Citer Oprindeligt indsendt af Admin
Hej Alle.... hmm... interesserede

Jeg har bemærket, at der slet ikke er gang i dette emne selv om vi alle, hvadenten selv eller i omgagskredsen kender til personer - har været i kontakt med voksenmobning på den ene eller den anden måde.

Derfor har jeg lagt en pjece om mobning her i håb om, at den kan være med til at fremkalde lysten til at tale om dette pinefulde emne, så mange af os enten har tæt på livet eller selv er/var/bliver et offer for.

Pjecen "Den mobbefri zone" er udviklet i Branchearbejdsmiljørådet Social & Sundhed i forbindelse med projekt "Stop mobning" og udgivet i maj 2004. Denne pjece ligger allerede tilgængelig i sin fulde ordlyd som pdf-fil på adskillige fagpolitiske oranisationers hjemmesider.

Men som alt andet, kan også denne vejleding forekomme tørt og komprimeret samt svær at komme igennem. Særligt når vores personlige interesse i emnet muligvis er begrænset af netop den enkeltes individuelle oplevelser og/eller iagttagelser.

Derfor kan du selvfølgelig også starte DIN EGEN tråd hvis du kender til eller selv har oplevet mobning og ønsker at læsse af her. Man har fundet ud af, at hvad angår eftervirkningerne af mobning - kan man direkte sidestille mobning med regulær voldtægt, hvor de ulykkelige efterdønninger med mellemrum vender tilbage, selv mange år efter og ødelægger tilværelsen for offeret, om det er så et offer for mobning eller voldtægt.

Hvor alvorligt og hvor umenneskeligt mobning er, kan man slutte bl.a. - at i USA er man ved at indse, at sf.eks. skolevold, ikke mindst som massakre på Colombine - var en hævn for mobning eleverne imellem.

Håber mange vil vise interesse, da problemet er meget større end statistikerne viser. Et slag på tasken er, at for hvert kendt mobbeoffer går der mange, der er isolerede med det problem og kæmper med det helt alene.

Med venlig hilsen
Forums Admin
Indhold:

* Mobning - et reelt problem
* Arbejdstilsynets definition på mobning
* Rovmobning og konfliktmobning
* Mobning og helbredet
* Når mobning trappes op
* Mobber, offer og tilskuer...
* Hvem mobber?
* Hvem bliver skydeskive for mobning?
* Hvem er passiv tilskuer - og hvorfor ?
* Sådan kan du bryde de onde cirkler
* Prøv BAR SoSu`s Styrkespil
* Sådan skabes Den mobbefri zone
* Hvad kendetegner Den mobbefri zone?
* Huskeregler om Den mobbefri zone
* Den konfliktfrie organisation findes ikke
* Gode råd om mobning
* Ti gode råd - hvis du oplever mobning
* Ti gode råd til lederen
* Ti gode råd til kollegagruppen
* Ekstern hjælp/links


Mobning på arbejdspladserne
Mobning er ikke blot et problem blandt børn og unge. På mange arbejdspladser sker der mobning i et omfang, som gør det til et reelt personligt og arbejdsmiljøproblem. Hvor mange der mobbes vides ikke med sikkerhed, men foreløbige undersøgelser siger 1-4%. (Selv tror jeg, at det er mere).

Arbejdstilsynets definition på mobning
"Der er tale om mobning, når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid- eller gentagende gange på grov vis - udsætter en eller flere andre personer for krænkende handlinger, som vedkommende opfatter som sårende eller nedværdigende.

De krænkende handlinger bliver dog først til mobning, når de personer, som de rettes imod, ikke er i stand til at forsvare sig effektivt imod dem.

Drillerier, der af begge parter opfattes som godsindede eller enkeltstående konflikter, er ikke mobning".

Fra Arbejdstilsynets vejledning D.4.2 (2002): Mobning og seksuel chikane

Rovmobning og konfliktmobning
Arbejdstilsynet skelner mellem to former for mobning: rovmobning og konfliktmobning.

Rovmobning opstår tilsyneladende uden grund. Der er ikke nogen bestemt uoverensstemmelse, der har sat mobningen i gang. Måske tilhører ofrene for chikanen en bestemt minoritetsgruppe på arbejdspladsen. Måske har de en særlig udsat position på arbejdspladsen og udpeges derfor som syndebukke.

Konfliktmobning er resultat af en uløst konflikt på arbejdspladsen. Der er ubalance i denne form for konflikt. Konfliktmobning kan f.eks. opstå på baggrund af den måde arbejdet fordeles på eller af forandringer som truer ens fremtid på arbejdspladsen.

