Atter en Kvindedag truer...


Det bliver min fireogtresindstyvende (64.) Kvindedag i morgen, den 8. marts 2017, jeg dog ikke husker fejret før jeg var fem år. Det var en torsdag. Hele huset duftede af rent vasketøj, de kridhvide gardisetter var skubbet til side og alle vinduer var åbne. Frisk luft overalt. Min søster var ikke født endnu.

At det var en særlig dag, opdagede jeg fordi jeg sov længe, selv om det kun var en hverdag. Fra køkkenet hørtes kaffe boblende i perkolatoren. Der duftede af marmorkage og kåldolmere. Jeg elskede kåldolmere. Mor holdt en fridag og allerede midt på dagen kom far hjem, med en æske chokoladegodbidder og to blomsterbuketter - til min mor, og til mig. Til mig!

Indtil denne dag har jeg tænkt på mig som menneske. Det var spændende at være menneske, husker jeg, jeg tænkte. Mon det bliver lige så spændende, også at være kvinde?

Far ønskede mor og mig tillykke med Kvindedagen. Min mor var ikke en kvinde af mange smil, men den dag smilede hun hele dagen, og drillede far med at han ikke var så huslig, efter at der skulle ryddes op efter frokosten. Han forklarede, at når alle dage var optaget af jobbet, var tiden til andet knap. Mor sagde, at siden også hun var udearbejdende, måtte far finde på en bedre søforklaring. Det studsede jeg meget over, husker jeg.

Dette har jeg, forresten, studset over mange gange i løbet af de 60 år, siden Kvindedagen i 1957.

Om aftenen skulle mor fejre Kvindedagen sammen med veninderne. For mig sluttede Kvindedagen med at far læste højt for mig. Jeg måtte gerne selv vælge bogen, og jeg måtte også gerne bestemme hvor mange kapitler far skulle læse op for mig. Det blev Doktor Dolittles eventyr, men siden jeg næsten omgående faldt i søvn, blev det ikke til så mange kapitler alligevel. Det har jeg ærgret mig over lige siden.

Alt dette kom jeg til at mindes, efter et blik på kalenderen i morges: i morgen vanker der atter en Kvindedag, og som hvert år, særlig de sidste 10-15 år, igen skal jeg lægge øre til voldsomme bølger af af kvindehad i medierne, kamufleret som udfald mod feminismen, gylpet op af idioter af begge køn, idioter, der aner ikke en hujende fis om den.




Indtil for nogle år nøjedes jeg med at holde min egen (kvinde)sti ren, og i den naive tro på, at andre kvinder gjorde det samme, skænkede jeg ikke det en tanke, at trods den ellers fine overflade med enkelte kvindeskikkelser som kagepynt, er respekten for kvinder i dag, langt ringere end jeg mindes den fra mine yngre dage. Radio-oplevelsen leveret af Radio24syv i efteråret for fire år siden, var derfor en ubehagelig øjenåbner.

Dagens emne var hvorfor hænger danske mænd stadig fast i konservative, borgerlige værdier, mens kvinderne er trådt ind i det 21. århundrede. Journalisten Torben Steno blev interviewet til programmet, hvor omdrejningspunktet var spørgsmål om, hvorfor stemmer flest kvinder "rødt" (venstrefløj) og hvorfor stemmer flest mænd "blåt" (højrefløj/borgerligt). Hurtigt drejede samtalen over på forbandelsen ved alle disse feminine værdier samfundet er gennemsyret med, og dette skulle angiveligt være en af hovedårsager til denne, mændenes reaktion mod "omsorgsforgiftning" af samfundet, som følge af "feminisering" af samme.

