Forord:
Jeg vil med min artikel komme ind på om der bliver gjort nok for at komme mobning på arbejdspladsen til livs, fortælle læseren om hvad mobning kan føre til for den mobbede samt komme med forslag til løsninger til problemet. Jeg vil også understrege vigtigheden af at indse at
folk, der bliver mobbet IKKE selv er skyld i dette.

Mettes historie om mobning på arbejdspladsen

”Jeg var glad da jeg skulle starte på mit nye arbejde, men ganske langsomt udviklede det sig til psykisk terror”

Jeg startede på kursus (jobsøgning) i år 2000. Jeg sendte ca. 600 uopfordrede ansøgninger ud i Århus amt og kom til 14 samtaler. 1 af dem gav bid. Jeg fik job. Jeg var lykkelig efter at have gået næsten 1½ år som arbejdsløs. Jeg blev ansat d. 15. november. NN som skulle lære mig op, havde en uge, så skulle hun starte på nyt job. Chefen var flink til ansættelsessamtalen. Vi talte om alt, og jeg spurgte ham vedrørende ferie for næste år, for det havde jeg allerede planlagt. ”Ingen problemer”, svarede han, ”det skulle vi nok finde ud af”. Han talte om firmaet, det var som en stor familie og de hjalp hinanden. Mit svar var,”det lyder godt”, for der var ikke mange ansatte på kontoret.

Der var indkøbschefen og hans assistent, min chef, en sælger en gang om ugen på kontoret og så mig, sagde hunden. Jeg skulle endelig ikke være bange for at spørge om hjælp, han ville hjælpe mig, når NN holdt op, hvis der var noget jeg var i tvivl om. Så jeg mødte selvfølgelig den dag med
forventning og stolt over, at jeg havde fået job og en sød chef.

Hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved nu, var jeg aldrig kommet! Allerede dag 3 var der problemer. Der burde have været alarmklokker, der ringede! Jeg kunne mærke at NN og chefen havde kommunikationsproblemer, men tænkte ikke nærmere over det. Så stoppede NN, og jeg prøvede at overtage hendes plads. Chefen var stadig sød, eller jeg var dum. Ca. 3 uger efter var der kun indkøbsassistenten og jeg på kontoret: Hun sagde: Hvis jeg arbejdede for ham, ville jeg aldrig være så længe på arbejdspladsen. Jeg tænkte, at hun nok ”bare” ville skræmme mig væk, men sagde ikke noget. Husker du, at jeg fortalte at chefen ville hjælpe mig og jeg skulle bare sige til? Det var løgn. Han ”hjalp” mig med at blive mere og mere usikker. Han vogtede over mig og lyttede ikke, når jeg havde brug for hjælp. F.eks. en dag kimede
telefonerne, og jeg var i gang med at skifte papir på printeren, og så kunne han sidde og skrige at jeg skulle komme og tage telefonerne, eller jeg havde travlt med at faxe ordrebekræftelser til kunder og leverandører, så kunne han lige pludselig komme og sige, at jeg skulle fakturere og arkivere breve, og det skulle være inden jeg tog hjem. Jeg skulle ordne telefonlister, jeg skulle skrive breve, jeg skulle fakturere og arkivere, jeg skulle tage mig at telefonerne, jeg skulle indtaste ordrer og ordne kontoudtog. Det var ikke problemet. Problemet var, at jeg skulle det hele på en gang, for der var ingen kære mor. Hvis jeg var i tvivl om noget, spurgte jeg ham og kunne få et svar, og et par dage senere, hvis jeg stadig var i tvivl om samme opgave, kunne jeg nogen gange få et andet svar, hvis han gad at svare.

Han kunne være flink om morgenen, når han kom, og derefter blive ondskabsfuld kl. 12. Han slog fuldstændig om alle hverdage. Man kunne sætte et ur efter ham, og jeg kunne aldrig helt vide, hvordan jeg skulle takle det. Jeg spurgte ham engang direkte, om jeg havde irriteret ham, da han ligesom vendte sit humør fra glad til sur, men han svarede mig ikke.

Dette resulterede, at jeg begyndte at blive ked af det, og jeg sagde til ham, at jeg fik en klump i maven, når han behandlede mig på denne måde.Jeg sagde også til ham, at jeg ikke kunne nå mit arbejde og måtte have en hjælpende hånd. Det nægtede han. Jeg måtte møde kl. 6 om morgenen til kl. 16 mandag til torsdag. 8 overarbejdstimer om ugen, og han vidste det ikke.

Det blev mere og mere barsk, ganske langsomt voksede knuden i maven, jeg holdt ingen pauser og spiste intet. Jeg kunne ikke få noget ned om morgenen inden jeg skulle på arbejde, og spiste først til aften. Langsomt begyndte jeg at tabe mig pga. stress og psykisk dårligt arbejdsmiljø.

Chefen kunne sige til mig, om jeg var dum eller jeg bare var født på den måde. Han drev psykisk vold på mig. Hvis han opdagede en lille fej, som jeg havde overset, kylede han enten papirerne hen over hovedet på mig eller skældte mig ud i andres påhør. Jeg sagde stille og roligt, om vi ikke
kunne tale om det på hans kontor, eller når der ikke var andre til stede, men det nægtede han. Andre dage var det ikke så slemt, men efterhånden fik jeg at vide, at han havde behandlet andre piger på samme måde.

Foråret 2001 blev jeg spurgt, hvornår jeg ville holde ferie. Jeg havde sparet op til 3 uger. Jeg svarede: Uge 26, uge 32 og uge 33, men så kom der andre problemer. Jeg kunne ikke få ferie i uge 32 og uge 33, men i uge 29 og 30. Det måtte jeg så gå med til, selvom jeg ikke var tilfreds
med det.

