En MEGET interessant artikel:

http://www.fdb.dk/default.asp?id=6&c...e=True&aid=563

Nærbilleder af smerten


Danske forskere på Parker Instituttet, der forsker i lidelser i muskler og led, har fundet en række metoder, som gør læger og forskere i stand til at se og måle nogle former for smerte, og det har betydet en mindre revolution både for behandlingen af disse sygdomme og for patienternes selvopfattelse
Tekst Bent Bøkman


Tandlæge Helle Kauffmann læner sig ind over sin patient for at lægge en plombe i en kindtand. Bevægelsen er lidt akavet, for hendes arm skal sno sig nærmest unaturligt for at komme til. Det har hun gjort tusindvis af gange før i sin 30-årige karriere som børnetandlæge. Smerten i albuen tager til. Det har den også gjort før, og det bliver bare værre og værre, som tiden går.

Helle Kauffmann ved, at den er grueligt gal. Ikke mindst fordi hendes skulder også er ved at give op over for de dårlige arbejdsstillinger. Hun har fået behandlinger mod smerterne, men intet hjælper. Hun kan ikke forklare sine kolleger, hvor ondt det egentlig gør. Det ender med, at Helle Kauffmann får så mange sygedage, at hun bliver fyret.

Helle Kauffmann er blot én blandt tusinder af danskere, der hvert år bliver ramt af smerter i led og muskler på grund af opslidende arbejde. For mange af patienterne er smerterne kun en del af problemet, for de har samtidig svært ved at få anerkendt deres sygdom og invaliditet hos omgivelserne. For hvordan fortæller man, hvor ondt man har? Hvordan måler man en hovedpine eller smerter i ryggen?

INGEN YDRE TEGN.
De fleste af os har prøvet at forklare, hvor ondt noget gør. Men inderst inde er vi klar over, at vi er de eneste, der ved, hvor meget smerten egentlig påvirker os. For smerte afhænger af, hvor den sidder, hvad der udløser den, hvem vi er, og hvor stort vores psykiske overskud er lige den dag. Derfor er det uhyre svært for behandlerne at bestemme, i hvor høj grad en patient er påvirket af en smertefremkaldende sygdom. Eller for den sags skyld, om patienten virkelig lider eller blot har tendens til at fokusere på mindre betydningsfuld skade og altså i en eller anden grad er hypokonder. Omvendt har mange patienter oplevet, at omgivelserne har svært ved at tro på dem, for der er ingen ydre tegn på f.eks. en tennisalbue, en diskusprolaps eller myoser i skuldrene.

»Det betyder blandt andet, at behandleren normalt kun har haft én kilde til at måle smerten: Patienten selv. Og eftersom vi er stærkt subjektive i vores oplevelse af smerte, er det et utroligt usikkert redskab i enhver behandling,« siger professor Henning Bliddal, forskningschef på Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital i København.

Han sammenligner problemet med f.eks. blodtryksmåling. Her kan man påvise, hvis blodtrykket er for højt og så lede efter årsagen. Hvis man indleder en behandling, har man samtidig en mulighed for at måle, om den virker. Det har man ikke for en lang række sygdomme, som indtil for nylig hverken var synlige eller målelige.

Men Parker Instituttet, der forsker i lidelser i muskler og led, har fundet en række metoder, der gør læger og forskere i stand til at se og måle nogle former for smerte, og det har betydet en mindre revolution både for behandlingen af disse sygdomme og for patienternes selvopfattelse.

BEVIS PÅ SMERTEN.
»Mange patienter har lidt af meget smertefulde sygdomme i årevis. Sygdomme, som ikke kan ses, men som har gjort patienterne mere eller mindre invalide i lange perioder af deres liv. Disse patienter har ofte svært ved at forklare deres omgivelser, hvor galt det egentlig står til, og det skaber store frustrationer i hverdagen. Ikke blot skal man kæmpe mod smerten i sig selv, man skal også slås imod, at andre mennesker ikke forstår, hvad der sker med en,« siger Henning Bliddal.

