyder tankevækkende, ja - imponerenede dokumentation anskuet enkeltvis - frembyder overbevisende dokumentation, når de vurderes samlet. ECT har forårsaget og kan forårsage permanent hjernepatologi."


    Templer, D.I., C. Ruff & G. Armstrong (1973)
    Cognitive functioning and degree in psychosis in schizophrenics given many electroconvulsive treatments. Arner. Journal of Psychiatry, 123, s. 441-443.

    Det konkluderes henkastet, at "ECT-patienternes dårligere testresultater tyder på, at ECT forårsager permanent hjerneskade."


    Warren, Carol A.B.(1988 )
    Electroconvulsive therapy the family and the self. Research i the Sociology of Health Care, 7., 283-300:

    Denne undersøgelse er den eneste, der beskæftiger sig med, hvordan ECT (negativt) påvirker familiedynamikken. Warren fandt, at ECT-overlevende "hyppigt" glemte selve deres ægtefæller og børns eksistens! F.eks. blev en kvinde, der havde glemt, at hun havde fem børn, rasende, da hun fandt ud af, at hendes mand havde løjet for hende og sagt, at hendes børn tilhørte en nabo. Ægtemænd brugte ofte deres koners amnesi som en chance til at rekonstruere deres ægteskabelige og familiemæssige historie — til mandens fordel. Warrens undersøgelse antyder klart, at dette er et stort og uudforsket område.


    Weinberger, D., Torry, E.F., Nephytides, A., Wyatt, R.J. (1979a)
    Lateral cerebral ventricular enlargement in chronic schizophrenia. Archives of General Psychiatry, 36, 735-739.

    Undersøgelse af CAT-scanninger, der viser forbindelsen mellem ECT og hjerne-atrofi [svind] og -abnormitet.


    Weinberger, D., E.F. Torry, A. Nephytides & R.J. Wyatt (1979b)
    Structural abnormalities in the cerebral cortex of chronic schizofrenic patients. Archives of General Psychiatry, 36, 935-939.

    Undersøgelse af CAT-scanninger, der viser forbindelsen mellem ECT og hjerne-atrofi og -abnormitet.


    Winter, Felicia McCarty (1988 )
    Brev til den amerikanske Levneds- og Lægemiddelstyrelse (FDA), 23. maj:

    "Foruden udslettelsen af hele blokke af præ-ECT-erindringer har jeg stadig betydelige vanskeligheder med hukommelsen indenfor mine studier. Hidtil har jeg af bitter nød måttet optage alt undervisningsmateriale, som jeg skulle huske, på bånd. Det har drejet sig om basal undervisningi regnskabsføring og tekstbehandlings-materiale. Jeg var nødt til at tage regnskabføring om i 1983. Nu er jeg igen nødt til at tage et halvt års grundkursus i edb-teksthehandling.

    For tiden finder jeg det ekstremt ydmygende og smertefuldt, når klassekammerater (omend uskyldigt) hentyder til mine anstrengelser for at forstå mit indlæringsstof på denne måde: "Du har luft mellem ørene!" Hvordan skal jeg bære mig ad med at forklare dem, at mine vanskeligheder skyldes ECT?"
    .


    Fortsættelsen følger...

  6. #6
    Registreringsdato
    Jun 2005
    Alder
    70
    Indlæg
    557

    Icon3 Artikler, breve, radio- og TV-udsendelser m. m.


    Artikler, breve, radio- og TV-udsendelser m. m.


    Galebevægelsens blad Amalie, 3, (1991): Temanummer om elektrochok med bl.a. flg. artikler: Peter R. Breggin MD, (1991): "En skamplet på mit liv"; Dendron News, (1991): "Gør op med deres løgne" og "ECT-kort fortalt"; Jensen, Karl B., (1991): "50 år med ECT" (se nedenfor).


    Galebevægelsens blad Amalie (november 1994): "Elektrochok" (tema-nummer) årgang 16, nr. 5 (?)


    Andersen, Simon & Pierre Collignon (2000): Elektrochok afgøres af postnummer. Jyllandsposten, (28. maj): Om stor og tilfældig ulighed i brugen af ECT på forskellige afdelinger.


    Andersen, Simon & Pierre Collignon (2000): Amtshospital har ignoreret hård kritik, Jyllandsposten, (29.maj).


    Andersen, Simon & Pierre Collignon (24. marts -7. april 2001): Sindssyg i Danmark. Jyllandsposten. Kritisk artikelserie om ECT hver dag i 14 dage:

    • Forsideartikel 1. dag: "Læger fejlinformerer om elektrochok": Danske psykiatere oplyser bevidst ikke om bivirkninger ved ECT. Første offentliggørelse af hvor mange ECT, der gives hvor. • "Sønderjyllands Amt har Danmarksrekord i brugen af elektrochok". • Case-stories om patienter, der mener side er blevet skadet af ECT. Dansk neurolog, neurovidenskabeligt laboratorium, Københavns Universitet, har fundet, at indlæringen elimineres på rotter efter ECT. • ECT under tvang er forbudt i Norge og Italien. • Per Bech, professor og leder af den psykiatriske forskningsafdeling i Frederiksborg Amt: "Det burde snart være muligt at overflødiggøre elektrochok. Behandlingen virker kun midlertidigt. Sygdommen vender stort set altid tilbage". • Flere lande har stort set afskaffet brugen af elektrochok, og Danmark bør også kunne lære at klare sig uden, mener en anerkendt dansk psykiater. • "De sagde, at A. skulle have fire behandlinger, så ville han blive rask og komme hjem. Siden har A. været hjemme og har kun kunnet drømme om at genoptage studierne."


    Peter R. Breggin MD, (1991): "En skamplet på mit liv", oversat i Amalie, nr. 3, s. 7:

    "Når jeg ser tilbage på min karriere som psykiater synes én skam utilgivelig, nemlig min involvering i elektrochokbehandling. Som ansat inden for psykiatrien ordinerede jeg elektrochok. Jeg superviserede en afdeling, hvor patienterne fik behandlingen og en tid administrerede jeg den personligt.

    Jeg var involveret i at forvolde skade på adskillige patienter - for manges vedkommende for resten af livet. En af mine psykiaterkolleger afviste at give behandlingen, og han blev uden videre afskediget fra træningsprogrammet og hans karriere ruineret. Da jeg afsluttede min uddannelse besluttede jeg aldrig mere at anvende behandlingen. Men snart opdagede jeg, at dette ikke var nok. Jeg måtte gøre noget mere ved det.

    I 1979 blev min bog 'Electroshock, its brain-disabling effects' (PDF 16,1 MB/red.) offentliggjort. For første gang forelå der stærk dokumentation for at bakke op omkring, hvad sund fornuft altid havde fortalt os - at elektrochok påfører hjernen skader. Som direktør for "Center for the Study of Psychiatry and Psychology" i Bethesda, Maryland, modtager jeg næsten hver uge telefonhenvendelser, får breve fra eller har personlige samtaler med patienter, der har lidt hjerneskade og vedvarende mental dysfunktion som følge af elektrochokbehandling. Beretningerne er typisk enslydende.

    For det første blev patienterne ikke fortalt sandheden om behandlingen, nemlig at den er kontroversiel og farlig, før han eller hun blev udsat for den. For det andet prøvede patienten at stoppe behandlingen i samme øjeblik han/hun blev klar over de ødelæggende resultater, men lægerne og personalet ignorerede de fortvivlede appeller om nåde. For det tredje fortsætter patienten - ofte i mange år - med at lide af hukommelsestab og indlæringsvanskeligheder. Det er typisk, at en periode på flere måneder omkring behandlingen næsten er fuldstændig slettet. Dertil kommer at patienten kan opleve massive hukommelsestab, som rækker år tilbage i tiden og ofte udsletter hele professionelle og faglige kvalifikationer. Og værst af alt sker det alt for ofte, at evnen til at koncentrere sig og indlære nye stofområder svækkes alvorligt. Resultatet er dyb fortvivlelse, ydmygelse og spildte menneskelige ressourcer.

    Så sent som i sidste uge så jeg en prægtig ung kvinde i min praksis, hvis evner til at lære aldrig er vendt tilbage til normal tilstand. År efter chokbehandlingerne lider hun under fortsat psykologisk nedbrydning som forværres af læger, der invaliderer hende ved at hævde, at behandlingerne er harmløse. Jeg beskriver flere sådanne tilfælde i min bog. De rapporter om skader, vi får fra patienter underbygges af dyreforsøg og rapporter om menneskeobduktioner, der viser hjerneskader samt af permanente skader på patienter, påvist gennem psykologiske tests, EEG og røntgenbilleder.

    Der findes ingen god dokumentation overhovedet for, at behandlingen rent faktisk hjælper folk. Den mest brugte påstand er, at chokbehandling redder liv, især ved at forhindre selvmord, men et tilbageblik i litteraturen viser det modsatte, - at der ikke findes noget bevis for, at chok forhindrer selvmord.

