Viser resultater 1 til 5 af 5
  1. #1
    Libri's avatar
    Libri er offline Bestyrer af Biblioteket på Overgangsalderen.net
    Registreringsdato
    Jun 2006
    Alder
    64
    Indlæg
    680

    Standard San Michele af Axel Munthe

    Citer Oprindeligt indsendt af Anina Se indlæg
    Axel Munthe "San Michele"

    En udsøgt, sjælden totaloplevelse hvor begivenhederne bevæger sig foran det indre blik med billede efter billede og forfatterens stemme "høres" berette om et liv med mennesker og steder han som læge og privatperson kom i tæt berøring med. En panorama af landskaber, oplevelser, eftertænksomhed og ubetinget reneste godhed kun få af os forundt.

    Det er som en bedste ven forlod os når bogens sidste side vendes....rigtig god fornøjelse. En uforglemmelig oplevelse.

    Citeret fra: http://www.overgangsalderen.net/foru...ead.php?t=6813
    Selv de nyeste to udgaver af bogen "San Michele" er et fotografisk optryk af den danske første udgave fra 1930. Dette kan udgøre en udfordring for den utålmodige læser. Men helt ærligt - ven - man lærer fremmedt sprog for meget mindre, end det man får ud af at læse "San Michele", idet denne bog kan forandre ens syn på livet og hinanden, mod lyset og en befriende tolerance for alt levende tillige med at trække tænderne ud på denne nedbrydende hvermandseje - dødsangsten.

    Det er som at modtage livets gave om igen, lige når man troede, at man havde oplevet det hele og erkender trætheden som hindring for at vandre videre..... og hvis det ikke er værd, at støve et gammel dansk sprog af for, og genlære det - ja, så er det synd for os....


    San Michele

    Af Axel Munthe

    Til Dronning Victoria
    de værgeløse Dyrs Beskytter, eller Hundes Ven.


    Dagen før sin Død tog Dronningen
    det løfte af mig, at denne Tilegnelse
    skulde blive staande uændret i Bogen.
    Velkommen i Biblioteket på vores hjemmeside. Mange af titler vi omtaler, er udsolgte fra forlagene, men findes enten på bibliotekerne eller i antikvariaterne som: Bogtorvet.net , Findbogen.dk , Antikvarisk.dk , Bogbasen.dk (private til private), Antikvariat BookStone.dk , Brugte bøger via Saxo.cm , eller Antikvariat.net

  2. #2
    Libri's avatar
    Libri er offline Bestyrer af Biblioteket på Overgangsalderen.net
    Registreringsdato
    Jun 2006
    Alder
    64
    Indlæg
    680

    Standard Re: Axel Munthe "San Michele"

    San Michele

    Af Axel Munthe



    INDHOLD


    1... Ungdom

    2... Quartier Latin

    3... Avenue de Villiers

    4... En modelæge

    5... Patienter

    6... Château Rameaux

    7... Lapland

    8... Neapel

    9... Tilbage til Paris

    10. Der Leichenbegleiter

    11. Madame Rèquin

    12. Jætten

    13. Jomfru Agata

    14. Vicomte Maurice

    15. John

    16. En Sverigestur

    17. Læger

    18. La Salpêtrière

    19. Hypnotisme

    20. Søvnløshed

    21. Sant` Antonios Mirakel

    22. Piazza di Spagna

    23. Flere Lægehistorier

    24. Grand Hôtel

    25. De Fattiges smaa Søstre

    26. Miss Hall

    27. Mrs. Charles W. Washington Longfellow Perkins Junior

    28. Sommer

    29. Fuglebjerget

    30. Kristusbarnet

    31. La festa di Sant` Antonio

    32. Kapsejladsen

    33. Begyndelsen til Enden



    ..... I det gamle Taarn

    ..... Efterskrift
    Velkommen i Biblioteket på vores hjemmeside. Mange af titler vi omtaler, er udsolgte fra forlagene, men findes enten på bibliotekerne eller i antikvariaterne som: Bogtorvet.net , Findbogen.dk , Antikvarisk.dk , Bogbasen.dk (private til private), Antikvariat BookStone.dk , Brugte bøger via Saxo.cm , eller Antikvariat.net

