Citer Oprindeligt indsendt af B.T. d. 19. december 2005

Mobbet på jobbet
Tirsdag d. 20. december 2005
B.T. 19-12-2005

Når chefen mobber
Det er ikke alle i lederjob, der er lige egnede til det. Flere chefer mangler decideret erfaring og menneskekundskab, og det vil HK have lavet om på. For det første ønsker fagforbundet mere erfarne ledere, og for det andet vil det have lovgivningen ændret, så der bliver delt bevisbyrde i sager om mobning.

I en ny rapport, der er udarbejdet af HK, bliver 134 sager om medlemmer, der er brudt sammen af stress, chikane eller mobning fra chefens side gennemgået. Og det er ikke småting, de psykisk nedbrudte medlemmer kan berette om.

Flere er blevet tævet, både verbalt og fysisk, og i flere tilfælde har det resulteret i langtidssygemeldinger og psykologhjælp.

De unge ledere
De fleste sager tilskrives en mere rå tone på arbejdspladsen og dårlig ledelse. Jørgen Hoppe, formand for HK/Handel, siger til Ugebrevet A4:

- ...i de seneste år har vi yderligere fået det problem, at de store detailhandelskæder udpeger helt unge ledere, som slet ikke har de menneskelige kvalifikationer til at bestride en lederpost. (...) Ofte er de parat til at arbejde mere end 37 timer om ugen uden at få ekstra for det. Men de har ingen erfaring og menneskekundskab, og de er komplet uegnede til at have med personalet at gøre.

Undersøgelser viser, at mobning ikke afhænger af køn, karriere eller klasse, så i teorien har vi desværre alle potentialet til at blive vores kollegers værste mareridt.

Erhvervspsykolog Henrik Kopff begrunder det med, at vi vil for meget i vores liv - vi vil have styr på det hele. Derfor presser vi os selv mere, end vi egentlig kan holde til, hvorfor vi bliver stressede og mindre tolerante.