    Mange hospitaler og psykiatere bruger aldrig behandlingen hvilket gør påstanden om, at den er nødvendig som en sidste udvej, absurd. Hvis den er nødvendig, hvorfor klarer de mange hospitaler og læger sig så foruden? Men virker den? Ja, den virker nøjagtig som alle andre hjerneskadende behandlinger, herunder insulin-coma og lobotomi. Den virker ved at ødelægge hjernefunktionen og midlertidigt sætte patienten ude af stand til at tænke og føle på nogen som helst sammenhængende måde.

    I dette tidsforløb synes patienten måske ikke deprimeret, fordi han eller hun i denne tilstand enten er apatisk eller kunstigt euforisk. Men efterhånden som det værste af skaden begynder at aftage, vender den oprindelige mentale tilstand tilbage, nu kompliceret og forværret af hjerneskaden.

    Elektrochok har ingen plads i en humanistisk metode til at hjælpe mennesker. Den er for skadelig og der er bedre muligheder for anden human hjælp inden for rækkevidde, omfattende det brede opbud af foranstaltninger, som vi indbefatter i humanistisk psykologi. Mange psykiatere som jeg selv ser et bredt spektrum af patienter, herunder svært deprimerede, og vi griber aldrig til chokbehandling. Det er på tide at opgive denne antikverede, barbariske behandling."


    Cohn, Herluf (1998 ): Brev til Samvirkes chefredaktør, Paul Dines af 22. juli) vedrørende usand artikel om ECT offentliggjort i Samvirke nr. 7 (1998 ) med krav til redaktøren om efterfølgende dementi i bladet. Herluf Cohn var jurist og selv ECT-overlevende:

    "Artiklen Det elektroniske chok i juli i år (1998 ) var yderst utilfredsstillende, fordi den ukritisk tog psykiaterne Tom Bolwigs og Raben Rosenbergs positive opfattelser af elektrochokkets værdi for gode varer. Den stærke kritik, som en række amerikanere har givet udtryk for, bl.a. psykiateren Peter R. Breggin MD i bogen Toxic Psychiatry fra 1991, blev ikke omtalt. Breggin påviser, at elektrochok ødelægger hjerneceller og dermed påfører patienten uoprettelige hjerneskader. Og jo flere chok - jo flere skader. Ofte ved patienterne ikke, at de er skadede eller benægter dette. Men chokkene bevirker kroniske hukommelsestab, tab af koncentrationsevne og intelligens samt udfladning af patientens karakter, så han/hun bliver uinteressant for ægtefælle og venner.

    Depressioner er rædsomme for dem, der lider under dem, men det hjælper ikke yderligere at påføre dem hjerneskader. De fleste får tilbagefald og f.eks. den amerikanske forfatter Ernest Hemingway skød sig kort tid efter at han havde fået elektrochok. Jeg har såvel privat som offentligt verbalt angrebet Bolwig for hans umoralske og - overfor mig - kriminelle adfærd. Elektrochok bør forbydes som behandling, og psykiatere som benytter metoden, bør straffes med selv at få en serie elektrochok!".



    Dendron News, 20.-22.marts 1991: Electrochock - in brief ("Elektrochok - kort fortalt"), forkortet, oversat udgave i Amalie , 3, (1991), s. 10-11:

    "Psykiatere kalder det "Electro Convulsive (krampe) Therapy" (ECT) eller elektrostimulation". Men det er ikke terapi eller stimulation. Kald det, hvad det er: elektrochok!

    HVAD SKER DER? Personen er ofte udsat for pres, og er sjældent informeret om ellektrochoks virkelige faremomenter og tilbydes sjældent en bred vifte af alternativer.

    Personen ligger på et tykt polstret bord, gives narkose og et muskellammende middel. To elektroder sættes på hovedet. Psykiateren trykker på en knap. En spænding på 100 til 150 volt sender en elektrisk strøm på (typisk, red.) 0,8 ampere gennem hjernen i mellem et halvt til 6 sekunder. Dette fremkalder et grand mal krampeanfald, som varer mellem 30 og 60 sekunder (hvilket lejlighedsvis forårsager hjerteproblemer og endog dødsfald).

    RESULTATERNE? Hvor de første virkninger klinger af i løbet af få timer, fastslår elektrochok-overlevende og -forsker Leonard Roy Frank, "varer hukommelsestab, apati (sløvhed og 'følelsesmæssig afstumpethed'), indlæringsproblemer og tab af kreativitet, initiativ og energi i uger og måneder. I mange tilfælde er de til en vis grad blivende". (Frank, 1990, Electroshock: Death, Brain Damage, Memory Løss, and Brainwashing, Journal of Mind)

    MEN HVORFOR? 'Komiteen for Sandhed i Psykiatri', et netværk af over 500 ECT-overlevende, siger det på denne måde:

    "Hjerneskade får, når den stadig er 'frisk' folk til at føle sig veltilpas (derfor euforien umiddelbart efter ECT, red). Neurologer véd dette, men offentligheden er almindeligvis ikke klar over det". Leonard Frank forklarer: "Ligesom det er tilfældet ved alvorlig kvæstelse af hovedet, fremkalder ECT hukommelsestab, benægtelse, eufori, apati, store og uforudsigelige humørsvingninger, hjælpeløshed og underdanighed.

    Ofre for hukommelsestab er, når de har glemt deres problemer, tilbøjelige til at klage mindre. Benægtelse tjener et lignende formål: på grund af deres forlegenhed, har ECT-behandlede det med at undervurdere eller benægte uløste personlige problemer såvel som ECT-forårsagede intellektuelle tab. Med eufori synes personens depression at lette. Med apati synes personens sindsoprevne tilstand
    (hvis det er blevet opfattet som en del af det oprindelig problem) at mindskes. Afhængighed og underdanighed medvirker til at gøre, hvad der måske var en modvillig, fjendtlig person, mere samarbejdsvillig og venlig". Og efterhånden som enhver hjerneskadeforårsaget "følelsen af eufori" klinger af, er personen ladt tilbage med endnu værre trængsler".


    Dendron News, 20.-22 marts, 1991: Zap their Lies" ("Gør op med deres løgne"). Oversat i Amalie nr. 3/ marts, 1991,. s. 24-26:6 løgne og sandheder om ECT:

    "LØGN: "Med ny og forbedret ECT forekommer hukommelsesstab mindre hyppigt. Når det er muligt, giver vi mindre stød med en bedre type strøm, kaldet "kortvarige impulser". Vi bruger bedøvelse og muskelafslappende midler. Plus at vi ofte kun stimulerer den halvdel af hjernen, som er mindst involveret i hukommelse."

    SANDHED: Ny? Forbedret? Elektricitet og hjernen er stadig det samme. En tærskel skal stadig nås for at fremkalde krampeanfaldet. Bedøvelse og muskellammende midler mindsker nok risikoen for knoglebrud, men kan øge graden af hjerneafbrænding, fordi disse midler (som indebærer risici i sig selv) ofte hæver krampetærsklen, og dermed kræver større strøm. Når læger kun påfører den ene side af hjernen chok (unilateralt chok), vælger de den ikke-sproglige side. Hukommelsestests er sædvanligvis sproglige, så undertiden er det "kun" lettere, mindre alvorlige hukommelsestab, der viser sig. Men hukommelsesmateriale findes naturligvis over alt i hjernen.

    Bedre tests viser da også, at hjerneskader ofte er endog mere alvorlige i den ikke-sproglige side, skønt denne er mindre værdsat i vores teknologiske samfund. Uanset "forbedring", så er hukommelsestab og hjerneskade stadig almindeligt forekommende.

    LØGN: "I dag er det ikke længere som i Gøgereden. Nu bliver patienters rettigheder omhyggeligt beskyttet. Enhver skriver under på et langt informeret samtykke før ECT".

    SANDHED: Hvis nogen nægter, at skrive under på chokbehandling, tillader man i mange stater, at personen tvangsbehandles med chok, ved at man ganske simpelt indhenter underskrift fra en pårørende, en dommer eller simpelthen bare en anden psykiater.

    Tvangsbehandling med chok finder sted i USA og internationalt i dag. Selv når en person skriver under på chokbehandling, sker det ofte under tvang. Pression, løgne og trusler er rutine. Alle kendte fremgangsmåder ved informeret samtykke, som anvendes i dag, tilslører den store sandsynlighed for tab af langtidshukommelse og hjerneskade. Den chokbehandlede er statistisk set højst sandsynligt en yderst bedrøvet, sårbar ældre person, som er blevet medicineret og spærret inde på en psykiatrisk afdeling. Dobbelt så mange kvinder som mænd får ECT. Chok handler om social, mental, emotionel og politisk kontrol.

    LØGN: "Vi har forsøgt alle alternative behandlingsmetoder. Kun ECT er tilbage."

    SANDHED: Choklæger prøver som regel med medicin og traditionel samtaleterapi først. Talrige sunde, personlighedsstyrkende alternativer til chok virker for folk hver dag. Den psykiatriske profession - hvilende på kontrol og følelsesmæssig undertrykkelse - har stort set afvist at lære af disse succesrige støttegrupper af ligestillede, tilflugtssteder, støtteprogrammer for grundlæggende menneskelige behov, brugerstyrede fællesskaber og bo-centre, holistiske tiltag (som f.eks. meditation, massage, rådgivning, ernæring, øvelser) o.s.v.