  3. #3
    Libri's avatar
    Libri er offline Bestyrer af Biblioteket på Overgangsalderen.net
    Registreringsdato
    Jun 2006
    Alder
    64
    Indlæg
    680

    Standard Re: Axel Munthe "San Michele"

    San Michele

    Af Axel Munthe

    FORORD


    Jeg havde skyndt mig fra Frankrig til London for at sikre mig indfødsret, det så nemlig ud, som om mit fædreland ville blive draget ind i verdenskrigen på tysk side. Henry James skulle være den ene af mine "sponsors", han havde selv kort forinden fået indfødsret. "Civis Britannicus sum", sagde han med sin dybe røst. Han vidste, at jeg havde prøvet at tage min tørn, og jeg havde måttet opgive det igen, fordi jeg var blevet for hjælpeløs selv til at hjælpe andre. Han kendte den skæbne, der ventede mig. Han lagde sin hånd på min skulder og spurgte om, hvad jeg havde nu tænkt mig at gøre. Jeg svarede, at jeg var i færd med at forlade Frankrig for stedse, og at jeg nu ville skjule mig som en dessertør i mit gamle tårn - det eneste jeg duede til. Da han bød farvel, mindede han mig om, at engang, for mange år siden, mens han boede hos mig på San Michele, havde han opfordret mig til at skrive en bog om mit hjem, der efter hans mening var det skønneste sted i verden.

    Hvorfor ikke skrive bogen om San Michele nu, tilføjede han, hvis det værste skulle hænde, og mit mod begyndte at svigte? Hvem var bedre i stand til at skrive om San Michele end jeg, der havde bygget den op med sine egne hænder? Hvem kunne bedre end jeg beskrive de uvurderlige marmorfragmenter, der lå strøget over hele den have, som engang var Tiberius` Villa? Og hvor ville den gamle, dystre imperator, hvis trætte fod havde slidt det mosaikgulv, jeg bragte for dagens lys under vinrankernes rader, ikke være et betagende studieobjekt for en mand, der i så høj grad som jeg var interesseret i psykologi? Der var intet, som kunne sammenlignes med at skrive en bog, når man gerne vil undfly sin egen elendighed, intet så godt som at skrive en bog, når man ikke kunne sove.

    Det var hans sidste ord, og det var sidste gang, jeg så min ven.

    Jeg vendte tilbage til min dådløse ensomhed i det gamle tårn, fortvivlet og ydmyget. Da alle andre satte livet i vove for deres land, tilbragte jeg mine dage med at vandre frem og tilbage i det mørke tårn, rastløs som et dyr i bur, mens de endeløse beretninger om kval og sorg blev læst op for mig. Når dagens ubarmhjertige lys mo aften og mørkefald holdt op med at plage mine øjne, vandrede jeg som oftest op til San Michele for at spørge nyt. Det britiske Røde-Kors flag vajede over San Michele, hvor tapre og lemlæstede mænd fik helse og håb af den samme sol, som havde fordrevet mig fra det hjem, jeg elskede så højt. Åh.. disse frygtelige nyheder! Hvor var ventetiderne lange for os, der ikke kunne udrette andet end blot vente.

    Men, hvor mange af os vover at indrømme, hvad de fleste af os har følt: at byrden af vores egen smerte synes lettere at bære, mens alle kvinder og mænd om os knugedes af sorg; at såret i vores egen side næsten synes helet, mens blodet silede af så mange andres sår? Hvem vovede at klage over sin egen bitre lod, mens hele verdens skæbne var kastet i vægtskålen? Hvem vovede at klynke over sin egen pine, mens alle disse lemlæstede mænd lå tavse, med sammenbidte tænder på blodplettede bårer?

