En meget tankevækkende artikel, ikke så lidt hårrejsende og helt i trit med mine egne (mis)tanker samlet over et langt liv.... jeg synes alle har godt af at læse den og støve den af igen den dag, det evt. er nødvendigt igen...

Undertrykkelse af alternative cancerkure

Af Alex Dybring, biomediciner, juni 1999


Læger og alternative behandlere bør arbejde sammen, hævdes det! Javel, men det er ikke så enkelt, som det umiddelbart kunne lyde, da de paradigmer disse to grupper arbejder indenfor er meget modsætningsfyldte.

Dette modsætningsforhold har især afspejlet sig i cancerbehandlingen, som meget groft kan inddeles i to retninger: En nedbrydende, der primært sigter på direkte at fjerne og dræbe cancercellerne, og en opbyggende, der primært sigter på at styrke kroppens egen modstandskraft og evne til at bekæmpe canceren. Det er mest sidstnævnte, der indbefatter de alternative kræftkure.

Historien om undertrykkelse af de alternative cancerterapier er omtrent lige så gammel som den første lægeforening, og der skrives stadig nye kapitler.

I dette århundrede har mange forskere udviklet ganske lovende kure mod cancer, som magtfulde myndigheder ikke har villet acceptere. I stedet er forskerne og deres kure blevet udsat for modarbejdelse, hån og latterliggørelse.

Deres kure fik aldrig chancen for at blive officielt dokumenteret og figurerer nu blot på listen over kuriøs kvaksalveri. Nogle udøves dog stadig i mindre skala – ofte i lande med en mere liberal holdning til disse initiativer.

I løbet af et halvt hundrede år er der brugt milliarder af kroner på konventionel cancerforskning. Alligevel er de fleste kræftformer i stigning.

Selv om nedbringelse af stigningen i cancertilfælde kan og bør ske ved prioritering af forebyggende tiltag, er der stadig brug for effektiv behandling af cancer. USA er det land der har brugt flest ressourcer på cancerforskning, men også på at undertrykke potentielt anvendelige alternative cancerkure.

Her følger nogle få eksempler på initiativer fra århundredeskiftet og frem, der havde fortjent en bedre skæbne - i det mindste i form af redelig, fordomsfri udforskning og evt. videreudvikling. Gennemgangen af metoderne er meget summarisk.

Coley's toksiner
I det 18. århundrede bemærkede en skotsk læge, John Hunter, at hvis et menneske med en kronisk sygdom pådrog sig en anden akut sygdom, kunne den akutte sygdom ophæve den kroniske så længe den akutte varede.

Noget tilsvarende bemærkede kirurgen William Bradley Coley i New York kort før århundredeskiftet. Her observerede han, at flere cancerpatienter blev raske efter en kraftig streptococ-infektion.

Han forestillede sig, at kroppens modstandskræft mod canceren blev styrket p.g.a. infektionen. Dette inspirerede ham til at give kræftpatienter bakterie-toksiner (giftstoffer fra bakterier). Det lykkedes ham at helbrede sin første cancerpatient med disse toksiner efter nogle forsøg, hvilket opmuntrede ham til at fortsætte.
Omkring århundredeskiftet var indsprøjtning med bakterietoksiner imidlertid ikke uproblematisk. Nogle patienter døde af feber. Derfor udviklede han forskellige blandinger af toksiner til forskellige former for cancer.

En af hans blandinger bragte 124 ud af 312 u-opererbare cancerpatienter i bedring og helbredelse, hvilket var væsentligt bedre end samtidens eneste accepterede form for cancerterapi, som var kirurgi.

Den amerikanske lægeforening AMA var imidlertid ikke begejstret og reagerede voldsomt overfor Coley's toksiner ved at hævde, at hans terapi var udokumenteret og farlig, fordi den kunne friste patienter til at opgive kirurgien.