    Det er derfor op til os alle at kræve disse mindre harmfulde alternativer gjort tilgængelige for enhver, som vælger dem.

    LØGN: "Kun én ud af 200 får alvorligt hukommelsestab efter chok".

    SANDHED: Denne statistik over chok fra det amerikanske psykiatriforbunds (APAs) 1990-ekspertudvalgs-rapport vedrørende ECT er én stor løgn! APA giver absolut ingen kildehenvisning til nogen som helst medicinsk undersøgelse, der giver belæg for disse tal. På den anden side har mange undersøgelser vist, at hukommelsestab er almindeligt. F.eks. citerer USA's , nationale sundhedsinstitut (NIH) en undersøgelse, som viser, at mere end 50% beretter om hukommelsesproblemer, selv 3 år efter chokbehandling.

    LØGN: "ECT virker, skønt vi ikke ved hvorfor. Det er en af de mest effektive psykiatriske teknikker til at løfte en depression. Den redder liv".

    SANDHED: Neurologer ved, at mange mennesker oplever en periode af opstemthed, forvirring og sløvhed efter en kvæstelse af hovedet. Chokinduceret kvæstelse af hjernen, og det deraf følgende traume får betegnelsen "helbredelse". I følge undersøgelser får 50% "tilbagefald" 6 måneder efter chokbehandling, hvilket understøtter den hjerneskadende tese, at hjerneskade er lig med behandling (neurologer véd, at hjerneskade medfører eufori og 4 uger er normalt den periode, det tager at komme sig efter et hjernetraumes eufori, red.)

    Dét er grunden til, at nogle læger nu giver månedlige "vedligeholdelseschok". APA anbefaler chok mod en lang række følelsesmæssige lidelsestilstande. Set i en større sammenhæng gør chok ikke noget ved folks reelle livsproblemer - som f.eks. fattigdom, undertrykkelse og ensomhed. Faktisk kan chok endog forværre problemer ved varigt at svække evnen til at tænke og huske. Chokbehandling er destruktiv. Der findes bedre måder at hjælpe folk på.

    LØGN: "Patienter, deres familie og lægelige eksperter billiger den måde, hvorpå vi administrerer chok-behandling"

    SANDHED: Hundreder af overlevende efter chokbehandling har bevidnet skadevirkningerne efter chokbehandling. Psykiatere, neurologer og andre læger har bekræftet disse klager. Men selv mange af det fåtal, som siger, at de har haft gavn af chokbehandling, er enige i disse tre menneskerettigheder:

    1) Fyldestgørende informeret samtykke.
    2) Tilbud om en bred vifte af alternativer
    3) Ingen tvangsbehandling med chok.

    Choklæger står næsten alene med deres modstand over for disse sunde og fornuftig krav. De burde holde op med at lyve over for offentligheden om chok og disse tre sund-fornuft-krav. Siden choklæger nægter at fortælle sandheden er det op til DIG at GENNEMHULLE DERES LØGNE."


    Hansen, Jan. erhvervskonsulent (1998 ). Elektrochok er den rene tortur. Berlingske Tidende (læserbrev). (31. maj). Om australsk ven, der havde fået ECT, som forårsagede brækkede ryghvirvler. Vennen, der derefter måtte gå konstant foroverbøjet, begik selvmord under et besøg i København.


    Hansen, Karlo (august 2001): Kritik af depressionskampagnen. Outsideren, nr. 32, s. 13-15 (PDF): Interview med formanden for LAP, Karl Bach:

    "[Elektrochok] er en akut behandlingsmetode, som på længere sigt gør mere skade end gavn. I Danmark har den etablerede psykiatri - i modsætning til udlandet - valgt at fokusere mere på netop elektrochok som behandlingsform. Her har Jyllands Posten igennem et flot og storstilet researcharbejde været med til at afsløre, hvordan den etablerede psykiatri direkte lyver om elektrochokbehandlingens skadelige virkninger. Ikke alene er det nu kommet frem at befolkningen og psykiatribrugerne bevidst fejlinformeres, men man har i samme udstrækning fejlinformeret sit eget personale.

    Personalet landet over har jo i mange år lært at få den opfattelse, at netop elektrochok er en af psykiatriens mest effektive og skånsomme behandlingsformer, som ikke har de bivirkninger, som medicinen jo er blevet kendt for. Nu har Jyllands Posten afsløret, at udenlandske læger i langt højere grad indrømmer problemerne med de varige hjerneskader. Her vil jeg som noget af det første gerne arbejde for, at tvangsbehandling med elektrochok helt forbydes. I stedet må man give den enkelte bruger en langt bedre og mere ærlig information om de forskellige behandlingsformer. Her skal den enkelte tilbydes et reelt valg, hvilket ikke sker i dag, fordi man ikke er åben nok om de bivirkninger, som er forbundet med hver enkelt behandlingsform.

    Dét med de nye hjerneceller, det er en klar fordrejning af kendsgerningerne. Men udtalelsen fylder godt i medierne, fordi den er meget interessant. Uafhængige hjerneforskere fremstiller det på en helt anden måde. I virkeligheden er der tale om, at hjernen, ved hjælp af en slags "hjælpeceller" forsøger at reparere sig selv efter beskadigelse forårsaget af elektrochok.

    Der findes enkelte såkaldte "forskere" herhjemme, som gang på gang formår at komme på avisernes forsider, med det resultat at alle direkte vildledes. Man skal derfor være godt rustet med reel information om, hvad det egentlig er, der foregår. F.eks. er udtalelsen om, at man med elektrochok kan danne nye signaloverførende hjerneceller en ekstrem påstand, der ikke har opbakning blandt de virkelige hjerneforskere uden for psykiatrien. Den "neutrale" del af hjerneforskerne - dem, jeg vil tillade mig at kalde for de "rigtige" forskere", de når frem til helt andre resultater".


    Helfgott, Gillian (1997): Shine. Film efter bogen Knuselsker dig Originaltitel Love you to bits and pieces af Gillian Helfgott, der har skrevet denne beretning om sin mand, David Helfgott, en australsk pianist, der fik elektrochok som ung. David Helfgott var indlagt i årevis efter elektrochokbehandlingen.

    I filmen fremstår han tydeligt medtaget (euforisk/psykotisk). Han har fået sine kunstneriske evner som pianist kompromitteret af elektrochok, hutlede sig igennem i mange år, men turnerer nu med koncerter trods sit handicap og især i kraft af megen støtte fra Gillian Helfgott samt venner og bekendte.


    Jensen, Karl Bach (1991): 50 år med elektrochok, Amalie nr. 3 (marts), s. 12-18:

    Redegørelse for elektrochoks historie med citater fra elektrochoks ophavsmand, Ugo Cerletti samt eks-patienter, og neurologen Karl Pribram ("Jeg ville meget hellere have foretaget en lille lobotomi end en række elektrokrampechok. Jeg ved, hvordan hjernen ser ud efter en serie chok - og det er ikke noget kønt syn.") og neurologen John Friedberg ("Det er på tide, at vi får en ende på chokbehandlingen. Hvad den end kaldes: elektrokrampeterapi (ECT), elektrochokterapi, elektrostimulation eller en anden eufemisme" (formidlende omskrivning, red.) "denne såkaldte behandling er bemærkelsesværdigt udbredt, demonstrerbart ineffektiv og tydeligt farlig. Den forårsager hjerneskade manifesteret i form af alvorligt og ofte permanent hukommelsestab, indlæringsvanskeligheder og rumlig og tidsmæssig desorientering").


    Karl Bach Jensen: "Da jeg i '89 gik på kursus hos en af Danmarks førende hjernefysiologer, kunne han i detaljer gøre rede for, hvordan elektrochok ved at forstyrre ionbalancen mellem cellernes indre og ydre miljø, nødvendigvis og uundgåeligt fører til celledød i de områder af hjernen, som ligger nærmest elektroderne. På tomandshånd kan man da også få enkelte danske psykiatere til at indrømme: selvfølgelig dræber elektrochok hjerneceller; spørgsmålet er blot hvor mange?"

    I den afsluttende udtalelse op til vedtagelsen af "Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien" anbefalede et flertal af udvalget (inkl. Landsforeningen Sinds repræsentant, Rigmor Berg) at "den særlige begrænsning hvorefter elektrostimulation kun må anvendes som led i en tvangsbehandling, såfremt der foreligger en livstruende tilstand - vital indikation - udgår" Siden tvangsloven trådte i kraft 1. oktober 1989, har det således været fuldt lovligt at tvangsbehandle psykiatriske patienter i Danmark med elektrochok.


    Kerte, Jens (1982). Et chok, der kan vare hele livet. Politiken. Om forfatteren Jan Bredsdorff, der er overbevist om, at han er blevet skadet af elektrochok (21. maj).


    Langgaard, Ellen, cand. pharm., Hjørring (1990): "Hvad 3 elektrochok kan udrette". Beretning om en person, der som 22-årig fik 3 elektrochokbehandlinger under tvang. Ellen Langgaard har været gymnasielærer i 30 år, skrevet en bog, holdt foredrag og haft en omfattende virksomhed som alternativ terapeut.


    Langgaard, Ellen, (1998 ): "45 spørgsmål vedrørende ECT" på baggrund af artikel om ECT i Samvirke, 7, 1998.


    Langgaard, Ellen (januar 2000): "Kommentarer til emnet Elektrochokbehandling (ECT): Skadeligt eller ikke skadeligt?": Kommentarer til radioudsendelsen "Venteværelset" på DRl, 10/1-2000:

    "Over 50 års forskninsgmateriale om ECT viser så modstridende resultater, at en kompetent og uvildig, kritisk vurdering af metode, kvalitet og troværdighed må være på sin plads. Man véd faktisk ikke, hvad der sker, når man sætter strøm til hjernen, men det er utopi at tro, det er omkostningsfrit. Disse patienter bør have speciel efterbehandling - men - professionel afvisning af de talrige og enslydende klager resulterer i, at denne gruppe ikke får den hjælp, de har brug for. Er ECT-behandling i virkeligheden psykosocialt mord?" (Langgaard, 2000).


    Meyerheim, Michael (1982): Dansk verdensrekord i omstridt behandling, Politiken, interview med Tom Bolwig og Jytte Willadsen. (16. maj).


    Mogensen, Jesper, neurolog, Neurovidenskabeligt Laboratorium KBHs Universitet (2001): "rotternes indlæringsevne umder [ECT-]behandlingen blev så godt som elimineret" (artiklen Mirakelkurens bagside d. 24.03.2001 i Jyllands-Posten).


    Pedersen, V.T. (1981): Min hjerne er som en dåse blandede bolsjer. Kronik i Flensborg Avis (10.sept. 1981):

    "Jeg kan ikke samle tankerne. Min hjerne er som en dåse blandede boljser. Man skal rode meget i den for at få netop dét, man ønsker." "Jeg har set "Gøgereden". Filmens budskab passer også præcist på de danske forhold. Når man først har været i psykiatriens vold er man, som de siger i filmen - en kogt grøntsag." "En undersøgelse foretaget af [en menneskerettighedsorganisation] af danske lægers synspunkter viser dog, at mange af lægerne betvivler metoden, de fleste er klar over, at der medfølger hjerneskade, og nogle mener endog at elektrochok bør forbydes ved lov" Patienterne, der har modtaget el-chok, fordømmer den makabre "behandling". Nogle udtalelser fra patienter lyder: "Jeg kan simpelthen ikke bære at se film med vold. Jeg tror, det er på grund af elektrochokkene. Jeg kan næsten intet mere, og det kniber også med at huske. Før kunne jeg huske som en øm." "Ide sidste mange år har jeg forsøgt at få min sag taget op. Jeg føler, at psykiaterne har ødelagt mit liv".


    Ritzau Bureau (1994): Stød giver varige skader, Politiken (11. oktober). Elektrikerforbundet får godkent arbejdsskader efter elektriske stød.


    Seidelin, Lars, (1993): TV2 udsendelse om ECT: To af tre patienter er imod behandlingen. Ikke dybtgående, selvom 2 ud af 3 patienter og flere fagfolk og pårørende (og den interviewende journalist) i udsendelsen erklærer sig som modstandere af behandlingen.


    Sloth, Hanne journalist, ECT-patient (1997): ECT-debat, læserbrev Politiken (7. juli): Beskriver "globale hukommelsestab, koncentrations- og indlæringsvanskeligheder efter ECT". "Verden venter ikke".


    Sloth, Hanne (1999): Hjernevriderens Hestekur, Læserindlæg i Sjællands Tidende. Kommentar til kronik af professor Tom Bolwig i Politiken 10. og 11. juli 1999 (om 'det hvide snits' påståede uskadelighed). Kritik af "systemets" generelle brutale behandling af patienter. Hanne Sloth bruger sig selv og et familiemedlems som eksempler.


    Sloth, Hanne (januar 2000): Medvirken i radioudsendelsen "Venteværelset" på PI om elektrochok (ECT).


    Winfrey, Oprah (1987): Talkshow om ECT på amerikansk TV med bl.a. Peter R. Breggin MD.


    Fortsættelsen følger...

  7. #7
    Registreringsdato
    Jun 2005
    Alder
    70
    Indlæg
    557

    Icon3 Peter R. Breggin M.D. (1979)


    Peter R. Breggin M.D. (1979)

    Electroshock -Its Brain-Disabling Effects, New York: Springer.

    (Oversat til fransk, tysk og italiensk og oversat til, men ikke udgivet på dansk/red.)

    Peter Robert Breggin, dr. med. er uddannet på Harvard College (hvor han også har undervist) og Case Western Reserve School of Medicine; han har været fuldtids konsulent for NIMH (National Institute of Mental Health), før han blev privatpraktiserende psykiater i Bethesda, Maryland, samt leder og stifter af Center for the Study of Psychiatry and Psychology, en non-profit forsknings- og uddannelsesinstitution, hvis formål er at undersøge psykiatriens indvirkning på den enkeltes velfærd og personlige og sociale frihed. Centrets bestyrelse består af psykiatere, psykologer, advokater, og kongresmedlemmer, som interesserer sig for reformer i psykiatrien.

    Peter Breggin er desuden professor i konfliktanalyse og konfliktløsning ved George Mason Universitetet, har skrevet flere bøger, der forholder sig kritisk til den etablerede psykiatri, har holdt foredrag og workshops i Europa og USA og han har medvirket til lovgivning til fordel for patienters rettigheder og psykiatriske reformer.

    I bogen 'Electroshock, its brain-disabling effects' (PDF 16,1 MB/red.) Breggin sammenfatter relevant forskning om ECT-fremkaldt hjerneskade, og den måde hvorpå denne forskning fejlciteres i standardpsykiatriske tekster, både i fagbøger specielt om chokbehandlinger og generelle psykiatriske lærebøger.

    Dette er første systematiske fremstilling og analyse af den medicinske litteratur, der drejer sig om alvorlig eller permanent hjerneskade forårsaget af elektrochokbehandling. Det er også første gang, principperne i den hjerneskadende behandling i psykiatrien bliver grundigt undersøgt. Det er den eneste medicinske fagbog, der udelukkende beskæftiger sig med en kritisk gennemgang af elektrochok.

    INDHOLD

    1. Hovedtemaer om elektrochokbehandling,
    2. Seks tilfælde med mental dysfunktion som følge af modificeret ECT,
    3. ECT-hjerneskade i dyreforsøg,
    4. Studier af menneskeobduktioner efter ECT,
    5. Hjernesvingninger og neurologiske undersøgelser efter ECT på mennesker,
    6. Kliniske og videnskabelige rapporter, der bekræfter permanenet mental dysfunktion efter ECT,
    7. Lyver patienterne?
    8. Mekanismen ved ECT-forårsagede hjerneskader
    9. ECTs effektivitet mod depression og selvmord,
    10. ECT som hjerneskadende behandling: I et historisk perspektiv,
    11. Angst og andre psykologiske reaktioner på ECT,
    12. Hjerneskadehypotesen,
    13. Konklusion:
      - Kriterier for informeret samtykke;
      - Hvorfor Samtykke til ECT sjældent er frivilligt;
      - Hvorfor ECT-patienter ikke har fået medhold i erstatningssager;
      - Hvad kunne erstatte ECT?


    UDDRAG:

    Den helbredende effekt er udelukkende "empirisk" dvs. uden nogen kendt videnskabelig eller teoretisk forklaring. Idet Lothar Kalinowsky (tysk psykiater i USA, indflydelsesrig arvtager og protektor for Berlin Biological Psychiatry/red.) opsummerede sin livslange erfaring som en verdensautoritet inden for og fortaler for ECT, mindes han en sætning fra sin 1946-bog, skrevet i samarbejde med dr. Paul H. Hoch: "I øjeblikket kan vi kun sige, at vi behandler empiriske sygdomme, hvis årsag er ukendt, med metoder, hvis virkemåde ligeledes er omgærdet af mystik".

    Det er på tide at hæve sløret af mysteriet. I løbet af de sidste 40 år har der ophobet sig en massiv mængde af dokumentation for, at ECT medfører hjerneskade og dysfunktion. Formålet med denne redegørelse er at samle og analysere denne dokumentation, at undersøge alternative forklaringer på "effektivitet" samt at demonstrere, hvad jeg kalder den hjerne- og personligheds-ødelæggende hypothese: at ECT og de andre hyppigst anvendte somatiske behandlinger opnår deres effekt netop ved at frembringe hjerneskade og mental dysfunktion (s. 1-2).

    Efter opvågning efter ECT lider patienten af akut organisk hjernesyndrom afhængigt af antallet og graden af behandlingerne, hvilket vil blive dokumenteret i de følgende afsnit. Det er karakteriseret ved:

    1. forvirring og desorientering i tid, sted og personer,
    2. forringet hukommelse, især for begivenheder, der ligger længere tilbage i tiden,
    3. omfattende forstyrrelser af alle intellektuelle funktioner som opfattelsesevne, indlæring og abstrakt tænkning;
    4. forringet dømmekraft og indsigt;
    5. forfladigelse af eller uhensigtsmæssige følelsesmæssige reaktioner, varierende fra eufori til apati. Patienten oplever ofte hovedpine, kvalme og fysisk udmattelse eller ubehag.



    Typisk føler patienten sig også "ude af kontakt" med virkeligheden og meget hjælpeløs og forskræmt. Kalinowsky, (1945) og andre har beskrevet en stadig mere voldsom "organisk-psykotisk reaktion", der sommetider opstår ved rutinemæssige serier af ECT. Den kan forekomme hos patienter, der ikke tidligere har været psykotiske og omfatter ekstrem forvirring, desorientering, voldsom følelsesmæssig ustabilitet, vrangforestillinger og livagtige hallucinationer. Patienterne kan også komme til at lide af inkontinens og blive ganske ude af stand til at klare daglige krav.

    Hvis ECT bliver givet mere intensivt i en skala på to eller mere pr. dag, forekommer der næsten rutinemæssigt totalt neurologisk sammenbrud. Ved brug af umodificeret ECT beskriver Rothchild et al. (1951), patienters reaktion på 28 ECT i en række på fire om dagen i syv dage:

    "Ved afslutningen af denne serie behandlinger viste praktisk talt alle patienter alvorlige forstyrrelser. De var fortumlede, uden kontakt med omverdenen og aldeles hjælpeløse. Alle fremviste blæreinkontinens, og afføringsinkontinens var ikke ualmindelig. Mange af dem blev inaktive og talte ikke af sig selv. Mange kunne ikke svare på spørgsmål, men nogle få patienter adlød simple ordrer.

    De forekom nedslåede og apatiske. Samtidig jamrede, klynkede de, og de fleste af dem råbte uden grund, samt nogle af dem var modvillige og pirrelige på en barnlig måde. Normalt kunne man få dem til at gå, hvis de blev ført og støttet, deres bevægelser var langsomme, usikre og klodsede. De fleste af dem kunne lide at blive pylret om.

    De forekom a t have mistet enhver lyst til at spise eller drikke og syntes ligeglade med, hvad de spiste. De skulle mades med ske, og de fleste af dem tabte mellem 3 til 12 pund (1½-6 kg/red.) i løbet af behandlingen. De kunne ikke selv klæde sig på, og ingen af dem, der blev testet i løbet af denne periode, var i stand til at tage en tændstik ud af en tændstikæske og tænde det."
    (s.l9)

    Denne form for ECT har oplevet en genopståen inden for de sidste 5 til 10 år. Ved brugen af modificeret ECT skriver Exner og Murillo (1973), at de i det væsentlige opnåede samme regression med en ECT-serie på to gange dagligt i syv dage om ugen "indtil tegn på regression viste sig". Dette vil kunne opnås med kun seks ECT, men kræver et gennemsnit på 26,3. Reaktionen "er karakteriseret ved total hjælpeløshed, forvirring, stumhed o.s.v. og ved neurologiske tegn på forandret hjerneaktivitet såsom en positiv Babinski-refleks, ataksi".

    Som litteraturen efterhånden dukker frem, fremgår det, at der ikke forekommer diskussion om, hvorvidt modificeret ECT producerer akut hjernesyndrom. Når man går ud fra, at rutinemæssig ECT virkelig forårsager voldsom akut organisk hjernesyndrom og lejlighedsvis totalt neurologisk forfald, og at intensiv ECT sædvanligvis producerer næsten totalt neurologisk sammenbrud, bliver spørgsmålene angående hjerneskade forårsaget af ECT indsnævret noget. I særlig grad vil spørgsmålene komme til at lyde:

    - Efterlader det akutte organiske hjernesyndrom eller den umiddelbare ødelæggende virkning fra ECT nogen vedvarende effekt?

    - Vil det forblive et kronisk eller permanent organisk hjernesyndrom, eller efterlader det mere begrænsede svækkelser som f. eks. permanent hukommelsestab af vigtige tidlige erfaringer?

    - Begrænses eftervirkningerne i virkeligheden af modifikationerne?

    Desuden kan der, hvis litteraturen om umodificeret ECT demonstrerer hjerneskader, være formodning om, at modificret ECT også medfører skade. Denne formodning bliver underbygget af data i denne bog, der angiver, at de hyppigst brugte nyere modifikationer ofte har øget den mængde elektriske strøm, der ledes gennem hjernen og er et tungtvejende bevis, at den elektriske strøm såvel som krampen medfører voldsom og permanent skade.

    I løbet af de sidste 20 år har jeg mødt, interviewet og studeret mange personers livshistorie, der lider af voldsom mental dysfunktion som følge af ECT. Det hyppigste tab er retrograd hukommelsestab (retrograd = tab af erindringer fra før skaden er indtruffet/red.), eller den manglende evne til at genkalde sig oplevelser og erfaringer, som personen kunne huske før ECT. Det refererer til tabet af en del af hukommelsesbanken. Hvad enten erindringerne er blevet slettet, eller søgningsmekanismen er blevet ødelagt, er den ikke længere tilgængelig.

    Det næsthyppigste handicap er en mere generel fremadskridende mental dysfunktion eller manglende evne til at lære, huske, genkalde sig nyt materiale eller aktuelle erfaringer eller erfaringer fra lige efter ECT. Hvis man bruger en computer-model ville det være forskellen på en computer, der har mistet kontakten med sit hidtidige input og en computer, der ikke længere kan behandle sit nye input effektivt.

    Fremadskridende dysfunktion er langt mere invaliderende for den enkelte. Den afspejler et fortsat, fremadskridende hjernehandicap.

    Inden for de sidste få år har jeg i min private praksis, og som leder af Center for the Study of Psychiatry and Psychology arbejdet tæt sammen med mange personer, der lider af alvorlige, permanente, mentale hjerneskader af begge slags som følge af ECT, og mange andre har skrevet til eller talt med mig. De seks tilfælde, jeg har valgt at referere, afspejler min gennemgående erfaring, at ECT normalt eller typisk medfører en vis grad af betydelig, mental dysfunktion, og ofte medfører alvorligt vedvarende skader.

    Alle patienterne modtog modificeret ECT fra midten af 1960'erne til først i 1970'erne og ingen af dem modtog regressive ECT. I to tilfælde fra det lange forløb, manglede der kliniske indikationer for ECT på trods af detaljerede journaler. Disse patienter havde modsat sig langvarig indlæggelse, og synes at være blevet givet ECT for at overvinde denne modstand.

    Begge blev diagnosticeret som "paranoide" især på baggrund af deres modstand mod ufrivillig behandling. Fire af fem journaler er meget detaljerede og beskriver voldsom forvirring, desorientering, stemningslabilitet og hukommelsestab under og efter behandlingsforløbet.

    Sygepleje-rapporterne, ergoterapi-rapporter og andre instanser beskriver patientens tiltagende desorientering, humørsvingninger, hjælpeløshed og afhængighed. Ergoterapi-notater beskriver patienterne som villige, men ude af stand til at udføre nogen form for aktivitet efterhånden som ECT-følgern hober sig op.

    Eftersom alle personerne gjorde intensive forsøg på at genvinde deres hukommelse ved at læse bøger, de kendte før, kigge på fotos, tale med venner og familie, læse gamle breve o.s.v., var meget af det, de huskede i virkeligheden genlært fra andre kilder. De kan ikke genlære deres indre oplevelser fra ydre kilder.

    Jeg er også stødt på brudstykker af erindringer fra ECT-behandlingen hos mange andre patienter bl. a. hos nogle, jeg gav ECT, da jeg var psykiatrisk reservelæge. Disse brudstykker af erindringer føjes til den mareridtsagtige angst, der for mange patienter er forbundet med behandlingen, og som ofte bliver til virkelige mareridt, der varer i årene efter behandlingen.

    Mange efter-ECT patienter klager over manglende evne til at huske nyt stof, lært efter behandlingen. Dette kaldes anterograd amnesi (tab af evne til at huske sig og fastholde erindringen om begivenheder, der indtræffer efter en skade/red.). Anterograd amnesi er en meget mere kompleks funktion end retrograd amnesi (tab af erindringer om begivenheder fra et tidsrum forud for et traume/red.). At erindre gammelt materiale involverer opbevaring og fremdragelse af tidligere indlærte informationer, men anterograd amnesi involverer indlæring samt hukommelse.

    Selve indlæringen kan deles op i mange komponenter, såsom perception og abstrakt tænkning. Anterograd amnesi (tab af evnen til at huske og fastholde erindringen om begivenheder, der indtræffer efter en skade/red.), som det sædvanligvis kaldes i litteraturen, omfatter faktisk de fleste eller alle funktioner, og en patient, som klager over manglende evne til at huske nyt materiale kan i virkeligheden lide af, hvad Stone (1947) oprindelig beskrev som "generel skade af kognitive funktioner som resultat af elektro-krampe-chok". Hvad angår anterograd (fremadrettet/red.) mental funktion oplevede alle personer [i undersøgelsen] betydelig intellektuel dysfunktion under restitutionsperioden efter ECT.

    Dette bekræfter blot tilstedeværelsen af det dokumenterede akutte organiske hjernesyndrom. Men i alle tilfælde varede den subjektive følelse af skadet funktion betydeligt længere end det er tilfældet ved alvorligste symptomer på organisk hjernesyndrom. Hver ECT-patient følte, at det tog adskillige uger eller måneder at begynde at fungere på et nogenlunde højt niveau igen og nogen mente, at de aldrig opnåede dette. Restitutionen blev ofte ledsaget af hovedpine og mareridt såvel som apati, sløvhed, og træthed.