På Parker Instituttet er en af metoder-ne ultralyds-billeder af blod-gen-nem-strøm--nin--g-en i en tennisalbue. Den kan vise, hvor stor skade en patient har i de berørte muskler omkring ledet. Selve sygdommen udløses af, at kroppen reagerer på den fejl- eller overbelastning, som led og muskler har været udsat for, f.eks. i forbindelse med »musearbejde« ved en computer. Skaderne minder om en infektion og udløser en kraftig blodgennemstrømning i karrene i området. Lidt firkantet udtrykt kan man sige, at jo mere inflammationen i albuen hærger, jo mere blod vil der løbe igennem blodkarrene i musklerne, og jo mere viser blodets bevægelse sig som farvede prikker på ultralydsbilledet. Mange farvede prikker svarer til stor skade ¶ og det passer igen med patientens oplevelse af smerte.

»Det gør, at patienten får et helt andet forhold til sygdommen, for nu kan han eller hun se et billede af, hvad der egentlig sker og bevise, at det faktisk gør ondt,« fortæller Henning Bliddal.

Samtidig giver ultralydsbillederne behandlerne en unik mulighed for at tjekke, om smertebehandlingen virker efter hensigten. Ved en tennisalbue er en effektiv behandling ¶ ud over at holde albuen i ro ¶ at sprøjte binyrebarkhormon direkte ind i den ramte muskel. Det er et præcisionsarbejde, hvor selve scanningen hjælper behandleren til at finde det helt rigtige sted at føre nålen ind. Og i løbet af et par uger kan både patient og læge så se, hvordan det ramte område ikke længere viser sig som en masse farvede prikker, men som et neutralt billede af muskel og led.

HELLERE ET BRÆKKET BEN.
En af dem, der har været turen igennem, er Helle Kauffman. Hendes arbejde som børnetandlæge gav hende både tennisalbue og »frossen skulder« på grund af de mange dårlige arbejdsstillinger.

»Ud over at smerterne var ulidelige, var det næsten lige så irriterende, at man ikke kunne vise andre, at det faktisk var rigtigt, at man havde ondt. Det havde været anderledes, hvis jeg havde et brækket ben. Eller for den sags skyld led af en sygdom, hvor lægerne kunne måle, at den var gal. Så havde man jo et bevis for smerterne. Det betyder, at man føler sig isoleret med sin sygdom,« fortæller hun.

Men på Parker Instituttet kunne lægerne både »se smerten« og behandle den. Allerede efter tre injektioner binyrebarkhormon i albuen forsvandt smerterne. Og Helle Kaufmann kunne selv følge udviklingen på ultralydsbillederne, som blev taget både før, under og efter behandlingen.

»Det var lidt af en åbenbaring at se billederne, når man har levet med stærke smerter i så mange år. Her var jo beviset for, at der var noget galt. Og bagefter, at nu var det overstået,« fortæller Helle Kauffman. Hun skal dog blive ved med at holde albuen i ro, for et skadet led kan man ikke reparere. Patienterne slipper for smerterne og kan fungere normalt i dagligdagen, men kun så længe, de ikke vender tilbage til de gamle »uvaner«.

TORTURBØDLENS ADELSEMÆRKE.
Ultralydsbillederne er kun en af flere metoder, som forskerne på Parker Instituttet benytter. En anden vigtig landvinding blev udviklet af centrets øverste chef, professor Bente Danneskiold-Samsøe. Hun begyndte allerede midt i 1980erne at udtage vævsprøver på patienter, som led af fibromyalgi ¶ en led og muskelsygdom, der er forbundet med en del smerter, og som man stadig ikke ved hvorfor opstår. Men Bente Danneskiold-Samsøes metode viste, at muskelvævet var skadet og nogle gange helt ødelagt. Det betød et skridt i retning af at kunne bevise, at disse patienter, som klager over voldsomme og stærkt invaliderende smerter næsten overalt i kroppen, faktisk er syge.

Det var også Bente Danneskiold-Samsøe, som fik idéen til Parker Instituttet. Hun arbejdede som frivillig i IRCT (Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre) og oplevede, hvor stort et problem mange af klienterne havde, fordi de ofte ikke kunne bevise, at de havde været udsat for tortur.
En torturbøddels adelsmærke er, at han ikke sætter synlige spor efter sit arbejde. Derfor består Parker Instituttets arbejde med torturofre i at finde frem til de typer vævsskader, som de pådrager sig og bagefter finde en metode til enten at måle skaden eller at vise et billede af den.

Bente Danneskiold-Samsøe har udviklet teknikker, hvor man ved hjælp af scanninger ¶ dels med Magnetisk Resonans (MR) dels ultralyd ¶ kan se skader, som har givet torturofrene varige mén og stærke smerter. Foreløbig har Parker Instituttet f.eks. påvist skader, som ofre lider under efter den meget udbredte Falanga-tortur, hvor man får gentagne slag under fodsålerne. Et stykke tid efter Falanga-torturen kan sporene af bødlens arbejde ikke umiddelbart ses på fødderne, men ofret har stærke smerter, når han eller hun forsøger at gå. Men selv om smerterne således aldrig forsvinder, har der hidtil ikke været beviser for torturofrenes lidelser. Bente Danneskiold-Samsøes forskerteam formåede ved hjælp af scanningerne af ofrenes fodsåler at bevise, at der var skader efter slagene på en seneplade under foden, som normalt sikrer en fjedrende gang. Så nu kunne ofrene ikke kun bevise, at de faktisk var blevet udsat for invaliderende tortur. De kunne også vise et billede af de skader, der betød, at de måtte leve med stærke smerter i dagligdagen.

ALDRIG TANDLÆGE IGEN.
Bente Danneskiold-Samsøes arbejde blev »opdaget« af danskeren Jette Parker, som sammen med sin mand har den schweizisk-baserede The Oak Foundation. Fonden støtter normalt kun godgørende formål, deriblandt IRCT, men ikke medicinsk forskning. Men Bente Danneskiold-Samsøes arbejde var så nyttigt for centret, at fonden gjorde en undtagelse. I 1999 åbnede Parker Instituttet, der er placeret på Frederiksberg Hospital gennem er særbevilling fra H:S (Hovedstadens Sygehusfællesskab). Instituttets forskning har gennem årene fået støtte fra en række andre fonde, blandt andre Helsefonden, IMK fonden og Meyers Legat.

Den ene metode efter den anden er blevet udviklet, testet og har hurtigt opnået international anerkendelse. Men der mangler stadig et stykke vej. Helle Kauffmann kommer således aldrig til at arbejde som tandlæge igen, selv om albuen har det godt, og skulderen er under bedring. Mange med lignende skader efter ensidigt arbejde, f.eks. ved en computer, eller håndværkere, der får gigtlignende lidelser, må på skolebænken igen. For der er stadig et langt spring fra at påvise og lindre en lidelse til at fjerne den helt.

»Mange af de lidelser, vi kan mildne, har vi stadig ingen kur for. For eksempel gigt, tennisalbue og ikke mindst fibromyalgi. Men vi er trods alt nået et stykke, hvad angår anerkendelse af smerten. Her er der intet, som slår billederne. De giver ellers hårdt ramte patienter en slags tryghed, fordi de kan se, hvad der er galt, og lægerne kan måle effekten af deres behandling. Så centrets arbejde vil mange år frem i tiden være fokuseret på at finde metoder til at vise og måle smerte ¶ for så at finde de mest effektive behandlinger. Men det langsigtede mål er selvfølgelig at finde metoder til helbredelse og allerbedst forebyggelse,« siger Henning Bliddal.



Artiklen er fra 29-07-2004


KH
Sally