En dobbeltblindet undersøgelse med Coley´s toksiner udført på New York University, Bellevue faldt ud til fordel for Coley´s toksiner, men førte alligevel til pres på undersøgelsens hovedforfatter til at forlade hospitalet.

Først i midten i 1970´erne blev Coley's toksiner fjernet fra American Cancer Society's liste over udokumenterede cancerbehandlinger. Hans datter Helen Nauts Coley videreførte hans arbejde, som er tilgængelig i flere lande, men Coley's toksiner er stadig en alternativ terapiform på trods af tilsyneladende bedre resultater end konventionel behandling.

Deaken Serum
I dag handler etableret cancerbehandling om kirurgi, stråler og kemoterapi. Ved århundredeskiftet handlede den om strålebehandling som supplement til kirurgien.

En laboratorietekniker Tom Deaken udviklede i begyndelsen af århundredet et anti-cancerserum. Det var dog en kirurg i Montana, J.M. Scott, som fattede interesse for Deaken's serum og gjorde det til et livslangt engagement.

Scott fandt dog hurtigt ud af, at ingen medicinske tidsskrifter i USA ville udgive hans succesfulde patienthistorier. Også her spøgte AMA i baggrunden. Først i 1926 fik han disse beretninger udgivet af et irsk medicinsk tidsskrift.

Tiden var dog ikke med Deaken eller Scott. Brugen af Deaken´s serum opnåede aldrig støtte i USA.

Glyxolid
I dag ved vi, at en underliggende årsag til mange slags cancer er de frie radikalers skader på cellerne. Frie radikaler er en type iltningsprocesser i kroppen, der hele tiden opstår i mere eller mindre grad som følge af f.eks. tobaksrygning, kemikalier, forskellige former for stråling, men også af kosten og hård fysisk aktivitet m.v. De i dag meget omtalte antioxidanter afbøder disse skader.

William F. Koch, professor i fysiologi ved Detroit Medical College udviklede i 1920´erne et præparat, Glyxolid, der virkede ved at opfange frie radikaler. Det bidrog til hundredevis af tilfælde med bedring af cancer, hvorfor mange læger støttede denne terapi. Dog ikke AMA, som fra 1921 - 23 ihærdigt drev lobbyarbejde imod det.

Koch fortsatte i 30´erne og 40´erne sit arbejde med forskning i Canada støttet af Ontario Cancer Kommission. Senere benyttede Dr. Koch Glyxolid imod andre sygdomme i Mexico og Brazilien.

Den amerikanske Food and Drug Administration fik i 1942 Koch arresteret i Florida under anklage for falsk etikettering. En kaution på 10.000 $ skulle afholde ham fra at vende tilbage til Brazilien for at færdiggøre hans forskning. På trods af tusindvis af patienthistorier, der støttede hans præparat, endte retssagerne i 1950 med et permanent forbud mod Glyxolid-behandlinger i USA.

I dag tager amerikanere til Mexico for at få behandlinger med Glyxolid-lignende præparater som f.eks. Rodaquin. Alternativt orienterede betragter det i dag som en selvfølge at cancerpatienter skal have masser af antioxidanter.

Gerson terapi
Verden over findes der mange eksempler på, at mennesker med svær kræftsygdom er kommet sig efter at have lagt kosten radikalt om og ændret deres levevis.

I dag lyder et af budskaberne, at vi skal spise masser af grøntsager. Vi ved også hvorfor. Fordi grøntsager indeholder visse biologisk aktive enzymer og phytokemikalier, der hæmmer cancer. Kålplanter f.eks. indeholder flavoner og indoler, der er kræfthæmmende.

En af foregangsmændene inden for behandling af cancer v.h.a. diæt og afgiftning var den tyske læge Max Gerson født 1881. Efter at have praktiseret i Tyskland, Østrig og Frankrig rejste han i 1939 til USA. Hans interesse for ernæringsterapi begyndte, da hans migræne forsvandt efter kostomlægning.