Mobning og helbredet
Reaktionerne på mobning kan være forskellige fra person til person. Typisk vil der vise sig følgende mønster:

Akutte reaktioner:
- Psykiske reaktioner: nervøs, usikker, urolig, irritabel og aggressiv.
- Fysiske reaktioner: hovedpine, kvalme og muskelsmerter.

Reaktioner efter langvarig mobning:
- Psykiske reaktioner: stresssymptomer, depression, angst, hukommelses- og koncentrationsproblemer.
- Fysiske reaktioner: allergiske reaktioner, muskelsmerter, mave-tarm problemer, smerter i brystet og hjertebanken.
- Adfærdsmæssige reaktioner: pasivitet, rastløshed, søvnløshed. Forringet arbejdsevne, trangen til at isolere sig fra kolleger og ønsket om at forlade arbejdspladsen.

Eftervirkninger
Nogle mobbeofre udvikler symptomer på posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). Det kendetegnes bl.a. ved:
- Øget vagtberedskab, flash back til situationen.
- Ofret vil undgå alt der minder om arbejdspladsen, eller at komme i nærheden af arbejdspladsen.
- Man kan miste hukommelsen, mister tidligere interesser, overreagerer på støj m.v.
- Det er nødvendigt med terapeutisk hjælp når situationen bliver alvorlig.

Når mobning trappes op
1. Mobning kan starte på grund af en afgørende begivenhed på arbejdspladsen. Det kan f.eks. være en omorganisering eller nye og mere krævende arbejdsopgaver. For lidt information eller utilstrækkelig indflydelse på processen kan medføre nye konflikter mellem forskellige parter på arbejdspladsen.

2. Konflikterne kan udvikle sig til en "mobbeproces". En mobbers strategi kan f.eks. være at stille offeret i et dårligt lys hos ledelsen eller kollegerne.

3. På den måde ændres styrkeforholdet til mobberens fordel. Mobningen kan blive aggressiv og offeret - der nu også føler sig som offer - oplever ikke at slå til socialt og arbejdsmæssigt. Offeret kan reagere med at isolere sig og måske at få sygedage.

4. I værste fald kan mobningen føre til, at offeret bliver stødt ud fra fælleskabet. Et dårligt helbred og sygedage kan ende med en opsigelse eller fyring. Forløbet kan betyde, at det bliver vanskeligt at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Mobber, offer og tilskuer...
Tre grundliggende roller....

Der bliver mobbet på alle slags arbejdspladser; både på de arbejdspladser, hvor der er for få faglige udfordringer, og de steder hvor der er for meget at lave. Stramme tidsplaner, uoverensstemmelser mellem arbejdets mål og kvalitet kan i perioder skabe frustrationer og stress. Stress kan i værste fald medføre aggressioner og igangsætte en ond spiral.

I forhold til mobning er der tre grundliggende roller: mobber, offer og passiv tilskuer. Man kan opdage sin egen rolle i situationerne på arbejdspladsen gennem at se om man kan genkende sig selv eller nogle af sine kolleger i de tre roller:

Fører du an på arbejdspladsen med en "rå men kærlig tone?".
Opdager du, at din "kammeratlige tone" og "sjove" practical jokes tit bliver misforstået. Viser kollegaerne tegn på, at de ikke synes dine kommentarer er sjove? Så har du glemt at stikke fingeren i jorden, at vise indlevelse. Sig tingene på en ny måde, så du og dine kolleger ikke ender i samme situation igen. Vis mod - ved at tage en snak med kollegaerne, om hvad de oplever der sker.

Føler du dig selv som et offer?
Er du blevet skydeskive for andres frustrationer? Sig fra! Find en kollega der virker åben, og har mod til at støtte dig. Søg hjælp hos din leder eller tillidsmand. Find en ven der vil lytte til dig.

Er du passiv, er du MEDMOBBER
et kan være, du synes, at du ikke vil blande dig, når du ser nogen mobbe en kollega. måske er I flere, der snakker om det uden at gøre noget ved det. Den mobbede ved ikke, hvad I snakker om. Vedkommende tror måske, det er om ham eller hende. Det medvirker til oplevelsen af "at blive holdt udenfor". Som vidne til mobning er du allerede selv en del af konflikten. Henvend dig til den, der er mobbet - fortæl hvad du har set og tilbyd din hjælp og støtte.

Hvem mobber?
- Kollegaer kan mobbe andre kollegaer. Medarbejdere kan mobbe chefen. Eller det kan være chefen, der mobber medarbejderen.

- Det kan også ske, at brugere af service, deres pårørende eller kunder lader deres afmagt og utilfredshed gå ud over de ansatt i form af mobning.

