Den sagtmodige Finsen må have betydet noget dominerende, inspirerende, som solskinnet selv, for de mænd, der arbejdede hos ham. Så der blev øde og tomt omkring dem alle, da han døde. Der er ingen anden forklaring på, at der gik ni år efter, at han havde planlagt lysbadene, inden man begyndte derpå på Finsen-Instituttet.

Men uden at ane det havde Finsen fundet disciple i fjerne lande.

Begge var de schweizere fra Alpelandet. Den sære gamle Bernhard kendte de italienske bjergfolks mundheld: "Du lukker doktoren ud, når du lukker solen ind." Rollier, gemsejægeren, byens hader, solens drømmer, blev inspireret af Bernhard, som Bernhard var blevet inspireret af Finsen.

Rolliers værk blev øvet hinsides videnskaben og i den tynde bjergluft, hvorhen laboratorie-muldvarpene vist næppe endnu har vovet sig. Fjernt fra hospitalernes dunst og laboratoriernes skygge, viser Rollier den, som står tidligt nok op, en solopgang for den sande kamp mod døden.


***

Op ad bjerget, i solen, gik en række næsten nøgne drenge, hvis legemer solen havde givet kulør som gamle femører, og det var disse drenges seje holdning, der fik mig til at le ad mikroberne - for jeg havde set de samme drenge så inderligt sølle og sygelige. Det var længe, før jeg traf nogen af mine onkler, Osborn, Jack Miner eller Corsan. Det var kort efter, at jeg havde måttet holde inde med mit stuearbejde, at gøre arrige mikrober blidere, så de duede til en vaccine, der eventuelt kunde beskytte kaniner mod bronchitis og lungebetændelse. Her i solen gik leende drenge, før invalider; så stærke og brune, at man var klar over, at en mikrobe ville betænke sig to gange, inden den gik løs på dem.

Som grønblege puslinger med tuberkulosebaciller godt fæstnede i kirtlerne i deres luftrørs forgreninger var disse drenge kommet til bjergskråningen. Nu var de skoledrenge, der - hvor besynderligt - ikke kedede sig i skolen hos dereslLærer, soldrømmeren Auguste Rollier. I 1903 havde denne ejendommelige schweizer sagt sin fine stilling som kirurg farvel og tak. Det var denne sol-læges drøm, at knive og nye kemikalier med lange navne, ikke var en døjt værd i sammenligning med gamle Doktor Sols billige, enfoldige lys.

Ikke hvor det gjaldt om at standse tuberkulosen.

Gennem otteogtyve år har Auguste Rollier, vældig stor mand, solbrændt og blidt talende, med usandsynlig tålmodighed så til, mens solens energi tændte en endnu uforklarlig mikrobemyrdende proces i tusinder hærgede menneskelegemer, smerteplagede patienter, som kom til bjergsiden med den besked fra deres læge, at de var uhelbredeligt syge. Hans tålmodighed har klaret en opgave, som den mest udspekulerede videnskab har måttet give ynkeligt fortabt overfor. Det må være den lange tid, der kræves, og den dybe enfoldighed i hans metode, som bare er at bruge Alpesolens energi til helbredelsen, der har gjort det så svært for lægevidenskabens hurtigste hoveder at forstå ... At her er noget revolutionerende i kampen mod døden. Solen.

***