Viser resultater 1 til 2 af 2

Emne: OVERGANGSALDER

  1. #1
    Superbruger Anina's avatar
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    62
    Indlæg
    4,967

    OVERGANGSALDER

    Overgangsalder
    Kvinders overgangsalder er den periode, hvor menstruationerne ophører. Det sker mellem de 40-58 år. De fleste oplever en del ubehagelige symptomer i den periode, hvor binyrene skal overtage en stor del af kønshormonproduktionen.

    Overgangsalderen har flere navne. Det kaldes også menopausen eller klimakteriet, og er en normal hormonel omstillingsfase i en kvindes liv, der betegner de år eller måneder, som ligger før og efter sidste menstruation og dermed afslutningen af en kvindes forplantningsdygtighed.

    Østrogen-niveauet falder, og hormonproduktionen i æggestokkene aftager, bliver uregelmæssig for til sidst at ophøre. Menstruationerne bliver langsomt mere uregelmæssige og stopper, når æggestokkene ophører med at fungere. Perioden begynder almindeligvis omkring 50 års alderen, men kan også begynde ved de 40 eller vente helt til 58 års alderen. Overgangsalderen kan vare fra et halvt år og helt op til tre år eller flere.

    Hormonet DHEA, der især produceres i binyrerne, bliver mere vigtigt i takt med, at østrogenproduktionen falder. Insulinresistente personer kan risikere større hormonproblemer, med mindre DHEA-niveauet bliver bragt på plads gennem motion og en ændring af deres kost.

    Jo bedre den indbyrdes balance mellem kønshormonerne er, jo langsommere vil faldet i hormonniveauet blive, og desto færre ubehagelige symptomer vil der opstå. Underskud af progesteron og østrogen og forandring i forholdet mellem disse samt hjernens overproduktion af styrende hormoner kan i denne periode give symptomer som:

    * Blødningsforstyrrelser, hedestigninger, hovedpine og hjertebanken.
    * Svimmelhed, træthed, fryseanfald, kolde hænder og fødder.
    * Udtørring af slimhinder, tørhed, kløende eller brændende fornemmelse i skeden
    * Samlejesmerter, evt. mindre blødninger herefter eller nedsat sexlyst.
    * Tyndere hud, hårtab og søvnbesvær.
    * Fordøjelsesbesvær, vægtproblemer og stofskifteforstyrrelser.
    * Hyppige blæreinfektioner og inkontinens.
    * Ledsmerter samt stor risiko for knogleskørhed.

    Desuden kan der opstå:

    * Humørsvingninger og irritabilitet.
    * Uro, angst og nedtrykthed.
    * Nervøsitet, glemsomhed og manglende koncentration.
    * Mindre selvtillid og nedtrykthed og man kan have let til gråd.

    Når østrogen-niveauet falder
    Når østrogen-niveauet falder, svarer kroppen igen med hedestigninger. De er ofte de første tydelige symptomer på begyndende overgangsalder. Hudens temperatur stiger 3-4 grader, bliver rød, varm og svedig, især i ansigtet og på halsen.

    En hedetur kan vare nogle sekunder og op til ½ time, dog gennemsnitligt i 3 minutter. Efter en hedestigning kan man få kuldegysninger, måske også hovedpine og hjertebanken. Hedestigninger er mest ubehagelige de første par år efter den sidste menstruation. Når kroppen vænner sig til et nedsat østrogenniveau, plejer hedeturene gerne at aftage.

    Det er ret almindeligt at få mindre lyst til sex. Skedetørhed pga. manglende østrogen kan også opleves både før, under og efter overgangsalderen, hvilket kan gøre det smertefuldt at have sex. Halvdelen af de kvinder, der er i overgangsalderen, oplever desuden hyppige blære-infektioner.

    Især ældre kvinder i Vesten er i riskiko for at udvikle knogleskørhed, osteoporose. Lidelsen har mange årsager, hvoraf mange handler om ernæring. En af dem tyder på at være mangel på aminosyren Lysin. Undersøgelser har vist, at personer med knogleskørhed gennemgående har lave Lysin-værdier. Blybelastning er desuden en af årsagsfaktorerne ved osteoporose.

