Side 1 af 2 12 SidsteSidste
Viser resultater 1 til 10 af 16

Emne: Syge på tvangsarbejde!

  1. #1
    Chefen admin's avatar
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Indlæg
    3,817

    Syge på tvangsarbejde!

    Syge på tvangsarbejde
    om behandlingen af førtidspensionsansøgere



    Af Ellen Ryg Olsen

    Hæftet 164 sider
    Gyldendal
    1. udgave 2005
    Omslag: Lise-Lotte Holmbäck
    ISBN: 8702041499
    Pris: 249 kr.
    Citer Oprindeligt indsendt af Gyldendal
    Syge på tvangsarbejde er en debatbog, der belyser de sørgelige resultater af et statsligt og kommunalt pres for at spare på førtidspensionerne. En bog, der stiller spørgsmålet, om vi som samfund kan være bekendt kun at tillægge mennesker værdi ud fra deres arbejdsevne, bl.a. ved at tvinge syge, nedslidte og udstødte mennesker til at gennemføre uendelige arbejdsprøvninger. Bogen lander således midt i en igangværende debat om det stigende antal mennesker på overførselsindkomst og deres rettigheder og muligheder i dagens Danmark.
    Fra bogens bagside:
    Citer Oprindeligt indsendt af Ellen Ryg Olsen
    Syge på tvangsarbejde er en debatbog, der belyser de sørgelige resultater af et statsligt og kommunalt pres for at spare på førtidspensionerne.

    En bog der stiller spørgsmålet, om vi som samfund kan være bekendt kun at tillægge mennesker værdi ud fra deres arbejdsevne, bla. ved at tvinge syge, nedslidte og udstødte mennesker til at gennemføre uendelige
    arbejdsprøvninger.

    Bogen fortæller om vidt forskellige skæbner - fra kontorchefen til den politiske flytning - der dog har det til fælles, at de er blevet behandlet uden anerkendelse af deres ret til at bede om hjælp. Deres værdighed er blevet krænket og deres lovsikrede rettigheder er ikke blevet anerkendt.
    Det er klart, at det er hårdt og destruktivt for et menneske at blive behandlet uden anerkendelse og respekt, men behandlerne rammes også.

    Ellen Ryg Olsen, Bedriftslæge og 12 års erfaring og tidligere lægekonsulent inden for systemet.
    Citer Oprindeligt indsendt af "Arbejderen d. 15. november 2005 "
    Syge på tvangsarbejde

    De syge må kort sagt lære at klare sig selv. Foghs minimalstat er godt på vej. Hvis vi ikke besinder os

    Folk, der allerede er invaliderede af sygdom, sendes ud i arbejdsprøvninger og revalideringsprojekter, som i nogle tilfælde er direkte livsfarlige. Alt sammen for at at undgå at til kende dem førtidspension.

    Disse groteske forhold bliver taget under behandling i en ny bog, 'Syge på tvangsarbejde'. Bogen er skrevet af lægen Ellen Ryg, som kender systemet indefra. Hun vil med bogen 'provokere til en vis besindelse i systemet,' skriver hun i forordet. Hun anklager sagsbehandlerne i kommunen at lægge for meget under for sparekravet fra såvel den kommunale som den statslige forvaltning.

    Men det vil være forkert at skyde på socialrådgiverne for at være dem, der slæber dødssyge og invalide igennem den ene arbejdsprøvning efter den anden. For det er velkendt, at en socialrådgiver ikke holder længe i jobbet, hvis der indstilles lidt 'for mange' til førtidspension. Og det kan godt være, at de oplever presset som at det kommer fra deres arbejdsgivere i forvaltningen. Men i sidste ende er ansvaret politisk.

    Ansvaret ligger hos de folketingspolitikere, som i 1998 ændrede refusionsreglerne, så en kommune kan spare 5000 kroner om måneden ved at sætte en person på ledighedsydelse, og lade vedkommende vente på et fleksjob der aldrig kommer, i stedet for at til kende førtidspension. Og hos de politikere, som i forbindelse med arbejdsmarkedsreformen i 2001 besluttede at folk, der er blevet kronisk syge, først og fremmest skal sendes i fleksjob - eller sættes på venteposition hertil - frem for at til kende dem førtidspension, hvis de selv ønsker det.