    Omsider rasede uvejret ud. I det gamle tårn blev alt tyst som før, og jeg var ene med min angst.

    Manden blev skabt til selv at bære sit kors, derfor fik han så brede skuldre. En mand kan holde til meget, så længe han kan udholde sig selv. Han kan leve uden håb, uden venner, uden bøger, ja endog uden musik, så længe han kan lytte til sine egne tanker, til en kvidrende fugl på vinduets karm og havts fjerne melodier. På st. Dunstans - hjemmet for blinde officerer ved Regent`s Park - sagde man mig, at en man endog kan leve uden lys; men de, som fortalte dette, var også helte. Uden søvn kan ingen mand leve. Da jeg ikke mere evnede at sove, og alle mildere lægemidler havde svigtet, begyndte jeg at skrive denne bog. Den blev en afgjort succes, hvad mig selv angår. Gan på gang havde jeg velsignet Henry James for hans venneråd. I den senere tid har jeg sovet langt bedre end før. Det har endog været mig en glæde at skrive bogen, og jeg er nu ikke længere forbavset over, at så mange mennesker i vore dage giver sig til at skrive bøger.

    Uheldigvis har jeg måttet skrive bogen om San Michele under særlig vanskelige forhold. Jeg havde næppe fået begyndt, før jeg blev afbrudt af en ubuden gæst, der satte sig lige over for mig ved mit skrivebord og gav sig til at fortælle om sine egne oplevelser på en springende og ganske usammenhængende måde, som om al den snak kunne interessere nogen anden end ham selv. Der var noget meget irriterende uengelsk i den ordflom, hvormed han blev ved med at udbrede sig om sig selv og de forskellige eventyr, hvori han åbenbart altid havde spillet hovedrollen - for meget Ego i dit cosmos, unge mand, tænkte jeg.

    Han bildte sig åbenbart ind, at han vidste alt om oldtidskunst, arkitektur, psykologi, døden og tilværelsen efter denne. Lægekunst synes at være hans særlige kæphest, han påstod, at han var nervespecialist og pralede - som alle andre - af at være Charcot` s elev. Gud hjælpe hans arme patienter, sagde jeg i mit stille sind. Da han nævnte Mesteren fra Salpêtrière, forekom det mig, at jeg måtte have truffet ham før - for mange, mange år siden. Men jeg opgav straks tanken igen, for han var så ung og støjende, mens jeg følte mig gammel og træt.

    Hans ustandselige skryden, selve hans ungdom, begyndte at gå mig på nerverne, og for at gøre ondt værre begreb jeg så småt, at denne unge fyr be
    standig havde mig til bedste på den overbærende måde, som unge mennesker gerne anvender over for de gamle. Han prøvede endo på at fortælle mig, at det var ham og ikke mig, der havde bygget San Michele. Han sagde, at han elskede dette sted og ville slå sig ned her for bestandig. Til sidst bad jeg ham om at gå, så jeg kunne få fred til at fortsætte med bogen om San Michele og min beskrivelse af de kostelige marmorfragmenter fra Tiberius` Villa.


    "Stakkels gamle mand" sagde den unge fyr med sit overbærende smil, "du ved åbenbart slet ike, hvad du selv snakker om. Jeg er virkelig bange for, at du ikke engang kan læse din egen håndskrift. Du har slet ikke skrevet om San Michele og dine kostelige marmorfragmenter fra Tiberius` Villa endnu - det, du hidtil har bragt for dagen, er kun nogle skår af dit eget livs sønderbrudte ler."


