Hvad Videnskab.dk skriver om sig selv:

Videnskab.dk er på een gang Danmarks nationale forskningsportal og et uafhængigt netmedie, der retter sig mod hele befolkningen.

Videnskab.dk er en indholdstjeneste med daglige forskningsnyheder, store tværgående temaer, underholdende indslag, interaktive tiltag, debat samt lyd og levende billeder. En uafhængig redaktion leverer indholdet. På videnskab.dk kan du følge med i, hvad der sker på forskningsfronten, og blive klogere. Videnskab.dk leverer stof med substans og troværdighed og serverer det på en måde, så almindelige borgere har lyst til at læse det.

Som noget helt centralt - og ekstraordinært for forskningskommunikation - dækker videnskab.dk bredt, fra kultur og samfund til teknologi og naturvidenskab.

Kernemålgruppen er de unge, der er ved at vælge vej i livet. I bredere forstand er det alle videbegærlige borgere. Målet er - groft sagt - at gøre det populært at vide noget.

Videnskab.dk har sine rødder i universitetsverdenen og gødes af en række interessenter, som ønsker at synliggøre forskningens landvindinger og nytteværdi for samfundet. I de første tre år betales projektet primært af en finanslovbevilling samt støtte fra flere forskningsråd. Der arbejdes med en forretningsmodel, som kan gøre projektet bæredygtigt på længere sigt.

http://www.videnskab.dk/

Her er, hvad Jyllands-Posten bl.a. skriver:

En helt ny portal vil skabe øget fokus på forskningen i Danmark. Målet er at sprede viden fra universiteterne til ganske almindelige borgere.

Mandag den 21. april går Danmarks første nationale forskningsportal i luften. Videnskab.dk dækker et bredt spektrum inden for forskning, lige fra naturvidenskab til kultur og samfund.

"Ambitionen er, at videnskab.dk skal være et forskningens Ritzau, hvor man kan følge med i, hvad der sker og blive klogere. Videnskab.dk leverer stof med substans og troværdighed og serverer det på en måde, så de unge gider læse det," skriver folkene bag portalen i en pressemeddelelse.
http://jp.dk/nyviden/article1322131.ece