    Begge reformer blev gennemført i Poul Nyrups regeringstid for at tage livtag med en stigningen i antallet af førtidspensionister. Og det uden smålig skelen til, at stigningen måske kunne have at gøre med et fysisk og psykisk invaliderende arbejdsmarked. Angiveligt for at tilskynde kommunerne til at sikre så mange som muligt en plads på arbejdsmarkedet.

    Det lyder smukt. Men når man laver reglerne, så den økonomiske spekulation i dem er så profitabel, og hensynet til det enkelte menneske rangerer så lavt, er det direkte forbryderisk. Og det er en forbrydelse, som direkte opmuntres af staten. Hvorfor skulle Socialministeriet ellers udsende et notat til sagsbehandlerne om, at man skulle afbryde klienterne, hvis de begynder at tale om deres sygdom, og sige, at 'det må vi tale om på et andet tidspunkt'?

    Efter at man nu har fået placeret titusinder i mere eller mindre frivillige fleksjob, og endnu flere på venteliste til et, er det nu en VC-regering, der er ved at forberede næste trin: Det er blevet for let at få et fleksjob, i stedet skal man tilbyde de syge et almindeligt deltidsjob, mener Claus Hjort Frederiksen.

    De syge må kort sagt lære at klare sig selv. Foghs minimalstat er godt på vej. Hvis vi ikke besinder os.

    http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=29973
    Alle kan altid sende en kommentar til os, ved at klikke HER!

  2. #2
    Chefen admin's avatar
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Indlæg
    3,817
    Syge på tvangsarbejde
    om behandlingen af førtidspensionsansøgere
    Indhold

    Forord
    Indledende betragtninger

    1. del
    Linda
    Doktorshopping
    Knud S.
    Henvisning af syge mennesker til arbejdsprøvning
    Ali
    Tvangsbehandling
    Ahmad
    Diskrimination
    Respekt
    Anerkendelse

    2. del
    Førtidspension Diagnoser
    Den nye førtidspensionslov
    Selvvurdering
    Systemet
    Systemskift

    3. del
    Resumeer
    Hvad kunne man have gjort
    Afsluttende betragtninger

    Litteraturliste


    Forord

    Dette er en bog, der fortæller om, hvordan en socialforvaltning sekunderet af centralforvaltningen har behandlet mennesker, der har bedt om hjælp.

    Det drejer sig om vidt forskellige mennesker fra kontorchefen til den politiske flygtning, der alle uden stands anseelse er blevet behandlet uden anerkendelse af deres ret til at bede om hjælp, og uden respekt. Deres værdighed er blevet krænket, deres lovsikrede rettigheder er blevet trådt under fode, og de er blevet snydt i forskellige grader.

    Jeg har arbejdet som lægekonsulent i flere kommuner, og har senest arbejdet fem år som læge på en revalideringsinstitution. Der har jeg været vidne til og direkte impliceret i Københavns Kommunes behandling af mange af de mennesker, der har søgt kommunen om hjælp, fordi helbredet ikke længere slog til. Jeg har siddet med hundesyge mennesker, der er blevet henvist til arbejdsprøvning, fordi systemet var og er gennemsivet af den ide, at alle skal arbejde ligegyldigt hvad - en indstilling der fastholdes med en næsten besværgende aggressivitet, samtidigt med at tusinder forgæves søger arbejde. Henvisningerne til arbejdsprøvning er ofte sket på trods af, hvad der faktisk står at læse i loven, og i øvrigt på trods af hvad al sund fornuft tilsiger.

    I denne bog vil jeg for det første fortælle fire historier: En om pædagogmedhjælpervikaren, en om kontorchefen, en om den hårdt arbejdende gæstearbejder og en om den politiske flygtning, for gennem deres historier at belyse sløset og respektløs sagsbehandling, manglende kendskab til love, regler og praksis, samt chikane og magtmisbrug.

