Viser resultater 1 til 2 af 2
  1. #1
    Guest avatar
    Barbara Gæst

    Standard Min søn har hjerte for de svage

    Jeg har lyst til at fortælle lidt om min store søn på 19 år, som kom hjem fra gymnasiet i går ... og græd!

    Jeg kan faktisk ikke huske sidst at han græd, for han er i mellemtiden blevet en voksen, moden og ansvarsbevidst fyr, som lever et aktivi og harmonisk liv, hvor han meget sjældent er ulykkelig.

    Men i går kom han hjem, og nåede kun indenfor døren før han brød sammen.

    Han havde fra busstoppestedet fulgtes hjem med en af kvarterets drenge, som lige var startet i 1. HTX her efter sommerferien.
    På den korte tur på 10 minutter havde drengen nået at åbne så meget op overfor min søn - for hvor hårdt et liv han havde.

    Drengen er født med vand i hovedet, og har gennem hele sin opvækst gennemgået SÅ mange operationer. Han er naturligvis påvirket af det, men har altid gået i almindelig skole. Der er ting han har svært ved - men han er godt begavet på EDB området. Megte endda.
    Han har været heldig at have forældre, der har støttet ham på alle mulige måder det bedste de har kunnet.De er ikke de skarpeste knive i skuffen men de har et stort hjerte for deres børn.

    Både drengen og hans søster er siden de var små kommet i vores hjem. Søsteren var min datters bedsteveninde i mange år.

    Men den her dreng han har bare gennem hele sin skoletid været udsat for massiv mobning. Sågar mine børn har følt sig mobbet fordi de omgikkes denne dreng - og hans søster!!

    Sidste år gik drengen på efterskole - en efterskole med sælig blik for børn med forskellige handicaps.
    Det blev det bedste år i den drengs skoletid. Og man kunne nu håbe, at han i det mindste kunne afslutte et skoleforløb med minder om at det kunne lade sig gøre at blive akcepteret.

    Men nej, mobningen på HTX er nu blot blevet af en mere raffineret karakter med chikane over mail og telefon.

    "Han var bare så fortvivlet, Mor" - og jeg kunne ikke holde ud at se ham sådan. Han er bare sådan en åben person.

    Vi græd sammen over det og det gør jeg også nu. Og jeg tror han har det fuldstændig ligesom jeg: "Vi må gøre noget".

    Men begge står vi midt i flytningen og opbruddet og jeg føler bare, at jeg pt ikke kan forsvare at involvere mig og tale med forældrene. Men jeg føler mig forpligtet, og jeg synes jeg svigter både dem og min søn ved ikke at handle.

    Jeg ved jeg ville kunne gøre det. Hvordan, ved jeg ike lige nu. Men hvis alt ikke var så kaotisk for mig lige nu, ville jeg føle at jeg havde ressourcerne til at støtte familien i at handle overfor det her. For de har brug for vejledning og kender kun mig, der kan gennemskue hvilke forpligtelser den drengs lærere har, hvilke andre muligheder de kunne iværksætte.

    For det her skal stoppes NU. Ikke først efter jul, men i morgen!!

    Åh, det værste er når man ikke kan handle.

    Kærlig hilsen
    Barbara

  2. #2
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Indlæg
    3,811

    Standard Re: Min søn har hjerte for de svage

    Citer Oprindeligt indsendt af Barbara
    Jeg har lyst til at fortælle lidt om min store søn på 19 år, som kom hjem fra gymnasiet i går ... og græd!
    (...)
    Vi græd sammen over det og det gør jeg også nu. Og jeg tror han har det fuldstændig ligesom jeg: "Vi må gøre noget".
    (...)
    For det her skal stoppes NU. Ikke først efter jul, men i morgen!!

    Åh, det værste er når man ikke kan handle.

    Kærlig hilsen
    Barbara
    Kære begge.... jeg græder med Jer begge Det kommer på ingen måde bag på mig, at din knægt er som han er.... med dig som mor.... og så tror du endda, at du ikke fik lov til at gøre alle de ting med dine børn, som du ellers kunne ønske dig.... Hmmm...måske ikke, men det du så gjorde eller signallerede - ser sq ud til at have virket bedre end i så mange andre familier.... du er noget helt for dig selv - Barbara ... og gudskelov for det!

    Når det er sagt, ja, så har jeg surfet Nettet tynd efter centrale muligheder hvor man kunne henvende sig og få en god vejledning og evt. en "adresse" på, hvor i verden man kunne ellers henvende sig....

    Meget, meget mærkeligt.... at hver tiende og sandsynligvis menge flere var, er eller bliver ofre for mobning - og alligevel er der ingen "rigtige" steder at søge til, for at få hjælp enten som offer eller som vidne til mishandling af andre mennesker....

    Det allermest mærkeligt er, at hvis der bare er een, som kraftfuldt rejser sig op og gør front imod mobbere og i forsvar for de mobbede - plejer det allerede på dette stadie virke enormt stærkt og forebyggende!! Hvorfor er der så få, som så også gør det? Lige bortset fra det første øjeblik - puster man sig nok op - vil det foranstalte en nærmest kovending blandt medløbere.... de går jo efter magten, så i første omgang ville det være nok til at komme et mobbeoffer til undsætning.

    Derfor vil jeg vove påstanden, at det næsten er værre at være et passivt vidne end at være en mobber.... uden passive vidner og den "gevinst" for mobberen, som stammer fra deres "beundring" - ville der ikke være nogen incitament for en mobber - og "meningen" med forehavendet ville være forsvindende lille eller ingen....

    Effektivt at hjælpe en knægt som din gode søns ven.... kunne man på kort sigt ved, at din søn kunne prøve at vurdere om han har kræfter til at stå imod den første chockbølge - og han kan vælge at, i en periode få gjort masser ud af at demonstrere sin accept og støtte til sin kammerat, så ingen i miljøet er i tvivl. Det alene kan virke meget præventivt på fremtidige mobningsforsøg. Det har jeg lært min søn da han ikke var ældre end ti år og ved derfor, at det faktisk virker massivt og effektiv på individuelt plan...

    Det har jeg selv konsekvent praktiseret hver eneste gang jeg var vidende om eller var vidne til, at nogle mobbede andre.... så fik den kraft`dme ikke for lidt og i den sidste ende er der intet som er SÅ nemt, som at få gjort en mobber til den lille, helt uventet for "svinet" selv.... og til en stor forundring for medløberne. Det løser dog ikke nok på sigt, for fra at være mobber har man gjort nogen til et offer - og så synes jeg ikke at denne "byttehandel" er fair i den sidste ende. Derfor skal man følge op eller finde andre som kan gøre det.

    Problemet meget ofte kan være, at alle vasker deres hænder.... I hvert fald de fleste man prøver at kontakte .... fra cheferne, gennem personalet på det pågældende arbejdsplads/skole, kommunen eller andre steder....

    .... Jeg fandt en lille hjemmeside på: http://www.redningsplanken.dk/oktober02.htm hvor man kan se anmeldelser af nogle få bøger om mobning. Kunne man ikke kontakte deres forfattere for at høre om de har friske" oplysninger om, hvor i verden skal man rette en henvendelse - for netop at kunne hjælp i akutte tilfælder af mobning alle steder.

    Jeg vil lede videre og når jeg har fundet noget "meningsfyldt" i forhold til det du beskriver - vil jeg fluks fare til tastaturet.

    Kram meget, meget tæt din finde dreng fra mig

    Knus. Admina
    Alle kan altid sende en kommentar til os, ved at klikke HER!

Bookmarks

Regler for indlæg

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •  

Log ind

Log ind