"Brevet til Oprah" om lavt stofskifte

[Thyra]

Thyroid Disease

Assembled by Mary Shomon, Your Thyroid Guide

Oversættelse til dansk - i næste indlæg

Oprindeligt indsendt af Gail Wurmstein

"I am a highly intelligent woman who spent my youth coasting through school, taking all the top honors classes but never having to study to make my straight A+ grades. I graduated at the top of my class with twice as many honors credits as any of my peers. I had participated in so many extracurricular activities that I earned four separate letter jackets! My bedroom was filled with my trophies and awards.

On a full academic scholarship, I headed off to college where I majored in math. It was just as easy as high school; I rarely had to study to earn top grades even though I also worked part time. I graduated Magna Cum Laude and was active in numerous clubs and social service groups throughout my college years.

I married an Air Force officer and happily moved across the country with him. I worked part time and served on the board of our Officers' Wives Club; as a matter of fact, I held THREE board positions and wrote 2 different articles (on 2 different topics) for our monthly magazine (as well as being the asst editor). My life was rich and full and I never felt too busy or overwhelmed. It was easy.

I was thrilled to learn of my first pregnancy in 1992. I continued to work out at the gym throughout my pregnancy and actually completed more than 100 miles during my last trimester, earning a Century Club T-shirt from the Wives' club. But I also developed carpal tunnel syndrome and an awful ache in my knees.....

I had a beautiful baby boy and when he was nearly a year old, I became pregnant again. I didn't have the same energy I had before; I was tired more often and never made it to the gym even though my husband was happy to stay home with our son so I could work out. In Sep 94, I had another beautiful baby boy.

But I just didn't feel good at all. By Jan 95 I was in the doctor's office wondering why my hair was falling out, my skin was so dry it was cracking and bleeding, I was so tired all the time, and I was gaining weight even though I ate sensibly and was nursing my baby. My sister has thyroid disease and those are classic symptoms, so I asked my doctor for a thyroid test.

My bloodwork came back abnormal, indicating that I did indeed have thyroid disease. But my doctor brushed it off, saying "Oh, you just had a baby so this is irrelevant. It'll pass." He assured me that there was nothing to worry about.

I went home and dealt with it. I got pregnant again in Oct 95. During this pregnancy, my knees hurt so badly I could hardly walk. I developed such severe pain in my feet that I saw a podiatrist twice for treatment. My carpal tunnel was coming back. My skin was dry and scaly, cracked and bleeding. My hair became coarse, brittle and began to fall out. My body temperature was always well below 98 and sometimes even below 97 degrees. My memory started to suffer, which was crushing to a person who had always had the sharpest mind in the class. I had intermittent ear pain, tinnitus and numb arms. My eyes became so sensitive to light that I had to wear sunglasses even on a cloudy day. My face became puffy. I began to get very mildly depressed, feeling worthless. Although I am a stay-home mom who adores children and think mine are the greatest in the world, I began to lose interest in playing with them, instead spending hours sitting at my computer staring mindlessly at a solitaire game.

I had my baby in July 96, nursed him, and gained 20 pounds while nursing him (DURING my pregnancies, I would gain only 17-22 pounds and would lose all of it by my 6-week postpartum checkup. Yet while nursing the babies, I'd gain 10-20 pounds even though I'd eat carefully). My other debilitating symptoms didn't go away after having the baby, either. I became pregnant with our last child in June 97. During this pregnancy I developed such severe anemia the doctor wondered how I could even be alive! I also had higher blood pressure, and yet I had always had lower-than-normal blood pressure my whole life. My cholesterol also went way up. In addition, I still had all those other awful symptoms that I had during the previous pregancy.

I had this last baby in February 98. I weaned her in November 98. In the past, every time I'd wean a baby my milk would dry up completely within 2 weeks. But this time, I weaned her and my milk did not dry up. As a matter of fact, I am still lactating today, 2.5 years after weaning my last baby! It has never dried up in all that time--never.

So, between 1995 and 1999, I gained nearly 80 pounds and felt horrible. But I did not think it was my thyroid since my doctor had told me my thyroid was fine. Oh, and I also developed borderline hypoglycemia; if I got hungry but didn't eat immediately, I'd soon be so nauseated I'd have to lie down and try desperately not to throw up. Often I would dry-heave.

However, by the fall of '99 I was so miserable I thought I was dying. I had never had a menstrual cramp or heavy period in my life but suddenly I was menstruating so severely that it was out of control. 2 super-plus tampons and a maxipad per HOUR still didn't control my bleeding; it streamed unabated down my legs. I was cramping so severely I couldn't get out of bed--I'd never had a menstrual cramp before and this was far worse than labor! My hair fell out so much I had to sweep the bathroom floor every morning after brushing it. In the shower, I lost so much hair that I had to clean out the drain 2-3 times per shower to keep the water going down.

I was sleeping constantly. I'd get up at 7:30 and make lunches for my 2 oldest to take to school with their dad and then collapse on the sofa. I'd sleep all morning while the two little kids played around me. They'd beg for lunch around 11 so I'd drag myself from the sofa to feed them. Then I'd collapse again and sleep until 3:30 when I had to go pick the older boys up from school. As soon as we got back home, I'd collapse again until 5 when my husband got home. At that time, I'd get up to start dinner while he'd oversee homework. We'd eat, put the kids to bed, and then I'd sit like a zombie on the sofa folding laundry before collapsing back into bed by 10.

My skin was awful. It was thickened and scaly, coarse, cracked and bleeding. I developed what I thought was dandruff but no medicated shampoos helped. Upon closer inspection, I realized that it was not dandruff. It was dry skin on my head! It got so dry, thickened, and scaly that my scalp began cracking open and coming off in big chunks, leaving bloody holes all over my head. I also developed little pimples all along my hair line (and I've never had acne in my life, even as a teenager). My husband told me I had begun to snore loudly. My memory was shot; I felt brain-dead and stupid. My eyes were super-sensitive to the light. My entire body, from head to toe, ached severely. It was like every cell in my body was in constant pain; it hurt just to exist, let alone move. I had large red patches on my skin--no one knew what they were. My right arm was so painful (whenever it wasn't numb) that I could barely use it.

I went to the doctor Jan 2000 for my annual gyn and requested a thyroid check too. My TSH was 8.0, well above normal and indicative of thyroid disease. We had moved by this time and my new doctor immediately began me on 75 mcg of synthroid (when I showed him my bloodwork from 1995, he was horrified that I hadn't received treatment. He said I had suffered horribly--and gained 80 pounds--for 5 years needlessly). Meanwhile, he did another blood test to see if I had thyroid antibodies in my bloodstream. I did, so I had Hashimoto's autoimmune thyroid disease, in which my own immune system is destroying my thryoid gland. There is no cure.

My husband immediately began intensive research on the internet to learn all he could about the disease. He read everything: medical journals, research studies, thyroid forums, alternative medicine websites--you name it. Meanwhile, my reaction to the synthroid was to give me severe constipation, destroy my libido, and make my hair fall out even more. My January menstruation hadn't been quite as bad as in 1999 (I had begun taking vitamin B complex and it helped), but when I started the synthroid my february menstruation was even worse.

By late March 00, my TSH had gone down to 1.8. The pimples were gone, the red patches on my skin were gone, my skin and scalp had improved some, and my hair was falling out at the rate of only one drainful per shower (instead of 2-3 drainfuls per shower). But I was still tired and still lactating. The doctor suggested we wait a bit to see what would happen.

By June 00 my TSH was down to 0.7. My skin had improved with the high humidity of the San Antonio summer (even before treatment, it always got better in the summertime). My menstrual cycle was under good control, but I was still lactating and still tired. Meanwhile, my husband had read that a healthy thyroid gland produces 5 different thyroid hormones (T0, T1, T2, T3, and T4). 80% of what your gland makes is T4, which is a stable compound that your cells convert into useable T3 as needed. However, 15% of the T3 your body needs comes directly from the thyroid gland. Some of your cells demand serum T3 straight from the thyroid; they cannot convert T4 into T3. Well, my gland didn't work. And Synthroid contains only T4! I told my doctor that perhaps I needed to have my T3 measured, that maybe I didn't have enough since synthroid wasn't providing any. And maybe my cells weren't converting the synthroid into T3; this could easily explain my unresolved symptoms.

Unfortunately, doctors are taught very little about thyroid disease in medical school. They are just told "give a TSH test and if it is over 5.0, give the patient a synthroid tablet to take daily." So when I suggested that my doctor measure my T3 levels, he said "Oh, they should be fine because synthroid IS T3." Well, he was wrong. It's pure 100% T4.

He recommended I go to an endocrinologist to figure out why I was lactating (my prolactin levels were normal). But we moved in July 2000 so I couldn't get in to see an endo beforehand.

