"Alder er en mærkelig størrelse. Min oldemor blev 98 år og oplevede 2 verdenskrige. Min farmor blev kun 68 år og min mormor 77 år. I den sidste del af mit voksne liv har jeg således ikke haft bedstemødre til at udveksle meninger og oplevelser med. Eksistentielle spørgsmål, jeg gerne ville kunne stille dem, så som: Hvad håbede de på som ung kvinde livet ville bringe dem af muligheder? Hvordan kunne verden udvikle sig i deres øjne? I en alder af 25 må jeg faktisk konstatere, at jeg faktisk ikke nåede at kende mine bedstemødre som kvinder. Hvis de bare kunne tale til mig i dag og fortælle om deres liv og færden, så ville jeg som ung kvinde måske kunne opnå en bredere og bedre forståelse for dem som kvinder og som bedstemødre."

Kilde: Jane Friis Bohl... Læs mere...


Ikke så værst... overhovedet ikke så værst

Hvorfor skal man altid vente til man bliver spurgt? Hvad, hvis man ikke bliver spurgt i tide og spørgsmål/interessen kommer først når vi er væk?

Hvad er der galt med at vove pelsen om og om igen, selv om man risikerer at skulle modstå de rullende øjne og et træt: "hvad nu igen, mor (far)?"

Det er vores børn! Vores døtre og vores sønner. Selv om de er voksne (eller teenagere) - er de altså fortsat vore børn! Senere, når vi er væk - er jeg sikker på, at den opmærksomhed, vi havde "tiltvunget" os - vil blive tænkt på med vemod og taknemmelighed af de poder, der dermed får nære stunde langt over den alder, hvor den slags samhørighed var en selvfølge, når man havde krammet den lille unge, der så krammede tilbage og lyttede, som om det vi fortalte var den eneste og endegyldige sandhed "i hele verden".

Kan ske, at man bliver nødt til at sluge nogle kameler først, idet sådan en "ændring" af måden at forholde sig på til nærsnak - mor og (voksent) barn imellem - kræver først en vis tilvænning og øvelse, nok for begge parter.... Men øvelse gør mester. Giv ikke op. Giv ikke slip og find den rette måde, der kan accepteres af den forbløffede næste generation, idet det bliver for dem en velsignelse at tænke tilbage på den dag, vi ikke længere er til. Og for os bliver det en velsignelse endnu mens vi er her. Sikken en dejlig tanke