Steno lød stærkt irriteret på kvindekønnet og bl.a. forklarede han (frit efter hukommelsen), at kvindernes røde stemmer hænger sammen med følelser og omsorg, hvorimod det kun er mænd som bekymrer sig om hvor pengene (til denne omsorg) skal komme fra. På den ene side (ifølge Steno) stemmer kvinderne helst "rødt" for at tækkes den kvindelige trang til omsorg, men på den anden side - højst inkonsekvent - nævnte han, at tilbage i 1970-rne "slap kvinderne for omsorgsforpligtelser ved at lægge dem over på staten" og så gætter jeg at det han mente var, at grunden til at kvinderne stemmer "rødt" er - at skaffe politisk støtte til finansieringen af den omsorg, som de jo selv "slap for", og som efterfølgende blev overtaget af staten. Hvad der så er blevet af kvindernes - øh, følelser og omsorg, kvinderne, ifølge Steno, ellers er styret af, melder historien intet om. Opflammet af retfærdig harme, glemte Steno alt om det.

I tråd med Stenos udfald mod de "røde" kvinder, tre år tidligere skrev en deltager i kommentarsporet på det nu hedengangne Damefrokosten.com:

"Socialismen som opfundet af mænd, går efter højere retfærdighed. Det var et fejlskud, men det var måske ikke så let at se i starten. Socialismen i dag er befolket med kvinder, fordi det ikke er systemerne og retfærdigheden som trækker (husker alle de forskellige fraktioner af de mørkerøde som havde hver deres benhårde fortolkning af retfærdigheden? Det krævede systematik og mandlig nørdtendenser at begå sig rigtigt på venstrefløjen i 70erne). Næee, det er den umiddelbare gaveregn, de mange skønne forbud og den positive særbehandling af kvinder og børn, som trækker.

At socialismen er kvindeland i vore dage skyldes ikke at retfærdigheden er fluffy, men at den ikke vælges systematisk/idealistisk, men praktisk som tyveri og bekæmpelse af manden. Den oprindelige socialisme var som alle andre idealismer en mandeting. At give kvinder stemmeret var altså et indgreb i mænds ejendomsret. Selv gider jeg ikke diskutere så meget mere, vil hellere underground og hjælpe lortet til at ramle.

Mænd er dem der har skabt og skaber civilisationer samt alt hvad der hører dertil fra forsvar, filosofi til videnskab. Kvinder har taget turen med som bagage, udviklingsmæssigt set. Vi skal stadig bruge børn og derfor kvinder til at passe dem samt til andet forefaldende arbejde. At lade kvinder deltage i ansvaret for samfundets funktioner har vist sig at være en katastrofe for hele den vestlige verden. Dette er helt på linie med at tidligere store civilisationer er brudt sammen på grund af velfærd. Så har jeg ikke sagt for meget.

I øvrigt stor hæder til Ole Birk Olesen for hans artikel, han er den første i Danmark som har taget det skridt offentligt. Vi andre glæder os til at kunne støde til når vores jobsituation tillader det."

Mere og mere lyder det som at den neoliberalistiske drejning i verden er en reaktion mod kvindekønnets - hvad? Nok en gang lader det til, at det er kvindernes skyld alt sammen, hvad det end er.


Jeg opgav Steno og lod tankerne flyve tilbage til en anden dag, Det Herrens År 2013, da jeg læste artiklen om California Republican Party's forsamling et par weekender forinden, og om den, senere verdenss berømte badge "Hillary Special" (kan ses her). Disse republikanske offensive og sexistiske badges angriber Hillary Clintons kandidatur til præsidentposten med sloganet "KFC Hillary Special: 2 Fat Thighs, 2 Small Breasts Â… Left Wing" ("Kentucky Fried Chicken Hillary Special: 2 Fede Lår, 2 Små Bryster ... Venstre Vinge" ("venstrefløj"). Dette slogan blev temmelig populært blandt de glade republikanere, og badgen blev hurtigt udsolgt. At samme badge blev også distribueret til fordel for Trump-kampagnen i 2016, kommer ikke bag på mig.