We arrived here in late July. We found a house and got settled in, but I went way downhill during the month of August. My hair was coming out by huge handfuls; back to 2 drainfuls per shower. I could not stay awake; I'd barely get the kids to school and then sleep until noon. My skin was horribly dry in spite of the high humidity. The "dandruff" came back--with huge bloody holes in my head again where chunks of dry skin were coming off. My husband said I began to exhibit sleep apnea; he spent several nights lying awake listening to my breathing so he could shake me every time my breathing stopped. And I got a urinary tract infection (common for thyroid patients).

On 31 August 00 I went back to the doctor to tell him that my last doctor in Texas had recommended I see an endocrinologist. He quickly wrote out a referral and was about to send me home when I showed him my scalp and the big bloody holes in my head where the skin was coming off. That so horrified him he wrote out a new prescription for synthroid, for 100 mcg/day.

Well, a couple days later I noticed a strange mole on my shoulder. I went to the doctor to see it, and happened to get my appt with a different man from the one I saw the week before. He suspected skin cancer and gave me a dermatology referral. While he was examining me, I told him about my thyroid condition. He too did not know about T3 and T4, and all the other things we had read in our research. I told him I really wondered why no one had ever measured my T3 levels to determine if my body was converting my synthroid into useable form. So he looked up some stuff in one of his textbooks, realized I had a good point, and ordered full lab tests.

On 6 Sept those lab samples were drawn. My TSH was 2.6. My T4 levels were at a good amount, but my T3 levels were so low they were borderline. However, since they were still just barely within the "normal" range stated by the lab, my doctor said they were just fine. This blood profile, by the way, is classic for patients who take synthroid. The synthroid quickly lowers their TSH and raises their serum T4 levels, but their T3 levels are very low for 2 reasons: 1)their bodies are being deprived of the T3 which is normally excreted by the healthy thyroid gland 2)many of their cells are unable to convert the synthroid into T3.

By October, I had seen the dermatologist and he confirmed I had a skin cancer on my shoulder (basal cell carcinoma). He removed it, and shortly after that I found some research which showed that hypothyroid patients develop tumors..... Gee thanks. So I spend 5 years with untreated hypothyroidism and now I'm dealing with skin cancer.

In October, I wasn't sleeping as much and my skin wasn't cracked open quite as much. My hair was falling out a little less; I had to clean the shower drain only once per shower instead of twice. However, I started hurting severely all over my entire body. Every cell just ached horribly. And I began to develop some new symptoms I had never had before. My tongue became thickened and unwieldy; it was hard to control. I couldn't form the words I had in my head and I was biting my tongue and cheeks a lot. I would think one word and say something else. I also developed bad "brain fog;" my head was cloudy and I just simply couldn't think straight anymore.

By November, we did another blood draw and my TSH was down to 0.3. My husband had done further research and found a scientific study in a medical journal in which they gave some patients just synthroid while others were given synthroid plus oral T3. The patients on oral T3 felt better, did better on tests, and had less depression. The conclusions of the study were that it is clear the body needs the T3 which is produced directly by the thyroid gland so patients who had non-functioning glands and are taking only oral T4 are not getting what they need; they need oral T3 in addition to the oral T4 to make up for the T3 they are not getting from their glands.

But the doctor had given me an endocrinology referral so I simply bided my time until my appt on 7 Dec. We were sure that I'd finally get the care I needed; this endocrinologist I was to see was a woman so she'd understand a woman's body well (and thyroid disease is far more common to women than men).

I went to my endo appt with great anticipation. I walked in with my skin so thick and scaly I looked like an alligator. It was cracked open and bleeding; I left blood smears on the paperwork and the exam table. My scalp was coarse and scaly too. My hair was falling out everywhere. I hurt so bad from head to toe that I could barely walk. My tongue was thick and unresponsive. I was exhausted, couldn't think straight and having difficulty forming words. I had gained another 5 pounds since August so now my weight was 222. I was depressed and moody and felt like I wanted to just DIE.

She checked my reflexes and they were non-existent. But that was it. She looked no further at me at all; she ignored my skin and scalp and aching joints. Instead, she looked in my records and saw my old lab report from Sept (a 3-month-old report) and said "Oh, a TSH of 2.6. Well then you are fine." I said I sure didn't FEEL fine. I told her I was still lactating and had been for 2 solid years and she said "oh well these things take time." I showed her my bleeding dry skin and she said "but it is cold outside so that is normal!" even though HER skin wasn't thick and scaly and bleeding..... I told her I had gained weight all year long while taking synthroid and she said "oh well." She then informed me that she didn't need to see me again in person for 6 months. She said that I could get another TSH test in Jan 01 and have it faxed to her office, and that from now on there would be no reason for us to see one another; she would simply call me if she thought I needed anything. Then she wrote "Diagnosis: Hashimoto's" on my chart and charged my insurance company $225 for it! Good grief; I already knew I had Hashimoto's a year ago!

For Christmas we went to visit my family. But my knees were so painful I couldn't climb the stairs in my mom's or my sister's homes. My dear sister ran up the stairs for me whenever I needed anything. I felt awful and helpless. I was so depressed that I spent one whole day crying nonstop.

By Jan 01, I was really depressed and frustrated. My hair was coming out 2 drainsful per shower. The acne was starting up again all along my hairline. I ached severely all over. I was exhausted--I'd sleep all day if you let me. I had terrible difficulty thinking and speaking. My skin was still cracked and bleeding from dryness. The "dandruff" was getting even worse. And now something new: I was starting to get really cold all the time. I was badly constipated. Then the menstrual irregularities began to return and I got another urinary tract infection.

On 17 January, I saw a new doctor. I described my symptoms and he said "You need T3." He immediately switched me off of synthroid (pure T4) onto Armour natural thyroid. Armour contains T0, T1, T2, T3, and T4 in the proportions which the healthy thyroid gland produces them. I was thrilled; it was so obvious that synthroid did not work for me and yet I had spent a year suffering while the doctors forced me to take it. If I get a urinary tract infection and the doctor gives me a medicine which does not cure it, does he just make me keep taking it? No, he switches me to a different medication. Well, I have thyroid disease and I spent a year taking a medication which clearly did not make me better (the more I took, the worse symptoms I got). But no one would let me take a different thyroid preparation even though there are at least a dozen to choose from.

So I began to take Armour in a very small dose because my doctor had never put anyone on armour before and did not know how much I would need. His plan was to build me up slowly until my symptoms were fully alleviated. When I started taking Armour, I immediately felt 100% better; the depression cleared up by the second day! (the study we found showed that patients given oral T3 quit having depression; the brain is dependent upon serum T3; it cannot convert T4 into T3). The doctor has continued to increase my dosage slightly, looking for the right amount for me.

I now feel better than I have felt in 6 years and WAY better than I ever felt on synthroid. My skin is nearly normal; it is thin and pliable instead of thickened and scaly and cracked. It's still a little dry though. I have a couple other mild symptoms but mostly I feel normal much of the time. The doctor will be increasing my dose another notch next week so we can alleviate the last of these symptoms. In addition, I have discovered through my own experience and that of other thyroid patients I know that a woman's body demands more thyroid hormone during the menstrual cycle. When I go into that cycle, my hair falls out more (as well as numerous other symptoms). Now, it is NOT normal for your hair to fall out just because you are menstruating! Clearly my body demands more at that time of month. I am asking my doctor to give me a prescription for extra Armour to take at that time.

Another time your body demands more hormone is when you face stress. But if you have a non-functioning gland, you are dependent upon your doctor to give you more if you are in hard times.

That is my story and I think it raises important questions. First of all, why was I not given treatment beginning in 1995? The bloodwork clearly showed I had abnormal thyroid conditions. My TSH was a full point above the reference range and my T3 uptake index was well below the reference range. Not only that, but my sister was a hypothyroid patient, and family history of thyroid disease is a well-known risk factor. However in our research we have learned that many doctors regard hypothyroidism during a pregnancy or nursing to be "transient" and not warranting treatment. Well how do they KNOW it is transient? How many months or years or decades must a woman wait before they decide it isn't going to go away? And look at what happens to her during that time; she is gaining weight and her cholesterol levels are skyrocketing (so she is building up her arteries nicely), plus she is working on hypoglycemia (untreated hypothyroidism results in diabetes and heart disease, among other nasty things).

In addition, our research has shown us that women who develop postpartum hypothyroidism are much more likely to develop the lifelong autoimmune disease than women who do not develop postpartum hypothyroidism. So obviously, the fact that I clearly had the postpartum disease indicates that my doctors should have been checking my thyroid levels every few months, especially when I was pregnant and nursing my next two babies over the next 5 years. But they didn't.