    For det andet vil jeg prøve at se på, hvad det er, der sker, når formentlig fornuftige mennesker, som ansatte i en forvaltning, kan se det som deres opgave at forvalte den nu gældende hovne indstilling til syge, nedslidte og udstødte mennesker. Både at de så villigt påtager sig at mistro et menneske, der kommer til dem for at bede om hjælp, og at de giver efter for kommunalt og statsligt pres om at spare på førtidspensionerne, ved enten at lade hånt om de love der faktisk er, eller ved at fortolke paragrafferne så stramt og så bureaukratisk, at de mister deres mening.

    Dette er således ikke nogen særlig munter bog. Den er selvfølgelig skrevet i håb om at kunne provokere til en vis besindelse i systemet. Den er også skrevet for at yde en form for oprejsning til de mennesker, der er blevet dårligt behandlet. Men mest af alt er den skrevet for at forsøge at se den fornedrelse i øjnene, som jeg selv blev en del af, og for at stilne den vrede, som denne fornedrelse har udløst.

    Indledende betragtninger

    De fleste mennesker klarer sig uden indgribende hjælp fra det offentlige, og lever i en tryg forvisning om, at der er hjælp at få, hvis der bliver behov for det. Det er de færreste der er klar over, hvad den hjælp "koster" det enkelte menneske. En pris der går fra at skulle komme med alle mulige og umulige oplysninger om sig selv og sit privatliv, til ophævelse af borgerlige rettigheder. Når jeg har fortalt om mine erfaringer som socialmedicinsk læge i forvaltningssystemet, har reaktionen fra de mennesker, der står uden for systemet, været vantro og forargelse tilsat en forhåbning om, at jeg nok overdrev. Når jeg har udvekslet tilsvarende erfaringer med folk, der er inde i systemet, enten som forvaltere eller som klienter, har det sædvanligvis blot medført en træt trækken på skulderen - sådan er det jo, vi kan alle sammen fortælle lignende historier, og der er jo også noget, der er godt.

    Som eksempler på hvordan man kan blive behandlet, når man som syg anmoder det offentlige om hjælp, har jeg valgt at fortælle fire historier om fire vidt forskellige mennesker, der alle havde vurderet, at deres arbejdsevne var så reduceret, at de måtte ansøge om pension, før de havde nået den fastsatte pensionsalder. Nu er der jo nogle personer, der i en tilsvarende situation ikke behøver at anmode det offentlige om hjælp, men det er færre end de fleste tror, idet mange private forsikrings- og pensionsselskaber ikke selv foretager pensionsvurdering, men lader afgørelsen være afhængig af den offentlige vurdering. Det vil sige, at man skal vurderes af det offentlige, selvom man har en privat ordning.

    Når man selv har vurderet, at man ikke længere kan klare at arbejde, så skal den vurdering altså som oftest anerkendes og accepteres af det offentlige, før man vil kunne få en pension før tid. Det går for sig på den måde, at man først fortæller sin historie til en sagsbehandler, der efterfølgende skal tage stilling til, hvilke yderligere foranstaltninger der skal til, før den vurdering, man selv kommer med, kan accepteres. Disse foranstaltninger kan blandt andet bestå i yderligere lægeundersøgelser, krav om yderligere behandlinger og krav om en arbejdsprøvning, hvor den af en selv påståede reducerede arbejdsevne skal kontrolleres. Jo mindre accept og jo mere kontrol, jo større besværligheder.

    Når forvaltningen på baggrund af mistro øger kontrollen, kan det medføre næsten uovervindelige besværligheder, som det ses, når arbejdsprøvning bruges som kontrolforanstaltning. En arbejdsprøvning, eller som det hedder i forvaltningssproget "en arbejdsmarkedsrettet foranstaltning", på en arbejdsplads eller i et revalideringscenter, kan være et ganske udmærket og perspektivrigt tiltag, hvis det iværksættes ud fra en frivillig aftale, men det er håbløst, hvis det iværksættes ud fra tvang, med det ene formål at afsløre, om det, pensionsansøgeren siger, er sandt.