Han behandlede også tuberkulose på denne vis og fortsatte i 40´erne i New York med cancerpatienter. Så begyndte sundhedsmyndighederne en mangeårig chikane mod Gerson. The American Cancer Society hævdede at fødevarer ikke havde nogen effekt på cancer.

Han måtte adskillige gange møde op til høringer for at dokumentere sine handlinger. Han blev støttet af patienter, han havde hjulpet. Alligevel hævdede sundhedsmyndighederne at hans dokumentation var utilstrækkelig. Resultatet blev, at hans forsikringslicens blev inddraget i 1953 og fem år senere mistede han retten til at praktisere. Han døde året efter i 1959.

Principperne i Gerson terapien var forud for sin tid og behandlingerne fortsatte i Mexico under ledelse af hans datter Charlotte Gerson. The Gerson Institute modtager patienter fra hele verden og tilbyder mange supplerende behandlingsformer.

Hoxsey kuren
Mange af lægeverdenens vigtigste lægemidler stammer oprindelig fra urter og andre planter. Aspirin, kinin og digitalispræparater er nogle få eksempler.

Som sidegevinst fra medicinalindustriens intensive undersøgelse af urter, som de kan kopiere virksomme stoffer fra til brug i lægemidler, fremkommer der i dag megen ny dokumentation, der underbygger disse urters gunstige virkning på mange sygdomme. F.eks. har Origano antioxidative egenskaber, der langt overstiger vitaminers.

Andre urter aktiverer hvide blodlegemer, hæmmer celledeling, renser blodet, dræber mikroorganismer osv. Alt sammen egenskaber, der kan forklare visse urters cancerhæmmende effekt.

John Hoxsey boede i Illinois i 1840. Da en af hans heste en dag fik kræft, bemærkede han, at den udsøgte særlige planter, som den spiste og blev rask. John Hoxsey indsamlede disse planter som han supplerede med andre ud fra hans kendskab til deres virkning.

Denne "hestekur" gik i arv til oldebarnet Harry Hoxsey født 1901. Han vidste fra sin far, at urterne også virkede på mennesker, så han åbnede Hoxsey Cancer Clinik flere steder, hvor folk blev behandlet med urteblandingen og andre ting.

Hoxsey kuren blev voldsomt populær, og vandt tilslutning hos af en del læger. Der var også ansat både læger og sygeplejersker på hans klinikker. En læge ville imidlertid have opskriften, hvilket Hoxsey nægtede.

Nu påbegyndte myndighederne en langvarig forfølgelse af Hoxsey i flere stater, og han blev truet med økonomisk ruin. Redaktøren af AMA´s tidsskrift Morris Fishbein, kaldte i artikler Harry Hoxsey og hans far kvaksalvere og charlataner og han hævdede, at Hoxsey´s medicin ikke havde nogen terapeutisk værdi.

Det hele endte i en retssag, som Hoxsey overraskende nok vandt. Den stoppede imidlertid ikke myndighedernes chikane og Hoxsey´s klinikker måtte lukke sidst i 50'erne. I starten af 60'erne åbnede en af Hoxsey´s sygeplejersker en klinik i Mexico med Hoxsey's urter og nyere terapier.

Krebiozen
Det hævdes, at fortidens urhav, der indeholdt de nødvendige stoffer til livets opståen og opretholdelse fortsat eksisterer. Vi tog det med op på land, da vi ikke kunne undvære det. Det drejer sig om vores blod. Nu skulle man tro, at blod er en færdigudforsket og dermed ganske ukontroversielt væske. Det er imidlertid langt fra en tilfældet. Slet ikke når det handler om cancer, som de næste eksempler også peger på.

En jugoslavisk læge, Stevan Durovic fik i 1949 gjort dr. Andrew C. Ivy interesseret i nogle forsøg med et animalsk blodserum udtræk kaldet Krebiozen. Dr. Ivy havde en ledende stilling ved Illinois University og hans forskning med Krebiozen viste, at det var brugbart til dødsyge cancerpatienter.

Dette gjorde to store medicinalfirmaer interesseret, men deres tilbud om overtagelse af medicinen blev afslået. AMA nægtede at teste medicinen, men dr. Ivy fortsatte med at udvikle og benytte medicinen til et større antal cancerpatienter.

En ny lov om fødevarer, medicin og kosmetik bevirkede, at dr. Ivy blev hevet for retten i en retssag, der tog næsten 10 måneder. Omkring 20.000 tilfælde dokumenterede Krebiozens brugbarhed og ud af disse blev 530 undersøgt af regeringens jurist B.F. Fitzgerald.

Selv om dr. Ivy blev renset for alle anklager, bevirkede den megen medieomtale, der fulgte i dens kølvand, at den videre udforskning af Krebiozen stoppede.

Antineoplastoner
Allerede i 1954 oprettede Den amerikanske Cancerforening en liste over ikke-godkendte cancerterapier. Det ædle formål var at imødegå kvaksalveri.

Desværre synes samme liste samtidig at have modvirket en svært tiltrængt fornyelse af cancerbehandlingen og dermed forhindret mange menneskers adgang til bedre terapiformer.

Den polske emigrant Stanislaw Burzynski født 1943 kom til USA i 1970 efter at have læst medicin og taget doktorgrad i biokemi. Her havde han især beskæftiget sig med analyser af blod. Han fik en forskerstilling i Houston, Texas, hvor han opdagede nogle små proteinstoffer i blod, som hæmmede kræftceller. Han inddelte dem i grupper og kaldte dem antineoplastoner.

I 1977 begyndte han at producere disse antineoplastoner på sit eget forskningsinstitut til brug på hans klinik. Dette tiltag kom i konflikt med myndighedernes liste over u-ortodokse cancerbehandlinger, hvis første offer var Krebiozen.

Han blev nægtet forskningsmidler af Det nationale Cancerinstitut. Nogle antineoplastoner er blev undersøgt af sundhedsmyndighederne i 1990 uden at de påviste nogen effekt. Flere forsøg har imidlertid vist god effekt på cancer.

Problemerne ligger måske i, at antineoplastoner ikke altid er virksomme i dyr og dermed i dyreforsøg samt i kunsten at udvælge den type antineoplastoner, der virker bedst mod den aktuelle type cancer. Nogle forsøg med meget syge cancerpatienter har vist bedring hos tre fjerdedele af patienterne.

Sundhedsmyndighederne i USA har vanen tro prøvet at få Burzynski´s terapi stoppet. I 1985 brød de ind på hans kontor og konfiskerede journaler. Han blev sigtet for at have givet antineoplastoner til patienter fra andre stater. Langvarige appelsager fra hans patienter fulgte. I dag er interessen for antineoplastoner på vej frem.

I 1991 lukkede sundhedsmyndighederne ganske vist hans institution i Houston, men nogle private sygeforsikringsselskaber giver tilskud til disse behandlinger. Stanislaw Burzynski er i øvrigt taler på Health Trends 2000 kongressen i København august 1999. Se evt: http://www.health-trends-2000.com

Immun-augmentativ terapi
I nogle videnskabelige forsøg kan det være nødvendigt, men når det gælder cancer, bør man aldrig forlade sig på enkeltterapi, men bør benytte et stort sammensat program.

Der findes ingen terapiform, konventionel eller alternativ, dokumenteret eller u-dokumenteret, der vil helbrede alle cancerpatienter. Men nogle synes at skille sig ud fra andre ved at have en højere helbredelseskvotient.

Lawrence Burton Ph.D. med en baggrund som mangeårig kræftspecialist ved St. Vincent´s Hospital i New York, hævdede i 1977 i løbet af 3 år at have behandlet 150 patienter med håbløs cancer. Ud af disse var 90 blevet raske.

I forsøg med mus var alle musene blevet raske. Han benyttede hvad han kaldte immunaugmentativ terapi (IAT). Burton havde opdaget fire forskellige proteinstoffer i blodet, som er nødvendige for at immunsystemet kan afværge cancer. Cancerpatienter mangler disse fire proteinstoffer.

Hans immunaugmentative terapi går derfor ud på at give disse proteinstoffer to gange daglig som injektioner i mængder bestemt af daglige blodprøver.

Myndighederne havde tidligere tilladt hans forskning i proteinstoffer, men da han fortsatte sin udvikling af disse og skaren af tilfredse patienter voksede, satte de en kæp i hjulet og Burton flyttede sin klinik til Freeport på Bahamas. IAT er stadig på myndighedernes "sorte liste" i USA.

C-vitamin behandling
Mange patienter med en kræftdiagnose frygter bivirkningerne fra den konventionelle behandling. Et af kendetegnene ved den alternative cancerbehandling er, at den har markant færre bivirkninger. Udover at være billigt og virksomt mod cancer er C-vitamin kendetegnet ved at være ugiftigt selv i meget store doser.

I modsætning til konventionel medicin kan C-vitamin dog ikke patenteres, og derfor er ingen medicinalvirksomhed interesseret i at financiere forskning i C-vitamin. For uden patent på stoffet, kan de ikke tjene deres forskningspenge hjem igen.

Den dobbelte Nobelprisvinder, biokemikeren Linus Pauling, 1901-94, kom til at opleve sin rigelige del af modstand fra myndigheder og medier. Ikke bare p.g.a. hans arbejde med C-vitamintilskud til bl.a. cancerpatienter, men også p.g.a. hans modstand mod kernevåbenforsøg og atomoprustning.

I 70'erne begyndte Linus Pauling i samarbejde med kirurgen Ewan Cameron at give svært kræftsyge 10 gram C-vitamin daglig. Denne enkle kur fik patienterne til at leve fra 4-20 gange længere end forventet. Nogle uhelbredeligt syge levede stadig 5 år efter forsøgets start.

Pauling og Cameron's forsøg mødte voldsom kritik samt gentagne afslag på relativt få penge til nye forsøg. Det nationale Cancerinstitut opstillede i stedet egne C-vitaminforsøg, der var arrangeret således, at de ikke viste C-vitamineffekt på cancer.

Flertallet af lignende undersøgelser viser dog C-vitamins gunstige effekt på cancer. Alligevel har brugen af C-vitamin i cancerbehandling forårsaget regulative problemer for de involverede læger.

Amygdalin / Laetrile
Den mest intense kontrovers mellem etableret og alternativ cancerbehandling finder vi i Laetrilebehandlingen. Den er indbegrebet af kvaksalveri for nogle, men blandt laetrile-behandlingens fortalere finder vi særdeles velestimerede læger og videnskabsfolk.

Linus Pauling var én af dem. En biokemiker, Ernst T. Krebs fremstillede sidst i 1940´erne en særlig ekstrakt af abrikoskerner, som han kaldte Laetrile, og som han hævdede var bedre til at forebygge og helbrede cancer end Amygdalin.

Amygdalin er et stof med medicinske egenskaber, som findes i ca. 1.200 planter verden over, men i særlig grad i bittermandler og abrikoskerner. Større doser er giftige. I 1970´erne var Amygdalin / Laetrile blevet meget udbredt som led i alternativ cancerbehandling i USA. Det har forårsaget en ophedet debat for og imod brugen samt en del forsøg med modstridende konklusioner.

Et cancerforskningsinstitut i New York bad i 1972 den velansete læge dr. Segiura om at undersøge Laetriles virkning på cancer. Hans forsøg med dyr viste, at Laetrile var virksomt mod metastaser, øgede dyrenes velbefindende og stoppede væksten af mindre tumorer nogen tid.