    Fem år før ECT-behandlingen havde en patient fået en negativ neurologisk vurdering med bl.a. kranie-fotos og EEG, og en historisk og fysisk undersøgelse foretaget umiddelbart før ECT, var helt normal.

    Under og umiddelbart efter ECT udviklede patienten voldsom akut organisk hjernesyndom, mild eufori, og vedvarende retrograd amnesi.

    Da personen blev vurderet to til tre år efter ECT p.g.a. vedholdende klager over retrograd amnesi, blev der fundet objektive tegn på hjerneskade:

    - ved neurologisk undersøgelse: en snyde-refleks og en Hoffmans refleks (på dansk hyperreflexi: unormal stærk irritabilitet af kroppens reflekser/red.);

    - astereognose (tab/manglende evne til at genkende genstande ved berøring, uden brug af synet/red.) og klodsethed i venstre hånd;

    - ved CT-scanning konstateredes hjernesvind i højre tindingelap og ventrikelforstørrelser to til halvanden gang normal størrelse (ventrikler = hulrum i hjernens indre, der indeholder cerebrospinalvæske/red.);

    - ved EEG konstateredes: forandringer i tindingelappen i overensstemmelse med dem, der normalt bliver rapporteret som følge af ECT*);

    - psykologiske tests viste tab i forbindelse med abstrakt tænkning og højre hjernehalvdel viste tab indenfor non-verbal hukommelse og begreber.



    *) En forklaring af disse neurologiske fund vil falde udenfor rammerne af en fodnote. Af vigtighed for den ikke lægelige læser er dog det vedvarende billede af hjerneskade, som de præsenterer. Tindingelapperne udspiles som en vantes tommelfingre i begge sider af hjernen og ligger delvis under den region af kraniet, hvor elektroderne anbringes. Disse tindingelapper er afgørende for hukommelses funktionen, og skader på dem medfører ofte hukommelsessvigt. Atrofi indikerer formindskelse i størrelsen af et organ - i dette tilfælde formentlig ensbetydende med celledød eller - (hjerne)svind.



    En anerkendt professor i psykologi, der ledede undersøgelserne konkluderede at disse tab repræsenterede "rystende tab på det fænomenologiske niveau" på trods af vedvarende høj IQ. Han rapporterede, at denne subjektive oplevelse af tab af "mental livskvalitet" var en "hyppig beklagelse hos usædvanligt begavede personer, selvom de kun led af 'let' organisk svækkelse af intellektuelle funktioner". Patienternes historie og fysiske fund kunne ikke give nogen anden grund end ECT til disse organiske forandringer og mentale tab var indtruffet.

    De havde en følelse af at være "defekte" og var bevidste om omkostningerne - tabet af et rigt liv i fremtiden. Det var derfor svært at vurdere disse tab uden at støde på en hel del forståelig mental smerte. I langt højere grad end den retrograde amnesi (fremadrettet tab af erindringer om begivenheder indtruffet efter skade/red.), forsøgte personerne enten at ignorere eller se helt bort fra deres løbende mentale tab, og når de blev konfronteret med dem gennem nye mislykkede forsøg på at lære eller huske, følte de sig vrede, angste og ydmyget, som tidligere nævnt, benægtede endda to af dem omfattende tab af løbende mentale funktioner.

    Nogen vil sætte spørgsmålstegn ved pålideligheden af kliniske rapporter baseret på subjektive udtalelser fra patienterne. Ganske vist er der problemer forbundet med denne metode, men det er også givet, at kliniske observationer og personlige rapporter er de mest sensitive indikatorer for mental dysfunktion. Jeg har allerede nævnt, at hver af disse patienter blev valgt ud p.g.a. den overflod af informationer, der var tilgængelig, om netop deres kliniske forløb før, under og efter ECT.

    Alle kilder bekræftede de forandringer, patienterne rapporterede. Desuden gjorde jeg mig meget umage med, to gange at kontrollere deres rapporter i forhold til dem selv gennem gentagne og forskellige interviews, og ved at bruge specielle testspørgsmål for at se om nogen af dem var overivrige for at finde eller rapportere om nye tab.

    Jeg opdagede aldrig nogen tendens til at overdrive i nogen af de tilfælde, der indgår i denne undersøgelse. Tværtimod fandt jeg ofte en tendens til at benægte svækkelser, og vi er derfor tvunget til at tage dem alvorligt (se kap. 7).

    Jeg har set folk være eneboere i årevis efter elektrochok af angst for at træde ind i en social verden, i hvilken de ikke ville kunne genkende venner eller familiemedlemmer, og i hvilken de ikke ville være i stand til at finde vej til steder, de førhen ofte havde været, som f.eks. supermarkeder og venners hjem.

    Nogen vil måske påstå, at deres smerte stammer fra langvarige personlige problemer, og det er svært at udrede den pinefulde reaktion på hukommelsestab og hjernedysfunktion fra andre følelsesmæssige reaktioner, som rækker tilbage til perioder længe før chokbehandlingerne. Ikke desto mindre har disse reaktioner været så ensartede i kvalitet, og så hyppige i mine kliniske erfaringer og i den kliniske litteratur, at de bør tages alvorligt.

    "Efter chok var selv den simpleste beslutning, som at gå gennem en sump. Min egen reaktion så nedbrudt, at jeg ikke kunne være sikker på, om jeg virkelig ønskede at gøre noget bestemt, om det var godt eller skidt for mig, eller om det virkelig interesserede mig eller ej."

    Fire år efter hendes elektrochok, var hun stadig vred og skamfuld. Hun følte at hendes sind var blevet delvist ødelagt, og at hun aldrig ville blive i stand til at genvinde sine tidligere færdigheder eller intelligens. Hun følte sig isoleret og fremmedgjort i ukendte omgivelser. Hun mente, at hendes hukommelse og evnen til at lære nyt var blevet permanent skadet. Alle seks patienter i [min undersøgelse] viste direkte eller indirekte, stor skam og smerte over tabet af mentale funktioner. Denne skam kan, kombineret med det aktuelle hukommelsestab og den mentale dysfunktion være årsagen til, at ECT-patienter sjældent udtaler sig offentligt imod behandlingen.

    Der findes mange dyreforsøg, der viser, at ECT kan give alvorlige og ofte permanente hjerneskader, og mange menneskeobduktioner, der viser et lignendede mønster af destruktion. De mest almindelige fund er spredte skader i små blodårer med nedbrydning af blodårevæggene, petekkiale blødninger, forøgelse af gliavævet, neurondegeneration og neurondød.

    Disse forandringer er ofte spredt rundt i hele hjernen i små klynger, men de kraftigste og hyppigste udvikles i frontal- eller frontal tindingebarken. Dertil er der ofte rapporteret om større blødninger i individuelle tilfælde, ligesom områder med større ødelæggelser. Ødemer i hjernen er også ofte forekommende.

    Den mest betydningsfulde forskning inden for hjerneskadevirkninger af elektrochok blev foretaget af Hans Hartelius i 1952, publiceret i Acta Psychatrica at Neurologica Scandinavica Cerebral changes following electrically induced convulsions; an experimental study on cats. (PDF 126 sider). I den dobbeltblinde del af forsøget, var patologerne i stand til, med bemærkelsesværdig nøjagtighed, at skelne mellem de 8 katte, der havde fået elektrochok og de 8 katte i kontrolgruppen, der ikke havde fået elektrochok.

    Beviser på permanent hjerneskade som følge af ECT er fundet helt tilbage ved de allerførste elektrochok i den første engelsksproget oversættelse af en artikel af Bini (1938 ), manden der sammen med Cerlett opfandt ECT. I 1941 foretog Heilbrunn og Liebert biopsi på hjernerne af kaniner mellem 2 og 60 minutter efter indgift af forskellige midler til fremkaldelse af kramper.

    I overensstemmelse med den tidligere litteratur blev der fundet forandringer som følge af kramperne uanset oprindelse, men de alvorligste skader blev fundet som følge af ECT. Heilbrunn og Liebert understregede, at "den foreliggende litteratur om grundige studier af patologiske forandringer i hjernen som følge af elektrochokbehandling helt klart påviste muligheden for irreparable skader af hjernen" (irreparable = uoprettelige, som kan ikke repareres/behandles/red.)

    Det ville være let at dokumentere når der er sket en skade, men ECT er imidlertid så skadeligt for hjernen, at der stort set ikke forskes i virkningen af ECT på menneskehjerner. Der findes kun ganske få negative undersøgelser, og selv forskning ledet af ECT-tilhængerne er normalt tilbøjelig til at bekræfte ECTs ødelæggende effekt.

    B.J. Alpers, professor i neurologi ved Jeffersons Medicinske Universitet og neuropatolog ved Pensylvania Universitetshospital, var en af de første professionelle medicinere, der forsøgte at advare psykiatrien om, at den hjerneskadede sine patienter. Idet han gennemgik sine egne laboratorieundersøgelser såvel som andres, der er fremkommet i løbet af årene, kom Alpers (1946) til den erkendelse, at "hjerneskade forekommer selv i de tilfælde, hvor undersøgelserne synes at være negative". Han advarede mod risikoen for af føje "spot til skade" i den mentale patienters tilværelse ved at give dem elektrochok.

