Viser resultater 1 til 5 af 5
  1. #1
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    67
    Indlæg
    5,271

    Standard Ulydige kræftpatienter


    Kræftsyg: Jeg vil ikke behandles



    Artikel i BT d. 26. marts 1993

    Merete Birkelund, 42, Tranbjerg ved Århus, lider af ondartet brystkræft, men hun har besluttet, at hun ikke vil have nogen som helst lægelig behandling:

    »Det kan godt være, jeg dør af sygdommen, men i så fald tror jeg, jeg vil kunne dø med fred, fordi jeg har gjort det, jeg selv følte var rigtigt,« siger hun fast og afklaret.

    Lægerne på Radiumstationen i Århus har ellers fortalt hende, at hun vil dø, hvis hun ikke får fjernet hele brystet, og bagefter bliver behandlet med stråler og kemoterapi.

    Men Merete Birkelund har valgt at leve med sin kræftknude, og foreløbig det blevet til tre år.

    I samarbejde med en kræftoverlæge, Ulrik Dige, har hun netop skrevet bogen »Ulydige kræftpatienter«, som om få dage udkommer på forlaget Hovedland.

    I bogen fortæller ti kræftramte om, hvordan de har valgt alternativ behandling med bl.a. urter, vitaminer og mineraler i stedet for den gængse hospitalsbehandling. Bogen rummer en meget stærk kritik af den etablerede kræftbekæmpe1se.

    Merete Birkelund: »Hvis jeg af angst valgte en behandling, jeg ikke tror på, og alligevel skulle dø, så ville jeg dø med en masse selvbebrejdelser over, at jeg ikke lyttede til mig selv. Men jeg håber og tror stadig på, at jeg kan blive her mange år endnu og dø som en vis gammel kone,« siger hun.

    Syg af bivirkninger
    Merete Birkelunds mor døde af kræft, og behandlingen af hende har været afgørende for hendes egen holdning:

    »Der fokuseres så stærkt på at slå det syge ihjel, at resten af patienten også dør. Hun fik fjernet hele bugspytkirtlen, tolvfingertarmen, milten og hele mavesækken. Min mor døde da heller ikke af kræft, men af sult. Uden essentielle dele af fordøjelsessystemet var det ikke muligt at optage næring. Hendes sygehistorie synes jeg er et godt eksempel på tankegangen i store dele af kræftbehandlingen. »Vi skal have det hele med«. Kræften skal skæres ud, stråles væk eller forgiftes væk. Hvordan resten af kroppen så ellers fungerer kommer i anden række,« siger Merete Birkelund, som mener, at lægerne ikke giver en reel information om de ofte meget alvorlige bivirkninger ved behandlingen.

    Merete Birkelund tror på, at det ved kræft først og fremmest handler om styrke det raske, immunsystemet, i håb om at man derved kan helbrede sig selv

    »Der er kun én, der kan helbrede kræft, og det er den syge selv. Læger og behandlere af alle slags kan støtte og vejlede, men det hjælper kun, hvis man selv arbejder med og flytter sig bevidsthedsmæssigt.«

    De ti patienter, som medvirker i Merete Birkelunds bog, har alle overlevet lægelige dødsdomme, først og fremmest på grund af stærk livsvilje og ved selv at tage ansvaret for deres helbred.

    »Indtil for to år siden var det almindelig praksis, at patienter, som sagde nej til behandling, ikke kunne få lov til at gå til kontrol på hospitalernes kræftafdelinger. På den måde kunne kræftlægerne i mange år lukke øjnene for, at der er patienter, der lever godt og længe uden at følge lægernes behandling.«

    Ondt mod ondt
    »Disse ulydige patienter stiller ved deres eksistens nogle kraftige spørgsmål ved værdien af den traditionelle behandling,« siger Merete, som også er blandt initiativtagerne til foreningen »Tidslerne« for kræftramte i alternativ behandling.