- Nogle gange er mobberen præget af mindreværdsfølelse eller psykopatiske træk. Dog er det langt fra altid tilfældet.

- Mobberen behøver ikke at have bevidst "onde" hensigter. Men mobning er en måde at markere sig på, en måde at vinde en magtkamp eller konflikt på.

Hvem bliver skydeskive for mobning?
- I nogle tilfælde kan offeret repræsentere en bestemt gruppe mennesker hvor f.eks. køn, seksuel adfærd eller etnisk baggrund, afviger fra flertallet på arbejdspladsen.

- Mange mobbeofre har svært ved at sige fra over for angreb eller føler sig svage i en konflikt.

- Mange mobbeofre er dygtige medarbejdere, der aldrig tidligere har haft problemer. De kan have haft succes i arbejdslivet, indtil de en dag tilfældugt havner i en situation, hvor de oplever mobning.

Hvem er passiv tilskuer - og hvorfor ?
Ofte er kollegaerne passive tilskuere til mobningen af et eller nogle få ofre på arbejdspladsen. det kan skyldes mange forhold:

- Måske er de konfliktsky og bange for misforståelser, at fornærme eller fremkalde aggression - eller de frygter at blive selv det næste "offer".

- De har måske tidligere erfaret, at mobberen oplever indblandingen som angreb eller kritik og går til modangreb. Eller at den mobbede af frygt for konsekvenserne benægter, hvad der faktisk sker.

- Kulturen på arbejdspladsen gør, at man ikke siger tingene direkte.

- Man kender ikke folk godt nok til at kunne blande sig.

Sådan kan du bryde de onde cirkler
- Alle har et medansvar for, at der er et godt samarbejde på arbejdspladsen. På nogen arbejdspladser er det en "fælles fjende", der skaber "sammenholdet". Lige præcis dette kan skabe grobund for mobning. Man kan ikke undgå konflikter på en arbejdsplads, men taler I åbent om dem, udvikler de sig ikke til forfølgelse og mobning.

- Du selv og dine kollegaer kan vise mod og ansvarlighed ved at blande jer, når I ser noget, der ligner mobning. I skal ikke passivt se til, men tydeligt vise at den slags tolererer I ikke på arbejdspladsen.

- Du skal ikke finde dig i, at et ydre pres fører til, at du bliver stresset og skydeskive for andres aggressioner. Det kræver mod at sige fra, men det er værre at lade være. Derfor er det en god idè at søge støtte fra folk du har tillid til. Det kan måske være din leder, en af de tillidsvalgte - eller en rigtig god kollega.

- Som leder eller tillidsrepræsentant har du en opgave med at sætte fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Et godt psykisk arbejdsmiljø er med til at skabe den mobbefri virksomhed.

- Som leder og rollemodel skal du gå forrest og vise, hvordan man behandler hinanden ordentligt på en arbejdsplads. Finder du selv arbejdsglæden, kan du måske også være med til at fremme den hos andre. Vær aktivt med til at skabe dialog om mål, samvær og kommunikation på Jeres arbejdsplads.

Prøv BAR SoSu`s Styrkespil
Styrkespillet er et enkelt kortspil, der kan medvirke til at skabe en konstruktiv dialog om arbejdspladsens sociale liv på en uformel og underholdende måde. Gennem spillet udforsker deltagerne hvilke sociale styrker, der er afgørende for at have en velfungerende arbejdsplads, hvor alle trives. hvis I har mistanke om at der finder mobning sted på arbejdet bør I ikke bruge spillet, (...) (men løse problemet først. BAR So Su Styrkespil bør anvendes forebyggede).

Styrkespillet kan spilles på ca. en time af 2-6 personer på arbejdspladsen - gerne af grupper der er vant til at arbejde sammen. At spille Styrkespillet kan medvirke til, at man får snakket om vanskelige emner på en sjov og positiv måde. Hvis I undervejs i spillet opdager, at I har nogle ting, der kunne gøres bedre eller anderledes, kan der være gode råd at hente i de efterfølgende trådstartere.

Styrkespillet kan hentes på http://www.bar-sosu.dk

Sådan skabes Den mobbefri zone
Kortlægning og løsninger

Et godt psykisk arbejdsmiljø er en forudsætning for en mobbefri arbejdsplads. Første vigtige skridt kan være at udarbejde en arbejdspladsvurdering, hvor man finder ud af, hvad der fungerer godt, og hvad der skal forbedres. Det er dog ikke nok at kortlægge problemerne. Det springende punkt er at komme fra kortlægning til handling.