    Torre di Matterita, 1928

    Axel Munthe
    Velkommen i Biblioteket på vores hjemmeside. Mange af titler vi omtaler, er udsolgte fra forlagene, men findes enten på bibliotekerne eller i antikvariaterne som: Bogtorvet.net , Findbogen.dk , Antikvarisk.dk , Bogbasen.dk (private til private), Antikvariat BookStone.dk , Brugte bøger via Saxo.cm , eller Antikvariat.net

  4. #4
    Libri's avatar
    Libri er offline Bestyrer af Biblioteket på Overgangsalderen.net
    Registreringsdato
    Jun 2006
    Alder
    64
    Indlæg
    680

    Standard Re: Axel Munthe "San Michele"

    reserveret
    Velkommen i Biblioteket på vores hjemmeside. Mange af titler vi omtaler, er udsolgte fra forlagene, men findes enten på bibliotekerne eller i antikvariaterne som: Bogtorvet.net , Findbogen.dk , Antikvarisk.dk , Bogbasen.dk (private til private), Antikvariat BookStone.dk , Brugte bøger via Saxo.cm , eller Antikvariat.net

  5. #5
    Libri's avatar
    Libri er offline Bestyrer af Biblioteket på Overgangsalderen.net
    Registreringsdato
    Jun 2006
    Alder
    64
    Indlæg
    680

    Standard Re: Axel Munthe "San Michele"

    San Michele

    Af Axel Munthe

    EFTERSKRIFT


    Denne bogs anmeldere synes at have overordentlig svært ved at få klassificeret "San Michele", og det forbavser mig ingenlunde. Nogle har omtalt den som værende en selvbiografi, andre har kaldt den "En læges erindringer". Så vidt jeg kan skønne, er den ingen af delene. Det kunne ganske sikkert ikke have kostet mig fem hundrede sider at skrive mit livs legende., selv om jeg ikke havde udeladt de mest tragiske og begivenhedsrige afsnit. Alt, hvad jeg kan sige hertil, er, at det aldrig var min hensigt at skrive en bog om mig selv; tværtimod har jeg hele tiden samvittighedsfuldt bestræbt mig for at holde mit egos vage personlighed ude af bogen. Hvis den alligevel, dette til trods, er blevet en selvbiografi, begynder jeg at tro, når jeg ser dens mægtige salgssucces, at den simpleste måde at få skrevet en bog om sig selv på, må bestå i, at man af alle kræfter prøver at tænke på andre, mens den bliver til. Det eneste, man har at gøre, er at sætte sig ensom på sin stol og se tilbage på de svundne liv med blinde øjne. Endnu bedre er det at lægge sig i græsset uden at tænke en tanke, blot lyttende. Inden længe dør den fjerne verdenslarm bort, og skove og marker begynder at synge med klare fulgestemmer, venlige dyr vil komme hen til en og fortælle om deres fred og sorger i lyde og ord, som den lyttende kan fatte, og når alt er tyst, vil selv de livløse ting omkring ham begynde at hviske i deres dybe søvn.

    At kalde bogen "En læges erindringer", som nogle anmeldere har gjort, synes mig endnu gallere. Dens overgivne tilforladighed, dens helt direkte uforbeholdenhed, selve dens lyse enfold passer meget dårligt til en så pralende undertitel. En læge har naturligvis, som alle andre mennesker, lov til nu og da at le ad sig selv, for at holde humøret oppe, måske kan han endog tillade sig at le ad sine kolleger, hvis han tør løbe den dermed forbundne risiko. Men han har ingen som helst ret til at gøre sig lystig over sine patienter. Endnu værre er det at græde med dem; en klynkende læge er en slet læge. En gammel doktor bør forøvrigt tænke sig meget nøje om, inden han sætter sig til rette i armstolen, for at nedskrive sine erindringer. Han må heller tie med sin viden om, hvad han så af liv og død. Det er bedst, slet ikke at nedskrive erindringer, men lade de døde sove i fred og de levende - beholde deres illusioner.