I believe ALL pregnant and nursing women should be screened for thyroid disease. Why? Because I just read research in which they showed babies nursed by hypothyroid mothers suffer from hypothyrodism in the first few months. Why? Because the only hormone a nursing mother passes to her baby in her breast milk is the thyroid hormone (which is why so many women become hypothyroid while nursing). A baby who isn't getting enough will be small and sleep too much, plus has a lower IQ (this is from a double-blind study in which they tested the IQs of 5-6-yr-olds they had followed since birth, and the thryoid condition of the mothers). Well, I am mad. My last baby was born weighing 9#3oz and yet never grew much, so by the time she was 4-6 months old, people in the grocery store were asking me if she was a preemie. She also would often sleep up to 17 hours straight. And I was so sick with hypothyroid symptoms during those months I nursed her..... In addition, my first baby's eyes were so sensitive to sunlight that we could hardly take him outside. This light sensitivity is a hypothyroid symptom.... I am very angry! What kind of long-term damage has been done to my children by the doctor's failure to treat my condition?

So the doctors clearly have no idea which hypothyroidism is "transient" and which is going to stay with you for life. My doctor who brushed me off in Jan 95 should have checked my blood for Hashimoto's. Not only do women with postpartum thyroid disease often go on to develop permanent hypothyroidism, but their babies may be permanently damaged by their deficiency.

Another question this raises is the training of our doctors in thyroid disease. They are taught that the TSH test should be used alone. Unfortunately, this doesn't work. Synthroid (the most commonly prescribed thyroid preparation--95% of patients take it) will lower TSH rapidly even if the body does not convert the synthroid into a useable form. So the patient has tons of synthroid (T4) coursing through her bloodstream and thus has a healthy low TSH level--and is dying from hypothyroidism because her body is unable to use her medication. Doctors should be measuring patients' T3 levels too.

Another thing: we found a scientific study which shows that people also need the T2 that a healthy thyroid gland produces! This study showed that some cells use T2 to produce the enzyme which converts T4 into a useable form. So if you give a patient only T4, not all of her cells will be able to use it. Sure, SOME of her cells will be ok and will convert that T4 over, but she must have T2 for total health.

Another problem we thyroid patients are having: doctors rely too much on the labwork. Doctors have been treating thyroid disease for more than 100 years. Before we had labwork, they would examine the patient and her symptoms and then give her dessicated thyroid tablets , increasing the dosage until she felt good (by the way, Armour thyroid is dessicated thyroid). However, with the advent of these thyroid lab tests, doctors are ignoring a patient's symptoms and looking only at her labwork. I hold up that endocrinologist I saw last Dec as a prime example of this: she ignored my horrific symptoms, looked at an out-of-date lab test, proclaimed it "normal" and told me not to come back for 6 months. When I pointed out to her that the labwork was old, she said "Ok, have them draw another and fax it to me but I don't need to see you; we'll just handle your case over the phone." In other words, she had no interest in my symptoms or how I felt. She was interested only in my labwork.

I have had 6 different doctors look only at my labs and ignore my symptoms. Or they try to blame my symptoms on lupus or arthritis or anything else they can dream up even though every one of my problems is clearly a thyroid deficiency--all because my TSH test came back in "normal" ranges. Several have refused to do T3 tests so how they heck do they know if my body is using the medication at the cellular level? They don't! I was also told that I will ALWAYS feel yucky because I have an incurable disease so I need to just live with it. Well, guess what? I changed doctors and found someone who would switch me over to Armour (which contains ALL the hormones my gland would make if it could). And you know what? I no longer have all those horrific problems that the other doctors said I would just have to learn to live with.

Another problem that we seem to have is this: those "normal" ranges. First of all, the TSH "normal" range is typically 0.5 to 5. For many doctors, once they get you into that range they quit treating you no matter how awful your symptoms are. Well, the American Association of Clinical Endocrinologists recently announced that they think a TSH above 3 is a matter of concern.

The second thing to consider about these "normal" ranges is that what feels good for Janey may feel awful to Susie. These doctors are working from the standpoint that once your blood test comes back showing that your TSH, T3, and T4 numbers are falling anywhere within the reference range, you are ok. Well guess what? Perhaps Janey feels really good when her T3 levels are at 1.98, but Susie feels as though she is dying. Susie needs her personal T3 levels to be at 2.9 before she is healthy and functioning normally. Those reference ranges should not be used as a treatment protocol! They are there simply to give the doctor a rough idea of why you might not be feeling well. If you feel horrible and are depressed and your brain is in a fog and your tongue isn't working and your T3 levels are right at the very bottom level of the reference range, the doctor should NOT look at the lab test and say "Oh gee Susie, that is still within the normal parameters so go home and deal with it." No, he should look at that lab test and say "gee whiz Susie! No wonder you feel so bad! Your T3 levels are at the rock bottom edge of our reference range! Obviously you need more T3 and would probably do much better if YOUR T3 levels were higher."

You see, those reference ranges don't mean that an individual will feel wonderful any time her bloodwork shows that she is anywhere within that range. Those reference ranges mean that some people have good health at the lower end of the range while others have good health at the higher end of the range and so typically your average person is going to fall somewhere in between these two numbers. Once the doctor draws the blood he must then go on to judge that patient as an individual; if she is somewhere within that range it doesn't mean she is cured. It just means that she is getting closer to the serum level which will make her feel her best.

There is also a belief among today's doctors that a person with thyroid disease is meant to always have unalleviated symptoms of her disease. Doctors did not use to believe that. 50 years ago when they gave patients dessicated thyroid, doses based solely on how the patient felt, doctors were so happy to see the patients feeling good again with all their symptoms cleared up (I own some medical textbooks from back then and that is what they say in the sections on thyroid disease). But today, doctors ignore the patients' symptoms and rely strictly on bloodwork. They quit helping the patient as soon as her bloodwork falls somewhere in the "normal" range no matter how bad she feels.

In addition, today's crop of doctors have been told to treat patients only with Synthroid rather than with natural thyroid. For 30 years now, patients have been taking pure T4, their bodies deprived of the other 4 thyroid hormones a healthy gland makes. These people then go on to live with hypothyroid symptoms for the rest of their lives because they are lacking in T0, T1, T2, and T3. So it has become a part of our medical lore that "thyroid patients never feel good!" When really it does not have to be that way. I am proof; I am now taking a preparation which contains all 5 thyroid hormones my body would make if it could, and my symptoms are going away! Am I unusual? No, before the invention and marketing of Synthroid, all women were given those 5 hormones and they felt great.

Chronic Fatigue Syndrome and Fibromyalgia are two diseases which are new. Funnily enough, they came onto the scene right after Synthroid and the TSH test went into widespread use. Most people with fibromyalgia and CFS have hypothyroidism. Joint aches and fatigue are two of the most common hypothyroid symptoms. A few doctors are now examining this situation and have CURED their patients' fibromyalgia and CFS by administering T3. Don't forget that since the invention of the TSH test, doctors are giving the patients just enough medication to lower TSH to less than 5, leaving them undertreated. And remember, T3 is not present in Synthroid.... The combination of these two truths is what has created the diseases fibromyalgia and CFS.

Your show reaches so many people. Hypothyroidism is a deadly disease. It will kill you. It must be treated. Yet millions of women are undiagnosed. Millions of others have been brushed off, the way I was in 1995 just because I'd had a baby. Millions of others have had TSH tests showing a 3.5 or 4 or 4.5 and were sent home with the words "Oh, that's normal so there's nothing wrong with you." Millions of others are taking synthroid and are being put on anti-depressants because their bodies are deprived of T3, even though scientific research has shown that T3 will cure their depression. And millions of others are living half-lives; they are being treated for their hypothyroidism but they are being given just barely enough medication to keep them alive--but not enough to alleviate their symptoms. What's wrong with that, you ask? This is not just a quality of life issue. It's not just about wishing your hair would quit falling out. Hypothyroidism results in heart disease, diabetes, Carpal tunnel syndrome, tendonitis, fibromyalgia, chronic fatigue syndrome, PMS, infertility, dangerously high cholesterol, severe depression (including suicidal thoughts), obesity, heart failure, stroke, and death. So you see, this is a life-or-death matter. Patients who are being treated for thyroid disease but who still have symptoms are UNDERtreated. Their cholesterol levels are still building up, their blood is clotting too easily, their pancreases do not work properly, etc. You see, it's not just about whether my hair and skin looks good. Undertreated hypothyroidism is ravaging my insides too. My organs and glands--every cell in my body--is crying out for the correct hormones and proper levels. I am at risk for an early death.