    Enhver kan sige sig selv, at man i så tilfælde vil sætte alt ind på at bevise, at man har ret.

    Det har været lærerigt at se, hvor sagtmodigt de fleste erfarne klienter har accepteret de forskellige kontrolforanstaltninger, de er blevet udsat for, når de har ansøgt om pension, sammenlignet med den vantro og desperation der har præget de mennesker, der ikke har haft deres vante gang i socialforvaitningens venteværelser. Og så er der de enkelte tidselgemytter, der selv efter mange år i forvaltningens skygge stædigt forsøger at fastholde deres krav om at blive behandlet med anerkendelse og respekt.

    De følgende historier drejer sig om helbredssvækkede mennesker, der ansøger om førtidspension, og de handler om, hvilke tvangsforanstaltninger forvaltningen griber til enten for at hindre, at der tildeles pension, eller for at sikre, at den pension der tildeles, bliver så lille som muligt. Man har i systemet magt til at give udtryk for sin mistro på mange andre måder end ved en ufrivillig arbejdsprøvning, man kan også sende ansøgere til den ene lægeundersøgelse efter den anden, man kan forsøge at tvinge ansøgerne til at lade sig underkaste behandlinger, som de ikke ønsker, og man kan i øvrigt kyse ved at demonstrere tydelig disrespekt og udvise diskriminerende adfærd.

    Nu er det sådan, at forskningen inden for området viser, at det enkelte menneske, på en endnu uerkendt måde, på suveræn vis er den bedste til at vurdere sin egen helbredstilstand og sin egen arbejdsevne. (1) Man ved faktisk bedst selv, hvad man kan, og hvad man ikke kan. Hvis denne, for systemet så utroligt provokerende sandhed blev erkendt, kunne forvaltningsarbejdet i forbindelse med førtidspensionsansøgere reduceres i betydelig grad, således at det blev en frivillig sag om man ønskede udvidet hjælp fra en socialrådgiver, eller om man ønskede, at sagen skulle ekspederes som en bogholdermæssig overførselsmekanisme. Dermed ville der frigives saft og kraft til, at de såkaldte arbejdsmarkedsrettede foranstaltninger reelt kunne rette sig mod arbejdsmarkedet og ikke mod den enkelte pensionsansøger.

    Hvis man skulle være bange for, at alle så bare ville søge en førtidspension, så snart der var det mindste i vejen, så kan man blandt andet berolige sig ved at se på antallet af førtidspensionister, der konstant har ligget på 7-8% af befolkningen mellem 18 og 66 år, lige siden førtidspensionsreformen i 1984. Andelen har været næsten helt uafhængig af, om det i en periode har været let at få en førtidspension og i andre perioder har været meget svært at få pension før tid. (17) Antallet af førtidspensionister er således meget stabilt - det er de besværligheder en ansøger skal gennemgå før deres egen vurdering accepteres, der kan være mere eller mindre indgribende. Det er kontrolforanstaltningerne, der skrues på, når man af ideologiske og økonomiske årsager beslutter, at der skal strammes.

    Den aktuelle politiske retorik, der handler om "noget - for noget" deles i sin grundsubstans af de fleste mennesker, vel at mærke som et "noget - for noget" under lige forhold. Jeg har ikke mødt nogen førtidspensionsansøgere, der ikke hellere ville have et godt arbejde og et godt helbred, så han eller hun kunne yde til eget og andres bedste, frem for at skulle sidde som mistroet socialnasser, fordi de har måttet give op. Danmark har en af de højeste erhvervsfrekvenser i verden, vi kan godt lide at arbejde og klare os selv, og kun når der foreligger meget stærke og uovervindelige grunde søges det offentlige om hjælp.