Det er en god idè at formulere en vision for den gode arbejdsplads og en politik for, hvordan I vil forebygge og håndtære mobning. Visioner og politik skal formuleres, så det passer til jeres arbejdspladskultur. Brug evt. nedenstående som inspiration.

Eksempel på en arbejdsplads
- På vores arbejdsplads skal man glæde sig til at gå på arbejde.
- Vi vil behandle hinanden med respekt.
- Vi vil omgås hinanden på en værdig måde.
- På vores arbejdsplads skal der være plads til alles forskelligheder.

Eksempel på en politik om mobning
- Vores arbejdsplads skal i ord og handling vise, at mobning og anden negativ behandling af ledere og medrabejdere er uacceptabel.
- Alle medabejdere har ret og pligt til at gribe ind, hvis mobning finder sted, eller hvis konflikter går over grænsen for acceptabel adfærd.
- Ved mobning kontaktes enten tillids- eller sikkerhedsrepræsant, arbejdsleder, eller anden person i organisationen, som udpeges til at tage sig af problemet.
- Problemer med mobning tages op og behandles i SU, MED-udvalg, sikkerhedsorganisationen eller i andet relevant forum på arbejdspladsen.
- Der skal være klare aftaler for, hvad man i praksis gør ved mobning, herunder ansvar, kompetencer og sanktioner.
- Vores arbejdsplads skal til stadighed være "klædt på til at varetage konflikt- og mobningssager i form af adgang til professionel rådgivning samt uddannelse af relevante personer i organisationen.

Hvad kendetegner Den mobbefri zone?
- Højt energiniveau og stort engagement: Du brænder for dit arbejde. Du har mulighed for at nå de mål, som er sat for dit arbejde. Derfor bevarer du optimismen og glæden i arbejdet.

- Beskyttelse af personlige vigtige værdier: Kvalitet og etik har sin olads i arbejdet. Det giver selvtillid og arbejdsglæde.

- Høj loyalitet overfor egen gruppe: I accepterer hinandens kvalifikationer. Det fremmer åbenhed og oplevelsen af, at man er et team.

- Høj risikovillighed: I har tillid til hinanden i kolleggruppen og opbakning fra ledelsen. Det giver mod til at prøve nye opgaver og udfordringer. Samme mod skal der til, hvis der kommer konflikter på arbejdspladsen.

-Livlig og positiv intern kommunikation på arbejdspladsen: I taler medhinanden og ikke om hinanden. I har mod til at stille spørgsmål, når der er ting, der undrer jer. I oplever glæden ved at rose hinanden, når I har klaret en svær opgave.

Huskeregler om Den mobbefri zone
- Det sociale fælleskab på arbejdspladsen er vigtigt. Fortæl hinanden hvordan I gerne vil arbejde sammen, dele arbejdsopgaver, anerkende hinandens faglige stryker og vis tolerance overfor forskellighed.

- Forandringer på arbejdspladsen er nødvendige. Men information og medinddragelse er vigtigt. En god proces skaber en kultur med aktivitet og udvikling - personligt og kollektivt.

- Vis omsorg for hinanden. Find fælles mål for jeres arbejde. Det skaber grundlaget for en levende arbejdsgruppe.

- Lederen er rollemodel for, hvordan man håndtærer konflikter og modsætninger på arbejdspladsen. En god leder betinger og giver grobund for en mobbefri kultur.

- Lederen og tillidsvalgte har en fælles vigtig opgave med at skabe rammer for et godt psykisk arbejdsmiljø uden mobning.

Den konfliktfrie organisation findes ikke
Konflikter er uundgåelige på en arbejdsplads, og hvis de håndtæres godt, kan de føre til ny udvikling. Mobning tager ofte udgangspunkt i uløste konflikter og magtkampe på arbejdspladsen. Derfor skal konflikter og uenighed frem i lyset og løses i åbenhed.

- Husk at skelne mellem faglige og personlige konflikter.
- Faglige konflikter og uenighed er en naturlig del af alt samarbejde og kan være drivstof for positiv forandring.
- Undertrykte konflikter suger energi og skaber grobund for splid og mobning.
- Det vigtigste i konflikter er at lære - ikke at vinde.

Gode råd om kommunikation
Hvis du oplever mobning, rygtedannelse eller lignende på arbejdspladsen, skal du blande dig og sige fra. Mobning forebygges bedst ved, at I taler åbent om konflikterne og siger fra over for forfølgelse og mobning.