And it's criminal. It doesn't have to be this way. The doctors of the past didn't treat their patients like this! There is no reason at all not to give me the proper levels of thyroid hormones. If I still have symptoms, change my medication until we get it right! But that's not what's happening in our medical system today. No, our doctors are just reading a lab test, ignoring physical symptoms and relying strictly on a single blood test (TSH) which several doctors are now suggesting has no basis at all in clinical reality. My endocrinologist is the poster child for this one, folks! She even said she'd treat me over the phone based on whatever lab results got faxed over to her!

So, should we just be left half-alive, our bodies slowly dying from thyroid deficiency, leaving us with diabetes and heart disease? Or should our doctors look past the bloodwork and recognise that we are all individuals? We each have a thyroid level which is right for us personally, and what is right for me is not necessarily what is right for you.

And that goes for medication too. When synthroid doesn't work, perhaps the doctor should quit blaming the patient and instead change her medication!

What a concept.

I think you should do a show on this topic. You could save millions of lives.

Thanks for your time.

PS All of those symptoms I described to you that I have experienced over the years are classic hypothyroid symptoms, including the anemia.... I didn't know that at the time, but have learned about it since then in my research over the last year."

Ved at følge dette link kommer du til den side Brevet til Oprah er publiceret på og der finder du adskillige andre links til oplysninger om lavt stofskifte ude i verden.

Er der nogen, der er "varm" på at oversætte Gail Wurmestein`s Brev til Oprah til dansk - gør det i Words uden linieskift og stavekontrol - og send venligst filen til:

anina (at) overgangsalderen (dot) dk

[Thyra]

Oprindeligt indsendt af Thyra

Er der nogen, der er "varm" på at oversætte Gail Wurmstein`s Brev til Oprah til dansk - gør det i Words uden linieskift og stavekontrol - og send venligst filen til: admin (at) overgangsalderen (dot) dk

Desværre var der ingen interesserede i "tjansen", men det skulle helst ikke hindre os i at sætte vores uøvede, skoleengelskkundskaber på en prøve. Resultatet er en rå og direkte oversættelse, uden "pynt" og ikke fabulerende. Take it or leave it ! Vi gjorde vores bedste.

Gail Wurmsteins beretning om det lave stofskifte

Jeg er en højt begavet kvinde, der i mine unge år gled ubesværet igennem gymnasiet med de bedste karakterer og bedømmelser, uden at jeg af den grund behøvede at bruge meget tid på studiet for at få topkarakterer. Jeg afsluttede studiet som en af de bedste i min klasse og mit værelse var fyldt med trofæer og udmærkelser.

Med donationer til dækning af alle mine uddannelses omkostninger tog jeg af sted til universitetet, som jeg færdiggjorde med hovedvægten af studiet orienteret mod matematikken. Dette var lige så let som gymnasiet; Jeg behøvede sjældent studere flittigt for at få topkarakterer, selv om jeg havde et deltids studiejob. Jeg fik min bachelor med udmærkelsen "stor ære" (magna cum laude) og var aktiv i talrige klubber og sociale organisationer igennem mine bachelor år.

Jeg giftede mig med en officer i luftvåbnet og med ham flyttede jeg med stor glæde omkring i landet. Jeg arbejde deltid og sad i bestyrelsen for officer-hustruernes klub; faktisk havde jeg tre bestyrelsesposter og skrev to artikler, omkring to forskellige emner, til vores månedsmagasin, hvor jeg også var assisterende redaktør. Mit liv var rigt og meningsfyldt og jeg følte aldrig at jeg havde for travlt eller var overbebyrdet. Det var let.

Jeg var lykkelig da jeg i 1992 blev gravid første gang. Jeg forsatte med at går til fitnesstræning under min graviditet og faktisk gennemførte mere end 160 km løb under mit sidste semester, hvilket gav mig en Century Club T-shirt fra hustruernes klub. Men jeg fik også smerter i håndledende og i mine knæ...

Jeg fødte en smuk dreng og da han var næsten et år gammel, blev jeg gravid igen. Jeg havde ikke den samme energi som før; Jeg blev oftere træt og gik aldrig mere til fitness, på trods af at min mand var glad for at blive hjemme og passe vores søn så jeg kunne træne. I September 94 fødte jeg en ny dejlig dreng.

Men jeg havde det overhovedet ikke godt.

Omkring januar 95 var jeg hos lægen, da jeg undrede mig over hvorfor mit hår var begyndt at falde af og hvorfor min hud var så tør at den revnede og blødte. Jeg var så træt hele tiden og jeg tog på i vægt selvom jeg spiste fornuftigt og ammede mit barn. Min søster led af sygdom i skjoldbruskkirtelen og havde disse klassiske symptomer, så jeg henvendte mig til min læge for at få en test af skjoldbruskkirtlen.

Mine blodmålinger viste sig abnormale, hvilket indikerede at min skjoldbruskkirtel ikke var rask. Min læge fejede dog denne vurdering af bordet og sagde ”Ah, du har lige fået dit barn, så det abnormale vil gå over med tiden”. Han forsikrede mig at der intet var at bekymre sig over.

Jeg vendte hjem og lærte at leve med det.

Jeg blev gravid igen i oktober 95. Under denne graviditet havde jeg så store smerter i mine knæ at jeg knap kunne gå. Jeg udviklede store smerter i mine føder og opsøgte en ortopæd to gange for behandling. Smerterne i mine håndled vendte tilbage. Min hud var tør og skællede, revnende og blødende. Mit hår blev mindre fyldigt, skrøbeligt og begyndte at falde af. Min kropstemperatur var altid under 37 graders Celsius. Min hukommelse begyndte at svigte mig, hvilket var en tragedie for en person der altid havde et af de kvikkeste hoveder i sin klasse. Jeg havde tilbagevendende smerter i ørene, tinnitus og følelsesløse arme. Mine øjne begyndte at blive så følsomme overfor lys, at jeg måtte gå med solbriller, selv på en overskydet dag. Mit ansigt blev rundt. Jeg begyndte at blive lettere deprimeret, følte mig værdiløs. Selvom jeg var en hjemmegående mor der elskede børn og syntes at mine var de bedste i verdenen, begyndte jeg at miste interessen for at lege med dem. I stedet brugte jeg timer foran min computer hvor jeg stirrede tomt på et kabale spil.

Jeg fik mit barn i Juli 96, ammede ham og tog 9 kg på mens jeg ammede ham (under mine graviditeter, plejede jeg at tage 8-10 kg på, som jeg ville tabe igen inden mit 6 ugers helbredsundersøgelse efter fødslen. Dog tog jeg mellem 5-10 kg på mens jeg ammede, selvom jeg var opmærksom på min diet). Mine andre livsforringende symptomer gik ikke væk efter fødsen heller. Jeg blev gravid med vores sidste barn i Juni 97. Under denne graviditet udviklede jeg en så alvorlig anæmi (blodmangel) at lægen undrede sig over hvordan jeg kunne være i live! Jeg havde også et højere blodtryk på trods af at jeg hele mit liv havde haft et blodtryk der lå lavere en normalen. Mit kolesterol gik også i vejret. Udover dette, havde jeg stadig alle de forfærdelige symptomer som jeg under min sidste graviditet også led under.

Jeg fødte mit sidste barn i februar 98. Jeg vænnede hende fra brystmælk i november 98. Min mælkeproduktion plejede at ophøre inden for to uger når mine andre børn blev vænnet fra. Men denne gang ville min mælkeproduktion ikke stoppe. Selv i dag - 2.5 år efter jeg sidst ammede!

I mellem 1995 og 1999 to jeg næsten 36 kg på og havde det så dårligt. Jeg mistænkte dog ikke min skjoldbruskkirtel, da min doktor havde fortalt mig at den intet fejlede. Jeg udviklede også hypoglykæmi; hvis jeg blev sulten og ikke spiste med det samme, vil jeg hurtigt blive så svimmel at jeg måtte ligge mig ned og desperat prøve ikke at kaste op. Ofte ville jeg kaste op uden der kom noget ud.

I efteråret 1999 havde jeg det så dårligt at jeg troede jeg skulle dø. Jeg havde aldrig haft menstruationssmerter eller voldsomme blødninger i mit liv, men pludselig blev mine menstruationer så voldsomme at jeg måtte bruge 2 super-plus tamponer og en maxipad pr. time uden at det var nok. Jeg havde så voldsomme kramper at jeg ikke kunne komme ud af sengen. Jeg havde aldrig tidligere haft menstruationskramper og disse var værre end veer! Mit hår faldt ud i så store mængder når jeg redte det, at badeværelsesgulvet måtte fejes hver morgen. I badet mistede jeg så meget hår at afløbet måtte renses 2-3 gange per brusebad for at få vandet til at løbe ud.

