Annes veninde

[admin]

Skrevet af admin: Jeg har en del af de slettede tråde liggende på det gamle forum. Disse vil jeg overføre ved at poste dem her i samme rækkefølge, de var postet dengang... Det vil tage hundrede år, men jeg gør det alligevel mellem 1-4 tråde hver dag fremover og indtil de alle er her, gældende til den dato vi flyttede forum. Det er selvfølgelig "tilladt" at kommentere, selv om det er gamle tråde.....

Skrevet af Anina: Ons Aug 08, 2007 17:45

Til Annes veninde på Fyn

På mine egne og sikkert også på andre tøsers vegne herinde - vil jeg gerne sende en hilsen og et digt jeg fandt og som udtrykker bedst, hvad Annes ven fortjener at høre og bekræftes af.... med Rosa Abrahamsens digt, hun skrev engang i halvtredserne.....

De gyldne timer

Det er de gyldne timer,
jeg gemmer i mit sind,
og det er mange timer,
som dèr er lukket ind.
Men tro nu ikke altid,
de steg af lysets stund,
nej - mange gyldne timer,
stod frem på gråsort bund.

Nej, du skal ikke knurre,
når tingene gør ondt -
for hvem kan tåle solskin
og glæde døgnet rundt?
Kun den som kender mørket
har mål for lysets strøm,
og uden det var livet
kun skyggen af en drøm.

Men den som elsker livet,
ta`r livet selv imod
og giver indre styrke
ved ebbe som ved flod;
for da forstår man: lyset
steg frem af dybets nat
og blev til gyldne timer
og til en kostbar skat.

Af Rosa Abrahamsen (1926-1964), tilskærerdirektrice, mannequin, født i Sværdborg, Præstø Amt, ramt af polio, indlagt 5½ år i jernlungen på Blegdamshospitalet, hun fik deraf navnet "Blegdammens Rose". 1956 Debut i bogform: "De store skibe" (digte).

God bedring - Annes Ven - og mange hilsner herfra.

[admin]

Skrevet af Helle: Ons Aug 08, 2007 18:29

Jeg tilslutter mig 100 % den hilsen med ønsker om rigtig god bedring til Annes veninde.
_________________
Knus fra Helle

[admin]

Skrevet af Yvette: Ons Aug 08, 2007 18:33

Jeg tilslutter mig 100 % den hilsen med ønsker om rigtig god bedring til Annes veninde.

Det samme gjør jeg.

Jeg har allerde kopiert det og sendt det til en venninne av meg, som sliter litt ekstra..

Utrolig vakkert dikt! Knus fra Norge

[admin]

Skrevet af Bea: Ons Aug 08, 2007 19:06

Vidunderligt digt til Annes veninde, som hermed også får en hilsen fra mig

Bea

[admin]

Skrevet af Anne: Ons Aug 08, 2007 22:07

Tusind tak for det smukke digt, Anina! Og tak til jer andre for jeres hilsen til min dejlige veninde.

Jeg sender linket til hende, så hun selv kan læse det. Hvor er det sødt af jer - jeg er sikker på, det glæder hende, at vildtfremmede mennesker tænker på hende.

Knus, Anne

[admin]

Skrevet af Anne: Fre Aug 10, 2007 19:49

Kære piger.

Jeg skulle hilse mange gange og sige tusind tak for jeres varme hilsner!

Hun er utroligt glad for, at vildtfremmede mennesker tænker på hende, og når hun en gang har overskud, og vores nye forum er i gang, vil hun gerne være med.

Knus, Anne

[admin]

Skrevet af Anina: Fre Aug 10, 2007 19:58

Hun er utroligt glad for, at vildtfremmede mennesker tænker på hende....

Vildfremmede og vildtfremmede.... alle dem, der er gode ved dig - Anne - og for dig... er altså også vores venner... Og så er vi altså ikke så "vildfremmede" mere, vel?

[admin]

Skrevet af Bea: Fre Aug 10, 2007 21:17

Hej Anne

Det er altid rart at glæde et andet menneske, også selv om jeg ikke kender hende personligt. Hun er et fantastisk menneske efter dine beskrivelser, og når du skriver sådan er jeg slet ikke i tvivl

Knus Bea

[admin]

Skrevet af Anina: Ons Sep 05, 2007 18:39

Hej Anne

Det er altid rart at glæde et andet menneske, også selv om jeg ikke kender hende personligt. Hun er et fantastisk menneske efter dine beskrivelser, og når du skriver sådan er jeg slet ikke i tvivl

Knus Bea

Heller ikke jeg

Hej igen Annes Veninde

Anne Clark - Poem without words til dig ude i det fynske og med håb om, at hver dag går bedre end den foregående

[admin]

Skrevet af Anne: Fre Sep 07, 2007 21:26

Jeg har været hos min veninde i dag og har sagt til hende, at der er en hilsen til hende! Hun kigger på den, når hun kommer ind til computeren, og jeg skulle hilse mange gange og sige tusind tak.

Hun bliver virkelig så glad og rørt over jeres omtanke. Hun har det fint og det går stadig fremad. I drømmer ikke om, hvad hun selv kan klare - det er bare SÅ flot!

Knus, Anne

[Anne]

For lige at følge op på emnet, må jeg fortælle jer, at hendes situation nu desværre er vendt.

Hendes cancer er brudt ud igen, og hun har netop fået 2. kemobehandling. Om ca. 14 dage, vil hun få besked, om de hjælper hende, og hvis ikke der konstateres bedring, stopper behandlingen. Hun kan ikke opereres igen.

Jeg har videregivet de råd, jeg har fået herinde fra, til hende, men hun tør ikke "blande" alternative produkter med al den medicin, hun får. Den form for kræft hun har, er så sjælden, at "kun" omkring 20 personer får konstateret samme sygdom om året.

Hun tager dog stadig situationen i stiv arm, men ved også godt, at det måske går den gale vej.

15. april flytter hun og hendes mand ned i en nyrenoveret lejlighed i stueplan, men i samme ejendom, hvor de bor nu. Lejligheden samt hele gårdhaven bliver sat i stand således, at hun kan komme omkring i en kørestol, og at hun selv kan komme ud i haven, når hun har lyst og kræfter til det.

Det var lige en kort orientering om den - desværre - negative udvikling i hendes sygdom.

Knus, Anne

[Yvette]

Veldig trist å lese dette Anne. Man blir tom for ord. Jeg vet så godt hvordan det føles å leve nært inntil et kjært menneske, som er rammet av denne forferdelige sykdommen. Og alle de syke reagerer forskjellig. Jeg kan bare håpe at din venninne finner noe verdifullt å fylle dagene med i denne tunge tiden. Det høres slik ut på det du skriver.

Jeg sender gode og varme tanker til dere begge to.

[Bea]

Kære Anne

Det er svært for både din veninde og dig og alle dem så står hende nær. Din veninde står for mig som en stærk og dejlige kvinde.
Jeg synes det er godt de flytter til en bolig, hvor hun har lettere ved at gebærde sig. jeg kan godt forstå at hun ikke tør blande medicin sammen, når hun også får kemo. Håber bare kemoen hjælper den brave kvinde som har måttet kæmpe så meget, og jeg håber hun kan få den hjælp hun har behov for, her tænker jeg også på smertebehandling. Livet er hårdt en gang imellem og det kan være svært at få øje på hvorfor nogle mennesker skal lide og andre bare kan "skøjte" gennem livet. "Der er så meget vi ikke forstår", men sådan skal livet nok være?

Hils og sig, at jeg tænker på hende og ønsker det bedste.

Knus Bea

[Anne]

Jeg vil lige følge op på, hvordan det går med min veninde.

Hun er nu færdig med kemoforløbet, og i går var hun til samtale i Århus, hvor hun skulle informeres om, hvorvidt der er sket forandringer til det værre eller det bedre, siden sidst.

Det ser ud til, at kemoen har virket, for hun fik besked på, at hun ikke skulle komme igen før om 2 måneder! Så må vi bare håbe på, at den positive drejning vedvarer!

De er nu flyttet ned i en totalt nyrenoveret, handicapvenlig stuelejlighed, og det er hun rigtig glad for. Udlejeren har, samtidig med renoveringen af lejligheden, Lagt munkesten i hele gårdhaven, så hun kan komme ud med kørstol.

I går formiddags sad vi i haven, og der var ingen problemer med at få hende derud, selv om hun skal ned ad et enkelt trin, hvor hun må ud af kørestolen og bruge gangstativet som støtte, når hun skal hoppe op eller ned på et ben. Ergoterapeuten har lært mig, hvordan jeg skal støtte hende, så hun ikke falder og jeg ikke selv kommer til skade.

Hendes humør fejler i hvert fald ikke noget, og nu glæder hun sig bare, til hendes hår vokser ud igen! Jeg besøger hende som regel hver mandag i det omfang, hun selv føler, hun har overskud. Vi syr begge patchwork og forsøger, i det omfang, det er muligt, at opretholde vores efterhånden mangeårige aftale om at hygge os sammen med vores håndarbejde en gang om ugen.

Anne

[Anina]

Det kan alligevel næsten kun være tungt at deltage i.... for kræft eller ikke kræft - ved vi at der er ingen garantier for nogen af os og derfor er det faktisk vigtigt, at vi ikke yderligere forkorter vores liv ved at undgå de "farlige" emner, så som at vi ikke er udødelige.

I begyndelsen af året har Bea fået besked, at en af hendes veninder har fået brystkancer.... Så er det Lene... og nu også Yvettes veninde er blevet konstateret kræftsyg....

Jeg tror faktisk, at det bedste vi alle kan gøre, er at vi ikke gemmer de syge og de pårørende i tavshed og vores egen frygt for at komme så tæt på, hvad der venter os alle.... Derfor mener jeg at det er stort af dig - Anne - at du tør og gør

Personligt mener jeg, at vi bør lære ikke at frygte disse emner og tværtimod - tale frit fra leveren om selv de mindste tvivl eller tanker, der kommer når nogen tæt på os bliver ramt af en alvorlig sygdom. Ikke for at sygeligt og selvpinerisk at dyrke morbide emner - men netop modsat... at overskue og erkende den ufattelige værdi hver eneste af vore dage har og hvor skidt det er at spilde livet på bagateller eller tungsind, der kun tager og intet giver.

Ikke mindst for ungerne, der hurtigt adopterer mødrenes mod... kan det blive uvurderligt og en helt ny måde at vedkende sig livet på, samt - ikke mindst - at få det ægte bedste ud af det, mens man er her....

Jeg prøver ikke gøre mig klog på alverdens hjemmelavede psykologi, men kan alligevel ikke lade være med at tænke den tanke, at selv for den syge - må det være en trøst og en støtte at vide, at man ikke er bange for at omgås dem og man er heller ikke bange for at lytte til, hvad end de måtte have på hjertet.... når de selv er allermest udsatte for frygt og ellers - for ensomheden, når "resten af verden" bare fortrænger.... det meste.

Giver det mening?

[Anina]

Frem mod en livgivende optimisme

Flemming Flyvholm har skrevet en optimistisk bog om at have kræft

Af Claus Grymer

Behandlingen sluttede sidst i 2007 med ”et fantastisk resultat”. Total helbredelse har ingen dog lovet ham. Imidlertid er han indstillet på ”at leve – så godt som overhovedet muligt – med de kræftceller, som åbenbart altid er til stede i min krop”.

Og, argumenterer han, dybest set er intet forandret. Om han skal leve kort eller længe, ved han ikke. Og hvad så? Ingen mennesker ved jo, hvornår de skal dø. Dette er et grundvilkår for såvel raske som syge

Viljen til at gå i offensiven mod kræften er karakteristisk for Flemming Flyvholm, 63 år og forhenværende redaktør på Berlingske Tidende. Med ”På kanten af livet. En beretning om kræft og optimisme” har han udsendt en både personlig og almen bog om dette at have kræft. Gennem skildringen af et langt behandlingsforløb med op- og nedture delagtiggør han i stor åbenhed læserne i sine reaktioner og erfaringer. Han er en god formidler, der skriver let om det tunge – og nøgternt om det følelsesfulde. Dertil er han et reflekteret menneske, der som en klassisk essayist undersøger sit tema fra mange forskellige vinkler. Han antyder, at han har haft en indremissionsk barndom, men religiøse aspekter indgår ikke i hans, den ikke-troendes, ellers meget alsidige tankeverden.

Flyvholm begynder med at fortælle om den kaotiske dag, da han fik at vide, at den nyrekræft, han var blevet opereret for 18 år tidligere, var brudt op igen – og han konfronteredes med angsten, der ikke alene æder sjæle op, nej, alt æder den op. Også livsgnisten. Næsten. Flyvholms forbehold rummer kimen til bogen, til den trodsige vilje til kamp, som er kendetegnende for den.

En læge, der viste sig slet ikke at have læst hans journal, gav telefonisk Flyvholm besked om, at en operation ikke lod sig gennemføre – og anbefalede da patienten at dulme sig med en påskebryg. Også en anden læge havde dårligt nyt, men kunne på grund af en forstyrrende telefon næppe koncentrere sig om at meddele det. Den vrede, der udløstes af de to lægers manglende sans for ansvarlig og medmenneskelig kommunikation – samt af selve diagnosen – var ved at slå Flyvholm ud. Men det var ligeledes den vrede, der mobiliserede hans modstand. Han indså, at han ikke kunne overlade alt til lægerne – og udviklede en visualiseringsteknik, opsøgte alternative behandlere og gik regelmæssigt til akupunktur. Desuden bestræbe han sig på at præge sine tanker i en ny og optimistisk retning. Men let var det ikke. Det offentlige sundhedssystem tilbød ham en eksperimentel behandling, som dog kun 20 procent reagerer positivt på. Og endnu færre – bare 8 procent! – har for alvor gavn af behandlingen. Men selv den mest trængte optimisme kan få ret: blandt de 8 procent var Flyvholm.

Også mod den ensomhed, som kræft kan medføre, gjorde Flemming Flyvholm oprør. Hans nærmeste familie, hans hustru og to sønner, besluttede at praktisere total åbenhed, idet de insisterede på at tale om alt vedrørende sygdommen. At forehavendet lykkedes, opfatter forfatteren som en stor styrke trods konflikterne og kriserne undervejs.

”På kanten af livet” er en livsbekræftende bog alene i kraft af den vilje til liv, der åbenbares. Den er tillige meget realistisk. Flyvholm sætter som rapporterende journalist ord på det svære og forfærdelige, han har været oppe imod. Det livsbekræftende styrkes af det realistiske. Flemming Flyvholm ser sig tilbage i en grundlæggende taknemmelighed, fordi han overhovedet kan se sig tilbage. Men kritisk er han også – mod sundhedsvæsenet, der ikke tager initiativ til at radikal forbedring efter australsk forbillede med centre for kræftpatienter. Disse centre har ifølge vor hjemmelsmand nedbragt kræftdødsfaldene betydeligt: I Australien, oplyser han, er op til to tredjedele af kræftpatienterne i live fem år efter konstateringen af sygdommen. I Danmark drejer det sig om knap halvdelen.

Flemming Flyholm: På kanten af livet. En beretning om kræft og optimisme. 123 sider. 199 kroner. Gyldendal.

Kristeligt Dagblad LIV&SJÆL

[Anne]

Jeg tror faktisk, at det bedste vi alle kan gøre, er at vi ikke gemmer de syge og de pårørende i tavshed og vores egen frygt for at komme så tæt på, hvad der venter os alle.... Derfor mener jeg at det er stort af dig - Anne - at du tør og gør

Personligt mener jeg, at vi bør lære ikke at frygte disse emner og tværtimod - tale frit fra leveren om selv de mindste tvivl eller tanker, der kommer når nogen tæt på os bliver ramt af en alvorlig sygdom. Ikke for at sygeligt og selvpinerisk at dyrke morbide emner - men netop modsat... at overskue og erkende den ufattelige værdi hver eneste af vore dage har og hvor skidt det er at spilde livet på bagateller eller tungsind, der kun tager og intet giver.

Lige mine ord! Jeg mener også, det er uhyre vigtigt at tale åbent og ærligt om disse alvorlige sygdomme, som rammer i flæng omkring os - og næste gang er det måske vores egen tur!

Det er nu en gang en del af livet at vi skal dø - nogle falder bare om og er borte, og andre må igennem et alvorligt sygdomsforløb.

Netop den kendsgerning, at flere og flere i ens familie eller omgangskreds rammes af alvorlige sygdomme gør, at det pinedød er nødvendigt at glædes over hver eneste dag, hvor vi selv endnu ikke er blevet "prikket" ud som den næste!

I Lenes tilfælde ved jeg også, at det er lige så vigtigt for hende som det er for mig, at vi kan snakke om hendes situation nøjagtig som den er. Hun ved da godt selv, at det er en stakket frist, og at det kun er et spørgsmål om tid, før det går ned ad bakke igen, men vi kan sludre om hendes sygdom på samme måde, som vi sludrer om alt andet. Vi kan dog også havde den dybt alvorlige samtale omkring livet og døden, og det giver ro og afklarethed for os begge.

Uanset hvad, så er jeg overbevist om, at jo mere optimistisk man selv er under sit sygdomsforløb, jo bedre livskvalitet har man, og jo længere varer det, inden man må give op.

Vi, der - såvidt vi ved på nuværende tidspunkt - er sunde og raske, kan også dratte om i morgen. Vi har ingen som helst garanti for, at vi overlever den alvorligt syge!

Jeg prøver ikke gøre mig klog på alverdens hjemmelavede psykologi, men kan alligevel ikke lade være med at tænke den tanke, at selv for den syge - må det være en trøst og en støtte at vide, at man ikke er bange for at omgås dem og man er heller ikke bange for at lytte til, hvad end de måtte have på hjertet.... når de selv er allermest udsatte for frygt og ellers - for ensomheden, når "resten af verden" bare fortrænger.... det meste.

Det har ikke noget at gøre med "at gøre sig klog på"! Jeg ser det som simpel logik!

Vil vi ikke for os selv ønske, at omgivelserne omgås os naturligt og fordomsfrit, hvis vi var i den syges situation? Det værste må da være, når man mærker at andre frygter for at omgås én, fordi de ikke kan finde ud af, hvordan de skal opføre sig.

Anne

[Anne]

Vil bare lige fortælle jer, at i går havde jeg besøg af Lene for første gang i mere end et år!

Hun har nu fået et batteridrevet kørestel til at montere under kørestolen, så om sommeren når vejret er godt, kan hun selv komme omkring i samfundet igen. Det er så dejligt for hende, at hun nu ikke mere er så afhængig af andres hjælp til at komme rundt.

Det tager hende ca. ½ time at køre ud til mig, og vi havde nogle rigtig hyggelige timer sammen. Skønt at se hende hos mig igen - det var næste som i "gamle" dage!

Anne

[Yvette]

Deilige nyheter Anne. Måtte dere få mange gode sammenkomster fremover! Jeg bare vet at du er en vidunderlig venninne for Lene, og jeg er sikker på at du er like kjær for henne som hun er for deg. Jeg ønsker dere alt mulig godt.

[Anne]

Tak kære Yvette

- og ja, jeg holder meget af Lene. Hun er en stærk kvinde!

Anne

[Carmen]

Sender lige en kærligt ment hilsen fra mig også

Dejligt når der er lidt lyspunkter og udsigt til lidt fremgang.

Kærlig hilsen
Carmen

[Anne]

Jeg skal nok hilse hende!

Hun håber snart at kunne komme til computeren, og så vil hun gerne skrive en personlig hilsen til jer. Det kniber bare at få kørestolen ind i det lille værelse, hvor computeren står, og hun kan ikke sidde på en kontorstol. Det skal nok lykkes på et tidspunkt!

Anne

---------------- Now playing: Enya - Adiemus via FoxyTunes

[Anina]

En kørestol kan ikke være smallere end den er, går jeg ud fra. Derfor er det nok dør, der skal "give efter".... Når man lever på en ubestemt tid.... synes jeg, at enten denne dør skal gøres bredere, hellere i dag end i morgen. Eller må computeren flyttes til, hvor Lene kan benytte den når hun vil, og ikke først - når hun kan.

Jeps, der er dejligt at få sin bevægelsesfrihed tilbage også udenfor hytten. Og specielt nu i sommer, hvor solen skinner og alt er grønt. Og her kunne man måske sige, at computeren kan vente, men ordet "vente" er vist ikke længere så fornuftigt, som det er for de fleste andre. Når man lever i nuet. Krydser fingre for mange, mange nu-dage til

[Anne]

Forresten... er jeg ret sikker på, at netop Callanetic ville være rigtig, rrrigtig godt for Lene (sorry off topic ).

Hun får besøg af en fysioterapeut et par gange om ugen, og det er lidt den slags øvelser, hun laver - bare i mindre målestok, da hun har mange smerter.

Anne - også totalt

[Anne]

Der er så gået mere end et år siden disse optimistiske ord!

I dag er situationen en helt anden. Lene ligger nu udelukkende i den plejeseng, hun har fået stillet op i sin stue. Hun har netop fået resultatet efter skanningen i forrige uge, og der konstaterer man, at kræftknuderne nu er nået til 5. lændehvirvel. I næste uge skal hun hver dag til Århus for at få stråler - smertelindring, siger hun.

Lægerne kan ikke gøre mere for hende, og jeg tror desværre ikke, vi har Lene ret længe mere.

Men uanset sin situation, så er humøret og livsviljen stadig intakt - i hvert fald, når hun er sammen med andre. Hun indrømmer dog også, at der er mange tunge timer ind imellem - hun ved jo godt, hvor det bærer hen.

Det er rigtig trist, og jeg håber bare for hende, at hun kan holdes så smertefri som muligt.

Anne

[Anne]

Der er så gået mere end et år siden disse optimistiske ord!

Med det mente jeg selvfølgelig, den gang der endnu var optimisme og håb i et tidligere indlæg.

[Helle]

Kære Anne
Hvor er det trist at læse at der nu ikke er mere at gøre andet end smertelindring alligevel slår det mig som utroligt stærkt at Lene gennem hele forløbet har været stærk og bevarede det meste af sit humør, og troen på at det skal nok gå, jeg ved ikke hvorfor men det virker som om at Lene nu er afklaret med at tingene nu en gang er som de er, og det er utrolig flot af hende

Det var været utroligt at følge med i Lenes sygdom og forløb, og jeg håber at hun trods alt får noget tid endnu, og at det bliver uden smerter og unødig lidelse.... Hils hende og ønske hende alt mulig god bedring.

Knus til dig også Anne... fordi du er der lige netop der hvor Lene har brug for dig, du er guld værd

[Anne]

Tak for dine søde ord, Helle.

Jeg var hos hende i dag, og hver gang bliver jeg overrasket over hendes humør. Jeg synes, det er fantastisk, at hun i en så alvorlig situation ikke er spor anderledes, end hun plejer - og det er ikke påtaget. Hun tager sin situation i stiv arm, og - som hun siger - der er mange, der har det meget værre end hende!

Hun syr - liggende selvfølgelig - og strikker til den store guldmedalje. Hendes hjem er som en forhal til en banegård, hvor folk render ud og ind hele tiden. Hendes kalender med aftaler er mere fyldt, end min var, da jeg endnu gik på arbejde!

Jo, hun er en psykisk stærk kvinde, og jeg er sikker på, at det vil hun være lige til det sidste.

Jeg skal nok hilse, næste gang, jeg besøger hende.

Knus, Anne

[Carmen]

Nogen gange tror jeg det er hårdere for venner og familie end det er for personen selv. I sær tror jeg at positiv livsindstilling kan gøre meget.

Men et knus til jer begge skal i da have

Kærlig hilsen
Carmen