    Alpers angreb også den myte, at ECT-tilhængerne nemt kan afgøre, hvilke hjerneforandringer, der er "reversible". Hjerneblødning bliver i alle pro-chok-undersøgelser betegnet som en forbigående forandring. Men ingen kan med sikkerhed sige, hvor meget skade, der er tilbage efter at blødningen er helet. Det er derfor svært at forudsige helbredelse efter blodpropper hos mennesker, fordi mange blødninger efterlader en permanent skade. Skaderne er spredte og ofte pletvise. De er mest voldsomme i den forreste del af hjernen, og består af vaskulære (kredsløbs/red.) forandringer, pletvise blødninger, sygelig forøgelse af støttesubstansen i centralnervesystemet, celleødelæggelse og celledød. Dertil er større efterblødninger hyppigt forekommende.

    Allerede i 1940 skrev Page: "Efter 5-10 krampebehandlinger, blev rotterne ekstremt passive, inaktive og underdanige. Mange udviste voks-lignende bøjelighed" - Disse manifestationer ligner dem fra mere alvorlige ECT-reaktioner, som vi vil finde hos mennesker, og som demonstreres gentagne gange i litteraturen.

    Et af de mest interessante dyreforsøg blev udført af Masserman og Jaques (1947). De fandt, at den neurotiske adfærd virkelig forsvandt, overensstemmende med ECTs evne til at slette nylig indlæring og korttids-erindringer. De fandt også, hvad der lignede et organisk hjernesyndrom hos både de neurotiske og ikke-neurotiske dyr. "Mere end to årtiers dyreforsøg med elektrokrampebehandlinger ECT, understøtter den idé, at nyligt erhvervede informationer er udsat for ødelæggelse og permanent tab". Essman (1974) og andre, der har undersøgt emnet tror, at ødelæggelsen af proteinsyntesen udgør den egentlige forklaring på det reterograde (efter skade/red.) hukommelsestab i undersøgelser af såvel dyr som mennesker.

    I resumé foreligger der anseelig dyreforskning, der antyder hjerneskade, ødelæggelse af proteinsyntese samt permanent retrograd hukommelsestab, som en direkte følge af både kramper og elektrisk strøms passage gennem hjernen. Den elektriske strøm nævnes hyppigst som skadevolderen.

    På trods af gentagne påstande om det modsatte i standardlærebøger og -artikler, indeholder den psykiatriske litteratur mange omfattende afhandlinger og mange individuelle case-story-rapporter om hjernedød og hjerne-patologi som følge af ECT. Ud fra disse og mange andre undersøgelser kan der ikke være nogen tvivl om, at modificeret ECT, både unilateral (ensidig/red.) og bilateral (dobbeltsidig/red.) , dybtgående påvirker EEG i perioden umiddelbart efter behandlingen. De følgende undersøgelser bekræfter hjernebølge-forstyrrelser ved afslutningen af test-perioden, idet de peger på langvarig og formentlig permanent hjerneskade. Blot en enkel ECT-behandling frembringer et alvorligt generelt traume, og en hel serie kan ofte frembringe spredt, permanent hjerneskade. Det er derfor ikke overraskende at kunne opdage, at mange kliniske og nogle videnskabelige rapporter demonstrerer en mere generelt svækkelse af anterograd hukommelse (om begivenheder, der er sket efter den udløsende årsag - ECT) hvis funktion er mage til den, der blev fundet i fire af mine seks tilfælde. Som Stone (1947) observerede:

    "Ikke desto mindre vil selv den mest overfladiske psykometriske undersøgelse af patienter, som klager over hukommelsestab afdække en betydelig grad af svækkelse af evnen til at opfatte, hvad der bliver børt og læst, enkle talberegninger, opfattelse af relationer, valgsituationer samt i udførelsen af opgaver, der involverer abstraktion, klassiflcering og organisation af ord eller objekter efter en bestemt plan. Det vil derfor ikke alene være mere informativt men mere korrekt at tale om en generel svækkelse af de kognitive funktioner som resultat af elektrocbokbebandling". (s. 74).

    Der har i den psykiatriske litteratur ikke været uenighed om, hvorvidt umodificeret ECT medførte akut organisk hjernesyndrom karakteriseret ved forvirring, desorientering, hukommelsestab, følelsesmæssig labilitet og andre tegn på generel dysfunktion. En af de første kliniske undersøgelser offentliggjort af Lowenbach og Stainbrook i 1942, startede med observationen af, at "et generelt krampeanfald efterlader et menneske i en tilstand, hvor alt hvad, der kan kaldes personlighed, er udslettet".

    Stupor, forvirring samt en gennemgribende mental dysfunktion var af en sådan karakter efter kun ét ECT, at personen var ude af stand til at skrive sit eget navn, normalt 20 til 30 minutter efter behandlingen. Rapporten beskriver, hvordan patienten var tilbøjelig til at glemme alt, hvad vedkommende har lært for nylig og integreret i personligheden. Kvinder kom ud af ECT uden at kunne huske deres giftenavn, og kaldte dem selv ved deres pigenavn. Personer, hvis modersmål ikke var engelsk, begyndte at tale deres modersmål.

    Brengelman (1958 ) sammenlignede i en afhandling i bogform, graden af det akutte organiske hjernesyndrom efter forskellige modifikationer af den elektriske stimulus. Han beskrev, hvordan fortumlethed, psykomotorisk depression, vanskeligheder med koncentration og hukommelse, desorientering, forvirring, rådvildhed og agitation (agitation = adfærd urolig, ophidset, motorisk urolig, vandrer omkring, vrider hænder m.v./red.) udvikledes rutinemæssigt efter to til 10 behandlinger. ECT-virkningerne kan sammenlignes med dem, der følger efter lobotomi (lobotomi = "det hvide snit"/red.).

    Lignende observationer blev foretaget i den moderne psykokirurgiske æra af Andersen (1972), som opdagede, at 'amygdalotomi' (kirurgisk fjernelse af hjernens amygdala/red.) frembragte mere lydige og medgørlige personer, der ikke længere kunne fingere uden andres vejledning:

    "Typisk er patienten tilbøjelig til at blive mere inaktiv og vise mindre veloplagthed og følelsesintensitet. Hans spontane aktivitet synes reduceret, og han bliver dårligere til kreativ produktivitet, hvilket er uafhængigt af intelligensniveau. Med disse forandringer af initiativ og adfærdskontrol ligner vores patienter dem med frontale hjerneskader. Formodentlig vil han gøre størst fremskridt i velstrukturerede situationer af en ret ensformig og ukompliceret karakter."

    En tilsvarende mangel på beslutsomhed, initiativ og spontanitet bliver overordentlig tydelig i løbet af det akutte hjernesyndrom, som udvikles rutinemæssigt allerede efter tre til fire ECT. Dette fænomen kaldes normalt apati. At denne psykiske reaktion kan vare i måneder, blev demonstreret af den omfattende brug af ECT til at undertrykke eller berolige vanskelige, uregerlige eller "usamarbejdsvillige" psykiatriske patienter, i stort omfang på statshospitalerne i 1940erne og 1950-erne.

    Min (Breggins/red.) primære uenighed med Max Fink drejer sig ikke om hans data eller hypoteser, men om hans holdning til dem. Max Fink har anbefalet hjerneskade som behandling, og forsøgt at gøre den videnskabeligt acceptabel med indviklede diskussioner om de mulige "underliggende biokemiske mekanismer", mens han indrømmer, at disse biokemiske mekanismer er identiske med dem, der forekommer ved enhver form for alvorligt hjernetraume, herunder kraniebrud.

    Max Fink tager også fejl, idet han lægger vægt på 'benægtelsen' og 'euforien' som værende de hovedtræk, psykiaterne selv værdsætter hos deres patienter. ECT-tilhængere værdsætter de fleste af de svækkelser, som ECT medfører, bl.a. apatien, føjeligheden, påvirkeligheden og hjælpeløsheden, hvilke ellers ofte følger i kølvandet på hjerneskader, såvel som [patienternes] tilbøjelighed til at skjule deres symptomer og beklagelser. Næsten uden undtagelse bekræfter alle de undersøgelser, som Kalinowsky citerer som bevis for uskadeligheden ved ECT, i stedet dets farlighed.

    De test-procedurer, der ikke viste nogle varige skader, var så ufølsomme, at de ikke engang kunne opdage det akutte organiske hjernesyndrom, som Wilcox dokumenterede. Mine egne kliniske erfaringer, som jeg har rapporteret, efterlader ingen tvivl om, at modificeret ECT medfører et alvorligt akut hjernesyndrom identisk med det fra umodificeret ECT. Observationen er imidlertid af så stor betydning, at det er nødvendigt at dokumentere den. Intensiv modificeret ECT har den samme ødelæggende virkning som intensiv umodificeret ECT. Som vi vil se, antyder forskning, som Strain selv har deltaget i, at skader på hukommelsen på ingen måde er "forbigående".