    ***
    Alle kan altid sende en kommentar til os, ved at klikke HER!

  3. #3
    Chefen admin's avatar
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Indlæg
    3,817
    Netavisen d. 12. december 2005: Syge i tvangsarbejde

    - Systemet er gennemsyret af den idé, at alle skal arbejde ligegyldigt hvad. Derfor sender man hundesyge mennesker til arbejdsprøvning med deres liv som indsats, siger arbejdsmedicineren Ellen Ryg Olsen, der på baggrund af sine erfaringer på et revalideringscenter har skrevet en bog med sønderlemmende kritik af den måde, førtidspensionsansøgere behandles på, skriver Ugebrevet A4.

    Bogen 'Syge på tvangsarbejde' udkom på Gyldendal i midten af november.

    - Man sender hundesyge mennesker til arbejdsprøvning med deres liv som indsats. Man møder folk med den holdning, at de bare er ude på at lade sig forsørge. Dermed både sårer og ydmyger man mennesker, der i forvejen er i en meget vanskelig livssituation, og som har levet i den tro, at velfærdssamfundet ville være til disposition, hvis de fik brug for hjælp , fastslår hun.

    Ellen Ryg Olsen har arbejdet fem år som læge på Revacentret i København. Det er her, de københavnske førtidspensionsansøgere sendes til, når kommunale sagsbehandlere vil have prøvet ansøgernes arbejdsevne, før de tager stilling til førtidspension. Og det er her, hun har opbygget den harme, hun nu har givet bogform. En harme over, hvad hun opfatter som systematisk fornedrelse af mennesker.

    Hun har arbejdet som arbejdsmediciner i det offentlige system både før og efter den nye førtidspensionslov, der trådte i kraft 1. januar 2003 og markerede et afgørende holdningsskift.

    Enkelt forklaret gik man fra at se på, hvilken arbejdsevne folk havde mistet, til at se på, hvilken arbejdsevne de havde tilbage. I den proces blev arbejdsprøvning et vigtigt redskab.

    Ellen Ryg Olsen bifalder såmænd ånden i den nye lov. Hun er enig i, at passiv forsørgelse ikke er lykken, og red med på den opløftede stemning, der bredte sig i hele systemet op til den nye lovs ikrafttræden. Nu skulle man til at se på det hele menneske og arbejde for, at alle blev integreret på arbejdsmarkedet, skriver Ugebrevet A4.

    - Ideen med den nye lov var at se på den enkeltes ressourcer, og hvordan de kunne matche arbejdsmarkedet. Men man har glemt arbejdsmarkedet. Ingen vil jo have dem med begrænset arbejdsevne. Se på den voksende kø af mennesker på ledighedsydelse, som tildeles folk, der er godkendt til et fleksjob, men ikke kan få et. Den er nu på mere end 10.000 mennesker. På den baggrund virker det hult, at man bryster sig af at have begrænset antallet af førtidspensionister med 4.000 på årsbasis.

    Siden 1984 har andelen af personer på førtidspension ligget på mellem syv og otte procent af befolkningen, og det gør det stadigvæk. Og ifølge en opgørelse, som Ellen Ryg Olsen bringer i sin bog, spiller vurderingen af helbredet fortsat den altdominerende rolle, når det kommer til den endelige tildeling af førtidspensioner.

    - Omkring 10.000 mennesker er i dag på ledighedsydelse, fordi de ikke kan få et fleksjob. Men mange af dem er alt for syge til at arbejde og er egentlig berettiget til førtidspension, tilføjer hun. Når der ikke får det. skyldes det især kommunal kassetænkning. Det er nemlig langt billigere for en kommune at henvise til arbejdsprøvning, end det er at tildele førtidspension.

    Sidste år faldt antallet af førtidspensionister med 4000, og i forhold til 2002 var antallet af afslag mere end fordoblet. De mange afslag betød, at kommunerne i løbet af 2004 sparede godt 70 millioner kroner.

    Se også: http://www.ugebreveta4.dk/smcms/Ugeb...ex.htm?ID=9879 eller læs Ugebrevet A4 på side 2 af denne tråd.

    Netavisen 12. december 2005
    Alle kan altid sende en kommentar til os, ved at klikke HER!

  4. #4
    Chefen admin's avatar
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Indlæg
    3,817
    Citer Oprindeligt indsendt af socialpsykiatri.dk
    Syge på tvangsarbejde

    Læge Ellen Ryg Olsen beskylder i sin nye bog 'Syge på tvangsarbejde' kommunerne for i stort omfang at svigte alvorligt syge personer, som egentlig burde have førtidspension, men som i stort omfang sendes i arbejdsprøvning. Hendes bog indeholder 4 grelle eksempler på personer, der er kommet i klemme i systemet. Ellen Ryg Olsen arbejdede i 5 år på et revalideringscenter i København. Her stødte hun gang på gang på alvorligt syge mennesker. Det er markant dyrere for kommunerne at sende folk på førtidspension end at sende dem i arbejdsprøvning med en efterfølgende ledighedsydelse, som ofte er resultatet af arbejdsprøvning. Men regeringens ideologi om, at alt er godt, hvis folk kommer i arbejde, bærer også en del af skylden.

    http://www.socialpsykiatri.dk/printable.dsp?page=2577
    Alle kan altid sende en kommentar til os, ved at klikke HER!

  5. #5
    Bea
    Gæst
    Jeg kender desværre en sød overgangskvinde, som er blevet slæbt gennem systemet og gennem den ene arbejdsprøvning efter den anden. Hun er nu gået helt ned psykisk og får både medicin og psykologhjælp. Hun er lige bevilliget fem måneders ro inden sagen tages op til vurdering igen. Hun er fejloperet i skulderen og har nu så mange sammenvoksninger at hun har dannet en knude på størrelse med et hønseæg. Knuden er nu så stor at den trykker påå en måde, så hendes arm til tider svulmer op. Hun har mange fysiske smerter og tager også meget smertestillende medicin.
    Så er det jeg spørger - Hvor meget skal der til for at der kan bevilliges en invalidepension ?

    Det var bare lidt sure opstød og endnu en bekræftelse af Ellen Ryg Olsens påstande.

    Her ligger en menneskelig tragedie som endnu et bevis på regeringens ideologi om, at hvis bare alle kommer i arbejde, så...........

    Kip

  6. #6
    Superbruger Anina's avatar
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    62
    Indlæg
    4,968
    Citer Oprindeligt indsendt af Bea
    Hun er lige bevilliget fem måneders ro inden sagen tages op til vurdering igen.
    At man overhovedet kan anvende ordet "ro" i forbindelse med udtrykket: "bevilget"??

    Er ro ikke en menneskeret? Og hvordan kan man bevilge ro overhovedet, medmindre hensigten er netop at tage roen fra de syge, så de slides op og svækkes så effektivt - at de kan spises af med meget mindre end den oprindelig lovgivning i sin tid sikrede de syge eller..... få dem til helt at opgive og gøre hvad?..... Kaste sig ud af et højhus? Springe foran S-toget? Drukne sig i Sundet eller noget andet, bare man letter samfundets "byrde" i følge de ulærte, borgerlige "MF-afstumpheder" af begge køn, der har gjort det til et mål, at forarme og udrydde de småbemidlede og de, der er for syge til at kunne udbyttes yderligere på arbejdsmarkedet - og derfor nytteløse??

    Der er gået 10 måneder siden Beas svar her.... og Ellen Ryg Olsens bog er lige så aktuel som nogensinde.... Føj, føøøj! Siger jeg bare og venter spændt på, om heller ikke denne lektie ikke kan få det almindelige stemmekvæg til at folde ørene ud, kaste blår af øjnene og sætte det forbandede kryds et bedre sted end de sidste to gange...... jeg er fløjtende ligeglad med Helles Gucci-tasker!!! Hvis det er det, der skal til at hun får fingeren ud - fred være med det! Millionærerne skal ud af regering og ud af Tinget! Og det kan bare ikke gå for hurtigt!
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

  7. #7
    Bea
    Gæst
    Hej Anina

    Roen for min veninde er slut, hun er nu sat på bistandshjælp. De siger på kommunen hun ikke er afklaret fordi hun er psykisk syg.

    Hun har været til en second opinion psykolog som tsiger hun skal prøve to slags psykofharma, fordi disse måske kan tage nogle af hendes smerter.

    Hun er indkaldt til møde, hvor de vil tale med hende om hendes økonomi. Håber det bliver positivt.

    Jeg har talt med hende om K 10. Har tilbudt at hjælpe og vi kan arbejde hos mig. Hun sidder nu hjemme som en anden robot, og har taget 20 kilo på. Hun kan ikke mere, hun er knækket. Det er bare så forfærdeligt, for hun er afprøvet ni steder og kan kun arbejde en time om dagen under skånehensyn. Hun kan ikke bruge sine arme. Kommunen vil ikke høre efter hendes egen læge eller psykolog, eller de steder hvor hun er arbejdsprøvet. De sender hende til en ny psykolog og efter at have talt med hende i tre kvarter, udtaler han at hun skal prøve ny medicin, underkender alle de andre afgørelser.............

    For fanden hvor er det noget lort. Jeg har snakket med hende om at gå til pressen, da et vil være guf at vide, de tvinger folk på psykopharma.

    Jeg prøver at hjælpe, hun har ikke selv internet og hun har slet ingen penge. Sagen er anket og hun håber hun kan bo i sit hus indtil hun forhåbentlig vinder anken. Hun vil sælge huset, men hun har lånt en del penge for at overleve, så der bliver ikke så meget tilbage. Det kan jo også være ligmeget, for hun kan ikke få bistanshjælp med penge i banken.

    Jeg er så spændt på hendes møde i dag, og håber på at kommunen har besindet sig og hun bliver indstillet til pension!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

    Hendes sag fylder meget i mit univers, også med henblik på min egen egen sag. Hendes anke varetages af fagforeningen, der siger de har tre sager med vores kommune af samme art. Det kunne tyde på at kommunen ikke tør at træffe afgørrelser efter de nye regler, før de har tabt nogle sager i ankesyrelsen.

    Fy for pokker, hvor er det hele bare noget svinere

    Jeg vil ind og læse lidt om det stof du har fundet!!!!!!!!!!!!!!!!!!!Så kan det være jeg kan blive lidt hidsig!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

    Bea

  8. #8
    Superbruger Anina's avatar
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    62
    Indlæg
    4,968
    Citer Oprindeligt indsendt af Bea
    Jeg vil ind og læse lidt om det stof du har fundet!!!!!!!!!!!!!!!!!!!Så kan det være jeg kan blive lidt hidsig!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

    Bea
    Det er på høje tid, at du reagerer! Det er lovligt at være vred, når man har dine grunde.... og din venindes med. Prøv lige at klikke på linket til DR-Regioner her i tråden og se Helen Ryg Olsen bliver interviewet om sin bog: "Syge på tvangsarbejde".... lån evt. bogen på Biblioteket. Hvis dèt ikke kan gøre dig vred - er der intet der kan
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

  9. #9
    Bea
    Gæst
    Jeg tror, jeg vil låne bogen

    Knus bea

  10. #10
    Bea
    Gæst
    Min veninde har været på kommunen, hun har fået ny sagsbehandler, som vil prøve at få gang i en pensionssag. Han synes den er så oplagt, at han er sikker på de tabe anken. Nu håber jeg bare han ved, hvad han har med at gøre. Han har været sagsbehandler i Århus kommune, så det kan være han har lidt mere fart over feltet. Håbe virkelig for hende hun får lidt medvind, det trænger hun til.

    Jeg har været inde og høre på linket om syge på tvangsarbejde, fy for pokker, men det jo lige nøjagtigt det det sker ude i den virkelige verden.


    Bea

Side 1 af 2 12 SidsteSidste

Bookmarks

Regler for indlæg

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •