Nye emner

Forleden har vi oprettet kategorien Kvindehad med tilhørende emner: Vold mod kvinder og Far-Forening.

Vold mod kvinder er den eneste af de nye underemner, der indeholder gamle indlæg, publiceret siden 2005.




På sigt vil vi oprette en kategori for giftig maskulinitet og om patriarkatets nyeste modedille: biologi og genetik.

Kort forklaret, kræver og håndhæver de moderne mand-hanner deres ret til at leve i overenstemmelse med deres instinkter, styret af deres kønsdele og deres hormoner: "det er sådan, min hjerne fungerer" forkynder flere prominente, danske medlemmer af mandekønnet.

Så snart synet af en kvinde (kvindekrop, that's it) rammer synsnerven bag øjet i hovedet på en mand-han, sker en automatisk, seksuel vurdering og selektion. Den stakkels mand-han, hvis hjerne fungerer "sådan" kan intet stille op, andet end at overgive sig i sine drifters vold, kvinderne har bare at at acceptere, imødekomme og underkaste sig, helst uden vrøvl. Ellers er de jo ikke "rigtige" kvinde. Dokumentationen af denne, tidens stinkende trend, er redaktionen bekendt, men Helvedet fryser til is, før vi linker til netop denne (og lignende) kilde. Vi nægter at bidrage til at sprede ordet om denne agenda.

Sidst men ikke mindst, kvindernes egen rolle i frembringelsen af nye generationer af kønsfikserede mand-hanner hører hjemme under samme paraply. I bogen En mandschauvinists bekendelser skriver Lars Einar Engström bl.a.:

"Min mor var om muligt endnu stoltere," skriver han med slet skjult henvisning til kvindernes rolle i magtfordelingen.

"Min mor var i bund og grund en renvasket mandschauvinist, og jeg blev det samme," beretter han om sin opvækst, hvor moren tømte sportstasken, når han kom hjem fra ishockey. Drenge lægger arm med deres far, fortæller han, mens piger laver pandekagedej med mor. Der læses eventyr om modige prinser, længselsfulde Snehvide og stakkels Askepot, og sådan går det slag i slag - i hjemmet, skolen og medierne - med at producere små kønnede individer.

"Mænd i lighed med kvinder er formet af mange hundrede slags undertrykkelse og fordomme, af forskellige normer og vaneforestillinger," forklarer han. "Jeg er opdraget og dresseret til at mene, at mænd er bedre end kvinder, at mænd bør bestemme." (Kilde)

Bag de fleste mandschauvinister står mandschauvinistiske mødre!

Det er sørme på høje tid at erkende og anerkende, at mange kvinder er mandschauvinister.


Disse kvindelige mandschauvinister føder piger, opdrager dem til "fars og mors søde prinsesser", dresseret til at blive små pige-hunner, der sikrer fremtidig bestand af kvindelige mandschauvinister.

Disse kvindelige mandschauvinister føder drenge, dresserer dem til små drenge-hanner, der bliver til voksne mand-hanner udstyret med medfødte rettigheder til at skalte og valte med alle kvinder, de møder på deres vej.

Alle kvinder der ikke er mandschauvinister er jo feminister, der skal ned med nakken. Koste hvad det koste vil, uanset hvem det går ud over, og uanset at det altid er børnene, der betaler den højeste pris, når deres fædre går efter struben på mødrene.




Oprettelsen af underemnet Far-Forening er ikke ment som en kategori, hvor vi ønsker at analysere, debattere eller gå i flæsket på fædres forening af lignende navn, andet end at skabe plads til reklame for (indtil videre) to vigtige hjemmesider:

  1. Susanne Stauns Mareridt-blog om voldsramte kvinder, deres børn og deres voldelige eksmænd
  2. Netværket Mor stiftet af voldsramte kvinder i Danmark, der af dansk lovgivning hindres i at kunne beskytte deres børn mod vold og overgreb, på grund af måden Forældreansvarsloven forvaltes på.


Derudover har vi tænkt os at anvende underemnet Far-Forening til formidling af små guldkorn om gode fædre, som f.eks. Den bedste gave en far kan give sine børn.... Der bliver også plads til eksempler på, hvad kendetegner dårlige fædre. Værdien af begrebet "god far" trænger i den grad, til en genopretning.