Jeg sov konstant. Jeg stod op kl. 7:30 og smurte madpakker til mine to ældste børn, før de blev kørt i skole af deres far og så kollapsede jeg på sofaen. Jeg plejede at sove hele morgenen mens mine to mindste børn legede omkring mig. De plejede at ville have frokost omkring kl. 11 så jeg ville trække mig selv op af sofaen og ind i køkkenet. Derefter ville jeg igen kollapse og sove til omkring 15:30 når de ældste skulle hentes fra skolen. Så snart vi kom hjem igen skulle jeg have en lur til omkring kl. 17, når min mand kom hjem. På det tidspunkt ville jeg stå op og forberede middagen mens han hjalp børnene med lektierne. Vi spiste og puttede børnene i seng og så ville jeg sidde i sofaen som en zombie mens jeg foldede vasketøjet, for til sidst at gå i seng kl. 22.

Min hud så dårlig ud. Den var tyk, skællende, grov og blødende. Jeg udviklede noget jeg troede var skæl, men som ingen shampoo hjalp på at få væk. Efter en grundigere undersøgelse opdagede jeg at det ikke var skæl. Det var tør hud på mit hoved! Huden var så tør, fortykket og skællene at min skalp begyndte at revne og falde af i store stykker, efterladende store blødende huller overalt på mit hoved. Jeg udviklede også små bumser omkring min hårgrænse (og jeg havde aldrig bumser i mit liv, heller ikke som teenager) . Min mand fortalte mig at jeg var begyndt at snorke højlydt. Min hukommelse var i stykker; jeg følte mig hjernedød og dum. Mine øjne blev supersensitive over for lys. Hele min krop, fra hoved til tå var øm. Det var som hver eneste celle i min krop var i konstant lidelse; det smertede at leve og røre sig. Jeg havde store rødmende flader på min hud – som ingen viste hvad var. Min højre arm var så fyldt med smerter (når den ikke var følelsesløs) at jeg næsten ikke kunne bruge den.

Jeg gik til lægen i januar 2000 for at få min årlige gynækologiske undersøgelse og spurgte om at få en undersøgelse af skjoldbruskkirtlen også. Mit TSH var på 8.0, tydeligt over det normale niveau og indikerede en sygdom i skjoldbruskkirtlen. På det tidspunkt havde vi flyttet og min nye læge ordinerede med det samme 75 mcg synthroid (da jeg viste ham mine blodmålinger fra 1995 var han i chok over at jeg ikke havde fået behandling. Han sagde jeg havde lidt ubeskriveligt - og taget 36 kg. på – nytteløst i fem år). I mellemtiden foretog han en ny blodundersøgelse for at se om jeg havde skjoldbruskkirtel antistoffer i blodet. Det havde jeg, så jeg blev diagnosticeret med Hashimoto's autoimmun skjoldbruskkirtel sygdom, som betød at mit eget immunsystem ødelagde min skjoldbruskkirtel. Der findes ingen helbredelse.

Straks begyndte min mand at undersøge sygdommen og brugte internettet flittigt for at finde alt han kunne omkring emnet. Han læste alt: Medicinske artikler, forskningstudier, forums for stofskiftesyge, hjemmesider for alternativ medicin – alt. I mellemtiden gav min reaktion på synthroid mig alvorlige forstoppelser, ødelagde min libido og fik mit hår til at fælde i større mængder. Min menstruation i januar havde ikke været så slem som i 1999 (jeg var begyndt at tage vitamin B complex og det hjalp), men da jeg startede med at tage synthroid (Levaxin/Eltroxin) blev min menstruation i februar endnu værre.

Sidst i marts 2000, faldt mit TSH niveau ned til 1.8. Bumserne var væk og de røde plamager på min hud forsvandt. Min hud og skalp fik det bedre og jeg tabte hår i mindre grad så jeg kun skulle rense afløbet under mit brusebad en gang – i modsætning til 2-3 gange. Men jeg var stadig træt og stadig producerede mine bryster mælk. Lægen foreslog at jeg skulle se tiden an.

Mit TSH niveau faldt til 0.7 i Juni 2000. Min hud havde godt af den høje luftfugtighed under sommeren i San Antonio (selv før behandlingen fik jeg det altid bedre under sommeren). Min menstruationscyklus var under kontrol, men jeg producerede stadig mælk og var stadig træt. Min mand havde læst at en sund skjoldbruskkirtel producerer 5 forskellige hormoner (T0, T1, T2, T3 og T4). 80% af produktionen er T4, som er et stabilt stof som dine celler konverterer til brugbart T3 efter behov. Dog er 15% af kroppens T3 behov direkte produceret af skjoldbruskkirtelen. Nogle celler kan ikke konvertere T4 til T3 og får således dækket deres behov fra skjoldbruskkirtlen. Der er bare det, at synthroid (Levaxin/Eltroxin) kun består af T4! Jeg fortalte min læge at jeg måske havde brug for at få målt mit T3 niveau, siden at det var meget sandsynligt at jeg ikke havde nok T3 eftersom synthroid ikke indeholdt det. Visse af mine celler kunne jo ikke konvertere synthroid til T3 og dette kunne forklare en del symptomer.

Desværre undervises læger meget lidt i hormonforstyrrelser og sygdomme i skjoldbruskkirtlen undervejs i studiet. De bliver blot fortalt at man giver en TSH test og hvis niveauet er over 5.0 giver man patienten synthroid piller som skal tages dagligt. Så da jeg foreslog min læge at måle mit T3 niveau sagde han ”Oh, niveauet er fint fordi synthroid er T3”. Han tog fejl – det er 100% T4.

Han anbefalede at jeg tog til en endokrinolog der kunne hjælpe med at finde årsagen til at jeg stadig producerede mælk (mine prolactin niveauer var normale). Desværre flyttede vi inden jeg kunne nå at opsøge en sådan specialist.

Vi ankom hertil sent i juli. Vi havde fundet et hus og flyttet ind, men det gik ned af bakke for mig i august måned. Mit hår fældede i store håndfulde; jeg skulle igen fjerne hår to gange fra afløbet under et brusebad. Jeg kunne ikke holde mig vågen. Jeg kunne knapt få børnene i skole før jeg sov indtil eftermiddagen. Min hud var meget tør på trods af den høje luftfugtighed. Mit skælproblem vendte tilbage – igen med store blodige huller i mit hoved hvor huden faldt af. Min mand sagde at jeg begyndte at udvise søvnapnø. Han tilbragte adskillige nætter vågen lyttende til min vejrtrækning så han kunne ryste mig hver gang den stoppede. Jeg fik betændelse i urintragten (en almindelig lidelse for skjoldbruskkirtel patienter).

Den 31 august 2000 tog jeg til min læge for at fortælle ham at min tidligere læge i Texas havde anbefalet at jeg opsøgte en endokrinolog. Han skrev hurtigt en henvisning og skulle til at sende mig hjem da jeg viste ham min hovedbund med de store blodige huller hvor huden faldt af. Det gjorde ham så bekymret at han udskrev en ny recept på synthroid på 100 mcg dagligt.

Et par dage senere opdagede jeg et mærkeligt modermærke på min skulder. Jeg tog til lægen for at få det undersøgt og fik en aftale med en anden læge end den jeg havde set tidligere. Han mistænkte modermærket for at være hudkræft og gav mig en henvisning til en dermatolog. Mens han undersøgte mig, fortalte jeg ham om min skjoldbruskkirtel. Han viste intet om T3 og T4, og om de andre ting vi havde læst om i vores studier. Jeg fortalte ham at det virkeligt undrede mig at ingen havde målt mit T3 niveau for at klarlægge om min krop konverterede synthroid til brugbar form. Han slog et par ting op i sine bøger og blev klar over at jeg havde en god pointe, hvorefter det fulde sæt undersøgelser blev bestilt.

Den 6 september blev prøverne taget. Mit TSH var på 2.6. Mit T4 niveau var på et godt niveau, men T3 niveauet var så lavt at det var borderline sygeligt. Dog var de stadig inden for det normale interval laboratoriet benyttede sig af og min læge sagde at det så fint ud. Denne blodprofil er klassisk for patienter der tager synthroi. Synthroid vil hurtigt sænke TSH niveauet og øge deres serum T4 niveau, men deres T3 niveau vil ver meget lavt af to grunde: 1) Deres krop bliver får ikke T3 fra den syge skjoldbruskkirtel. 2) Mange celler i kroppen kan ikke konvertere synthroid til T3.

Omkring oktober fik jeg set dermatologen og han bekræftede at jeg havde hudkræft på min skulder (basal cell carcinoma). Han fjernede det og kort efter fandt jeg noget forskning der viste at skjoldbruskkirtel (hypothyroid) kan udvikle tumorere.... Tak skal du have. Jeg tilbragte altså fem år med en ubehandlet skjoldbruskkirtel og nu har jeg hudkræft.