Jeg lod tankerne flyve videre til erindringen om de amerikanske republikaners deltagelse i den evindelige debat om abort, der blusser op med mellemrum i alle miljøer, hvor mænd er "borgerlig-blå", også i Danmark, som det fremgår af tidssvarende eksempel. Lige som i USA, lader det til, at kvinderne generelt helst stemmer på demokrater end på republikaner. Og hvem kan fortænke dem det, når man hører republikanske toppolitikere ytre sådanne meninger som at at kvinder ikke kan blive gravide efter en voldtægt, eller at graviditet efter en voldtægt er 'en gave fra Gud', mens en kandidat til vicepræsidentposten forkyndte, at abort efter en voldtægt er 'morderisk kriminalitet'. I fucking rest my case.


Jeg lod tankerne svæve videre til den dag for nogle år siden, da jeg læste et interview med en daværende "særlig rådgiver" for daværende socialminister Eva Kjer Hansen og medforfatteren på daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale, hvor denne "særlige rådgiver" lod sig citere for følgende holdning til kvindekønnet: "Jeg synes det er forkert, at kvinder kan bestemme over deres egen krop. Kvinder skal ikke kunne bestemme, hvem de går i seng med, og de skal ikke kunne kræve noget af deres sexpartner." Lidt senere efterfulgt af den særlige rådgiverens åndsfælle, vores nuværende transportminister, der har anklaget kvinder for at "grundlæggende at være uden moral og ære", for "at være ude af stand til at opbygge og opretholde en levedygtig menneskelig civilisation", for at "være i deres følelsers vold og uden tilstrækkelig kontakt med deres forstand", for at "være ude af stand til at bestyre magt med moderation", for at "være tryghedsnarkomaner, der dog alligevel føler ret til at beklage sig over og kræve andel i de fordele, som mænd høster". I rest my case...


Jeg lod tankerne flyve videre til dengang, jeg for første gang i mit liv blev klar over Missing women of Asia. I mange dele af Asien (og i Mellemøsten og i Nordafrika), kvinder og pigebørn så undervurderet, forsømt, misbrugt, og så ofte dræbt, at kønsfordelingen er nu skævvreden mod hurtigt stigende flertal af mænd. I de seneste årtier har frasorteringen af pigefostre ved provokerede aborter blot forværret problemet. (Kilde).

At der helt åbenlyst foregår en udryddelse af kvinder i verden blev jeg først klar over efter at have læst om filmen Matrubhoomi: A Nation Without Women - "Et land uden kvinder". En fransk-indisk film fra 2003:

"I början av filmen föder en kvinna i en indisk by ett barn. Eftersom det är en flicka, dränker fadern det. Många år efteråt ser vi resultatet. I en by försöker förgäves fadern Ramacharan gifta bort sina fem söner. Men det tycks inte finnas några kvinnor, hela byn består bara av män. En dag hittas en ung flicka, och hennes far gifter bort henne mot en hög summa pengar. Flickan Khalki tvingas gifta sig med alla fem männen." Kilde: Svensk Wikipedia.

Det var i 2006 til 2008 at dette emne var hot i Danmark: Færre indiske piger overlever, Indien slår sine piger ihjel, De uønskede piger, Middelklassen vælger pigerne fra, Kampen for en plads i samfundet, Overtal af drenge i Asien skaber problemer.

Eksemplerne stammer fra en enkelt avis, men emnet var lige så hot i alle andre medier. Nu er det glemt - på trods af, at pigedrab og pigefoster-fordrivelse har bredt sig også til resten af Asien, Kina, Mellemøsten og Nordafrika. I dag anslår UN at alene antallet af fordrevne pigefostre i Indien er indtil dato 50 millioner. Al Jazeera skrev: 60 millioner og der er ikke det mindste tegn på, at denne praksis falder, hverken i Indien eller i andre lande hvor drab af pigefostre praktiseres. Tværtimod. I 2011 skrev Jonathan V. Last i The Wall Street Journal i artiklen The War Against Girls, at siden sidst i 1970-erne 163 millioner pigefostre blev aborteret som følge af forældrenes ønsker om at have sønner.