En dag ringede hans chef til mig på kontoret og spurgte mig, hvordan det gik. Jeg måtte lyve, for jeg var bange for min chef. Jeg havde nu tabt mig mellem 12 og 16 kg. Jeg mødte stadig lige trofast op på mit arbejde, og sagde til mig selv, at han ikke skulle få mig ned med nakken. Problemet var efterhånden at jeg slet ikke kunne arbejde, når min chef var der.

Til sidst blev det da også for meget for mig, og jeg måtte gå til HK. De rådede mig til at få en sygemelding, så ville jeg heller ikke få karantæne hvis jeg sagde mit arbejde op. De ville betale en psykolog til mig. Det var nødvendigt, at jeg hurtigst muligt kom væk derfra. Den 23. august var min sidste arbejdsdag. Jeg fik min mand til at ringe til arbejdspladsen og sygemelde mig, for jeg måtte ikke komme i dialog med min chef overhovedet.

Den 4. september skulle jeg møde for første gang psykologen. Puha, det var hårdt. Inden jeg skulle møde hende var jeg dum nok til at sige at det var min egen skyld og at jeg hellere skulle begå selvmord, for der var alligevel ingen der havde brug for mig, og verden var bedre tjent uden
mig. Psykolog Lisbeth Vestergård fik mig til at indse at det IKKE var min skyld og at jeg havde prøvet at tale med min chef, men forgæves. Hun sagde, at alle kan blive mobbeofre. Jeg stoppede efter ca. 12 samtaler med hende, og har det bedre i dag, men er stadig bange for, hvad jeg vil
komme ud til, for gode jobs og arbejdsgivere hænger absolut ikke på træerne.

Efterskrift:
Jeg er nu med i kontrolgruppen hos HK i projekt Tilbage til job for mobbeofre. Projektet hos HK Tilbage til job har kørt i ca. 2 år nu, og de startede med 15 mobbeofre. Der er 14 tilbage.

HK gør meget for at hjælpe mobbeofre. F.eks. har de lavet en håndbog om når voksne mobber hinanden og en arbejdsbog der hedder: Psykisk arbejdsmiljø. De har også lavet interviewundersøgelse med 45 tidligere mobbeofre, som er et forprojekt til projekt Tilbage til job.

Psykolog Eva Gemzøe Mikkelsen har sagt: Mennesker der har været udsat for mobning kan få de samme lidelser, som mennesker, der har været gennem voldsomme begivenheder som krig, overfald, voldtægt og ulykker. Citatet er taget fra bogen ”Djævlen på jobbet” af Torbjørn
Jørgensen, side 33. Og jeg vil give hende fuldstændig ret.

Jeg føler i dag at jeg vil gøre mit til at mobning på arbejdspladserne bliver udryddet da det gør ondt både på sjæl og krop. Der er mange som aldrig kommer i arbejde igen, og det er ikke strafbart at mobbe. Jeg vil også hjælpe hvis der skulle være mobning på min fremtidige arbejdsplads. Man
deler ikke Smiley’s ud til arbejdspladser og man kan heller ikke få en liste over hvilke, der er gode og dårlige arbejdspladser, desværre.

Bliver der gjort nok for at udrydde mobning på arbejdspladsen?
Umiddelbart nej, men lad os se på det. Der er blevet sat mere fokus på det. og er ikke så meget mere et tabuemne, selvom mobbeofret måske synes, at det er flovt. Jeg så i TV et engelsk dokumentarprogram, hvordan børn mobbede hinanden og hvordan børnesupportere hjalp
mobberen og ofret til at tale om problemerne, ligesom jeg prøvede med at tale med min chef, hvor jeg følte at jeg ikke fik nogen reaktion fra ham. Problemet var bare at han nægtede at lytte; og hvor går man hen når det er ens egen chef?

Som svar på dette spørgsmål kan man på internettet læse om forskellige virksomheders mobningspolitik og selvom et er at fastsætte regler og noget andet er praksis, så må det alligevel være vejen frem til at begynde med at opsætte etiske regler på arbejdspladsen.

Man kan kontakte sin tillidsrepræsentant eller sin fagforening, inden man siger sit job op. F.eks. har Tulip en mobningspolitik, hvor de implicerede, tillidsrepræsentant og sikkerhedsrepræsentanter taler sammen i et lokale, og der bliver det.

Man skal være klar over, at mobbeofret IKKE selv kan overskue de ting, der sker, og behøver hjælp fra enten kolleger eller familie. Cheferne bliver nødt til at være mere åbne overfor problemet. F.eks. da min chefs chef ringede, burde jeg have sagt det, men troede jo ikke at han ville forstå mig, og jeg troede jo heller ikke at det var så langt ude. Havde jeg haft kendskab til de ting som psykologen hjalp mig med, så var jeg aldrig blevet i det job så længe eller troet, at det var min egen skyld. Jeg kunne have undgået en masse problemer og angst, og derfor er det vigtigt for mig at folk får at vide om disse ting. Jeg fik hjælp fra HK, men ønsker i dag at de folk, der så hvad han gjorde ved mig psykisk sagde stop.

Man kan låne bogen ”Djævlen på jobbet” på biblioteker, hvis man har mistanke om mobning på arbejdspladsen. Der er gode råd og vejledning med hvordan man kan behandle mobning, inden mobbeofret går fuldstændigt ned med flaget. Der er nemlig rigtig mange der slås for at få livet tilbage igen.
Mette
Dette og flere andre indlæg om mobning finde på: http://www.fps.dk/Default.aspx?ID=160