- Sig din mening. Det skaber tryghed at kollegerne ved, hvor de har dig.
- Vær åben. Det er ikke altid det du tror - der er det rigtige.
- Brug "Jeg mener, jeg har set osv." Undgå generaliseringer og rygtespredning som: "Der er nogen der mener....."
- Kom men konkrete eksempler på det du oplever. Det giver forståelse.
- Undgå "gode råd". Spørg hellere til hvordan du kan støtte og hjælpe.
- I dit daglige arbejde er du vant til at observere andre menneskers reaktioner. Brug også din viden når det gælder kollegaer eller medarbejdere.
- Brug humor - det løfter stemningen og skaber arbejdsglæde.

Ti gode råd - hvis du oplever mobning
Hvis du føler dig mobbet på din arbejdsplads kan du opleve, at du er magtesløs og uden kontrol over situationen. Der er imidlertid ting, du selv kan gøre for at løse dit problem:

1. Stol på hvad du selv oplever og mærker. Vær opmærksom på, hvad der sker med dig fysisk og psykisk. Bliver du i tvivl om det virkelig kan være rigtigt - så skriv dine oplevelser ned.

2. Tal med mennesker du stoler på. Lad flere være med til at bedømme situationen.

3. Reagerer hurtigt når du oplever mobning. Sig fra overfor mobberen - gerne når der er kollegaer til stede. Det kræver mod og styrke, og du skal ikke vente, til det for alvor er gået ud over dit helbred og humør.

4. Bliv ved med at se venner, dyrke fritidsinteresser osv. (uanset hvor lidt du selv mener du orker).

5. Hold modet oppe. Foretag dig noget, der gør dig i godt humør.

6. Hold dig sund og rask. Sund kost og gerne motion. Er du fysisk i god form, er du også sværere at ramme psykisk.

7. Hvis du oplever at blive holdt udenfor, må du selv være opsøgende, selv om det kan være svært.

8. Søg støtte og opbakning hos tillidshvervspersoner , din leder eller hos venner og kollegaer.

9. Vær opmærksom på dit helbred. Søg læge eller anden professionel hjælp, hvis du mærker problemer med dit helbred, som følge af situationen på arbejdspladsen.

10. Hvis intet hjælper skal du overveje, om dette er arbejdspladsen, du vil bruge dit liv på.

Ti gode råd til lederen
1. Vær en god rollemodel. Den måde du behandler andre på, kan inspirere medarbejdere til at gøre det samme. Undgå selv at mobbe, beskyt potientielle ofre og vis medarbejderne at du ikke accepterer mobning.

2. Vær med til at etablere en personalepolitik, der forhindrer mobning, eller følg op på den I allerede har.

3. Kortlæg det psykiske arbejdsmiljø i APV`en og sørg for at følge op på evt. problemer.

4. Vær åben o medarbejdersamtalen og lyt efter signaler på mobning. Tag det altid alvorligt, hvis en ansat føler sig dårligt behandlet og vælger at fortælle om det.

5. Lyt til både ofret og mobberen. Drag ikke forhastede slutninger. Forsøg at skabe en dialog mellem parterne.

6. Gør passive vidne aktive og få mobberen til at holde op med at mobbe.

7. Grib aktivt ind, hvis du registrerer mobning. Du er medansvarlig, hvis du bare lader det fortsætte.

8. Find enkle og praktiske løsninger,

9. Vis medarbejderne at de kan komme til dig, hvis de får problemer med mobning og skab kontakt til andre personer i virksomheden, som den mobbede kan kontakte og få hjælp fra.

10. Vær opmærksom på, at du kan blive misfotstået - og selv blive opfattet som mobber.

Ti gode råd til kollegagruppen
1. Vær særlig opmærksom på mobning når der etableres nye teams eller selvstyrende grupper på arbejdspladsen.

2. Sørg for tid og plads til oplæring og samarbejde. n ny gruppe får sommetider "behov" for at finde sig en "syndebuk", hvis tingene ikke helt kører efter planen.

3. Det er vigtigt, at man oplever, at man hører til en gruppe. Sørg for en god introduktion til nye kollegaer.

4. Glem ikke hinanden, selv om der er travlt.

5. Tænk over hvordan I kan bruge og hjælpe hinanden.

6. Giv hinanden feedback og anerkendele (ros og ris).

7. Lær hinandens ressourcer og stærke sider at kende.

8. Løft i flok. Uanset faglig baggrund er alle nødvenige for at kunne udføre arbejdsopgaverne.

9. Gensidig tillid er en nødvendighed. En god start er selv at vise den.

10. Det er menneskeligt at fejle. Det gælder også for dine kollegaer.

Ekstern hjælp/links

http://www.mobning.nu
http://www.voksenmobning.dk
http://www.godarbejdslyst.dk
http://www.destruktivledelse.dk (virker ikke :-()
http://www.arbejdsmiljoweb.dk/Trivsel/Mobning.aspx