I 1977 kom det frem, at instituttet havde tilbageholdt positive resultater fra dr. Sugiuras undersøgelser. I stedet var vægten lagt på negative resultater. Der er rent faktisk udført en del undersøgelser af amygdalin / Laetrile som viser ret gode resultater på cancer, men de er alle blevet miskrediteret.

Modstandernes forsøg med amygdalin gennem tiden har angiveligt ikke kunnet påvise positiv effekt på cancer. Tilhængerne har forklaret dette med følgende argumenter:

*Der er benyttet virkningsløse amygdalin / laetrile-produkter. Der har manglet en kontrolgruppe.
*Der er ikke sammenlignet med konventionel behandling.
*Effekten er udelukkende blevet knyttet til tumorreduktion i stedet for at inddrage laetriles andre effekter.
*Bivirkninger fra konventionel medicin er tilskrevet laetrile.
*Det kan have været af betydning, at en del patienter er udgået af undersøgelser før de var færdige.

Grundet den meget modstand fra sundhedsmyndigheder i USA er Laetrile-behandling på retur der, men praktiseres på klinikker i Mexico. I Europa synes denne behandling dog at være på vej frem.

Gaston Naessens
I USA er de alternative oftere læger end i Europa, men mange europæiske alternative behandlere vil kunne genkende problematikken. Begge steder har systemet favoriseret bekostelig, højteknologisk og i store træk uvirksom behandling frem for lovende, lavteknologiske cancerbehandlinger.

I Frankrig udviklede biologen Gaston Naessens i 1950´erne nogle cancermidler, som han fik gode resultater med. Alligevel lagde myndighederne sag mod ham, og det endte med, at han emigrerede til Canada.

Her udviklede han midlet 714-X, som også har forårsaget en retssag, men som har overlevet og endog benyttes som et alternativ i Danmark.

Hajbrusk
Afslutningsvis skal det nævnes, at ortodoksiet åbenbart alligevel er begyndt at skele til alternative indfaldsvinkler i cancerbehandling. I hvert fald delvis. For nylig er de nemlig begyndt at teste såkaldte angiogenese-hæmmere på cancerpatienter og er faldet i svime over de lovende resultater.

Angiogenese-hæmmere er stoffer der hæmmer kræftens evne til at danne blodkar, og uden blodkar og dermed næring kan kræften ikke vokse. At hajbrusk har vist denne egenskab har været kendt siden midten af 1970'erne og kræftpatienter har spist hajbrusk i årevis.

Brugen af hajbrusk er blevet kategoriseret som kvaksalveri af værste skuffe af læger, men for tiden undersøges 18 naturlige og syntetiske angiogenese-hæmmere i USA, hvoraf et af dem er hajbrusk, og der er planlagt en halv snes undersøgelser verden over.

Det bliver spændende at se om de mest lovende angiogenese-hæmmere er lige så effektive som hajbrusk og kan indfri de tårnhøje forventninger. Kræftpatienter har i hvert fald ventet længe på effektiv, ortodoks behandling.

Referencer:

1. Leading Edge no. 76, Nov. 1994
2. Bruset, Stig: Kræft - og jagten på mirakler, Modtryk 1994
3. Moss, Ralph: The Cancer Industry, Paragon 1980
4. Moss, Ralph: Cancer Therapy, Equinox 199254)
5. Lanctôt, Guylaine: Medicinens mafia, Klitrose 1999.
6. McTaggart, Lynne, What Doctors Don´t Tell You, Avon 1998
7. Pedersen Kristian: Homøopatisk håndbog, Borgen 1986
8. Bendisch, A. et al: The Health Effects and Vitamin C supplementation: Jour. of the Am. Coll. of Nutr. 14,2. 1995
9. Kirchheiner, Erik: Fakta om hajbrusk, Sund og Rask 1997.
10. Hagerup, Annette: Læger giver nyt håb til kræftsyge, Berlingske Tidende 24.4.99.
Kilde....

http://www.mayday-info.dk er absolut et oplysningssite værd at holde sig ajour med