    De fleste undersøgelser af den umiddelbare efter-ECT-periode fokuserer på den isolerede variable størrelse af hukommelsestab fremtor det gennemgribende organiske hjernesyndrom, som den kun er en del af. Ikke desto mindre er beviset på hukommelsesfejl som folge at unilateral (ensidig/red.) og bilateral (dobbeltsidig/red.) ECT i den umiddelbare efter-ECT-periode (24 til 48 timer) uomtvisteligt bekræfter, at modificeret og umodificeret ECT ikke afviger fra hyppigt at medføre markant hjernedysfunktion efter kun ét ECT, og uden undtagelse at gør det efter tre eller fire ECT.

    Således bliver de ødelæggende reaktioner på ECT ofte maskeret som "psykoser", der angiveligt er blevet afdækket eller "demaskeret" af ECT (Bennett, 1949), mens de i virkeligheden er kroniske, organiske hjernesyndromer, der afspejler alvorlig hjerneskade (s. 100) Dokumentation bekræfter den elektriske strøms skadevirkninger. Elektrisk stimulation uden krampeanfald kan medføre skade og dysfunktion hos mennesker, som det er fremgået at kliniske rapporter (Watkins et al., 1941; Jätte et al., 1960) og demonstreret i kontrollerede forsøg med chok lige under krampegrænsen (subconvulsive) i modificeret ECT.

    Elektrisk strøm uden krampeanfald har medført retrograd amnesi hos dyr, såvel som tydelige stofskifteforandringer i hjernekemien hos dyr. Voldsomme elektriske stød i hjernen hos mennesker og dyr kan medføre alvorlig skade af hjernen, uden at fremkalde krampe, og denne skade ligner ofte ECT-eftervirkninger. Metoderne for tilførsel at strøm kan også påvirke graden at skade. Ændring at strømmængden, der bliver givet eller svingningsfrekvensen, er i følge rapporter med til at give betydelige forandringer i graden at den efterfølgende mentale dysfunktion (s. 114)

    Adskillige undersøgelser har belyst mekanismen ved strømskade og har relateret den til patologiske fund efter ECT (s.115) Med hensyn fil forekomsten af reversibel eller irreversibel vaskulær (kredsløbs-/red.) skade som følge af chokterapi, må det formodes i overensstemmelse med resultaterne af vores eksperimenter, at strukturelt mindre blodårer kan blive mere skadet under krampeanfald, hvilket kan føre til yderligere hjerneskader, selv hvor de terapeutiske grænser for chokterapi ikke er overskredet. (s.ll7)

    Ikke alene er mængden at den elektriske energi, der anvendes i moderne kliniske undersøgelser mage til eller større end den, der blev anvendt i ældre kliniske undersøgelser, men mængden at elektrisk energi, anvendt i moderne tid, overskrider næsten altid den, der bruges ved dyreforsøg, som har demonstreret hjerneskade etter ECT (s. 121) De to mest citerede undersøgelser, der angiver effektiviteten at ECT, blev foretaget i USA og England. Forskere forsøgte, at etablere et dobbelt-blind-forsøg*), men indrømmede, at man ikke kunne skjule, hvilke patienter blev behandlet med ECT.



    *) I et dobbeltblindt forsøg må hverken patienter eller forskerne vide, hvem er i forsøgsgruppen og hvem er i kontrolgruppen. Denne forsøgsmetode er en måde at hindre, at forsøgspersonernes og forskeres personlig indstilling eller forventning til behandlingens virkning inden forsøget, får indflydelse på forsøgets resultat. Det er dog umuligt at gennemføre dobbeltblinde forsøg med virkningen af ECT på mennesker, fordi effekten af ECT er så udtalt, at både patienterne og forskere ville på forhånd bemærke, hvilke patienter blev behandlet med ECT, og hvilke var ikke. Det akutte organiske hjernesyndrom hos de ECT-behandlede, ville afsløre sig straks efter behandlingen.



    Hvad der imidlertid var bemærkelsesværdigt, var ikke manglerne ved undersøgelserne, men de data, der angav at den sikreste, mest betydningsfulde behandling indenfor psykiatrien, ikke er ECT men placebo (s. 126).

    Med andre ord har behandlingen ingen effekt på hverken depressionen eller selve den underliggende sygdom. Den egentlige sygdom eller selve depressionen er upåvirket, og kun "symptomerne" eller synlige tegn på sygdom er midlertidigt modereret, mens "i det lange løb" forbliver sygdommen uforandret. (s. 128 ) Den formentlig bedst kontrollerede undersøgelse af ECT i den moderne tid blev offentliggjort af Brill i 1959.

    Brills studie sammenlignede virkningen af 4 behandlinger: umoditiceret ECT, modificeret ECT, ECT med et beroligende middel og lattergas. Studiet omfattede også en "simuleret-ECT"-gruppe, hvis medlemmer kun blev gjort bevidstløse af beroligende midler og fik ikke anden behandling.

    Såvel utallige psykologiske tests, som psykiatriske vurderinger og klassificeringer, blev anvendt til at vurdere resultater af studiet, og disse var overraskende. Både tests og de kliniske vurderinger indikerede, at alle behandlingerne i "simuleret-ECT"-gruppen, inklusiv simuleret ECT medførte fremskridt, og alle var lige effektive, inklusiv simuleret ECT. Undersøgelsen modbeviste klart påstanden om ECTs effektivitet mod skizofreni og depression. (s.130).

    Kvaliteten at hjernens funktion påvirker direkte kvaliteten at de fleste menneskelige funktioner - tankevirksomhed, følelser, kreativitet og foretagsomhed. Når disse funktioner er svækket, er personen svækket. Når et hjerte eller en lever er skadet forbliver personen den samme, forudsat at organskaden ikke også har svækket hjernens funktion. Hjernens død repræsenterer personens død, og beskadigelse at hjernens højere funktioner betyder svækkelse at personen som individ. En mentalt skadet person er også en mindre fri person, idet vedkommende er mindre fri til at tænke og føle, og opleve, nyde og lære sit og andres liv at kende.

    Hvis personen [efter ECT] er let euforisk, virker personen måske lykkelig, eller hvis han/hun er apatisk vil nogle iagttagere måske vurderere personen som værende rolig og lettere at omgås, men i virkeligheden er personen forandret [af ECT] og ikke længere fri til at leve sit liv på godt og ondt, med hele sit sinds fulde ressourcer til rådighed (s. 190).

    Jeg har ønsket at lægge størst vægt på dokumentationen for, at ECT reelt fremkalder permanent hjerneskade og irreversibel mental dysfunktion, og at den kliniske effekt opnås ved at invalidere personen. Jeg vil direkte advare mod krav om "mere forskning" i virkningerne af ECT, hvis denne forskning indebærer at mennesker udsættes for elektrochok.

    Typisk reagerer psykiatrien på kritik af dens metoder ved at søge om flere penge til at forbedre og teste sine metoder. Der findes allerede så tilstrækkelig viden om ECTs skadelige virkninger, at det er uetisk at udsætte mennesker for det, også selvom det er på eksperimentel basis. Elektrochokbehandling skader ikke blot de patienter, der udsættes for den, den fordærver også psykiatrien som profession, så længe den billiger og forsvarer brugen af ECT.

    Over hele verden påføres tusinder af patienter alvorlig hjerneskade og irreversibel mental dysfunktion. Psykiatrien er en profession, der ofte beklager sig over sin manglende evne til at afværge sygdomme, men det er i psykiatriens magt, at forhindre tusindvis at tilfælde af hjerneskader. Det kan den gøre ved at afskaffe sin brug af elektrochok.


    Peter Robert Breggin, dr. med.
    'Electroshock, its brain-disabling effects' (PDF 16,1 MB)


    Fortsættelsen (Referencer til Peter R. Breggin M.D. 1979) følger...
    • Som kronisk syg gennem en menneskealder, opgivet af læger, genvandt jeg helbredet det seneste årti, alene takket være fremragende medicinsk forskning, lægerne ikke har tid til at læse, og lære af. På denne hjemmeside står jeg for formidling af viden/videnskab, jeg høstede og lærte af på min vej tilbage til livet.
    • Jeg er ikke en fan af alternativ medicin, jeg kun undtagelsesvis henviser til, men jeg er ikke fanatisk og kan skelne mellem fup og guld. Lægen Carsten Vagn-Hansen er afgjort guld, lige som hans beskedne hjemmeside. Om de fleste af hans bøger og pjecer kan man læse her.
    • Er du ramt af lavt stofskifte, som syg eller pårørende - besøg vores "stofskifte-butik" (ikke webshop) og vores anden hjemmeside, det norske Forum For Stoffskiftesykdommer der byder på hundredtusinder personlige beretninger, et utal af norske og danske stofskiftesyge har betroet hinanden gennem mange år. Bemærk dog, at vores norske forum har afviklet brugeraktiviteter, og ikke længere optager nye brugere.

Lignende emner

  1. 60 års Dokumentation for Elektrochokskader
    By Tante Ana in forum Sundhed og sygdom - løst og fast om....
    Svar: 0
    Nyeste indlæg: 29-11-16, 14:59

Tags for this Thread

Bookmarks

Regler for indlæg

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •  

Log ind

Log ind