    Siden 1940'erne har man i den vestlige verden set overgangsalderens gener som en østrogen-mangelsygdom, og man har derfor behandlet symptomerne konventionelt med østrogen og senere kombineret med progesteron.

    Et samfunds sociale og kulturelle syn på kvindens værd i forhold til hendes alder, ser ud til at bidrage væsentligt til, om der opstår symptomer pga. overgangsalderen; et negativt samfundssyn giver generelt flere gener og et positivt færre eller ingen.

    Maya-indianerkvinder, som har et positivt syn på overgangsalderen(og spiser masser af yams = diosgenin = progesteron!!), der nu letter dem fra ansvar for børn samt giver dem mere respekt pga. alder og modenhed, kender ikke til hedeture, og de lider ikke af knogleskørhed eller andre af de kendte fysiske klimakterie-symptomer kendt i den vestlige verden på trods af, at deres hormonniveau svarer til hormonniveauet hos kvinder med klimakterieproblemer i USA. 65-80% af de amerikanske kvinder i samme alder får tilbagevendende hedeture.

    Overgangsalderen antyder en overgang til et nyt liv for kvinden, som nu er færdig med børnefødsler og -opdragelse. Perioden kan blive en værdifuld tid til personlig fornyelse og vækst, hvor man har mulighed for at udforske andre sider af sig selv og livet, hvis man prioriterer mere tid og fokusering på sig selv.
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

  2. #2
    Superbruger Anina's avatar
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    62
    Indlæg
    4,967
    Klimakteriet

    Tre begreber bruges om samme tidsperiode i kvindens liv: klimakterium, menopause og overgangsalder. Klimakterium kommer af ordet «climaktor», der betyder toppen af eller afrundingen af en stige, dvs. ordet indebærer, at man befinder sig på livets højdepunkt og er på vej ned igen. Medicinsk betragtet er begrebet uklart: Dels beskriver det den kropslige omstilling i en bestemt livsfase, dels refererer det til livsproblemer og symptomer hos kvinden i alderen 45-55 år. De mest almindelig symptomer der beskrives, er angst, depressioner, irritabilitet, søvnproblemer, hovedpine og fedme. Menopausen refererer til menstruationens naturlige ophør og de hormonale forandringer, der ligger til grund for denne. I Danmark er gennemsnitsalderen for menopausen 45-55 år. Overgangsalder bruges mest i daglig tale. Begrebet hentyder til de kropslige forandringer, men synes samtidig at indebære forventninger om livsproblemer.

    I litteraturen finder der overvejende to tilnærmelsesmåder til klimakteriet: den medicinske, der lægger hovedvægten på de hormonelle forandringer, og den social-psykologiske/sociologiske, der ser klimakteriet i sammenhæng med kvindens stilling i samfundet.

    Kællinger, fruentimmere eller elskelige kvinder?
    I folkehumoren beskrives de aldrende kvinder ikke sjældent som «tanter», indtørrede fruentimmere eller gamle kællinger. Folkelige udtryk af denne type er ofte udslag af en mere generel indstilling til et fænomen. Vor kultur præges af, at der foregår forskelsbehandling pga. forhold som race, køn og alder (racisme, sexisme og alderisme), og aldrende kvinder oplever virkningerne af både sexisme og alderisme på samme tid. Kvindens værdi er i hovedsagen knyttet til ungdom og frugtbarhed, som det udtrykkes i rollerne som seksualpartner og som mor. Når kvinden hverken er ung eller frugtbar længere, kan hun let blive opfattet (og opfatter sig selv) som mindreværdig. Hun defineres ikke længere som seksualpartner, og fremstilles ofte i et latterligt skær.

    Hägg og Werksmäster beskriver det derimod således: «Ifølge den patriarkalske ideologi er kvinden «ude af dansen», når hun bliver fyrre. Kvinden synes da selv, at hun ofte er for gammel til at tage et seksuelt initiativ, da hun får følelsen af at «byde sig til», gøre sig latterlig ... For mange kvinder kan chokket over, at ingen ser på dem, blive begyndelsen til et nyt liv. Dejligt at slippe for at se sig selv som et sex-objekt. Dejligt at slippe for at tænke på figuren ... Endelig kan man slappe af, blæse på dellerne, begynde på ting der interesserer en, turde blive vred, turde sige fra. Kort sagt: blomstre op og blive menneske. Ældre kvinder er smukke, fyldt af et specielt liv og en speciel personlighed. De er ikke kællinger, men elskelige kvinder.»

    Formuleringen «få lov at blomstre op og blive menneske» er tiltalende, men antagelig dårligt dækkende for realiteterne. Den minder betænkelig meget om en variant af opskriften på «Hvordan ældes uden at virke latterlig». Det er tvivlsomt om ældre kvinder er (eller ønsker at være) mere «specielle» og mere «elskelige» end deres yngre medsøstre. Det er endvidere ikke særlig sandsynligt, at den aldrende kvinde oplever en lettelse ved «at slippe at se sig som et sex-objekt». Tværtimod ville de fleste antagelig glæde sig over at blive værdsat også som seksualpartner, hvis den kulturelle indstilling ikke havde været så undertrykkende.

    Den aldrende kvindes situation må nødvendigvis opleves problemfyldt: Hun er udsat for den uafvendelige naturens gang (ældning og forfald), hun kan ikke forvente opmærksomhed (defineret som mere eller mindre værdiløs), hun kan ikke kræve en forbedring («stoltheden» hindrer, tiltvunget anerkendelse er ingen anerkendelse). Det er ikke underligt, at mange kvinder oplever angst, depression og irritabilitet i denne livsfase.
    Psykiske og kropslige forandringer

    Den amerikanske socialpsykolog Pauline Bart har i en større undersøgelse påvist sammenhængen mellem depression hos midaldrende kvinder og tab af vigtige roller. Blandt vigtige kvinderoller i vort samfund er moderrollen og husmoderrollen. I alderen fra 40 år og opefter oplever de fleste kvinder at miste i det mindste en af disse roller: I denne periode begynder børnene at flytte hjemmefra, og moderrollen mister noget af sit indhold. Samtidig bliver husarbejdet mindre krævende, og det indebærer, at husmoderrollen reduceres. Barts undersøgelse viser, at sammenhængen mellem tab af roller og depression er tydeligere for hjemmegående husmødre end for udearbejdende kvinder, og slår stærkest igennem hos kvinder, der er overbeskyttende mødre eller perfektionistiske husmødre. Disse kvinder føler sig naturlig nok mest ribbet.

    For at forstå kvindens overgangsalder er det vigtigt at skelne mellem de kropslige og hormonelle forandringer, som er en naturlig proces, og de psykiske problemer, der ofte optræder i samme periode. Forskningen viser, at der ikke er en tydelig sammenhæng mellem disse to sider. De fleste påviselige konsekvenser af de hormonelle forandringer (udover menstruationens ophør) er svedeture, hedeture og en vis udtørring af skeden. Ca. 80 % af alle kvinder oplever sådanne forandringer, men de færreste bliver hæmmet i en grad, der gør dem ude af stand til at arbejde.

    Klimakteriet - en overgangskrise
    Sammenfattende kan man sige, at klimakteriet kan betragtes, som en overgangskrise med både positive og negative virkninger. De negative virkninger er hovedsagelig socialt betinget, og betyder en indsnævring af kvindens muligheder for livsudfoldelse. Dette sker i en fase, hvor mange kvinder frigøres fra vigtige roller, noget som kunne give dem tid og mulighed for øget aktivitet på andre områder, altså en mulig positiv virkning. En åbenbar positiv virkning er fysiologisk betinget og indebærer, at kvinder efter klimakteriet slipper for at beskytte sig mod uønsket graviditet, og derfor har mulighed for friere seksuel udfoldelse. Denne positive mulighed dæmpes imidlertid ved, at den aldrende kvinde nedvurderes som seksualpartner, i hvert fald officielt.
    http://www.leksikon.org
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

Bookmarks

Regler for indlæg

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •