Side 2 af 2 Første 12
Viser resultater 11 til 13 af 13
  1. #11
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    67
    Indlæg
    5,271

    Standard UgebrevetA4 5. december 2005




    Vi tvinger syge mennesker i arbejde
    Af Michael Bræmer

    Systemet er gennemsyret af den idé, at alle skal arbejde ligegyldigt hvad. Derfor sender man hundesyge mennesker til arbejdsprøvning med deres liv som indsats. Det siger arbejdsmedicineren Ellen Ryg Olsen, der på baggrund af sine erfaringer på et revalideringscenter har skrevet en bog med sønderlemmende kritik af den måde, førtidspensionsansøgere behandles på.

    Mistro
    Han var faktisk død i 12 minutter, efter han midt i talen ved sin datters konfirmation var faldet sammen med hovedet ned i suppen. Men takket være hjertemassage blev han genoplivet.

    Knud Sørensen blev aldrig den samme igen oven på blodproppen. De mange minutter uden ilt til hjernen havde givet skader på hjernen, og bypassoperationen gav efterfølgende komplikationer. Samtidig stødte sukkersyge og astma til.

    Han genoptog sit arbejde som kontorchef i en interesseorganisation, men måtte til sidst indse, at han trods al mulig fleksibilitet fra arbejdsgiverens side ikke magtede sit arbejde mere. Det var en pinefuld erkendelse, for det var et arbejde, han elskede og brændte for.

    Efter lang tids overvejelse besluttede Knud Sørensen sig i 1998 for at søge om førtidspension, og så begyndte hans problemer for alvor. For »systemet« kom ham ikke i møde med forståelse og hjælp, men med modstand og mistro. Den kommunale sagsbehandler insisterede på at få Knud Sørensen til arbejdsprøvning for overhovedet at rejse en pensionssag. Et krav, der i første omgang fik ham til at gå i vrede, men som blev ført frem igen, da han prøvede at genoptage sagen i en alder af 63 år. Blandt mange skavanker kæmpede han da med vand i lungerne, gangbesvær og vejrtrækningsproblemer.

    Lægen og arbejdsmedicineren Ellen Ryg Olsen bruger i sin bog, »Syge på tvangsarbejde – om behandlingen af førtidspensionsansøgere«, Knud Sørensens historie som et eksempel på, at den er helt gal med holdningen blandt de kommunale sagsbehandlere til syge og nedslidte, der har været nødt til at kaste håndklædet i ringen.

    »Man sender hundesyge mennesker til arbejdsprøvning med deres liv som indsats, fordi systemet er gennemsyret af den idé, at alle skal arbejde ligegyldigt hvad. Man møder folk med den holdning, at de bare er ude på at lade sig forsørge. Dermed både sårer og ydmyger man mennesker, der i forvejen er i en meget vanskelig livssituation, og som har levet i den tro, at velfærdssamfundet ville være til disposition, hvis de fik brug for hjælp,« siger hun.

    Systematisk fornedrelse
    Ellen Ryg Olsen har arbejdet fem år som læge på Revacentret i København. Det er her, de københavnske førtidspensionsansøgere sendes til, når kommunale sagsbehandlere vil have prøvet ansøgernes arbejdsevne, før de tager stilling til førtidspension. Og det er her, hun har opbygget den harme, hun nu har givet bogform. En harme over, hvad hun opfatter som systematisk fornedrelse af mennesker.

    »Når man reagerer imod den dominerede mistro i systemet, mødes man af holdningen: »Nåh, du er sådan en godgørende moster, som vil give alle førtidspension.« Gu’ er jeg ej! Men alternativet til den godgørenhedsindustri, man gerne vil pådutte mig, er ikke nødvendigvis den mistrosindustri, der praktiseres. Vi må insistere på, at mennesker skal behandles med anstændighed og værdighed.«

    Det er Ellen Ryg Olsens erfaring, at mistroen som oftest er ubegrundet. Langt hovedparten af de nedslidte forsøger at holde sig fast på arbejdsmarkedet med både hænder og fødder.

    »Hvis de ikke kan klare det ene, forsøger de med det andet. De går ned i tid eller skifter til en anden arbejdsfunktion. Og hvis de er så heldige at have en uddannelse, der gør dem attraktive på arbejdsmarkedet, skifter de job. Først efter at alle alternativer er opbrugt, og efter alvorlige overvejelser dukker de op hos kommunen for at få hjælp.«

    Ellen Ryg Olsen har arbejdet som arbejdsmediciner i det offentlige system både før og efter den nye førtidspensionslov, der trådte i kraft 1. januar 2003 og markerede et afgørende holdningsskift.

    Ny lov – samme begrænsninger
    Enkelt forklaret gik man fra at se på, hvilken arbejdsevne folk havde mistet til at se på, hvilken arbejdsevne de havde tilbage. I den proces blev arbejdsprøvning et vigtigt redskab.

    Ellen Ryg Olsen bifalder såmænd ånden i den nye lov. Hun er enig i, at passiv forsørgelse ikke er lykken og red med på den opløftede stemning, der bredte sig i hele systemet op til den nye lovs ikrafttræden. Nu skulle man til at se på det hele menneske og arbejde for, at alle blev integreret på arbejdsmarkedet.

    »Jeg har selv været en af de læger, der har kæmpet meget for, at vi skulle nedtone det helbredsmæssige, fordi sygdommen i sig selv ikke altid kan forklare alt. Men det er ligesom, pendulet er svunget lige fra, at sygdom kan forklare alt, til at man ikke tager hensyn til sygdom. Begge dele er lige dumt. Helbredet kan stille sig afgørende i vejen, uanset hvilke ressourcer man i øvrigt har.«

    Samtidig er kravene og tempoet på arbejdsmarkedet konstant blevet skærpet, så det reelt er umuligt at finde plads til andre end dem, der er 100 procent toptunede.

    »Ideen med den nye lov var at se på den enkeltes ressourcer, og hvordan de kunne matche arbejdsmarkedet. Men man har glemt arbejdsmarkedet. Ingen vil jo have dem med begrænset arbejdsevne. Se på den voksende kø af mennesker på ledighedsydelse, som tildeles folk, der er godkendt til et fleksjob, men ikke kan få et. Den er nu på mere end 10.000 mennesker. På den baggrund virker det hult, at man bryster sig af at have begrænset antallet af førtidspensionister med 4.000 på årsbasis.«

    Siden 1984 har andelen af personer på førtidspension ligget på mellem syv og otte procent af befolkningen, og det gør det stadigvæk. Og ifølge en opgørelse, som Ellen Ryg Olsen bringer i sin bog, spiller vurderingen af helbredet fortsat den altdominerende rolle, når det kommer til den endelige tildeling af førtidspensioner.

    I andet kvartal af 2004 blev der i 96 procent af afgørelserne om tilkendt førtidspension lagt særlig vægt på helbredsoplysninger ifølge oplysningerne fra Den Sociale Ankestyrelse.

    »Det eneste, der reelt er opnået, er, at man forhaler en førtidspensionering og i mellemtiden får ydmyget og mistænkeliggjort ansøgerne. Hvorfor skal det være så svært at få tilkendt en førtidspension, når den er oplagt berettiget? Jeg tror, det handler om at skræmme os andre fra at komme på de tanker.«

    Ufaglærte sidder i klemmen
    Som særlig klemte i forhold til førtidspension peger Ellen Ryg Olsen på nedslidte ufaglærte. Personer midt i 50’erne, der har knoklet, fra de var 14-16 år og nu har ikke bare nedslidningslidelser, men måske også lettere hjerte-karlidelser, forhøjet blodtryk og truende gammelmandssukkersyge.

    Hver især ikke de alvorlige lidelser, men tilsammen problemer, der gør det umuligt for dem at gøre sig gældende på et højeffektivt, konkurrencebetonet arbejdsmarked.

    »Det er dem fra 3F, der svupper rundt i en stor pulje på ledighedsydelser, fordi de ikke har en forkromet diagnose, som kan give dem en førtidspension, men er for svage til at passe et almindeligt arbejde. Dem, der i gamle dage ikke havde et officielt skånejob, men havde fået en kost i hånden og nogle småfunktioner histen og pisten.«

    Hvis man fra politisk side virkelig ville sætte handling bag de vidtløftige intentioner om at integrere alle på arbejdsmarkedet, skulle man ifølge Ellen Ryg Olsen iværksætte en ordentlig revalidering og give nedslidte ufaglærte en reel opkvalificering eller uddannelse. Men antallet af revalideringer falder, påpeger hun.

    »Har du en uddannelse, har du flere kort på hånden, hvis du ikke længere kan klare dit arbejde. Du kan skifte arbejdssted, funktion, arbejdstid og så videre. Ufaglærte, derimod, har ikke flere kort at spille, hvis fysikken skranter. Derfor må man investere i deres uddannelse eller støttet beskæftigelse i funktioner, hvor de ikke er så afhængige af deres fysik. Der er masser af ting, de kunne komme i gang med.«

    Ellen Ryg Olsen er hård i sin kritik af de kommunale socialrådgivere, som i sagens natur fører an, når der iværksættes, hvad hun ser som perspektivløse arbejdsprøvninger og mistænkeliggørelse af borgere, der har måttet banke på kommunens dør for at få hjælp til en førtidspension.

    Elendige lus
    På den anden side set ved hun godt, at de kun er symptomer på dårligdommene i et system, hvis ånd og handlinger dikteres oppefra.

    »Jeg har modtaget personer til arbejdsevnevurdering, som hverken kan gå eller stå, gø eller gabe og har så ringet til socialrådgiveren og spurgt, hvad hun egentlig har tænkt sig. Jamen, hun har tænkt sig, at vedkommende skal have pension. Men hvis der ikke ligger en arbejdsprøvning, så får hun hele systemet med beskæftigelsesminister, Ankestyrelsen, de sociale nævn og det lokale pensionsteam på nakken.«

    »Systemet er så hysterisk bange for at komme til at give bare én pension for meget, at man for at undgå det hellere håner og skoser 100 andre mennesker. Det er svært for den enkelte person i socialforvaltningen at gå op mod sådan en ånd. Men socialrådgiverne stemmer jo med fødderne: Den gennemsnitlige anciennitet blandt socialrådgivere i Københavns Kommune er under et år.«

    Ellen Ryg Olsen finder det ikke desto mindre dybt betænkeligt, at de personer, som skal rådgive borgerne i så alvorlige sager, samtidig står så svagt i forhold til deres eget system. Hun mener der er alarmerende stort behov for at opgradere socialrådgivernes uddannelse med mere lovgivning, jura og træning i at stå ved de beslutninger, de er nået frem til.

    »Socialrådgiverne skal have rygraden til at sige, når arbejdsprøvning er irrelevant. Det har de ikke power til i dag, og systemet tillader dem heller ikke at gøre det. På den måde bliver de elendige lus – ikke mellem to negle, men under en tommeltot, der tværer dem ud.«


    Kilde: Ugebreveta4.dk/smcms/Ugebrevet/7422/9854/9866/9879/Index.htm?ID=9879
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

  2. #12
    Guest avatar
    Gæst

    Standard Re: Syge på tvangsarbejde!


    Dette kan ikke være mere sandt :!: Der skal gøres noget inden det bliver helt umuligt for syge mennesker at få tildelt en pension, eller de kan blive visiteret til et fleksjob. Det hjælper jo ikke at visitere hvis der ikke er noget job.

    Nu har kommunerne fået tommelskruer på med hensyn til fleksjobbere og hvis ikke den visiterede finder job inde for halvandet år, ja så forsvinder refusionen fra staten og kommunerne står selv med regningen. Det er godt at kommunen skal arbejde for at hjælpe med at finde et job, men tænk lige på hvor svært det bliver efterfølgende at blive visiteret til fleksjob. Når kommune sidder med hele regningen bliver socialrådgiverne endnu mere pressede.

    I vores gamle kommune blev sagsbehandlere enten syge eller rejste deres vej.

    Efterhånden tror jeg, jeg ved hvorfor. Der blev ikke visiteret mennesker til hverken fleksjob eller pension i det sidste år inden kommunesammenlægningerne.

    Dette fandt jeg frem til ved at spørge mig blandt Revas personale. Der ankom hele hold af ca ni mennesker af gangen. Næsten alle fra vores kommune. Jeg spurgte om det altid havde været sådan, men fik det svar at det kun havde været sådan inden for det sidste år.

    Jeg kender personligt sager hvor sagsbehandleren har sagt, " jeg går hjem og starter en pensionssag". Hvorefter borgeren går glad hjem, for to dage senere at få et brev fra sagsbehandleren, at det var en fejl. Prøv at tænke jer hvor nedværdigende det må være at sende et brev tilbage og indrømme at det der står i referatet er en fejl. Velvidende at sådan kan man ikke gøre, uden nye møder osv.

    Socialrådgiverne kommer hjem med deres sager og har gjort deres arbejde som de er uddannet til, nemlig at guide og hjælpe borgeren. Når de kommer hjem får de og vide at de er ansat til at passe kommunens pengekasse og så skide være med borgeren og borgerens rettigheder.

    Jeg vil ikke holde en lang forsvarstale for socialrådgiverne, men de bliver stoppet med hård hånd. Det er min konklusion på at de fleste sagsbehandlere/socialrådgivere var syge eller rejste deres vej.

    Den socialrådgiver der kyndigt hjalp mig langt hen af vejen i min revalideringssag, sagde ja til at være den, der skulle rydde op i kommunens langtidssygemeldte. Jeg opnåede at se og høre hende som den værste heks, trods det at jeg ved hvor kyndig og dygtig hun er. Hun rejste et halvt år efter den nye ansættelse og så kan jeg jo kun gisne om, hvad der derefter skete.

    Lige mine tanket om hvad der sker.

    Bea

  3. #13
    Libri's avatar
    Libri er offline Bestyrer af Biblioteket på Overgangsalderen.net
    Registreringsdato
    Jun 2006
    Alder
    63
    Indlæg
    679

    Icon4 Re: Syge på tvangsarbejde!


    I april sidste år deltog Ellen Ryg Olsen i mødet afholdt af Enhedslistens Ældrestyrke:

    "Nu er bogen makuleret", fortalte hun på mødet, "for alle de elendigheder, der er beskrevet i den, er det rene vand mod det, syge mennesker udsættes for efter førtidspensionsreformen fra 2013."

    Hun håbede med bogen at afsløre, hvordan man behandler de mest sårbare mennesker i vores samfund, og at dette ville påvirke beslutningstagerne i stat og kommune. Hun var dengang overbevist om, fortalte hun, at der ikke fandtes nogen mennesker, som virkelig havde det eksplicitte ønske, at de ville behandle syge mennesker dårligt. Hun blev dog klogere. (Læs mere)

    "Hun var dengang overbevist om, fortalte hun, at der ikke fandtes nogen mennesker, som virkelig havde det eksplicitte ønske, at de ville behandle syge mennesker dårligt. Hun blev dog klogere."

    Det tør siges, hun blev klogere. Så sent som i går, har Ellen Ryg Olsen begået endnu et debatindlæg i Information, hvor hun bl.a. skriver:

    "Siden jeg skrev bogen Syge på tvangsarbejde, har fornuftige mennesker forsøgt at få mig til at forstå, at det kun er systemets skyld, at de syge behandles elendigt.

    Det mener jeg ikke. Jeg mener, at det enkelte menneske i systemet, det være sig sagsbehandler, jurist eller dommer, også har et ansvar for at høre, se og forstå de mennesker, der beder om hjælp. De bør bruge deres forstand, hvilket snildt kan gøres uden at landets love krænkes." (...)

    "Man kan undre sig over, hvad der kan få bureaukrater til at tilsidesætte deres personlige dømmekraft og dække sig ind under afgørelser, der lever op til den politik, der aktuelt gennemsyrer systemet. Afgørelser, der ikke er drevet af forståelse for det menneske, der søger om hjælp, og afgørelser, der insisterende fortsætter med at fastslå, at sagkundskaben ikke har ret. Er de dumme eller onde?

    En forklaring kunne være, at de efterrettelige bureaukrater deler den måde, samfundet aktuelt ser på de mennesker, der har behov for hjælp. En anden forklaring kunne være, at de har karriereambitioner og derfor ikke vil skille sig ud: At de først og fremmest er konformister, der henter deres styrke i, at andre dele af systemet giver dem ret i deres afgørelser. Det tages af disse konforme som udtryk for, at afgørelserne er gode.

    De synes at glemme, at de har en frihed til at tænke selv og til at bruge disse tanker til at sætte sig ind i, hvad deres vurderinger betyder for andre.

    Man kan sige, at de er skyldige i ikke at bruge deres forstand." (Læs resten på Information.dk)

    Hvad Ellen Ryg Olsen ikke skriver direkte, men som så absolut er det rette ordvalg til at illustrere hendes pointer, er ordet 'grusomhed", idet tilstanden disse mennesker bringes i efter gentagende ture i systemets vridemaskinen - er der kun et ord der til fulde kan beskrive: 'grusomhed'!

    Om menige og ledende personer, ansat til at betjene systemet "virkelig havde det eksplicitte ønske, at de ville behandle syge mennesker dårligt" er sagen totalt underordnet al den stund de netop begår nøjagtig dette - behandler syge mennesker grusomt!

    En ansat i staten eller i kommunen svarer: "Jeg kan ikke anerkende denne anklage. Jeg har kun udført mit arbejde, jeg blev pålagt af mine ledere og politikere. Oplevelsen af mine klienter, hvis skæbne det var mit job at afgøre, gjorde mine lemmer følelsesløse, ligesom de blev følelsesløse, når jeg, efter ordre, var nødt til at beslutte de grusomheder, som afgørelserne medførte for mine syge klienter og deres familiers liv.

    Det var mit uheld at blive indblandet i disse grusomheder. Men disse ugerninger skete ikke efter mit ønske. Det var ikke mit ønske at skade mine syge klienter. Skylden for disse ugerningen er ikke min, men tilhører ene og alene de politiske ledere. Jeg er ikke et monster. Jeg er et offer for andres politiske og juridiske beslutninger, og jeg bør derfor fritages for ansvar for mine handlinger, begået i mit job i det offentlige. Jeg har bare gjort mit arbejde."


    Frit efter Adolf Eichmanns forsvarstale ved domstolen i Jerusalem i 1961, beskrevet i artiklen Eichmann: Lydig bureaukrat eller bestialsk folkemorder? i Kristeligt Dagblad, den 27. januar 2011.




    Et tilbageblik til Folkemødet i 2015, hvor man oplever Ellen Ryg Olsen på slap line, selv om lyden er irriterende ringe, og musikken i baggrunden de første minutter gør det heller ikke nemmere at lytte...



    Introduktion: Det er regeringens politik vedr. førtidspension og fleksjob, og Bjarne Corydon siger, at arbejde er løsningen på næsten alle problemer. Men er det rigtig?

    Læge Ellen Ryg Olsen og lektor Inge Henningsen,KU diskuterer ud fra praktiske erfaringer og forskningen (en phd. afhandling: Iben Nørup: "Arbejde og Sygdom") hvilken betydning deltagelse på arbejdsmarkedet har for de syge, de svage og de handicappede.

    Hvor er evidensen i beskæftigelsespolitikken?

    Er arbejde virkelig så sundt, at vi skal give det til de syge?

    Nej. Der er ingen evidens for, at arbejde generelt er helbredende,hvis man er syg, eller at arbejdet generelt forebygger, at man bliver syg. Tværtimod forringer aktivering og forsøg på at genintegrere syge mennesker på arbejdsmarkedet ofte disse menneskers autonomi. Det bringer dem hverken tættere på arbejdsmarkedet eller forbedrer deres livssituation. Og det risikerer at gå ud over deres helbred. Grundlaget for de seneste reformer er fejlagtigt og uden evidens.

    Kilde: BIEN Danmark - Netværk for Basisindkomst

    Uanset om Ellen Ryg Olsens bog "Syge på tvangsarbejde" er makuleret eller blot udsolgt hos alle online-boghandlere, kan den dog fortsat købes hos antikvarboghandlere, eller som e-bog f.eks. hos Arnoldbusck.dk til den beskedne pris kr. 70,31.
    Velkommen i Biblioteket på vores hjemmeside. Mange af titler vi omtaler, er udsolgte fra forlagene, men findes enten på bibliotekerne eller i antikvariaterne som: Bogtorvet.net , Findbogen.dk , Antikvarisk.dk , Bogbasen.dk (private til private), Antikvariat BookStone.dk , Brugte bøger via Saxo.cm , eller Antikvariat.net

Side 2 af 2 Første 12

Tags for this Thread

Bookmarks

Regler for indlæg

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •  

Log ind

Log ind