I oktober fik jeg ikke meget søvn og min hud sprækkede ikke så let. Mit hår fældede ikke så voldsomt. Jeg skulle kun rense afløbet en gang for hvert brusebad i stedet for to gange. Dog begyndte jeg at få smerter i hele kroppen. Hver celle smertede utroligt. Jeg begyndte at udvikle nye symptomer jeg ikke havde haft før. Min tunge hævede og kunne ikke kontrolleres så nemt. Jeg kunne ikke forme de ord jeg havde i mit hoved og jeg bed mig tit i tungen og kinderne. Jeg kunne tænke et og sige noget andet. Jeg udviklede også en slem ”hjernetåge” (brain fog). Mit hoved var tåget og jeg kunne simpelthen ikke tænke klart mere.

Omkring oktober tog vi en ny blodprøve, der viste at mit TSH niveau var nede på 0.3. Min mand havde studeret og fundet et videnskabeligt studie i et medicinsk tidskrift, hvor de gav en gruppe patienter synthroid og en anden gruppe synthroid plus oralt T3. Patienterne der modtog oralt T3 samt synthroid følte sig bedre. De klarede prøverne bedre og de havde færre depressioner. Studiets konklusion var at det var klart at kroppen havde behov for T3 som den producerede direkte i skjoldbruskkirtlen. Således ville patienter der ikke havde en fungerende skjoldbrusskirtel og kun fik synthroid (oralt T4), ikke dækket deres behov. De havde brug for oralt T3 udover oralt T4 for at kompensere for den manglende produktion af T3 i deres skjoldbruskkirtel.

Men lægen havde givet mig en henvisning til en endokrinolog, så jeg måtte simpelthen vente til min aftale d. 7 december. Vi var overbeviste om at jeg endelig ville få den behandling jeg havde brug for; endokrinologen var en kvinde, så hun ville kunne forstå en kvindes krop bedre (og lidelser i skjoldbruskkirtlen er hyppigere hos kvinder end hos mænd).

Jeg kom til aftalen med store forventninger. Jeg kom ind i konsultationen med en hud der var så tyk og skællende at jeg lignede en alligator. Den revnede og blødte. Jeg efterlod spor af blod på papiret og på eksaminationsbordet. Min hovedbund var grov og skællende. Mit hår fældede allevegne. Jeg havde så mange smerter allevegne at jeg knap kunne gå. Min tunge var hævet og langsom. Jeg var udmattet og kunne ikke tænke klart. Jeg havde taget endnu 2 kg på så jeg nu vejede 101 kg. Jeg var deprimeret og trist og ville bare dø.

Hun undersøgte mine manglende reflekser. Men det var så det. Hun kiggede ikke videre på mig overhovedet. Hun ignorerede min hud og hovedbund og de smertende led. I stedet kiggede hun på min journal og så de gamle laboratorie rapporter fra september (ca. 3 måneder gammel) og sagde ”oh, TSH er på 2.6”. Men så har du jo det fint”. ”Men jeg har det overhovedet ikke fint”, svarede jeg. Jeg havde stadig bryster med mælk for andet år i træk, hvortil hun svarede. ”Disse ting tager tid”. Jeg viste hende min blødende sprækkede hud og hun sagde ”men det er koldt udenfor, så det er normalt”, selvom hendes hud ikke var tyk, skællende og blødende. Jeg fortalte hende at jeg havde taget på i vægt hele året mens jeg tog synthroid og hun svarede ”nå, ok”. Hun informerede mig om han hun ikke havde behov for at se mig igen de næste 6 måneder. Hun sagde at jeg kunne få en ny TSH test til januar i 2001 og at denne kunne faxes til hendes kontor og fra nu af ville der ikke være nogen grund til at se hinanden; hun ville ringe til mig, hvis hun mente at jeg havde behov for noget. Således skrev hun sing diagnose ”Hashimoto's syge” i min journal og skrev en regning til mit forsikringsselskab på 1.200 kr.! Jeg viste jo allerede at jeg havde Hashimoto's for et år siden!

Vi besøgte min familie i julen. Mine knæ havde det slemt og jeg kunne ikke gå op af trapperne i min mors eller søsters hjem. Min kære søster gik tog turen op af trapperne hvergang jeg havde behov for noget deroppe. Jeg følte mig fuldstændig hjælpeløs. Jeg var så deprimeret at jeg græd hele dagen uden pauser.

Omkring januar 2001 blev depressionerne og frustrationerne værre. Mit hår fældede nu så meget at afløbet skulle renses to gange for hvert brusebad. Bumserne kom igen frem omkring min hårlinje. Jeg var øm i hele kroppen. Jeg var så udkørt, at jeg kunne sove hele dagen hvis man tillod mig det. Jeg havde stort besvær med at tænke og artikulere. Jeg havde en slem forstoppelse. Mine menstruelle udsving blev irregulære og jeg fik på ny en urinvejsinfektion.

Jeg opsøgte en ny læge d. 17 januar. Jeg beskrev mine symptomer og han sagde at jeg havde brug for T3. Han besluttede at synthroid (ren T4) skulle skiftes ud med Armour der er et naturligt ekstrakt fra skjoldbruskkirtler og derfor indeholder både T0, T1, T2, T3 og T4 i proportioner der passer til en sund skjoldbruskkirtel. Jeg glædede mig. Det var så åbenbart at synthroid ikke virkede på mig og alligevel har jeg tilbragt år i lidelse, mens læger tvang mig til at tage det. Hvis jeg får en urinvejsinfektion og lægen giver mig en virkningsløs medicin, bør han så blive ved med at insistere på at jeg skal bruge denne medicin? Nej, lægen bør skifte medicinering. Så jeg havde en defekt skjoldbruskkirtel og har brugt år med at tage medicin jeg ikke fik det bedre af (jo mere jeg tog, des værre blev symptomerne). Men der var ingen læger der ville skifte medicinering, selvom der mindst findes et dusin forskellige præparater.

Jeg begyndte at tage Armour i meget små doser, da det var min læges første erfaring med præparatet og forsigtighed bød at man trappede op til man fandt det rette niveau. Min læges plan var at jeg langsomt skulle have øgede doser indtil mine symptomer forsvandt. Da jeg startede med at tage Armour følte jeg straks mig selv 100% bedre. Depressionerne forsvandt allerede på andendagen! (studiet vi fandt viste at patienter der fik oralt T3 ophørte med at have depressioner, da hjernen er afhængig af serum T3 og ikke kan konvertere T4 til T3). Lægen forsatte med at øge dosen med små mængder i sin søgen efter den rigtige dosering.

Nu har jeg det bedre, end jeg har haft det i 6 år og meget, meget bedre end jeg nogensinde har haft det under min behandling med synthroid. Min hud er igen næsten normal igen, mere fleksibel i stedet for tyk, tør og sprækkende. Den er dog lidt tør endnu. Jeg har andre milde symptomer, men for det meste føler jeg mig ved normalt helbred. Lægen vil øge min dosis endnu engang næste uge så vi kan se om det vil lindre de sidste af disse symptomer. Derudover har jeg som skjoldbruskkirtel patient opdaget at kvindens krop har brug for mere hormon fra skjoldbruskkirtlen under menstruationen. Når jeg har menstruation, fælder jeg mere hår og har andre symptomer. Men, husk på at det ikke er normalt med håraffald blot fordi man har menstruation! Det er åbenbart at min krop kræver mere hormon i den periode af måneden. Jeg vil spørge min læge om en øget dosis Armour til at dække behovet under menstruationen.

Der findes andre tidspunkter hvor din krop kræver mere hormon. F.eks. under stress. Hvis du har en defekt skjoldbruskkirtel er du afhængig af at din læge giver dig mere, hvis du er under pres.

Dette er min historie og den rejser en række vigtige spørgsmål. For det første, hvordan kan det være at jeg ikke blev givet en behandling allerede i 1995? Blodprøverne viste klart at jeg havde anormale forhold vedrørende skjoldbruskkirtlen. Mit TSH niveau var et helt point over reference intervallet og mit T3 niveau indeks var en del under reference intervallet. Ikke kun dette, men også det faktum at min søster har en lidelse i skjoldbruskkirtlen og at familien har en historie med samme lidelse, er velkendte risiko faktorer. Vi har igennem vores studier erfaret at mange læger betragter uregelmæssigheder i skjoldbruskkirtlen under graviditet og amning som at være et midlertidig fænomen der går over af sig selv. Men hvordan kan de vide at det går over? Hvor mange måneder og år må en kvinde vente før de beslutter sig for at det ikke er en midlertidig lidelse? Prøv at se hvad der sker med kvinden under dette tidsrum: Hun tager på i vægt. Hendes kolesterol niveau skyder i vejret (således at hendes arterier bliver blokeret), plus at hun har en ubehandlet skjoldbruskkirtel, hvilket igen kan føre til diabetes og hjerte-kar sygdomme ibland andre grumme ting.