    Merete Birkelund er overbevist om, at hospitalerne går for hårdhændet til værks: »Man uddriver det onde med det onde. Kirurgi, radioaktiv stråling og cellegifte. Behandlinger, som ofte har en så ødelæggende effekt på hele organismen, at mange mennesker føler, at de står over for et valg mellem at dø af sygdommen eller at dø af behandlingen.«

    Kilde: Helsenyt.com
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

  2. #2
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    67
    Indlæg
    5,271

    Standard Re: Ulydige kræftpatienter


    Ulydige kræftpatienter
    - om kræftbehandling, nytænkning og livsvilje

    Af Merete Birkelund og Ulrik Dige
    Efterskrift af Helge Ib Lydeking-Olsen



    Forlag: Hovedland (1993)
    Udg./opl.: 2. udgave, 1. oplag
    Sprog: Dansk Dansk
    ISBN: 8777392809
    ISBN-13: 9788777392801

    Redigeret af Merete Birkelund. Sober og gribende beretning om 12 kræftpatienters valg af behandlingsmetoder. En rystende bog om kræftforskningens vildveje og patienters stædighed. Udfra 10 historier om kræftpatienter, der alle ved hjælp af en stærk livsvilje har overlevet trods lægelig dødsdom, vises andre veje i kræftbekæmpelse end de traditionelle.


    INDHOLD

    Indledning
    - En "ondartet" sygdom

    Det lægevidenskabelige verdensbillede
    - Eksperten
    - Paradigmet

    Vildførelser i Kræftstatistikken
    - Den samlede kræftbekæmpelse
    - Kræftforebyggelsen
    - Kræftbehandlingen

    Det mystiske X
    - Placebo
    - Krop og psyke
    - Psyko-neuroimmunologi
    - Mammografiscreening

    Patienthistorier
    - Asta Nielsen
    - Bodil Svenningsen
    - Harald Svenningsen
    - Helga Nielsen
    - Henry Andersen
    - Jane K. Christensen
    - Jens Hyllested
    - Jytte Hansen
    - Merete Birkelund
    - Susanne Lindahl

    Den Aktive patient
    - Livsvilje og ansvar
    - Alternative behandlingsformer

    Lægens Rolle
    - Patientens valg
    - Stress og økonomi
    - Har vi brug for en ny videnskabelighed?

    Efterskrift - Integreret behandling
    - Videnskabelig afprøvning af lægemidler
    - Holistisk/ integreret behandling

    Litteraturhenvisninger
    Ordforklaringer
    Adresser

    ***
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

  3. #3
    Libri's avatar
    Libri er offline Bestyrer af Biblioteket på Overgangsalderen.net
    Registreringsdato
    Jun 2006
    Alder
    63
    Indlæg
    679

    Standard Re: Ulydige kræftpatienter

    Citer Oprindeligt indsendt af Anina Se indlæg
    Ulydige kræftpatienter
    - om kræftbehandling, nytænkning og livsvilje
    Email til Hovedland

    Hej Hovedland

    Er der en chance for, at "Ulydige kræftpatienter" af Merete Birkelund bliver genudgivet?

    Denne bog er der brug for, sålænge der er kræftpatienter til og sålænge vi har tæt på en europarekord i utidige kræftdødsfald.

    Håber i øvrig, at Merete Birkelund er fortsat med os.

    Med venlig hilsen


    Svar fra Forlaget:

    Hej. Jeg vil overveje dit forslag. Merete Birkelund er måske med os, på en måde. Hun døde for ca. 5 år siden.
    venlig hilsen[/QUOTE]


    Til Hovedland:

    Tak for svar :-)

    Det er trist at Merete Birkelund ikke er hos os mere... om nogen, har hun fortjent at leve "evigt".

    Er der nogen efterladte, jeg kan kontakte med spørgsmål om lov til at citere fra bogen? Eller er det "nok" at spørge jer på Hovedland?

    Vi plejer at afskrive Forord, Indholdsfortegnelsen og et uddrag for at give folk "blod på tanden", når det gælder bøger vi så gerne vil dele med andre.

    Jeg mener seriøst, at bogen Ulydige Kræftpatienter, forsynet med en klog efterskrift om Merete Birkelunds død, så mange år efter at hun burde være død.... ville gøre meget gavn og hjælpe alle dem, der er for "ulydige" til at have gavn af den konventionelle behandling.

    Mange venlige hilsner


    Hovedland svarer:

    Kære XX, Du må gerne bruge uddrag af Meretes bog, citere fra den.
    venlig hilsen

  4. #4
    Libri's avatar
    Libri er offline Bestyrer af Biblioteket på Overgangsalderen.net
    Registreringsdato
    Jun 2006
    Alder
    63
    Indlæg
    679

    Standard Re: Ulydige kræftpatienter

    Citer Oprindeligt indsendt af Anina Se indlæg
    Ulydige kræftpatienter
    - om kræftbehandling, nytænkning og livsvilje
    INDLEDNING

    Kræftforskningen i Danmark er (1993/red.A.) inde i en tillidskrise i forhold til befolkningen. Striden i Kræftens Bekæmpelse i 1991-92 gav sig udtryk i en debat om anvendelsen af landsforeningens formue, men ikke om forsknings indhold - som efter vores mening ellers nok trænger til at blive diskuteret.