    Nogle har kaldt "San Michele" en saga om døden. Det er måske rigtigt, for Døden er kun sjældent ud af mine tanker: "Non nasce in me pensier che non vi sia dentro scolpita la morte", skrev Michel Angelo til Vasari.

    Længe - længe har jeg stridt mod min ubøjelige og strenge embedsbroder (Døden/red.), altid underlegen i kampen så jeg ham dræbe alle dem, jeg prøvede at frelse - een for een. Jeg har tænkt på nogle få iblandt dem, mens jeg skrev denne bog, har husket dem, som jeg så dem leve, som jeg så dem lide, og som jeg så dem segne i døden. Det er alt, hvad jeg kunnet gøre for dem. De var alle ydmyge og fattige folk, der står intet marmorkors på deres grave, mange af dem var allerede glemt, længe før de døde. Nu har de det alle godt.

    Gamle Maria Porta-Lettere, som på nøgne fødder bar mine breve op ad fønikiske klippetron gennem tredive lange år, går nu med post i Himlen, hvor den kære, gamle Pacciale sidder med sin dampende fredspibe og stadig skuer ud over det grænseløse hav, som han plejede at betragte det fra San Micheles pergola, og hvor min ven, Arcangelo Fusco, gadefejeren fra Quartier Montparnasse, stadig fejer stjernestøv af guldgaderne. Lille monsieur Alfredo, alderspræsidenten hos de fattiges små søstre, tripper hurtigt ned ad den statelige Lapis-lazuli Peristyl i Pittsburgmillionærens flunkende ny diplomatfrakke, mens han højtideligt hilser hver helgen, han møder, med sin elskede høje silkehat, som han plejede hilse alle mine venner, når han kørte ned ad Corsoen i min Victoria.

    John den lille, blåøjede dreng, som aldrig smilte, tumler sig nu lystigt med en mængde andre små drenge og piger i Kristusbarnets gamle legeværelse. Han har endelig fået lært smile nu. Hele værelset er fyldt af blomster, kvidrende fugle smutter ud og ind gennem åbne vinduer, af og til kommer Madonna for at se, om alle børnene virkelig har alt, hvad de kan ønske sig. Johns mor, der plejede ham så opofrende og godt i Avenue de Villiers, er endnu her nede. Jeg så hende forleden dag. Så den stakkels Flopette, skøgen fra boulevarderne, ser ti år yngre ud, end da jeg sidst så hende i natkafeen; net og proper i hvide, rene klæder er hun nu andenstuepige for Maria Magdalene.

    I et beskedent hjørne af de elyseiske marker ligger Hundekirkegården. Dèr er alle mine døde venner; deres kroppe hviler endnu, hvor jeg begravede dem under cypresserne ved det gamle tårn, men deres trofaste hjerter er kommet herop. Den elskelige lille skytshelgen for hundene, St. Rocco, er kirkegårdsværge, og den gode, gamle Miss Hall kommer ofte på besøg hos ham. Selv slynglen Billy, den fordrukne bavoan, der stak ild på Il Canonico Don Giacintos kiste, har forsøgsvis fået lov at hvile i den sidste række grave på Abekirkegården (der findes på et noget afsdes sted) efter en indtrængende undersøgelse hos St. Peter, som opdagede, at Billy stank af whisky og derfor til at begynde med antog ham for et menneske. Don Giacinto selv, Capris rigeste præst, der aldrig har givet de fattige en skilling, bliver stadig brændt i sin kiste, og den forhenværende slagter fra Anacapri, der blindede vagtlerne med glødende nål, får sine egne øjne stukket ud af Satan selv, der misunder slagteren hans grusomhed.

    En anmelder har opdaget, at der er "stof nok i bogen om San Michele, til at kunne forsyne samtlige forfattere af korte, spændende noveller med dramatiske handlinger, til resten af deres liv". De er inderligt velkomne til at udnytte stoffet, så meget de overhovedet kan. Jeg selv har ikke brug for det mere. Efter at jeg i en menneskealder har koncentreret mig om min evne og kunnen som skribent - om udfærdigelsen af recepter, er der lidet sandsynligt, at jeg nu skulle forsøge mig som forfatter af spændende noveller, så sent i livets aften. Havde jeg blot tænkt derpå noget før, så ville jeg være anderledes stedt, end jeg er!

    Det må utvivlsomt være en rar og bekvem tilværelse, at sidde i en armstol og skrive "korte, spændnde noveller", langt lettere end at slide og stride sig gennem livet for at sanke (samle/red.) stof til forfatterne, lettere at skrive om sot (sygdom/red.) og død end at kæmpe derimod, lettere at brygge uhyggelige og grufulde novellehandlinger sammen end at blive slået ned bag fra af virkeligheden. Men hvorfor samler disse professionelle skribenter aldrig selv deres materiale? I hvert fald sker det kun yderst sjældent. Romanforfattere, der absolut vil slæbe læserne gennem fattiggårdens sump, kommer der sjældent selv. Specialister i sygdom og død er vanskelige at overtale til at ledsage en til det hospital, hvor de lige har taget livet af deres heltinde. Digtere og filosoffer, der i klingende vers og prosa hilser døden som den store befrier, blegner ofte, blot de hører denne, deres bedste ven, nævne. Det er velkendt.

    Leopardi, det moderne Italiens største digter, som lige fra sine drengeår i herlige rytmer sang om sin dødslængsel, var den første, som flygtede i sanseløs skræk fra det kolerahærgede Neapel. Selv den store Montaigne, hvis køligt beherskede reflektioner over døden alene er nok til at gøre ham udødelig, rendte som en skræmt hare, da pesten brød ud i Bordeaux. Gamle, mutte Schopenhauer, den største moderne filosof, som havde gjort livsfornægtelsen til hovedhjørnesten for hele sin lære, plejede kort og bestemt af afbryde enhver samtale om døden.

    De mest bloddryppende krigsromaner er, så vidt jeg ved, skrevet af fredelige borgere, i et godt, sikkert afstand fra de langtrækkende, tyske kanoners rækkevidde. Forfattere, som elsker at lade læserne rase i kønslige orgier, er selv som oftest ganske passive tilskuere til sådanne udskejelser. Personligt kender jeg kun en undtagelse fra denne regel, Guy de Maupassant, og jeg så ham dø af det.

    Jeg er godt klar over, at nogle af scenerne i denne bog udspilles på den lidet udforskede grænse mellem virkelighed og uvirkelighed, der farlige ingemandsland, der skiller kendsgerninger og fantasi, hvor så mange memoireforfattere er kommet i uføre, og hvor selv Goethe fare vildt i sin "Dichtung und Wahrheit". Jeg har efter evne, og ved hjælp af nogle få velkendte tricks, prøvet at forme i det mindste nogle af disse episoder, som "korte, spændende noveller". Til syvende og sidst er det en ren formsag. Jeg ville føle det som en virkelige befrielse, om det er lykkedes for mig og jeg gør ikke krav på at blive troet på. Det er alligevel ondt nok og trist nok, som det er, og Gud skal vide, at jeg har nok at stå til regnskab for endda. Desuden vil jeg betragte det som en virkelig kompliment, thi den største forfatter af korte, spændende noveller, jeg kender, er Livet selv. Men er Livet altid sandfærdigt?

    Livet er det samme nu som altid tilforn, uanfægtet af alle hændelser, indifferent over menneskesorg og menneskelykke, stumt og ubegribeligt som Sfinxen. Men skuepladsen for evighedstragedien veksler bestandigt, for at det hele ikke skal blive for ensformigt. Den verden, vi levede i forgangen dag, er ikke den samme som i dag. Den skrider ubønhørligt gennem intetheden mod sin yderste dom, og vi gør det samme. Ingen mand bader to gange i samme flod, siger Heraklit. Nogle af os kravler på knæ, nogle rider højt til hest og andre suser afsted i motorvogne, andre igen jager i flyvemaskiner forbi brevduer. Der er slet ingen grund til at jage, vi er alle sammen urokkeligt sikre på, at vi når vejs ende.

    Nej, den verden, hvori jeg levede mine ungdomsår, er ikke den samme verden, som jeg lever i nu, i hvert fald synes det mig ikke så. Det vil næppe heller synes således for dem, der læser denne bog om strejftog på jagt efter eventyret i svundne dage. Der er ikke flere banditter med otte mord på samvittigheden, som kan tilbyde Dem et nattelogi på en madras i et udslettet Messina. Der ligger ikke flere sammenkrøbne Sfinxlegemer under ruinerne af Neros calabresiske lystgård. De sindsyge rotter i Neapels koleraslagne fattiggyder, som næsten skræmte livet af mig, er forlængst vendt hjem til deres sikre skjulesteder i de oldromerske kloaker.

    Man kan køre op til Anacapri i automobil og til Jungfraus top i et jernbanetog, man kan klatre op ad Matterhorn på rebstiger. I Lapland er det lidet sandsynligt, at et kobbel forsultne ulve, men øj´nene som skinnende kulgløder i mørket, skulle finde på at galopere efter ens slæde over den tilfrosne sø. Den ridderlige, gamle bjørn, som spærrede mig vejen gennem Sluvlaslugtens ensomhed, er forlængst draget til De Evige Jagtmarker. Den frådende elv, jeg svømmede over ved Ristins, Lappepigens, Side, overskygges nu af en spændbuet jernbanebro. Den frygtelige trolds, Stalos, sidste værn og borg, er gennembrudt af en tunnel. De små underjordiske, som jeg hørte trippe under lappeteltets gulv, bringer ikke mere føde til sovende bjørne, som er gået i hi; derfor er det vel så få tilbage i Sverige, i vore dage.

    Man må så inderligt gerne smile vantro ad disse flittige puslinger - lige så tit og meget man har lyst - det bliver for egen regning og risiko. Men jeg kan ikke tænke mig, at nogen læser af bogen vil være fræk nok til at benægte, at det var en rigtig nisse, jeg så på forsstugans herbergebord i færd med at pille varsomt ved min urkæde. Selvfølgelig var det en rigtig nisse! Hvad skulle det ellers være? Jeg forsikrer Dem, at jeg så ham ganske tydeligt med mine egne øjne, da jeg satte mig op i sengen, netop som tællelyset var ved at blafre ud. Jeg har med den største forbavselse hørt, at der findes mennesker, som aldrig har set en nisse. Den slags folk kan man kun dybt beklage. Jeg er vis på, at der må være noget i vejen med deres øjne.

    Gamle farbror Lars Anders i Forsstugan, seks fod høj i træsko og fåreskindskofte, er død for længe siden og død er også hans kone, kære gamle mor Kerstin. Men den lille nisse, som jeg fandt siddende med korslagte ben på tagkammerets bord over stalden, han lever. Og det er kun os, der dør.


    ST. JAMES´ CLUB.

    Juli 1930


    AXEL MUNTHE
    Velkommen i Biblioteket på vores hjemmeside. Mange af titler vi omtaler, er udsolgte fra forlagene, men findes enten på bibliotekerne eller i antikvariaterne som: Bogtorvet.net , Findbogen.dk , Antikvarisk.dk , Bogbasen.dk (private til private), Antikvariat BookStone.dk , Brugte bøger via Saxo.cm , eller Antikvariat.net

Lignende emner

  1. Axel Munthe "San Michele"
    By Anina in forum Skønlitteratur
    Svar: 0
    Nyeste indlæg: 18-05-05, 12:37

Bookmarks

Regler for indlæg

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •  

Log ind

Log ind