Derudover afslørede vores læsning at kvinder der udvikler forstyrrelser i skjoldbruskkirtlen efter en graviditet har en øget risiko for at udvikle permanente autoimmune sygdomme. Så min læge skulle have været opmærksom og kontrolleret mit hormonspejl med måneders mellemrum, da jeg så klart havde forstyrrelser i min skjoldbruskkirtel efter min første graviditet. Disse kontrolmålinger skulle specielt være foretaget mens jeg var gravid og ammede mine senere kommende børn over de næste 5 år. Men intet blev gjort i den retning.

Jeg er af den opfattelse at alle gravide og ammende mødre skal screenes for lidelser i skjoldbruskkirtlen, da studier har vist at babyer der dier hos mødre med en lidelse i skjoldbruskkirtlen selv lider af samme lidelse i de første måneder. Det skyldes det faktum at de eneste hormoner moderen giver videre til sit barn igennem mælken er fra skjoldbruskkirtlen. Det er derfor at mange mødre får mangel på disse hormoner når de ammer. En baby der ikke får nok vil forblive lille og sove for meget, samt have en lavere IQ (dette resultat er fra en dobbelt blindtest hvor man testede 5-6 år gamle børns IQ, som man havde fulgt siden fødslen og hvor man var opmærksom på morens skjoldbruskkirtels tilstand). Dette gør mig meget vred. Min sidste baby blev født med en vægt på 93 oz (ca. 2600 gr.) og voksede aldrig meget. Da hun var 4-6 måneder gammel ville folk i supermarkedet spørge om hun var en fortidlig født. Hun ville ofte sove i op til 17 timer i træk. Jeg var kraftigt ramt af symptomer fra min skjoldbruskkirtel lidelse da jeg ammede. Derudover havde min første baby meget lyssensitive øjne, så han næsten ikke kunne tages med udenfor. Denne lysfølsomhed er et klassisk symptom på en lidelse i skjoldbruskkirtlen. Jeg er meget vred. Hvilke langtidseffektskader er blevet påført mine børn pga. lægernes manglende indsigt i min sygdom?

Lægerne har ingen ide om hvilken slags lidelse i skjoldbruskkirtlen der er af midlertidig eller af permanent karakter. Min læge, der bagatelliserede min sygdom tilbage i januar 1995, skulle have kontrolleret mit blod for tegn på Hashimoto's. Kvinder der efter graviditet har udviklet en midlertidig skjoldbruskkirtel lidelse kan ofte udvikle en permanent lidelse. Men det er ikke kun kvinderne der rammes, også deres børn kan blive permanent skadede pga. hormonmanglen.

Man kan med rette rejse spørgsmålet om vores læger har den fornødne uddannelse inden for lidelser i skjoldbruskkirtlen. De bliver undervist i at TSH testen kan stå for sig selv. Desværre er det ikke så. Synthroid (Levaxin/Eltroxin)– det mest brugte præparat der bruges af 95% af alle patienter – vil sænke ens TSH niveau hurtigt selvom kroppen ikke kan konvertere synthroid til en brugbar form. Derved kan patienterne have store mængder synthroid (T4) i deres blodstrøm og derfor et sund lavt TSH niveau – samtidigt med at man er døende pga. kroppen ikke er i stand til at benytte medicinen. Lægerne skal også måle patienternes T3 niveau.

Igennem vores litteraturstudie fandt vi også at patienter har brug for T2 som en sund skjoldbruskkirtel også producerer! Det studie vi fandt viste at nogle celler bruger T2 til at producere et enzym der konverterer T4 til brugbar form. Så hvis en patient kun får T4, så vil nogle af hendes celler ikke kunne benytte det. Visse celler vil kunne konvertere T4, men man må supplere med T2 for det totale helbreds skyld.

Et andet problem som skjoldbruskkirtelpatienter har, er at lægerne er tilbøjelige til at lade testmålingerne stå alene. Læger har behandlet lidelser i skjoldbruskkirtlen i mere end 100 år. Før man havde laboratorietests måtte lægen undersøge patienten og hendes symptomer og give hende tabletter fremstillet af skjoldbruskkirtler, hvor dosis blev øget til patientens følte sig rask. Armour er et sådant præparat. Med ankomsten af laboratorietests, begyndte lægerne at ignorere patientens symptomer og nøjes med at forholde sig til testresultaterne. Den sidste endokrinolog jeg så, er et kroneksempel på denne fremgangsmåde: Hun ignorerede mine symptomer og forholdt sig kun til en gammel laboratorietest hvorfra hun proklamerede at alt var normalt og at jeg skulle komme igen om 6 måneder. Da jeg påpegede at laboratorietesten var af ældre dato sagde hun, ”ok, få dem til at tage en ny og send mig en fax med resultatet. Jeg får ikke brug for at se dig igen. Vi håndterer denne sag over telefonen”. Med andre ord, havde hun ingen interesse i mine symptomer eller i hvordan jeg havde det. Hun var kun interesseret i testresultaterne.

Jeg har haft i alt 6 forskellige læger til at kigge på mine testresultater og alle som een ignorerede mine symptomer, eller prøvede at henføre dem til lupus, gigt og andet de kunne forestille sig, selvom symptomerne helt klart pegede på en lidelse i skjoldbruskkirtlen. Alt denne mistolkning skyldes at mine THS tests viste sig inden for de normale intervaller. Mange har afvist at udføre T3 tests, så hvordan kunne de vide at min krop optog medicinen på celle niveau? Svaret er at de ikke kunne vide dette! Jeg blev fortalt at jeg aldrig ville føle mig rask, fordi jeg havde en uhelbredelig sygdom, hvis symptomer jeg blev nød til at lære at leve med. Jeg skiftede læge og fandt en der ville ordinere Armour (som indeholder alle hormonerne min skjoldbruskkirtel ville have produceret hvis den kunne). Gæt engang, mine symptomer, som lægerne sagde jeg skulle lære at leve med, er væk.

Et andet problem er de ”normalle” intervaller. For det første er det normalle interval for TSH typisk fra 0.5 til 5. For mange læger gælder det, at når først du ligger inden for intervallet holder de op med at behandle dig, uanset dine symptomer. Dog har den Amerikanske Sammenslutning af endokrinologer (American Association of Clinical Endocrinologists) annonceret at de mener at et TSH niveau over 3 er grund nok til bekymring.

Den anden ting man skal betragte i forbindelse med disse ”normalle” intervaller er at hvad der føles godt for Janey kan føles forfærdeligt for Susie. Disse læger arbejder ud fra det synspunkt at så snart dine blodmålinger kommer tilbage og viser dit TSH, T3 og T4 som liggende indenfor normallen, så er du ok. Men tænk den tanke, at måske føler Janey sig virkelig tilpas når hendes T3 er på 1.98, mens Susie derimod har det helt forfærdeligt. Susie har brug for at hendes T3 niveau er på 2.9 før hun føler sig rask og normalt fungerende. Disse reference intervaller skal ikke bruges som en behandlingsprotokol! De er til for at give lægen en grov idé om hvad grunden til dit ubehag kan være. Hvis du har det slemt, er deprimeret og har et omtåget sind og din tunge ikke fungere og dit T3 niveau er nederst i det normale interval, så bør lægen ikke kigge på testresultatet og sige ”oh, Susie, du er stadig inden for normalen, så gå du blot hjem og lær at leve med det”. Nej, lægen bør kigge på testresultaterne og sige, ”Ok Susie! Der er intet mærkeligt i at du har det skidt! Dit T3 niveau er helt i bunden af normal intervallet! Du har oplagt brug for mere T3 og ville helt sikkert have det meget bedre hvis dit T3 niveau var højere”.

Ser du, disse reference intervaller betyder ikke at et individ vil have det godt blot hendes testresultat ligger inden for grænserne. Disse reference intervaller betyder at nogle mennesker er ved godt helbred, når de ligger i bunden af intervallet, mens andre er ved godt helbred hvis de ligger i den øvre del af intervallet. Typisk vil den gennemsnitlige persons værdier falde inden for disse to yderligheder. Når lægen fortager disse tests af blodet, må denne vurdere patienten som individ; hvis hun ligger et eller andet sted inden for grænserne, så betyder det ikke automatisk at hun er ved godt helbred. Det betyder blot at hun er tættere på det serum niveau der får hende til at føle sig rask.