    Der er i de sidste årtier postet milliarder og atter milliarder i kræftforskningen over det meste af verden. men resultater er nedslående. Både hyppigheden og dødeligheden af kræft er stigende i det meste af verden. I Danmark er kræfttilfældene mere end fordoblet for de sidste 40 år.

    Alligevel bombarderes vi i medierne konstant med budskabet om, at det går fremad for kræftforskningen. Og bare forskerne fik flere penge, ville der ske endnu større fremskridt. Kræftforskningen er blevet en institution - en institution, der i mange år ikke er stillet spørgsmålstegn ved. Et nærliggende spørgsmål er imidlertid, om kræftforskningen er på galt spor. Er kræftforskningen inde i en blindgyde, stivnet i dogmatik (= "troslære"/red.A.)?

    Mange mennesker har mistet troen på, at bare kræftforskerne får flere penge, så skal "kræftens gåde" nok blive løst. Det giver sig bl.a. udslag i, at flere og flere kræftpatienter søger andre behandlingsformer end lægernes. Disse alternative behandlingsformer bliver af lægevidenskaben stemplet som totalt virkningsløse. Vi vil gerne med denne bog vise, at virkeligheden er mere nuanceret.

    I den etablerede kræftforskning arbejder men ikke (hvad der ellers er lægevidenskabeligt krav) med kontrolundersøgelser af, hvordan det går patienter, der ikke får behandling. Dette finder lægerne uetisk, fordi de tror på, at deres behandling er livreddende. De patienter, som ikke har fulgt den traditionelle behandling, og derfor kunne fungere som en frivillig kontrolgruppe, har ikke hidtil haft forskernes interesse.

    Indtil for to år siden var det almindelig praksis, at patienter, som sagde nej til behandling, kunne ikke få lov til at gå til kontrol på hospitalernes kræftafdelinger. På de måde kunne kræftlægerne i mange år lukkeøjnene for, at der er patienter, der lever godt ogt længe uden at følge lægernes behandling. Disse ulydige patienter stiller ved deres eksistens nogle kraftige spørgsmålstegn ved værdien af den traditionelle behandling, og deres sygehistorier er hovedemnet i denne bog.

    Bogen er skrevet i samarbejde mellem en kræftlæge og en kræftpatient. Vi håber, at kombinationen af læge- og patientsynsvinklen giver en alsidig og både saglig og personlig belysning af emnet.

    Jeg er selv en kræftpatient, og min sygehistorie er med i bogen. I foråret 1991 var jeg med til at stifte Kræftforeningen Tidslerne, som er en forening for kræftpatienter i alternativ behandling. Senere skrev jeg en kronik om foreningens syn på kræft med titlen "Kræft - dogmer og nytænkning" (Information, den 2.3.1992). Jeg fik mange personlige reaktioner på denne kronik, bl.a. fra Ulrik Dige, som er bogens anden hovedforfatter.

    Ulrik Dige er overlæge i cytologi. Han er dansker, men arbejder ved Universitetssjukhuset i Umeå i Sverige, fortrinsvis med kræftdiagnostik. Vi fandt ud af, at vi havde mange fælles synspunkter på kræft og blev enige om at skrive en bog om emnet. Ulrik Dige indleder med en omtale af det lægevidenskabelige verdensbillede og en kritisk gennemgang af den etablerede kræftbekæmpelse. Desuden behandler han sammenhængen mellem krop og psyke.

    Bogen er forsynet med efterskrift af Helge Ib Lydeking-Olsen, som er praktiserende læge og arbejder indenfor "Integreret Medicin", en sammenslutning af læger og alternative behandlere. Han skitserer fremtidsmuligheder for en helhedsorienteret kræftbehandling.

    Hovedvægten i bogen er personlige beretninger fra 10 patienter, som jeg har interviewet. (Susanne Lindahl har dog selv skrevet sin historie.) Det drejer sig om 10 patienter, som efter almindelig lægelig logik burde være døde. Enten fordi de har sagt nej til den lægelige behandling, eller fordi deres prognose, selv om de har fået behandling, var ekstrem dårlig. I interviewsituationerne har jeg følt, det har været en stor fordel, at jeg selv kender sygdommen fra min egen krop. Alle beretningerne er godkendt af de interviewede.