Det er hvad man ved. Men hvad med det man ikke ved, fordi disse aborter befinder sig udenfor registre og statistikker? Og hvad med antallet af deciderede drab på nyfødte piger og småpiger? Kun et forsvindende lille tal kan spores tilbage via de respektive landenes retsvæsen, hvor pigedrab er officielt forbudt, men uofficielt er det ikke retsforfulgt og fortsat stigende, hvilket klart og tydeligt fremgår af alle søgninger på female infanticide og sex-selective abortion.

I Indien ærer man en kvinde bedst ved at sige til hende: "may you be the mother of a hundred sons". I virkelighedens verden vil denne praksis føre til mangel på kvinder, som derefter fører til menneskehandel, salg af brude, vold mod kvinder og seksuelle overgreb. Den allerede stigende bølge af voldtægter i Indien taler sit eget tydelige sprog. Spørgsmål er blot, hvornår denne voldtægt-reaktion på "kvindemangel" spreder sig også til andre lande, hvor frasorteringen af pigefostre allerede er sædvanen.

Jeg må hellere lade tankerne flyve videre... men hvor?

Når man først træder på denne sti mod viden ingen bryder sig om, og alle ellers helst vil glemme, kan det være svært at ændre retningen fra så meget horror og mod noget lysere. Således også denne gang - lykkedes det mig ikke fordi pludselig huskede jeg en artikel i Jyllands Posten tilbage i 2005 med overskriften "Verden mangler 200 millioner kvinder". Jamen, hvad med de 163 millioner aborterede pigefostre som The Wall Street Journal skrev i 2011? Så må de 200 millioner i virkeligheden være mange flere, og af alle årsager utidige kvindedødsfald i verden.

Jyllands-Posten: Verden mangler 200 millioner kvinder. Ifølge FN er der 200 millioner færre kvinder i Verden end der burde være. "Tallet for kvinder der dør på grund af kønsrelateret vold og diskriminering er større end det samlede tabstal i alle krige i det tyvende århundrede til sammen," siger chefen for Geneve-centeret for demokratisk kontrol med væbnede styrker, Theodor Winkler til AP.

Tallene fremgår af en ny rapport, der indsamler data om vold mod kvinder i hverdagen, i krig og i perioden efter krig. "Underskuddet på 200 millioner kvinder skyldes ganske enkelt, at de er blevet slået ihjel. Det er helt simpelt og drabene skyldes kønsrelaterede årsager," hævder Winkler ifølge Nettavisen. Ifølge rapporten skyldes 80 millioner af de 200 millioner manglende kvinder abort af pigefostre i samfund, der sætter værdien af drenge og mænd højere. Blandt de andre årsager til de manglende kvinder er begrænset adgang til medicin og mad for unge piger, æresdrab, medgiftsdrab, vold i hjemmet og dødsfald i forbindelse med krige.

2 til 3 millioner kvinder årligt mister livet på grund af, at de er kvinder. Til sammenligning dør 2,8 millioner mennesker hvert år på grund af aids. 190 millioner mennesker døde som følge af krige i forrige århundrede. Ifølge rapporten anslår WHO, at 1 ud af 5 kvinder i Verden vil blive udsat for voldtægt eller forsøg på samme i løbet af livet. Geneve-centeret blev etableret i år 2000 for at støtte den demokratiske kontrol med væbnede styrker Verden over.

"Slaughtering Eve" er den fristende for kvindehadere titel på den omtalte rapport, alle kan læse ved at følge linket til Women in an Insecure World. Violence against Women. Facts, Figures and Analysis. Slaughtering Eve. The Hidden Gendercide. udgivet i Geneva, September 2005, af The Geneva Centre for the Democratic Control of Armed Forces.


To be continued...