Der er også en herskende misopfattelse blandt dagens læger, at patienter med lidelser i skjoldbruskkirtlen altid vil have symptomer der ikke kan fjernes. Sådan har det ikke altid været blandt læger. For 50 år siden da de gav patienterne udskåret skjoldbruskkirtel, blev doserne alene afmålt ud fra om patienten følte sig rask. Lægerne var så glade for at patienterne følte sig raskere igen når symptomerne forsvandt (sådan siger de medicinske tekstbøger fra dengang omkring sygdomme i skjoldbruskkirtlen). Men i dag ignorerer lægen patientens symptomer og forholder sig udelukkende til resultaterne af blodprøven. De ophører med at behandle patienten så snart disse resultater viser sig inden for de ”normale” rammer, uanset hvor skidt patienten har det.

Derudover er dagens læger blevet fortalt at patienter skal behandles med synthroid i stedet for med naturlig ekstrakt af skjoldbruskkirtlen. I snart 30 år har patienter taget ren T4, hvor kroppen stadig har manglet de resterende fire hormoner en sund skjoldbruskkirtel producerer. Disse mennesker vil så leve med symptomer resten af deres liv fordi de mangler T0, T1, T2 og T3. Så det er blevet en del af vores medicinske konventionelle visdom at patienter med lidelser i skjoldbruskkirtlen aldrig har det godt! Det behøver i virkeligheden slet ikke at være sådan. Jeg er beviset: Jeg tager nu et præparat der indeholder alle fem hormoner, som min krop ville producere hvis den kunne, og mine symptomer er ved at forsvinde! Er jeg et specielt tilfælde? Ingenlunde, før opdagelsen og markedsføringen af Synthroid, fik alle patienter disse fem hormoner og de havde det godt.

Kronisk træthedssyndrom og Fibromyalgi er to sygdomme som er nye. Sjovt nok, blev de aktuelle lige efter at Synthroid og TSH testene begyndte at blive standard behandling. De fleste med fibromyalgi og KTS har problemer med skjoldbruskkirtlen. Ømme led og træthed er to af de oftest forekommende symptomer ved lidelser i skjoldbruskkirtlen. Et fåtal læger er nu begyndt at undersøge denne situation og har helbredt deres patienters fibromyalgi og KTS ved at dosere T3. Glem ikke at siden udformningen af TSH testen, har læger ordineret lige præcis nok til at TSH niveauet kom ned under 5, men dog uden at behandle patienten fuldt ud. Husk også på, at T3 ikke er tilstede i Synthroid. Det er kombinationen af disse to sandheder der har skabt sygdomme som fibromyalgi og KTS.

Lidelser i skjoldbruskkirtlen er dødelige. De vil slå dig ihjel. De skal behandles. Alligevel er millioner af patienter uden diagnose. Millioner af andre er blevet spist af på samme måde som jeg blev det i 1995, hvor mine symptomer blev tilskrevet det faktum at jeg lige havde født. Millioner andre har også haft et TSH niveau på 3.5, 4 eller 4.5 og blev sendt hjem med ordene: ”Oh, det er inde for normalen, så der er intet galt med dig”. Millioner af andre har taget Synthroid og bliver sat til at tage anti-depressiver fordi deres krop er uden T3, selvom forskningsresultater viser at T3 ville virke gavnligt på depressionen. Og millioner af andre lever halve liv ; de bliver behandlet for deres lidelse i skjoldbruskkirtlen men de gives kun lige den tilstrækkelige mængde medicin der holder dem i live – ikke nok til at befri dem for symptomerne. Du kan spørge, hvad der er galt med det? Dette her handler ikke kun om livskvalitet. Det er ikke kun et spørgsmål om at du ønsker at begrænse dit hårtab. Lidelser i skjoldbruskkirtlen resulterer i hjerte-kar sygdomme, diabetes, betændelse i led, fibromyalgi og kronisk træthedssyndrom, PMS, infertilitet, hjertestop, slagtilfælde og døden. Så det handler om liv og død. Patienter der bliver behandlet for en lidelse i skjoldbruskkirtlen, men som stadig har symptomer er underbehandlede. Deres kolesterol niveau er stigende, deres blod klumper sammen for let, deres bugspytkirtel fungerer ikke ordentligt, osv. Som du kan se, handler det ikke kun om mit hår og min hud ser godt ud. Underbehandlet, vil lidelser iskjoldbruskkirtlen også skade ens indvolde. Mine organer og kirtler – enhver celle i min krop – vil skrige efter det rette miks og niveau af hormoner. Jeg risikerer en tidlig død.

Det er ligefremt kriminelt. Det behøver ikke at være på denne måde. I fortiden behandlede lægerne ikke deres patienter sådant! Der findes ingen grund til ikke at give mig de rette mængder hormoner fra skjoldbruskkirtlen. Hvis jeg stadig har symptomer, så ændre min medicinering indtil de forsvinder! Men det er ikke hvad der sker i vores sundhedssystem i dag. Nej, vores læger læser kun tests fra laboratoriet og ignorerer de fysiske symptomer og sætter alt for stor lid til en enkelt blod prøve (TSH), som mange læger er begyndt at tvivle på overhovedet har klinisk relevans. Min endokrinolog er et typisk eksempel på dette! Hun sagde endda at hun kunne behandle mig over telefonen, baseret på en fax af resultaterne fra en blodprøve, hvad den så end måtte vise!

Så skal vi efterlades halvt levende, med kroppe der langsomt dør på grund af den manglede hormonproduktion fra skjoldbruskkirtlen, efterladende os med diabetes og hjerte-kar sygdomme? Eller skal vores læger se videre end blodprøven og erkende at vi alle er individuelle? Vi har hvert et personligt hormon spejl der er rigtig for os, og hvad der er rigtigt for mig er ikke nødvendigvis rigtigt for dig.

Dette gælder også medicinen. Når Synthroid ikke virker, burde lægen i stedet for at bebrejde patienten, udskifte medicinen!

PS. Alle de symptomer jeg har beskrevet over årene er klassiske symptomer for lidelser i skjoldbruskkirtlen, inklusiv blodmangel. Jeg viste det ikke på det tidspunkt, men har lært det siden som følge af mine studier over det seneste år.

[Thyra]

Bemærk!

Denne "Synthroid" Gail Wurmstein henviser til flere steder i sin redegørelse - kendes her i landet under produktnavnet "Eltroxin" og i Norge - som "Levaxin".

[Thyra]

Oprindeligt indsendt af Mary Shomon

Jeg er af den opfattelse at alle gravide og ammende mødre skal screenes for lidelser i skjoldbruskkirtlen, da studier har vist at babyer der dier hos mødre med en lidelse i skjoldbruskkirtlen selv lider af samme lidelse i de første måneder. Det skyldes det faktum at de eneste hormoner moderen giver videre til sit barn igennem mælken er fra skjoldbruskkirtlen. Det er derfor at mange mødre får mangel på disse hormoner når de ammer. En baby der ikke får nok vil forblive lille og sove for meget, samt have en lavere IQ (dette resultat er fra en dobbelt blindtest hvor man testede 5-6 år gamle børns IQ, som man havde fulgt siden fødslen og hvor man var opmærksom på morens skjoldbruskkirtels tilstand). Dette gør mig meget vred.

"Thyroid Threat: Under Proposed Rocket Fuel Standards,
Many Women Would Need Treatment To Protect Baby"



(Klik ikke på billedet. Klik på linket.) http://www.ewg.org/reports/thyroidthreat/

Hmm.... måske lidt forklaring på "ting og sager" her? Vi var jo alle babys engang....

Tusind, tusind, tusind tak for håbet. Jeg kan ikke holde op med at græde. Tusind tak!

[Thyra]

Oprindeligt indsendt af Lene-

Tusind, tusind, tusind tak for håbet. Jeg kan ikke holde op med at græde. Tusind tak!

[Thyra]

Oprindeligt indsendt af Mary Shomon

Der er også en herskende misopfattelse blandt dagens læger, at patienter med lidelser i skjoldbruskkirtlen altid vil have symptomer der ikke kan fjernes. Sådan har det ikke altid været blandt læger. For 50 år siden da de gav patienterne udskåret skjoldbruskkirtel, blev doserne alene afmålt ud fra om patienten følte sig rask. Lægerne var så glade for at patienterne følte sig raskere igen når symptomerne forsvandt (sådan siger de medicinske tekstbøger fra dengang omkring sygdomme i skjoldbruskkirtlen). Men i dag ignorerer lægen patientens symptomer og forholder sig udelukkende til resultaterne af blodprøven. De ophører med at behandle patienten så snart disse resultater viser sig inden for de ”normale” rammer, uanset hvor skidt patienten har det.

Mary Shomon var heldig.... hun fandt til sidst lydhøre læger og blev hjulpet. Sådan går det ikke her hos os... Vi bliver "reguleret" i årevis og når/hvis vi fortsat ikke kvitterer med en bedring - bliver vi opgivet

Happybody fra Norge er ikke så heldig som Mary Shomon. Ikke endnu i hvert fald. Læs hendes brev HER