    Bogens sygehistorier gør ikke krav på nogen videnskabelig undersøgelse, men en række eksempler på patienter, der har trodset kræftstatistikkerne. Patienterne er ikke udvalgt efter lægevidenskabens principper om "randomisering" (lodtrækning) - de er en subjektiv del af virkeligheden.

    Der ligger ikke noget systematisk research-arbejde bag kontakten til disse patienter. Flere kendte jeg gennem Kræftforeningen Tidslerne, andre har jeg fået kontakt til gennem venners venner, og atter andre har jeg mødt "tilfældigt".

    Et bedre research-arbejde kunne sandsynligvis have fremskaffet flere helt exceptionelle sygehistorier, men det har også været vores intention, at mere "almindelige" forløb med alternativ behandling skulle med. Forløb hvor der ikke er tale om en egentlig helbredelse, men om at holde sygdommen i skak.

    Det har været vigtigt for os, at patienternes erfaringer med alternativ behandling kommer frem på både godt og ondt. Bogen skal nødigt være en ensidig lovprisning af alternativ behandling - for det er et broget marked med mange fælder, men også med en del meget dygtige behandlere.

    Det har ikke været vores hensigt at reklamere for eller kritisere bestemte behandlingsformer. Derfor har vi undladt at bringe navne på behandlere. Kur- og kursussteder, som der findes så få af i Danmark, at en anonymisering vil være meningsløs, har vi dog omtalt ved navn. For patienter, som søger konkret hjælp, kan vi oplyse, at Kræftforeningen Tidslerne kan henvise til seriøse behandlere (adresse på foreningen bag i bogen).

    Patienternes navne og sygehistorier er helt autentiske. Diagnoserne m.m. er kontrolleret ved journaloplysninger af Ulrik Dige, som også kommenterer de enkelte sygdomsforløb, og i relevante tilfælde har fået diagnosen gransket efter.

    Ofte afviser lægerne "mirakelhistorier" med, at de pågældende patienter aldrig har haft kræft. Det er da også givet, at en del helbredelseshistorier, fx af kvinder med brystknuder, kan afvises med, at der ikke er en gyldig kræftdiagnose. Men i denne bogs sygehistorier er der altså kun tale om helt veldokumenterede diagnoser.

    Vi vil gerne takke alle patienterne, som med stor åbenhed har villet dele deres erfaringer med andre gennem denne bog. Det er vores håb, at beretningerne kan give andre patienter mod, håb og inspiration til selv at gøre en aktiv indsats for deres helbredelse - men også at læger vil få indblik i, hvordan de "besværlige og ulydige" kræftpatienter tænker. Sygehistorierne illustrerer, at en del kræftpatienter ikke vil være viljesløse ofre i et behandlingssystem. De vil selv slås for at leve og nå til klarhed. Deres valg og erkendelser er med livet som indsats - og ingen kan læse deres beretninger uden at blive personligt berørt. Deres historier bør læses af alle, der mener at livet er umagen værd.

    En "ondartet" sygdom

    Kræft er en sygdom, de fleste mennesker kommer i kontakt med i løbet af livet. Den er omgivet af meget angst og mange mytedannelser. Det er den eneste sygdom, der har fået en moralsk betegnelse: Den er ondartet. Man kan så undre sig over, hvorfor andre syg¬domme med ligeså stor dødelighed, fx hjerte-kar sygdomme ikke er "ondartede".

    Måske er det kræftens skjulte og snigende karakter, der skaber den store angst omkring den. En kræftsvulst kan vokse i flere år i kroppen, uden man mærker den - eller måske har man vage symptomer, som lægen fejltolker, fordi de ligner mere harmløse sygdomme. Når sygdommen bliver erkendt, har den måske allerede spredt sig i hele organismen. (Svulster, der ikke spreder sig og er ufarlige, fx bindevævsknuder i brystet, kaldes til gengæld godartede.) Sygdommen kan i de sene stadier være meget smertefuld, men nu om stunder er der mulighed for effektiv smertebehandling.

    Mange går rundt og er bange for at have kræft, og de som har haft sygdommen kan aldrig vide, om de nu er helbredt, eller der stadig er kræft tilbage i kroppen. Det er sandsynligvis disse karaktertræk, der har givet kræft betegnelsen ondartet.

    Den etablerede lægelige kræftbehandling har taget konsekvensen af dette syn på sygdommen: Man uddriver det onde med det onde. Sygdommen bekæmpes med kirurgi, radioaktiv stråling og cellegifte. Behandlinger som ofte har en så ødelæggende effekt på hele organismen, at mange mennesker føler, når de har fået diagnosen kræft, at de står over for et valg mellem at dø af sygdommen eller at dø af behandlingen.

    Grundtanken i den traditionelle kræftforskning og behandling er, at sygdommen opstår som en tilfældig fejl i cellen og breder sig, ved at de syge celler deler sig. Det gælder derfor om for enhver pris at udrydde disse celler. Hele kræftforskningen (med minimale undtagelser) er fokuseret på cellens struktur, fysiologi og biokemiske processer.

    Et andet syn på kræft, som ligger til grund for denne bog, er, at godt nok består den menneskelige organisme af celler, men mennesket er en overordnet helhed. Det er ikke cellerne, der i deres vækst bestemmer over den samlede organisme, men organismen, der styrer cellerne og bestemmer deres funktion. I vores forståelse er mennesket ikke blot en meget kompliceret og genial sammensætning af celler, men en helhed af krop, psyke og sjæl. Det er kun sproget, forklaringen, der opspliuer helheden i disse tre størrelser. Helheden er i princippet udelelig, og mennesket fungerer som denne helhed i et kompliceret samspil.

    Dette syn på mennesket giver også et andet syn på sygdom, i denne sammenhæng kræft. De syge celler bliver i denne forståelse kun et symptom på, at der er noget galt i helheden. Cellerne, svulsten, bliver ikke til sygdommens årsag, men til et symptom på en ubalance i hele mennesket.

    At se kræften på denne måde giver også andre behandlingsmuligheder. Det kan i de fleste tilfælde stadig være meningsfuldt at behandle symptomet, svulsten, men årsagen til, at svulsten opstod, må også behandles, og her kan årsagen måske findes "uden for" den fysiske krop - i helheden: i menneskets måde at forholde sig til sig selv, sine omgivelser og tilværelsen i det hele taget.

    Vi ser kræft som en multifaktoriel sygdom, en sygdom med årsager på mange planer: fysisk, genetisk, miljømæssigt, psykisk, socialt og sjæleligt. Derfor må en effektiv kræftbehandling arbejde på flere planer. En helbredelsesproces er således individuel, langvarig og svær.

    ***
    Velkommen i Biblioteket på vores hjemmeside. Mange af titler vi omtaler, er udsolgte fra forlagene, men findes enten på bibliotekerne eller i antikvariaterne som: Bogtorvet.net , Findbogen.dk , Antikvarisk.dk , Bogbasen.dk (private til private), Antikvariat BookStone.dk , Brugte bøger via Saxo.cm , eller Antikvariat.net

  5. #5
    Libri's avatar
    Libri er offline Bestyrer af Biblioteket på Overgangsalderen.net
    Registreringsdato
    Jun 2006
    Alder
    63
    Indlæg
    679

    Standard Re: Ulydige kræftpatienter

    Citer Oprindeligt indsendt af Anina Se indlæg
    Ulydige kræftpatienter
    - om kræftbehandling, nytænkning og livsvilje

    DEN AKTIVE PATIENT

    I det følgende vil jeg sammenfatte nogle psykiske fællestræk, som synes at forbinde bogens patienthistorier, og jeg vil kommentere de alternative behandlingsmetoder, som har været aktuelle. Siden vil jeg sammen med Ulrik Dige diskutere nogle konkrete problemer, som møder den alternative patient, og kommentere lægens rolle i denne sammenhæng.

    Bogen i sin helhed lægger op til, at det alternative og konventionelle behandlingssystem bør kunne berige hinanden. Det er derfor naturligt, at Helge Ib Lydeking-Olsen, der arbejder inden for "Integreret Medicin ", afslutter bogen med sine eifaringer og visioner.


    Livsvilje og ansvar

    Bogens ti patienthistorier er alle højst individuelle. De peger ikke på nogen bestemt mirakelkur, men illustrerer, at der er mange måder, man kan arbejde med sin sygdom på, og det, der er rigtigt for den ene, behøver ikke at være rigtigt for den anden. Det, det drejer sig om, er måske netop at finde sin egen vej, og for at finde den må man have kontakt med nogle dybtliggende sider i sig selv. Måske er det i denne proces, hvor man finder nogle - ofte helt uerkendte - ressourcer i sit eget inderste, at nøglen til helbredelsen eller til kraften til at leve med sygdommen ligger.

    Et fællestræk er dog, at disse mennesker vil bestemme selv. De vil ikke lade lægerne tage beslutningerne for dem, de vil ikke være ofre, hverken for en "ondartet" sygdom eller for et formynderisk behandlingssystem. Begrebet "kræftoffer" er blevet vældig moderne i de senere år.

    Man er nu "kræftoffer" eller "kræftramt", hvor man før i tiden kunne få lov at være kræftpatient. Og en patient er vel en person, der med udholdenhed og tålmodighed (patientia, latin) venter på sin helbredelse. Personligt vil jeg hellere være patient, end jeg vil være offer. Der ligger i offer-terminologien, at det drejer sig om en meningsløs tilfældighed, en "ondartet" sygdom, der rammer i flæng. Når man derimod ser sin sygdom som en vigtig læreproces, hvor man selv har en hel del at skulle have sagt, er man ude over offerrollen.

    Patienterne i denne bog demonstrerer både kampånd og livsvilje.

    De hører til den patientkategori, som den amerikanske kræftkirurg Bernie Siegel har betegnet som "exceptionelle" patienter. Disse patienter lever ofte både længere og bedre end de flinke patienter, der tilpasser sig behandlingssystemet og pænt gør som lægen siger. Siegel mener, de exceptionelle patienter udgør ca. 15% af alle kræftpatienter. De flinke patienter reagerer ofte med depression, opgivelse og håbløshed og dør til aftalt tid, mens de exceptionelle forholder sig aktivt til deres sygdom og kan finde på at ændre deres liv, både i det ydre - fra jobskift til kostændringer - og i det indre med sjælelige forandringer og ændrede relationer til deres medmennesker.

    De patienter, der lever længst, er ofte dem, der har dårlige relationer til deres læge - ifølge lægerne selv. De stiller spørgsmål og giver udtryk for deres utilfredshed i stedet for blot at følge lægens planlagte behandlingsforløb. Livsvilje, kampånd og motivation er egenskaber, som er gode at have som kræftpatient, men kan det også bruges som en behandling mod sygdommen? Er det noget, terapeuter kan fremdrage fra patientens indre og derved give ham en bedre prognose? Eller er det noget, patienten er nødt til "bare at have" på forhånd?

    Jeg tror, de fleste patienter i denne bog har oplevet det på den måde, at de lige så stille er vokset med opgaven. De er kommet i kontakt med nogle sider af sig selv, som de egentlig ikke havde forestillet sig, de havde. Og de kræfter har vist sig i den proces, hvor de har set både sygdommen og døden i øjnene, og derefter selv har taget ansvaret for deres sygdom og deres helbredelse.

    Dette at tage ansvaret er for mig det allervigtigste i en helbredelsesproces. Det drejer sig ikke om, at vi finder en læge eller en alternativ behandler, som vi kan give ansvaret for vores helbredelse. I stedet må vi indse, at vi selv er medansvarlige for vores liv, og at den måde, vi lever vores liv på, har betydning for vores helbred. Vi må finde frem til vores egne ressourcer og bruge dem. Der er kun en, der kan helbrede kræft (hvis helbredelse er mulig), og det er den syge selv. Læger og behandlere af alle slags kan støtte og vejlede, men det hjælper kun, hvis man selv arbejder med og flytter sig bevidsthedsmæssigt.

    Denne snak om ansvar kan være vældig provokerende for mange. For så er det jo vores egen skyld, at vi er syge, og det kan man da under ingen omstændigheder tillade sig at mene.

    At tale om ansvar er selvfølgelig et af tilværelsens store spørgsmål, som hverken jeg eller andre kan have nogen patentløsning på. Begreberne skyld og ansvar er viklet uløseligt ind i hinanden, og gør det til en meget følelsesladet diskussion. Jeg må derfor præcisere, hvad jeg mener: Der er ikke tale om, at der skal placeres en personlig skyld. Det kan hverken syge eller raske bruge til noget som helst - det vil kun være en negativ moraliseren. Derimod ser jeg begrebet ansvar som noget positivt. Og jeg mener faktisk, at vi har ansvaret for vores eget liv. Men selvfølgelig er der grænser for vores eget ansvar, og disse grænser er meget individuelle. Hvad der er let for den ene, kan være umuligt for den anden. Mange af vores beslutninger tager vi ubevidst, uden at være klar over, hvilke konsekvenser de kan have for vores helbred. Jo mere bevidst man bliver, jo større ansvar får man også, for indsigt giver ansvar.

    Det er ikke meningen, at man skal slå sig selv oveni hovedet med, hvad man skulle have gjort anderledes, men derimod fundere over, hvad man kan gøre her og nu for at ændre sin situation, som den nu engang er.

    Som jeg ser det, kan det at vedkende sig sit ansvar gøre syge mennesker i stand til at handle i stedet for alene at lade sig behandle. Ansvar gør os aktive i stedet for at være magtesløse ofre.

    De fleste mennesker vil helst overlade ansvaret for deres sygdom og helbredelse til lægen. De foretrækker at lade sig informere om lægens beslutninger frem for at blive taget med på råd. Og den holdning gennemsyrer desværre vores sundhedssystem i dag. Skal det ændres, må initiativet først og fremmest komme fra patienterne. At tage ansvar kan selvfølgelig ikke være noget, vi skal tvinges til, men de mennesker, som er parat til det, må have lov til det uden at blive modarbejdet, selvom det kommer på tværs i sundhedssystemets rutiner.

    At vi selv er ansvarlige for vores liv, fritager selvfølgelig ikke samfundet for at have et ansvar for at tilbyde en behandling af vores sygdomme, såvidt det er muligt. At tale om patientens ansvar skal nødigt bringe os derhen, hvor lægen kan fralægge sig sit ansvar, når det er belejligt.

    Selvom patienten selv tager ansvaret, må vi ikke glemme omsorgen. At tale om ansvar kan nemt blive koldt (fordi det ligger så tæt på skyld-problematikken), men vi må ikke glemme, at også ansvarlige patienter har behov for støtte, forståelse, medfølelse (ikke medlidenhed) og for at få stoppet dynen ned om sig. Omsorg og medfølelse kan også være helsebringende.

    For at tage ansvaret må man konfrontere sig med sin egen angst. Det vil med en sygdom som kræft indebære, at man indser den mulighed, at sygdommen kan føre til, at man dør. Kan man få dæmpet sin dødsangst (helt at afskaffe den er nok urealistisk) ved at acceptere døden som en mulig udgang på sygdommen, tror jeg også, man kan frisætte meget energi til at leve og måske blive rask. Som en kvinde, der havde fået at vide, at hun ville dø i løbet af få måneder, udtrykte det: "Først vender man sig mod døden - så vender man sig mod livet." (Hun lever stadig!)

    I dag er der mulighed for at komme i "dødsterapi" flere steder, både i det etablerede og i det alternative system. Det kan muligvis være godt for nogle, men det er nok vigtigt hele tiden at være åben over for, at processen kan skifte, og det kan altså være, at man kommer til at leve i stedet for. Selvom al videnskabelig sandsynlighed taler for, at en sygdom bærer mod døden, er der jo altså mennesker, der lever betydeligt længere end de "burde", hvilket der er flere eksempler på i denne bog. Man skal ikke i sin dødsterapi tage håbet fra folk.

    Enhver har lov at tro på mirakler. Den største hindring for, at miraklerne kan ske, er vores egen skepsis! For selvfølgelig kan troen flytte bjerge (se afsnittet om placebo). Selvom nogle terapeuter kan mene, at det er udtryk for fornægtelse og manglende realitetssans, så kan man jo også fremføre, at de mennesker, der fuldstændig benægter deres sygdom, ifølge Bernie Siegel, lever næsten lige så længe som de exceptionelle patienter, og i hvert fald længere end de flinke patienter, der pænt modtager deres realitetsterapi.

    Den holdning til sygdommen, som jeg selv tror indbærer den største livskvalitet og som følge heraf måske også den længste levetid, er den aktive livsvilje, hvor man både forholder sig til døden og til livet som realistiske muligheder. Det behøver ikke at rumme modsigelser, blot den simple erkendelse at vi alle - også raske mennesker - må huske at vi skal dø. Det bliver livet ikke ringere af. Tværtimod. Sygdom kan være en meget væsentlig del af livet - livet er ikke en ideal(s)tilstand med fuldstændig lykke og kærlighed og fravær af smerte og lidelse. Sygdom åbner for mange mennesker op til det, man meget flot kan kalde "livets mening". Og livets mening kan nok rumme kærlighed, men ikke i vores sødsuppe-forståelse af ordet. Måske er det netop den klods om benet, som kræftsygdommen er, der får et menneske til at åbne for sine dybeste kvaliteter. Og det er da kærligt at få lov til det!

    Af samme grund er jeg dybt skeptisk over for budskaberne om "positiv tænkning", som overstrømmer os, specielt fra en del amerikanske bøger. Sådanne retningslinjer kan være utrolig falske og måske hindre en syg i at gå ind i den smerte, det vitterligt er at leve med en sygdom, man kan risikere at dø af. Men kommer man igennem smerten, kan der være en dyb fred på den anden side, som virkelig kan hjælpe i helbredelsesprocessen. Man kan ikke besværge lidelse og død ved at tænke positivt. Man må vedkende sig sine reelle følelser for at kunne forandre dem. Først da er der mulighed for, at tænke positivt på en ærlig måde, der ikke får karakter af virkelighedsflugt.

    Efterhånden som tankegangen om sammenhæng mellem krop og psyke bliver almindelig udbredt, opstår der også tanker om en speciel "kræftpsyke", fx at indadvendte, melankolske mennesker har større risiko for at få kræft. Disse tanker har tidligere været fremført af den etablerede psykologi, men er efterhånden forkastet pga manglende overensstemmelse med den empiriske virkelighed. Teorien er nu blevet overtaget af den alternative psykologi, hvor den sommetider drives ud i det groteske, så man i nogle bøger kan se tabeller over de forskellige organers kræftformer og de følelser eller konflikter, der er årsagen til kræften. Det er næsten endnu mere reduktionisme end i naturvidenskabens syn på kræft.

    Når man forfalder til en sådan simplificering, er der virkelig grund til at være på vagt over for konsekvensen, som netop kan være moraliseren og skyldfølelse: For når tingene er så enkle, 'er det jo i hvert fald ens egen skyld, at man ikke kan blive rask. Har du kræft i dit højre bryst, skal du blot bearbejde forholdet til din far, og er det i dit venstre bryst til din mor. Og det må jo let kunne løses med alle de psykoterapeuter, der findes nu om dage l Jeg vil ikke afvise, at der kan være en sandhed i disse psykologiske modeller, men de rummer i hvert fald ikke hele sandheden, som de postulerer, og de indebærer en fare for at stemple syge mennesker som "moralsk forkerte".

    Forbindelsen mellem helbred og psykologiske faktorer er nok betydelig mere kompleks end mange af de alternative teorier fremfører. Og frem for alt er der tale om helt individuelle forhold. Som jeg ser det, må man se på hele menneskets livssituation, som er et samspil mellem en lang række både fysiske og psykiske faktorer, hvis man vil forsøge at forstå baggrunden for en kræftsygdom.

    Den etablerede kræftbehandling ser bort fra det individuelle og behandler alle med den samme sygdom efter det samme skema. Psykoterapien må ikke forfalde til den samme standardisering - måske i et forsøg på at gøre psykologiske behandlingsmetoder til en "rigtig" videnskab efter naturvidenskabens model. Det er ikke bedre at lave psykisk skematisering end fysisk skematisering. Vil man forstå kræftsygdomme og kræftpatienter, må man turde se det individuelle, det unikke i den komplekse sammenhæng, som ethvert menneskes liv udgør.

    Alle sygdomstilfælde er forskellige - de afspejler den levende organismes kamp for at bevare og genoprette sin egen balance og integritet. For mig er sygdomme individuelle reaktioner og ikke fast afgrænsede kategorier. UDDRAG SLUT

    Tak Hovedland
    Hver dag kommer der nye til, eller bliver født vordende "ulydige kræftpatienter", der hver især vil opleve sig som Palle-alene-i-verden.... medmindre Meretes bøger er til at få fat på.

    Det er meget svært, ikke at føle sig som en outsider, når man er omringet af "kræftofre" og deres "frelsere". Så er det velgørende at få en bog i hænderne, der netop fortæller om, at vi er ikke ene om vores "særheder". Tak Merete
    Velkommen i Biblioteket på vores hjemmeside. Mange af titler vi omtaler, er udsolgte fra forlagene, men findes enten på bibliotekerne eller i antikvariaterne som: Bogtorvet.net , Findbogen.dk , Antikvarisk.dk , Bogbasen.dk (private til private), Antikvariat BookStone.dk , Brugte bøger via Saxo.cm , eller Antikvariat.net

Tags for this Thread

Bookmarks

Regler for indlæg

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •  

Log ind

Log ind